Just a night..

Evangeline betragtede ham, imens han tørrede sit eget tøj. Hun smilede igen. På en måde var hun lidt træt af, at han tørrede sit tøj selv.. så frøs han jo ikke, og det gav hende ikke chancen for at holde om ham, for at varme ham. Hun stoppede tanken. Hvorfor opførte hun sig sådan? Hun kvalte et suk, som gled over sine læber. Han ville jo ikke have hende.. det havde han tydeligt vist hende igår. Hun ville så gerne, men hun turde ikke.. hun ville ikke afvises.. hun ville ikke risikere at han gik. Det var så absurd. Det var begyndt at gå op for hende, at hun virkelig kunne lide Athal. Ikke kun på det seksuelle plan, som det jo lidt havde været i starten.. hun holdt virkelig af hans personlighed, og hun elskede hans selskab. Hun ville med glæde, vågne op hver morgen, og lave mad til en søvnig Athal.. Eller endnu bedre; vågne op ved siden af Athal.. Hun gav sig selv et spark mentalt. Hendes tanker var vidst på vej mod det forbudte. Det ville aldrig ske, det vidste hun godt. Hun turde ikke håbe på det, og hun burde slet ikke forstille sig det. Følelsen af, at falde i søvn i hans arme, og så vågne op i dem igen og.. hun stoppede sig selv endnu engang. Hun kunne ikke forestille sig det.. Det ville aldrig ske. Aldrig..

Et overraskende blik mødte Athal, da han sagde et bestemt ord. "Datingpotientale". Hvad i alverden mente han med det? Hvorfor sagde han pludselig det? Var det fordi han.. Nej. Det kunne ikke være derfor. Han havde ikke de følelser for hende. Det ville han sikkert heller aldrig få. Aldrig. Hun kunne ligeså godt droppe tanken.. Det var en umulighed.
"Jeg må hellere skifte tøj" Hun så ned af sig selv og hentydede til, at hun stadig havde morgenkåbe på. Det var egentlig mest fordi hun trængte til at tænke. Hun trængte til at klare tankerne. Hun forsvandt ind i soveværelset, med et smil på læben, som forsvandt, da hun kom ind i soveværelset. Hun lukke døren, efter sig, lænede sig op af døren og sukkede dybt. Hun måtte lukke øjnene i et kort sekund, for at holde tårerne tilbage. Det var så absurd, at hun havde ham her. Han havde overnattet her.. men han havde ikke de følelser for hende. Hun åbnede skabet, og overvejede at tage noget der var så kort og nedringet som overhovedet muligt.. men nej. Det ville bare få hende til at fremstå som billig.. desperat. Istedet tog hun et par cowboy-shorts ud fra skabet. De var godt nok korte, men ikke "luder-korte", som hendes kjole fra aftenen før var. Udover den, hev hun en tilfældig t-shirt ud af skabet. Den var ikke specielt nedringet og bare.. ja, normal og enkel. Hun kastede et enkelt blik på sig selv i spejlet, rodede lidt i sit hår og sendte sig selv en svag udgave af et smil. Hendes hår krøllede blødt ned af hendes skuldre, og sad godt, selvom hun ikke rigtig havde gjort noget for, at det skulle det. Hun smed morgenkåben og tog tøjet på, hvorefter hun gik tilbage i stuen med fornyet energi, og et smil der skjulte hendes tanker.

"Der er også meget at se" Hun smilede og så efter ham. Der gik ikke så lang tid, så stod han igen foran hende. Hun så lidt på hans blik, uden at se ham direkte i øjnene.
"Vi kan gå når du vil" Hun smilede, og betragtede ham lidt.


//Undskyld, det blev liidt langt xD//

Hvad gik der dog af hende? lettere mundlam fulgte Athal hende med blikket, da hun nærmest flygtede ind på soveværelset. Hendes fraværelse gav ham tid til at tænke situationen igennem, og han kløede sig eftertænksomt i håret.
Ingen andre end Evangeline kunne gøre ham så forvirret. Da han stod op, havde han nærmest forberedt sig på en fysisk skideballe fra hendes side af. Hvem ved, hvad hun kunne have tænkt natten igennem? Bedrageriske tanker kunne været gået gennem hendes sind, og køkkenknivene ville sikkert have hjulpet lidt på kreativiteten. Hun virkede - eller havde virket - som noget af en bestemt kvinde, der turde sige fra, og han havde frygtet, hun var kommet frem til den konklusion, at hans afvisning havde været en fornærmelse. Havde hendes kvindelige tankegang udviklet sig sådan, havde det allerede været utroligt slemt, men der var noget andet, der overgik det!
Den anden mulighed? Tjah, den kunne beskrives med meget få ord: Hendes øjne. Hun kunne have valgt at pudse sine diamantlignende og funklende øjne på ham. De var så forbandet fortryllende, for ikke mindst at tale om den måde, de - ja, okay, budskabet var vist fattet. Evangeline ejede en utrolig egenskab til at hypnotisere Athal - og sikkert enhver anden mand - på groveste vis. Athal følte sig allerede helt kulret af hendes charmerende attitude, og han havde med gru frygtet, at det ville gentage sig den følgende morgen.
Hvad skulle han havde gjort, hvis hun havde lagt så alvorligt an på ham igen? Det var skam slet ikke fordi, han ikke ønskede at hun gjorde det (for det gjorde han selvfølgelig inderst inde), men han var bare mere bange for,at han så ville give efter. At han ville kæle og kysse med hende, og så ville det endelig gå galt - på den ene eller den anden måde.
Overvældet måtte han støtte sig op ad køkkenvasken, pludseligt badet i koldsved og blev skyndsomt påminde sig om, at det jo ikke var sket alligevel. Et fnys skilte hans læber, og han smilede overbærende ad sig selv.
Hvad gik der dog af ham? Kunne han ikke klare en sølle elver? Der var jo intet specielt ved hendes slanke, yndefulde korp, der sikkert strakte sig nøgen -
"Åh, hej, igen," hilste han, da hun nærmest med et puf! dukkede op igen. Toilettet så pludselig meget tiltalende ud.

