Et gammelt og nyt hjem! - Angelin

Sted: Foret - I en elver lejr.
Tid: Højlys dag.
Omgivelser: Døde elvere og et hvidt telt
Vejr: Sol.


I den brændene sol sad Helvedesulven og slibede våben. Med fødderne godt tilpas på en elver uden hoved. For ikke mindre end et kvarter siden havde dette sted været hen livfuld elver koloni med legene børn og klare krigere. Men da Helvedesulven slog til blev det hurtigt forvandlet til hans hjem. Navnet Helvedesulven havde Arthur skænket sig da han forlod Terre som han han havde gjort omvendt for et år siden. Det var dejligt at mærke skovluften i lungerne igen. Men han var begyndt at savne hans kæreste Angelin Cloud som han for et par uger siden havde været sammen med. I klædt en tunika af skind og en bryst plade af elver jern og en grøn guld bruderet kappe fra elverne lagde han elver sværdet, som han lige havde slebet, i en skede. Ligene af elverene måtte han vel skille sig af med efter han havde afklædt dem. Nysgerig gik han ind i sit telt. Teltet var ret stort. Der var en seng og et skab med kryderier, en våbenhyle og en mikstur hylde. Tak elvere tænkte han da han satte sig i sengen. Han havde alt hvad han havde brug for! Bortset fra en ting... Angelin. Men der var så meget af gå i fryd over. Også at han havde opdaget at hans horn var kommet frem. Han tog sit spejl fra sengebordet og spejlede sig. Jo, to sorte små spidse horn var kommet tilsyne i hans pande. Åh han savnede Angelin så han kunne dele lykken med hende.

Blod. Her stank helt afgjort af blod og rædsel. Hvad var der dog sket her? Det var højlys dag, og en slank kvinde stod midt i en lysning, og så op mod himmelen. Hvorfor var det nu, at hun ikke tilhørte en af de gode længere? Med det spørgsmål til sig selv, begyndte hun at gå videre igen. Her var ellers stille og fredeligt, bortset fra stanken af blod og rædsel, som nærmest kvalte hende.
Kvinden trak en dyb indånding, da hun kort tid efter stoppede op igen. Hun lænede sig forsigtigt op af en træ, lukkede øjnene, og lyttede til den smukke fuglesang fra oven. Det lød himmelsk. Hele hendes krop glemte hvor hun var, og hun sank i knæ. Under hende var det blødeste mos, som hun foldede sig sammen i. Kvinden havde brug for hvile. Hun havde haft en mere eller mindre kaotisk dag. Var blevet kaldt ind på en politistation, fordi nogle havde mistanke om, at hun havde dræbt en eller anden. Heldigvis var hun sluppet væk, og de venlige politimænd, havde ikke spurgt hende om yderlige ting.
Angelin lukkede øjnene. Hun lyttede stadig på den smukke fuglesang. ”Fortsæt, små venner.” Hviskede hun, med ansigtet rette op mod himmelen. Fuglene forstod hende, og begyndte at synge smukkere. En sørgelig melodi, som fik hende til at tænke på en bestemt person.
Hun satte sig pludselig op, kom på benene, og løb i retningen af det sted, som Arthur befandt sig. Fuldkommen uviden om, at han faktisk befandt sig der.
Et forfærdeligt syn, og en grim lugt, mødte hende kort tid efter. Hendes øjne blev store, og fyldtes med tårer. Hun vidste at der havde været smukt og fredsommeligt her, og nu? Der var blod, lig og alt muligt, som fik hende til at skrige, her midt i en ellers smuk lysning.

Arthur som var ifærd med et pulere en rustning hørte skridt udenfor. Hurtigt trak han sit sværd og løb ud af teltet. Men det var ikke en vildfaren hævngerig elverhøvding med en hær at skyttere og få sværd krigere. Nej dette var den han sad og savnede. Måbene så han på hende og satte så sværdet i skeden og et smil bredte sig på hans læber. "Tak Helvede." mumlede han. Men Angelin så vel ikke særlig... festlig ud. "Jeg kan godt smide ligene ud hvis du vil" lo Arthur for at få lidt opmærksomhed. Arthur trådte oven på høvdingen som havde snittet hans bryst med en armbrøst. Ved siden af låg høvdingens kone som havde gemt sig ved siden af hendes mand da hun blev gennemboret. Arthur bøjede sig ned over hende og tog de talismaner og læder amulletter hun havde om halsen af hende. Han smed de lille bundt over imod Angelin. "Hvordan har du det?" sagde Helvedesulven og gik nærmere Angelin. Enlig ville han have krammet hende men hun så så bange ud... //Undskyld længden, min kommende hustru ^^//

Angelin bakkede bagud, da han nærmede sig. Godt nok var de et par, men hun kunne ikke tage hans opførsel. Han virkede… Helt fremmed og dyrisk. Da han kastede nogle smykker hen til hende, greb hun det heller ikke. Lige nu ønskede hun ikke at hun var stødt på ham. Hun kunne virkelig ikke holde ud at se på det kaos han havde været. Hvor mange elvere havde han ikke lige dræbt? Her var mindst 30 elvere eller noget i den stil, og det eneste problem ved det, var at de alle sammen var døde.

