To er ikke altid bedre end én //Zasania//

Metroen -det bedste sted at finde byens særheder.
Uanset hvad der stiger på toget overrasker det ikke de andre passagerer det mindste. For eksempel sad der en ranglet ung mand overfor Nathaniel med ansigtet skjult bag en skimaske, tydeligvis i en meget dyb og alvorlig samtale med sin legetøjs walkie-talkie presset til øret. Eller hvad med den ældre dame til venstre for cykel-pladserne, der havde tre blomstrede hatte på hovedet?
Nathaniel måtte konstatere at det kun var halvskøre mennesker der gjorde brug af offentlig transport og lovede sig selv snart at købe en bil, så snart han fik råd til én.

Nathaniel tog, ligesom alle andre i toget, sig ikke rigtig af mærkværdighederne - sendte dem bare et spekulerende blik og vendte derefter hurtigt opmærksomheden tilbage til sølv-lighteren han havde fisket op af lommen idet han steg på toget. Han lod låget på lighteren flippe op,ned, op, ned, imens hans sølv-grå øjne fulgte de svirvlende mønstre der dekorerede metallet. Det var en vane som han aldrig rigtig kunne vende sig af med, en enkelt kammerat havde engang kaldt ham for "OCD-ramt", hvilket resulterede i et par afsvedede øjenbryn og en hysterisk grinende Nathaniel.

En elektrisk knitren genlød fra togets højtaler og en mekanisk kvindestemme meddelte at de snart ankom til den næste station. Toget begyndte langsomt at sænke farten og træerne, der før kun var som fartstriber der fløj forbi vinduerne, begyndte at tynde ud og afslørede det travle byliv der var Terre.

"Endelig." mumlede han og lod lighteren glide ned i en sort bukselomme.

Med et sus strøg toget forbi Zasania. Hendes mørke hår blafrede voldsomt, og hun indåndede den tunge luft der ramte hende i ansigtet.
Hætten, der var trukket over hendes hoved, gled af hendes glatte sorte manke. En let knitren tydede på at en af ledningerne over toget trængte til udskiftning.
Kvinden, eller nærmest pigen, Zasania så hver vogn af det metaliske tog glide hurtigt forbi. Først så det ud som om det kørte med lynets hast, hvilket fik den knælange kappe der hang over Zasanias skuldre til at blafre voldsomt. Dog tog farten hurtigt af, og togets bremser skreg da det stoppede.
Menneskerne på peronnen begyndte at trykke sig frem. Alle ville med det metaliske uhyre.
Zasania sukkede, hendes velformede mund fortrak sig i et grotesk smil.
Hun rodede let igennem sit lange sorte hår, og trak kappen om sig. Hendes påklædning var aldeles ikke almindelig.
Hendes bukser var korte, nåede hende til knæ'ene' og posede. Fra knæ'ene og ned var bundet noget der kunne ligne et langt hvidt stykke stof, der snoede sig om benene. Hendes mave var bar, og hendes bryst var kun dækket af en stumpet bluse. Alt tøjet var i støvede grå farver, og kappen var af et spættet mønster, der virkede som om det sitrede.

Nathaniel lod sig glide ud af sædet og bevægede sig igennem forhindringsbanen, der bestod af en mildt sagt broget folkemængde med en elegance, der var svær at finde på disse kanter. Selvfølgelig kunne han bare have teleporteret ud af toget, men da han foretrak at forblive incognito (og desuden var landing ikke altid lige præcis), måtte han tage den besværlige vej.
Nathaniel sørgede for at holde lidt ekstra afstand fra manden med legetøjs walkie-talkien - han så lidt for paranoid ud til, at Nathaniel ikke kunne være sikker på, om manden ville trække en legetøjs-revolver fra sin store frakke, hvis han kom for tæt på.

Da Nathaniel trådte ud af togets døre, sukkede han, lukkede øjnene og lod sine lunger fyldes med den klare, frisk aftenluft.
"AH!"[i] sagde han og strakte sine arme højt i vejret, så hans 173 cm virkede endnu højere end det i forvejen var.
Over ham funklede stjernerne som små diamanter som nogen havde spredt tilfældigt hen over himmelhvælvet og han brugte et kort øjeblik til at beundre det smukke syn. Det måtte være endnu mere vidunderligt ude på landet, hvor gadelygter og andre lyskilder ikke ødelagde synet.

