That Was Unexpected? (Ashley White)

Hun hævede brynene en smule, som kommenterede at det kunne blive meget interessant. Morgan vidste tydeligvis hvilke ord han skulle bruge, for at fange en andens opmærksomhed, eller i hvert fald vidste han hvordan han skulle fange Ashley, men om han gjorde det bevidst eller ubevidst, det anede hun jo ikke. Han virkede ikke som typen der sagde det ene, for at gøre sig selv mere spændende.

,,Really?" Spurgte hun ham dæmpet, næsten i en hviskende tone, da det næsten virkede som om at de snakkede om noget forkert. Der hvilede et lille åbnet smil på hendes læber og det var tydeligt at se på hende, at hun gerne ville vide mere; hendes øjne strålede, og hjertet var også begyndt at slå en smule hurtigere end normalt. Turde hun spørge hvordan? Der var trods alt mennesker omkring dem og hun anede jo ikke hvordan eller hvorledes. Hun forblev siddende i stolen, men til, som nysgerrigheden vandt, flyttede hun atter på sig og lænede sig dermed ind over bordet og kom igen hen imod ham. ,,How?" Spurgte hun, stadigvæk i den der lave tone, nærmest helt uskyldigt.

Da de var rimelig tæt på hinanden, smilede han lidt mere og sagde drilsk: "You're very curious.... Adventurous.... I like it...."
Hvis der var noget han elskede så var det at prikke til folks nysgerrighed så de kom lidt uden for deres normale rammer og tillod sig selv at se verden med nye øjne.
"How?..... I will let you try for yourself..... If you dare..... Look into my eyes..... If it feels too powerful, all you have to do is look away..... Do not worry it only happens within so no one here will notice......"

Så satte han sig til rette med albuerne mod bordet og så hende meget intenst i øjnene. Valgte hun at prøve, ville hun snart kunne se en lilla farve hvirvle rundt i hans øjne og snart ville verden blive sløret og han kort efter ville ligne hvad end hendes hjerte gemte som det dybeste begær. Meget kort efter kom følelsen af det også

Ashley smilede en smule over hans enkle ord; det var sandt, så sandt som det overhovedet kunne blive! Hun var nysgerrig og eventyrlysten, og elskede at lære og prøve noget nyt, også selvom hun vidste at det kunne ende galt på den ene eller anden måde. Hun overvejede tit situationerne og de mange mulige konsekvenser, ja det var ingen underdrivelse at sige at hun overtænkte det hele, og selvom sandsynlighederne endte med at pege mest imod det farlige, så sagde hun sjældent nej, hvilket var åndssvagt, og hun vidste det jo godt, for hun havde ikke det der skulle til, hvis hun skulle forsvare sig, eller nogen anden for den sags skyld.

Hun fugtede læberne og lyttede til Morgan forklare hvordan hun skulle gøre, og hvordan hun samtidigt skulle gøre hvis det blev for meget - turde hun? Det var selvfølgelig betryggende at vide, at ingen ville lægge mærke til det, men hun vidste jo egentligt ikke helt hvad hun måske sagde ja til. Hun gav et lille nik for sig, som i at hun havde forstået hvad han sagde, og derefter lod hun de grønne øjne lande i hans nøddebrune.

Der gik ikke mange sekunder før hun så farveændringen i hans øjne og samtidigt begyndte omgivelserne omkring Morgan at blive sløret. Det var en … mærkelig følelse der ramte hende i starten, men ikke ugenkendelig; hun havde følt det før, sammen med Zachary og deres første og indtil videre eneste gang. Og meget hurtigt begyndte følelsen, som om at han faktisk var der og gjorde nogle enkle ting ved hende, at ramme hende; hans hænder og læber imod hende, på bestemte dele af kroppen og til sidst.. Hun blinkede og slog blikket væk fra Morgan. Hendes hjerte bankede som en galoperende væddeløbshest og det var tydeligt at se på brystkassen, ja ganske kort frygtede Ashley næsten af Morgan kunne høre det. ,,What the.." hviskede hun svagt og kikkede en smule overrasket ned af sig selv. Hun havde spændt helt op i kroppen og knæene var blevet presset tæt imod hinanden.

