A Vampire In The Park

''Du skal få mere...'' André smilede til sit vampyr barn. Han kærtegnede hendes kind og så hende i de nye blodrøde øjne. ''Jagt.'' Sagde André. Endelig ville de kunne løbe på samme hastighed, og André var lykkelig. Han bevægede sig tættere på pigen. Så kyssede han hende blidt. Efter et sekund var han ude af døren. Han ville teste hendes instinkter. Hurtigere end vinden bevægede han sig rundt i skoven. Han svævede let op fra jorden og iagttog skoven her oppe fra. ''Hvor er du, skønne pige?'' Spurgte han. Han var meget stille. Måske var hun et andet sted for at drikke et menneske. André kunne godt føle hvor hun var henne. Meget tæt på. Hun var en klog nyfødt, og det var André glad for. I al evighed skulle de leve sammen. En hver modstand ville de udryde. Et hvert menneske de kom forbi ville de drikke. André kneb øjnene sammen og så sig omkring. Hun var meget tæt på. Han havde allerede tænkt på at træne hende i at kunne flyve, men det ville tage år at lære. André var stadig kun i stand til at svæve nogle meter over jorden. Det ville tage et par år-hundrede mere at lære. Nu hørte han en gren knække, var det pigen?

Maya kunne lige pludselig mærke hendes skaber, bevæge sig tættere på hende. Derefter kyssede han hende? Var det mon begrund af hendes menneskelige handling? Lige nu var hun dog ligeglad. Hun ville bare have stoppet denne tørst. Den var så ubehagelig og endeløs. Det var som om den aldrig ville stoppe. Dog sluttede hendes tanker, da han pludselig forsvandt. Selv faldt hun nu ned af stolen, da hun havde siddet på hans lår. Hun landede på det kolde trægulv, det gjorde ikke ondt? Skulle der meget smerte til før hun ville mærke det nu? Dette var bare som at træde på sand, ingen smerte det virkede bare underligt. Det ville jo kun være en styrke. Under hendes forundring over hendes smertefrie oplevelse, havde hun glemt at følge efter ham. Så nu løb hun så hurtigt hun nu kunne, hen over den knastørre skovbund. Det knirkede under hendes fødder, da grenene knækkede under hendes fødder. En dyb indånding, og så kunne hun dufte ham. Hun løb i retning imod hans duft. De blodrøde øjne skinnede i mørket, og hun var så utroligt smuk. De yndefulde bevægelser gjorde hende bare endnu smukkere. Endnu mere speciel. Dog var hendes bevægelser så hurtige, at et normalt menneske ikke ville kunne se dem. Hun lukkede øjnene i et par sekunder, og fandt så frem til ham. I hvert fald i tankerne. Derefter løb hun hen til ham, eller der hvor hun nu troede han var. Mayas instinkt havde ret, der hang han? I luften? Hvad handlede det om? Det virkede underligt, da hun så vampyrisme som lidt mindre overnaturligt. Ville de kunne være i stand til at flyve? Det ville i hvert fald være ret smart, specielt i en kamp mellem liv og død. Hun smilede sødt til ham, selvom det nok så lidt skræmmende ud. Altså med de røde øjne og sådan.

André svævede ned på jorden og opdagede sit afkom. ''Hvordan føles det?'' Spurgte han hende. Hun så på ham, og rynkede panden da han landede på den kolde jord. ''Om 200 år vil du også kunne svæve.'' Sagde han. På et sekund for han hen foran hende. Har du set dine hugtænder endnu? André tog fat i hendes arm og aede hendes kind. Han pressede sine iskolde læber imod hendes. Pludselig mærkede André noget. Noget som han altid ville mærke på denne tid. ''Solen.'' André blev bekymret. Han tog pigen i hånden og sagde: ''Kom. Vi skal sove.'' André så på hende og beundrede det smukke udseende. Han glemte alt om solens brændende stråler som snart ville komme. Daggryet var kommet, og André kom til sig selv. ''Vi må tilbage.''

