Engle og Dæmoner //Dehvil - Privat//

"I ligemåde" sagde han og kastede endnu et blik imod Ahngel.
"Men, du kender vidst mange, kan jeg hører" sagde Dehvil og smilte, så hans spidse hjørntænder kom frem. Han havde en bestemt person i tankerne. Det havde han faktisk haft hele tiden. Men mon dog..

"Jeg kender en del engle, ja." sagde han så og lagde hovedet på skrå. Han havde dog ikke tænkt at udlevere nogen af dem, da de alle lå inden for kategorien, dem som skal bevares. Han betragtede stille Dehvil med et tænkende blik. Spøjs type, men det mindede ham meget om sig selv da han var teenager. Dengang han selv var separeret fra den side der tørstede og havde lyst til at ødelægge. Ahngel kiggede stille frem for sig.
"Men.. du bør nok finde på noget andet."

"Sikkert" sagde Dehvil og gik stille frem og tilbage. Han havde ikke lyst til at give op til Ahngel. På en måde, betragtede han Ahngel som sin rival. Været fald lang inde i sig.
"Som du ikke har ..drukket endnu?.." talte Dehvil dæmpet, uden at se op denne her gang.

"Må jeg spørge, monsieur Dehvil..." sagde han så og vendte sit blik imod ham med et tænkende udtryk. "Er der en bestemt engel i dine tanker?" sagde han så. Han mærkede sin kæbe var nød til at bære sig lidt over, da hans tænder voksede en smule i længden, men han forholdt munden stille og halvt lukket hele tiden.
Ahngel havde enset det.. Han kunne lugte det tydeligt. Begær efter specielt blod. Han væmmede kort ved det, selvom han genkendte følelsen fra sig selv.
*Det ville ikke ha sket, hvis du aldrig var blevet tæmmet af det!* mumlede stemmen i hans baghoved. Ahngel spærrede kort øjnene op.

Dehvil stoppede op.
Hans øjne blev, med et store i det.
"Ja Ahngel og en af de smukke af slagsen" sagde Dehvil og rettede sig bedre op. Han virkede nemlig ikke særlig høj i forhold til sin alder.
"Du kender personen..jeg kan se det" sagde han stille og lød meget dæmpet i forhold til før.

Ahngels øjne flammede kort op i et lettere irriteret udtryk. "Hold dig fra hende." sagde han så og rettede sig op. Hans blik var fast plantet på ham med et nu lettere modstyrkende udtryk. En uhyggelig styrke gemte sig under denne Purebloods ildrøde øjne, selvom ansigtet stadig var fortrukket roligt med et blidt køligt strejf.
Ahngel vendte derefter blikket ud imod området foran sig. Tænkende og ventende, som om han ville høre stemmen igen. Bare en gang? Bare for at se at han ikke var faldet tilbage det DET beklagelige stadie.
"Find dig en anden engel."

Dehvil smilte og bøjede sig ned. Han lag sin hånd på jorden, og så op på Ahngel.
"Asma ikke? Virkelig smuk tøs, så jeg kan skam ikke holde mig væk fra hende. Hun er blevet noget speciel for mig.. og jeg kan love for dig at du ikke vil vide mere" kluklo Dehvil og så ned. Han havde sand foran sig på mystisk hvis. Han begyndte at skrabe sine negle, og skrev 'Asma' med store bogstaver. Han rejste sig op og så på Ahngel.
Reagerede på den måde jeg havde regnet med, tænkte Dehvil og rystede på hovdet.

