But my smile still stay on.. //Jesper//

S//Gydernes tage
V//Fuldmåne
T//midnat
O//Skumle personer går om i gaderne
D// irl

_________________________________________________/

Natten havde lagt sig som et slør over Terres by og ligeså løftede skraldespandsdækslerne og nattens dæmoner rejste sig og gik ud i mørket. Underverdenens smukke skabninger. Prostituede.. lokkende nakotikasælgere. De havde deres eget lille skalkeskjulscirkus dernede i gaderne. Et par isblå dybe øjne observerede dem for oven. Anthon.. hendes lange glatte sorte hår bølgede kort i vinden, som strøg en brise imod et ravnssort silkebånd. Meget yndefuldt og natteligt. Hun var mørk af eksistens. Mystisk, men alligevel ikke. Hendes mælkehvide hud og glasklare øjne fjernede uhyggen og fik hende nærmere til at ligne et dagsvæsen forført af selve natten. Udødelig smuk af natten. Dog burde hun ikke være en del af den. Hun burde tilhøre den anden side.

Nede på gaderne vende folk deres blikke om, de så efter en ung mand. både mændene og kvinderne og alle andre så efter ham, nogle af dem kende ham jo på deres helt egen måde. Da han ikke er bange for at indrømme at han med glæde ville gå i seng med fremmede folk, men det underlige ved det var jo at gifte folk gik til ham. Og de troet at deres partner var det tro, men næ nej de var dem skam også utro uden at fortælle hinanden det. hans mørke hår hang ned foran hans øjne under den flotte hat som passede perfekt til hans tøj, hans hænder var dybt begravet ned i sine lommer. Han havde gået ud af sit stol i mørket, for at mærke byen omkring sig igen og kunne havde det sjovt med hvad der end var det ude. Det havde bare gået nogle uger siden han havde flyttet ind i sin familie's stol, og folk var ikke trygge ved ham da de mente at der var spøgelser der og at de ikke kunne forstå at han flyttede der ind. Nogle folk sagde at han var forhekset eller han var satan selv, men det var han ikke engang tæt på at være. Selv om han var kold og ligeglad med alle, så var han alligevel ikke satan. Hans øjne var helt sorte i det selv om man ikke kunne se det i mørket, men han hadet virkelig mennesker og derfor var hans øjne sorte

Anthon sukkede kort idet hendes blåøjne rettedes imod den fyldige runde måne. Hun smilede kort og kønt. Hun havde et ansigt skabt til at smile.. gjorde hun modsat, så fik hun en mine af dyster mystik over sig. Hun kunne dog ikke gøre for det. Hun betragtede stille fuldmånens sølvskær og strøg kort sine feminime hænder igennem det lange glatte hår og lod det slå et slag i vinden for ikke at komme i vejen. Hun tav og lod nakken krumme og kigge ned på gaderne igen. Hvisken og forhadte små samtaler kunne høres der nede fra. Ikke tydeligt men merkant alligevel. Små ord som: Satan, eller: Han burde ikke komme her!
Anthon lagde hovedet lidt på skrå imen hun betragtede dem. De, som selv var af byens værste skuffe? Havde de virkelig frastødet sig nogen? Hun rettede blikket op og fik øje på mandspersonen, der på en eller anden underlig måde stod centreret i det gyldne snit for hendes oversyn. Hun betragtede ham længe uden at gøre sig til obmærksomhed. Var han mon ny i omegnen?

Jesper gik bare videre og kunne ikke lade være med at smile, da han virkelig godt kunne lide når folk hadet ham. Og mest når de sådan løj mod hinanden, hvorfor dog ikke bare sige sandheden. Han viste jo godt at man ikke kunne andet end at forgude ham, selv om hvor meget man end prøvede så var det jo næsten umuligt at hade ham. Dog kunne man hade ham når han ikke var der, men når man så hans smukke ansigt så var der jo intet andet i folks egne end det som sagde `tag mig´ så at høre dem hviskede sådan nogle ting gjorde ham slet ikke nået, for hvis han ville havde en af dem så tog han jo bare personen. En mærkelig duft kom hen til ham, han vende nysgerrigt sit blik mod tagene på bygningerne. Han fik øje på nået der oppe og kunne ikke lade være med at smile koldt, han forsvandt hurtigt ind i en gyde og hoppede op på taget. han fik øje på det lange hår og kunne gætte på at det var en pige, ikke engang 1sekund efter stod han bag hende og så ned af hende "godaften frøken" sagde han med den smukkeste mandelige stemme, han havde det med at være høflig over for alle da det lå i hans natur. Men inde i ham var der nået der sagde "blod"

