Just a night..

Ordene sprang ud af Evangelines mund, som var det en hel hærd, der skulle møje sig gennem Troja. Fortællingen blev fortalt så livagtigt og virkeligt, at Athal nærmest selv befandt sig midt i begivenhedernes gang. Og ét ord blev konstant gentaget i hans tanker:
Forfærdeligt .. Forfærdeligt ..
Når hun nu og da gjorde sine kunstpauser, opdagede han hver gang, at han nervøst havde holdt vejret, og så hungrede han efter mere viden. Efter at kende slutningen - selv om det til dels også skræmte ham.
Til sidst, da hun endte sin historie, var det ikke svært at føle den samme sorg og smerte, der rasede gennem hendes hoved og alle lemmer i dette øjeblik. Han måtte også have tænkt uklart, for i det ene øjeblik huskede han sig selv sidde og kigge nærmest bønfaldende på hende, og i det næste øjeblik lå hans arme om hende i et tæt knus.
Det var som om, Evangeline havde taget alle ord, der overhovedet kunne siges, og proppet dem sammen til en ordentlig masse af gråd og sorg. Athal sad blot og holdt om hende uden at kunne få et ord frem. På den anden side vidste han også, at handling kunne være større end ord, og han blev vedvarende ved med at stryge hende trøstende over håret. Han hverken tyssede eller forsøgte at muntre hende op - det skulle bare ud!
De fleste forbipasserende gik bare forbi, som var det hverdag, at en af handlerne brød ud i gråd, mens nogle få stoppede. Nogle kiggede bekymret på dem, mens andre så på dem, som var de invalide.
Athal valgte at ignorere dem fuldstændigt. Overvejelser og tanker havde allerede skabt sine problemer, og mens han hóldt den grædende elverpige ind til sig, steg modet.
Nu, hvor hun havde fortalt sin livshistorie, hvorfor skulle han så ikke også bikse op med sin? Det måtte trods alt havde krævet et vist mod, og så havde de jo allerede skabt et specielt bånd.
Han tog en dyb indånding og så ned på det lyse hoved, der ustandseligt snøftede mod hans bluse. Det mindede næsten om handlingen fra aftenen før, og han kunne ikke lade være med at føle et sært stik af dårlig samvittighed.
Det var nu.
"Evangeline .. " Ytringen af hendes navn faldt blødt på hans læber og forenede sig med kærtegnet fra et roseblad. Han strøg hende over kinden og trangen til at kysse hendes tårer væk blev vanvittig. Men han gjorde det ikke.
I stedet tog han en dyb indånding og forberedte sig på sit livs første vidneberetning om hændelserne, der var sket for så mange år siden. Men der var noget i vejen. Noget helt galt. Pludselig kunne han ikke. Fortrydelsen stod malet i hans ansigt, og han så trist på hende.
"Det er jeg ked af, søde."

//Så er vi to!! xD //

Evangeline anede ikke, hvad det var, der fik hende til at fortælle Athal alt det. Det var det værste minde, hendes hukommelse rummede. Og alligevel havde hun delt det med en mand, hun kun havde kendt i 48 timer, hvis ikke mindre. Men der var noget over Athal, der havde fået hende til at gøre det. Hans udseende var ikke perfekt. Det havde fejl. Menneskelige fejl. Selvom han var dæmon, og en utrolig køn en af slagsen, havde hans fejl. Små fejl, som man ikke lagde mærke til, ved første øjekast. Men det var dem der gjorde ham unik. Dem der gjorde ham til.. Athal. Til den person hun var forelsket i. Hun følte sig tiltrukket af ham, selvom han ikke var unaturligt smuk, som vampyrerne for eksempel var. Han havde ingen evner der på nogen måde kunne hypnotisere hende. Så han havde ikke nogle unaturlige fordele, der på nogen måde, kunne tvinge hende til at sige noget til ham, mod sin vilje. Hun gjorde det fordi hun ville. Fordi hun ønskede at dele det med ham. Det var så småt begyndt at gå op for hende, at hun i alle de år, havde manglet at kunne fortælle det til nogen. Snakke med nogen om det. Det havde været hårdt at være alene, om noget så forfærdeligt, så tragisk. Selvom hun græd. Selvom hun var knust over det, så følte hun en lettende følelse i sit sind, over at have fortalt Athal det hele. Nu var der ikke nogen store hemmeligheder imellem dem. Det føltes.. bedre. Det føltes fantastisk.

Evangeline havde begravet sit kønne ansigt, i Athals trøje, og lod blot tårerne løbe. Det var så befriende endelig at gøre det. Endnu bedre, blev det kun af, at hun lod det ske, i hans arme. Det sted, hvor hun allerhelst ville være i hele verden. Især ligenu.
Hun kunne ikke se hans ansigt, men der var noget, der sagde hende, at han var igang med at sige noget, som han fortrød igen derefter. Hun var får opløst af gråd, til at konfrontere ham med det nu, men hun lovede sig selv, at hun ville gøre det senere. Hun nød hans kærtegn og lukkede øjnene, imens tårene forsatte ned af hendes kinder. Der kom ikke så mange nu, og hun var efterhånden ved at slappe mere af, nu, hvor hun var i hans arme.