Morgan lod hende opleve det så længe hun ville, da han ikke havde nogen intention om at stoppe det selv. Nu havde han jo fortalt hvordan hun selv skulle stoppe det hvis det blev for meget.
Som det skred frem, blev det meget hurtigt klart for ham hvorfor hun havde spurgt som hun havde hvilket kun bekræftede hans mistanke.
Ikke at det generede ham.

Som hun kiggede væk, blev Morgans øjne sin normale farve inden han rakte hende sit glas med kildevand og sagde roligt:
"So that is why you asked about Angels.... Zachary seems to be a very lucky man.... Do not worry it is perfectly fine..... I will not tell anyone..... That was one of my abilities...... How was it?...."

Egentlig vidste han det jo godt men samtidig ville det hjælpe hende at udtrykke det selv. Det ville gavne hende med at få følelserne under kontrol fra så en intens oplevelse. Det var jo heller ikke nogen normal ting at få sådan en oplevelse fra en Djævel specielt ikke når man nu var så intim med en Engel. Det var heller ikke sikkert at Zachary ville se på det som bare en ny oplevelse

Kunne hun lide det? Havde hun hadet det? Og hvor grænseoverskridende havde det egentligt lige været? Ashley vidste ikke hvad hun skulle sige, ej tænke, og det var også derfor at hun til at starte med bare sad og kikkede ned i skødet på sig selv. Havde hun sagt noget? Havde folk kikket på hende? Hans ord fik dog brudt de mange tanker, og da hun havde hørt glasset blive placeret på bordet foran hende, havde hun slået blikket op på det . Var hun tørstig? Egentligt ikke, men alligevel havde hun ladet begge hænder glide om glasset og derefter, ganske forsigtigt, løftet det op og placeret det foran læberne og taget en lille tår.

Hun havde smilet svagt over hans ord; nu vidste han hvorfor hun havde spurgt ind til engle. Og han synes at Zachary var en heldig mand? Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle tage dette, men det da fået smilet til at vokse en smule mere. ,,It was…" Hvordan havde det været? ,,..Unbelievable - weird, but also so… so good?" Det blev sagt med et svagt lille genert grin. ,,Is it wrong that I think that?" Spurgte hun derefter, for hun vidste ærligtalt ikke hvordan hun skulle føle eller tænke omkring det.

Han fastholdt sit blik på hende imens han lyttede til hendes ord, hvorefter han selv tog en tår af sit glas. Det havde tydeligt påvirket hende meget og muligvis også mere end hun selv havde forestillet sig.
Da hun så beskrev hvordan det havde været, smilede han roligt og nikkede en gang.
Ligeledes da hun spurgte ham om det var forkert, rystede han så på hovedet og satte sig lidt til rette inden han forklarede sig:

"Wrong? Why would it be that?.... You have not chosen your own deepest desires..... They are formed by what is hidden within you,
combined with a series of events around you..... I know some would say that kind is wrong.... But it cant be wrong if that is how your deepest emotions are... You dont decide your own emotions or desires...."
Det var også en måde for ham at åbne hendes sind for hvad mange ellers ville gemme væk

,,I dont know..", lo hun dæmpet og lod samtidigt en hånd glide op til hendes ansigt, for så at fjerne en lille tot om bag øret, som var gledet i vejen. Det gav jo meget god mening det han sagde, nu hvor hun lige tænkte det igennem, men det var måske selve oplevelsen der fik hende til at tvivle på sig selv, om hvorvidt det var rigtigt eller forkert. Hun vidste jo at alle havde lyster, både på den ene eller anden måde, blidt eller hårdt, uforpligtet eller ej - og som den Bambi på glat is hun var på området, så var det vel også klart at hun ikke havde de mærkeligste idéer om at blive bundet eller andet.

