✶ You know you should have stayed home (Niklaus) - xxx

Han fjernede så bare blikket fra vampyren og rettede det ud i luften. Irriteret rynkede han næsen lidt. " Jupiter.. mit navn er Jupiter.. " sagde han så bare kort lidt, stadig med samme skælvende stemme som tidligere, og håbede virkelig på at det ville være fint for vampyren og at han så ville få lov at komme op. Han kunne ikke holde det ud mere, men kunne vel ligeså godt forberede sig selv på at skulle tilbage før eller siden - hvis så lidt som hans navn kunne få vampyren til at reagere sådan hvad ville han så ikke gøre hvis Jupiter nægte andre ting?

Han forsøgte at skubbe sig op af vandet, han nægtede at være der længere. Det var en ufattelig mange gange værre end nogen former for kropslig afstraffelse. Kunne han ikke have fundet andre metoder end det han frygtede mest, det var som om han nærmest vidste det - men hvordan skulle han kunne vide noget som kun Jupiter selv vidste? Han knurrede bare lidt ved tanken og skubbede det væk, spild af tid. Skaden var sket og vampyren vidste nu en vej at få ham til at høre hvert fald bare en smule efter. Om det varede ved vidste han ikke, han kunne bare håbe på der intet mere skete der var værd at ende her for.

Niklaus ventede på drengen sagde sit navn, og smilede da han fik det af vide. Så han hed altså Jupiter? "Se var det så slemt at fortælle sit navn?" spurgte han, og havde godt kunne høre den skælvende stemme drengen havde. Det var tydeligt for en hver, at Jupiter ikke kunne lide situationen. "Du kommer op hvis du kan svare på hvad jeg er. Og jeg mener ikke min race her." sagde han, og så lige på Jupiter. "Hvad er jeg i forhold til dig?"

Han sukkede over ham, da han prøvede at komme op, og holdt ham nede end til han svarede på det, og vil så lade ham komme op af vandet, hvis han svarede rigtigt på spørgsmålet.

Jupiter bed sig i læben for ikke at den også skulle bævre i angst ligesom resten af hans krop gjorde i vandet. Hans navn var normalt aldrig noget han gav ud til folk - ikke medmindre det ved et uheld røg over hans læber eller at han havde fået en god grund til det. At blive tvunget til det på denne måde var slet ikke en god grund og han ønskede ikke at en person som denne vampyr kendte til hans navn. Tværtimod.

Han skævede lidt mod vampyren, da han stadig ikke fik lov at komme op af vandet. En kort irritabel snerren kom fra ham, før han slog blikket væk igen ved vampyrens ord. Han havde alligevel ikke lyst til at kigge på vampyren mere end højest nødvendigt.
Spørgsmålet var simpelt og slet ikke besværligt for Jupiter at besvare. " hvad de er? " sagde han så kort og måtte holde en pause, for at kunne få vejret ordenligt. Hans vejrtrækning var helt ude af kontrol, både efter at have været under vandet, men også på grund af den angst der forsøgte at kvæle ham. " Easy.. En psykotisk vampyr, med kvalmende lyster.. de er ingenting i forhold til mig.." sagde han så bare i en knurren. Andet var der ikke i det, det var hvad Jupiter så - om vampyren forventede et andet svar. Tja, det var hans eget problem. Jupiter holdt sig selv oppe ved hjælp fra sin ene arm, som dog rystede under ham og flere gange var ved at glide i det glatte bad. Så meget af hans krop han kunne holde over vandet, jo bedre.

Han betragtede roligt Jupiter lige nu, som tydeligt var ved at gå i panik, og vist bed sig i læben for den ikke bævrede som resten af kroppen gjorde det. Lige nu ventede han på at Jupiter bare svarede på hans spørgsmål med, hvad han var, og han var næsten sikker på, at Jupiter ikke havde det rigtige svar på hans spørgsmål, og det fandt han også hurtigt ud af da Jupiter svarede ham. Han blev i den grad ikke glad for hans svar, og hans øjne lyste svagt rødt. Han tog en dyb indånding, og hans øjne blev normale igen. Han hev Jupiter op af vandet. "Egentlig er det ikke det rigtige svar knægt. Jeg er din Herre nu." kom det fra ham. Han havde stadig fat om knægtens hals, dog var han over vandet, men i en hurtig bevægelse var han under det igen. Han holdte ham der, til lige inden han vil besvime af mangel på luft, og så hive ham op igen, og smide ham på jorden foran sine føder. Han så ned på ham, og sparkede let til ham med foden. Satte sig på hug foran ham, og så ned på ham. "Hm jeg kunne også bare forvandle dig, og så håbe på, at du vil blive mere lydigt når du bliver mit barn." sagde han med en overvejende stemme. Det var dog kun for at true ham. Han havde ingen planer om lige nu at gøre ham til sit afkom.

