Ahngels historie - Barndommen (meget lang og ufærdig)

____________________________________________________________________________________

F Ø R S T E * D E L - I N T E T * F A R V E L . . .
____________________________________________________________________________________

Månen stod højt over den lille Parisiske forstad og indbyggerne var efterhånden allesammen fået lagt søvnen over sig, som en stjernefyldt tæppe hen over hustagene. En smuk sensommernat, som ikke kunne være mere idyllisk fra det blotte øje af, men ligemeget hvor klar solen stråler, vil der altid være en der dør af kulde. Det var der nemlig den nat på Point Du Lac. Bag de mørke kolde stenmure kunne man, hvis man var helt stille, høre forfærdede pulsslag oppe på 5. sal i det centrerede værelse, som lå ud imod husenes månebeskindede tage:

En høj smuk kvindelig skikkelse så ud imod altanen igennem de gennemsigtige fløgelsgardiner. Jomfruelig og smuk var hun, som hun stod der i sin lange silkenatkjole og det hoftelange ishvide hår hængende ned over skuldrene. Hendes bare smukke kvindelige hænder var placeret over hendes højre kraveben. Hun var igen blevet skadet af ham. Det kunne tydeligt ses. 3 lange revninger fra kløerne var blevet plantet på hende og vedlagt et uhyligt blødende sår over hendes hals med sølende rød, som gennemblødte hendes silkekjole. Hendes kraftige isblå øjne var tågede og kiggede ud på natten. Hun ville sige farvel.

R A H M I E L L E . . .

I spejlbilledet fra vinduets glas kunne hun se noget i sin baggrund. Bekymrede røde øjne fra sin lille søn, kun med en krop som en 4 årig, men med et blik og sind som var han på alder med hende selv.
Hun vendte sig hurtigt med blikket imod sin nærmest forstenede søn. Hans blik var forfærdet over at se så meget blod. Forskrækkelse og alligevel en hed lidenskab over at se det, men alligevel begyndte små sølvtårer at piple frem. "Mor.." sagde han spørgende og gik hen til hende. "Har far gjort det her?" sagde han og kiggede op på hende. Rahmielle bed sig i læben og mærkede tårerne gennemvæde sine øjne. Med ét havde hun sat sig på knæene foran ham med armene om hans hals imens hun græd stille...
"M-mor?" hviskede Ahngel og lod sine egne bare marmorhvide arme lægge sig om hende. Også han bar hvidt nattøj, som nu også lod sig søle ind i den røde væske. Hans søvn var akkurat opløst, skærmet ved hjælp af hans fars opsyn.
"Hjælp mig væk herfra! Han må ikke få det.. han kommer snart igen.. gør det! Lad mig være din første. Lad ikke impulserne holde dig mere tilbage. Det er tid til din debut. Jeg troede jeg kunne stoppe dig men..!" hun stoppede og hulkede i Ahngels arme. Ahngel gravede fingrene ind i hendes hvide hår. "Du sagde jo at jeg ikke behøvede! Hvis jeg aldrig startede ville jeg.."
"Glem hvad jeg sagde!" råbte hun og rettede sig op og lagde hendes hænder om hans kinder. Hun smilede stilfærdigt. "Jeg vil væk herfra med en grund. Lad ikke Lucifer tage mig. Lad mig få den chance for at undslippe, Ahngel, jeg ber dig!"
"Mor... jeg.."
"Lad mig nu.. lad mig være en rigtig mor for dig."
...Lad mig dø for at hjælpe dig...

Hjerteslagene hamrede som trommer i hans sind. Hans eget og hendes. Hans mor.. som nu var på vej væk fra ham. Han mærkede det forsvinde. Han mærkede hendes hjerteslag begynde at tone. Han mærkede sin censurinstans brække! Knække! Han mærkede det som skulle fylde hans liv, opsluge hans krop. For første gang mærkede han hvordan det var. Han kunne nu aldrig tage tilbage. Han var taget ind i den onde cirkel. Begæret efter at tage hjerteslagene fra en. At få alle individets minder og følelser at vide. At mærke virkeligheden forsvinde under fødderne på en. Som at sove. Som at glemme.