"Javel ja.." sagde Ahngel underligt fattet og strøg en hånd igennem sit hår. Han skænkede Dehvil et dystert smil, hvorpå hans massive frygtindgydende tandrække viste sig gradvist mere og mere indtil hans fattede ydre virkede så dæmonisk og psykotisk så muligt. Før man kunne nå at blinke havde Ahngel tvunget Dehvil op ad muren og holdt ham så stramt frast derimod at han ikke ville kunne slippe væk. Vampyrstyrke var én ting, men at sætte sig op imod en fuldblods var nu dumt.
"Så vil jeg blot lade reglerne forklares. Ét. Æd fra hende med tvang og du skal få femten dage i jernjomfruens favn. To. Sår hende på nogen måde, forvent ikke en straf der er ligeså barmhjertig.. og til sidst.." sagde han så og lod en negl snitte imod Dehvils ene kind. "Skad hende og se så meget af dit eget blod at du for evigt vil miste lysten for mere!" sagde han derefter med et vildt truende ydre. Utroligt at han kunne se sådan ud. Når det kom til tilnærmeste af hans nære, så skyede han ingen midler. En uhyggelig nærmest fysisk aura strålede ud fra Ahngels... nej.. Nu Lucifers nærmest sindsyge blik. Dog forholdt han på en måde sig venlig uden at være arrogant. Et meget komplekst væsen han var.
"Er det forstået kære djævel?" sagde han så og lod sit blik nedtappes igen. Dehvil var så sandelig ikke den eneste, som havde en uhyrlig side.
"Føler du noget for hende, kan jeg ikke gøre noget ved det, men pas på med hvem du tilnærmer dig. Jeg vil være værre at stå til regnskab for end at skulle møde svigermekanikken." hviskede han derefter og lod stille sit greb slippes. Han vigede dog ikke øjnene endnu. Ville Dehvil prøve at slå fra sig, ville Ahngels parader være oppe og ikke særlig godhjertede. Det var bedre at gå verbalt til værks imod Ahngel med mindre man ønskede samtlige knogler brækkede.

//Srry. Got carried away x3//

Dehvil så på Ahngel og nikkede bare. Han var ikke bange, faktisk ville han kæmpe imod Ahngel. Men ikke nu. Dehvil var ikke engang halv så meget så Ahngel. Han mærkede meget godt Ahngels negl. Men ignorerede det bare.
”Hvad vil du alligevel med hende? Du kan ikke bruge hende til noget? Og desuden elsker du hende jo ikke? Og lad mig lige spørger, du har jo sikkert ikke engang kendt hende i lang tid?” en lille stik ramte Dehvil, men lige nu var han lige glad. Han stirrede ind i Ahngels rolige øjne. Dehvil var ikke så god til det endnu, men han prøvede at virke rolig, og ikke tage Ahngels ord i sig.

//RightOO//

"Mig og Asmas fortid kommer desværre ikke dig ved.. Dehvil, men jeg kan forsikre dig at vi har kendt hinanden længere end du kan forestille dig." sagde han så og lod igen sin rolige blide elegante udstråling glide stille tilbage.
"Alt jeg ønsker fra hende er hendes overlevelse. Tro ikke at jeg er så svag at forveksle mine følelser for hende som din simple blodtørst. Hvor mange gange har du mødt hende? En gang? To måske?" sagde han så med et tænkende blik. Han smilede kort skeptisk. "Beundr hende.. tal med hende og gør hvad du vil så længe hun ikke skal tvinges til noget." sagde han så og lod blikket endelig falde lidt væk. "Asma er under min beskyttelse ligemeget hvad."

Dehvil lo stille.
”Blodtørst? Blodtørst?” han stirrede på Ahngel.
”Du har misforstået det. Jeg tænker skam på hendes blod, men desværre ikke kun det. Og desuden, har du haft hende i lang tid, som du ligesom påstår. Men aldrig skænket hende mere ind gråd og tomhed. Fortæller hende ting, som hun sikkert ikke kan holde ud af at hører på! Ahngel, du tænker kun på dig selv” Dehvil grinte højt og spyttede over sin venstre skulder. Han kunne stadig ikke bevæge sig, men lige nu var det faktisk lige meget.
”Du tror at du kender hende? Ja, jeg har kun mødt hende engang, og du har kendt hende lige siden, jeg ved det ikke. Men hvorfor hidse dig op på den måde? Du har jo ikke følelser for hende som jeg vel? Du kender ikke mine rigtige følelser for hende, og bare rolig jeg dræber hende ikke. Det kunne jeg ikke tillade mig, Ahngel. Men jeg tvinger hende ikke, hun forstår mig bare ikke. Og lad det nu ligge.. det er imellem mig og hende, bland dig uden om. For hun er min nu, og du har haft din tid”