Maya blev en smule irriteret over hans kys, at hun bed han i læben. Selvfølgelig med hendes nye hugtænder, da det nok ville være det der gjorde mest ondt. Selvfølgelig bed hun ikke hårdt. Kun blidt og kort. Dog trak han sig selv væk. Der gik dog ikke særlig lang tid, før hun kunne mærke noget brændende imod hendes hud. Det gjorde ondt. Det gik faktisk forfærdenligt ondt. Det var som om noget brændte sig igennem ens hud. Maya lod blikke glide op imod himlen. Det var solstrålerne. Det var som om at blive slået i maven. Kunne hun aldrig komme ud i solen igen? Det gjorde helt ondt. Hun elskede nemlig solen, da den altid gjorde hende i godt humør. Et trist suk forlod hende, inden hun kiggede på ham. Han studerede hende. Hvilket gjorde hende en smule genert. Nu havde hun jo ikke set sig selv endnu. Skulle de allerede sove nu? Jamen.. Hun var sulten. Det var det eneste hun kunne tænke på lige nu. Den brændende tørst, der prikkede til hendes hals hele tiden. Hun mærkede solen brænde imod hendes hud, hvilket fik presset et hyl ud af hende. Nu var tørsten ikke så vigtig, nu ville hun bare gerne have denne smerte væk. Hun knugede hendes hånd imod hans. Hvilken vej skulle de."Det gør ondt" hvæsede hun. Hun var blevet mere aggressiv, men det hørte vel med til at være en nyfødt vampyr. Desværre..

André tog hende i hånden og så løb de ellers afsted. De var ret hurtige, så de var tilbage på ingen tid. Indenfor trak André de special lavede gardiner for der holdt sollys væk. Så blev der stille. André slikkede sin arm og den så nu helt ren ud igen. Den nyfødte smukke vampyr stod med forbrændinger mange steder, og vidste sikkert ikke at vampyr blod var helende. Andre trak sine hugtænder frem, bed sig selv i håndlet og så fossede det ellers ud med blod. Dette smurte han på pigens forbrændinger, og nu var de forsvundet. André var stolt over at have et afkom. En dejlig nyfødt. Måske en mage? André så på hende og aede hende på kinden. ''Ved du hvor smuk du er?'' Spurgte han hende. Han lænede sig tættere ind for at få et kys. Måtte han få et? Han var ikke sikker. Dengang i starten af 1900-tallet var man en gentleman hvis man kyssede en ung pige på panden, men først skulle hun give lov. ''Tillader du?'' Spurgte han og så hende dybt i de skrigende røde øjne. Han trak sine hugtænder tilbage og afventede svar. Han havde jo kysset hende før, men det var nok deromkring hun var helt nyfødt.

Han tænkte tilbage på 1800-tallet. Det var hans yndlings århundrede og han ville med glæde tage tilbage, men det var jo ikke opfundet endnu. Han havde meget lyst til at vise sit afkom rundt i tidsperioderne. Nu ville de leve lykkeligt i al evighed med mindre de kommer til at møde den sande død. Men André tvivlede stærkt. Han var snart 300 år gammel, og i sådan alder var man en trussel overfor andre vampyrer. Pigen var ikke engang en dag gammel. Han beundrede stadig pigen. Svaret ville snart komme.

Maya fulgte med så godt hun nu kunne, da han begyndte at løbe. Det gjorde stadig ufattelig ondt, at blive brændt af solen. En enkel blod tåre løb ned over hendes kind; af ren frustration. Da de så endelig kom i sikkerhed, kiggede hun ned af sig selv. Brændmærker over det hele. Heldigvis kom André hendes til undsætning; inden hun gik i panik. Han smurte blod på hende? Hans blod? Var det magisk eller sådan noget? Det kunne hun jo sige sig selv. Sådanne tanker løb gennem hendes hoved. Da han smurte det på alle hendes brændsår, kunne hun mærke smerten forsvinde. Det var fantastisk. At blod kunne fjerne sådan en smerte. Maya slog blikket op på ham, da han aede hende over kinden. Det var rart. Mhm.. Hun nød at han rørte ved hende. Hvorfor vidste hun ikke. Det var bare behageligt. Hun nåede ikke at svare på hans spørgsmål, inden han lænede sig ned imod hende. Om han måtte kysse hende? Det måtte han da. Det var ret charmerende på en gammeldags måde. Det fik hende kort til at le, inden hun trykkede hendes læber imod hans. I et blidt og forsigtigt kys. Hun kunne trække hendes hugtænder tilbage. Det var som om de bare sad fast. Måske hørte det til at være nyfødt. Det eneste hun havde fundet ud af, var at hendes fysiske kraft var fornyet. Maya lod hendes hånd finde frem til hans nakke, som hun let strøg med en sensitiv bevægelse. Derefter nussede hun ham blidt i håret. så blev deres kys også en smule mere intenst. Hun havde også lukket de røde øjne, da det virkede mest intenst.