Så stod de der igen. Det brede smil var stadig placeret på hans ansigt, og han forsøgte forgæves at få øjenkontakt med hende. "Jeg kan lige se dig som den perfekte guide," erklærede han muntert og svang igen tasken over skulderen, klar til at gå.

// Det gør slet ikke noget - tror selv min egen krea er steget lidt :D //

Tankerne fløj rundt i Evangelines hoved, imens hun igen stod foran Athal. Det var så absurd. Han var så tæt på hende.. men han ville ikke have hende. Hun bekæmpede en pludselig trang til at kaste sig i armene på ham, med tårerne løbende ned af kinderne, og spørge ham om, hvorfor han ikke ville have hende. Alle andre ville.. Men lige præcis den mand, hun gerne ville have, havde afvist hende. Hvorfor, forstod hun stadig ikke. Var hun ikke god nok? Den følelse havde hun heller aldrig haft før. Hvorfor fik Athal hende til at føle alt det, hun ikke ville føle? Pga. af ham, havde hun for første gang følt sig, billig, afvist, lille og dum, og nu følte hun så heller ikke, at hun var god nok til ham.. Hvorfor? Hvorfor? Hvorfor? Hvorfor?. Hun forstod det simpelthen ikke. Han var jo som enhver anden mand.. nej, det var han ikke. Ham her, følte hun sig tiltrukket af. Virkelig tiltrukket. Men han var ikke interesseret i hende.. Igen holdt hun et suk tilbage. Hun kunne vel bare forføre ham igen.. men det ville hun ikke. Det virkede falsk. Som om hun hypnotiserede ham til at gøre, som hun ville. Og så fortrød han det måske bagefter.. Hvorfor fortalte han hende ikke hvad han tænkte på? Hvorfor smilede han bare det brede smil.. Hun kunne godt lide hans smil, og det gjorde bare det hele 100 gange værre. Hvorfor havde hun det sådan her? Det var slet ikke sådan hun plejede havde det. Hun kendte ikke til at føle sådan her.. det forvirrede hende. Hun havde aldrig problemer med at forføre og flirte, men med Athal var hun nervøs og usikker.. To ting, hun ellers aldrig var. Han gjorde et eller andet ved hende, som hun ikke kunne forklare. Når hun kiggede på ham.. hun fik bare lyst til at være hos ham.. være hans. Følelsen hed forelskelse. Evangeline havde aldrig følt den før.. sådan rigtigt. Det havde altid bare været forførelse og flirten, lidt sex og så var det dét. Intet længerevarende. Men sådan var det ikke med Athal. Slet ikke. Og det gjorde hende så.. vred. Hun vidste ikke hvad hun havde med at gøre. Hun vidste ikke hvad der var rigtigt eller forkert at sige.. hun var på dybt vand og hun kunne ikke svømme..

"Skal vi gå?"
Hun tog sig sammen og smilede til Athal. Gemte sine tanker langt væk, bag et sødt smil. Forsøgte at skjule, den indre konflikt hun havde med sig selv. Forsøgte at virke som den gamle selvsikre Evangeline, der ikke var blevet ramt af Amors pil, men forgæves. Hun var ramt. Hårdt og dybt. Der var noget der ikke var som aftenen før. Det kunne ses i hendes smukke, grønne øjne.
Evangeline Denali var for første gang rigtigt forelsket.

Dér var det søde smil igen. Athal kiggede hastigt den anden vej og gik hen mod døren, lykkelig for at hun ikke var tankelæser. Eller måske var hun - på en måde i hvert fald. Hun var sikkert allerede godt i gang med at regne ham ud og dømme ham, finde hans inderste hemmerligheder og det allerværste: Hans følelser for hende.
Ja, hun havde vel nok allerede regnet den ud, og hvor mange gange havde hun ikke mindet ham om det den forrrige aften? Han havde følt sig som en åben bog.
Den nagende følelse af at blive røngtentfotograferet kriblede i ham som en gal edderkop, der var kommet i de forkerte bukser.Inssisterende og ubehageligt. Det var næsten lige før, han greb sig i at klø og kradse.
I et firsøg på at være galant åbnede han døren, og lejligheden fik et (sandsynligvis) sidste, gramskende blik. Han trak vejret dybt og lod sine øjne glide over den nydelige indretning. Der ville nok gå lang tid igen, før han fik et så hyggeligt hjem at se igen. Åh, hvorfor havde han ikke nydt det mere, da han stadig lå i hendes seng? I aften ville han med garanti ligge på et eller andet uhumsk vandrehjem og forgæves forsøge at sove fra naboernes evige banken og skrålen. Det var noget af en ynkelig tanke.
Men hvad så med søen? Han havde tit drømt om, at tage en dukkert i byens lokale sø og - hvis det var muligt - anvende det som overvejende soveplads.
Så var der jo selvfølgelig den ulempe ved at komme til at stinke af søvand, og tanken om at løbe på Evangeline i dén tilstand, fik ham til at krympe sig indvendigt.
"Jeg tør vædde med," hørte han sig selv sige, "at byen er meget mere hyggelig nu."
Betragtningen af hendes lejlighed havde kun taget omkring to sekunder, og han vovede nu atter at møde hendes blik. Han trådte et skridt tilbage, så hun kunne komme ud af døren. Omstændighederne set stod hanved døråbningen, så hun nærmest ikke ville kunne undgå at strejfe ham, når hun gik forbi.
"Man føler ligesom ikke, at der står et monster bag hvert gadehjørne og forsøger at dræbe en," tilføjede han med et lille grin.