//Undskyld længden. Er lige gået fuldkommen ned irl:(//

"Er der noget galt min snut?" sagde Arthur, smilet forsvandt fra hans læber. Arthur gik tættere på hende og tog hendes hånd og knælede dybt. "Angelin. Du skal vide at du må få så mange telte det skal være, så mange smykker, huse, byer du vil. Jeg vil gøre alt for dig. Om jeg så skal hente stjerner. Det har du mit djævelske ord på." sagde han og sukkede. Hvis hun havde det skidt ville han gøre alt der stod i hans magt på at hjælpe hende. Enlig havde han lyst til at de kunne bo sammen. Så han kunne se hende hver dag. Hver time, hver minut, hver sekund. Men hvad skulle han gøre. En fjern stemme lød i hans hoved. Gift dig med hende for satan dog! sagde den. Arthur valgte at få den overdøvet. Men hvad nu hvis den havde ret.... Mon Arthur kunne være tro og loyal selvom han var en djævel? Han turde ikke tænke på det. Hvad hvis de fik børn. Børn! Nej Arthur ville ikke kunne forstille sig selv som en far. Hvis de overhoved skulle giftes ville det nok ikke være med børn. Arthur prøvede af alle kræfter at skræmme tanken væk. Arthur lod sin hånd strejfe hornene for en sikkerhedsskyld. Det kunne jo være at det bare var noget fup. Men nej, de var rigtige nok. "Angelin..." mumlede han. Hver gang han tænkte på Angelin fik han et billede af sig selv og hende med...et barn i hænderne. Han hadede virkelig sig selv og sine tanker lige nu. Forsigtigt gav han Angelins hånd et lille klem.

Angelin blødte lidt op, men inderst inde var hun stadig bange. Bange for at være alene med Arthur. Tænk hvis der gik et eller andet galt mellem dem, og han slog hende ihjel? Hun havde allerede været død en gang, og ønskede det ikke igen. Hun var faktisk bange for Arthur nu, men hun vidste ikke rigtig hvorfor.
Da han tog hendes hånd, ville hun have strittet imod, men gjorde det ikke. Han knælede for hende, mens hendes hånd lå i hans. En smule forvirret kiggede hun på ham, for at finde ud af hvad han mon lavede.
Pludselig kom han med en masse ord, som blødte hende fuldkommen op. Hans ord gjorde hende fuldkommen blød i hjertet. Ville han virkelig gøre alt for hende? Angelin var både overrasket men også chokeret. Elskede han hende virkelig så højt?
Siden de havde været sammen sidst, som efterhånden var et par uger siden, havde hun tænkt meget på ham. Tænkt på hvor meget han mon elskede hende, og om han nogle sinde ville sige det hele med ord. Indtil før nu, da hun altså ikke havde hørt hvad han havde sagt, havde hun troet at dette forhold ikke ville holde ved i så lang tid. Men da han så sagde dette, blev hendes hjerte helt varm, og flere tanker løb gennem hendes hoved.
De fik øjenkontakt, hvilket gjorde at Angelin var i stand til at se hvilke følelser han havde lige i samme sekund. Kærlighed. Det var den eneste følelse hun kunne tyde. Han elskede hende virkelig så højt, som han lige havde forklaret? ”Arthur?” Han havde lige sagt hendes navn, hvilket gjorde hende en smule nervøs. Hvad mon han ville sige nu?

Imod alle love hørte han sig selv sige "Vil du gifte dig med mig?". Seks ord han fortrød. Men hvis hun sagde ja vil det blot være en ære. Men et nej kunne ødelægge hele hans liv. Hvor var kærligheden truende. Helvedesulven bed sig i underlæben. Arthur besluttede sig for at tage hans spørgsmål som en mand. "Jeg vil gøre alt, for dig. Jeg vil hente månene og ligge den for dine fødder. Angelin... jeg elsker dig!" sagde Arthur. Han rejste sig og så ned på Angelin. "Jeg vil selv smede vores vielse ringe. Koste det hvad det vil!" sagde Arthur som nu kun bestod af kærlighed. "Jeg elsker dig." sagde han igen. //Der dødede min kreativitet.//

Pludselig forsvandt alle tankerne fra hendes hoved. Alt forsvandt. Alle tankerne, følelserne og overvejelserne. Forstavelserne, smerten og alt det andet, som hun havde været igennem. Alt forsvandt, og kun på grund af seks sølle ord.
Faktisk følte hun sig fortvivlet. Hvad skulle hun dog svare på hans spørgsmål? Det ville blive så afgørende for hele deres liv. Det kunne hun næsten ikke sige nej til.
Da han så igen begyndte at snakke om hvor meget han elskede hende, og at han ville gøre alt for hende, mødte hun hans øjne igen. Kærlighed. Ingen løgne, men blot kærlighed. ”Arthur..” Hun holdte en pause, og lagde armene om ham, da han var så tæt på hende som han var. ”Ja. Jeg vil gerne giftes med dig. På én betingelse. Du skal ikke dræbe medmindre det er nødvendigt, eller jeg beder dig om det. Det er det eneste jeg vil have.” Hun lod en hånd kærtegne hans hage, og fik vendt hans hoved ned mod hende. Deres læber mødtes, i et forsigtigt kys.