Drømmerusen blev brat tilendegjort da en kold ubarmhjertlig klo slog omkring Ahngels hals og tvang ham op imod den kolde stenvæg, som syntes at slå revner i sig selv bare på grund af den kæmpemæssige kraft der blev lagt i slaget. Ahngel lod sine slørede øjne åbnes og kiggede direkte ind i DET ansigt. Det ansigt, som skulle fylde hans liv med had og elendighed, samt smerter og tab. Det var ham. Den person, hvorfra hans blod kom fra. Ham der kendte til alt. Ahngels far...

L U C I F E R * M O R T E * D E * S A N G * XIII

Hans lange sorte skikkelse tonede sig op over Ahngel imens han lod ham falde ned imod gulvet igen. Ahngel kiggede skræmt op, ikke fuldstændig klar over hvad der lige var sket. Bag Lucifer kunne man se store plamager på gulvet. Rødt. Han stivnede fuldkommen da han så den centrerede del derfra. Hans mor. Rahmielle. Hun var død. Lå nu med matte åbne blå øjne og et smil var de smukke kolde læber. Hun så op, som om der intet loft var, intet tag, ingen himmel til at adskille hende fra uendeligheden.
Lucifers smukke marmorhvide ansigt var fordrejet i et hadefuldt blik. De røde øjne flammede, som var han klar til at angribe hans søn så snart så muligt. "Du..." Du!" sagde han ophobende. Derefter mærkedes hele plaæet at ryste i en stærk baslignende lyd. Et lang metallisk råb skød igennem luften og blokerede på en måde for alle andre lyde. Hele områdets huse tændte lys og beboerne løb ud på gaden for at se op imod palæet. Sådan et betialsk raserig. Et djævelskt skrig som kunne slå dig bevidstløs bare med lyden.
Lucifers ansigt var hvidt af arrigskab og så imod Ahngel. "MOURIR!" råbte han imod Ahngel. Endnu engang fyldte lyden rummet, men gik direkte imod Ahngel.. hans egen søn. Ahngel mærkede vægmuren imod sit baghoved og derefter imod det håre gulv, hvor han mærkede sin pande blive varm.
"Det er sidste gang du sætter dig i vejen for mine planer, dreng! Hun var tiltænkt mig! Nu må jeg finde en ny.. En ny brud.." sagde lucifer og slog det meget lange sorte hår væk fra det nu iskolde ansigt og gik hen imod Rahmielle, som lå på gulvet. En rungende dæmonisk latter fyldte luften imens han knejsede nakken i sit maniske grin. "Jeg finder en ny.. og DU! Du skal nok makke ret inden længe.." sagde han imod Ahngel og gik derefter ud på altanen. Ahngel holdte endnu sit blik imod hans mor, som for få øjeblikke siden holdt om ham, og nu slet ikke var længere. Han mærkede de varme tårer over hans ansigt inden han mistede bevidstheden. *Lucifer.. Jeg hader alt du er.. alt du har været og alt du bliver.. deriblandt.. mig.*


__________________________________________________________________________________

A N D E N * D E L - E N * N Y * B R U D
__________________________________________________________________________________