// Ved *Omstændighederne set stod hanved* skal der presses et "lige" ind mellem de to sidste ord :D Den begyndte igen på det der halløj med at slette mine sætninger, når jeg rettede i det xD -.- //

Evangeline betragtede Athal. Han tænkte.. der var noget der.. gik ham på? Måske.. Hun ønskede for mindst 10. gang denne morgen, at hun var i stand til at læse hans tanker. At hun vidste hvad han tænkte, og ikke mindst følte. For hun var overbevist om, at han ikke havde følelser for hende. Hvis han havde haft det, havde han da forsøgt, at forføre hende på en eller anden måde? Sige hun var smuk.. ligge en arm om hende, et eller andet! Men det havde han ikke gjort. Han havde bare grinet og drillet hende.. drillet hende som venner driller hinanden. Ja, næsten som brødre og søstre driller hinanden. Det var jo ikke sådan, hun ønskede, at deres forhold skulle være. De skulle være mere end venner. Hvorfor var det dog så svært at få det eneste enkle ønske til at gå i opfyldelse?
Athal havde ganske vidst stadig rødmet engang i mellem i løbet af morgenen. Men det var ikke ensbetydende med at han havde følelser for hende. Han rødmede vel, fordi han genert, fordi hun forførte ham. Hypnotiserede ham, var nok efterhånden den mere korrekte betegnelse. Hun kastede et enkelt blik på ham, og det gik op for hende, at han måske ikke ville være sammen med hende mere, efter hun havde vist ham rundt.. så havde han sikkert fundet et hotel, han hellere ville være på. Der var der jo ingen elver-pigere som forsøgte at forføre tøjet af ham. Men måske var der en anden gæst, han fik følelser for. Tanken var ikke til at bære. Det var den virkelig ikke. Evangeline skubbede den hurtigt fra sig. Hun ville ikke tænke sådan. Hun vidste godt, at hende og Athal ikke havde kendt hinanden i særlig lang tid. Kun halvandet døgn, for at præcisere det lidt. Men der var noget over ham, som hun.. Hun kunne ikke forklare det, hun ønskede bare så inderligt, at han var hendes. Men uanset hvor meget hun ønskede, så så det ikke ud til at ville ske..

Evangeline tvang et smil frem på sine læber, idet det gik op for hende, at hun var nødt til at snakke med ham om sine tanker. Hun måtte vide, om han havde følelser for hende - hvilket hun tvivlede stærkt på, at han havde. Men han skulle da i det mindste vide, at hun havde følelser for ham..
Evangeline mærkede sit hoved bevæge sig i en halvhjertet nikken, til det Athal sagde. Hun hørte sig selv grine, over hans bemærkning. Det var som om, hun ikke selv var med i bevægelserne. Hun var et andet sted. I sine ulykkelige tanker der allesammen kredsede om Athal. Flotte, generte, perfekte Athal, som stod så tæt på hende.. Hun mærkede sit ene ben, gå hen foran det andet på vej ud af døren, imens hendes stemmede smilende bad ham om at følge med. Hendes ene arm strejfede ham på vejen ud.. Hun kunne ikke lade vær'.. Det havde også været svært at undgå alligevel, så der var vel ingen skade sket..



//Hehe okay:D//

Athal lagde instinktivt hovedet en anelse tilbage, da Evangelin passerede ham og i forbifarten strefjede hans arm. Den liftlige duft af elverpigen nåede fristende hans næsebord, og inden han vidste af det, havde han rakt sin hånd frem. Den kom, blid og forsigtig, og lagde sig på hendes kind.
Med en blød bevægelse drejede Athal hendes ansigt mod sit og mødte hendes blik med varme. Sådan stod han lidt, mens han strøg hende over kinden. Konflikten rasede i ham, og han bed sig eftertænksomt i læben. Så lænede han sig frem og kyssede hende flygtigt på munden. Øjeblikket skete så hurtigt og uanende, og alligevel nåede utallige kasser af fyrværkeri at eksplodere mellem dem. Snarligt trak han ansigtet væk igen, mens han nøje overvågede hendes reaktion. Øjnene strejfede hendes ansigt og blev hængende lidt længere ved læberne.
"Undskyld," sukkede han selvbebrejdende. Han lod hånden glide ned af hendes kind, til den strejfede hendes hals, og trak den derefter til sig.
Situationen havde fuldkommen givet ham sved på panden, og han lod en oprørsk hånd rode i håret. Det blev det ikke ligefrem mindre pjuslet af.

// Argh, krea-svigt!! //

Evangeline smilede imens hun gik forbi, hun havde slet ikke regnet med, at han ville række en arm ud efter hende. Hun lod ham nå hende. Lod ham kærtegne hendes kind. Hun var så forvirret. Hvorfor? Hvorfor gjorde han det? Han havde ikke følelser for hende.. hvorfor gjorde han så det?? Hun stivnede da han lod sine læber møde hendes. Hendes hoved var ved at eksplodere pga. af alle det tanker der fløj igennem det med lynets hast. Han kyssede hende! Hvorfor i alverden gjorde han det?? Hun nød det.. hun nød det så inderligt, og hun ønskede ikke at det skulle stoppe. Men han have ikke følelser for hende. Eller havde han? Hun var mere forvirret, end hun nogensinde havde været før. Hun smilede, men så blegnede det igen. Hun lod ham kærtegne hendes kind og hals, inden hun åbnede munden for at sige noget. Men hun kunne ikke. Hun stod lidt og kiggede ned i gulvet i et par sekunder, inden hun fik taget sig sammen til at snakke alligevel.
"Hvorfor gjorde du det?" Hendes stemme var lille og usikker. Stik modsat alt, der have med Evangeline at gøre. Det var ikke fordi hun ikke kunne lide hans kys.. tværtimod. Men det forvirrede hende. Hun måtte vide om han havde følelser for hende. Ligenu. Hun måtte have svaret. Hun var nødt til at vide, om hun kunne tillade sig, at kysse ham igen. For det var det, hun havde allermest lyst til at gøre ligenu.

