'Ahngels' Sidste Dage - Baggrundshistorie

Heya guys ^^ Jeg ville ha lidt mere om Ahngels historie op og ville udfylde hullet som dukkede op omkring hans dage da han blev til alfahan. Jeg vil opdatere løbende. Hope ya like.

Som i tråde syntes det at hænge. Som tråde af rene nerver bankede de og for en gangs skyld kunne der mærkes en puls, slå imod tændingerne som var det en stortromme, ført af sadister der ville udelukke al lyd udover deres egen. I de øjeblikke syntes alle lemmer at hænge i netop disse pinagtige tråde, bestående af en enkelt skrigende muskel der sendte støj igennem den tynde drengekrop, som et koldbrændende isbad ville gøre ved en mennskeskrop. Alligevel blev de tvunget op foran brystkassen og ansigt imens han selv vred sig som en sindssyg. Da var han dog heller ikke langt fra netop det stadie. De udmattede øjne var ude af fokus og ænsede blot svære omrids af de fem vampyrer der holdt ham fast. Dem og så den rustrøde væg der udgjorde det lille rum, hvor det eneste lys.. den eneste udvej til nattehimlen var spæret af denne alt for høje mørke skikkelse.. og selvom det kun var et par øjne der udgjorde dennes identitet og at han var langt fra klar at se på for den unge vampyr, vidste han at det var denne der skulle hades.. Et ansigt dannede sig efter lidt tid og dennes blik lyste op i et gemt morende smil. Røde øjne åbnede sig brat på den unge, knapt syttenårige vampyr idet han tillod nogle sidste fragmenter af sin styrke til at rive sig fremad, imod den forhadte person og rette tænder og kløer i den retning. En alt for stærk og stor overarm flåede sig om drengens tynde talje og tvang ham i et buk, som var han en slaskedukke, kun set i live ved det kvalte støn. Den store vampyr der nu holdte ham ind til sig, med et sammenbidt udtryk, som huede det ikke denne. Dernæst gled to kvinder og endnu en mand imod drengen, hvor kvinderne tog fat i en arm hver og manden lod sine bekloede fingre glide igennem drengens halvlange sorte hår, hev nænsomt til og løftede dennes ansigt. Lucifer Mort De Sang den tolvte mødte hans søns øjne med et overlegent udtryk. De begge afgav et spejlbillede. Begge havde de ravnesort hår, hvor den høje alfahan havde det hængende, glat til hofternes start, bundet i en enkelt farveløs tråd. Drengens gik til dennes hals’s begyndelse og faldt uglet om hans ansigt, der var sammenbidt og forslået. Han sendte sin far et hadefuldt udtryk, der fik de røde øjne til at lyse op som overophedet metal, hvorimod faderens røde blik forblev mørkt som størknet blod. Han fnøs og sendte den store vampyr et nik, der tillod ham at vende rundt med drengen i sine arme og gå imod bagvæggen af rummet. I hjørnet ville drengen kunne se samlingen af kæder og remme, som han kendte så godt til. Han bed tænderne sammen og forsøgte at trænge styrke ud i sine skuldre og vriste sine arme til sig, men nej.. ikke engang hans hoved kunne han holde oppe og dette var kun fordi han, Jean, holdt det.. ganske nænsomt når man tænkte på at det var i håret. Jean.. Var han i virkeligheden også fanget? Ahngel kunne ikke, men hvis han kunne ville han vende hovedet og se op på den bebrillede tynde vampyr der i sin tid havde lært ham det meste basiske viden. Han ville ha et sammenbidt ansigtsudtryk og hans øjne ville lyse blåt op af skyld. Ahngel bebrejdede ham dog ikke. Hvad kunne han gøre? Ingenting. Han kunne ikke gøre noget som helst, fordi Jean, var som alle de andre franske vampyrer, underlagt deres regent. Jean så vel sig ikke i samme sted som ’Ahngel’ selv gjorde. Ja, Ahngel var hvad han kaldte sig. Man skulle tro at han havde smidt det fra sig efter Lucys død og hans forsvinden fra skolen. Nu var der ingen der kaldte ham for Ahngel mere. Ahngel var ikke mere.
Den store vampyr, som syntes at holde Ahngel, gav Jean et nik og et strengt blik, som at han skulle fjerne sig nu. Jean vendte de blå øjne og trådte meget rigtigt nogle skridt væk. Kvinderne, der holdt drengens arme blev stående og betragtede ham imens de nærmest panisk forsøgte at holde armene så godt klemt som muligt, til trods for at Ahngel i dette øjeblik, slet ingen modstand gav fra sig. De nærmede sig samlingen af kæder med et roligt tempo, som ville de ikke vække en dyrisk galskab hos Ahngel, selvom alt det dyriske var forsvundet ved simpel udmattelse og autistiske tendenser. Hvad han så foran sig nu var intet hjørne med kæder, men blot et sløret mørke, hvis silhuetter kun meget svagt aftegnede virkeligheden. Hans blik faldt på kæderne med en endelig klarere fokuseret tone. Han genkendte dem. Dem der rørte ham. Dem der igen ville røre ham.. og til trods for at disse i sidste ende var modbydelige, så var det ingenting i forhold til ’bordet’ og ’jomfruen’.. for ikke at tale om Lucifer han selv.. dog skete det sjældent. Lucifer havde altid elsket sit legetøj mere end de fleste genstande på Point Du Lac.