//Det er sjovt vi altid er så kreative om aftenen/natten xD//

På film lykkes det altid heltene at se utrolig godt ud - selv når de græder! Den måde, de manøvrer en sexet tåre ned af kinden, er lige til at måbe over, og sympatien føles som varm te på en kold vinteraften. Men i virkeligheden forholder det sig helt anderledes: Man ser helt forfærdelig grim ud, når man græder, og sådan er det bare.
Med Evangeline var det helt anderledes. Selv om hulkede, som havde hun aldrig grædt før, var hun stadig noget af det kønneste, Athal kunne tænke sig. Måske havde det noget at gøre med hendes manopulerende og magiske udseende, der gjorde, at hun så godt ud lige meget hvad, men det her kunne umuligt være en smart gerning fra hendes side af!
Synet af dem begge dannede sig for hans indre blik, og han fik lyst til at sukke højlydt. Ved siden af hende lignede han jo et mislykket fugleskræmsel.
Athal trykkede hende ind til sig. Hendes ulykke var meget påvirkende, og en lille dreng gav sig sågar til at græde til fordel for sin mors forvirring. Athal fortsatte sin stumme dans af trøstende massage på hendes ryg og lod hende blot græde færdig i sin favn. Der var sådan set ikke andet at gøre i dette øjeblik.
"Det er okay," hviskede han fløjlsblødt ned i hendes velduftende hår. En smule febrislk begyndte han at bakse med hånden nede i sin lomme efter et potentielt lommetørklæde, men stødte kun på lommeuld og et gammelt bolschepapir. Han forbanede mentalt sig selv for ikke at glemme sådanne ting:
Husk et lommetørklæde! Husk altid et lommetørklæde!

//Man er så dejlig ukritisk om aftenen xD //

Evangeline lod blot Athal holde hende ind til sig. Lod ham massere hendes ryg i de trøstende bevægelser. Det føltes så rart, så trygt. Hun puttede sig en smule ind til ham, imens han holdt om hende, imens tårene blev færre og færre. Hun græd stadig, men dog ikke i så høj grad, som hun havde gjort tidligere.
Nok var Athals udseende ikke perfekt, og magisk manipulerende som hendes eget. Men hun elskede Athals det alligevel. Den tilfældige måde, hans hår sad på, hans klare, blå øjne, hans krop.. ja, det hele. Han var i hendes øjne, det mest perfekte man overhovedet kunne tænke sig. For hende, var han en klar kandidat, som den, hun ønskede at dele resten af sit liv med. Dette ville hun dog aldrig turde indrømme. Slet ikke overfor Athal - eller hende selv for den sags skyld. Hun syntes hans søde og generte måde, var mere tiltrækkende, end noget som helst af det, hun kunne præstere. Hun fandt den bevægelse han hele tiden lavede med hånden oppe i hendes hår, var sødere, end noget af det hun kunne gøre. Hun var væk i ham. Forelsket i ham. Først nu gik det op for hende hvad ordet egentlig betød og hvad det egentlig indbar. Forelskelse. I Athals arme, var hun som på en lyserød sky. Alt var godt, så længe, han havde armene omkring hende.

Evangeline nød, at mærke hans varme ånde mod hendes hår. Hun havde sit ansigt godt og grundigt begravet i Athals trøje. Duften af ham, strømmede ind i hendes næse. Omfavnede hende, og tiltrak hende, præcis som Athal gjorde. Hvor var hun lykkelig for, at Athal havde de samme følelser for hende. Hun vidste ikke i hvor høj grad. Men at de var der, var et mirakel i sig selv. En ting, hun ikke havde troet var mulig.


//Haha xD//

Evangeline lod virkelig til at nyde at ligge i Athals favn, eller også havde hun bare manglet et godt knus. Efterhånden gik det op for Athal, at de måtte have siddet på bænken i et godt stykke tid. Det var fuldstændig gået hans næse forbi, men samtidg havde der også været så meget at se til. Han håbede aldrig, han ville komme til at såre hende så meget, at hun ville begynde at græde på dén måde.
For anden gang mærkede han sin bluse blive gennemvæddet af hendes tårer. Af den grund kunne han ikke lade være med at smile. Evangeline virkede ikke som en synderligt følelsesladet person, og noget sagde ham, at de sidste to gange havde været særtilfælde. Det var godt nok lidt uhyggeligt, at det så havde været ham, der havde været en grundene årsag til hendes sørgmodighed inden for et døgn, men samtidig leverede det også en form accept. Hvilken kategori det så drejede sig om, kunne han ikke rigtig finde ud af.
Med en flig af sin bluse; et af de tørre steder, strøg han hende over kinden i et forsøg på at få de sidste tårer væk. Han nussede hende forsigtigt i håret og smilede lidt til hende. Det var lige før, han følte sig som den venligsindede helt i en eller anden film.
Pludselig var der så meget, han gerne ville sige, så meget han gerne ville gøre for at se hende smile igen. Men af bestemte grunde holdt han inde. Det skulle være hende, der tog til orde, når hun var klar igen.