//Det er okay n.n//

Athal blev mere og mere bange for, at det var noget forkert, han havde gjort, da Evangelines ansigtsudtryk forandrede sig. Det værste af det hele var, at han ikke kunne regne ud, hvad det betød. Var hun såret? Var hun skuffet? Eller kiggede hun ned, fordi hun simpelthen ikke kunne få sig selv til at afslå ham?
Hans tanker havde taget den ultimative forvandling og var blevet til en malmstrøm. En malmstrøm med en masse, forvirrede bobler. Han havde lige åbnet munden for at komme med en bedre undskyldning, da hun hviskede de små ord, hvorved hun lige så godt kunne have taget en hammer og slået ham i hovedet med dem.
Athal åbnede og lukkede munden, men kunne ikke rigtig bestemme sig for, hvad han skulle sige. Perplekst slog han ud med armene og så forundret på hende.
"Fordi .. fordi jeg kan lide dig," kvækkede han endelig og følte sig samtidig som verdens største idiot. Jo, han havde helt klart fejlfortolket hendes signaler, og nu var hun endelig gået i gang med den store skideballe - i en form af skuffelse! Og det var jo bare endnu værre, for hvad er ikke mere slemt end at modtage et skuffet blik end at få tæv? Athal følte sig sært skyldig, og nu ville alle spørgsmålene pludselig ud af munden. Det nyttede ikke at bide sig i tungen mere.
"Undskyld," sagde han igen. "Skulle jeg have ladet være?" Han turde ikke gøre det igen, men nu, da de stod så tæt, fik han sådan en overvældende trang til at lægge armene om hende.

Evangeline kiggede op, da der gik lidt tid inden hun fik svaret. Hun så ham direkte i øjnene, da han sagde, at det var fordi han kunne lide hende. Hendes ansigt lyste op i et smil. Langsomt lagde hun armene om ham og holdt ham ind til sig. Hun havde set skuffelsen i hans blik. Han troede hun ikke ville have ham. Hun kendte følelsen. Det var nøjagtigt den samme hun havde følt indtil, han fortalte hende, at han følte noget for hende. Hun så på ham med et blidt blik og kyssede hans kind.
"Jeg kan også lide dig", hviskede hun ind i hans øre, med en stemme der ikke var til at tage fejl af. Hun mente hvad hun sagde. Hver et ord. Men hun var stadig i vildrede. Han kunne lide hende, hun kunne lide ham.. hvorfor afviste han hende aftenen før? Hun forstod det ikke.. men i det mindste havde hun ham. I det mindste ville han have hende. Hun lod sit hoved hvile på hans skulder. Det var her hun gerne ville være.. hos ham. Så tæt på som muligt. Hun kunne ikke lade vær' med at smile, og føle sig så.. heldig.


//Undskyld den korte længde.. krea-svigt, tror jeg x3//

Et ustyret grin fløj over Athals læber, og han lagde ligeledes armene om den slanke elverkvinde. Han pustede ned i hendes hår og kyssede hende på kinden.
"Og jeg som troede, du var godt i gang med at afslå mig .. " smålo han og lod hånden stryge hendes rygrad. Det var en helt ubeskrivelig følelse, der havde nået ham nu. Han havde kun kendt Evangelin én aften, og han var allerede helt - som man ville sige på det moderne engelsk - "crazy about her"!
Hendes flirten tidligere på aften havde naturligvis haft en indvirkning på hans følelser, og jo mere tid, han tilbragte sammen med denne normale pige,hun var blevet, jo mere syntes han om hende. Det var endelig som om, hun gemte på mere end en flot krop og strålende øjne, og følelsen af at være under samme rank som hende og ikke tyve lavere, kunne han sagtens affinde sig med.
Som den størte kliché lagde han en finger under hendes hage og trak hende op til et vådt, hedt kys. Lysterne var ikke nemme at styre mere, og han pressede hende kælent op mod dørkarmen i udvekslingens hede. Øjnene var lukket, og han udforskede hende i umættelig nysgerrighed.
Lettere gispende og rød i kinderne trak han sig tilbage. Lidt gramsen var det blevet til, men han havde ikke tilladet yderligere ting at ske. Et skævt smil dukkede igen op på hans ansigt, og han nulrede en tot af hendes bløde hår.
"Hvor kom vi egentlig fra?" spurgte han friskt.

//Det er helt okay ^^

Evangeline smilede og nærmest "puttede" sig ind til hans muskuløse bryst. Hun grinede lidt, da han gjorde.
"Jeg ville aldrig afslå dig" Hun smilede bredere og nød at han havde armene om hende. Det var jo det her hun gerne ville have! Hun lukkede øjnene og slappede blot helt af, i hans arme. Duften af ham ramte hendes næse. Hun åndede ind, og lod duften fylde hendes næsebor. Han var fantastisk.. Siden i morges, havde det været det her, hun havde længtes så meget efter. At mærke hans arme om hendes hofter. Hans blide læber mod hendes kind og hendes læber. Følelsen var ubeskrivelig. Så fantastisk at intet ord, nogensinde ville være nok, til at dække den glæde Evangeline følte. Hun havde aldrig prøvet noget lignende.

Evangeline stivnede et øjeblik af overraskelse, da han løftede hendes hage op i et hedt kys. Hun syntes ikke det var en kliché. Hun fandt det utroligt sødt. Hun holdt blidt om ham, imens hun ivrigt og inderligt gengældte hans kys. Hun smilede, da han kælent pressede hun op af dørkammen. Hun kyssede ivrigt med, og kærtegnede hans bryst imens.
Hun sendte ham et lettere skuffet blik, over at de ikke forsatte hvorefter hun grinede.
"Ja, det er jo lige det.." Hun smilede sødt. Det var tydeligt at hun havde nydt hans hede kys.

