✶ You know you should have stayed home (Niklaus) - xxx

Niklaus betragtede med et yderst roligt og køligt blik Jupiter imens han slog ham. Han vil ikke lige give ham mere end de 100 slag nu, så da han var færdig, så han roligt på resultatet, som var en yderst rød ryk. Han smilede tilfreds over det, og gik om foran ham igen, og tog fat om hans kæbe, og så lige ind i hans øjne. Smilede lidt til ham. "Jeg ved godt at det ikke var specielt slemt, men tro mig, det kan det meget nemt blive, især hvis du ikke følger mine regler." sagde han roligt. "Og blir jo nok nødt til, at sige dem til dig, da du jo ikke kender mine regler." Han slikkede sig kort om munden, inden han kom med dem alle sammen.

" 1: Altid adlyd mine ordre.
2: Du skal altid tiltale mig som Herre, og du skal altid sige Herre når du snakker til mig.
3: Du skal altid spørge om tilladelse til at snakke til mig.
4: du må aldrig samle dine ben helt. De skal altid være let spredte.
5: intet undertøj er tilladt.
6: Du må ikke lege med dig selv uden min tilladelse.
7: Du skal altid huske at spørge om tilladelse til at komme før du kommer. Får du nej til at må komme, må du holde det tilbage.
8: Du skal altid huske at takke mig for det jeg gør mod dig. Hvis jeg pisker dig, tak mig efter hvert slag, eller hvis du kommer, så skal du altid huske at takke mig for det.
9: Når du bliver pisket, skal du huske at tælle hvert slag du får, og sige tak derefter. Glemmer du dette, får du dobbelt så mange slag."

Fortalte han roligt med et smil. Han forventede at Jupiter en da lærte at følge dem, og gerne snarest muligt. "Når, men jeg vil gerne vide hvad du egentlig hedder knægt?" sagde han med en rolig men fast/bestemt stemme.

Jupiter tog imod slagene, som efterhånden blev sværere og sværere at tage stilling til. De havde nærmest gjort hans ryg følelsesløs - selvom den var i fuld gang med at føle hver og et af de modbydelige slag. Han turde ikke tænke over hvordan det ville te sig senere. En skjult lettelse ramte ham da det virkede til at vampyren var færdig med at svinge med pisk bag ham. Hans krop slappede med det samme en smule mere af - dog stadig anspændt i smerte, hver lille bevægelse gjorde ondt og satte sitrende bevægelser gennem hans krop. Det irriterede ham, men det var ikke noget han kunne styre.

Et kort lille grin røg ud over hans læber ved lyden af hvad der blev sagt. Før han rettede blikket mod vampyrens ansigt da han var helt henne ved ham igen med sine beskidte grabber i hans ansigt. " Der må jeg skuffe dem, regler er ikke noget jeg følger " sagde han så bare kort med et lille smil om læberne før han kort løftede sig lidt op i kæderne med armene for lige at få rykker sig til en knap så anstrengt stilling at sidde i. Han måtte indrømme at han rent faktisk ikke rigtig lyttede efter hvad reglerne egentlig gik ud på eftersom han ikke havde planer om at følge nogle af dem. Nogensinde. Det måtte vampyren på et eller andet tidspunkt da indse.
" Mit navn er for dem ikke vigtigt, endnu mindre vigtigt hvis de lader mig gå " sagde han så bare lidt med en kort knurren før han rettede blikket frem i luften hvor det ellers havde været det meste af tiden han havde været her. Det kunne være han med tiden kunne finde sig en ynglings plet på væggen at kigge på.

Da han var færdig med at piske ham, for denne gang i hvert fald, så han godt hans grin, og gav ham en lussing over det. "Ikke grin" knurrede han til ham. Han hørte det som han sagde, og smilede lidt over det. "Det skal du skam nok lære at følge." sagde han med en rolig stemme, og et smil om læberne. Han vidste at han nok skulle få ham til det, på den ene eller den anden måde. Om han så skulle bruge deres værste frygt imod dem. Han smilede over det.

Da Jupiter nægtede at sige sit navn, sukkede Niklaus kort over det. "Well knægt som du vil, men du kommer ikke fri her fra foreløbigt. Ikke før jeg er træt af at lege med dig og for længst har knækket dig" sagde han med en rolig stemme. Han var ikke tilfreds med, at Jupiter bare så ud til, bare at stirrer på et punkt på væggen. "Og du skal ikke ignorere mig knægt." han fik endnu en lussing. "Vil du gerne straffes endnu mere da, siden du er sådan her?" spurgte han roligt.