Evangeline smilede svagt gennem tårerne. Hun havde fuldstændig mistet tidsfornemmelsen. Men det var hun ret ligeglad med. Det eneste der betød noget for hende, var, at Athal havde armene om hende og holdt hende ind til sig på denne måde.
Smilet blev større og tårerne mindre, da Athal strøg hende over kinden med en tør del af hans trøje. For anden gang, havde hun ladet sine tårer gøre den våd . Men han så ikke ud til, at havde det store imod, at hun havde gjort det. Ikke første gang og heller ikke nu. Hun tørrede selv de sidste tårer væk, og vendte så, sine store, grønne øjne mod Athal. De søgte efter kontakt med hans blå øjne, og da de endelig fandt dem smilede hun mere. Hendes øjne var ganske vidst lidt fugtige, men hun græd ikke længere. Hun virkede derimod lettet og lykkelig. Lettet, fordi hun havde fået sagt alt det, som havde gået hende på i så mange år. Og lykkelig, fordi hun sad her i Athals favn. Hvad mere kunne hun dog ønske sig?

"Athal?" Man kunne høre på Evangelines stemme, at hun havde grædt. Men hun smilede. Hvilket var ensbetydende med, at hun var glad igen.
"Jeg.." Hun gik i stå. I tvivl om, om hun virkelig skulle fuldføre den sætning, hun havde påbegyndt.
"Jeg holder virkelig meget af dig" Muligvis, ville hun have sagt noget andet. Holder meget af dig, dækkede ikke helt de følelser Evangeline var begyndt at udvikle for Athal. Men hun turde ikke fortælle ham, hvor stærk hendes kærlighed efterhånden var blevet, i frygt for, at han ikke ville være hos hende længere. Hun ville ikke tage chancen. Hun ville ikke miste ham. Så hun smilede blot, og så Athal dybt i øjnene.

Store og grønne var de øjne, der stirrede tilbage i Athals blå. Det var fuldkommen umuligt for ham at løsrive sig, og hendes smil gjorde kun hans eget endnu større. Det lod til, at hun ønskede at fortælle ham noget, prøvede at presse nogle bestemte ord ud. Nygserrigt lagde han hovedet en smule på skrå og forsøgte at opfatte det uudtalte budskab. Og så, da det endelig kom, mærkede han en sær glæde brede sig i maven.
Først var en fuldkommen glødende fornemmelse, og så slog maven en ordentlig saltamontale. Hun holdt af ham! Hun holdt rent faktisk af ham!
Altså, det måtte da betyde noget ikke? Jovist var det ikke sådan noget med, at hun ligefrem elskede ham (så ville han ærlig talt også have blevet ret skræmt), men når man holdt af en, var det vel meget godt, ikke?
Det kunne jo betyde hvad som helst! Hun syntes, han var sød, og måske syntes hun ligemed, at han var lige så attraktiv, som han fandt hende?
Latteren boblede i halsen og truede med at springe ud som et vandfald på lykkepiller. Athal strøg en vildfaren lok væk fra hendes pande og gengældte hendes noget så intense blik.
"Jeg synes også, du er rigtig sød."

Evangeline smilede bredt, da hun så smilet på Athals ansigt. Han var glad for at hun holdt af ham. For det gjorde hun virkelig. At sidde der, i hans arme, gav en varm følelse af glæde og tryghed, som hun aldrig havde oplevet før. Hun fandt Athal mindst lige så attraktiv, som han fandt hende. Selv ikke den mest perfekt udseende skabning, havde fået hende til at føle på denne måde. Han var noget specielt, og ligenu, i dette øjeblik, havde hun en følelse af, at han var hendes. Hun følte sig som verdens heldigste pige. At hun, af alle de andre piger som fandtes, skulle have Athal. Skulle have lov til at være i hans arme. Skulle have lov til at mærke hans kind mod hendes læber.. og hendes læber mod hans. I dette øjeblik var alt perfekt. Evangeline ville under ingen omstændigheder have byttet det væk, for noget som helst andet.

Et suk, slap over hendes læber, da Athal gengældte hendes ord, ved at sige, at han også syntes hun var sød. Langsomt lod hun sine hænder glide op til hans kinder, så de var på hver side af hans hoved. Hun så ham dybt i øjnene, imens hun talte.
"Jeg synes ikke bare du er sød, Athal. Jeg holder af dig. Som i, jeg har følelser for dig. Virkelig ægte følelser, som får mig til at nyde hver eneste øjeblik jeg har med dig"
Evangeline var i den grad ikke klar over, hvorfor hun lige pludselig sagde det. Så åbent. Så ligefrem. Men hun følte, at hun på en eller anden måde, var nødt til, at fortælle ham, hvor ægte hendes følelser var for ham. At hun ikke bare syntes hun var sød. Der var så meget mere i det, end bare det.