Evangelines skuffede blik var ikke til at tage fejl af, og Athal kunne ikke lade være med at føle sig sært smigret. Stadig stod de som to sammenflettede enheder i døråbningen og betragtede hinanden. Athal regnede ikke med, at hun ville se det som noget synderligt alvorligt. En smule paranoidtitet (?? xD) gemte sig stadig i ham, som et uhyre med hugtænder, der bare ikke ville gå væk, og han turde langt fra satse sine følelser for meget på det.
Ikke destro mindre var hun stadig utrolig talentfuld til at se dejlig ud og være utrolig sød, og han tænkte, at man da lige så godt kunne nyde tiden sammen med en elverpige som hende, så længe det varede.
Man kunne jo altid se hvordan, det udviklede sig, ikke?
"Jeg tror," sagde han langsomt og kiggede eftertænksomt på hende, "at du skulle til at vise mig byen. Stadigvæk." Han grinede og rullede med øjnene.
De havde vel efterhånden været en halv time om at komme ud af døren nu, og det gjorde det skam ikke meget lettere, at hormoner og følelser atter havde bundet dem sammen. Det var meget heldigt, at hendes dør ikke var en offentlig indgang - ellers vlle lange køer forlængst have dannet sig.

Evangeline smilede blot til ham, og tog blidt hendes hånd op til hans kind. Hun strøg blidt en finger henover den og kyssede hans pande. Hun nød at så sådan her med Athal. Hun ville gøre det meste, for at han ikke slap hende igen, men det var han jo selvfølgelig nødt til at gøre på et tidspunkt.

Tankerne omkring Athal bliv vildere og vildere og dristigere og dristigere. Hun forstillede sig ham og hende i den samme seng. Hun forstillede sig de ting, der aldrig noget at ske aftenen før. Hormonerne løb af med hende, og lysten til manden foran hende voksede og voksede. Hun måtte ligge bånd på sig selv. Nok havde han kysset hende.. så inderligt og så hedt. Men det var jo ikke ensbetydende med, at han ønskede en omgang med hende i sengen, var det vel? Hun ville i hvert fald ikke tage det første skridt, hvis det ende med, at han afvise hende igen. Det måtte ikke ske. Siden han nu, havde afsløret for hende, at han havde følelser for hende, ville han måske blive en dag til? Tanken om, at lave morgenmad til en søvnig Athal endnu engang, lød virkelig fristende. Hun nød hans selskab, og det gjorde hende glad at have ham i sin lejlighed. Hvis han blot ville blive. Bare et par dage til..

"Jamen så kom med, så får du den at se!" Hun smilede stort, og trak ham blidt med sig ud af lejligheden - som hun låste efter dem - og ned i byen. Med det samme de var ude af døren, var det tydeligt at se, at det ikke længere var nat. Byen var fyldt med alle slags væsener, i forskelligt tøj, som ivrigt vrimlede rundt i gaderne, som var de myrer i en myretue.


//Paranoidtitet? Is that a word? o__O Haha xD//

Athal trappede ivrigt efter hende uden så meget som at skænke omverdenen en tanke. Et hurtigt blik blev smidt tilbage mos lejlgheden med flygtige tanker baseret på, om han skulle have glemt noget. Enten var han alt for kulret til at tænke sig ordentligt om, eller også var han bare heldig med hensyn tl at huske det hele.
Dagens mylder nåede dem som et varmt pust i mætheden. Med store øjne glanede Athal rundt og kunne allerede registrere den mere venlige atmosfære, byen bød på. Han indsnusede intenst duften af by og mennesker og kastede et forventningsfuldt blik på Evangeline.
Egentlig vidste han ikke helt, hvad han ville se, men det inkluderede helt klart noget med spisesteder, vand, opholssteder - og vand!
"Hvor lang tid var det, du sagde, du havde boet her?" spurgte han interesseret og forbandede mentalt sin egen glemsomhed. Der var ikke gået mere end tolv timer siden, de sidst havde udvekslet viden, men tilgengæld havde han jo også været optaget af noget andet.
Ville han mon komme til at synes om stedet? Han var ikke i tvivl om, at Evangeline ville gøre sit bedste som den mest effektive guide og få ham til at lide byen. Samtidig kunne hun også bestemme sig for at fortælle om alle de underlige og spøjse detaljer.
"Hvor skal vi nu hen?" tilføjede han spændt.

// Lol, ja, nu er det! xD //

Evangeline gik smilende igennem menneskemylderet. Det var tydeligt at se, at hun var vant til at færdes et sådant sted. Hun gik smilende rundt og hilste på de fleste, som sendte hende et smilende blik og hilste igen. De fleste var - selvfølgelig - drenge.
Hun betragtede Athal efter hans spørgsmål, og et lille grin undslap hendes læber.
"Det spurgte du også om igår.." Desperat prøvede hun at huske, hvad hun havde svaret ham igår. Hun havde sagt et eller andet smart, så hun var styret udenom de evner hun ikke ville ind på. Hvad var det nu hun havde svaret? Hun måtte opgi' og indse at hun nok bare, måtte sige det som det var.
"Jeg flyttede hertil, da mine forældre d.. jeg har boet her i et par år" Hun stoppede sig selv. Nej, hun ville ikke fortælle ham det alligevel. Ikke nu. Det ville være for.. sært. Hvis hun afslørede det hele for ham. Hvad hvis han ikke ville høre det? Hun sukkede, og gemte det nervøse blik, bag et af sine søde smil.