//Ogs min:3

Som om en kæmpe hånd tog fat om Arthur mistede han alt luft. Forsigtigt gengældte han hendes kys. Men Arthur stoppede kysset for at svare på hendes spørgsmål. "Jeg Faxe Gargon, søn af Frederik Gargon. Djævel af Lucifer, Morder af et utal, lover her med med hver en byggesten i min krop, at jeg vil dræbe efter nødvendighed, Og at forsørge min kone." sagde Arthur højtideligt. Arthur lagde forsigtigt en arm om hende. "Jeg lover dig det Angelin. Lover det." Athur kyssede hende på panden. "Vil du med ind i mit telt?" spurgte Arthur og løb ind for at hente noget. Han fandt en skuffet og ledte den igennem efter noget brugbart. Skuffen var fuld af amulletter. Arthur sukkede og tog en om sin hals i håb om noget held. Forsigtigt gik han imod skabet hvor på øverst hyle låg der to mønter af det pureste guld. Det kunne vel bruges. Han tog mønterne og lagde dem i lomme. Forsigtigt sneg han sig ind i de andre telte i håb om at finde en smedje. Lyden af en hammer imod metal kunne hørers i et af teltene. Arthur trådte ind. Der stod en gammel sort elver. "Smut!" hvæssede smeden. "Din lille..!" snerrede Arthur og skulle til at trække sit sværd men huskede sig selv på sit løfte. "Vil du hjælpe mig med at lave to vielse ringe til mig og min kommende hustru. Du beholder livet og får måske et nyt job som min smed. Hvad siger du til det?" spurgte Arthur. Elveren nikkede usikkert. "Hvad hedder du?" spurgte Arthur høfligt. "Tweezel mine herrer" sagde sortelveren. "Godt jeg hedder Arthur. Vil du hjælpe mig med at lærer at lave to vielse ring af de her?" spurgte Arthur og fandt de to guld stykker frem. Tweezel lo og sagde "Det der er dårligt metal. Prøv noget med det her." Han viste en lille plade af sølv og guld. Der gik mindst en time før Arthur fik taget på det men så fik han det tilgengæld færdig en halv time senere. Arthur gik tilfreds ud af teltet med to ringe af sølv og guld flettet ind i hinanden der lå på et stykke læder. "Tak Tweezel" råbte hen imod smedens telt. Tilfreds trådte han tilbage til Angelin. Godt hun stadig var der. Arthur rakte en ring til hende. "Undskyld at det tog så langtid. Vi har fået os en privat smed som lærte mig det. Måske kan det betale sig at dræbe efter nødvendighed." smilede Arthur og tog sin egen på.

Angelin lyttede til hans ed, og fik en tårer i øjnene. Han elskede hende virkelig, hvis han ville opgive at dræbe for hendes skyld. Han var virkelig den hun ønskede at leve livet med. Arthur var den mand, han længe havde ventet på, ville træde ind i hendes liv. Og det havde han så gjort. Han var ligesom bare dumpet ind i hendes liv, og det havde vist sig, at være helt fantastisk.
Da han spurgte hende, om hun ikke ville med ind i hans telt, nåede hun næsten ikke at svare ja, før han allerede var på farten. Han havde virkelig fart på, da han pludselig løb mod teltet.
I længere tid kiggede Angelin bare hen mod teltet, men da han havde været væk længe nok, satte hun sig ned, og kiggede på græsstrå. De var ikke så specielle på den måde, men de var fredelige at kigge på.
Da en fuglesang over hende, pludselig brød ud, kiggede hun op, og fik øje på den smukke hvide Fønix, som hun havde set den gang hun havde snakket med Logan sidst. Egentlig savnede hun ham en lille smule. Tænk at han virkelig ville gøre det han havde tænkt sig? Gå døden i møde, med vidt åbne øjne. Tænk at han turde.
”Kom her ned, smukke fugl.” Nærmest kvidrede Angelin. Fugle var virkelig nogle smukke bæster. Mest fordi de faktisk havde de vinger, som hun nu engang havde mistet. Nogle gange savnede hun helt klart livet som en af guds engle, men hun ville aldrig blive tilgivet efter det hun gjorde nu. På den anden side kunne hun vel også være ligeglad? Inderst inde var hun jo stadig engel, og havde evigt liv, indtil hun døde af sult, blev skudt eller noget i den stil. Hun ville beholde sit evige liv, men hendes vinger ville hun nok aldrig få igen.
Fuglen adlød hende. Ikke den helt store overraskelse, med den evne hun havde.
Den rimelig store fugl landede på hendes skulder, da hun havde rejst sig op, efter den havde mellemlandet på jorden. Forsigtigt strøg hun den over de smukke hvide fjer.
Lidt efter kom Arthur tilbage. Der var vel gået omkring en time eller to. Tiden var alligevel fløjet afsted.
En smule urolig kiggede hun på ringene, og da han tog sin på, indså hun, at når hun tog sin ring på, ville de være sammen. Eller i det mindste være forlovede.