Det virkede næsten som om, Evangeline var støbt specelt til hans arme. Athal blev fortsat ved med at stryge hende over ryg og hoved, og lykkefølelsen tog efterhånden til.
Da hun tog hans ansigt mellem sine hænder, troede han igen, det var et kys, han ville få. Han lænede sig nogle centimeter tættere på hendes ansigt, men indså i sidste øjeblik, at det var ord, hun ville give ham. Inden han kunne nå at blive flov og alt sådan noget, rablede hun det af. Han fornemmede sine øjne blive kæmpestore, og det var nærmest som om, hun havde givet ham en mental mavepuster.
Han kunne nærmest se alle de organiske avisoverskrifter, der ville reklamere i hans hjerne lige nu: "Smuk elverpige har følelser for vanddyret Athal!" Han vidste snart ikke hvor, han skulle gøre af sig selv. Måske ville det være bedst at blive i hendes arme. Tanken virkede også meget dejlig.
"Du - jamen .. " Han skulle til at spørge om hvordan, det kunne lade sig gøre, men holdt brat inde i sidste øjeblik. Det ville jo være et latterligt spørgsmål. "Virkelig?" pippede han til sidst. Ansigtet antog atter stuetemperatur, og han blev mere end bevidst om deres kropskontakt.
Tag dig nu sammen, Athal! Den lille stemme i bahovedet trængte sig frem, og han trak sig anstrengt op af det forvirrede hul, han havde befundet sig i de sidste 24 sekunder.
"Okay .. " sagde han tl sidst. Et øjeblik så han ned, men så snart han kiggede op igen, lod han nlide fingre kærtegne hendes kind. Han kunne stadig mærke de salte tårer, der før havde invaderet hendes hud. "For at være ærlig; så .. så tror jeg, jeg er vild med dig, Evangeline."

Igen, kunne hun ikke lade vær' med at smile, da det kys han håbede på, ikke kom. Det var ikke hendes mening at snyde ham for de kys. Hun havde bare noget andet i tankerne, end at kysse ham. Hun lod blidt hånden, som hun havde på hans kind, glide henover den og lod den blidt kærtegne den. Langsomt lod hun sit ansigt glide tættere på hans, indtil hendes fyldige læber kun var for cm fra hans. Langsomt lod hun sine læber røre hans, i et inderligt kys. Hun lod blidt sin tunge åbne hans mund, og søgte efter hans. Hun kyssede ham mere dristigt og mere inderligt jo længere tid der gik. Hendes hænder gled fra hans kinder og rundt hans nakke imens hun forsatte kysset.

Efter lidt tid, slap Evangeline langsomt Athals læber, og hun så ham dybt i øjnene, imens hun smilende ventede på hans reaktion. Det havde været noget af et kys - et vildt et af slagsen. Hun var spændt og lettere nervøs for, at finde ud af, om han kunne lide det. Hun håbede inderligt, at hun ikke var gået for langt.
Hun nikkede, da han spørgende så på hende, og spurgte om det virkelig kunne passe, at hun kunne lide ham. Hvorfor troede han dog ikke på det? Hun smilede blot og nikkede. Selvfølgelig kunne hun lide ham. Hun holdt af ham, og ville ikke undvære ham for noget andet.
Hendes blik blev lidt fjernt og hun så lidt ned, da han blot svarede "okay". Okay? Okay?. Var det virkelig det eneste han havde at sige?? Hun skulle lige til at åbne munden, for at spørge ham ud omkring det, da han sagde det. Det mest fantastiske han overhovedet kunne finde på at sige. Han var vild med hende. Han var virkelig vild med hende! Intet kunne have gjort hende mere lykkelig på daværende tidspunkt. Hun smilede stort og trak ham tættere ind til sig.
"Wow.. er du virkelig?"
Evangeline smilede stort og så ham dybt i øjnene.
"Det er jeg virkelig glad for"

Athal måtte bide sig i læben for ikke at fare frem, grundet så meget som Evangeline fristede ham i dette øjeblik. Sekunder før hendes løber mødtes hans, lukkede han øjnene, og så var de i gang igen. Han omsluttede hende hårdt og lidenskabeligt. Begge hænder fandt vej om til hendes ryg, og med miindre forsigtighed, end han hidtil havde præsteret, gengældte han hendes kys. Det åbnede sig til noget mere, og han mærkede heden stige i sig.
Et længselsfuldt suk adskilte ham atter fra hende, og han åbnede parat øjnene igen. Mange komplimenterende sætninger forsøgte insissterende at presse sig vej ud, og han kærtegnede hendes underlæbe blidt med sin tommelfinger.
Mens kysset havde stået på, var det åbenbart lykkedes ham med en anden hjernehalvdel at sætte nogle brikker sammen. En virkelighed gik op for ham, og han trak eftertænksomt begge øjenbryn sammen.
"Men hvad betyder det så?" Han nåede ikke rigtig at tænke sig om, før ordene slap ud, og ærlig talt fortrød han det kun en smule. Hvorfor ikke bare få svar på spørgsmålet nu og med det samme?
Faktisk kunne de seneste erklæringer sætte gang i meget. Det lod virkelig til, at Evangeline nærrede større følelser for ham, men de havde kun kendt hinanden i næsten et døgn, og det ville nærmest være for tidligt at skulle sige noget om dem. Athal var dog ikke i tvivl om, at alt det, han havde sagt til hende, havde været sandt.

