A Black Heart... (A)

Allerede aftenen efter, var hun nede ved skoven igen. Solen havde været nede et par timer, men af en eller anden grund virkede hun mærkeligt gnaven. Hun var sulten, men det havde ikke ligefrem vrimlet med folk på gaden denne aften. Jovist var hun måske lidt kræsen, men noget blod smagte bare bedre end andet.

Hun havde brugt meget af dagen på, at tænke over det han havde sagt. Det virkede slet ikke så slemt, at skulle hjælpe med at genere Zane. Hun havde alligevel altid været dårlig til regler. Måske var det også en af grundene til, at hun var blevet smidt ud så hurtigt. Det var ikke rigtigt til at sige.

Denne aften, havde hun dog husket hvad han havde sagt, og havde derfor en lille mavetop på i sort, samt sorte stramme, og ret så hullede jeans. Stadig flade sko. Flade sko var helt klart hendes fortrukne lige for tiden. Det var godt nok ikke sikkert hun løb på denne mand igen, men hun kunne jo altid håbe. Der var aldrig nogen der var død af lidt spænding.

Han hørte hende hurtigt denne gang. Lyden af hendes flade sko, der gik på skovbunden var let genkendelig for hans skarpe ører...
Han smilede lidt og ventede et par minutter, indtil han var sikker på at hun var lige i nærheden.
Så forsvandt han i skyggerne.

Kort efter, dukkede han op et par meter fra hende.
Han hævede et øjenbryn da han så hendes påklædning, og et smil bredte sig på hans læber.
"Du er tilbage..." sagde han og gav hende elevatorblikket, som han havde gjrt aftenen før.
"...og næsten til at spise." tilføjede han så, mens hans øjne igen kun viste mystik.

Amy lyttede tavst efter ham, hun kunne godt dufte ham. Men kunne ikke lige lure hvor duften kom fra. Ikke før han stod lidt fra hende i hvert fald. et svagt smil fandt frem til hendes røde læber.

“Jaa jeg er tilbage.. Havde du ikke regnet med det?” spurgte hun med et legende smil, og et glimt i de røde øjne. Langsomt smed hun håret væk fra sine øjne, og lod kort blikket glide mod himlen. “Såå har du siddet her og ventet siden jeg forlod dig?” smilte hun drilsk.

Han snakkede hurtigt videre hvilket fik hende til at smile faretruende til ham. “Jeg lovede jo at huske det ikke?” svarede hun let, og lod tungen glide ud og fugte læberne. “Men… hvis du bider mig, bider jeg dig.. Og det vil du jo ikke have, så det kan vi vist hurtigt blive enige om, er en dårlig ide” fortsatte hun smilende.

Om han havde regnet med at hun kom tilbage? Halvt... men det behøvede hun nu ikke at vide.
Han smilede glubsk over hendes næste sætning.

"Ventet her? Nej.. jeg har skam været lidt rundt i Terre og i skoven... det er godt at kende ens egne jagtmarker, ikke sandt?" sagde han.

"Og ja.. det ser ud til at du er en der holder ord." han lo kort.
"At bide hinanden kommer vi nok ikke langt med... det ville bare ende... blodigt." sagde han og så hende i øjnene, med sit dyriske, onde blik.

Amy smilte legende for sig selv, og lod hovedet glide en anelse på skrå. Gad vide om han overhovedet havde regnet med hun kom. Det ville næsten gøre hende trist, hvis ikke han havde lyst til at hun kom igen.

“Ej jeg kunne ellers godt li, at tænke på at du bare.. Stod her og ventede på mig” svarede hun drillende, og bed sig kort i læben. Hun grinte kort for sig selv,.

“Jeg holder måske ord.. I den her del, holder jeg ord.” svarede hun drilsk, og blinkede til ham. Hun gik ganske langsomt lidt videre, og betragtede sine omgivelser. “Blodigt indled… men.. Blodigt er ikke altid slemt.. Og når vi snakker om blodigt, må jeg lige forlade dig lidt” sagde hun smilende, og så om på ham. Hvilede ryggen mod et af de brede egetræer i skoven. Hun måtte ud og jage, ellers ville hun bare blive mere opsat på at bide ham,. Ville ikke kunne kontrollere sig selv.. Og legen ville blive til dødelig virkelighed.