Pludselig mærkede André noget på hans kind. Han tog hånden op og så på den. Blod. Han tog hånden op til øret og så på den. Blod. Han måtte sove nu. ''Det er tid, kære.'' André tog hendes hånd og førte hende hen til en væg. Han pressede på væggen og en dør åbnede. ''Vi skal sove.'' Energi skulle de have. Vampyrer kunne ikke leve uden energi. Der ville komme blod ud af øjne, ører, næse og mund. Til sidst ville der ikke være mere blod. André lagde sig ned på den kolde jord som var foran ham. Døren gik altså ned til en grav. Her skulle de sove indtil solen var gået ned. André hjalp sit afkom ned i graven. Der var lige plads nok til dem begge. André kom i tanke om noget. Han havde ikke fået navnet på sit afkom af vide. Han rynkede panden. ''Smukke pige. Smukke nyfødte pige. Hvad er dit navn? Jeg undskylder at jeg ikke har spurgt.'' Sagde han. Han havde været uhøflig og det var ikke noget André brød sig om. Han myrdede engang en person fordi han var uhøflig. Pigen lå ved tæt ved André. Han holdt om hende, men det hjalp intet. Begge var kolde som is. ''Imorgen vil jeg lære dig alt om dit nye liv.'' Sagde André.

Maya så nysgerrig til da der var blod imod hans kind. Var det normalt? Kunne man gemme føde på den måde? Det var nogle spørgsmål der brændte inde i hende. Mhm.. Smagen af blod. Den kunne hun stadig smage. Så sødt? Det var fantastisk. Tanken fik hendes tænder til at løbe i vand. Da han hev hende med ned i hans såkaldte grav, blev hun en smule skeptisk. Der var ingen seng? Det måtte der altså laves om på. Snarest muligt, selvom det sikkert ikke ville blive denne dag. Maya lagde sig alligevel ned ved siden af ham. De lå helt tæt op af hinanden, da der ikke var så meget plads. Det var rigtig rart, selvom det ikke opvarmede hende. Hun havde det tilpas, men hun havde det ikke varmt. Varme. Det kunne hun godt savne en smule. Allerede. Hun kiggede på ham med de røde øjne da han talte. Vidste han ikke hvad hun hed? Det var jo rigtigt nok. "Maya er mit navn" mumlede hun og slog blikket væk fra ham igen, da hun lagde hovedet ind imod hans brystkasse. Der var intet hjerte der bankede afsted. Det var nu lidt sørgeligt. "Hvorfor har du ikke en seng?" spurgte hun nysgerrig og knappede drillende hans ene knap op. Altså i hans trøje ting. Der lod hun så hendes kolde finger nusse ham der. På en sexet måde vel, men hun mente det drillende. Hvilket hun fandt ret morsomt. Hvad mon hans reaktion ville være?

''Maya.'' André gentog det nogle gange. Så kom han i tanke om hendes spørgsmål. Havde Maya brug for en seng? Det var over 270 siden at han havde set en seng. ''Vampyrer bruger ikke senge, men som en gave, kan jeg skaffe dig en?'' Spurgte André. ''Nu, må vi lægge os til at sove. Blødningerne skal forsvinde.'' André holdt om hende og mindede hende om den nye seng han ville skaffe når dagen var ovre. André lukkede øjnene og sov stille ind. Nu var han endnu engang død indtil solnedgangen kom. ''Godmorgen.'' Sagde han til Maya. Godmorgen var det man sagde som vampyr, til en anden skabning hvis de ikke kunne overleve solen. ''Godmorgen, elskede barn. Godmorgen Maya.''