Evangeline mærkede Athals lyst stige i tankt med sin egen. Hvis de nu havde været alene.. Hvis der ikke havde været andre end dem. Hun havde sikkert forsøgt at tage skridtet videre. Videre end blot kysset. På en måde, var hun glad for, at de var ude i offentligheden. Tænk, hvis han ikke ville. Han havde jo ikke villet det aftenen før. Hvorfor så nu? Tænk, hvis hun fik ham skræmt væk.. nu, hvor det hele var så perfekt. Hun ville ikke have det anderledes. Hun ville blot være hos ham. Hos Athal. For altid. Det var måske lidt overdrevet, når de nu kun havde kendt hinanden i knapt et døgn. Men hendes følelser for ham, var så stærke, så intense. Hun kunne ikke holde dem skjult, uanset hvor meget hun gerne ville.. hvis hun altså ville. Hun ville have, han skulle vide, at hun virkelig holdt af ham.

Athals spørgsmål kom lidt bag på hende. Hun vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle gøre eller sige. Hvad det betød? Det betød vel ikke, at de ville indlede et forhold, nu, hvor de næsten ikke kendte hinanden. Men det betød alligevel for meget til, at Evangeline kunne lade ham tage afsted. Ikke, hvis hun ikke var sikker på, at hun fik ham at se igen.
"Jeg ved det ikke" begyndte hun. Hun kunne ligeså godt være ærlig. Faktisk, var hun ikke sikker på, hun var i stand til at lyve for Athal.
"Vi kender næsten ikke hinanden, så det er nok for tideligt at gøre så meget ved vores følelser.. Men vi kunne komme til at kende hinanden?" Hun smilede forventningsfuldt.
"Når du nu alligevel mangler et sted at bo.. så kunne du måske have lyst til at blive lidt.. hos mig?" Hendes stemme lød så uendeligt usikker. Som om, hun var bange for, at han skulle sige nej. Sige, at han måtte afsted. Hvilket også var tilfældet.

Bare man kunne trykke på en "fortryd"-knap ligesom på en fjernbetjening eller et computertastatur. Athal havde lyst til at rive sig vildt i håret, da han så Evangelines ansigtsudtryk. Hvadend hun troede, han mente med sit spørgsmål, var han sikker på, at hun misforstod det.
Knuden, der efterhånden havde dannet sig i hans bryst, blev løsnet en smule op, da han hørte hendes tænksomme svar. Ja, det lød som en fornuftig idé.
"Det lyder godt," sagde han og kunne pludselig ikke lade være med at smile stort. Ikke nok med at han og Evangeline nu havde et-eller-andet kørende, så havde han også fundet et sted at sove - i hvert fald for en tid. Nu måtte de jo se, om det kunne udvikle sig.
En pludselig indskydelse fik ham til at se sig omkring. En kvinde klædt i gammeldags bondetøj med sådan noget fra Múnchen og Bayern gik rundt og bød på hjerteformede chokoladestykker. Øjeblikket kunne næsten ikke være mere oplagt, og Athal sprang ivrigt op. Med Evangeline i hånden gennede han hende med hen til den søde dame og snuppede to stykker.
"Må glæde og lykke være med jer," sang hun og viftede kærligt med sin røde trutmund, inden hun trallede videre. Det var ærlig talt svært ikke at komme til at grine.
"Det skulle efter sigende muntre op, sådan noget chokolade," sagde Athal glad og glemte hurtigt alt om damen. Let lod han det hjerteformede stykke strejfe hendes læber, før han stak det i hendes hånd.

Evangeline så fortrydelsen i hans øjne, men hun valgte ikke at spørge ind til den. Det kunne jo sagtens gøre det hele værre. Til sin store glæde, lyste han op i et smil, da hun var færdig med at snakke. Han havde åbenbart kunnet lide hendes idé.. Han havde sagt at det lød godt. Det måtte i hvert fald betyde at hun havde ham i sin lejlighed nogle dage endnu. Tanken om, at stå op om morgenen for at lave mad til en sulten Athal, var så fristende og fyldt med glæde, at hun blot ønskede det var tidligt om morgenen igen. At være sammen med Athal var en fantastisk følelse, som ikke kunne erstattes af noget som helst andet. Hans tilstedeværelse gjorde hende glad og fik hende til at smile. Det var fantastisk hvordan han påvirkede hende. hun følte at sammen med ham, intet i hele verden gå galt. Intet. Absolut intet! Hun havde lyst til at råbe udover hele verden, at hun havde mødt den mest fantastiske mand nogensinde. Glæden var tydelig i hendes øjne. Det samme med længslen efter, at være hos ham.

