A Vampire In The Park

André var rasende, og overrasket. Hvordan kunne det lille naive menneske tro at han kunne overvinde en vampyr? André for op fra den kolde jord og viste sine hugtænder. Som et lille lyn var André henne ved menneskets hals, André bed til og sugede alt det blod ud af mennesket han kunne, men så blev han distraheret. Pigen stod bag ham. Han lod det patetiske menneske falde til jorden og fløj hen til pigen. ''Tænk ikke på det kære.'' André kyssede pigen på kinden og tog hende i hånden. ''Nu tager vi af sted.''

Fustreret, bange, og hjælpeløs. Det var de følelser Maya havde lige nu. Hun så et menneske blive tømt for blod. Eller det troede hun i hvert fald. Inden hun nåede at føle mere, mærkede hun kolde læber imod hendes kind. Hun var bange, med nød det alligevel. Måske var hun bare forvirret. Hun lod sit blik falde ned på deres hænder, der flettede fingre. Hendes hænder var blege, og en smule blå. Siden hun frøs. Lige i dette øjeblik forstod Maya ingenting. Hun følte skyld over det svækket menneske, men alligevel også bange for det. Bange for alt, men vampyren gav hende alligevel en tryghed fornemmelse. Måske var det begrund af hans bid. Det kunne være han havde fået hende til at blive tiltrukket af ham. Det vidste hun dog ikke. Maya lukkede hendes øjne, imens han førte hende igennem det fugtige græs. En tåre løb ned over hendes porcelæns hvide kinder. Måske var dette bare en drøm? Selvom André havde sagt han var virkelig. Imellemtiden løftede hun den anden hånd, og rørte blidt ved hendes ene kind. Den kind han havde givet et kys. Hans læber havde været kolde, men alligevel bløde.

//død=out of topic da jeg ikke ville kunne finde på mere i emnet//

Skoven var stor, men de var snart ved André's hytte. Han trak ikke i hende, da hun gik selv. ''Det hele er okay.'' Sagde André. Han gik og tænkte meget på det menneske som han havde drænet. Måske skulle han fjerne liget? Han ville først sætte pigen på en stol og lade hende slappe af der. Nu var de ved hytten og André tog pigen i hånden og ledte hende indenfor. ''Jeg kommer snart tilbage, kære.'' Sagde han og bevægede sig udenfor igen. Han tog et lille tilløb og hoppede så op i luften. Hans lange spring gjorde ham i stand til at lande lige foran liget, som ingen havde set. Han løftede den afdøde op og bar ham ind i skoven. Han lagde blade oven på ham og løb så tilbage til huset. Han tog pigen i hånden og viste hende hen til sofaen som han havde. Timen var snart gået, og så ville han ikke kunne kontrollerer hende. ''Ville du have det godt med.... at mangle lidt blod?'' Sagde han med en meget lokkende stemme. Dette ville have skræmt hende hvis hun ikke var under hans bid. Han viste igen sine hugtænder og lænede sig tættere ind til hende. Blodet var sødt, og André stoppede ikke. Men han kæmpede. Pludselig trak han sig væk. Nu løb blodet ned fra hans mund, og han tørrede det ikke af.

Maya fulgte frivilligt med, da hun var under hans kontrol. Hun lukkede kort hendes øjne da han efterlod hende. Det var en af de ting hun slet ikke brød sig om. At være alene. I hvert fald ikke fremmede steder. Det gjorde hende bange og hun følte sig meget utilpas. André var nu hurtigt tilbage, så hun nåede ikke at tænke nær så meget. Hun åbnede øjnene da hun mærkede en kold hånd imod hendes. Maya fulgte med da han styrede hende imod sofaen. Det næste hun opfangede var hans hugtænder igennem hendes bløde hud. Et støn af smerte lød fra hende, inden hun begyndte at se alting tåget. Han havde vidst drukket lidt for meget blod. Hun faldt sammen på sofaen, da hun besvimede. Det var lugten af blod, og den uudholdelig smerte. Der lå hun i et stykke tid, inden hun kom til bevidst hed. Hun var stadig under hans kontrol, men nu kunne hun godt tænke selv. Måske havde det påvirket hende for evigt? Måske ville han altid have en smule magt over hende? Hvem vidste? Måske kunne han sende hende ordre gennem tankerne? Hvad nu hvis hun mødte andre? Så ville han måske vide alt hvad hun lavede?