,,Do you use your abilities when you talk with your clients?" Spørgsmålet var egentligt bare fløjet ud af hende, og hun havde da også skævet en anelse væk, da hun hurtigt tænkte over hvor stikkende det måske kunne lyde. Morgan virkede trods alt som en meget ærlig mand, og typen som ikke havde noget imod at dele selv de mindste ting, men han havde vel også grænser, eller ting hvor det bare ikke ragerede andre hvad han gjorde og ikke gjorde. ,,..You don't have to answear that.. I just thought.. Yeah nevermind." Hun sendte ham det søde lille smil, og valgte så endelig at stikke gaflen i sin tærte for at smage den. ,,Mh, delicious!" Hun følte næsten ikke at hun havde spist noget, men alligevel følte hun sig propmæt..

Først tænkte han over hendes spørgsmål men nåede ikke at svare inden hun nærmest havde undskyldt for sig selv. Dette gjorde at han slog over i et varmt grin inden han rystede på hovedet og sagde:
"It is perfectly fine to ask.... You can't know until you ask.... But no i dont use my abilities with my clients... I may be a Devil but i take my work seriously....."

Så tog han selv en bid af sin tærte imens han kiggede lidt indgående på hende og sagde:
"Indeed it is.... Tell me.... You said you thought something about my abilities in regards to my clients.... What were those thoughts?
I would love to hear"

Hun smilede over hans rolige håndtering af hendes spørgsmål, dertil kaotiske forsøg om at komme uden om det igen. At Morgan ikke brugte evnen, kom måske en smule bag på hende, men så igen, hvad vidste hun? ,,…And I would never think you didn't take your work seriously" Nåede hun lige at kommentere, bare lige i tilfælde af, hvis han havde tænkt det.

De begge endte med at tage en bid, og som Ashley tyggede og nød den søde smag, stillede Morgan hende et spørgsmål. Hmm, kom det dæmpet fra hende, samtidigt med at hun lige gjorde tegn til at hun skulle tygge færdig. ,,Well… I just thought that... maybe it was a good thing to… you know, know? A persons deepest desire may reveal much more about one, than the person perhaps think.." Hun trak en smule overvejende på skuldrene. Det var i hvert fald hvad hun havde tænkt, men om det bare var hende der synes det, var hun ikke helt sikker på. ,,..At least that's what I think. I don't know - you are the psychologist after all."

Han nikkede til hendes svar som han tyggede af munden og tog en tår vand. Det var jo en logisk måde at se på det, hvis ikke man kendte mere til Morgan.
"You are perfectly right, it reveals alot about a person and why they work as they do....It would be a very efficient way.... But it cannot reveal what may have happened since a person have ended up where they may be.... Or what have been done to them...... Secrets they may not want out but are fully aware of.... My job is also making them comfortable enough for them to tell me such things by themselves...."

Så fik han en idé til en måde at forklare det på der muligvis ville gøre hende forlegen. Men det ville give hende et indblik i både ham men muligvis også hende.
"Imagine you and Zachary knowing all about each other.... Imagine knowing his touch way before he feels your body... Would it not be a far more rich experience if you have to explore each other"

Ashley lyttede. Det gav mening, hvilket hun var glad for at høre, men som Morgan forklarede, gav det også bedre mening at han lod folk åbne sig selv op og fortælle muligvis baggrunden for vedkommendes dybeste lyster.