Zasania skævede ind i toget, og mumlede noget for sig selv. Hendes grønne øjne søgte hid og did. Hun var vagtsom, som en falk der jagter sit bytte. En lille kniv gled frem i hendes venstre hånd, og hun tog et par rappe skridt væk fra døren.
Men der kom ikke flere ud.
"Fandens!" Snarrede Zasania, samtidig med en mand med en walkie-talkie sagde præcis det samme.
Den unge sortelver snurrede rundt, og lod blikket glide rundt på perronnen. Hun havde ventet nogen, men var blevet snydt, af enten den ene eller den anden.
Sort elveren rankede sig. Der var ingen grund til at gå rundt og sukke.

Med en hurtig bevægelse, der næsten var usynlig, greb hun fat i kappen der hang fra hendes skuldre. Der var ingen grund til at rende rundt med den i øjeblikket. Hun fæstnede kappen om sit liv, noget hun havde gjort så ofte at hun nu ikke længre behøvede at tænke over det. Hun slog sit lang hår ud. Denne bevægelse afslørede mange ting.
For det første kunne man let skimte skaftet af en kaste kniv under hendes arm. For det andet blev hendes top strammet let ud over hendes bryst, og der var ingen tvivl om at hun var godt udstyrret i den kvindelige afdeling.
For det tredje kunne man tydeligt se den bare mave med et fint lille smykke der prydede hendes navle. Hun var smuk, men dødelig. Navleringen indeholdt et lille drys livsfarlig gift.

Med en vis forsigtighed over sig gled Zasania hen over perronnen. Hendes gang var yndefuld og listig. På sin vej hen til en bænk, holdt hun skarpt øje med alle de forskellige folk på perronnen.

Togkontrolløren blæste i fløjten så det skreg i ørerne på Nathaniel, der skar en grimasse. Derefter steg kontrolløren ind igen, og toget begyndte langsomt at tøffe derudaf. Da toget rundede det næste hjørne og forsvandt, tog Nathaniel sig tid til at studere omgivelserne han var trådt ud i:

De grå gipsvægge, der engang havde været hvide, var overdækkede af graffiti i alle regnbuens farver. På søjlen der holdte halvtaget på stationen stod: "Nils er GAY!" skrevet med white-board tucsh og under det havde nogen svaret: "Ja so what? interesseret? ;P" .
Nathaniel smilede svagt af svaret og fortsatte sin scanning af omgivelserne.
De eneste der befandt sig på perronen var ham selv to mænd der var på vej op af trapperne, og en pige klædt i noget som han ikke vidste hvordan han skulle definere på andre måder end 'alternativt.' Ved nærmere øjekast måtte han da indrømme at hun var køn - Nej, det sølle ord kunne nok ikke dække det - det var faktisk næsten helt umuligt at tage blikket fra hende. Dog var der et eller andet der fik hans sanser til at skrige: "ADVARSEL, ADVARSEL!!" og da hans instinkter ikke havde svigtet ham endnu, tvang han blikket væk fra pigen.

En stor sort skærm hang i loftet over ham, der fortalte ham at det næste tog han skulle tage var aflyst. Den nye information stjal smilet fra hans læber og erstattede det med en skulen: Hvor var det bare typisk!
"Satans..." mumlede han og sparkede til en tom øldåse der lå imellem ham og den rådne træbænk han lod sig dumpe ned på.

Det var vel bare at vente...

Zasania gled ned på den bænk, en ung mand netop havde sat sig på. valget var ikke tilfældigt. Det var ikke fordi hun havde lyst til at snakke med ham. Bare tanken skæmte hende. Det var mere af strategiske grunde. Hun havde en mindre at holde øje med på perronnen, ved at vælge den plads hun havde.

Lidt paranoid ville man blive efter at havde dræbt som hun havde.