//Undskyld forsinkelsen, men har været i sommerhuset. Nå men her kommer indlægget :P Dog lidt kort.//

"Jeg kan godt slæbe en seng mere ind i teltet eller finde et telt til dig også hvis det skulle være" sagde Arthur og pegede imod teltet. Af alle kvinder Arthur ville dele sit liv med ville han vælge Angelin. Fordi at han ikke kendte mange piger, og at hun var vidunderlig. De to ting var han sikker på. Så sikker som en mand kan være, også en djævel. Men mand og djævel var vel det samme tænkte Arthur og lo indvendigt. Men som sagt måtte han gemme djævlen væk og tjene nogle penge ærligt. Han havde aldrig forestillet sig at få en kone. Han havde højst tænkt på en kæreste inden han mødte Angelin. Enlig havde han også tænkt på at leve et jomfru liv. Men når han var gift ville den tanke nok blive til røg en skønne dag. Men at få et barn... søn eller datter. Han valgte at gemme de tanker væk som før. Enlig var hans fremtid rimelig splittet. Han kunne vælge at leve som slavejæger eller overfaldsmand. Eller måske ville han blive lejemorder... nej det var ingen mulighed. Men hvis han skulle vælge... hvis han nu ville leve i kampens ånd ville han måske blive soldat? Hm.... Den ene tanke fløj forbi efter den anden men Arthur måtte dog vende tilbage til virklighed. Han nussede Angelins kind. "Hvad siger du skønne?" sagde Arthur med et smil på læben.

Angelin stirrede stadig på ringen, som hun nu holdte i sin hånd. Hvad skulle hun dog gøre med den? Egentlig var hun nok mest bange for at det ville gå galt, eller at Arthur ville miste kontrollen over sig selv, og måske dræbe hende? Tænk nu hvis det skete? Hun havde ikke lyst til at dø endnu en gang. Sidste gang var godt nok meget længe siden, men endnu en gang, var ikke specielt tiltalende. Livet var nu alligevel lidt bedre end døden.
Langt om længe, tog Angelin endelig ringen på, og en følelse af lettelse gik gennem hendes krop. Det føltes godt at have det lune metal modhuden på hendes ringefinger. Det føltes helt rigtigt, at de nu var sammen. Der var vist ikke længe til, at kun døden eller skilsmisse kunne skille dem ad. Hvor glædede hun sig egentlig til det, men hvad ville Logan mon sige til det? Var han egentlig død?
Tankerne smed hun bag sig, i et forsøg på at komme tilbage til virkeligheden. Der skete ikke rigtig noget. Hun blev blot ved med at kigge ud i luften, indtil Arthur blidt nussede hendes kind.
Et forsigtigt smil bredte sig på hendes mund, og forsigtigt lagde hun armene om ham, hvorefter hun blidt kyssede ham på munden.
Hun holdte utrolig meget af ham, og ville ønske hun havde indset det lidt før. Hvordan mon deres fremtid ville blive?
"Kunne jeg ikke bare sove sammen med dig, skat?" Hendes stemme var blid, og forhåbentlig rolig nok til ham. Hun var altså stadig bekymret for hvad der kunne ske med hende.


//Undskyld længden, og ventetiden:3

"Selvfølgelig" sagde Arthur blidt. "Hvem skal enlig være præst. Altså til vores brullup?" spurgte Arthur enden han traskede over til et telt. Han slæbte en seng efter sig. Og hold da kæft de senge var tunge. Den muskuløse unge mand strengte sig an og fik slæbet sengen det sidste stykke over ved siden af sin egen. Han pustede lettet op og børstede støv af sin brystplade. Han gik igen over til Angelin igen og sagde "Der er noget jeg altid har haft lyst til at gøre." sagde Arthur. Han bukkede sig en smule og kyssede Angelin lidenskabeligt. Åh ja han havde stræbet efter at gøre dette på sin fremtidige hustru. Arthur smilede. Angelin. For ham bragte navnet fred og styrke til hele kroppen. Det bredte en ro over ham. Men hvis Angelin havde en ven som kunne være præst ville det være helt i top. Og hvis denne ven fandtes, ville Arthur belønne personen med et elversværd. Arthur betragtede hjemmet. Hans og Angelins hjem. Tanken gjorde ham inderligt stolt. Stoltheden blev større og større for hvert sekundt og til sidst lyste han døde øjne op med liv og lys. Han lodt sine fingre hvile ved hendes. Arthur betragtede hvert et telt i lejren. Tweezels og de tomme. Måske kunne Tweezel være deres præst. Det var jo trods alt bedre at blive gift i sortelvernes religion end hos guds. Han glædede sig til at være sammen med Angelin og lære resten af pigen at kende. Måske hendes livretter? Arthur pustede ud og kiggede imod himlen. Himlen var næsten kvart så smuk som Angelin, hvilket er overnaturlig skønhed...

Angelin stod en smule tavs. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige eller gøre. Derfor holdte hun bare mund for en stund. Da han lidt efter spurgte hende, hvem der skulle være præst, blev hun endnu mere tavs. Selv havde hun ingen anelse. Hvis ikke det var fordi Logan var så rasende på dem begge to, ville hun ha ønsket at han kunne ha gjort det for dem.
Arthur forsvandt, og kom lidt efter tilbage med en seng på slæb. I et kort øjeblik havde Angelin glemt alt om hvad hun lige havde sagt. Alt virkede en smule slørret for hende. Hvad var det dog der gjorde hende så underligt til mode? Der var da ikke sket noget? Alt var som det plejede? Bortset fra at de var forlovet. Men. Det spillede da ikke en kæmpe rolle? Alt var vel stadig som det plejede?
Han kyssede hende. Faktisk rimelig lidenskabeligt. Hun kunne lide det. Faktisk så meget, at hun bag efter lagde hovedet på hans skulder, og vuggede fra side til side. ”Jeg elsker dig..”
Mere havde hun ikke rigtig at sige. Hun havde fundet grunden til at hun var så underlig til mode. ”Skat? Har du noget imod at jeg tager mig en lur?” Lidt efter mumlede hun noget, hvorefter hun hostede og gentog: ”Jeg er rimelig træt.. Du ve?”