Regnen trommede imod palæet. Det var nu et år siden husets frue havde draget sit sidste suk. Den smukke jomfruelige Rahmielle var blevet udødeliggjort ude i forhaven som en mindestøtte formende som en smuk engel med en hvide lilje i sin marmorhånd og med ordende: elsket kone og mor, på den lille blankpolerede skinne, som sad på fundamentstenen. Et skjalkeskjul for beboerne. En illusion om at der rent faktisk boede en følende herre i huset. Egentlig havde Rahmielles død kostet Point Du Lac en hel masse rygter og sladder, og nu havde befolkningen i den lille forstad en idé om at der boede en ren samfundsborger i palæet. Dog viste han sig stadig ikke for dem, kun om natten var han blevet set på fortågene, hvor han falskt lettede på hatten for de forbipasserende.
Ahngels sad indenfor i stuen og så ud på regnen igennem de store verseilles vinduer med de røde gardiner. Han stirrde tomt derud med de enorme røde øjne. Han havde været en del igennem i år. Havde ar. Holdte sig ude af sin fars affærere og sad nu alene i mørket, med blikket ud i regnen, bare for at få et glimt af liv derude. En konstant pinefuld følelse af paranoya og ensomhed kørte hele tiden i hans krop. Flød igennem hans blodårer og skreg hver eneste gang det passerede hans ører. Så ensom og alene. Ikke vidende om at det nok var bedst hvis det forblev sådan.
En høj rungende lyd kom fra indgangshallen. Det var hoveddøren, som var blevet åbnet og alle de små grønne sterinlys tændtes i hele underetagen. Ahngel vendte blikket imod døren, som førte videre indtil indgangen. Han rejste sig og bevægede sig hen over det slidte velourtæppe, for at tage fat i det kølige dørhåndtag og trykke ned. Døren gik til side og afslørede det mat oplyste område. Lucifer stod i åbningen med en skabning i favnen. En ung kvinde, knapt voksen. Hun havde mørkebrunt hår, som var slået nedad på grund af regnen og dryppede fra de krøllede spidser. Hendes øjne var brune og trætte og delvist dækkede på grund af det slaskvåde hår, som lå over hendes ansigt. Hun lignede en kludedukke i hænderne på Lucifer. Dog så smuk. Med en hud som porcelæn... så glat og skræbelig, som var hun stadig et barn, overhovedet ikke arret fra de hårde teenageår.
Lucifer vendte blikket imod Ahngel med et stift rødt skær. "Kom her." sagde han skarpt til ham. Ahngel kom frem fra sin plads bag døren og gik ud på marmorgulvet, hvor man kunne høre hans fødder støde imod det hårde stengulv. Tiden der gik imens han bevægede sig over gulvet, syntes endnu længere med HANS blik på sig. Endelig stod han ved deres side og så op på kvinden. "Hjælp hende op på venstrefløjens 6. værelse. Der skal hun bo." sagde han skarpt og satte kvinden ned. Hun var meget let påklædt, da hun havde forladt sit hjem i nattens mulm og mørke. Ahngel så op imod hende, en andelse koldt, og hun så på ham, mat.. som om hun kunne kollapse hvert øjeblik, men det gjorde hun ikke. Hun gik selv hele vejen op ad trapperne og ind på værelset, hvor hun satte sig på sengekanten med knæene løftet foran sig og blikket hen på Ahngel, som sad ret i en lænestol lidt derfra. Ahngel var tavs og kiggede stadig roligt på hende. Studerede hendes solbrændte kulør og hendes sydlige udseende. Hendes øjne... som efterhånden blev mere og mere udtryksfulde. Hun rystede.. vandet fyldte hendes øjne og hun vendte hovedet ned imod knæende idet hun begyndte at græde højlydt og ukontrollabelt.
Ahngel kiggede hjælpeløst på hende. Hvodan skulle han kunne hjælpe hende på nogen måde? Han rejste sig fra sin stol og gik hen og satte sig på knæ foran sengekanten. "Bonnuit.." sagde han så og lagde sin kolde hånd på hendes hånd. Hun så undrende op. Kiggede på den lille dreng med det dystre, men smukke ansigt. Hun så så forundret ud.
Natten gik og hun talte med ham. Fortalte om hvordan hun havde forladt sin alkoholiserede far og blevet fundet af Lucifer, som lod til at have interresse i hende. Han havde forført hende, sagde hun. Han havde fået hende til at gøre ting ved sig selv.. medvirke i noget, som han kaldte 'brudekontrakten'.. Hun græd og smilede igennem natten. Følte sig lettet over at tale til den lille dreng med et rolige ansigt, som lod til at forstå alt hun sagde, trods hans unge alder.
"Mit navn er Lucy.." sagde hun til ham. Ahngel betragtede hende lidt og kiggede derefter kort væk. "Jeg hedder Luci-"
"Du hedder Ahngel, ikke?" sagde hun inden han afsluttede det. Hun havde kaldt ham DET? Ahngel? Navnet, som hans mor havde givet ham. Hvordan kunne hun kende det. Lucifer kaldte ham det end ikke.
"Jo.. mit navn er Ahngel." sagde han med et smil. "Ahngel Mort De Sang." sagde han.
Lucy lå ned i forsterstilling på sengen. "Ved du hvad Ahngel? Jeg tror vi to bliver rigtig gode venner." sagde hun og tog hans lille hånd. Hun var varm og smilte roligt, trods de tårevædede øjne. "Lad os passe på hinanden..." hun sagde ikke mere før hendes øjne droppede i og hun sov tungt. Så megen smerte i sådan et smukt væsen. Ahngel sad ved hende indtil det blev lyst, ville ikke have at hun slap hans hånd. Ville ikke risikere at hun forsvandt.