Maya faldt hurtigt ind i en meget dyb søvn. En tung en af slagsen. Utroligt man kunne sove så godt på kold jord. Selvom det ikke var det mest behagelige, at sove på kunne man sagtens klare sig. Maya hørte ham snakke til hende, mens hun stadig lå og slumrede lidt. Hun valgte til sidst, at åbne de blodrøde øjne og kiggede op på ham. "Morgen?" mumlede hun og lod mærke til den måde de lå på. Sådan helt op af hinanden. Hun lå stadig med hendes hoved imod hans brystkasse. Hvilket hun fandt behageligt. Hun nussede hendes hoved ind imod ham, på en kælen katte agtig måde. Sådan lidt legende på en sexet måde. Hun legede blot lidt med ham blot lidt. Hun rullede en smule væk fra ham, så hun bedre kunne se ham. Derefter lod hun deres blik mødes, og sendte ham et lille smil. Den brændende tørst stoppede dog hendes smil, da hun mærkede hvordan hendes hals føltes tør. Det skubbede hun dog til side idet hun puffede ham over på ryggen og lagde sig blidt hen over ham. Selvom der ikke var så meget plads, fik hun alligevel lagt sig hen over ham. Hun bøjede sig ned imod ham og kyssede hans mundvige. Da det kunne være det fik ham til, at ville have mere. Hvilket hun blot gjorde for at drille ham. Og tirre hans lyster.

André så hende dybt i de røde øjne. ''Morgen.'' Sagde han. Han lukkede nu sine øjne. ''Solen er stået op. Det er atter morgen. Godnat mit kære barn.'' Sagde han. Hans søvn var altid rolig. Han lå godt, og var vant til den kolde jord. Han hørte Mayas bevægelser, men han var ligeglad. Han var stolt over at have et barn. Et pragtfuldt barn, som han kunne have i al evighed.

Kedsomheden overtog hende, sammen med den uendelig tørst. Hvorfor kunne de ikke bare tage ud og jage nu? Bare for at få hans opmærksomhed bed hun ham blidt i øreflippen. Lod hendes tunge kærtegne øreflippen bare for, at tirre ham endnu mere. Lige nu var hun i drille humør og ville næppe sove igen. Maya var alt for tørstig. Måske skulle hun bare gå? Op fra hans grav og udenfor? Mhm.. Det kunne hun jo altid. Solen var sikkert gået ned alligevel? Hvorfor så holde sig tilbage. "Vises snart min kære skaber" hviskede hun ind imod hans øre, hvor hun derefter gav hans blege kind et blidt kys. Blot som et vises. Dog blev hun mere og mere nervøs, da hun fik kæmpet sig væk fra ham. Nu ville hun bare have mere blod. Hun ville ikke kunne falde i søvn med denne tørst hængende over hovedet. Han ville nok ikke opdage noget ville han? Forhåbentlig ikke. Hun prøvede at puffe til udgangen, men kunne ikke rigtig finde ud af, at åbne den. Ih.. Hun blev helt irritable da hun ikke kunne finde ud af det. "Din satans udgang" hvæsede hun aggressivt. Det ville han muligvis kunne høre, da det ikke var lydløst. Hun nærmest råbte det.

Aldrig før havde André skabt en vampyr, og kendte ikke til hvad der ville ske hvis man skabte en. Han mærkede pludselig en chok fornemmelse i kroppen. En alarm. Han åbnede øjnene. Han var alene. Hvor var Maya? Var hun stukket af? André blev bekymret. Ville hun ikke være med ham? Det kunne hun jo ikke, før han havde sat hende fri. Skulle de ikke leve i al evighed? ''Maya?!'' André for op fra graven og ind i stuen. En mærkelig fornemmelse fortalte ham at hun stod ved døren. På et halvt nanosekund stod han ved siden af hende. ''Mit kære barn, du kan ikke forlade mig.'' André kneb en tåre. En tåre af blod. Vampyrer græd blod, og André havde aldrig grædt som vampyr, dog vidste han godt at tårer var blod. ''Du må ikke forlade mig.'' André røg ned på knæ. ''Jeg beder dig, om at komme tilbage i graven, jeg lover dig at jeg finder en blød seng, jeg vil gøre alt min kære Maya.'' André så hende i de røde øjne, med et spørgende blik.