André mærkede et sus i kroppen, som om noget blev taget fra ham. Pigen var nu ikke længere under André's kontrol, og hun ville måske skrige? Hvem ved? André trak sine hugtænder tilbage og iagttog pigen, men han var sikker på hun var bange. Måske ikke. André sad og stirrede ud i luften og håbede på at pigen ville tilgive ham for at bide hende, men det lå i hans natur. Det var ikke noget han kunne stoppe.''Tilgiv mig.'' Sagde André.

Maya satte sig lidt bedre op, inden hun tog sig til tindingerne. Hun masserede tindingerne, imens tårerne løb ned af hendes bege kinder. Forvirret,bange og tryg på en gang. På den ene side havde hun lyst til at løbe skrigende væk, på den anden side havde hun en træng til han være nær ham. Hun valgte at kigge op på ham da han begyndte at tale. Tilgive ham? Selvom hun så inderligt havde lyst til at sige ja, og ligge sig i hans arme, valgte hun at lade være. Maya valgte at være tavs. Hun var stadig en smule svimmel, da man mistede energi af at få drukket sit blod. Hun blev draget af ham? Måske var det begrund af han var vampyr. De havde vel en meget stærk tiltræknings kraft. "Det ved jeg ikke om jeg kan" hviskede hun derefter åndeløst, og pillede ved hendes tynde fingre.

André kiggede hende dybt i øjnene, med et hypnotiserende blik og sagde: ''Du må tilgive mig. Ellers kan jeg ikke få fred.'' André holdte sit blik på stedet og fjernede det ikke.

Hvis Maya havde haft kraften til at rejse sig op og gå. Var det helt klart hendes valg. Troede hun. Maya havde kun ideen om at det ville være det klogeste at gøre, men nu var hun ikke så klogt anlagt. Hun lænede sig hen imod ham, så deres ansigter var tættere. Hun kiggede ham ind i øjnene, da han prøvede at manipulere med hende. "prøver du at manipulere mig?" hviskede hun åndeløst. Selvom det var umuligt ikke at ånde en smule. Han ville sikkert kunne mærke hendes varme åndedræt. Hun valgte at holde deres øjenkontakt, imens hun udtænkte hvad hun skulle gøre. Skulle hun stole på ham? Eller ville han bare dræne hende fra blod? Måske havde det ikke været meningen. Desværre havde han en stærk, men meget besynderlig tiltrækningskraft.

''Jeg er et uhyre af mørket. Jeg hungre efter blod... selvfølgelig manipulerer jeg med dig.'' Sagde André og rejste sig op. ''Hvor ellers, skulle jeg få energi fra? Det er sjældent disse dage at mord ikke bliver opdaget.. selv en vampyr som mig kan blive opdaget! Åh, det var nu ikke som i 1800 tallet da intet blev opdaget. En af mine gamle venner hed Jack... men alle kaldte ham ''The Ripper.'' Åh, han blev jo aldrig opdaget! Tænk at være som ham.. Han skylder mig faktisk en tjeneste, men lad det nu ligge.'' André satte sig ned foran den smukke pige og så hende endnu engang ind i øjnene. ''Kan jeg få energi fra dig?'' Han smilede.

Maya var lidt bange, for at hun nu ville være han fange? Måske skulle hun adlyde alle ordre.. Selvom det ikke ville være så slemt, når denne vampyr nu var yderst tiltrækkende. Hun lyttede interesseret til hans ord. På en måde kunne hun jo godt forstå hans frustrationer. "Hvad mener du? Vil du have jeg skal være din bloddoner?" spurgte hun forfærdet. Ikke at det ville gøre hende så meget, da det ikke var den værst smerte. Maya pillede nervøst ved hendes fingre, og kiggede ned på hendes hænder. Hendes kinder blussede op i en rødlig farve, da hun kunne mærke hans blik. Maya var en smule forvirret, og måske en smule beruset. Hun kunne ikke huske, om hun havde drukket eller ej.