Zasania trak vejret roligt, helt ned i maven, og ud igen. *husk at bruge støtten* Huskede hun sig selv på. Hendes hænder lå i hendes skød, og hun havde lagt sine ben over kort. Hun sad så langt væk fra den unge mand som muligt, uden at virke som om hun var frastødt af ham. For det var hun aldeles ikke. Han var yderst velskabt, men noget fortalte hende at han ikke var sikker. Det var ikke fordi hun troede han var til fare for hende på nuværende tidspunkt, men mere at hun kunne mærke at han var anderledes. Han var ikke et menneske, så meget vidste hun.

Men hvad var han?

Hun spidsede munden. Hendes tanker kørte rundt, og hun slækkede let på sin opmærksomhed. Hendes nysgerighed tiggede og bad hende om at finde ud af mere om den fremmede, som hun aldrig havde talt et ord til.
I sin iver efter at finde ud af hvad manden var, så hun knapt de to mænd der kom gående langs med perronnen. Der var lang tid til det næste tog, og disse mænd var ikke stået af det forgående tog. Hvis Zasania ikke havde været så opslugt ville hun havde været på vagt.

Nathaniel havde ikke regnet med at pigen ville sætte sig ved siden af ham. Hun havde vel og mærket sat sig med en hvis afstand imellem dem, men det var som forventet med nogen man ikke kendte. Alligevel fornemmede han tydeligt hendes tilstedeværelse.

Det var ikke kun hans sanser, der gjorde ham opmærksom på hver enkel bevægelse hun lavede, selvom han ikke så på hende, duften af hendes parfume og noget der mindede om metal (?), der slog ham i møde i det øjeblik vinden vendte. Hendes væsen, sjæl, aura - kald det hvad du vil, han nøjedes med 'aura' - var langt kraftigere end hos de fleste normale mennesker. Han behøvede ikke engang koncentrere sig for at se hendes aura, der stod som blå/violette flammer om hende. Hans egen aura, der havde en irriterende tendens til at afsløre ham, berørte det yderste af pigens med sine orange blodrøde fingre. Som en solnedgang mødtes deres auraer over bænken . Nathaniel ar så opslugt af det paranormale festfyrværkeri, at han hverken lagde mærke til de to mænd der langsomt nærmede sig, eller at han nu stirrede åbent på pigen.

Da de to mænd var nået godt tredve meter derfra, lod dig sig glide om bag den store søjle og begyndte med hæse stemmer at diskutere imens den ene fiskede en lommekniv op af inderlommen i sin mørke frakke.
"Hvad gør vi med drengen?" spurgte den ene og nikkede sigende mod bænken, hvor de to uanende unge sad. "Ham havde vi jo ikke regnet med i vores planer!"
Den anden mand trak en flaske med flydende væske frem, samt et hvidt lommeklæde. Han hældte væsken ud over klædet og sørgede for at det hele blev dækket.
"Fuck planerne!", hvæssede han da han var tilfreds med sit arbejde. "Hvis han bliver et problem, tager vi ham ud forstået?"
Den anden nikkede og et lumsk smil bredte sig langsomt over hans læber. Det var lige som han ville have det.

Zasania trak vajret roligt. Ikke naturligt roligt, for indeni hamrede hendes hjerte, og hendes vejrtrækning ville højest sandsynligt have været overfladigsk og hurtig, hvis ikke hun havde trænet sig til at opføre sig normalt og ligegyldigt.
"Hvis du opfører dig om om du godt må være der, så tro andre på det." Hendes læres ord rungede i hendes hoved. Hun smilede ganske svagt, kun et let ryk i hendes mundvig afslørede hende.

Men hvad var egentlig grunden til hendes hjerte reagerede sådan? Det burde hun selv vide, men hun, som altid, ignorerede hvad hendes krop fortalte hende. Hun kunne mærke den fremmedes blik på sig, men hun turde ikke vende hovedet. Et andet råd fra hendes læretid sprang frem: "De bliver trætte af at se på dig på et tidspunkt. Når dette sker, ænser de dig ikke mere. Udnyt det."
Hun fortsatte med at sidde stille og gruble over hvad denne unge, meget nydelige, mand var.