Anthon lænte sig kort frem imod kanten for at se hvor han var blevet af da han havde forsvundet ind i gyden. Hun lagde kort hovedet på skrå inden hun hørte stemmen lige bag hende. Hun gippede som om et lyn havde skudt igennem hende, og hun havde nær trippet ned fra taget. Hun holdt dog stand og var rank trods den pludselige overraskelse. En underlig følelse af at man før troede man var alene og pludselig var der en der talte til hende. Endda ude fra hendes synsfelt. Havde hun ikke glemt det hele ville hun havde synes at det var en fræk handling og burde ikke imødegås med et smil. Hun vendte sig halvt om og så op på ham med et lidt usikkert blik. Flotte former havde hun og velproportioneret, en ung kvinde. Dog var hendes krystalklare øjne betynget af barnlig uskyld, dog selvsikker og karismatisk.
"Jamen... godaften." sagde hun og klemte endnu et af sine små smil frem. Til trods for hendes snerene skønhed havde hun en stemme osene af kontrol og selvtillid. En stemme der kunne fordrejes i alskens skuespil. Kunne lyde fin som en sølvklokke, men også streng og flammende.
"Var De ikke lige...?" prøvede hun sig frem og pegede undrende ned imod gyden, hvor han før havde stået.

Jesper så på hende som om hun var et dyr, det var alle også i hans øjne og han kunne endelig ikke gøre for det. han var dog også ligeglad med alle, så hvorfor skulle han så på nogen med et andet blik. da han jo godt viste at folk var ligeglad med hvordan han så på dem, når først de havde set den skønhed han var. han vende sit blik kort hen mod gyden og nikkede "jov og nu er jeg her.. nået problem ?" spurgte han høfligt om og tog hendes hånd i sin, han gik lidt ned i knæ og kyssede hendes håndryg "mit navn er Jesper Von Scholten" sagde han og så op på hende med sine sorte øjne, der ligneden nattehimmel da også himlen slog ned i dem og fik stjernerne til at ligne at de var inde i hans øjne

Anthon skulle akkurat til at svare da hun mærkede hans læber imod sin håndryg. En meget kort svaglig rødmen kom frem på hendes ellers lyse kinder. "Nej... det er ikke noget problem." sagde hun med et nu hilsende smil til ham. Han virkede da okay og indtil videre... så var han heller ikke på listen. Så ville hun havde genkendt ham.
"Mit navn er.. Anthonia. Men bare kald mig Anthon, hvis det andet er Dem for formelt." sagde hun så og ville helst undgå at påpege at hun ikke kendte til sit efternavn. Hun mødte stille hans mørke øjne med sine egne, næsten dagslyse blå øjne. Kølige og fattede.
"Von Scholten..." mumlede hun derefter og smagt lidt på navnet... var han mon fra vest europa?
"Mig en ære at møde Dem." sagde hun derefter og nikkede galant. Hun virkede ikke til at have direkte forstand på finere kredse, men hun havde dog maneerne i orden.

Jesper slap stille hendes hånd og nikkede kort til hendes navn "nej frøken Anthonia æren er helt på min side" sagde han og smilte venligt til hende, selv om det er et eller andet koldt ved det smil *den er helt på min side når jeg har sat mine tænder i dig* tænkte han og kunne ikke lade være med at smile over tanken, dog havde han tænkt sig at lege lidt mere med hende. Og få hende til at stole lidt mere på ham inden han satte sine tænder i sig, i håb om at hun ville komme tilbage til ham som de fleste andre gjorde. han lag sine arme på ryggen og så sig lidt omkring "hvad laver en frøken som dem her ude på denne tid ?" spurgte han høfligt om og var glad for at der var nogen der var opdraget ordenligt, bare sådan lidt for hvis hun havde blevet opdraget helt ordenligt så havde hun ikke været ude. Men det gjorde ham bestemt ikke nået