Evangeline sendte Athal et overrasket blik, da han stoppede damen, og tog imod et hjerte. Hun smilede lidt af ham, og tænkte, at det nok var lang tid siden, han havde fået chokolade, og at han derfor, ville købe noget.
Da det gik op for hende, hvad formålet med den hjerteformede chokolade var, kunne hun ikke lade vær' med at smile. Hun lod ham strejfe hendes læber med chokoladen og smilede, da han lagde den i hendes hånd. Hun plantede et lille kys midt på hans læber, hvorefter hun smilende så ham i øjnene.
"Athal, det havde du altså ikke behøvet" Hun smilede til ham. Taknemmeligheden var tydelig i hendes ansigt. Det kunne godt være, han ikke behøvede at gøre det, men hvor var hun glad for, at han havde valgt at gøre det alligevel.
"1000 tak.. det er der aldrig nogen der har gjort for mig før".
Af alle de mænd Evangeline havde tiltrukket, havde ikke én af dem, købt en hjerteformet chokolade til hende.. De fleste ville jo kun have hendes krop, hvorfor give hende chokolade?

Athal proppede sit eget chokoladestykke i munden og tyggede omhyggeligt på det. Der var ikke noget som en god omgang hjerteformet chokolade med en stor dask sukker i. Ovenpå den sidste hårde tur og den sene aften med Evangeline havde trætheden stadig influeret ham - men så var det jo godt, man havde slikkongens hjælp!
Handlingen ved at give hende chokoladen havde egentlig været ment som en opmuntrende (og selvfølgelig en indsmigrende) gestus fra hans side af, men at hun ville reagere sådan, havde han ikke regnet med.
"Åh, det .. " Han sank og lo nervøst. Hvor så hun glad ud! Det overraskede ham stadig hvordan, hun nogle gange reagerede på ham, når han busede ud med sine spontane udbrud. Den elegante og samtidig charmerende effekt lyste konstant ud af hende, og nogle gange følte han sig helt kulret.
"Nu har du været så sød at vaske min trøje to gange på under ét døgn. Jeg synes, du skal spare lidt på kræfterne," sagde han med en drillende snert i stemmen og kunne ikke modstå fristelsen til at køre en hånd gennem hendes hår.

// Kreasvigt igen *snøft* //

Evangeline puttede ligeså chokoladen i munden, og tyggede på det. Smilet sad stadig på hendes læber. Athal havde givet hende et hjerteformet stykke chokolade.. Han havde givet hende chokolade! Hjerteformet! Hun måtte gentage det for sig selv i hendes hoved, før det overhovedet gav mening. Hvor var han dog sød.. Hun kunne ikke lade vær' med at smile og bekæmpede en voldsom trang til at kaste sig i armene på ham, og takke ham igen og igen. Men det ville da virke underligt, ville det ikke? At hun blev så glad over et enkelt stykke chokolade? Athal anede ikke hvor meget det betød for hende. Ikke bare chokoladen, men alle de andre ting han gjorde. Små, søde ting, som han gjorde fordi han holdt af hende. Hun havde aldrig oplevet sådan noget før. Det var aldrig sådan med de andre mænd.

Evangeline grinede og skubbede blidt, og samtidigt kærligt til Athal.
"Hey..!" Hun grinede igen, på den der søde måde, som kun Evangeline kunne gøre det. Da han lod sin hånd glide igennem hendes hår, så hun ham i øjnene et kort øjeblik, inden hun blidt pressede sine fyldige læber mod hans i et inderligt og heftigt kys.


//Går nok n.n//

Nu var det ikke sådan, at Athal havde haft særlig mange forhold på grund af sin unge alder. Der havde da været nogle søde piger hist og her i de tilfældige og uvilkårlige byer, han var endt i, men det var aldrig endt som noget seriøst. Inden da havde han allerede skulle tage på farten igen.
Med Evangeline var han også lidt usikker. Han syntes, hun var rigtig sød, og kunne nemt forestille sig noget mere med hende end bare en uskyldig flirt og en masse dejlige ord, der blev vekslet mellem dem, men det var aldrig til at vide hvornår, han var tvunget til at rejse igen. Hvem vidste - det kunne jo lige så godt være i norgen som om ti år. Ti år lød nu alligevel af ret meget, og som tankerne vandrede mod den dystre fortid, listede paranoiaen sig op ad Athals rygrad og fik ham til at skotte diskret rundt.
Men selvfølgelig var der ikke noget. Han skældte sig selv ud for at tænke sådan noget i netop det øjeblik, hvor han stod med Evangeline, og hensatte det til senere, til et andet tidspunkt hvor han måske var alene - alene med skyggefuldte tanker.
Han grinede, da hun noget så let puffede til ham og prikkede hende spøgende i siden. Gad vide om hun i øvrigt var kilden?
Inden han kunne nå at få sin teori iværksat havde hun presset sine bløde læber mod hans. I et par sekunder var Athal ikke i stand til at reagere ordentligt; så lukkede han øjnene og gengældte, nærmest groft, kysset.
Hun var så dejlig og så forfærdelig fristende. Han lagde begge arme om livet på hende og trak hende ophidset helt ind til sig. Han havde forlængst skilt hendes læber, og hænderne ønskede sig kun at undersøge hendes krop længere nede. En usynlig bobbel af lykke og tiltrækning lagde sig om dem, og det var som om, kysset varede sytten gyldne timer.
Det var et pludseligt fugleskrig, der bragte Athal tilbage til virkeligheden. Han havde netop givet slip på hendes mund og havde bevæget læberne videre ned af hendes hals, da det slog klik for ham. Den ophedende rødme steg ham til kinderne, og han trak sig en smule stakåndet tilbage.
De blå øjne glødede sm et solbelyst hav, og han så på hende, som om hun netop havde annonceret, at julen startede en måned tidligere.
"Det var godt, du ku' li' chokoladen," var det eneste han kunne sige.