Maya fik noget af et chok, da hun hørte Andrés stemme. Og så hans ellers så smukke ansigt. Hun ville blot have noget af drikke. Så hun kunne tilfredsstille sin tørst. Hun lod hendes blodrøde øjne møde hans. Han havde tydeligvis misforstået hendes handling. Hun ville bestemt ikke efterlade hendes elskede skaber. Hun satte sig på knæ foran ham, og strøg hendes hånd hen over hans kind. "Jeg vil aldrig efterlade dig min kære André" hviskede hun stille og lænede sig ind imod ham. Hun kyssede blidt ham på kinden. "Jeg er blot tørstig og ønsker, at dræbe en eller anden" sagde hun derefter opmuntrende og tørrede hans tåre væk. Hendes kære skaber græd for hende? Det var da lidt specielt. Mest af alt ville hun slikke tåren væk bare for, at smage blodets sødme. Mhm.. Maya huskede tydeligt det første menneske hun drak af. Bare tanken fik hendes tænder til, at løbe i vand. Og hendes hudtænder til at dukke op. De havde åbenbart trukket sig tilbage; da hun sov. Et blidt smil bredte sig hen over hendes rosa farvede læber. "Jeg vil aldrig forlade dig. Jeg er din." hviskede hun igen stille og lagde armene om hendes kære skaber. Hvorfor skaber og nyfødt havde sådan et tæt bånd vides ikke. Det havde alle vampyrer bare med deres skabere. "Jeg er tørstig" mumlede hun utilfreds bagefter. Bare for at understrege, at hun ville have noget blod.

''Når solen sover skal vi jage.'' Sagde André. Han løftede hånden og gestikulerede den mod graven. Han bevægede sig så hen til sofaen og tog i den ene ende. ''Mit kære barn. Sov på denne sofa, indtil jeg skaffer dig en seng.'' André smilede. Let, tog han den op på skulderen og bar den ned i graven. Sofaen var ikke så stor, så han kunne let bære den. Hans hals begyndte at brænde, men han var vant til det. Han var tørstig, men kunne sagtens holde det ud. Det måtte han lære sit barn at være vant til. ''Kom kære.'' Sagde han stille. Han lagde sig igen ned og lukkede øjnene.

Et suk forlod hende.. Hm.. Hun gad ikke sove. Ikke mere. Der skulle ske noget nyt. Da hun ikke var træt. Eller i såfald ikke ville indrømme, at hun var meget træt. Det var nok begrund af tørsten. Den var meget værre. Og næsten skar hende i halsen. En meget ubehagelig brændende følelse. Var det mon normalt? Det måtte hun håbe, da det ellers ville være et skidt tegn.
Efter han havde beordret hende til, at krybe ned i den kolde grav. Valgte hun at følge hans ord. Da det nok ville være den bedste mulighed. Så ville hun heller ikke brænde ihjel. Det var nok det hun mindst ønskede sig. Da hendes ønske ikke ligefrem var døden. Endnu et suk forlod hende, inden hun slæbte hendes tunge krop ned i graven. Hun lagde sig på den lille sofa, der tydeligvis ikke havde været ret tung. Selv et menneske ville kunne løfte den. Hun krøllede sig sammen og lagde armene omkring hendes ben. Da hun på den måde følte sig tryg. Måske skulle hun have kæmpet for hendes liv? Da hun stadig havde det. Måske ikke? Det ville hun ikke tænke over nu. Derfor lukkede hun de røde øjne og faldt endnu engang i søvn. En dyb og længe ventet søvn. En søvn der for en gang skyld var behagelig og uforstyrret. Og så glemte hun også den brændende tørst.

Dagen gik hurtig, og endnu engang lukkede André øjnene op. Han så det grimme grå loft for sig. Han for op fra graven og gik rundt inde i stuen. Han overvejede om det at forvandle Maya, var en god idé. Ville hun kunne klare livet, i skyggerne? Ville hun kunne klare aldrig mere at kunne mærke den varme sol på sin hud? André havde ikke set solen i 277 år, og han savnede den egentlig ikke. Hans hals var tør, og søgte blod. Han ville vente med at jage indtil Maya stod op. Åh, Maya. Han havde ikke andet i tankerne. Fra nu af og til evig tid ville han havde en at stå side om side med. En at kæmpe med, og bare den mulighed kom. André havde ikke kæmpet i laaaaaaang tid. Det kunne være sjovt at provokere en af de der tumper i Terre's gader, som tror de er noget. Sådan et pumpet menneske. Måske kunne det være en: ''Tillykke-med-forvandlingen'' Gave til Maya. Ja, det skulle det være! Mon hun bare ville vågne.