__________________________________________________________________________________

T R E D J E * D E L - E N * U S L E B E N * D I A M A N T
__________________________________________________________________________________

Point Du Lac var stille den morgen. Solen strækte sig skarpt ind igennem de små revner i gardinerner og kastede lange solbeskindede linjer hen over gulvet. Ahngel sad i en lænestol i et mørkt hjørne og så på lyset, som virkede som et inferno i hans øjne. Af al den mørke var hans øjne ikke stærke nok til at se direkte på solen. Han løftede hovedet lidt da han hørte f´morgenfriske sangfugle udenfor vinduet. Han tænkte sig lidt om inden han hørte fodtrin og snakken imod stien i forhaven. Lucys stemme og så en anden person. Et barn. Dørene i indgangshallen blev åbnet og snakkenen blev højere. Han hørte Lucy forsøgte på at lære barnet fransk, men hvad lavede de her? Hvordan kunne hun føre et barn ind i huset? Hvad tænkte hun på? Døren til stuen åbnede sig og Ahngel kiggede stift imod den lille skabning, som så sig om og syntes at være alene. En pige.. omtrent på hans egen alder, studerende den store stue. Det tog hende ikke længe om at opdage Ahngel, som sad i mørket, men i starten syntes hun ikke at se at han overhovedet var et levende menneske. Han så kort væk, velvidende om at hun så på ham. Efter kort tid fik han øjenkontakt med hende og rejste sig og trådte kort ud fra skyggen. "Bienvenue." sagde han til hende og tav lidt inden han lod et lille smil komme frem. Det havde han lært af Lucy. Manere frem for alt.
Pigen smilede. "Tak." sagde hun blidt og lod Ahngel træde nærmere hen til hende, hvorefter han, uden eftertanke kom til at prikke hende kort i panden, bare for at føle hun var der. Døren indtil stuen åbnede sig igen og Lucys smukke ansigt kom frem og smilede til dem. Ahngel hørte pigen kalde hende ved navn, så.. hun kendte hende altså? Var hun den pige, som Lucy havde brugt sin tid med i dagslyset? Denne.. Mhm.. Asmamix? Det var det hun hed. Lucy henvendte sig til dem og smilede kærligt. "Så.. i har allerede mødt hinanden. det var godt." hun så imod Ahngel, undrende over hvorfor han ikke sov. Ahngel tav og trak sig tilbage til stolen og så roligt på dem, en smule forlegent. Han havde aldrig talt med børn på sin egen alder før.
Lucy sukkede et kort øjeblik sørgmoigt over Ahngel og så derefter på Asma. "Det er husegerens søn. Hans navn er Ahngel." sagde hun og satte sig på hug ved Asma og lagde noget tøj i hendes favn og blinkede. "Så er du vist rationeret for i dag min pige?" sagde hun og smilede og rettede sig op. Hun så rundt på hylderne, hvor de mange røde flasker stod. Hun tav og kiggede hen på Ahngel med et roligt hemmelighedfuldt smil. Ahngel nikkede og rejste sig, for at gå ned imod en af gangdørene. Han så kort på dem inden han forsvandt bag døren. "Godmorgen." sagde han hvislende, men med et varmt smil og forsvandt bag døren. Lucy kiggede på Asma. "Det er vidst bedst at vi holder for idag min ven. Jeg skal ordne et par ting." sagde hun og kyssede pigens pande og fulgte hende til døren. Hun lukkede med et smil og vendte derefter ryggen til døren og lod sig glide ned på gulvet. *Nu har de set hianden... nu kan det ikke længere holdes..* hendes øjne synkede i og hun kollapsede af træthed på den røde løber. Så svag og syg.. og ingen kunne se det. Den mangel hun havde.. hvor hvid hendes hud var blevet. På grund af Lucifer og hans impulser.