Hun hørte skam godt de hæse stemmer bag ved søjlen, men hendes hjerne var optaget af andre ting. Der var ikke sket noget hele dagen, og hun var træt af at være på vagt. Eller det sagde hun til sig selv. Normalt elskede hun at være på vagt. Hun elskede at udnytte sin kunnen til det maximale. Men nu havde det hun elskede endnu højere fundet en vej ind. Mysterier. Hendes nysgerighed havde taget over.

Den fremmede på bænkens blik føltes blot som en let kildren. Det var ikke noget fysisk, men en slags psykisk ting de fleste havde. Zasania kunne mærke e trang til at kigge tilbage. Hendes fingre summede, og hun vidste at hendes tålmodighed løb ud meget hurtigere på grund af hendes voldsomme trang til at vide mere om fyren. Hun var ved at miste grebet om sin vejrtrækning. Dog kun næsten.

Til sidst tog hun chancen. Hun vendte langsomt hovedet, og mødte den fremmedes blik. Deres øjne mødtes. Hvis ikke Zasania havde været så fasineret, så optaget af sin nysgerighed, så ville hun have reageret på de løbende fodtrin. Men nej...

Da Nathaniels grå øjne mødte pigens grønne, fik han en pludselig sær forståelse for hjorte fanget imellem en bils forlygter. Hendes øjne, der i skæret fra den blinkende lampe over dem glimtede som ædelsten fastholdt hans eget sølv blik uden tøven - noget han sjældent oplevede og havde lært at værdsætte.

Han åbnede munden for at sige et eller andet - hvad som helst der kunne sætte en eller anden form for nyttig hjerneaktivitet i gang hos ham - men nåede kun at ytre den første vokal, da en pludselig bevægelse til højre for ham, fik ham til at stivne. hvorfor havde han ikke lagt mærke til lyden af sko der hamrede mod betonen før nu? Han hvirvlede rundt i sædet tids nok til at se næven inden den kolliderede med siden af hans kæbe.
Hans hoved fløj tilbage og det sortnede for øjnene af ham da en næsten overvældende smerte spredte sig som ild fra kæben og om i baghovedet. Nathaniel forbandede sin angriber igennem tågen i sit sind, for at have en så fandens god slagkraft.

Zasania havde set drengens(fordi han er under 18) lette bevægelse da han skulle til at sige noget. Hun så først forsent næven der koliderede med hans kæbe. Og dette var også forsent til at redde hende selv.
Hun forventede at blive slået bevidstløs af en anden næve, for hun kunne let genkalde sig lyden af to sæt fødder. men i stedet mærkede hun et blødt stykke stof.

Det strøg hen over hendes mund, og hun gispede af overraskelse. Det føltes ikke slemt på nogen måde. Stoffet var fugtigt, men ikke vådt. Det gled let hen over hendes mund og op over hendes næse. Det havde en sær lugt, og det smagte aldeles ikke godt. Den store hånd der koldt stoffet lukkede sig lidt sammen, så hun blev nød til at ånde gennem stoffet. Zasania mærkede forvirringen i sit sind. Og så mærkede hun sløvheden. Det begyndte som en let trommen i fingrene og tærene. Hun skreg da. Hendes skrig kom dog ikke bag på hendes angribere. Hun fægtede vildt, og forsøgte at komme op. Hun fiskede ofter en af knivene i skerfet om sit liv, et løst stykke stof hun i koldt vejr trak op over sin bare mave. Hun lukkede sine fingre om en spids kniv, heldigvis kun om skaftet. Hendes arme var ved at miste følelsen, og hun mærkede knapt stødene når hun sparkede ud med sine ben. Hun nåede lige at svinge kniven ud, og bagud, inden det begyndte at sortne for hende. Men kniven røg ud af hendes hånd inden hun nåede at ramme sit tiltænkte mål. Dan lille kniv skar sig dybt ind i kødet på den anden angriber, den der havde angrebet den sølv-øjede dreng. Og det var der den endte. Hendes bevidsthed flakkede, og hun kunne kun svagt ane den sårede angribers smertens hyl

Nathaniel blinkede sin svømmende verden i fokus og nåede lige at dukke sig for kniven, der hvislede gennem luften og ramte hans angriber i skulderen. Manden fór tilbage med et smerteskrig og fumlede med at få kniven ud med sine pølsefingre, der hurtigt blev tilsølet af den røde væske, der strømmede ud fra såret.
Nathaniel tillod sig at vende ryggen til den hyllende angriber, for at tage sig af den anden, der - at dømme efter lydene bag ham - var gået efter pigen.
Hvad han ikke havde regnet med, var at se hende ganske forsvarsløs med en høj, kraftig bygget mand knælende over hende, midt i at samle hende op.
Nathaniel reagerede af instinkt: Hvis der var en trussel - så fjernede han den.