//Haha xD//

Det undrede ikke Athal særlig meget, at de fleste hilsende personer var hankøn. Ja, det ville ikke engang undre ham, hvis hun smed klunset og trak den store prinsessekjole frem, mens resten af byen brød ud i musical. Med den effekt, hun havde på folk, kunne man da umuligt lade sig forblive upåvirket!
"Min hukommelse holder vist ikke helt," undskyldte han grimasserende, da hun pointerede gentagelsen.
Det var allerede forsent at redde den, selv om hun forsøgte at dække over det i sidste øjeblik, og han kiggede forundret på hende. Hvad ville hun til at sige? 'Da mine forældre dolkede'? - 'Da mine forældre - døde'?! Bekvemt ved emnet virkede hun dog ikke, og det gik efterhånden langsomt op for ham, at hendes søde smil måtte være et dække for andre følelser. Hvor tit kunne hun have brugt den?
Han lagde ansigtet i passive folder og nikkede, som om hun havde sagt noget helt normalt. "Okay," sagde han muntert, så det næsten var overdrevent. Han kiggede sig hurtigt omkring og fik øje på en junglerende mand.
"Står han der tit?" udbrød han højlydt. "Nøjh, se, hvad han kan ..!" I overdrevent ivrighed trak han hende med hen til tiggeren.

Evangeline gik smilende rundt. Hun nød virkelig at have Athal ved hendes side. Der var noget ved følelsen af, at hun nu gik sammen med en og ikke bare var ensom.
Hun bandede over sig selv mentalt. Hun talte virkelig over sig, i nærheden af Athal. Hvorfor, vidste hun ikke. Han var ikke forførende eller flirtende overfor hende. Han var ikke "vampyr-smuk" eller noget som helst andet, der kunne få hende til at kvitte de fornuftige tanker. Han var bare.. Athal. Søde, generte Athal, som hun på så kort tid, var begyndt at holde så meget af. Hun ønskede blot at kaste sig i hans arme, og fortælle ham det hele. Alt det, hun gik og tænkte over i sin hverdag. Alt det, hun blot trængte til at snakke med nogen om. På en eller anden måde, var hun træt af, at Athal ikke var nysgerrigt anlagt. Så havde han spurgt ind til det med sine forældre.. så havde hun ikke behøvet at starte med at fortælle ham det. Men hun følte at hun på en måde var nødt til det.. Men hun ville også gerne fortælle ham det. Få det ud. For første gang i lang tid, følte hun, at hun kunne stole på en af hankønsvæsen.
"Athal.. jeg". Mere nåede hun ikke at sige, før han fik øje på tiggeren der junglerede. Havde han aldrig set sådan en før?
"Der er sådan nogen på hver gadehjørne her", hun smilede og fulgte efter den ivrige Athal hen til manden.

Det lod vist til, at Evangeline var hoppet fuldkommen med på Athals nummer med at snakke om noget andet. Selv syntes han, det var gået temmelig skidt (nogle gange var han også bare så elendig til at lyve), men hun, derimod, slugte den råt.
Med godt hjerte regnede han med, at hun ikke ønskede at snakke om sin fortid, og han gjorde meget store øjne mod den kunstfærdige tigger i et forsøg på at se interesseret ud. "Er der? Nå, dah .. " sagde han og kløede sig i håret, hvilket han håbede virkede som en vurderende gestus. Til sidst vendte han sig mod Evangeline igen. Bare synet af hendes uimodståelige ansigt fik ham til at tabe vejret, og et mildt smil blomstrede frem på hans læber.
"Jeg har faktsk også optrådt engang," betroede han hende. "Og så sælger jeg dem her .. " Han stak en hånd ned i lommen. Selv om man måske skulle tro, at det ikke er eå vanskeligt at finde rundt i en lomme, så brugte Athal alligevel et godt stykke tid på at rode rundt dernede.
Med sine rødder som vanddæmom, kunne han naturligvis føle hver enkelt objekts form, størrelse og udseende, og han ledte efter den præcis rigtig.
Og dér var den! Som om solen havde rettet ekstra stråler mod ham, lyste ansigtet op, idet han trak en mindre genstand op af lommen.
Det var en konkylie. Farverne bestod af en blanding af elfenbenshvid og en lyserød-laksefarve. Kombinationen af de tre farver stod godt sammen med den elegante udformning.
Athal tog hendes hånd i sin, hvor han plantede konkylien. "Hvis man lytter til den," sagde han sagte, som var han ved at betro hende en kostbar hemmelighed, "så kan man høre havets brusen."

Evangeline smilede blot og stod og lidt i sine egne tanker, imens Athal betragtede manden. Hun var i vildrede. Hun havde ingen idé om, hvad hun skulle gøre. Hun ønskede sig sådan, at betro sig til ham, men hvad skulle hun sige? Og kunne hun overhovedet sige det, uden at græde? Chancen måtte hun vel tage. Der var ikke så meget andet at gøre. Hun fandt det naturligt, at Athal vidste det.. Ikke fordi hun havde kendt ham længe, eller noget i den stil. Men.. det gik op for hende, at hun faktisk ikke anede hvorfor hun nærrede så stor tillid til ham. Hun havde blot følelsen af, at hun kunne stole på ham. At hun kunne betro sig til ham.
Længe og nøje overvejede hun sit ordvalg. Hun skulle lige til at åbne munden, for at fortælle ham det hele, da han fortalte hende om, at han også havde optrådt engang.
"Virkelig? Med hvad?" Hun smilede, og prøvede at forestille sig Athal som gadegøgler.. hvilket var noget af en udfordring. Dog glemte hun det hurtigt, da nysgerrigheden over, hvad han havde i lommen ligesom tog over. Hendes øjne blev store af beundring, da han fremviste konkylien. Et stort smil, bredte sig på hendes læber, da han lagde den ned i hendes hånd. Hun havde godt nok hørt om, at man kunne høre havets bruse i sådan én, men hun havde aldrig prøvet det.. eller troet på, at det var rigtigt for den sags skyld.
"Kan man virkelig?" Hun smilede og betragtede konkylien i hendes hånd. Dens smukke form, og de fortryllende farver tryllebandt hende. Den var vidunderlig, og den føltes blød og glat i hendes hånd.