//Uuuundskyld længden:3

Arthur blev blød om hjertet af hendes bevægelser. "Bare gå ind skat, jeg smider ligene ud og laver et våbenskjold til famillie Gargon Cloud. Eller hvad skal famillien hedde?" spurgte Arthur roligt imens han tog fat om en død elver og kylede den ud i buskaset. Arthur gik så over til liget af en elver spion og rev spionens kæmpe læder krave af ham og lagde den på jorden og kylede spionen ud i busken. Sådan forsatte han og tog den ting han ville have fra ligene og kylede dem ud. Det var ret hårdt da ligene var tungere i dødsvægt. Han stoppede da han var halvfærdig og pustede ud og gik over til Tweezels telt. Duften af metal kom ham i møde. "Tweezel?" spurgte han den gamle sortelver. "Ja Arthur?" svarede Tweezel. "Har du tid til at lave et våbenskjold til mig og min forlovedes nystiftede familie?". "Selvfølgelig herre." svarede han. "I rent sølv tak med et mutiv der forestiller en varulv med englevinger og skriften.... ej vent lidt med skriften til jeg kommer tilbage." beorderede Arthur sin smed og gik tilbage. Så forsatte han med at smide lig ud hvilket gjorde ham øm i musklerne. Da han var færdig gik han tilbage til Angelin. Hans hustru! tanken gjorde ham stol og glad inden i.

Efter det han sagde, gav hun slip på ham, og traskede ind i teltet. Dog stoppede hun midt i teltåbningen, og fik et lille stykke af teltduen i øjet. Før hun vendte sig om mod hendes kommende mand, stod hun lidt med hånden over øjet, selvom smerten ikke ville forsvinde af den grund.
Da hun se endelig vendte sig om, var hendes øje en smule rødt, og det gjorde måske stadig lidt ondt. Af og til følte Angelin sig virkelig ynkelig, selvom hun havde levet så længe. ”Eeh,” mumlede hun med en rolig tone. ”Jeg ved det virkelig ikke.. Gargon Cloud.. Cloud Gargon? De lyder begge lige.. Underlige..” En ting der måske kunne være en ulempe ved hende, var at hun tit sagde ting lige ud, og præcis som de var. Ikke noget med at skjule budskabet.
Da Angelin lagde sig ind på sengen, som hun regnede med var hendes, indså hun hvad der lige var sket. Hun var blevet forlovet… forlovet? Det virkede helt underligt at tænke på. Hvis der var en ting, som hun ikke håbede på, var det at de kom til at blive et kedeligt ægtepar. Hun ville helst gerne gå videre med hendes frie liv, hvor hun kunne gå rundt som hun ville. Hvordan havde Arthur det mon med dette?
Med meget lidt besvær fik hun vendt sig om på siden, lukkede øjnene og faldt i en meget let søvn.

Arthur smilede og gik over til Tweezel. Når hun ikke kunne bestemme sig måtte han jo gøre det. Cloud Gargon gav en god klang. "Skriv 'Cloud Gargon' nederst på våbenskjoldet." sagde Arthur til sortelveren som nikkede. Så forsatte Arthur med at smide ligene ud. Da han var færdig satte han sig på en træstub. Måske skulle han også gå i seng. Eller måske udforske stedet? Eller måske gøre stedet lidt mere... Cloud Gargon? Forsigtigt sneg han sig ind i telt hvor der tilsyneladende lå nogle bøtter sort maling. Med en bøtte og en pensel gik han over til det telt han og Angelin brugte. Det var et held at han godt kun stave til han og Angelins efternavn. Hurtigt stragte han sig på tæer og skrev ovenover åbningen "Cloud Gargon". Tilfreds satte han bøtten på jorden og gik ind og lagde sig ved Angelin. //Undskyld længden//

Angelin rørte en smule på sig, da hun bemærkede at noget ved siden at hende, rørte på sig. Hun kunne godt gætte sig til hvem det kunne være, og desværre vågnede hun. Måske fordi hun ønskede at være tæt på denne person, som hun fornemmede var tæt på hende? Arthur. Hun havde haft en underlig trang til at ligge og nusse og kysse med ham? I måske lidt for lang tid. Vidste hun mon allerede for et stykke tid siden, hvad der ville ske med dem? Havde hun vidst at de ville komme sammen, og endda blive forlovet? Om ikke længe ville de jo være blevet… Gift?
Angelin åbnede det ene øje en smule, og så det andet. Hendes øjne var en smule blanke til at starte med, men fik lidt efter sin glans igen. ”Hej.” Hun så hen på Arthur med et kærtegnende blik, og uden rigtig at røre på sig. Hun ville så gerne være tæt på ham. Se det var noget HUN længe havde haft lyst til. Bare at være tæt på ham, uden at bekymre sig om, hvad andre folk dog tænkte om hende. Hun var hans, og det havde gjort hende et helt stykke lykkeligere.
//Pyt:3 Mit svar er ikk så godt:3//