Det krævede ikke mere end en smule manipulation af de grundstoffer der fandtes i luften - oxygen var for eksempel et glimrende hjælpemiddel til at puste liv i flammer.
Nathaniel koncentrerede sig om at samle sin energi med fokuspunkt i hans håndflade. Han foldede fingrene og tog dem op til sine læber, pustede let til energien han havde samlet i sin hule hånd og skabte en ildkugle.
Dens center var af den klareste blå farve, der vidnede om den intense varme, der skulle have brændt sig igennem hånden på ham, hvis ikke det var fordi, han var i fuld kontrol af den. Det blå center var indhylet i crimson flammer, der flakkede ivrigt og sultent efter at straffe dem, der havde vagt sin herskers vrede.
Nathaniel øjne var under processen langsomt gået fra sølvgrå til den samme blodrøde farve som flammerne i hans hånd, som auraen der omsluttede ham.
Nathaniel knurrede så struben vibrerede og hvis mændene nogensinde havde været i tvivl om han var menneske eller ej, var de ikke i tvivl nu: Intet menneske kunne lave en så dyrisk lyd.

"Det skulle i Ikke have gjort."

Zasania var gledet ned fra bænken. Eller, ikke helt. Hendes ene arm lå stadig hen over bænken, og var det eneste der støttede hendes slanke, og nu slappe, krop. Hendes vejrtrækning var langsom, og en smule uregelmæssig.

Manden, hvis arm hun havde slynget kniven ind i, havde fået det lille våben ud af sin store brede overarm. Han blødte voldsomt, og var vred. Han slog ud efter både Zasania og drengen, uden at ænse den ildkugle der ellers skulle have skræmt liet af ham. De var trods alt begge mennesker, noget der var meget tydeligt.

Manden der havde bedøvet Zasania så godt ilden, og de små hår i nakken på ham rejste sig. Eller, faktisk rejste alle hårene sig. Han kunne tydeligt mærke at hans krop fortalte ham at dette var farligt. Meget farligt.
Men da lagde han mærke til sin makker der stod og kastede slag ud til alle sider. Han mærkede frygten knuge om hans mave, og blev helt kold af rædsel.
Det var ikke meningen at de skulle skade den smukke sortelver. De skulle have hende med i god stand. Des bedre stand hun var i, des mere kunne de få for hende. Deres plan havde været perfekt. De havde fået nys om hendes opgave som assassin, og havde forsinket hendes offer. Let som en leg havde de sneget sig helt hen til hende. Men såh havde hun sat sig på den bænk, vedsiden af denne dæmoniske skabning. Og nu stod hans makker og slog ud til alle sider. Manden frygtede at hansmakker ville ramme enten den bevidstløse pige, eller den rasende dreng.

Han tog sin beslutning om hvad han ville gøre. Fuck hans makker, hvis han ikke klarede det var det en skam, men han havde selv brug for pengene de kunne skaffe. Han bukkede sig lynhurtigt ned, og rev Zasania væk fra bænken.

Han kom ikke langt med hende.

- før Nathaniel bragte armen tilbage og slyngede ildkuglen efter ham. Havde den ramt direkte ville manden være død på stedet. Det havde tæret på Nathaniels energireserver, hans aura var blevet en smule mat i det og hans brystkasse hævede og sænkede sig hastigt i takt med hans åndedrag. I stedet lod han den flyve lavt hen over hovedet på manden, hvis hår pludselig stod i lys lue.
Det tog et stykke tid for ham at opdage det, det gik først op for ham at hans hår fejrede tidlig Sankt Hans, da lugten af brændt hår nåede hans næsebor og da det røde skær fra flammerne glimtede i pigens blik.
Han tog sig til hovedet og skreg, for først dér satte smerten ind.