__________________________________________________________________________________

F J E R D E * D E L - F R A * S A N S * O G * S A M L I N G
__________________________________________________________________________________


"Lucy rejs dig nu op.." Bad Ahngel da han sad på sengekanten med et målrettet blik. "Du lovede det jo... I dag skulle vi jo slippe væk." sagde han imens han klemte den kølige mælkehvide hånd, tilhørende af Lucy, som sad i natkjole på sengen. Syg og svag. Hun hostede et par enkelte gange. "Undskyld ahngel.. det kan vi ikke." sagde hun og lagde sin hånd på Ahngels kind. "Jeg var så naiv.. troede vi kunne stikke af.. men nej Ahngel. Vi er nød til at blve her... lidt endnu.. Jeg finder på en måde at få dig væk på. Jeg lover det."
"Ikke uden dig!" hvæsede Ahngel barnligt og holdt hårdt fast i hånden. "Jeg vil ikke tage afsted uden dig. Du må ikke blive her med ham." sagde han nærmest panisk og kiggede bedende på hende. "Jeg er syg Ahngel.. og min krop kan ikke overleve en transformation.. det ved du godt." sagde hun og sukkede.
Lucy hostede kraftigt imod et lille lommetørklæde. Hun hostede blod op. Ahngel stirrede derpå. Selvom han blot var 6 år gammen, var han klar over at det ikke var en god ting. "Lucy... du har.."
Lucy rettede sig op og så på lommetørklædet. Det samme havde hun set før, som barn. Kun 2 år før hendes mor døde af det samme. "Jeg har blegsot, Ahngel." sagde hun og rettede sig op og så på ham med matte øjne. "Jeg er døende..."
Ahngel stirrede vantro på hende. Hende som på ny havde hjulpet ham til noget der mindede om en familie.. Hun var ved at forsvinde igennem hans fingre.. ligesom hans mor. Lucy strøg sin blege hånd igennem Ahngels halvlange sorte hår og gav ham et mat smil inden hendes øjne lukkedes og hun faldt forover ned af sengen. Ahngel greb hende med en smule besvær, da hendes krop var større end hans barnekrop. "LUCY!"
"Det er okay Ahngel." sagde hun og kiggede op på ham med underligt rolige øjne. "Jeg finder en måde at få dig væk.. stol på mig.. Lad mig fi-" hendes øjne sank i igen og et ubevidst konstant åndedrag satte sig i bevægelse. Hun var tynd i hans arme.. udmagret og bleg. Ikke sådan hun så ud for de par år siden. Dengang så hun så.. levende ud. Ahngel rejste sig og fik hende med besvær op på sengen imens han så på hende. Hun kom en smule til sig selv igen og vendte blikket imod ham. "Ahngel... solen er ved at stå op.. kom herop igen om 4 timer. Da vil Lucifer sove og du og jeg kan snakke. Der er noget jeg skal betro dig, men nu skal du gå og sove." sagde hun. Ahngel kiggede modvilligt på hende. Han ville blive hos hende. Han ville ikke lade hende være alene i den tilstand. "Lucy.. jeg.."
"Gå nu Ahngel.." sagde hun og vendte blikket op imod sengens velour himmel.
Ahngel nikkede og gik bagud i en tid inden han forsvandt i dørens åbning. Han forlod dog ikke stedet. Han stod der derefter.. op ad væggen med blikket imod det kolde trægulv. Lucy var døende.. DØENDE.. Ahngel bed sig hårdt i læberne og mærkede spændingen i hans hoved stige, da tårene pressede sig på. Han satte sig ned imod muren med ansigtet skjult imod hans opløftede knæ. Han græd stille med et barns rigtige tårer. Ikke dem der kom ud når storebror drillede og tog legetøjet. Ikke som når man ville have sine forældres sympati med. Ægte tårer. Dem han ikke ønskede nogen skulle se. Han var så træt af at græde. Uendelig træt.
Solens stråler trængte endelig igennem de slidte gardiner på gange, hvor Ahngel sad. Han sov der.. i samme stilling, som da han havde forladt hendes værelse. Han drømte om hende.. dem begge to.. så smertefuldt, men i en så objektiv situation.. som om han var en ånd der så det hele skete. Han så sig egen krop og rahmielles og sig selv ved foden af Lucys seng.