Arthur smilede blødt og kyssede hende på munden. Hans livs kærlighed. Tja... Angelin var den første person som havdet elsket ham ud over hans plejefar da han fik penge for at adoptere Arthur. Så mange løgnere. Hans mangel på omsorg havde jo ført til det han var inden han mødte Angelin. Et vildt dyr som ikke kunne tale var det han havde været. Og det havde hun fået væk på en nat? Hun var også den første der havde prøvet efter Arthurs tre år i Forét. Hvis der var en der elskede ham, så var det Angelin. Kvinden som frelste hans liv. Arthur måtte stoppe kysset for at sige tre vigtige ord; "Jeg elsker dig". Forsigtigt lagde han en arm om hende og så hende i øjnene........

Næste morgen havde Arthur stået tidligt op og havde sat det våbenskjold op som Tweezel havde brugt natten på. Til gengæld havde Tweezel forlanget et telt mere, og det havde han så fået. Arthur var derfor igang med at hugge brænde til Tweezel da han var gammel og ikke kunne gøre det selv. Tweezel havde givet ham sin økse så Arthur nu kunne hugge lidt bedre... det ville have taget langtid med hænderne. Arthur forestillede sig at det han huggede i var vampyre, hvilket resulterede med at han fik hugget dobbelt så mange gange brænde som han ville han gjort normalt. Da han var færdig puttede han de mange stykker i brændekurven og slæbte den over til Tweezel. Men da han var på vej tilbage imod Angelin og hans telt hørte han noget pusle. En lyd af en buestreng som gav slip. Forskrækket sprang Arthur til siden da en pil susede igennem luften og satte sig fast i et træ. En gruppe på fem elver mænd kom farende imod ham. Arthur råbte "Uslinge..." da et krumsværd farrede hen imod ham og lavede en risse i Arthurs brystplade. Hurtigt trak han sit sværd og huggede sværdet ned i en mands skulder som tabte sværdet. Angelin... de må ikke tage Angelin tænkte han. Forsynet af kærlighed til Angelin skete der af en grund noget. Noget som også var på grund af hadet til disse elver mænd. To gigantiske djævle vinge groede frem fra hans ryg. Hans horn voksede ud til en længde på en halvmeter. En lang kraftfuld hale groede ud af hans haleben. "Hold jer væk" sagde Arthur med en mærkelig stemme. Stemmen gjorde mændene hunderæd. "Hold jer væk" gentog Arthur og trådte et skridt nærmere. Elverne løb rædselslagne langt væk fra Arthurs lejr. Hornene skrumpede ind til normal størrelse igen, vingerne groede ind samme med halen og Arthur faldt bevidstløs sammen med en tynd stribe blod der sivede ud af hans ene mundvige.

Angelin sov godt og langt, og bemærkede ikke hvad der skete omkring hende. Hun sov sødt omkring alt hvad hun engang havde været. Måske var det ikke en behagelig oplevelse, at se hvem hun havde været en gang, men alligevel virkede alle de vigtige minder, utrolig beroligende over for hende. Det føltes godt at vide, at hun ikke havde mistet alle de normale tanker. Heldigvis var hun begyndt at ligne sig selv mere og mere igen. Dog manglede hun stadig sine vinger. De ville nok aldrig komme tilbage igen. Aldrig ville hun føle hvordan det kunne være at flyve frit som fuglene igen. I stedet kunne hun dog snakke med fuglene og alle de andre dyr i skoven, byen eller andre steder. I det hele taget kunne hun bar snakke med alle forskellige dyre arter. På en måde var der okay, men fordelen i det var ikke så stor.
Med de gode øre hun nu havde fået, her på det sidste, vågnede hun af en pil som synes at suse forbi teltet. Hurtigt kom hun på benene, men vovede at stikke hovedet ud af teltduens åbning. Hvad forgik der mon der ude? Det virkede ikke til at være særlig hyggeligt. Hvem befandt sig der ude? Arthur.. Arthur var der ude? Åh for pokker! Dette var dømt til at gå galt. Det ville helt sikkert gå galt. Da Angelin to gange hørte ordene: ’Hold jer væk, ’ kunne hun ikke høre hvem det kunne være. Stemmen lød ikke bekendt eller særlig venlig. Tvært imod lød den rimelig uvenlig, ubehagelig og skræmmende. Selv Angelin rykkede og krummede sig en smule sammen. Mon det var en af dem, som angreb dem? Det lød i hvert fald som om der var flere af dem.
Angelin kunne høre løbende skridt drøne væk fra deres lille lejer. Det måtte ha været nogle der havde angrebet.
Først nu gik hun ud af teltet, men da hun så en let sammenkrummet skikkelse ligge omkring midt på pladsen, indså hun at det var alvor. Hun så Arthur ligge der i græsset, med blod fra den ene mundvig. Hun fik fart på, og var henne ved ham på overraskende kort tid.
Uden hun havde bemærket det, var der kommet et let lysende og meget tyndt slags tæppe bag hende. Vinger? De føltes utrolig lette, og hun havde ikke engang bemærket at de var kommet frem.
Angelin faldt på knæ ved Arthurs side, og lagde en hånd på hans kind. ”Arthur?”