Jupiters smil forsvandt ikke, selv ikke efter at have fået stukket sig en lussing, som han igen ikke reagerede voldsomt på - det var jo bare en lussing, okay ja - måske en hårdere lussing end hvad normalt ville have været eftersom han fik den af en vampyr men det ændrede ikke på Jupiters reaktion på den. Det morede ham ærligt et øjeblik hvordan vampyren forventede at han kunne få ham til at makke ret bare ved at være som han var på den måde. Han rystede så bare kort på hovedet. " Mhm.. hvis de siger det.. " mumlede han så bare ligegyldigt, kort før han et øjeblik skævede mod vampyren.

" De har skaffet dem den forkerte hvis de rent faktisk forventer jeg bliver påvirket af det.. " sagde han så bare kort med en knurren og bed ud efter hans hånd, da han fik endnu en lussing. Ikke fordi de gjorde voldsomt ondt men det var en irriterende handling. Jupiter havde ikke tænkt sig at lade sig knække, det ville desuden være næsten umuligt for vampyren og han kunne bare håbe at han mistede tålmodigheden inden det ville nå til det punkt. Det var ikke fordi Jupiter gerne ville straffes, men han gad heller ikke lytte til vampyren og hvis konsekvensen ved ikke at gøre det var slag - så tog han gerne de slag. Hans tanker gled bare mere og mere ud i baner omkring hvor kedeligt og uinteressant et liv man måtte have hvis man brugte det på at binde folk i sin kælder, at der virkelig ikke var bedre ting at tage sig til end det - det var for Jupiter en sørgelig tanke.

Han så på ham med et roligt blik, og hørte at knægten var ligeglad med, om han blev straffet endnu mere. Dog smilede Niklaus af det, da han havde sine metoder til at finde noget som vil virke for ham. Han kunne jo blot bruge sin evne til at finde ud af det, og så vil det være så meget nemmere at knække ham på. Dog vil han prøve noget andet først, for han valgte at bruge sin evne. Han stillede sig om bag ved knægten så han ikke kunne bide eller andet. Dog kunne han måske godt kunne sparke bagud, men ikke noget der vil genere Niklaus det store. Han greb fat om det lange hår som knægten havde, og rev hans hoved til siden så hans hals blev endnu mere blottet end den var før. Han smilede over det, og bukkede sig så ned for at drikke. Han blev ved med at drikke i lang tid, til knægten vil være tæt på at besvime. Dog ikke helt.
Han trak sig, og slikkede ham en enkelt gang op af halsen. Smilede lidt over det, og stillede sig foran ham igen. Tog fat om hans hals med den ene hånd, og så ham lige ind i øjnene. Brugte sin ene evne til at se, hvad knægten havde af frygt.

Jupiter rystede bare kort på hovedet før han lod blikket glide rundt da vampyren alligevel bevægede sig væk fra hans ansigt. Han vrængede dog kort et ansigt da han så pludselig rev fat i hans hår og tvang hans hoved til side. En ting der fik Jupiters puls til at stige. At lade en vampyr sætte tænderne i ham var en af de få ting han hadede allermest og det var vidst lige netop hvad der skete. Han bed tænderne sammen og rykkede utilpas på sig med en knurren før han kort efter rykkede mere vridende på sig " Slip! " hvæsede han kort og forsøgte at få sin hals fri fra tænderne. Dog kom han ikke fri, tvært imod gjorde tabet af blod ham mere døsig og svimmel, tabt i kræfter. Modbydeligt.

Han glippede et par gange med da han endelig slap. Hans vejrtrækning var faldet til et mere tungt stadie og var i det hele taget knap så kæphøj i sin statur. Han skævede mod vampyren og knurrede lidt af ham da han tog sin hånd omkring hans hals. Han så helst at han lod helt være med at røre ved ham men det virkede ikke til at det var en mulighed. Dog frygtede han ikke vampyren, selv ikke i det svagelige stadie manglen på blod havde bragt ham i. Der var få ting i verden der skræmte ham, bidet fra en vampyr - at være tvunget til at leve som et af de bæster i al evighed var noget der fik det til at løbe ham koldt ned af ryggen. Det samme galt når det kom til vand. Det var ikke fordi Jupiter nogensinde havde oplevet slemme ting med vand som havde fået ham til at frygte det - sådan havde det altid været. Tanken om vand er omringede hans krop, slugte ham hel og ude af stand til at trække vejret. Bare en simpel ting som at få hæld vand over sig eller sprøjtet det mod sig uden advarsel kunne skabe en angst der ikke var til at være i.
Jupiter hvæsede kort af vampyren, han ville gerne have ham til at slippe igen. Og uden så mange kræfter til at gøre det måtte han bare give udtryk for det på en måde der ikke var kropssprog.