Det så virkelig ud som om, Evangeline var ved at sige noget, og Athal var lige ved at fortryde sin resolutte handling. Nogle gange var han for tavs, mens andre gange, lgesom denne, snakkede han for meget. Fortryde var dog forsent nu, og han skød det hen: Han kunne jo altid spørge hende senere, hvad hun havde været ved at sige.
Smilet voksede, som han så hendes fascination, og han nikkede ivrigt. "Prøv," opfordrede han. Han tog igen konkylien og satte det mod hendes øre. Hvis han fik det rigtigt, ville hun i netop dette øjeblik kunne høre den umiskendelige lyd af brusende hav. Det gjorde ham helt opstemt, og han fik straks en uvurderlig trang til selv at lytte. Nogle gange kunne han sidde i flere timer og lytte til havet og mindes, når det var for langt væk. En velkendt blødhed rørte sig i ham, og han så et øjeblik ned.
Da han atter løftede blikket, var smilet tilbage. Han fjernede hånden og forventede, at hun selv holdt konkylien. "Virker det?" spurgte han spændt.
Og, i det hele taget, kunne andre væsener end vanddæmoner som ham overhovedet kunne høre så meget?
Hendes spørgsmål poppede igen op i hans hoved, og han gjorde et henkastet skuldertræk. "Vand og alt sådan noget," svarede han svævende.

Evangeline betragtede konkylien i hendes hånd. Et stort smil bredte sig på hendes smil læber, da han førte konkylien op til hendes øre. Først hørte hun ikke noget, og skulle til at åbne munden, for at fortælle Athal det. Men så hørte hun en svag, brusende lyd. Hun kiggede rundt, for at se hvor lyden kom fra, indtil det gik op for hende, at den kom fra konkylien som Athal holdt mod hendes øre. Efter hans opfordring tog hun selv fat i konkylien, og lyttede efter lyden af havet. Hun smilede.. Den brusende lyd beroligede hende og fik hende til at slappe af.

Efter et par minutter flyttede Evangeline konkylien fra sit øre. Hun nikkede til Athal, som for at fortælle ham, at hun havde hørt havet. Hun smilede stadig over det, og betragtede endnu engang konkylien i hendes hånd. Som var den levende, lod hun blidt en finger kærtegne den. Hun så forsat fascineret på den. Den var så fint, og så skrøbelig i hendes hånd. Hun forstod godt, hvorfor folk ville købe ting om denne. Hun smilede varmt til Athal, imens hun igen lod sin finger glide henover konkylien.
"Den er virkelig smuk... tænk at man kan høre havets brusen i den.." Hun smilede stort.

Athal betragtede hende nysgerrigt, idet hun som sådan stod og lyttede til konkylien. Et øjeblik blev han helt nervøs for, at hans teori ikke virkede på elvere som hende og frygtede, at hans nummer var gået i vasken. Men da han så hendes store smil, bredte der sig en velbehagelig lettelse i ham.
"Ja, ikke?" jublede han. Måden hun kærtegnede konkylien på var ikke til at tage fejl af. Athal bed sig i kindhulen, og så blev hans smil også lge så stort som hende; det blev noget af et perlesmil. Med begge hænder omsluttede han hendes. Som de stod der, kunne han tydeligt mærke varmen fra sin egen og også hendes håndflader. "Jeg synes, du skal have den," sagde han mildt. "Nej, jeg mener mere; du skal beholde den. Betragt den som en .. eh - takkegave fra mig af." Han tilføjede en vigtig nikken.
Solens varme morgenstråler kyssede dem i håret, og Athal blev mere og mere bevidst om den enkelte berøring, de forårsagde med deres hænder.
"Du var ved at sige noget lige før?" spurgte han, en smule henkastet, da han pludselig ikke vidste, hvad han skulle gøre. I hvert fald kunne han ikke rigtigt få sig selv til at slippe hendes hænder.

"Hvad? Mener du det...?" Evangeline ville sige, at hun da ikke kunne tage imod en sådan fin gave. Men den lå der og spejlede soles stråler. Med sine smukke farver og kønne form. Hun kunne slet ikke tage øjnene fra den, og hendes smil blev endnu større, da det gik op for hende, at hun måtte beholde den. Den var hendes nu.. Hun kunne ikke lade vær' med at smile.

Hun betragtede deres hænder lidt. Hans mod hendes. Igen måtte hun smile. Langsomt nærmede hendes ansigt sig hans, og hun lod sine fyldige læber, blidt plante et kys på hans kind. Den føltes varm og blød mod hendes læber, og straks længtes hun efter hans mund i stedet for. Men hun måtte hellere stoppe der, så hun ikke virkede alt for ivrig. Hvad hvis det nu fik ham til at gå? Selvom hun godt vidste, han kunne lide hende, så var tanken der stadig i baghovedet. Han måtte ikke gå fra hende, fordi hun gjorde noget forkert. Hun måtte ikke fejle.. igen.

"Ja.." Hendes smil blegnede lidt, og hun rettede et par alvorlige øjne mod ham.
"Jeg tænkte på.. om du ville høre den rigtige grund til at jeg flyttede hertil.. og det om mine forældre.." Evangeline forsøgte at tvinge i smil frem på hendes læber, men nej.. det kunne hun ikke. Ikke når emnet var hendes forældre. Da var det næsten som, hun havde glemt hvordan man smilede. Sådan var det altid, når hun snakkede om dem.