"Hold jer væk..." hviskede han stadig for sig selv og hostede hæst. Og så midstede han bevidstheden. Den mandlige krop blev ligbleg og hjerteslagene langsommere og tungere. Ved hornenes rod kunne man ane noget blod sive frem og hornene voksede sig et par centimeter længere. Hans hud omkring skulderbladene mørknede som blåe mærker. Forsigtigt mærkede han blodet risle ned i ansigtet på han fra hornene. Så åbnede han sine tunge øjenlåg og mumlede irriteret "Fuck elverne de ridsede min rustning..". Angelin... han tvang sine tanker frem. Hvad var der sket? Så huskede han elverne og kampen. Og der var en der beskyttede ham? En med en underlig stemme..... nej. Det var ham. Han havde reddet sig selv. Forband de elvere tænkte han og kom til kræfter. "Klarede du den Angelin?.." spurgte han hæst og tørte blodet væk fra sit ansigt og sin mundvig. "Må jeg godt plyndre deres landsby og dræbe deres overfalds mænd?" spurgte han plagende som et barn til sin mor. Hvis han fik lov skulle de dø. Alle sammen! Sådan behandlede man ikke Faxe Gargon, Helvedes ulven! Han knurrede men fik ondt i brystet. Selvom elveren der ramte ham ramte brystpladen var selve slaget givet et slemt blåt mærke. Forsigtigt bukkede han sin overkrop op fra jorden og stirrede på Angelin. Et slagt hvidt slør kunne anes omme på hendes ryg. Arthur valgte at lade være med at tage sig af det og rejste sig op fra jorden og kiggede over den åbning elverene forsvandt. Dette tegnede ikke godt. Nu kendte elverne vejen, de kunne angribe når de havde lyst! Arthur måtte anskaffe sig nogle krigere eller bygget en mur. Helst en mur af sten og hvis han kunne få nogle til at forhekse den imod elvermagi ville det være skønt. Han måtte aflægge Voodoo handleren et besøg så han kunne komme af med elverne....

Han blødte utrolig meget. Det var nu faktisk rimelig ulækkert og ikke rigtig noget der fristede Angelin til at røre ved ham. Efter den oplevelse med hendes vinger og en masse blod, kunne hun simpelthen ikke se på for meget blod ad gangen. Hun kunne virkelig ikke se på det!
Men hun lev nød til det, for Arthur så ikke specielt godt ud. Han lignede mere eller mindre et lig, da han igen kom til sig selv. Havde han mon været på døden rand? Hvorfor havde hun dog ikke gjort noget? Hjulpet ham før det måske havde været for sent?
”Det er mere mig der skal spørge om du klarer den.. Der er jo ikke sket mig noget?.. Hvad skete der dog?”

Det fik lykkedes hende at høre historien, og da han nu spurgte om han måtte dræbe dem, blev hun helt stram i ansigtet, og måske endda en smule bleg. Ville han sådan bare uden videre dræbe alle elvere? Unde ringen omstændigheder ville hun lade han dræbe endnu flere uskyldige personer. Derfor holdte hun sig kæft. Bukstavelig talt. Hun sagde ikke et ord, før han bare stod og kiggede ud på en åbning. Hun måtte altså gøre noget. Der var sikkert noget de skulle snakke om.
”Arthur.. Kom med mig..” Uden videre gik hun hen mod ham, lagde armen om ham, og begyndte at hå ind mod deres telt. Han virkede til at være såret et sted på kroppen, og Angelin kendte nu til et par lægeurter som kunne findes her omkring.

Arthur haltede med men det gjorde forfærdeligt ondt. Hans syn var slørret. Efter en masse koncentration fik Arthur et tydeligt syn af teltet. Arthur brugte sine sidste kræfter på at hoppe op i den bløde seng og så forvandt hans bevidsthed. Eller nærmere hans liv imidertidligt. Hans krop tog på af dødsvægt og vejrtrækningen forsvandt. Ifølge Arthurs syn faldt han igennem sengen og videre ned. I virkeligheden låg han i sengen. Arthur mærkede en stærk hede i vinden som blæste hans hår til alle sider. Men omsider blev han blændet af et skarpt hvidt lys og en følelse af ild brænde i huden. Og så knækkede hans næse imod jorden. "Av forhelvede..." råbte han igennem gaden han befandt sig i. En gade han kun kendte alt for godt. Han befandte sig i helvedes centrum. Myldre af djævle strømmede igennem gaden. Nogen bevæbnede. Mange af dem var på vej til Di Morga for at deltage i krigen. Nogle djævle var igang med at fremane våben og katastrofere rundt på jorden. Eller også tævede de hinanden. Jo dette var helvede. Men hvorfor befandt han sig her nu?
Arthur... det siger sig vel sig selv? Lucifer vil tale med dig. Hvor ønskede han at det var løgn.. En stærk hånd grebte fat om han håndled og hev ham med ind i en sprække imellem to huse. "Arthur...." mumlede skikkelsen og slog sin kuttes hætte af. Det var Lucifer. Men hvad lavede han her....?