Evangeline havde skam haft masser af forhold. Hun havde også levet længe. Meget. De havde allesammen været lige vilde efter hende, som Athal også var. Men ingen af dem, havde gjort hende usikker, sådan som han havde gjort. Ingen af dem havde fået hende til at rødme, som han havde gjort. Ingen af dem havde fået hende til at føle sig billig.. sådan, som Athal nu engang også havde gjort. På den ene side, var det tre følelser, hun ikke ønskede at have i sin krop. Men på den anden side, var hun glad for, at han kunne frembringe disse følelser. At han ikke gjorde alt hvad hun sagde, bare fordi hun havde en flot krop og et fortryllende ansigt. Han så ind bag det hele. Det var det der fik hende til at længtes sådan efter ham. Og så hans udseende. Hun fandt hans små menneskelige fejl, som hun ikke ejede en eneste af, charmerende og tiltrækkende. Det var sødt. Hun elskede hans udseende. Det gjorde hun virkelig. Ligeså hans personlighed. I hendes øjne, fandtes der ikke noget, der var mere perfekt end Athal. Dog, ville hun aldrig fortælle ham det, for han mente med sikkerhed ikke det samme om hende. Hun turde i hvert fald ikke spørge.

Evangeline lagde ikke mærke til Athals kiggen rundt. Derimod lagde hun mærke til hans prikken i hendes side, hvilket udløste et mildt og chamerende grin, som kun hun kunne frembringe. Hun var kilden. Meget endda.

Hun kyssede Athal så lidenskabeligt og intenst, som hun aldrig havde kysset nogen før. Der var noget specielt over deres kys. Den måde, hans læber føltes mod hendes. Den måde, hans tunge legede med hendes på. Hun ville ønske de bare kunne blive ved. Indeni hende brændte en uudholdelig lyst til ham. Men hun lagde bånd på sig selv. Han havde afvist hende før.. hun ville ikke risikere det gentog sig. Selvom Evangeline gerne ville glemme det, så lå tanken hele tiden i hendes baghoved. Han havde skubbet hende væk.
Et stort smil bredte sig på hendes læber, da hun mærkede hans mund mod hendes hals. Hun lagde blidt armene tæt omkring ham, for at trække ham tættere ind til sig, imens hun lukkede øjnene og nød det.

Evangeline kunne ikke lade vær' med at ønske, kysset ikke endte. Men det måtte det jo gøre på et tidspunkt. Hun grinede igen, da hun så farven i Athals kønne ansigt. Den farve var der efterhånden mere, end hans oprindelige hudfarve. Hun flyttede ikke sine arme fra ham, og så ham dybt i øjnene.
"Chokoladen er ikke det eneste jeg kan lide". Hun smilede. Bredt og charmerende. Uden at det var med vilje.

Athal udstødte et latterfnys ad hendes ordspil. "Så er det godt, jeg kan friste dig sådan," jokede han uden rigtig ved selv at tro på sandheden i ordene.
Evangeline var en guddommelig skabning, og han vidste, at nogen af hendes race blot var skabt til at forføre og udnytte folk - måske endda skubbe dem helt til døden. Men sådan fungerede Evangelines sind næppe. Hvis nogen pludselig kom og påstod, at hun var en koldblodig morder, ville han fuldstændig benægte.
"Såh .. " Han blinkede og forsøgte at trække et mere normalt ansigt frem. Det ville trods alt virke lidt dumt at se så hengiven ud hele tiden, som han sandsynligvis gjorde. Hænderne gled fra hendes ryg og videre om, indtil han kun holdt hende i hænderne. "Hvad skal vi lave? Er der noget, du har lyst til?"
Han så håbefuldt på hende. Det var jo trods alt hende, der kendte byen, ikke? Der måtte da være et eller andet utroligt spændende, de kunne tage hen og kigge på! Han huskede stadig museerne fra Paris, bygningerne i Prag og Frihedsgudinden i New York. Hvis der fandtes så fantastiske monomenter i storbyer som disse, måtte Di Morga vel også rumme en eller anden form for særværdigheder - eller måske en eller anden sej cykelforretning ..
Øjnene gled undersøgende rundt, som om han forventede flere skilte stå og pege direkte på stederne, men opfangede desværre kun den muntre dame med chokoladerne fra før. Hende var der vist ikke meget kultur over.

