A Black Heart... (A)

Let lod hun hovedet hvile i sine hænder, og så smilende på ham. “Bor du ingen steder?… hm… du må da gerne bo hos mig? Mit hus er stort nok til to, og der er et gæsteværelse.. Der er godt nok ret mørkt hos mig” sagde hun tænkende og lod sig langsomt rulle om på ryggen. Hun rakte tænkende hænderne op mod solen, og smilte for sig selv.

Hun smilte og betragtede hans ansigt for en stund. “Vil du lære mig noget af dit sprog?” spurgte hun smilende.

Langsomt trak hun på skuldrene, “Jeg har ikke haft noget at miste før nu.. Nu er der en mening med at jeg er som jeg er” sagde hun stille, og pillede ved sit hår. Hun så ham blidt i øjnene. “Virkelig? Jeg ville være beæret hvis du ville det” sagde hun let, og satte sig omsider op. Børstede det røde hår for blade.

Hendes tilbud kom lidt bag på ham, og han tog sig selv i at smile til hende.
"Det er mig ikke noget problem at jeg ikke har et hjem... ser du.. jeg betragter det hele som mit hjem. Skoven, himlen, byen... alt sammen. Men jeg tager gerne imod dit tilbud alligevel." sagde han.
Det ville være praktisk at være i nærheden af hende...

"Mit sprog er oldgammelt, og kun de færreste lærde kender til det... måske vil jeg lære dig det, hvis du gør dig fortjent til det." sagde han så, og smilede igen.

Da hun rullede om på ryggen, betragtede han kort hendes krop... endnu en gang.
Så rystede han på hovedet og smilede ad hende.

"Min træning er hård.. og den kan være smertefuld." sagde han som svar på hendes sidste spørgsmål.

“Kan en vampyr egentlig spise normal mad?” spurgte hun med et tænkende blik. Det var aldrig nogen hun havde kunnet finde ud af, om der ville ske noget ved at hun spiste almindelig mad. Hun havde altid elsket at lave mad, men havde ikke gjort det efter hun var blevet forvandlet.

Hun smilte til ham, “Du skal være velkommen til at være hos mig når du vil… jeg skal nok handle ind til dig, så du også kan få noget mad.. Måske.. Hvis jeg kan spise rigtig mad oz, kan vi lave mad sammen” smilte hun tænkende og rejste sig helt op. Hun drejede let om sig selv,.

“Årh hold op.. Jeg kan klare al træning.. Du kommer bare med den min kære, jeg er klar til alt” drillede hun blidt, og lænede sig ned, kyssede ham i mundvigen, men dog stadig med blikket i hans øjne. “Skal vi ikke lave noget, jeg føler mig så levende” drillede hun legende. Hun stod i en hurtig vending på hænder, og fortsatte i samme retning, så hun stod på fødderne igen kort efter.

Let vendte hun sig om mod ham, “Måske… skulle jeg gå hjem i bad” sagde hun drilsk, og blinkede til ham.

Han skulle lige til at svare på hendes spørgsmål, da hun kyssede ham og slog hans fokus i smadder.
Han var mere overrasket end man skulle forvente... men han trak sig ikke væk.

Da hun så rejste sig op, smilede han igen.
"En vampyr kan godt tåle lidt mad... men jeg har... genoplivet din krop kan man vel sige... du er stadig vampyr, men du kan spise mad som du vil."

Han rejste sig op og rullede lidt med hovedet så hans nakke sagde knæk.
"Min træning vil teste dig til det yderste... og husk på at du nu kan føle smerte bedre end før. Men hvem ved... måske du kan lide det." sagde han spøgende og smilede.

"I bad..? Det kunne du jo.. og så kan du passende føre mig til dit hus. Jeg siger nemlig ja tak." sagde han så.

Amy smilte drilsk til ham, og lod hovedet glide en anelse på skrå. “Hun så tænkende mod ham. Vil det sige at.. Mit hjerte også banker igen?” spurgte hun undrende, og lod langsomt hånden hvile mod sin brystkasse. Hun smilte lidt for sig selv, mærkede det slå livligt under hendes fingre. “Vildt” mumlede hun for sig selv.

“Det er okay, jeg kan leve med det.. Jeg vil gerne prøve alligevel, måske kan jeg lære noget godt af dig” drillede hun legende, og holdt om hans arm med et glimt i øjet. Inden hun med et grin begyndte at gå.

Efter omkring 15 minutter, nåede de frem til hendes sorte villa. Hun gik langsomt hen og låste døren op. Tog ham med indenfor. “På øverste etage ligger mit værelse, også også dit værelse, samt et badeværelse” smilte hun og så mod ham. Alt i hendes hus var ret mørkt, og dystert. Men alligevel med pæne møbler, de fleste antikke.

“Jeg er bange for jeg ikke rigtigt har noget spiseligt i huset lige nu… men vil du se dit værelse?” spurgte hun blidt, og strakte sig. Hun tog ham med ind i stuen. Hun var selv ret stolt af sit hus.

Han undlod at svare på hendes spørgsmål om hendes hjerte, da han kunne se at hun selv fandt ud af det.

Hun var opsat på at prøve at træne med ham, selvom han havde advaret hende... stærk pige. Og modig. Gode tegn...
Han var stille på gåturen, kiggede sig bare omkring en gang imellem, og kiggede da også lidt på hende... man var vel en mand...

Da de kom ind i hendes hus, kiggede han sig omkring og smilede.
"Mørkt.. men det er helt okay. Passende for en lille blodsuger... og mad skal du ikke tænke på.. det ordner vi bare senere." sagde han med et smil.