Jupiter kunne med det samme fornemme at vampyren slet ikke var glad for det svar han kom med. Han havde måske nok godt set den komme, men der var ikke meget at gøre ved det. Jupiter havde ikke tænkt sig at kalde vampyren for herre. Aldrig. Han tog sine hænder op mod sin hals, og han forsøgte at løsne vampyrens greb da han løftede ham op fra vandet. Et øjeblik satte han pris på det, og fik et strejf af håb om at komme op af vandet. Den drøm blev dog knust da han få sekunder efter var under vandet igen - ude af stand til at få sig kæmpet op. Meget mere modbydeligt og uudholdeligt end første gang.

Han kæmpede under vandet og mens han forsøgte at komme op, holde vejret og ikke drukne, rev han vampyren over armen. Også selvom han vidste det nok ikke ville hjælpe og at det bare ville hele kort efter. Men at gøre et forsøg gjorde vel ikke noget. Det stak i brystet, nærmest som en indvendig ilde brænd af længsel efter ilt til sine lunger men intet var der at gøre. Hans krop trak sig sammen og lige som hans krop skulle til at give efter, røg hans hoved over vandet igen og han gippede efter vejret. Bemærkede slet ikke slaget fra det hårde gulv da han landede på gulvet foran vampyren. Han hostede, og hev efter vejret nogle gange. Den eneste reaktion han havde på det spark han fik var at rykke sig lidt til siden. Andet ville der ikke komme frem i ham før han havde fået vejret ordenlig igen.

Han slog øjnene op, og skævede mod vampyren da han sagde hvad han sagde. Det skulle Jupiter ikke nyde noget af. " de kan lige vove.. " mumlede han lavt, hæst og med en knurren gemt bag ordene. Han havde ingen planer om nogensinde at skulle blive til sådan et bæst - så hellere dø. Han rykkede lidt på sig og tog sig til halsen med et irriteret udtryk. I det mindste var han ikke i vandet mere.

Niklaus kunne se håbet i Jupiter da han blev løftet op af vandet, og han smilede da han hurtigt knuste det håb, og elskede de. Han tog sig ikke af, at han kæmpede imod, og holdt ham blot nede i vandet uden noget, lige til han tog ham op og smed ham på gulvet.

 Da han sad foran Jupiter, så han roligt på ham, og hørte det han mumlede og smilede over det. "Det lyder som om du vist ikke er så meget med på den ide hva? Hm well så foreslår jeg så sandelig, at du begynder at opføre dig ordentlig, med mindre du vil ende som mig. Jeg ved du ikke kan lide vampyrer, det er helt klart når du sådan jager dem. Dog vil jeg gerne vide hvorfor du mener, at vi ingen ret har til at være her?" spurgte han med en fast stemme.

Han fik rystende sat sig op, mens han forsøgte at få kontrol over sin vejrtrækning. Han havde svært ved at se hvad vampyren ville få ud af alt det her. Ikke at nogen grund ville være god nok, hvert fald ikke i Jupiters verden. Han rynkede kort næsen lidt ved vampyrens spørgsmål og kort kom et lille smil frem over hans læber. " Det kommer ikke dem ved.. " sagde han så bare kort. Der var ikke som så en specifik grund til hvorfor vampyre skulle udryddes. Det var hans job, og sådan havde det altid være. Selvom han til tider efter at have været flygtet fra Rusland, havde svært ved at finde sig til rette i den nye verden han næsten følte han var kommet til - så var det følelsen af at nedlægge en vampyr der gav ham det rus han havde behov for. Og på sin vis fik ham til at føle sig hjemme. Det var hvert fald det eneste der mindede ham om hjem.

" Men en eller anden dag vil de også se enden.. " sagde han så lige kort og skævede op mod vampyren fra bag det våde hår. " Og jeg vil med glæde være den der skaffer dem af vejen.." - når han altså fik fat i sine våben igen. Det var som om en del af ham var blevet fjernet. Hans våben betød mere end noget andet og var hans kilde til overlevelse og velbehag.
Han fik efterhånden lidt mere styr på sin krop, en svag rysten bød sig stadig men ikke en kontant rysten. Han var ikke længere ved at drukne, og vandet var ikke i syne sådan som han sad på nuværende tidspunkt - dog sad frygten for at ende der igen, stadig i ham. Forhåbentlig havde vampyren ikke i sinde at putte ham derop igen. Han kunne kun håbe på at han kedede sig - og bare lade ham gå.