''Bloddoner kunne man godt sige.'' Svarede André. Han rynkede panden og kiggede på den smukke pige. ''Du ser lidt svimmel ud... er du sulten, tørstig?'' Spurgte han. Som vampyr, var han aldrig sulten.. jo, hvis man manglede energi, skulle han have blod, men ellers have han ikke spisevaner som mennesker... ''Jeg kan straks hente noget til dig.'' Sagde André. Så smilede han, nok for første gang, fordi han begyndte at se et lys i pigen. Hun var af ren godhed. Han ville aldrig skade hende. Måske kunne hun ikke se, at det var en ære at lade en vampyr drikker ens blod? André blev glad hvis han fik blod, og meget vred hvis han ikke fik.

Maya havde lidt svært ved at forholde sig til, at skulle være et omvandrende køleskab. Men nu frygtede hun også at sige nej.. Derfor nikkede hun stille, så man næsten ikke kunne se det. Selvfølgelig ville han jo lægge mærke til det. Han havde vel en form for supersyn? Hun lænte sig lidt i imod ham igen. "får jeg noget ud af det?" spurgte hun og holdte hans blik en smule. Nu blev hun en smule mere modig, da hun fandt ud af noget. Han ville jo nok ikke lade hende glemme dette møde, og lade hende gå lige uden videre. Hun bed sig selv blidt i underlæben, og fjernede derefter blikket igen. Hun kiggede derefter lidt rundt i rummet. Hun havde ikke set på rummet endnu. Det var nu meget.. hyggeligt.. på en speciel måde.

''Om du får noget ud af det?'' André tænkte sig om. Han kunne skabe, et forhold til denne pige, måske? ''Jeg vil aldrig hypnotisere dig mere... Jeg skal være din beskytter så længe du lever, og du skal få alt hvad du peger på!'' Sagde André. Han rejste sig op. Så kløede han sig på hagen. Med tre skridt stod han ude i hvad han kaldte et ''køkken'' og fandt noget hvæske frem. Efter 2 sekunder var han tilbage. ''Dette kaldes vand...'' Sagde André. Han gav det til hende. Så tænkte han... i stedet for hendes blod... så kunne han få sig en partner. Han lænede sig ned foran pigen og så hende dybt i øjnene. ''Jeg kunne give dig den største gave af alt... Du kunne blive til en højere livsart... et af mørkets væsner, som mig; vampyr.'' Sagde André og smilede.

Det dunkede i hendes tindinger. Hun var forvirret, bange, glad, tryg, og skræmt på en gang. Det var bare lidt for mange følelser for et menneske. Maya tog imod det fugtige glas. Hun tog ikke en tår af det, da hun lige skulle samle tankerne. Da han så pludselig lænte sig ind over hende, spærrede hun øjnene en smule mere op. Hun fik på en underlig og besværgelig måde stilt glasset fra sig. Et lille piv lød fra hende, da han stillede det sidste spørgsmål. Hun havde nu ikke noget imod, at være menneske lidt endnu. Hun prøvede at sende et smil tilbage.. Men det blev en smule falsk. Desværre. Hun lænede sig en smule tættere på hans ansigt og kiggede ham blidt i øjnene. Hans tilbud var fristende. Maya plantede hendes læber hen over hans. Kun i kort tid. Hvorfor hun gav han et enkelt kys vidste hun ikke. Det virkede bare som et passende tidspunkt.

André tog imod kysset. Det blev alt for kærligt for ham, men han stoppede ikke. Han var en gentleman. ''For evigt...'' Hviskede han. ''Os to...'' Sagde han. Følelser, var ikke noget han kunne huske, men måske kunne det dejlige menneske få ham på ret køl igen. Han kunne dog godt huske 1700 tallet.. man behandlede kvinder ordentligt.. eller var det i starten af 1900-tallet? Han kunne ikke huske så godt. Han kærtegnede hendes kind, idet han kyssede med hende. Han tænkte ikke på temperatur-forskellen, men det gjorde hun nok heller ikke. ''Din mulighed er lige her.'' Sagde han, og aede hendes kind.