,, Wha...?" Hun havde stoppet sig selv inden hun rigtigt var begyndt. At Morgan valgte at lave et eksempel, og så endda omkring Zachary og hende, kom lidt som en overraskelse for hende. Dog var hun sikker på, at hendes reaktion ikke var en direkte overraskelse for Morgan; hun havde mærket varmen stige til hovedet og en lille svag rødmen var også dukket op i hele hendes ansigt. At være "midtpunktet" var ikke Ashleys favoritting. Men hans ord havde også fået hende til at smile en smule; tanken om at vide mere om Zachary var rar, selvfølgelig, men hun var nu heller ikke bange for at indrømme at nogle ting skulle holdes privat - det de havde var trods alt meget nyt og de kendte faktisk ikke rigtigt til hinanden endnu, nej det var gået så hurtigt, og nogle ville nok sige at det var gået alt for hurtigt. ,,Indeed it would", svarede hun ham med et lille smil. ,,But when... do you then use your abilities?" Hvis det ikke var i forbindelse med hans job, hvad så? Han havde muligvis lige gjort det, men han gjorde det vel ikke ved alle fremmede som han mødte - eller gjorde han?

Han satte sig godt til rette og kørte en hånd gennem håret imens han betragtede hende. Det var tydeligt at hans ordvalg havde haft en reaktion på hans forklaring men på en måde var det jo et klart signal om at hun havde taget hans ord til sig.
"The truth is i rarely use them...... In a way i can do the very opposite of what you have just experienced.... Some people do not like when their dirty secrets gets exposed by the words of their loved ones.... So i can sometimes be a target of that anger.... But in terms of people seeing their desire in my eyes.... That is very rare these days.... Most of the time i cant think of a reason to use it"

Men han ville jo også gerne vide noget mere om hende så han satte sig lidt mere til bordet igen og kiggede.
"I talk too much about myself..... I want to hear more about you.... You asked about my abilities.... What about yours?"

Hovedet røg en smule for skrå, som Morgan begyndte at fortælle om den anden evne han beherskede. En modsætning til hvad hun lige havde oplevet og tanken om at blive udsat for det, dannede også ganske kort en klump i maven. Godt hun ikke var på hans fjendeliste, også selvom hun nu ikke forestillede sig Morgan som typen der brugte beskidte kneb og angreb på den måde - men det var måske bare hendes naive sind, han var trods alt god ved hende, og derfor virkede det direkte umuligt for Ashley at se ham være ond, modbydelig eller andet imod andre. Nej hun forestillede sig nok nærmere at det var hans charme han ville tage i brug..

Det var vel kun fair at hun begyndte at give lidt igen, nu hvor Morten havde givet så meget af ham, også selvom hun langt hellere ville høre om djævlen foran hende - ak ja, Ashley var sikker på at Morgan var langt mere interessant end hende. ,, Well I can heal any living creature, but only if I touch them." Forklarede hun med et lille smil på de fyldige læber. Taget i betragtning af, at hun var en aspara, så var evnen på ingen måder speciel - de fleste aspara'er var født med evnen til at heale levende væsner eller også så lærte de det typisk senere i deres liv. Men Ashley beklagede sig ikke, hun elskede sin evne, og at bruge den, ja generelt så elskede hun jo bare at hjælpe folk på den ene eller anden måde. ,, And I can control plants - and also feel what they feel." Det lød måske mærkeligt, og det var vel heller ikke lige til at forklare, det med at føle hvad planterne føler, men var en blomst, busk, træ eller hvad end der nu var, ved at dø af den ene eller anden årsag, kunne hun mærke det. Hun udnyttede bestemt ikke evnen til det fuldeste, men det var nok fordi hun var et fredeligt væsen.

Han lyttede meget interesseret til hendes forklaring imens han spiste endnu et stykke af sin tærte der dog snart var væk.
Selvom hun ikke selv så det som noget særligt så var det en rigtig nyttig evne at have, specielt når det betød så meget for hende at folk omkring hende skulle have det godt.
"You are actually the very first i have met that could heal.... Very very useful..... I met a man once when i lived abroad that could do something like it. He was very special..."

