Fuldmånen (Ting-chan)

Sted: skaterparken
Tid: midnat
Dato: irl
Vejr: koldt
Omgivelser: ingen


Allen lå på skaterbanen. Han slappede af og kiggede op på de mange stjerner der var kommet frem på den kulsorte himmel. Det var fuldmåne og langt væk kunne man høre en hund gø men det tog Al sig ikke af han var van til larm selvom han fortrak stilhed. Allen var en rolig dæmon han var ikke ond og barsk som de andre dæmoner var.

Ting chan gik stille mod Skaterparken. En 2 m land sort le, holde hun. Hun sukkede, sådan en stille aften. Så stille, hun kunne ikke holde det ud, jo stilhed mindede om noget. Floden, dødesn flod, når hun sejlede over den med sjæle som skulle til døden eller freden. Hun stoppede, lige foran hende var skaterbanen, og et lille smil kom frem. Måske skulle hun skater, hvis hun altså havde et skateboard.... Hun gik lidt og en brise rammede hendes røde hår, så det svajede. Hun stoppede med at gå, nogen var her...

Allen satte sig op og gabte. Han mærkede en bekendt aura *en anden dæmon??* tænkte Al og vente hovedet han så en rødhåret pige stå med en kæmpe le det skræmte ham ikke men gjorder ham nyssgerig "Hej" sagde han og studerede hende med hans dybblå øjne de virkede så.. tomme

Hun smilede og sprang på sin le som om det var en kost. Men istedet for at falde med leen, svævede hun. Det var luften som løftede dem. "Nihao" sagde hun venligt og betragte ham med sin gyldne brune øjne "Hvad laver sådan en dreng som dig her....?" sagde hun og så nærmest igennem ham *Pis, han er sgu på alder med mig* tænkte hun overrasket og betragte ham igen *Hmm ild demon* tænkte hun vidre og prøvede at finde flere opplysninger.

Al kiggede overrasket over kosten der svævede *ligner en kost* tænkte han om leen selvom det nok også var et våben "ville jeg også spørger dig om, jeg gik skam bare en tur og valgte at slappe af og kigge på himlen" svarede han og smilte han studerede hende lidt *samme alder?* tænkte han undrende

Hun fnisede lidt "ja, også her, jeg gik bare en tur og prøvede at tænke på mine minder" sagde hun og hoppede af sin le og kastede den mod drengen som om det var et spyd. Men da den var noget 2 m væk fra hende, var det som om den gik igennem luften og var pisk forsvundet. Ting chan gik hen til drengen og så på ham. Hun kunne ikke lade være med at smile til ham, han så da sød ud.

Al blev overrasket men lavede ikke nogen reaktion han så dog undrende til siderne for at se hvor leen var da han opdagede den var pist væk "wow.. magi det må du lære mig" sagde Al og grinte "mit navn er Allen Rokujo og du er??" spurte Al med hånden fremme som en hilsen og et smil på læben. Det undrede ham lidt, selvom pigen havde rødt hår, som mindede ham om ild var håret en blid farve hvilke Al godt kunne lide.

Hun smilede "magi, tehe jeg bruger elementerne, Vinden og Jord i dette sted" grinede hun og gik hen til ham og var ca 1 m fra ham og rakte hånden "Mit navn er Ting chan Pham, men uden efter navn er det Ting chan" grinede hun og så på ham. Hun gav hans hånd en tryk og gav slip.

"ting chan" gentog han for at kunne huske det. Han smilte og klemte hendes hånd blidt som en hilsen " bare kald kald mig Al , det gør de fleste hmm har du et kælenavn`??" spurte han og satte hovedet lidt på skrå. Al havde kulsort hår i nattens lys og han havde mørkeblå øjne. Han havde en meget bleg hudfarve. "hvor gammel er du??" spurte han og tænkte hun nok var omtrænt samme alder som ham

Hun strakte sig med armene oppe og bukkede sig bagover. "Tehe du spørger hvis for meget. Hvad mon det næste spørgelsmål bliver, uhm har du noget eller sådan" sagde hun kækt og grinede,. "Ok, har ikke fået nogle kælenavn, mit er bare chan tror jeg" sagde hun tænktsom og smilede "hvad tror du, du får kun et gæt" smilede hun

"15??" spurte han undrende og satte hovedet på skrå han vidste godt han spurte for meget det sagde hans familie også så det var enlig sjældent han spurte om noget han syndes bare hun var intrasant derfor ville han gerne lære kende bedere at kende

Hun gik tæt hen til ham og tog blidt hans trøjde og trak i det "Hmm hvor meget har jeg så eksisteret. Sand er min krops alder 15. Faktisk er jeg 15 år, men hvor mange år har jeg eksisteret. Meget svært at sige" sagde hun blidt og gav slip på ham. Hun satte sig over ofr ham og betragte ham og så igen igennem ham *Hmmm det var mærkeligt, jeg kan ikke se hans eksistent...?* tænkte hun

Al fik et chok da hun tog fat i hans trøje da hun gav slip på ham gik han et skridt væk og tog sig til halsen med et studerende blik "jeg er 15 og har eksisteret i lidt over 200 år nu " forklarede han og kiggede på hende han gav slip på hans hals og kiggede op i himlen på månen

Hun smilede "så har jeg jo eksisteret længere end dig" et drilsk smil kom frem "Lad mig se, skal vi sige omkring 500 år" mumlede hun og talte. Meget besværeligt, hun betragte ham lidt. Hun betragte ham da han tog sig til halsen og hun fnisede "hey hey, det var ikke med meningen at kvæle dig" hun så uskyldigt ud, "havde bare lyst til at røre ved din trøjde" hun skar lidt grimasse.