Døren åbnede sig til Lucys værelse og hendes brune øjne kiggede afklaret ned på Ahngel. Hun havde nu løsningen. "Ahngel.. kom ind." sagde hun og betragtede Ahngel rejse sig mat og gå ind på hendes værelse og sætte sig på lænestolen. Den han havde siddet i den første aften. Han så op på hende med røde øjne. Ikke de normale han havde, men grådkvalte. Han kunne dog ikke græde mere. Tårene var sluppet op for nu. Nu var der bare smerte tilbage i hans blik.
Lucy satte sig på hug foran ham og hostede kort inden hun kiggede på ham. "Jeg har en gave til dig." sagde hun og fandt noget frem fra hendes lomme. Ud tog hun et sølvkors med røde diamanter indgraveret og smukke former og glasblank kant. Ahngel veg forskrækket tilbage imod stolen og så på hende med nu meget forskrækkede øjne. "Det er..!?"
"Dit." sagde hun og lagde det om hans hals. Ahngel lukkede øjnene stramt og vendtede på den ulidelige smerte der ville følge med. Han åbnede øjnene igen. Der skete intet. "Korset smedet af dem du elsker." sagde hun. "Det vil aldrig kunne brænde dig. Det tilhøre ingen gud.. kun dig." sagde hun. "Men det er vigtigt at nogle af de ting du finder med det, vil du dele med den første person der falder dig ind."
"Finder med det? Hvad mener du med det?" sagde Ahngel imens han betragtede korset hængende i hans marmorhvide hånd. Så blank og køn. Uskyldigt. "Det fungere som en nøgle til nogen steder, men jeg kan fortælle dig det senere." sagde hun så. "Jeg vil gerne have at du tager hen til Asma nu og fortæller hende at jeg ikke kommer ud i dag, og muligvis heller ikke i morgen." sagde hun og strøg Ahngels kind. "Din hud er endnu ikke intakt.. du kan sagtens bevæge dig i dagtimerne. Tro ikke på Lucifer." sagde hun. Ahngel nikkede og bakkede igen ud af værelset, kiggende på korset. han havde aldrig set et så tæt på før. Der lå noget over det.. Så beroligende på en måde.
Skyggerne var ved at blive lange da solnedgangen indtraf og Ahngel bevægede sig ned af den lange trappe med en lille skyggende tophat, som skyggede for hans sarte øjne. Palæet så så forandret ud.. kønt.. varmt. Ahngel kom ned til indgangshallen hvor han løb hen imod sin jakke, der hang dovent på stumtjeneren som den eneste ved siden af Lucys. Han havde endnu ikke mistet følingen for kulde og varme.. Han hev den med besvær af, da hans højde ikke var maksimal og han trak armen igennem ærmestykket, knappede låsene og kiggede imod døren med et roligt smil. Han skulle besøge Asma.. I dagslys. Han glædede sig til at se udendørslivet, men frygtede at han ikke ville kunne finde vej. Han gik hen imod den store indgangsdør med messinghåndtagene og tog i dem.
"Hvor er du på vej hen, søn?" hvislede en stemme fra skyggerne. Lucifer. Alt der kunne skimtes med sikkerhed var hans røde øjne, som forholdt et stramt udtryk imens han så på sin søn. "Vil du ligefrem gerne brændes ihjel? Har jeg virkelig ikke opdraget dig anderledes..." sagde han. Ahngel slap døren og kiggede imod sin far med al ærefrygt. "Jeg.. ville bare ud og se."
"Du ville besøge hende ikke? Den lille tøs Lucy altid omgås?" Lucifer bevægede sig hen imod Ahngel i slalum forbi genspejlningerne af lys i vinduerne. "Jeg har fundet problemet på din uforskammethed. Det har været sådan lige siden din mor døde. Dengang respekterede du hvad jeg sagde. Dengang frygtede du mig mere." Han satte sig på hug foran Ahngel og betragtede ham nærgående uden at blinke. Det lange sorte hår strøg sig over Lucifers smukke, men unormale ansigt. "Jeg har en løsning." sagde han så, og med ét huk havde han foldet Ahngels hænder og holdt dem fast oppe imod den modsatte væg, kiggende ned på ham. Ahngel spærrede øjnene vildt op og kiggede på sin målfaste far, nærmest hængende fra hans greb, da Lucifer var mindst 2½ gange så høj som han. Lucifer så ned på ha,. Vanviddet skæredes igennem hans øjne idet han plantede sin anden håndflade imod Ahngels øjne, med tommefingeren imod den ene tinding og de andre fingre imod den anden. "Jeg er træt af at du ikke acceptere, Ahngel... og jeg tror at Rahmielle og den lille tøs til Asmamix har noget med det at gøre..." sagde han og begyndte at trykke imod tindingerne på Ahngel. Endnu ikke hådt, men nok til at det mærkedes.