Ahngel lagde hovedet på skrå. "Jeg ønsker ikke hendes tid eller at holde hende fra nogen. Hav følelser for hende.. Lad dem vokse. Alt jeg lader dig vide er at hun er vigtig nok for mig til at jeg vil hende det bedste. Ikke kun engle er beskyttere." sagde han så med et lettere ligegyldigt tonefald. han havde aldrig forbudt Dehvil at kunne lide hende. Han har bare advaret ham på livet om at Asma betød meget for Ahngel. Mere end mange havde før hende. Egebtligt.. Har der aldrig været noget før Asma.
Han sendte Dehvil endnu et faretruende blik. "Og... hun er kun din hvis hun også ønsker dig." sagde han stadig roligt men med endnu en uhyggelig stædighed og ulmende krafter som ville sættes i gang på sit yderste hvis Asma kom noget til i Dehvils nærvær.
"Og måjeg endelig spørge.. hvad ved du egentlig om noget som helst? Du kender ikke mig på dette omslag og har absolut ingen ide for hvad der bliver båret rundt på. Ja hun har grædt på min bekostning og det beklager jeg inderligt. Alt jeg ønsker fra hende..
er et smil." sagde han afsluttende og rettede sig op ad muren.

Dehvil havde stadig den underlig smil på sig.
Ahngel indrømede, han løj ikke, det kunne han læse.
"Og hvis jeg nu uheldigvis dræber hende?" sagde Dehvil og hans øjne dirrede kort.

"Så vær parat til at følge med hende." sagde han og sendte ham et stille blik, som om det blot var en snak om politik eller om andet i den stil. Ahngel var mester i at forholde sig roligt og kun slippe sit indre frem til de passende tidspunkter. Hvis Dehvil så meget som skadede hende, ville Ahngel ikke være på sidelinjen. Han ville jage og forfølge indtil byttet er løbet træt og derefter lade sine klør bryde igennem vævet og hive det altafgørende organ ud med de bare næver.
Hjertet.

Dehvil så med et rasende på Ahngel.
"Hvem og hvad tror du er?! Du kan faktisk være lige glad med hende, men nej, du vil beskytte hende. Er hun ikke ligesom de andre? Hvis jeg tog en anden som gidsel..vil du ikke gøre det samme? Eller er Asma noget specielt!" Dehvil kunne ikke styre sig så meget som Ahngel.
Men lige nu havde han mange grunde. Hans lille kappe af en art begyndte at blaffre.

Et bestalskt smil bredte sig over Ahngels mund. "Du tror jeg ville opføre mig sådan over en hvem-som-helst?" sagde han og slog en kort men lettere dæmonisk latter op. "Nej hvor har jeg taget fejl af dig." sagde han så og lagde derefter armene afslappet om bag nakken og kiggede med et dystert smil ud i luften. Derefter vendte han langsomt sit faretruende blik imod Dehvil, dog stadig dystert smilende. "Asma er ikke bare speciel. Det er dog den værste underdrivelse nogensinde." sagde han og rettede sig op med et tilfredst suk.
"Asma er og vil altid være et af de allervigtigste individer i hele mit liv. Kald du det bare specielt, men i mit hoved er det rigtige ord vel... helligt."

Dehvils tænder var sammenbidte. Hans øjne sitrede. Lige de ord han ike vil høre fra Ahngel. Lige de ord der gjod ham rasende. Dehvil lukkede øjnene og åbnede dem igen.
Hans rolig blik var forlængst forsvundet og han havde kun en ting i tankerne.
Men nej, ikke nu. Han havde haft respekt for Ahngel siden de mødtes, men de ord han sagde om Asma overgik alle hans. De overgik dem alle. Han havde det som om at Ahngel havde øvet sig på at sige det.
"Store ord Ahngel, med kan du gøre det du siger? Beskytte hende, og at hun er hellig?" snerrede Dehvil modlyst.