Anthon smilede kort. "Gad ikke bevæge mig hjemad." sagde hun med et kækt smil. "Jeg har akkurat færdiggjort min daglige arbejdstjeneste, så.. jeg ville stoppe og kigge lidt på månen inden solen igen skræmmer den væk." sagde hun og sendte et nærmest kærligt blik til månen. Underligt. Folk som hende lod for det meste til at elske solen frem for månens mørke og tågede skær, men ikke hende. Hun var anderledes. Hun så kort op på ham og spurgte, selvom hun dog havde sin forudanelse til hans lille færd. "Og hvad laver De her så? Ude at nyde byen?" spurgte hun med endu et lille smil.

//spiser//

Jesper blev bare stående og så på hende, han så ikke op på månen da han havde set den så mange gange igennem sit liv "jamen det er jeg da glad for at de gjorde" sagde han og tænkte ikke på at han bruge i 3 person til hende, da mange havde imod at man kalde nogen i 3 person. Men da hun ikke sagde nået så ville han ikke gøre om på det, det havde han heller ikke tænkt sig hvis hun havde sagt det. Da han ikke havde tænkt sig at være dus med hende, det havde han endelig ikke tænkt sig at værre med nogen "gik bare en lille tur og ville se hvis byen lå som den plejede" sagde han

Anthon nikkede kort til ham. Han var gammel kending af byen eller hvad? Anthon tav. Måske kendte han til hende? Hun så i en tid undrende på ham. Nej. Så godt kendte han vel heller ikke borgerne dengang, og hvem ved? Måske havde hun slet ikke boet i byen under sit bevidste liv? Hun sukkede kort opgivende, men uden lyd inden hun nikkede til ham. "Så..De levede her før og er kommer tilbage eller? Jeg mener ikke at have set Dem heromkring før, men så selvfølgelig.. jeg er ikke den allerbedste til at huske ansigter." sagde hun med et kønt lille smil. Det var hendes undskyldning for alle som måske havde kendt hende og spurgt ind til, hvorfor hun ikke genkendte vedkommende. 'Jeg husker ikke ansigter så godt'.. pinligt.

Jesper så på hende og nikkede han pegede ud mod byen, og synes at det var underligt at hun ikke havde fået at vide af alle "ja jeg er kommer tilbage.. jeg bor i Scholten slot" sagde han og lag sin arm bag ryggen igen, da de fleste kende til det store slot som har ligget der i flere 100 år. Mange kende til familien Von Scholten, da de i gamle dage fik skylden for at havde mishandlet og dræbt flere 100 kvinder. Men de blev ikke dømt for det, da ingen af de rige ville sige familien imod. Og derfor troet og tror de rige eller dem som har været rige, at familien var uskyldig. Mens dem som var fattige eller er det tror på at de ikke var det, som de bestemt også havde ret i

Anthon lagde tænkende en fingre på underlæben imens hun gennemgik sin anelse. Hun havde dog hørt om det her slot og mente også at havde stødt på navnet i op til flere bøger i Terres bibliotek. Hun betragtede derefter ham stille. En fin herre huh? Hun smilte kort og betragtede ham i en tid. Ganske vidst. Klædt som en herremand. Selv havde hun en lang sort frakke på, som var lynet det meste af vejen ned for at holde kulden væk fra den korte kjole og de bare ben. Hun havde dog et par støvler på. "Hvor har De så været henne?" sagde hun så med en afventende stemme. Sikkert et eller andet meget kulturelt sted. hun elskede at høre om rejser, og når hun sparede nok op, ville hun selv komme ud af dette sted og se verdenen.

Jesper kunne ikke forstå at hun ville høre om hvor han havde været henne, hun var virkelig mærkelig i hans hoved. Og måske skulle han bare få det overstået? nej han ville vente lidt, bare en lille smugle mere og ikke her bestemt ikke der hvor mennesker gik nede på gaderne "jeg har været omkring i verden i et par år" sagde han og gad ikke sige alle steder op, han rakte sin ene hånd og smilte venligt til hende "kan jeg måske byde på en drinks hjemme hos mig, også kunne vi snakke videre der ?" spurgte han om og var næsten sikker på at hun ville gøre det, hvem ville endelig ikke tage med en sådan flot ung mand