Han betragtede hende stille, mens hun gik videre ud i lysningen og over ti et stort træ...
"At stå her hele dagen og vente på dig... nok er du interessant, lille blodsuger, men du har endnu ikke tryllebundet mig så meget." sagde han med et smil.
Åh denne humor...

"Blodigt er bestemt ikke altid slemt, jeg er helt enig... men jeg ville nødig dræbe dig." sagde han, efterfulgt af tankerne: *Selvom jeg ville nyde det...!*

Han forsvandt igen, og dukkede op lige foran hende.
Med et smil satte han den ene hånd mod træstammen, og kørte roligt pegefingeren på sin frie hånd op over hendes mave.

"Så du stikker af og finder et offer for din tørst...? Elegant. Men skynd dig... natten er endnu ung, men den har også sin ende." hvislede han.

“Årh man kunne vel håbe på det ikke?.. Jeg sys selv jeg er ret spændende, så du burde stå her og vente på mig altid” drillede hun mildt. Og pillede kort ved noget mos på træet.

“Men man kunne jo også.. Finde nogle andre og gøre det blodigt med deres hjælp.. Der er ingen der siger, at vi behøver lemlæste hinanden” svarede hun legende, og så ham roligt i øjnene. Der var dog stadig et glimt af alvor i hendes øjne, højst sandsynligt fordi hun var sulten. “Nødigt dræbe mig?.. Du ville elske det er jeg sikker på” svarede hun tænkende.

Da han forsvandt blev hun stående. Og smilte bare til ham, da han pludselig stod tæt på hende igen. Havde intet imod at han stod så tæt på hende, men det behøvede han jo ikke at vide.

“Jeg kunne også blive og underholde dig et par timer endnu, inden jeg må gå ud og finde noget mad?” spurgte hun let, og pustede en rød tot hår væk fra øjnene. Han var spændende.. Ingen tvivl om det.. Måske var det derfor hun havde svært ved at gå.. Hun ville helst ikke.

Da hans finger nåede kanten af hendes top, kørte han den roligt, nærmest kærtegnende ned over hendes mave igen, før han til sidst trak hånden til sig.
Han blev ved med at se hende i øjnene.

"At finde andre og gøre det blodigt med, lyder som noget vi to kommer til at gøre en hel del fremover... hvis jeg finder dig værdig." sagde han stille.

"Og ja... jeg ville bestemt nyde at dræbe dig... men det ville udelukke muligheden for... samarbejde..." hvislede han med et koldt smil.

"Og hvad havde du så tænkt dig at underholde mig med...?" spurgte han med et mystisk glimt i øjet.
Han kunne fornemme at hun ikke var bange... ligesom natten før... og det var i den grad interessant at møde en, som ikke frygtede ham.

Amy lod langsomt blikket glide ned mod hans hånd, og fulgte fingeren med blikket. Hun smilte roligt for sig selv, og så derefter langsomt op i hans øjne igen. Havde intet imod han rørte ved hende. “Er min mave tilfredsstillende så?” spurgte hun med et legende glimt i de røde øjne.

“Hm.. En hel del.. Det håber jeg du lover, ellers må jeg jo selv lede efter flere at lege med” smilte hun roligt, og lod langsomt hænderne hvile mod hans brystkasse. “Har du myrdet en masse folk mens jeg var væk?” spurgte hun mildt.

“Men hvad forhindrede dig i at dræbe mig i går så? Inden du overhovedet snakkede med mig?” smilte hun drilsk, og lod hovedet glide på skrå.

Tænkende mødte hun hans blik. “Hvad vil du gerne have at jeg underholder dig med?” spurgte hun med et legende smil, og lod den ene af de hænder der, hvilede på hans brystkasse, glide op bag hans nakke.

Han smilede til hende, og sagde: "Absolut, lille blodsuger..."
Hendes spørgsmål om hvorvidt han havde myrdet en masse mens hun havde været væk, fik ham til at le kort.

"Nej.. jeg har ikke dræbt nogen... endnu." svarede han og smilede kort over hendes hænder på hans brystkasse.
Så forførende hun var, den lille blodsuger...

"Det der forhindrede mig i at dræbe dig...? Se det er noget, som jeg vil vente med at afsløre for dig." sagde han.
Visse hemmeligheder var værd at holde på lidt endnu...

Da hun lagde en hånd om hans nakke, lagde han sine egne hænder på hende; en på ryggen, og en på hendes side.