Da han havde hevet hans hoved til siden, hørte han tydeligt hvordan hans puls blev hurtigere, hvilket fik ham til at smile over det. Så han var ikke så glad for, at blive drukket af? Det var jo ikke hans problem. Knægten måtte bare makke ret, og lade sig blive drukket af, om han så kunne lide det eller ej. Da knægten så begynde at vride sig over det, og bede ham stoppe, fortsatte han bare.

Da han vær færdig, så han roligt de ting som han frygtede, og smilede over det. Vand? Seriøst? Well fair nok, det var jo ikke svært at bruge. Og han havde skam også et badekar på et af badeværelserne som han kunne bruge til det. Da han havde set hans svagheder, slap han langsomt hans hals. "Jeg har lyst til noget nu, og hvis du gør modstand, så vil du fortryde det." sagde han med en yderst rolig stemme, og gik igen om bag ham. Han var ligeglad med hvor ung denne dreng egentlig var, og om han var gammel nok til det her. Han havde ikke selv været gammel nok da han prøvede for første gang. Langt fra.

Han åbnede stille sine bukser. "Det her vil ok komme til at gøre ondt, hvis man ikke er vant til det." sagde han, og stod nu helt bag ham igen, inden han pressede sig op i ham uden nåde, og med det samme begyndte at bevæge sig i et hårdt og hurtigt tempo der oppe.

Jupiter slog blikket væk fra vampyren før han så bare mumlede nogle utydelige ord i en irriteret knurren. Smilet var forsvundet - det ville sikkert vende tilbage når hans krop var kommet sig over den manglede blod og han ville få noget energi tilbage. Og Jupiter som troede at vampyre ikke kunne blive mere modbydelige end de var i forvejen. Der havde han taget fejl.

Han vågnede en smule mere op og skævede mod vampyren da han gik om bag ham igen og åbnede sine bukser, hvilket med det samme skabte en indre panik i Jupiter - ikke en panik han kunne få ud, det havde han simpelthen ikke kræfter til på nuværende tidspunkt. Hvad var der galt med ham? Pludselig kunne alle der havde kaldt Jupiter syg i hovedet, godt pakke sammen. Han var da ingenting i forhold til vampyren her.

" ..m.. m.. " sagde han så kort med en rysten på hovedet og skævede mod ham før han bed tænderne sammen og rykkede på sig. Han nægtede at få ham i nærheden af sig - uheldigvis havde han intet valg og der ikke mange sekunder før han var helt tæt på. Panikken boblede stadig rundt i hans krop men inden han kunne se sig om skød en smerte igennem hans krop og han veg hovedet til siden med panden ind mod sin arm, mens han knugede fingrende omkring kæden der stadig sad stramt om hans hænder. Alt i hans kropssprog gjorde det tydeligt for en hver, at det slet ikke var noget han synes om. Han kneb øjnene sammen i en utilfreds og halv lidende lyd. Måske nærmere en anstrengt stønnen. Lige meget hvor meget han så end forsøgte at holde det inde. Han skulle vidst have holdt nallerne fra at jagte vampyrer denne aften. Pisk og lussinger var ingenting sammenlignet med hvad der skete nu. Selvom han prøvede at lukke af fra det, kunne han ikke helt.

Han kunne mærke at drengen her begyndte at panikke, og han smilede bare en smule over det.  Så han vidste hvad der skulle til at ske nu? Godt nok. Og hvis Niklaus vidste hvad drengen tænkte, at Niklaus var syg i hovedet, vil han bare smile over det, og ignorere det. Han var ligeglad med, hvad andre syntes om ham. De kunne tænke lige det de ville. Han var som han var, og vil altid være det, lige meget hvad, da han havde lært det var sådan her man skulle være. Havde lært det både af sin far, som havde gjort med ham som han ville, og så også af sin skaber, som havde vist ham at alle og en hver her i livet ikke var andet end ens personlige legetøj, som man kunne gøre med som man lystede, og Niklaus vil også havde de lystrede ham mere eller mindre dem han havde fanget.

Da Niklaus trængte op i ham, smilede han over det drengen gjorde. At han lod sin pande mod hans ene arm nok fordi det gjorde ondt på ham, regnede Niklaus lidt med. Han lod ham gøre det uden at sige noget til ham om det, da det jo ikke skete noget ved, at han gjorde det. Han bevægede sig i et meget hurtigt og hårdt tempo oppe i ham lige nu, og nød det selv utrolig meget at mærke drengens røv om sin pik lige nu. Han nappede ham let i halsen uden at bide igennem. "Så slemt er det her da heller ikke, er det vel?" sagde han imens han fortsatte med at bevæge sig. Vidste godt at det altid gjorde yderst ondt i starten, men for det meste vil den smerte sænke sig en smule efterhånden, og blive erstattet af mere nydelse, da de fleste havde et utrolig sensitivt punkt der oppe, som vil gøre at man nød det her selvom man nok ikke rigtig ville. Han skulle skam nok lære denne dreng her at nyde det her og at være lydig.