Anthon lagde hovedet lidt på skrå og betragtede ham. En anelse mystisk ville hun nu indrømme, men hvorfor egentlig ikke. Hun smilte kort for sig selv idet hun vendte blikket og lod det falde på menneskemængden. Hun rejste sig derefter og børstede kort den lange frakke. "Normalt skulle jeg tage tilbage til min lejlighed, men jeg har lidt på fornemmelsen at De har noget spændende at fortælle." sagde hun så og så tydeligvis ud som om hun ingen skumle bagtanker havde. Om ikke andet få endnu et navn skrevet på listen. Hun lagde hovedet lidt på skrå med en næsten ugennemskuelig uskyldighed. Mange troede at hun blot var hvad hun så ud til, men så igen.. meget naive personer..

Jesper så på hende og nikkede "det glæder mig at de vil det.. så kan de også se slottet når de åbenbart ikke kender til det eller bare ikke så meget" sagde han og lag sin arm bag ryggen igen, han lignede en der var venligt og ikke andet. selv om han var kold inde i og havde tænkt sig at virkelig hygge sig, han glædet sig virkelig til det at se hende lide som alle andre også skulle. Han var sikker på at han ville få så mange som muligt til at havde stor respekt for ham, han begynde at gå og hoppede ned i næste gyde. Inden han gik ud på vejen og så kort efter om hun gik med ham "hvor vil de så havde jeg skal starte ?" spurgte han venligt om

Ikke en lyd var kommet fra Anthon idet hun var fulgt efter ham og alligevel holdt hun trit med perfektion, som om taget og gyderne egentlig aldrig havde været et fysisk problem for hende.
Hun smilte kort til fjernt inden hun igen vendte de nærmest oplyste sugende blåøjne imod ham igen. "Tjo.. jeg vil meget gerne høre lidt om Deres sociale arv. Nedkommer De fra en kongeslægt siden De har råd til at eje et slot eller er det selvindtjent?" hun tvivlede stærkt på at han havde tjent penge nok til at købe et slot uden at skulle bekymre sig om historiske fredninger og beslaglæggelser. Gad vide hvor gammel hans familie egentlig var?

Jesper så på hende og kunne ikke lade være med at grine, ingen tegn på at det var for at han synes det var mærkeligt at høre på det. Han rystede let på hovedet "min familie byggede slottet for langtid siden, inden jeg selv var blevet født.. vi har altid været nogen af de rigeste, havde tjener foran vores fødder bare vi faldt.. vi har været meget nær venner med kongefamilien, men jeg komme ikke fra dem heldigvis.. men vi har arbejdet for dem eller jeg har så ikke, men resten af de mænd som jeg var i familie med gjorde.. også havde vi også marker og huse på vores jord som folk kunne arbejde for at bo der eller give penge" fortalte han mens han bare gik videre, og så sig omkring som om at han var bedre end alle andre. det var han jo også i hans øjne, så det kunne han ikke se der forkerte i "min familie har skaffet penge sammen til at jeg til dato kan gøre hvad jeg vil, også behøver jeg jo ikke købe mad" sagde han og grinte kort

Anthon betragtede ham stille ud af øjenkrogen imens han fortalte. Hun sagde ikke noget igennem hele forklaringen men lyttede bare. Sugede viden til sig med en lydløs støvsuger. Da han var færdig smilede hun kort og lagde armene afslappet om bag nakken. "Jamen det lyder da interessant." erkendte hun og nikkede. Hun havde altid godt kunne lide historie og fandt stamtavle bedre. Hun smilede lidt triumferende over hendes nye mængde viden, som om det var noget fysisk hun kunne holde i sine lyse kønne hænder. Noget hun kunne mærke en vægt på og give videre for ny viden.
Hun kommenterede ikke hans sidste sætning, men havde godt forstået indholdet. Vampyr. Helt og holdent og endda en af de ældste. Ikke underligt han ikke var på listen.