"Jeg kunne komme i tanke om flere ting, du kunne underholde mig med, lille blodsuger..." hvislede han med endnu et smil.

“Det var da heldigt for dig.. Ellers havde du været skuffet.. Så havde du længtes efter en klam mave” grinte hun og rystede kort på hovedet af sig selv. Det havde egentlig været morsomt.

“Endnu.. Det var da trist.. Man kan jo næsten ikke lade være med at dræbe folk..” grinte hun for sig selv, og strakte sig kort, lod fingrene pille ved hans nakkehår. Fingrene snoede sig gennem hans hår, men hun hev ham ikke i håret dog.

Let bed hun sig i læben, og lod hovedet hvile på hans skulder. Øjnene lukkede sig kort. Lyden af hans puls dunkede intenst i hendes hoved. Hun var nød til at gå.. Snart. “Har du hemmeligheder for mig? Får jeg dem så nogensinde af vide, eller opdager jeg det når du har stukket en pæl i hjertet på mig?” hvislede hun legende i hans øre, og trak hovedet tilbage.

Hun rykkede sig ikke overhovedet, da han lagde hænderne mod hendes krop. Det gjorde hende intet.

“Hvis du vil have jeg underholder dig, er du vel nød til at fortælle mig hvad det er for nogle ting” grinte hun og rystede kort på hovedet af ham. Med et drilsk glimt i øjnene.

"Ja klam kan man ikke kalde din..." sagde han med et grin.
"Og ja.. det er underholdende at dræbe...man bliver næsten afhængig af det... og til sidst får man favorit-ofre... og favorit-metoder..." hvislede han og så hende dybt i øjnene.

"Jeg har mange hemmeligheder, lille blodsuger... og mange af dem kommer du aldrig til at kende..." hviskede han.

Hendes 'tilbud' fik ham til at smile ondt.
"Er vi ude i at forhandle nu? Om hvad dog, lille blodsuger...?" spurgte han drillende.

Han trak hende lidt tættere på, og så hende fortsat i øjnene.
"Lad mig give dig et lille fingerpej, som du ikke er gammel nok til at forstå..." hviskede han.

Så begyndte hans øjne at forandre sig. De gik fra en klar, rød farve i iris, til at blive helt lysende grønne, med aflange pupiller.
Hans mærkelige, grønne øjne lyste af en ondskab ældre end Di Morga selv...

“Det er jeg glad for du siger” grinte hun mildt og så på ham.
“Man bliver i den grad afhængige af det.. Og især af de forskellige måder at dræbe på.. Men ofre.. Der har jeg ikke helt fundet min yndling” smilte hun for sig selv og så frem for sig.

“Aldrig nogensinde?.. Det var da vældig trist for mig så.. Så kan du bare have mange hemmeligheder for mig, uden jeg høre dem?” sukkede hun opgivende.

Blikket hvilede ind i hans øjne med et drilsk glimt. ”Hvad vi forhandler om? Sidst jeg tænkte over det, var det hvad jeg ellers skulle gøre for at du hjalp mig?” smilte hun drilsk.

Da han trak hende tættere på sig, lagde hun langsomt begge arme om hans hals. Fingrene legede stadig med hans nakkehår. Det var faktisk ret sjovt. “Gammel nok til at forstå? Lige nu virker det som om du lægger an på mig?” smilte hun drilsk.

Da hans øjne begyndte at ændre sig, lod hun langsomt hovedet glide på skrå. Hun havde aldrig nogensinde set den slags før. Og det fik hendes blik til at blive undrende. Som om hun ikke helt forstod hvor han ville hen med det.

Hans blik nærmest borede sig ind i hendes, som om han kunne se direkte ind i hendes sjæl.
Magisk kraft fik de blade og kviste der lå på jorden omkring dem, til at flyve væk som var de blevet fanget af stærk vind.

Hans øjne blev langsomt normale igen, og da de var tilbage ved deres røde farve, smilede han koldt.

"Man kan gøre sig fortjent til hemmeligheder... og man kan gøre sig fortjent til mange andre ting. Blandt andet min hjælp." sagde han
"Lægger an på dig..? Måske... jeg indrømmer at jeg finder dig spændende, og attraktiv... men lad det ikke stige dig til hovedet, lille blodsuger. Desuden... det jeg mente var, at du ikke har den viden der skal til, for at forstå hvad jeg lige gjorde. Hvad jeg lige viste dig."