Nathaniel betragtede spektaklet med en blanding af morbid fascination og tilfredsstillelse, det var hvad man fik for at snige sig op på ham.
...Nathaniel var ikke pyroman som sådan, men han hold tne hvis kærlighed for elementet som var en del af ham på et så dybt plan som hele hans eksistens. Han var ilden - Ilden var ham.

For en god ordens skyld sendte han et spark mellem benene på den skrigende fakkel og bøjede sig ned for at hjælpe pigen op så de kunne komme væk. Manden bag ham var for et øjeblik glemt.

Zasania vidste ikke om det var lugten af svedet hår, eller bare manglen på den fugtige klud mod min mund og næse, der bragte hende tilbage til bevidsthed. Hun blinkede engang, og stirrede op på det brændende bål på mandens hoved. Hendes øjne blev store, og da så manden først at hans hår snart var ikke eksisterende.

Hun mærkede brat taget om hende forsvinde, og hun nåede kun i sidste sekund at slå hænderne i jorden så hun faldt noget lettere. Hun hørte en ækel knagende lyd i sin venstre hånd, men chokeret som hun var ænsede hun det ikke.
Hun rynkede let på næsen da den voldsomme lugt af brændt hår ramte hende. Hun hostede kort. I de få sekunder hun havde sine sviende øjne lukkede, nåede nogen om bag hende. Hun blev løftet let, blidere end hendes angriber havde håndteret hende. Hun hjalp til med at komme op at stå, selvom hendes ben stadig var noget vakkelvorne.

Hendes øjne var løbet i vand på grund af den ildelugtende røg fra håret, og hun havde fået et par gode mundulde af den. Hun kunne mærke en drump smerte i sine tindinger. Hun hostede voldsomt da de satte sig i bevægelse.

Lige nu ville Nathaniel gerne have haft hans storebrors evne til at teleportere, det ville have gjort deres flugt en del nemmere. Nathaniel trak pigen med sig ned af trapperne, hans greb om hendes hånd var blidt men fast. Han ville ikke risikere at nogen af dem faldt eller sakkede bagud. Han førte dem ned igennem tunnelen under togsporene. Det eneste der lyste de fugtige matte vægge op rundt omkring dem var flammerne der stadig dansede om hans frie hånd. Manden med det brændte hårs skrig kastede frem og tilbage mellem væggene i et hjemsøgende ekko, som sikkert ville spille en rolle i nattens mareridt.

Nathaniel havde længe lidt af søvnbesvær. Hver nat blev han hjemsøgt af mareridt, der var så livagtige, at han tit var i tvivl om hvad der var virkeligt. Denne nat var nok ingen undtagelse.

De nåede enden af tunnelen et par minutter senere. Nathaniel stoppede ikke, men drejede skarpt til højre og fortsatte ned af den mest befolkede gade han kunne finde. Butikkernes farvestrålende neonlys fik tårer til at springe frem i Nathaniels sensitive øjne og han lod sin frie arm tørre dem væk i en hurtig bevægelse. Han kastede et flygtigt blik bagud mod pigen. ”Stadig med?” spurgte han stakåndet, med et halvhjertet smil på læben.

Zasania var i god form. Det havde hun altid været, og det ville hun altid være. Men nu var hun allerede udmattet, en af de ting hun hadede ved adrenalin-rus. Hun nippede sig let i læben med fortænderne, og gispede efter vejret. Hendes venstre hånd var begyndt at dunke i takt med hendes tindinger. Hendes øjne var våde, og hendes kinder tårresripede.

Da de endelig slap ud på den åbne gade, og den fremmede satte farten ned, mærkede Zasania udmattelsen. Hun kolapsede midt på gaden. Hendes ben gav simpelthen efter. Hendes kappe dalede langsomt ned omkring hende.
Hun så op på den fremmede, den venlige unge mand.

Hun forsøgte sig med et smil, men det slog fejl. Hun lukkede øjnene, og hviskede med en lettere hæs stemme:" Tak..."