Al grinte og rystede på hovedet "du kvælte mig ikke bare rolig " sagde han og grinte "det var en reaktion " sagde han og smilte "i omkring 500 år?? så må du ha set mange ting i denne verden er du en dødsgud?" spurte han og tænkte på leen

Hun smilede og så ned. Hendes smil var også trist "Ser du, min far, han er selvest 'Manden med leen' og jeg er hans datter, 'Pigen med leen' Min mor, hun var en ninja og kunne elementernes kraft, men jeg tror faktisk hun var en demon.... Men min far, han var Døden og havde sort magi. Men der findes også demoner med leer, og jeg er nok dem" forklarede hun. Mindet om sin far, gav et stik i hende. Hun havde jo aldrig set ham før, kun hans stemme. En smerte jog i hende, men hun sad bare stille. En stemme sagde "Du er ikke mit barn længere........" Det var som tusinde pile der ramte hendes hjerte, hun kunne huske det, mindet om det... Mindet om ensomheden.

"Ninja?.. utroligt jeg troede aldrig jeg ville kunne finde en fældes ninja igen sagde han og smilte han var nokset op i en by med ninjaer "hvor er din far og mor henne?" spurte Al og var uvidende om Chan's forhold med hendes far han vidste ikke hvilken form for person han var

Hun smilede "Min mor er i asien, hvilket land ved jeg ikke. Men jeg ved hun er snigmorder og sjæler penge" hun grinede lidt af det, men grinet forsvandt "Og min far, ja" sagde hun og hørte stemmen igen. *Minder, lad mig være.....!* tænkte hun men pludselig lod hun minder strømme efter en i hendes tanker. Hun så sig selv, med sin lille le. Alle grinede af hende, Der var Damen med leen, Drengen med leen osv, de var demoner. Men de kunne aldrig slå hendes har, den sande Manden med leen. Hun mærkede ensomheden sprede i sig *Ik græde, hvis ikke nogen følelse, du er jo en af os* hørte hun en stemme, en hånligt stemme. Hun stod stille i meget langt tid og så tomt ud.

Al tag en hånd på hendes hovede og nussede hendes hår kort "du.. er trist vis jeg er noget du vile snakke om vil jeg med glæde lytte" sagde han og ville enlig ikke forklare om hans egen familie før hun spurte han var ikke stolt af den familie han havde

Hun rystede lidt på hoved og så sig omkring, hun var i nutid. Noget vådt gled langs hendes kind og hun tog blidt til kinden "hvad er det...?" spurgte hun og rørte de våde, var det vand..? Hun tænkte sig om og begravede hende minder "Nå ja en tåre, self. Jeg må ikke græde" hun gned tåren væk og så på ham med et smil, han nussede hendes hår, det var dejligt.

"er du okay?" spurte Al og så bekymret på chan han havde set hendes tåre men ville ikke spørger dybere siden han kunne se det var smertefulde minder, dem havde han selv mange af så han forstod vis hun ikke ville tale om det dog var han stadig bekymret for hende. Al nussede stadig hendes hovede i en beroligende bevægelse

Hun nikkede "jeg er ok" sagde hun smilende og så op på ham, hvorfor var hans bekymret for hende "Ved du hvad. Tak...." sagde hun og lænede sig ind til hans mave og ville ønske at hun ikke havde set hendes fortid, hun vil glemme det, men hvordan kan man glemme sådan noget... "Ser du, min far har bare ikke tid til mig, han hadet mig, som jeg var..." mumlede hun stille, uden følelser.

"det var så lidt må det være en anden gang" sagde Al med et smil han ville altid hjælpe dem der har problemer selvom han enlig ikke rigtig havde gjordt noget "hader dig? hvorfor? det er da en mærkelig ting at hade en som dig du er en god person" sagde Al og rykkede sig ikke da hun lænede sig ind til hans mave

Hun sukkede "det er problemet, jeg er alt for venligt. En demon med en le skal være kold ondskabfuld og more sig. Jeg more mig også, men mangler bare det negative, og ja. Han hader mig fordi jeg er en pige. Derfor kalde han mig 'Ingenting' da han så mig. Jeg er ingenting" mumlede hun og mærkede ensomheden sprede sig inde i hende. Hun havde faktisk ikke bemærket af hun havde sit hoved ind i hans mave.

"kold og ondskabsfuld? hvorfor hvem bedetemmer hvordan vi skal opførre os ? jeg vil ikke være ond og idiotisk for så sker der ikke noget godt og det ender med man er alene i verden og bare pga du er en pige burte han ikke hade dig, han er ikke vær at ha som far husk det det er ikke dig der er noget galt med men ham" sagde Al med en fast stemme det var hans mening