Athal nikkede igen, og hjertebanken steg, så snart han så hendes ansigt nærme sig. Et øjeblik troede han, hun ville kysse ham, men måtte en smule skuffet tage imod et kindkys. Han smilede et tandsmil til hende, som dog også snart så sin ende, da hendes straks blegnede ved hans spørgsmål. Bekymret kiggede han på hende og overvejede skyndsomt, om det mon kunne have været hans skyld, at hun pludselig blev så ked af det. Men så snart hun nævnte sine forældre, kunne han gætte, hvad årsagen var.
"Okay .. " sagde han, panderynkende. Han kastede et blik omkring og trak hende så med hen til en bænk. Det virker ikke ligesom helt optimalt at skulle stå og snakke om noget alvorligt, mens der står en glad gøgler bag en og forsøger at få folk til at grine.
Så ned trak han hende altså med at sidde. Han slap hendes hånd og kørte (igen, igen) en hånd gennem håret og så afventende på hende. Hvad end hun havde at fortælle, så gjorde det hende i hvert fald ikke synderligt glad, og så var der noget ved selve emnet, der fik hans eget hjerte til at hamre af sted som en skræmt fugl.
"Hvad er det for noget?" spurgte han med opløftende stemme, som skulle opmuntre hende til at begynde.

Evangeline betragede Athal, imens han tænkte. Et øjeblik så hun skylden i hans øjne. Måske troede han, at grunden til, hendes pludselig ændrede adfærd var han skyld? Hun lod sig blot føre med over til bænken, og så lidt ind i hans blå øjne, imens hun tøvende begyndte at fortælle.
"Jeg boede hos mine forældre i udkanten af Di Morga indtil jeg var 13. En aften, kom en sindssyg mand, iklædt en sort kappe forbi. Jeg kender ikke årsagen, eller tankerne bag det, men han slog døren ind, imens vi sad inde i stuen. Min far sprang op og begyndte at råbe op om, hvad han i alverden lavede her. Han tog nogle skridt tilbage, da han opdagede at manden var bevæbnet. I den ene hånd havde han en kniv. Han pressede min far og af væggen, og holdt kniven tæt på hans ansigt. Min mor holdt mig ind til sig, fordi hun ikke ville have, jeg skulle se det. Hun kunne intet gøre for at standse det. Jeg kan huske skrigende. Min fars skrig. Smertefulde, og lange.. hver gang jeg lukker øjnene, kan jeg høre dem. Han døde ikke hurtigt. Den fremmede tog sig god tid, og sørgede for, at min far led så meget og så længe, som overhovedet muligt. Jeg hørte et bump, og min far faldt sammen på gulvet. Min mor gjorde alt, for at jeg ikke skulle vende mig om, og se på min - nu døde - far. Men jeg gjorde det alligevel. Og jeg glemmer aldrig hvad der mødte mine øjne. Han lå på gulvet, i en sø af blod. Der var virkelig blod overalt. På ham, på gulvet, på væggen.. sågar i loftet. Hans arme og ben, vendte den forkerte vej, og hans hals gjorde det samme. Hans øjne var åbne og de stirrede tomt ud i luften.."

Evangeline lod tårerne løbe ned af sine kinder, da de pressede sig på. Lod Athal se, den blødeste og mest ømme side af hende. Hendes store grønne øjne, lyste af sorg, og fyldtes med tårer, jo længere hun kom i sin fortælling. Den var nemlig ikke slut endnu.

"Så var det min mors tur. Han rev hende væk fra mig. Jeg skreg og holdt fast i hende. Bønfaldt den fremmede om at tage mig i stedet for hende. Han var kold, og gjorde med min mor, som med min far. Han kiggede på mig imens. Så mig i øjnene med sit kolde og sindssyge smil. Lod mig se, hver en detalje af hvad han gjorde. Lod mig se smerten i min mors ansigt, indtil hun til sidst holdt op med at trække vejret. Hun faldt sammen ovenpå min far.
Manden gjorde mig ingenting. Han kunne ikke påføre mig nogen smerte, der kunne overgå den, jeg følte, ved at havde set begge mine forældre dø.. langsomt og pinefuldt.. for øjnene af mig. Han skred.. og tog mine forældres lig med sig. Hængte dem op i et træ - i halsen - som skulle de hænges. Med en kæde. Grenen knækkede, fordi den ikke kunne bære vægten, og mine forældre lå der på jorden. Da de ikke kunne blive i træet, tog han dem med sig og efterlod mig i et tomt hus, hvori stuen var smurt ind i blod. Jeg var bedøvet af sår i tre dage. Jeg spiste ikke, jeg sov ikke.. jeg sad bare udenfor huset og græd. Stille og roligt begyndte jeg at spise igen, og jeg så i øjnene, at jeg ikke kunne blive i det hus et minut længere. Jeg tog hertil. Fik et arbejde og en kæmpe gæld, pga. min lejlighed, som jeg på daværende tidspunkt ikke var i stand til at betale. Derfor arbejder jeg så mange steder, og tager de jobs jeg kan få.. næsten uanset hvad det er."

Evangeline stoppede sin fortælling, og sendte Athal et afventende blik. Hun ventede på hans reaktion. På at få at vide , hvordan han reagerede mht. hendes historie.

"Det er derfor jeg opfører mig, som jeg gør, når et emne bliver nævnt, som minder mig om mine forældre. Det minder mig om den aften.. Jeg kan huske det så tydeligt, selvom det kun er tre år siden"

Tårerne gled ned af Evangelines kinder. De kunne ikke stoppe igen, nu hvor de først var begyndt. Hun var for såret til, at kunne stoppe dem. Hun lod dem blot løbe derhen hvor de ville. Ligeglad med hvad Athal tænkte om hende. Hun måtte græde.. græde ud. Få det hele ud af kroppen. Sådan gjorde hun tit. Mest om natten, hvor alle tankerne kom frem i hendes hoved. Og så græd hun da også lidt. Men det var noget andet, at skulle genfortælle det hele. Det havde hun aldrig gjort før. Det fik hende til at reagere mere voldsomt, end hun selv havde regnet med. Hun græd. Meget. Mere end hun nogensinde havde gjort før.


//Følte mig lidt kreativ lige der... xD//