"Jeg synes det er på tide at du glemmer dem!" sagde han hårdt derefter og lod sine fingernegle sætte sig fast i huden ved Ahngels skrøbelige tindinger. Ahngel skreg smertefuldt imens trykket steg og Lucifers vrede stemme uklar.
Røde tårer løb ned af Ahngels kinder inde fra Lucifers hulrum. "Nej.. fa-"
Trykket nåede sit maksimum og Lucifer grinte højt. "Oublier!"
Mørket omsluttede Ahngel. Han stod der bare... som var han fanget i sit eget sind. Han betragtede mørket, hvor billeder kom frem. Hans mor. Hans gode ven, Asma.. de var.. Ahngels billede af dem falmede idet tårestrømmen holdt op. Mørket var Lucifers håndflade imod hans øjne.
Rahmielle... Asma.... pardon.
Ahngels nakke skød tilbage idet han faldt ud af Lucifers tag og faldt bagover imod gulvet. Hans ene hånd lå på hans bryst med korset i hulrummet. Lucifer måtte ikke se det.. Det huskede han dog... men noget var gået tabt.. Hvad var det? Noget vigtigt.. Ahngel så op i loftet, hvor der var malet gotiske mønstre fra rænassancen. Hvad.. hvem...?
Han lukkede øjnene idet den sidste snært af minder forlod ham. Den sidste snært af frelse. De ting han aldrig måtte glemme, havde han glemt.

Jeg beklager stavefejl og lignende -.-''

har du nogensinde overvejet at lave en bog?

Et par gange xD hehe.

OMG!! O.o der er da hvist nogen der har været godt igang med skrivningen ^^

Arh lad da vær Yukii. Du ved da godt den er et par måneder gammel xD Lige nu er jeg doven som bare pokker xD

Er du ikke altid det ^^ hihi ej nu skal jeg nok være sød så jeg lover at jeg nok skal læse hele din kreative historie okay

Yay xD

Imorgen^^ *big smile*

*Forlader lokalet*
Vi ses i morgen.

Jeps^^ *tripper stille væk i den anden retning*