Dette var noget Jupiter aldrig havde slået en tanke mod. Men nu hvor han pludselig var i det uden at have noget at skulle have sagt. Måtte han indrømme at det var forfærdeligt. Skuffet var han ikke - han havde ingen forventninger haft til noget som helst. Han kunne dog ikke sammenligne situation med nogen anden.
Smerten blev heldigvis ikke værre, tværtimod aftog den sig langsomt. Ændrede sig til noget overraskende nok mere rart. Dog vendte svimmelheden også tilbage i takt med at hans puls steg og mængden af blod i hans krop havde svært ved at følge med. Han ville desuden ikke overfor vampyren vise hvad han synes om hans handlinger. At have afsløret smerten ved det til at begynde med havde været et nederlag nok i sig selv for Jupiter og han ikke i sinde at lade vampyren få æren af flere ting.

Han bed tænderne sammen i en knurren, og rykkede på sig i irritation, da mærkede vampyrens tænder ved sin hals. " .. klap i " Snerrede han kort, og havde måtte tage et par sekunder før han kunne svare. I et forsøg på at have en smule kontrol over sin stemme, der i en tung vejrtrækning var svær at finde frem. Han holdt stadig stramt om lænken med sin ene hånd men slog så badre blikket ned mod gulvet. Han måtte finde sig i det, i det mindste var det ikke ulideligt længere. Nydelsen holdt han inde, og afslørede kun for vampyren at det hvert fald ikke længere gjorde så ondt. Hans vejrtrækning var dog stadig tung og han bed sig i læben for at holde et par støn tilbage han nægtede at lade slippe ud. Han kunne bare håbe på at vampyren snart stoppede.

Niklaus var begyndt at mærke på Jupiter, at han begyndte at slappe mere af, om end bare en smule, så det måtte vel betyde, at han ikke havde så ondt mere over det her. Niklaus smilede for sig selv af det, og var godt tilfreds med det lige nu. Han kunne høre Jupiters puls stige nu, hvilket nok var tegn på en smule nydelse i denne her situation nok, da han tvivlede på, at det var helt af frygt eller noget andet i den dur.

Han hørte godt at Jupiter knurrede, og sukkede bare over det. Han skulle skam nok få knækket den her dreng. Han skulle være hans lille kæledyr, og han var jo i forvejen et dyr på en måde, da han var halv navajo, som han tydeligt kunne lugte på ham. Dog om Jupiter kunne forvandle sig til et dyr, det anede Niklaus ikke. Da han så valgte at sige klap i, knurrede Niklaus af ham. "Hvis der er nogle her som skal tie stille er det dig, og man taler heller ikke sådan til sin Herre, og man svare på det spørgsmål man bliver stillet." knurrede han. Skulle nok tvinde det ind i hovedet på drengen så han ikke vil glemme det igen.

Han fortsatte med at bevæge sig oppe i ham, i et godt stykke tid inden han var tæt på at komme. Han fortsatte yderligere 5 min inden han kom oppe i ham. Trak sig roligt ud af ham igen og klaskede ham en enkelt gang hårdt på røven, så man kunne se omridset af hans hånd der. "Når skal vi fortsætte med det her, eller er du ordentlig så du kan komme ned?" spurgte han med en rolig stemme. Han vil dog komme ned selvom han sagde han ikke var ordentlig. Han havde planer om at smide ham i bad, selvfølelig i sit badekar, så han kunne bruge det imod ham. Han tog roligt fat om nakken på ham, og fik slæbt ham med oven på, og ud på badeværelset, hvor han låste døren, og tog nøglen så drengen ikke vil kunne smutte ud her fra igen. Han gik over og fulgte vand i det, og så så roligt på Jupiter. "Smut ned i det." sagde han roligt, og hvis han nægtede, vil han blot blive tvunget til det.

" De er ikke min herre og vil aldrig nogensinde blive det.. " sagde han kort, endnu engang i en knurrende tone. Han havde ikke tænkt sig at adlyde ham. Ingen ville have sådan en magt over ham. Jupiters stolthed fyldte for meget. Hans knurren slap ikke op med det samme og blev egentlig til sidst mere eller mindre bare til en irriteret brummen.
Det føles som en evighed at det varede ved. Følelsen af vampyren gjorde ingenting for Jupiter der kunne beskrives positivt. Tværtimod gav det ham kuldegysninger om tanken om hvad der foregik og hvad han indtil nu havde udsat ham for. Han blev dog lettet da der endelig var en ende på det.