Så tænkte han lidt over hvordan det mon var at mærke planters følelser. Det var ikke lige fordi han før havde snakket med planter men han var dog bevidst om der fandtes folk rundt omkring der kunne mange ting med planter i den ene eller anden afskygning.
"Actually i have only heard of one other person in this city that can heal...."

Really? Havde hun nær spurgt ham. Men hun havde ikke sagt noget, derimod havde hun blot trukket en smule op i mundvigen og ganske kort skævet ned i skødet på sig selv. Det lå jo ganske rigtigt, til aspara'en at have disse evner, disse healende og naturmanipulerende evner, men de fleste af hendes artsfæller holde sig også til skoven, så det var måske ikke så mærkeligt igen. ,,A friend perhaps?" Spurgte hun så, da Morgan nævnte denne person som var speciel, men om det var for ham eller personen bare var speciel kunne hun ikke helt tyde ud fra hans ord.

Men han sagde det var nyttigt? Hvilket hun da også var enig med, men betød det noget for ham? Egentligt så vidste Ashley slet ikke, om hun ville kunne heale et væsen som Morgan.

,,Is that so? Also an aspara or..?" Havde hun spurgt lettere nysgerrigt og samtidigt rykket en smule på sig, da hun var begyndt at få lidt ondt i bagdelen over den lidt hårde stol. Ganske interesseret i hvad end hans svar måtte være, lænede hun sig en smule ind over bordet igen og kom dermed tættere på ham igen.

Han tømte det sidste af sit glas inden han smilede og nikkede svagt på spørgsmålet om det var en ven.
"In a sense yes.... I met him when i lived in Japan for some years....Over in Japan they dont have the same view on demons or devils as we do.... He owned a candy shop.... But his training and wisdom made him able to do the most wonderful things.... He could end pain, help heal wounds or even create light. Merely by using his own energy. Or Chi as they call it..."

Da han så hendes reaktion på stolen, smilede han og rejste sig hvorefter han holdt sin hånd ned mod hende. En tjener kom over til dem og Morgan betalte hvorefter han igen vendte blikket mod hende og spurgte: "Come... Let's take a walk... No need to hurt your bottom on these chairs? The park is close? Then i can tell you about him?"

End pain, heal wounds and even create light. Ashley kunne ikke tro sine egne øre. Hun gik jo op i det, så det var helt fantastisk at høre om. ,,Incredible..", sagde hun dæmpet, og manglede ellers ord for at beskrive hvordan det fik hende til at føle. Hvad havde han været? Et eller andet sted så håbede hun vel at manden havde været en aspara.

Der gik ikke mange sekunder efter hun havde skiftet stilling, at Morgan rejste sig. What now? Hun havde kikket lidt overrasket op på ham, og idet hun skulle til at spørge hvad han havde på hjertet, var en tjener dukket op. De havde snakket sammen, og til sidst havde Morgan betalt. Hun rejste sig langsomt op og som hun ville protestere, åbnede han munden. Et lille skævt smil gled over hendes læber og hun følte sig ganske kort flov, flov over at hun ikke havde skjult sin ømme mås lidt mere. ,,I would love to.." Svarede hun oprindeligt og sendte ham et lidt mere varmt smil. ,,But what do I owe you?" Spurgte hun derefter. Hun kunne ikke forlange, at han betalte hendes mad; han havde i forvejen været så høflig at tilbyde en plads ved hans bord, og afsløret så meget om sig selv, så det var vel det eneste rigtige.

Han grinede lidt som hun spurgte om betalingen hvorefter han sagde:
"Absolutely nothing.... I enjoy myself around you..... Afterall i asked for you to join me at my table and i had already ordered your meal...
Then it would be very wrong of me to make you pay that part.... I guess you can say you pay with very lovely company...."