Evangeline smilede, og kyssede kort hans kind. Hurtigt, men blidt. "Ja.. det kan du, Athal" Hun så ham i øjnene et kort øjeblik, hvori det var tydeligt at se, at hun mente det. Athal fristede hende. Uanset om han selv var klar over det eller ej, forførte han hende en del. Hun havde længtes efter hans læber mod hendes, lige siden hun så dem forme den første sætning, han sagde til hende. Hun så ham dybt i øjnene. Lod ham se, hvor begæret, så han vidste at der lå sandhed bag hendes ord.

Evangeline smilede sødt til ham, da hans hænder fandt hendes.
"Det kommer an på, hvad du vil se? Butikkerne, parken, et museum måske?" Hun smilede lidt, ikke helt sikker på, hvad hun skulle vise Athal. Hvad ville han gerne se? Det var ikke fordi der var de mest fantastiske seværdigheder her i Di Morga, men stemningen, miljøet var rigeligt at tage derhen efter. Der var en helt speciel stemning over det, især byen de befandt sig i. En stemning man ikke fandt så mange andre steder. Hun fulgte hans søgende blik hen mod skiltene. Langsomt lod hun blidt sin hånd kærtegne hans bryst uden på trøjen. Kort, men blidt. Stadig imens hun kiggede ham i øjnene. Hun fjernede den igen og lod den glide ind i hans hånd igen.

Athal holdt kært om hendes hænder. Så flettede han sine sammen med hendes og begyndte siden at svinge begge par frem og tilbage. Munterheden lyste ud af ham, og det var tydeligt, at han nød at stå sådan her. Samtidig truede hendes øjne med atter at opsluge ham igen, og han lige så svag til at modstå trangen til at blive ved med at stirre ind i dem, som når nogen satte stegte skumfiduser foran ham. Det virkede som om, hun forsøgte at overbevise ham om et eller andet, nogle ord han havde sagt for blot nogle få sekunder siden, men han havde allerede lidt problemer med at huske dem ...
Han så kortvarigt ned ved hendes ord og mødte hendes blik igen med et skævt smil. "Parken lyder lovende," konkluderede han eftertænksomt. Det var ærlig talt en smule svært at komme på noget spændende, og så var han jo heller ikke den, der kendte byen bedst. Hvis han overhovedet kunne finde rundt allerede nu!
Med en livlig bevægelse slap han hendes ene hånd for derefter bare at trække hende med sig hen ad gaden. Rastløsheden havde rørt på sig hos den unge vanddæmon, og han følte en umættelig trang efter at se noget - bare et eller andet!
"Var du forresten ikke min guide eller sådan noget?" drillede han med tankerne på et par timer gammelt minde.

Evangeline lod blidt sine fyldige læber røre hans kind. Blot i et lille øjeblik. Bare for, at fortælle ham, hvor meget hun nød at være hos ham, hvor meget hun i det hele taget nød ham. Måske, var der også lidt begær gemt i kysset. Hun lod ham flette hans fingre ind i hendes, lukkede øjnene et kort øjeblik og nød det. Imens lagde hun sit hoved hvilende på Athals skulder. Hvor hun dog nød følelsen af, at være hos ham! Hun havde aldrig haft det sådan før. Ikke på denne måde. Også selvom der kun var gået to dage. Hun var stadig faldet fuldstændigt for Athal.. ingen tvivl om det. Han gjorde hende usikker. Han tilbad hende ikke, som de andre mænd. Det var det hun var så glad for. Han så ind bag hendes skønhed. Han så den rigtige Evangeline.

Hun smilede, da han sagde, at parken lød lovede. Hun ville elske at vise ham parken. Træerne, stien, søen.. og den romantiske bro med træerne og de lyserøde blomster. Hvor ville hun gerne være der med ham. Et så romantisk sted.. Bare hende og Athal. Hun rødmede bare ved tanken, men hun skjulte det så godt hun kunne, ved at kigge væk.

"Jo, jeg er din guide" Hun kiggede op og grinede. Evangeline tog blidt fat i hans hånd og førte ham med sig i retning mod parken.

Hvor så hun sød ud. Athal betragtede hende med blide øjne. Og var det lige en rødmen, han var i stand til at spotte der? Han fik lyst til at dreje hendes ansigt mod hans igen og stryge hende over de blussende kinder. Men hun virkede en smule flov over det, og eftersom han selv kendte mere end godt til følelsen, lod han være.
Snart havde hun grebet hans hånd og trak ham med hen mod parken. Nygserrigheden bosatte sig med faste rødder i ham, og han travede ivrigt mod målet ved siden af hende.
"Perfekt!" kommenterede han effektivt, da hun bekræftede ham i sin guide-position. Han udstødte et grin og så på hende med legende øjne.

//Aaaarrrggh, der bliver nødt til at ske et eller andet :O Min krea i det her emne dør snart :( Nej, den står allerede på selvmordsbroen! xD //

//Er enig! Men hvad? :O Min krea er allerede igang med at æde piller, så.. xD Ej. Svarer lige, når vi har fundet noget kreativt jeg kan svare med.. eller noget ^^'//

//Hmmm, jeg vil give det en tænker fra min side af ..:D //