Okay.. Maya kunne ikke gøre så meget mere. Hun var forblændet af hans tiltrækning kraft. Det måtte høre med til at være vampyr. Det var fristende. At leve som et stærkere væsen. Ikke at skulle blive såret længere. Eller det var i hvert fald sådan hun troede det var. Måske var det et helved at være vampyr. Hvorfor? Hvorfor endte hun altid ud i sådanne nogle situationer. Et suk forlod hende, idet hun trak hendes ansigt væk fra hans. "Jeg kender dig jo ikke ordenligt" hviskede hun sorgmodigt, og bed sig selv blidt i underlæben. De havde jo først 'lige' mødt hinanden. Selvom hans tilbud var fristende. Maya havde nu ingen følelser for ham. Hun var bare fysisk tiltrukket af ham. Hun var ikke så god til det med følelser.

''Vi kan komme til at kende hinanden...'' André aede hendes kind. ''Meget bedre.'' Sagde han. På et sekund stod han hen ved døren. ''Hurtigere.'' Efter endnu et sekunder stod han med en sav i hånden. Han bøjede saven på 3 sekunder og så på pigen. ''Stærkere.'' Hans stemme blev mere lokkende og dyb. Han bøjede saven ud igen, og lagde den på sin iskolde hånd. Så skar han sig selv. ''Ah.'' Sagde han. Så viste han den blødende hånd frem. Efter 7 sekunder var den så god som ny igen. ''Healende.'' Han bevægede sig hen til hende. Ved siden af ham stod et billede. Et ældgammelt billede fra starten af 1900-tallet. Det var et billede André som menneske, lige før han blev forvandlet. ''For evigt, den samme.'' Sagde han med dyb og langsom stemme. ''En højere livsform.'' Han trak sine hugtænder frem. ''Du vil aldrig føle dig truet af et menneske mere. Du vil kunne kontrollere dem.'' Sagde han. Han tog hendes hånd i hans og så hende dybt i øjnene.

Maya bed sig selv blidt i underlæben, imens hun fulgte ham med øjnene. Han kunne mange fascinerende ting. Selvom han skræmte hende, blev hun nu alligevel draget af ham. Da hun så den blødende hånd, fik hun et chok. Det havde hun ikke lige regnet med. Få sekunder efter mærkede hun, hans kolde hud imod hendes. Deres fingre blev flettet sammen. Hvorfor rodede hun sig ud i alt muligt? Det var ikke normalt at kysse med en vampyr. Specielt ikke når det var første dag, de havde mødt hinanden. Hun var en smule bange for hans hugtænder, men alligevel ville hun på en måde gerne være som ham. Det hun ikke havde tænkt på, var at de sikkert ville blive nød til at være sammen i al evighed. Måske ville han kunne telepatere til hende. Altså hvis han havde tænkt sig at bide hende? Hun nikkede bare meget svagt og holdte blikket rettet imod ham. Nu måtte han selv vælge hvad han ville gøre, da hun ikke rigtigt kunne beslutte sig.

André var glad for pigen, selvom hun ikke sagde meget. Hun havde valget.. hvorfor så ikke gøre det? ''Det er dit valg, kære.'' Sagde han. Hvis hun blev hans afkom, ville han beholde hende i al evighed. Men hvis hun ville sin egen vej, så måtte det være det. Han skulle selvfølgelig lige oplære hende i at være vampyr. Men han havde aldrig skabt en vampyr før... en gang skulle jo være den første. Hans spidse hugtænder var stadig ude. ''Det kræver bare at du ikke er alt for bange.. Og... du skal kunne dræbe.'' Sagde André. Han ville ikke skræmme hende. Måske var hun alt for bange. Måske ikke. Han rynkede panden og smilede.