Angelin kiggede panisk på Arthur, da han smed sig på sengen og hans vejrtrækning forsvandt. Hun tog en hånd op til hovedet og knyttede næven ved panden. Hun smed sig på knæ ved siden af sengen, og lagde mærke til at han havde taget på i vægt, da hun forsigtigt ruskede i hans arm. Han var vel ikke?....
En tåre trillede ned af den blege kind, og et jamrende skrig lød over de blege læber. Hvis hun havde mistet ham nu, ville hun ikke vide hvad der dog ville ske med hende. Hvis han var død nu, ville hun tage livet af sig selv.
Selvom hun selvfølgelig ikke kunne vide noget med sikkerhed, var alarmcentralen inde i hendes hjerte gået fuldkommen amok. Den fortalte hende, at Arthur ikke længere befandt sig ved hende, men befandt sig et anden sted nu.
Angelin jamrede og hulkede, og tårerne strømmede ned af hendes kinder. Hvorfor havde hun dog ikke forstået situationens alvor noget før? Hvorfor havde hun ikke hjulpet ham mens hun kunne? Det var forfærdeligt, ganske forfærdeligt!
En enkel tanke fløj gennem hendes hjerne, som nu ellers var begyndt at tænke tanker, om hvordan hun skulle straffe sig selv, for hvad der lige var sket. Hun rejste sig hurtigt op, kiggede kort på Arthur, som lå og så meget død ud på sengen. Henne i et af hjørnerne i teltet, fandt hun et uldtæppe, som hun lagde over ham. Derefter forsvandt hun ud af teltdugens åbning, og gik væk fra lysningen, ind i skoven.

//Undskyld længden og ventetiden:(

"Lucifer hvad i helvedes hule navn laver du her og ikke i dit palads?" hvæssede Arthur. "Lucifer? Jeg er ikke Lucifer." sagde skikkelsen. Skikkelsens ansigt blev mindre bestemt og hårdt og blev mere... uskyldigt. Lucifers hår blev glat og blonder og voksede sig langt. Djævlens krop ændrede sig fik mere kvindelige former. "Angelin?" spurgte Arthur forvirret. "Nej jeg er heller ikke Angelin" sagde skikkelsen og ændrede igen form til en sort kat Arthur kun kendte alt for godt. "Lucifax..." mumlede Arthur med ærefrygt stemmen da den sorte kat kravlede ud af kuttens hals udskærningen. Lucifax var Lucifers højre hånd. "Hvorfor er jeg her Lucifax?" spurgte Arthur vredt. Lucifax ignorerede hans spørgsmål og sagde "Arthur Arthur Arthur Arthur. Du kender vel djævlenes evne til at blive til ild efter døden og vende tilbage efter Lucifers afstrafning?" spurgte Lucifax roligt. "Ja hvorfor skulle jeg ikke det din!...." hvæssede Arthur og var på grænsen til at dræbe Lucifax. Selvom han ikke kunne. "Okay, det var bare det jeg skulle vide..." sagde Lucifax rolig og gik sin katte gang væk. "Bare det! Bare det!" råbte Arthur og mærkede vreden skylle ind over sin krop. I det næste øje blik kiggede han op imod teltdugen. "Angelin?" spurgte han stadig vred over Lucifax. "Angelin!" råbte Arthur. Hvor var hun? Hvor var hun? Hurtigt sprang Arthur op af sengen og iførte sig sin rustning og tog et våben med. Med den frie hånd fik han åbnet skabet og tog en rødlig mikstur på øverste hylde med et markat med en underlig skrift på. Elverruner tænkte Arthur og styrtede ud til Tweezels telt. "Tweezel! Tweezel!" råbte Arthur. Den gamle sortelver smed sin hammer fra sig og spurgte forskrækket "Hov hov hvad sker der?". "Angelin... er væk. Jeg har brug for mere hjælp end en djævel krop kan give. Måske kunne en elver eliksir hjælpe. Men jeg kan ikke elversk så kunne du hjælpe mig?" sagde Arthur. Han var gået helt fra hinanden. Hvordan kunne Angelin finde på at forlade ham? Måske var hun blevet bortført. Forsigtig rakte Arthur Tweezel miksturen. "Hmmm.. Lyselversk. Det er godt jeg har tjent lys elverne som med i 117 år. Lad mig se. Oversat betyder det 'Fyssik styrke'.." sagde Tweezel chokeret. "Perfekt!" sagde Arthur desparat og rev flasken ud af Tweezels hånd og rev proppen af og tømte flasken grådigt. Virkningen var hurtig. Næsten magisk. Styrken vækkede hver en muskel i hans krop og øgede nærmest hans styrke med det tidobbelte. Eller det var det han følte. Hurtigt løb han med øget hurtighed ud af lejren og efter Angelin. Ulvesanserne gjorde ham istand til at lugte et jagt bytte på langt afstand og han fik hurtigt færten af Angelin. Men duft sporene blev slørret af en hjorts forsøg på at mærke sit område med... tis. Den kraftige lugt af tis snød hans næse og han kunne nu ikke dufte Angelin mere. Skovens mange lugte forvirrede hans sanser og han løb nu en direkte forkert vej...