Han hvæssede dog kort da han fik et ordentlig klap i røven og vendte kort blikket mod vampyren med et irriteret udtryk. " Gør hvad de vil.. har ikke tænkt mig at lytte til dem anyway... " sagde han så bare kort i en snerren og fjernede sit blik igen. Rettede det mod sin plet på væggen. Vampyren kunne true ham alt hvad han ville, det ville ikke få ham til at skifte mening eller ændre adfærd. Hans vejrtrækning begyndte efterhånden at blive mere rolig og svimmelheden aftog en smule. Han satsede på at det betod, at der var mere blod i hans krop igen.

Det kom kort som et chok da han pludselig blev slæbt afsted ud fra rummet og med ovenpå. Tænkt engang. Jupiter havde ingen fornemmelse om hvor i området han befandt sig men det var vel i princippet også lige meget, når han engang slap væk kunne han tage stilling til sin stedsans. Han gik dog i stå i alle bevægelser og tanker da han blev slæbt ind på et badeværelse og vampyren satte gang i at fylde et badekar. Han forsøgte at skjule angsten der allerede var boblet ham helt til hovedet og han kunne ikke bevæge sig ud af stedet. Så som limet til gulvet blev han hvor han var med blikket mod vandet.

Niklaus så bare på ham, og smilede over det som Jupiter sagde, at Niklaus aldrig nogle sinde vil blive hans Herre. Det var de dog i mellemtiden to om at bestemme, og Niklaus skulle skam nok knække knægten her, så han vil se ham som sin Herre, om det så var frivilligt eller ej, det var for Niklaus helt lige meget, så længe vedkommende opførte sig ordentlig. Han tog sig dog ikke rigtig af Jupiters knurrende tone, men han skulle nok få ham lært, at man ikke knurrede af ham på nogle som helst måde. Han stoppede ham ikke i at knurrer, og hørte senere at det forvandlede sig til en irriteret brummen i stedet for. Han sukkede kort af det, men ellers hverken sagde eller gjorde han noget imod det. Han skulle nok lære ham det senere.
Hvis Niklaus ikke allerede havde drukket en hel del af drengens blod i forvejen, så var det helt sikkert, at han havde bidt ham nu, for at drikke imens han kneppede ham hårdt i røven, ligeglad med om Jupiter her syntes om det eller ej. Han kunne svagt mærke at knægten vist blev lettet, da han var færdig med det her, og havde trukket sig ud igen.

Da han gav ham et klask i røven, hørte han tydeligt hans hvæs, og knurrede over ham. "Ikke hvæs." knurrede han af ham. Lyttede til det han sagde, og smilede over det. Så an mente altså ikke, at Niklaus vil kunne knække ham eller hvad, siden han måtte gøre hvad han ville? "Fair nok, så gør jeg hvad jeg vil. Havde jeg dog tænkt mig at gøre anyway." sagde han roligt mens han så lige på knægten. Han havde roligt lukket sine bukser igen, inden han pillede Jupiter ned fra kæderne.

Da de var kommet op på badeværelset, så han roligt på Jupiter med et roligt smil. Han kunne faktisk lugte at drengens frygt var begyndt at dukke op, selvom han prøvede at gemme det væk. Han sukkede over ham, da han valgte at blive stående, og gik med faste skridt over til ham. Tog hårdt fast om hans nakke, og trak ham med over til badekaret. "Kravler du selv ned i det, eller vil du også have hjælp til det?" spurgte han med en hård tone. Hvis Jupiter ikke gjorde mine til selv at kravle ned i det, vil Niklaus løfte ham ned i det.

Han måtte indrømme at han aldrig nogensinde før i sit liv havde følt sig så svagelig. Både på grund af sin halv drænede krop men også fordi det tog hårdt på psyken at være overmandet af en simpel vampyr som denne. Han havde nedlagt vampyrer der var ud over ens fantasy og det bed en i stoltheden så ikke at være i stand til at gøre det samme nu. Han havde dog ikke tænkt sig at lade ham knække ham. Aldrig.