Som de var på vej mod parken, sukkede han kort en gang og sagde:
"I believed i promised to tell you about the one healer i know...
I only knew of him back when he was.... A Devil like me.... He was ruthless.... Cold..... Evil.... He looked like a walking corpse but he was very powerful.... He could bring back the dead and took souls as payment.... But something changed.... I never found out what happened.... But he returned from some place.... Reborn as a Seraphim.... Something about correcting the evil deeds he did... A Seraphim is a very high ranking Angel as far as i know.... I dare not visit him since i do not know how he will percieve a Devil now..."

Ashley kikkede på Morgan og det strålede ved tydeligt, at hun ikke anede hvad hun skulle sige til hans ''Absolutely nothing''. Selv syntes hun at det var sjældent at man stødte på så behagelig et selskab - hun havde ikke på et tidspunkt følt sig utilpas, jo måske lige efter hun havde fået lov til at mærke hans evne, men det havde jo været selvvalgt. ,,Are you sure? I don't mind paying at all", sagde hun, bare for at være sikker. Muligvis havde han spurgt hende, og muligvis havde han allerede bestilt maden inden hun havde sat sig ned, men det var alligevel hende som havde spist det og derfor føltes det forkert ikke at gøre det, eller i hvert fald at forsikre ham at hun glædeligt betalte hvis det var. Men hun kunne nu ikke andet end at sende ham et smil, specielt over hans sidste ord.

Som de begyndte at gå, side om side, og imod parken, begyndte Morgan at fortælle. På kort tid fik han ret hurtigt givet Ashley et billede af denne mand og det lød ikke som en man ville nyde at tilbringe tid sammen med. Desuden opfangede hun måden Morgan beskrev ham som; dengang han var en djævel som mig, og dertil blev et spørgsmål dannet. Men hun ville ikke afbryde, og det passede fint, for snart forklarede han også hvad der var sket med manden, at han var blevet genfødt som noget andet, noget der var af højere rank end en engel. Det hele lød lidt mærkeligt, men det var ærligtalt fordi hun aldrig havde hørt eller læst om lignende før. ,,Do you think that he would hurt you? Even though you know each other?" Spurgte hun så, nok en smule naivt, men sådan var hun jo bare. ,,Aren't you curious about what happened and how he has it?" Spørgsmålet var vel oplagt, hun var jo nysgerrig, og sådan en der tænkte på alt og alle.

Ikke lang tid efter kunne de tage de første skridt af stien der ledte ind i den gigantiske park. En park så stor at selv visse dele af den var farligt.
Han tænkte lidt over hendes ord og sagde:
"I am not sure..... Back when i knew of him, he was ruthless beyond measure.... He was a mortal man who was embraced by Satan himself for the rage in him... I know of some of the things he have done.... He almost burned the Vatican State to the ground just because they had an object he wanted.... He wielded this blue flame that could burn even stone and metal.... He does not know me.... I think.... Back then it was a matter of you were at use to him or not if he would even lay eyes on you or kill you.... I dare not visit him if he is remotely as ruthless.... Even among Devils he was kind of a..... Boogie Man of sorts...."

Så rystede han dog tanken om hvad han kunne blive udsat for, af sig og spurgte hende:
"But in time maybe.... On a whole other note.... How was it to dine with a Devil?"

Selv mente Ashley at alle kunne tilgives, men da hun hørte at manden nær havde brændt Vatikanstaten ned for en sølle genstand, gjorde det det meget svært for hende. Hun dømte ikke manden, men sagde heller ikke til sig selv at han nok havde haft en god grund til sine handlinger. Var ordet ubarmhjertig overhovedet det rette ord at bruge, til at beskrive ham med? ,,He sounds insane..", mumlede hun dæmpet, egentligt bare for at komme med et eller andet og ikke bare gå og være stille og stirre overrasket og forskræmt på Morgan. ,,Maybe you shouldn't visit him after all. I would hate if something happened to you", afslørede hun og sendte ham så et lille smil.