"Hvis jeg ikke kan udføre hvad jeg har lovet mig selv, så vil jeg falde i forsøget." sagde han.
Han betragtede stille Dehvil. "Men lad dig ikke true af mine ord. Jeg har ikke i sinde at gøre dig ondt eller hade dig fordi du føler noget for hende. Hun er vigtig for mig og hendes lykke er mindst ligeså vigtig som hendes overlevelse." sagde han.
"Hun har ofret ting for mig som var hende vigtig.. endda hendes død er ikke mig foruden skyld. Havde jeg blot ikke givet hende den bog var det sikkert aldrig sket. Jeg bebrejder mig selv, men er taknemmelig over hendes nyfundne liv. Jeg kunne ikke være der før og da faldt hun. Jeg vil ikke gøre samme fejltagelse igen." sagde han målsikkert, men stadig roligt og fattet.
"Det skylder jeg hende."

Dehvil klappede bare og smilte hånt.
"Flotte ord Ahngel. Har du altid været sådan en romantiker? Bare rolig, jeg vil heler ikke hade dig, men nu kender jeg da i det mindste din svaghed" sagde Dehvil og så på Ahngel.
"Asma er din svaghed, ikke sandt?"

"Kald det hvad du vil. Kald det romantik om du vil, men prøv at sætte dig ind i at jeg ikke har i sinde at stjæle hendes hjerte eller holde hende for mig selv. Jeg er som jeg er og jeg kan ikke lave om på det." sagde han og så på hende. "Hvad ville jeg være uden svagheder.. og hvad ville Du kunne bruge det til? Sættes denne svaghed til fulde, vil den vokse til den er altødelæggende for dig. Tro mig. At ramme mig på den måde ville ikke være et klogt træk for nogen som helst." sagde han stille og betragtede Dehvil.
"Hvorfor opsætter du det nu så aggressivt? Misunder du at hun er vigtig for mig?"

Dehvil så lidt ned, men så derefter på Ahngel.
"Om jeg misunder dig? Nej, jeg er jalux" indrømmede Dehvil og grinede igen"du har hende, hun elsker dig. Jeg kan se det på hende, og også på dig. I aner det sikkert ikke selv, men i er hinandes stærkeste våben. I elsker hinanden på en måde som, vi andre ikke forstår det på, forstår du?"

Ahngel smilede kort over Dehvils ærlige svar. Han elskede Asma på sin vis, ja, men ikke på den måde at han ønskede at gifte sig med hende ligemeget hendes ønske og holde hende fra andre som kunne være hende bedre. Det var en mærkelig måde han holdt af Asma på. Han ønskede hendes smil og hende beskyttet, også hvis det ikke blev til ham eller ad ham.
"Det må jeg sige. Du er ikke sådan lige til at læse, Dehvil." sagde han så. "Men tro mig på mit ord at der er ingen grund til at være jaloux på mig på nogen måde. Holder du af Asma, vil jeg ikke forhindre dig i at gøre det." sagde han så.

Dehvil så på Ahngel. Han kunne aldrig slå ham på en vis måde. For han kunne ikke være sammen med Asma, for så gjord han skade på hende. Den anden del sov nu. Den var væk. Dehvil føltes sig meget tung, som om han havde gjort en del fejl uden at ane det.
"Jeg undskylder Ahngel, det var ikke min mening at gøre dig vred på nogen måder. Jeg elsker hende skam, men for første gang, har jeg indset at den pige jeg elsker over alt på jorden, er elsket af en, der både er ærlig. Men pas på hende Ahngel, for Asma er ikke bare en engel, det kan jeg se, snart vil der være andre efter hende" Dehvil nikkede kort og så på Ahngel. Dehvils øjne strålede på en sær måde. Han var sig selv, hvis man kunne kalde det.
Men han havde tabt på forhånd..

Ahngel betragtede Dehvil tænkende. Han sukkede kort og lagde en hånd på hans skulder. "Du er nød til at tro mere på dig selv. Det er muligt for dig at holde drifterne inde hvis det bliver højst nødvændigt... og.. du gjorde mig aldrig rigtig vred, men overdrivelse fremmer forståelsen og du er nød til at forstå at jeg ikke vil lade nogen skade hende." sagde han.
"Og jeg.. jeg er hendes beskytter, ikke hendes elsker. Hun alene bestemmer for sig selv, og ja i en vis åndelig grad har hun vel tæmmet mig på sin vis, men opgiv ikke nogen følelse fordi hun har en bodyguard der kan sit kram." sagde han så.
Han var hverken med Dehvil i sin søgen eller imod. Han ville blot hvad der var bedst for Asma.