At kæmpe imod var ikke længere en mulighed eftersom han slet ikke havde kræfterne til det. Han var udkørt og svimmel, helt og aldeles slet ikke ved sit fulde fem. Så i stedet for at slå fra sig i beskyttelse af sig selv måtte han lukke af for omverdenen og simpelt være i hvad der skete uden egentlig at være der. Han ignorerede vampyren fuldt ud med alt hvad han sagde og gjorde. Han kunne være noget så ligeglad, om det så ville ende med at slå ham ihjel. Han frygtede ham ikke, smerten kunne man finde sig i. Det var dog først da de nåede badeværelset at det gik op for Jupiter at de facader han kunne bygge op også var mulige at rive ned igen.

Han bed tænderne hårdt sammen med en knurren da han blev revet hen til badekaret. Han skævede mod vandet før han bed sig i læben og rystede på hovedet, placerede sine hænder mod kanten af karet for at holde sig selv på afstand. Han ville ikke ned i det. Bare tanken om det fik en rysten igennem hans krop. Det var nu han skulle være stærk og være ligeglad - men noget stoppede ham og fyldte ham med angst. Han holdt sit blik væk fra vampyren. Han behøvede ikke se hans ængstelige blik, lyden af hans hurtige puls afslørede fint for sig selv hvor en skidt situation Jupiter var i.

Niklaus stod roligt og så på Jupiter som tydeligt var ved at gå i panik lige nu over vandet. Niklaus var sikker på det var vandet, da han jo kendte til Jupiters frygt. Da Jupiter valgte at ryste på hovedet da han fik besked på at hoppe i vandet, sukkede Niklaus over det. "Skal det virkelig være på den måde vi leger?" spurgte han med en skuffet stemme. Dog var han lige glad om han selv gjorde det, eller at han skulle tvinges i. Begge ting kunne fungere helt fint for ham nemlig. Uden problemer. Han greb fat om Jupiter, og tvang ham ned i vandet, og ned at side. Så roligt på ham med et lille smil. "Ok vi kan begynde langsomt ud, da jeg kan se hvor lidt du bryder dig om at være her i. Vi kan igen prøve med dit navn?" sagde han, og vil Jupiter ikke sige det, vil Niklaus tvinge ham ned under vandet med hovedet også, og holde ham nede i 1 minuts tid, inden han vil lade ham komme op igen, og spurgte ham om det samme igen.

" Er ikke med på deres leg.." sagde han så bare kort med en mindre knurren. Jupiter havde godt nok selv tidligere tvunget vampyren til at deltage en smule i hans leg. Men Jupiter var i dette tilfælde ligeså dobbeltmoralsk som han plejede og følte slet ikke at han havde behov for at være en del af vampyrens leg. Han følte nærmest hans hjerte sprang et slag over da han pludselig blev tvunget op og ned i vandet, han havde håbet at tiden kunne have gået en smule langsommere . " Slip mig! " hvæssede han hidsigt men angst og han slog ud efter vampyren med sin albue mod hans ansigt, idet han vred sig så meget, som han havde kræfter til. Han nåede også at bide ud efter vampyren men ikke en handling der lykkes rent faktisk at få fat i ham. Det hele i et forsøg på ikke at komme ned i karet.

Vampyren skulle nok forberede sig på selv at blive drivvåd hvis han fortsatte med sin tvang for allerede nu havde Jupiter formået at vride sig nok til at vandet skvulpede rundt i karet og op ud over kanten. Følelsen af vandet andet gav Jupiter kuldegysninger, som en start, men ikke længere efter følte han nærmest at han ikke kunne få vejret, og hans vejrtrækning blev mere panisk, mens han forsøgte at komme op af vandet igen. Det var ikke det bedste tidspunkt at få et angst anfald på. Han blev nødt til at komme op - han hørte slet ikke hvad vampyren sagde og rystede bare på hovedet i et forsøg på at overbevise sig selv om at det ikke var så slemt, men intet virkede. Hans hoved var en stor bunke rod og som før hvor han ønskede at tiden ville gå langsommere, ønskede han nu at den ville gå stærkere end nogensinde før så han ville komme op af vandet.

Han tog sig ikke af, at Jupiter ikke så ud til at være med på hans leg. Han havde jo heller ikke været med på hans leg tidligere jo, så nu måtte knægten her, så lege med på hans, om han ville det eller ej. Han smilede bare lidt for sig selv, da Jupiter hvæsede at han skulle slippe ham. Dog var Niklaus overhoved ikke med på den ide endnu. Han sukkede bare da han blev våd over vandet, men sagde ellers intet til det. Havde lidt regnet med det nok a det ville ske at han blev våd over det her. Ellers vil det nok også være lidt mærkeligt, når han holdte en fyr nede i vand, som var bange for vand.