Jesper så ned på hende og nikkede, da det var utroligt at hun ville lytte på hvad han sagde. Men okay hvis hun gerne ville gøre det så måtte hun da også, han gik bare videre ud af byen og et stykke væk kunne man se nået stort og mørkt. lyset stod ud af nået der lignede vinduer, og det så virkeligt gammelt ud "ja.. måske skulle de låne nogle bøger og læse om vores historie.. ellers har jeg nogle der hjemme" sagde han og viste at sine bøger var mere gamle end dem man kunne låne andre steder, så at låne dem ud viste han ikke om han ville. Da hun nok ikke ville blive særlig glad når hun mærkede hans spidse tænder i sin hud, men det gjorde ham bestemt ikke nået. han viste at han ville nyde det

Hun smilede kort til ham med et varmt blik i de ellers iskolde glasklare blå øjne. "Det kunne da være." sagde hun med en munter tone og nikkede til ham inden hun kiggede frem på slottet. Hun betragtede det stille med et lille smil. Dog var hun ikke overvældet. Der skulle meget til at overvælde hende hvis det endelig var. "Men ellers så gør det ikke noget. Jeg har andre kilder en blot biblioteker." sagde hun så og kiggede kort ned på sin skygge i en tid. Tænkende.
Hun så derefter op igen og sørgede stadig for at olde fint trit.

Jesper gik bare videre og så ned på hende og nikkede "det bestemmer de jo helt selv frøken Anthonia" sagde han gik forsatte med slottet som blev større og større, han gik op af den lange vej til slottet og tjenerne løb rundt for at gøre det hele klar for deres herre "hvad kan de så bedst lide at drikke.. hvid vin, rød vin eller er de en af de der champagne piger ?" spurgte han om og var endelig ligeglad med hvad hun drak, så længe han kunne smage hendes blod og lege lidt med det. Han havde det svært med at vente, men havde tænkt sig det da han ikke bare kunne angribe hende

Anthon blev en smule omfuset af de hurtige spørgsmål. "Øhm.." sagde hun og rødmede lidt med et. Hun kiggede derefter på ham med et spørgende, men samtidig undskyldende blik. "Jeg ved det ikke." sagde hun så, direkte ude af posen. Hun huskede ikke hvad hun drak dengang og aner egentlig slet ikke om hun rent faktisk drak. Siden hun vågnede i sin nye tilstand havde hun ikke haft tid eller råd til at tage ud og rent faktisk drikke noget. Hun tænkte sig lidt om. "Men.. øhm.. rødvin?" sagde hun så, da hun fandt at det var hvad der lød bedst i hendes ører. Hun kiggede kort hen på tjenerne med et tænkende blik.

Jesper så på hende og nikkede og elskede den røde farve i rødvin "så bliver det rødvin" sagde han og gik hen til den store port til slottet, den blev åbnet af to mænd og de bukkede også "velkommen tilbage Herre" kunne man høre inde fra slottet, og Jesper gik elegant der ind og en man på omkring 60år kom løbende hen til dem. han bukkede for dem og smilte "og godaften frøken" sagde han og tog Jesper's jakke af og gik hen til hende "skal jeg tage deres jakke ?" spurgte han om og så på Jesper for ikke at gøre nået forkert "Phil en flaske Rocche dei Manzoni Barolo Rocche 2003 til pejsen" sagde han og den gamle mand nikkede "jeg skynder mig Herre" sagde han og så efter Jesper mens han gik hen til en dør og så efter Anthonia, mens to nye mænd åbnede denne dør og et stor værelse kom frem. der var en stor pejs og ved den stor der to røde læder sofa'er mod hinanden og et stuebord af glas mellem dem, der var en masse malerier på vægene og man kunne se at det var gammelt

Anthon tav kort da de spurgte om hendes jakke. Hun nikkede og tog den af og rakte ham den stille. Indenunder bar hun en kort sort kjole med et rødt bånd om livet vedhængende en rose. Det mindede lidt som om hun havde optrådt eller lignende før de havde mødtes. Hun beholdte dog støvlerne på og gik stille efter Jesper og betragtede stedet omhyggeligt. Hun havde ingen erindring om at have været på så fint et sted før, så det lå til hedes natur bare at betragte hver eneste ting de kom forbi. Hun så derefter imod rummet hende ved ham og fuldte ham roligt derind. Det hele var andet end hun havde forventet, men selvfølgelig så var de jo nok blevet mere moderne end hvad hun havde læst i de gamle mytologiske fortællinger.

//Må smutte lidt. Lektier -.-''//