Okay... En beslutning mellem liv og død. Det var sikkert en dramatisk måde at tænke på, men det var jo sådan sagerne stod. "Okay.. Vil det gøre ondt?" peb hun spørgende, og lod hendes grønne øjne møde hans. Dette var nok ikke den beslutning, man normalt ville vælge. Men hun havde ikke noget at miste. Hvad nu hvis han efterlod hende bagefter? Måske ville han bare udnytte hende? Det kunne man aldrig vide. Hun satte sig lidt rettere op, så hun kom tættere på ham. "På en betingelse. At du aldrig efterlader mig" tilføjede hun stille, og lod hendes rosa læber ramme hans kind. Kulde. Han var meget kold. Hvilket var forståeligt nok. André var jo død. Underlige tanker slog hende. Hvor ville han mon bide hende henne? Ville der komme et ar? Maya ville have det overstået, inden hun om besluttede sig.

André slikkede sig om munden, og glædede sig over alt det dejligt friske blod, han snart ville få. ''Smerten vil vare i en periode, men du overlever. Altså du er død teknisk set... men du vil i al evighed kunne gå, snakke, dræbe, og kæmpe.'' Sagde André. Han tog fat i pigens arme og rejste hende op. Han trak sine hugtænder frem og bøjede hendes hoved tilbage. ''Jeg vil aldrig forlade dig.'' Sagde han og så hende dybt i øjnene. ''Giften vil sprede sig hurtigt, og ind til da vil du mærke smerte, men husk... at når det hele er færdig, vil du være ny.'' André gentog ordet i hovedet. Ny. Han vil have et afkom. Et vampyrbarn. Han lænede sig længere ind mod hende hals. ''Er du klar?'' Spurgte han. André mærkede hende ryste. Han aede hendes hår, med den anden hånd. Straks satte han tænderne mod hendes hals. Han fik meget blod i sig, og følte sig fuld. Han fortsatte indtil han ikke kunne få mere. Pigens øjne lukkede. ''Giften spredes nu.'' Han lagde hende ned på jorden og trak sine hugtænder tilbage. Nu begyndte forvandlingen.

Et hulk.. måske mere et lidelses støn lød fra hende, da han bed hende i halsen. Denne sitiuation havde hun ikke tænkt nok over, men nu var der ingen vej tilbage. Måske ville hun få en fader? En ny en af slagsen. Hendes biologiske far, havde jo ikke været den bedste faderrolle. Nu havde hun jo overhovedet ingen følelser for André, selvom han jo var tiltrækkende. Måske var det begrund af hans vampyrisme? Måske hørte det med til at være vampyr? Altså at være tiltrækkende. Det ville da i det mindste være positivt. Bump.. Så kunne hun ikke holde smerten ud længere. Verdenen forsvandt omkring hende. En meget ubehagelig følelse, men det hørte op. Nu kunne hun intet føle ud over en brændende følelse igennem hele kroppen. Hun var helt stille, da den brændende følelse gjorde så ufattelig ondt. Så ondt at hun ikke kunne tale. Nu var hun jo heller ikke ved bevidsthed. Hvad skete der? stoppede hendes hjerte eller hvad? Hvorfor brændte det?