Niklaus kunne svagt mærke på Jupiter at han vist var ved at få et panikanfald over det her, og sukkede over ham. Han gav ham en hård lussing. "Svar på mit spørgsmål, og så går der ikke så længe inden du kommer op her fra. Navn?" sagde han hårdt, og så på Jupiter. Dog havde han mange flere ting han vil lære ham, men det her var det første han vil have svar på fra ham af.

Han knurrede lidt da han fik en lussing og skævede mod vampyren ud af øjenkrogen. Hvis han kunne havde han sprunget på ham i aggression men hans krop var nærmest lammet i angst over at være i vandet - ikke at han sad helt stille for hele hans rystede og dirrede. Desuden havde han stadig ikke mange kræfter i kroppen til meget andet end at eksistere og være til, at rejse sig og være i bevægelse på anden, ville kræve en del mere end han var i stand til. Indebrændt vrede var hvad han kunne formå og det ærgede ham noget så gevaldigt.

" Mit navn er ligegyldigt! " snerrede han så bare irriteret af vampyren, før han slog ud efter ham i en bevægelse han håbede kunne distrahere vampyren så han kunne komme op af vandet. Også selvom han ikke havde specielt hurtige bevægelser på nuværrende tidspunkt så kunne han ikke acceptere sig selv ved bare at gøre ingenting. Han måtte kæmpe for sin sag, selv uden egentlig at kunne. Man havde vel alle det der ekstra gear der slog til når det galt. Han ville meget gerne op før det endte galt og han kunne efterhånden fornemme at der ikke gik længe inden han slet ikke kunne være i sig selv ved at sidde her. Tanken om egentlig bare at gøre hvad der blev sagt, blev lagt på hylden for længe siden og den strejfede ham ikke et øjeblik.

Efter Niklaus havde givet knægten en lussing, kunne han godt se vreden i knægten, men smilede blot over ham. Han var ikke nervøs eller bange for, at der skete ham noget, da han alligevel havde prøvet det meste, så han var ikke bange for noget som sådan. Ikke andet end ild da det let vil kunne dræbe ham jo.

Da Jupiter igen sagde at hans navn var ligegyldigt, sukkede Niklaus af ham. "Så er det jo også ligegyldigt at du kommer op her fra." sagde han med en meget rolig stemme, og pressede Jupiters hoved under vandet. Holdt ham der i temmelig lang tid. Lige ind til han kunne se, at Jupiter næsten ikke kunne mere der nede, og så lod han Jupiter få hovedet over. "Er dit navn stadig lige meget, eller skal jeg fortsætte?" spurgte han med en yderst rolig stemme.

Jupiter skævede en smule mod vampyren der tilsyneladende kun morede sig over Jupiters reaktion på vandet. Det stak i brystet og hvert sekund blev mere og mere ydmygende for ham. Han fortrød dog ikke at han havde været kæphøj og forsøgt at slå vampyren ihjel tidligere. Det eneste han fortrød var at han ikke bare havde gjort det. Han bed sig i læben og fjernede blikket fra vampyren igen.

" Stop... Nej! " sagde han hurtigt og nåede ikke at fortsætte sin sætning før hans hoved var blevet trykket under vandet og han var ikke længere i stand til at trække vejret, vandet omringende resten af hans krop og hans ansigt. Panikken udviklede sig yderligere og han vred sig panisk under vandet. Han greb fat om vampyren arm der holdt ham nede og forsøgte at skubbe den væk så han kunne komme op igen. Dog var der ikke meget at stille op mod en vampyrs styrke på nuværende tidspunkt. I stedet borede han sine negle ind i armen på vampyren. Han håbede inderligt at han ville slippe og lade ham komme op igen. Det gjorde ondt, følelsen af ikke at kunne trække vejret strammede i brystet og gjorde det hele endnu værre end det først havde været.

Da hans hoved endelig fik lov at komme op over vandet, hev han hurtigt efter vejret - noget som fik en hosten frem i ham før han langede ud efter vampyren, ren refleks i afmagt over hvad det var han havde gjort. " Idiot.." knurrede han ud mellem sine hiv efter vejret. Han fik ikke lige svaret vampyren på hans spørgsmål det samme. " Hvad skal de bruge det til.. " spurgte han så bare irriteret, dog stadig uden at afsløre sit navn. Det skete meget sjældent at nogen fik det af vide, så hvorfor skulle en der behandlede ham sådan, havde det af vide?

Niklaus hørte ham godt sige stop og nej inden han fik hovedet under vandet. Niklaus var kold over for hvad han sagde til ham, især hvis han bedte ham stoppe, for det havde han ikke i tankerne. Han var også kold over for, at knægten vred sig panisk under vandet, og at han prøvede at få Niklaus til at slippe ved at borde sine negle i hans arm, fik Niklaus til at grine over det. Troede han virkelig, at den smule smerte vil få Niklaus til at stoppe? Hvis det var sandheden, så tog han da grueligt fejl.