,,It's was lovely", svarede hun til hans spørgsmål, og smilet bliv dertil også større. ,,To be honest, I have that feeling that I would rather stay up all night and talk about everything and nothing, than go to sleep..." tilføjede hun sekunder efter. Det var mærkeligt, hvordan en fremmede, en djævel, fik hende til at føle sig så godt tilpas. Hun håbede helt klart at de ville kunne ses igen, og ikke tilfældigt - det var bare lige hvordan hendes engle kæreste ville have det med det, at hun sås med djævel. ,,You are a really kind person Morgan.. Are you sure that you're a devil?" Hun sendte ham et drillende smil.

Han grinede let og smilede varmt inden han så kørte hånden gennem håret og sagde: "I am glad that i make you feel that way... I do not sleep all that much myself and spending time, talking to a person whose company you enjoy is always wonderful"

Da hun så spurgte om han rent faktisk var en Djævel, trak han lidt på smilebåndet inden han sagde:
"I thank you... But yes i am sure that i am a Devil... I was not made to do good in the world.... But at the same time... What is good in the world has often been defined by the Church.... But i prefer that people make their own judgment instead of a heavenly fatherfigure"

Det var først nu, at det gik op for Ashley hvor meget hun egentligt skulle kikke op på Morgan. Hvor høj var han egentligt; 2 meter? Selv var hun 170 cm, hvilket var lige lidt under gennemsnitlighøjden på en aspara, men hun fik nu alligevel tit at vide at hun var en høj ung kvinde - og hvis hun var høj, hvad var Morgan så ikke? ,,You don't sleep much?" Havde hun spurgt med et lille skævt, hvis ikke bekymrende smil. Om djævle sov, eller levede som vampyrer som ikke havde brug for søvn, anede hun faktisk ikke.

Hovedet røg en smule på skrå, som han kommenterede på hende drillende kommentar om han nu var sikker på at han var en djævel. Hun lyttede og tænkte samtidigt; hvad er godt? Det var forskelligt fra person til person. ,,But you do good things..", sagde hun efter en tavs lille gåpause og slog så blikket op på ham igen. ,,..You make me smile and laugh, and even if it's small things, it's better than doing nothing." Hun var muligvis ikke en vigtig person, men forhåbentligt forstod han hendes pointe.

Han grinede lavt inden han kort betragtede hende og sagde:
"No i do not.... It is a matter of choice often.... And it can depend on how busy i am of course... But in general my kind does not sleep all that much..."

Da hun så stoppede op og sagde de venlige ord, lod han et meget intenst blik hvile i hendes og det var tydeligt at han lyttede meget nøje.
Kort gav han hendes skulder et varmt klem og sagde så: "I am glad to hear so..... I was fortunate enough that you would make your own judgment about me even knowing what i am..... I do what i can to encourage creative, loving and free thinking.... Not all takes to well on that...."

,,If... if something is troubling you.. ", Ashley smilede skævt og skævede samtidigt ganske kort væk fra Morgan som hun forsøgte at finde de rigtige ord. ,,If you need anyone to talk to, I'll just let you know that I'm here for you Morgan." Smilet blev på læberne og ganske kort gled øjnene, hvilket fik hende til at se ganske bedårende ud. Ikke at hun troede, at han havde problemer, men en djævel kunne vel ligeså vel som alle andre levende væsner få behov for at tale med nogen, og derfra lette hjertet.

Hun vidste udemærket hvad han talte om; Ashley var selv vokset op i et hjem hvor hendes far talte ned omkring alt der ikke var en aspara. Menneskene var udelukkende det han havde forsøgt at få både hende og hendes søster til at hade, udelukkende på grund af fortiden, men dette var ikke lykkedes på nogen måder. ,,How do you feel, telling others that you are a Devil?" Spurgte hun så, med et lille spørgende smil og begyndte atter at gå igen. Selv fortalte hun der sjældent at hun var en aspara, og hvorfor vidste hun ikke, men det var vel fordi hun var vokset op med en form for norm ikke at tale højt om det.