Langsomt lod han sine hænder glide af hende, i en kærtegnende bevægelse.

"Vis mig at du er værdig. Vis mig det på en hvilken som helst måde du tror kan overbevise mig... hvad enten det er at angribe mig, forføre mig eller gå ud og lemlæste uskyldige." sagde han med et skævt smil.

Amy så ham stadig i øjnene. Det var lidt som om, at hun ikke kunne løsrive sit blik fra ham. Som om at.. At han gjorde noget der fik hendes øjne til at blive der, at hun simpelthen ikke kunne fjerne blikket fra ham. Uvidende om hvad han lavede.

Langsomt lod hun hovedet glide lidt på skrå. Fingrene gled kort gennem hans lange hår, og hun bed sig i læben. “Hvad var det lige du gjorde?” mumlede hun. “Jeg kan jo gøre så mange ting, men jeg kan jo ikke vide hvad der kan hjælpe dig vel?” drillede hun mildt.

Hun smilte, og nød at mærke hans hænder mod sin krop. Han var tiltrækkende, helt sikkert. Men hun kunne umuligt begive sig ind i sådan noget, slet ikke med en hun ikke anede hvilke planer havde.

“Jeg ved jo slet ikke hvad du er ude efter.. Jeg kan da sagtens lemlæste folk, og angribe dig. Chancen for jeg overlever er ret lille så det gør jeg ikke” mumlede hun tænkende, og snoede sig ud af hans greb. “Uanset hvad, så er jeg nød til at finde mig et bytte, du kan jo følge med hvis du vil, eller lade være” grinte hun roligt, og rettede tænkende på sin top.

Blidt strakte hun sig, og strøg hans kind, inden hun begyndte at gå mod byen. Han bestemte selv hvad han ville. Hun kunne sagtens komme tilbage til ham, senere hen. Men det var op til ham.

"Det jeg lige gjorde, var at vise lidt om hvad jeg i virkeligheden er." sagde han.
"Mere behøver du ikke at vide... endnu."

"Hvad der kan hjælpe mig... " han smilede lidt mens han så på hende.
"En test er for tidligt endnu... så lad os lære hinanden at kende i stedet."
Han havde nok en idé om hvordan han kunne finde ud af hvor dygtig... og hvor loyal... hun var. Men nu var ikke tidspunktet...

Han smilede kort da hun strøg hans kind, og da hun begyndte at gå ind mod Terre, gik han roligt efter hende.
Han var sikker på at hun ville komme igen hvis han blev her... det havde hun jo gjort før.
Så nu måtte det være has tur til at vise lidt interesse...

“Hvad du virkelig er?… er du ikke bare en sortelver?” spurgte hun undrende, og lod hovedet glide tænkende på skrå. Det var ikke fordi hun kunne li at vise det undrede hende, men hun var stadig ikke helt så meget inde i alle de mørke racer.

Langsomt gik hun hen mod udgangen af skoven, og så om på ham. “Hvorfor er en test for tidlig? Vil du ikke helst vide hvad du har med at gøre, inden du begynder at lege med vedkommende?” spurgte hun drilsk, og bed sig kort i læben. Tungen gled ud og fugtede hendes læber.

Et legende smil, tog plads på hendes læber, idet han fulgte efter hende. Det var faktisk rart, at få bekræftet hun også fascinerede ham. “Jeg håber at få andet end en junkie i nat.. De smager ikke så godt” sukkede hun og gik langsommere, så han kunne nå op på siden af hende.

Bare en sortelver? Tjah.. det var vel det eneste hun kunne tro... som han havde forventet, var hun langtfra gammel nok til at besidde den visdom og viden der skulle til for at vide hvad det var han havde vist hende... og det var helt fint.

Måske han ville afsløre det for hende på et tidspunkt... hvis han fandt, at han kunne stole på hende.

"Jo.. jeg er en sortelver." sagde han med et smil, da han nåede op på siden af hende.

"En test er fortidligt fordi den test jeg har til dig, er noget af det farligste man overhovedet kan gøre her i Di Morga... og da du virker interessant, er jeg ikke interesseret i at du lider den død som det muligvis vil volde dig... ihvertfald ikke før jeg er sikker." sagde han halv-alvorligt.
Han vendte ansigtet mod hende et øjeblik, og kiggede nærmest vurderende på hende, inden han vendte sit fokus til det der nu engang var foran dem igen.