Han kneb øjnene sammen og så på drengen da han havde fået lov at komme op, og valgte at kalde ham idiot. Han begyndte bare at smile over ham i stedet, og hørte hans spørgsmål. "Det er lige meget hvad jeg skal bruge det til, du skal blot lære at lystre og fortælle mig det, ellers ender du igen under vandet som før, hvis ikke du svare mig på det." lød det, og han så på ham med en hånd om hans hals, klar til igen at skubbe ham ned under vandet hvis han ikke svarede på det, og igen holde ham der nede til han kunne se at knægten ikke kunne holde til mere af det.

Jupiter trak tiden ud ved ikke at svare med det samme, og håbede at det kunne købe ham mere tid til at få en smule mere kontrol over sin vejrtrækning. Han frygtede at skulle under vandet igen og en stemme inden i ham skreg at han bare skulle lukke munden op og fortælle vampyren hans navn. Men han havde ikke lyst til det, så overvejelserne sprang med det samme i anden retning. om han kunne lyve sig fra det og sige et andet navn - han kunne dog ikke få sine tanker til at falde til ro i panikken over situationen så at komme op med et nogenlunde realistisk navn på nuværende tidspunkt var ikke muligt. Han havde problemer nok med bare at skulle sige det han vidste han hed.

Han skævede i stedet bare kort mod vandet mens han sad og dirrede i angst over hvad der ville ske. Han håbede at vampyrens tålmodighed snart løb op og at han ville rive ham op af vandet igen. Jupiter var ikke sikker på hvor længe han kunne holde ud at være her. Bukke under for angsten og fortælle sit navn. Adlyde hvad vampyren havde at sige. Hvis det kun krævede hans navn, at han ville komme op af vandet, kunne han vel ligeså godt bare sige det og komme op. " Okay fint.. " sagde han så bare hurtigt i håb om at han ville nå det inden han røg under igen - det havde han nemlig ikke lyst til. Slet ikke. Hele hans krop gjorde ondt men det var en psykisk smerte.

Niklaus begyndte at blive en smule utålmodig over Jupiter som ikke svarede ham, og han overvejede kraftigt, at få ham under vandet igen. Måske vil det hjælpe knægten til at sige sit navn hurtigere. Eller det var da det som han håbede på. Han greb hårdere fat om hans hals, og skulle lige til at skubbe ham ned i vandet igen, da knægten endelig sagde okay fint. Niklaus smilede lidt over ham, og så roligt på ham. "Godt. Fortæl mig dit navn, og du er tættere på at vil komme op her fra." sagde han roligt. "Og lad vær med at være for længe om at svare på det, ellers havner du under vandet igen." sagde han i en hård tone, og så på Jupiter. Ventede på hans svar.

Han bed tænderne sammen i irritation, mens han knurrede, før han så bare kort rystede på hovedet. Det var forfærdeligt at han skulle få sin vilje på den måde men Jupiter kunne simpelt hen ikke holde vandet ud længere. Han gik dog i stå da ordet 'tættere' blev nævnt. Så han var ikke engang garanteret at komme op herfra hvis han sagde sit navn. Så nyttede det jo alligevel ikke noget. " Kun tættere på? Jeg skal op.. nu. " fik han fremstammet, igen med en lav knurrende lyd. Vampyren kunne da i det mindste være bare en smule fair - men Jupiter havde lidt lugtet lunten, der var ingen former for fair spil i den her leg.

Hans blik hvilede mod vampyrens ansigt og det var tydeligt hvordan vreden og angsten kæmpede mod hinanden i hans store lilla øjne, som nu var mere tydelige efter at hans hår ikke længere var ivejen. Det hang nemlig nu vådt ned over hans pande. " Håber de er klar over at det ikke er dem der skræmmer mig " sagde han så med et hvæs i en rystende stemme. Vampyren skræmte ham ikke. Det var vandet der gjorde det.

Niklaus så bare på ham da han sagde, at han skulle op nu. "Rolig knægt. Svar på det, og så skal du nok komme op hvis du opføre dig ordentlig, ellers er det direkte tilbage i vandet igen." sagde han, og smilede til Jupiter. Hvis Jupiter vil sige sit navn, skulle han skam nok komme op her fra. Niklaus hørte det næste han sagde, og smilede over ham. "Jeg ved godt du er mere bange for vandet lige nu, men husk på, jeg kan putte dig ned i det, og hvis du ikke ønsker det, så foreslår jeg at du begynder at lystre mig." Hans stemme var let truende lige nu.