André så på hende mens hun lå der. Han havde aldrig skabt en vampyr før, men det betød ikke at han ikke vidste hvordan man gjorde. Nu skulle hans blod tilsættes, for ellers ville hun dø. Han trak sine hugtænder frem, og bed hul på pulsåren. Et par af hans dråber lod han falde ned i hendes mund, mens han fik lukket såret rundt om hans håndled. Nu skulle han finde et levende væsen, som skulle være det første blod pigen ville få. ''Lig stille, jeg komme tilbage.'' André løb udenfor og så sig omkring. Han skulle være hurtigt, inden hun vågnede, fordi så ville det gå ud over ham. Hun ville gå amok, og det havde André ikke tænkt sig, skulle gå ud over ham. Han kneb øjnene sammen og opfangede en fært. Han svævede langsomt over jorden, længere og længere op i luften og så over Terre. En ung mand gik rundt i skoven, sammen med en ung pige. André kunne ikke lide den måde den unge mand rørte ved pigen på. Sådan behandlede man ikke kvinder dengang han var menneske. Hun var også meget yngre end ham... for ung. André landede bag ved dem, og gik lydløst. Hurtigere end før bevægede han sig hen og tog fat i den unge mand og løb tilbage til huset. Den unge mand var bange. André holdt en finger foran hans mund og sagde: ''Shhhhh.... Gør dig klar til at møde din skaber.'' André smilede. Han for indenfor med den unge mand. ''Vær klar, datter. Snart vil du være ny. Snart vil du være stærk, og det skal du vise denne mand.'' André holdt en pause og så på manden. Han var ret ligeglad med mandens frygt, for det lå ved hans natur. Mennesker var en lavere livsform, og mad. De var sikkert også ligeglade med deres mad. André kunne ikke huske smagen af menneskemad. Det var over 270 år siden at han havde smagt det. Det havde sikkert også ændret sig gennem århundrede. ''Ved at drikke hans blod.'' Han holdt manden for munden, i det han skreg, som en lille pige. Hurtigere end et pistol skud lagde André manden ned på gulvet. Nu satte André sig hen i sin stol og så på. Manden skulle til at rejse sig op, men så sagde André: ''Det ville jeg ikke gøre hvis jeg var dig.'' Mens han smilede. Nu vågnede pigen.

Den brændende følelse der flød igennem hendes krop, var nok den værste hun nogensinde havde oplevet. Alligevel lå hun musestille, da smerten var for stor til at gøre noget. Det var giften der spredte sig. Den stoppede hendes hjerte, og gjorde hende åndeløs. Man kunne se hvordan hendes hud, fik den perfekte hvide farve. Ingen urenheder. Helt jævn og perfekt. Hendes øjenvipper blev længere, og øjenbrynene formede og tætte. Læberne rosa røde, og hendes hår blegere. Hun lignede en dukke. En glas dukke. Giften gjorde åbenbart også en smuk og perfekt. Alt så fornyet ud. Giften begyndte langsomt at aftage, og så vågnede hun med et sæt. Da hendes øjne åbnede, så man at de nu var helt røde. Blodrøde. De brændte. Brændte efter blod. Man kunne skimte de hvide hugtænder, da hun satte sig op. Hun kunne ikke vænne sig til dette. Alt var så anderledes. Alt var smukkere. Tydeligere. Verdenen så mere perfekt ud. Inden hun kunne nå at nyde synet, bredte duften sig af sødt blod. Hendes øjne blev vilde, da den brændende tørst var ulideligt. Hun lod de hvide hugtænder komme til syne. Hun hvæste let af menneske manden, da hun fik af vide af hendes skaber at det var ham hun skulle drikke. Under et sekund nåede hun hen til mennesket, derefter satte hun tænderne i hans hals. Så sødt. Så fantastisk. Maya kunne næsten ikke stoppe igen, da tørsten ikke forsvandt. Den blev formindsket, men den forsvandt ikke helt. Da hun næsten havde udtømt mennesket for blod, trak hun tænderne ud af mennesket. Blodet løb ned af hendes hals, da hun grisede hende smule. Hendes tænder var rødlige, da blodet svinede en smule. Hun kunne mærke galskaben inde i sig. Ikke en følelse hun var van til. Hendes hugtænder ville ikke forsvinde igen. Måske var det noget man skulle træne inden de kunne skjules? De røde øjne gloede på André, nu så hun ham på en helt anden måde. Det var ret underligt. Alt var bare smukkere nu. Hendes hvide trøje var dækket af det røde blod. Det så ret barsk ud. Hvad nu? Skulle hun have mere blod? Det håbede hun inderligt. Maya rejste sig op. Elegant og hurtigt. Hun nåede hen til ham på et sekund. Derefter satte hun sig oven på ham. Med fronten imod ham." Jeg vil havde mere" hviskede hun med en bedende stemme. Utroligt.