"En som dig lever da vel ikke a junkier...? En stor skam..." sagde han med et iskoldt smil.

Amy smilte drilsk for sig selv, en ganske kort stund. Inden hun let trak på skuldrene. “Som sagt var jeg engel før.. Det var forbudt for mig at blive fascineret af mørke racer, så jeg ved ikke så meget om sortelevere” sagde hun tænkende og strakte sig blidt. Hun gabte kort, og pillede bed sit røde hår. Det fik næsten hendes ansigt til at lyse endnu mere op, pga. den lyse hud.

“Årh hold da op.. Jeg kan klare en hvilken som helst test du har.. Og hvis du giver mig den nu, og jeg dør af det, mister du jo intet, når du ikke har kendt mig så godt vel?” smilte hun legende, og lod blikket hvile på ham. Hun grinte roligt for sig selv. Hun ville gerne i gang med noget. Hun kedede sig altid jo.

Da han begyndte at snakke igen, skubbede hun ham hårdt op mod et træ med et roligt blik. “Ligner jeg en der vil nøjes med junkier? Nej vel? Junkier giver ikke meget kamp fra sig.. Jeg går efter de unge, dem der kan løbe og kæmpe imod.. Junkier ville være for nemt” hvislede hun koldt, og trak sig tilbage. Hun begyndte at gå videre.

Han reagerede ikke da hun skubbede ham op mod et træ. Han så hende bare i øjnene mens hun hvislede koldt... og da hun slap ham for at gå videre, bredte der sig et smil over hans ansigt. Ikke et af hans mange, kolde eller mystiske smil... dette her var et smil af tilfredshed.

"Sjovt..." sagde han, og forsvandt, for derefter at dukke op lige bag hende.
Lynhurtigt, lagde han den ene arm om livet på hende, og greb ud efter hendes ene håndled med den anden.
Han var hurtig som en slange der hugger...

"Det gør jeg også... " hvislede han i hendes øre.

Amy var ligeglad med om han blev vred nu. Han skulle ikke tro at han kendte hende, ingen kendte hende. Og ingen skulle kende hende godt nok, til at hun ville overgive sig til vedkommende.

Blikket gled hurtigt mod ham da han forsvandt. Desværre var hun ikke hurtig nok til at flytte sig fra ham, da han greb om hende. Hun fjernede håndleddet inden han fangede det, og tog fat i hans arm,.

I en let glidende bevægelse, fik hun smidt ham over sig, gik selv ned i split, og gled derefter let og elegant op og stå igen. “Du kan lige vove på at gøre mig noget” sagde hun let. Nok ikke ment som noget ondt, men mere som en høflig bemærkning.

Hun var hurtig, og han nåede ikke at flytte sin arm før hun fik fat...
Da hun kastede ham over sig på akrobatisk og dygtig vis, smilede han endnu engang tilfreds.
"Godt klaret, lille blodsuger..." sagde han mens han så op på hende.
Så forsvandt han, og dukkede op igen forsan hende, stående med armene over kors.

"Du har noget som mange piger mangler..." sagde han og rullede med skuldrene en enkelt gang.

"Du har også et temperament som jeg finder... berusende."
Hans røde øjne skinnede i mørket, og han tog et enkelt skridt hen mod hende.

"Hvis jeg ville gøre dig noget, ville jeg nok ikke bruge sådan et latterligt trick. Jeg ville ikke have grebet fat om dig på den mode, jeg ville have leveret et slag mod din nyre hvorefter jeg ville have fældet dig med en simpel bevægelse... og når først man ligger ned, vinder jeg." hvislede han.

"Så nej... jeg gør dig ikke noget... med mindre du virkelig indbyder mig til det. For så skal du få dit livs omgang... som jeg ikke er sikker på at du kan overleve."
Hans øjne borede sig ind i hendes. Han var lidt spændt på hvordan hun ville håndtere situationen nu...

Amy så længe på ham. Hun vidste ikke helt hvordan han havde tænkt sig at reagere, men da han så sagde noget. Slappede hun lidt mere af i skuldrene. “Du ved.. Jeg har faktisk et navn som du kunne bede om” sagde hun omsider efter en rum tavshed.

“Hvad har jeg da? Udover at jeg er død, og er iskold evigt og altid, og skal gemme mig for solen?” mumlede hun spydigt. Hun strakte sig, og drejede let om sig selv. Hun var en meget smidig kvinde, ingen tvivl om det, hun kunne gøre ting de fleste ikke kunne.

Let hvilede hun ryggen mod et træ. Sulten virkede ikke specielt vigtig lige nu. Nej.. Deres leg var det der holdt hende fast lige nu. “Berusende? Men er der ikke også noget med, at rødhårede har et iltert temperament?” smilte hun drilsk. Og blinkede til ham.

Hun grinte roligt for sig selv, og fik sine lange kløer frem. En evne der var kommet, efter hendes forvandling. “Også.. Ville jeg se hvor meget af dig, jeg kunne nå at rive i stykker, inden du myrdede mig helt.. Jeg er ikke bange for at dø” sagde hun let, og så ham i øjnene.


Smilende så hun ham i øjnene, legende. Roligt gik hun hen til ham. “og hvad helt nøjagtigt, ville være noget dumt af mig?” hviskede hun mildt, og lod langsomt en negl, glide nedover hans hals. En smal blodstribe, kom langsomt frem. “Noget som det?” fortsatte hun med et glimt i øjnene.

"Du har mod..." svarede han med et smil.
Resten svarede han ikke på. Han hævede kort et øjenbryn da hun fik sine kløer frem.

Og så begik hun sin fejl.

Han stod som frossen da hun lod en klo glide ned over hans hals. Hans øjne stirrede lige ud i luften... og de blev langsomt mere og mere grønne.
Ingen havde fået ham til at bløde før... ingen... ikke i de titusindvis af år han havde eksisteret... INGEN havde nogensinde kunne penetrere hans naturlige forsvar... men det havde han ikke nu...!

En vrede bredte sig i hans sind, og han lod langsomt armene falde ned langs sine sider.

Uden så meget som et eneste ord, hævede han den ene hånd og knipsede med fingrene. En enkelt gang.

Der lød et brøl som af voldsomme flammer... og i løbet af mindre end et sekund, stod de begge to inde i en stor cirkel af blodrøde flammer, høje som træerne omkring dem. Et enkelt træ blev fanget af ilden, og det blev næsten omgående fuldstændigt fortæret af de mægtige flammer.

Sansiss knipsede igen, og ud af de dansende flammers mørke skygger, fløj otte skyggevæsner med kurs direkte mod Amy, parat til at gribe fat i hende med lange, sorte fangarme og tvinge hende ned at ligge.

Sansiss vendte sig langsomt om mod Amy... og denne gang smilede han ikke.
Hans nu lysende grønne øjne hvilede på hende, og med en stemme som lød langt dybere og ondere end den hun hidtil havde hørt, sagde han: "Jeg skal lære dig at frygte døden...!"

Amy gav et kort sæt fra sig, da flammerne dukkede op omkring hende. Ild havde aldrig generet hende synderligt. Hun kunne næsten mærke varmen slikke mod sin hud, og et smil hvilede på hendes læber. Så fik hun langt om længe lokket lidt af hans mange kræfter frem, det havde også taget sin tid. Nårh ja så betalte hun måske nok en slem pris for det, men det var ok.

Fingrene blev langsomt normale, hun så tænkende rundt på flammerne. Var det.. Skygger der var inde i dem? Det havde hun aldrig nogensinde set før. Endnu mere forbavset blev hun, idet der kom menneske skikkelser, ud af ilden. Men det var jo bare skygger.

Hun vred sig kraftigt idet de fik fat i hendes håndled, og hev hende ned at ligge. Hvis hun ellers havde trukket vejret, havde hun nok ikke haft noget tilbage i lungerne. Men da det ikke var noget hun gjorde, mærkede hun kun kort et stik af smerte i ryggen.

“Årh hold nu op hr. er-så-mystisk. Hvis du virkelig ikke havde været ude på at myrde mig, med de kræfter jeg desuden lige har fremprovokeret, havde du givet mig noget at gøre for dig” hvislede hun og pustede en rød tot hår væk, fra de røde øjne. Der glimtede faretruende. Ikke om hun ville vise ham frygt.

Let smilte hun til ham. “Ja onde sortelever, det må du hellere lære mig, vil du ikke nok?” svarede hun spydigt, og havde fået losset sin sko af, sparkede den nu efter ham, så den havde kurs mod hans ansigt.