"Ja.. jeg vil gerne se mit værelse." sagde han med et spøgefuldt glimt i øjet.
Han havde været lige ved at sige 'dit' i stedet for 'mit' - men han havde dog undladet det.

Amy grinte let for sig selv, og tog ham langsomt med op af den mørke trappe. Hun smilte til ham, og åbnede døren ind til gæsteværelset, som jo nu var hans. Der var en mørkebrun kommode derinde, og en brun himmelseng. Ikke meget andet lige nu dog. “Du må sige til, hvis du har lyst til at vi putter mere herind” sagde hun let.

“Jaa mørket fik mig til at slappe meget af… mit værelse er lidt mere.. Indrettet end dit” grinte hun og tog ham tænkende med hen til sit værelse, der lå ved siden af. Der var en stor mørk himmelseng, med mørkerødt sengetøj. Et sort skab. Et antikt sminkebord i sort, med et flot spejl på. Der var et staffeli i hjørnet, hvor et halvfærdigt maleri hang på.

“Badeværelset er det sidste rum på gangen” sagde hun smilende. Var lidt usikker på hans reaktion, men hun var glad for sit værelse. For hele huset faktisk. Hun smilte let til ham. “Du bestemmer selv, om du vil kigge på, eller hvad du vil, men jeg går i bad nu” smilte hun drilsk, og blinkede til ham. Strøg ham over brystkassen, og gik ned af gangen til badeværelset.

Rundturen var interessant for ham. Hans værelse var spartansk og simpelt.. ikke noget han havde noget imod, og han rystede derfor kort på hovedet da hun sagde at han bare kunne sige til, hvis han ville have mere derind.

Hendes værelse fik et lille, skævt smil frem på hans ansigt.
Det så ud nøjagtigt som han havde regnet med... mørkt og indbydende...

Han lo kort da hun sagde det sidste, og så på hende et øjeblik.
Så gik han om bag hende, og lagde sin ene hånd på hendes side.
Og mens han hviskede hende i øret, lod han hånden glide kærtegnende hen over hendes mave, hvorefter han slap hende: "Kigge på...? nej, jeg overlever nok... jeg vil indrette mit værelse en smule imens du er i bad."

Amy mærkede ham følge efter hende, og smilte for sig selv, idet han lod hånden glide henover hendes mave. “Så det du siger, er at du ikke har lyst til at se mig i bad?” hviskede hun og så drilsk om på ham. Hun prikkede ham blidt på kinden, og rystede lidt på hovedet. “Tja… det dit tab” sukkede hun legende.

Hun gik let ned til badeværelset, og gik derud. Lukkede døren bag sig, men låste den dog ikke. Hun tændte vandet i bruseren, og tog langsomt tøjet af. Stod for en stund og betragtede vandet. Inden hun gik under den varme hane. Det var sådan en dejlig følelse, at kunne mærke varmen mod sin krop igen. Hun kunne endda mærke følelsen af vandet løbe ned af sin krop, og dermed varme den hele.

Han så efter hende med et smil.
"Neej.. det er nu ikke det, min kære..." mumlede han da hun lukkede døren.
Han lagde godt mærke til at hun ikke låste den, og hans smil blev lidt bredere.

Hun fik dog ikke lov til at vinde denne gang...

Han vendte sig om og gik hen ad gangen, og ind på sit værelse.
Igen så han sig omkring, godt tilfreds.
"Godt så..." sagde han og gik hen til kommoden.

Han rakte hænderne frem og begyndte at tale lavt på det underlige sprog han havde brugt i skoven: "Kwi, Krakawnoth di Jilinth, buatleb di wer woari grapwol... Annish!"

Hans øjne blev grønne, som de havde været et øjeblik i skoven, og på kommoden foran ham, dukkede nu en lille, sort kugle på størrelse med et barns knyttede hånd op.
Han smilede lidt, og lod sig så dumpe ned på sengen igen. Hans øjne skiftede langsomt til rød igen...

Da hun var færdig med badet, og havde tørt sig med håndklædet. Tog hun langsomt sort undertøj på. En sort g-streng, en sort bh og et par selvsiddende strømper. Langsomt så hun rundt efter den kjole, hun helt sikker havde ment lå derude. Men trak så på skuldrene da hun ikke fandt den. Så måtte han jo kigge den anden vej.

Hun gik let ud fra badeværelset, efter at have føntørret sit hår så det var tørt, og gik derefter forbi hans værelse, sagde dog ikke noget. Let gik hun hen til sit værelse, og ind til sit skab, for at finde sig noget mere tøj.

Fingrene løb gennem hendes ildrøde hår, inden hun langsomt hev en kort nederdel ud, i blodrød denne gang. Samt en sort mavetop. Så kunne han få lov til at se hendes mave lidt endnu. Hvis han da ville, det var jo ikke helt til at sige om han ville det. Hun betragtede kort sit spejlbillede, ville egentlig gerne have lavet den navlepiercing, men turde ikke. Tænk nu hvis den ikke ville være pæn til hende, så havde hun fået den uden grund.

Han så hende ud af øjenkrogen da hun gik forbi hans værelse.
Han smilede igen.
Så forførende hun dog var, den lille blodsuger...

Han ventede et par minutter, mens hun rodede rundt efter noget tøj (Han kunne høre det), hvorefter han rejste sig op, kastede et blik på den lille kugle på reolen, og forlod værelset.

Så gik han over og stillede sig op ad dørkarmen ind til hendes værelse, mens han betragtede hende.

"Jeg kan godt lide din stil..." sagde han så.

Hun hørte ham komme hen til døren, og så let hen mod ham, grinte svagt for sig selv,. “Min stil? Tænker du mit tøj, eller mit hus eller min indretning?” spurgte hun smilende, og lod hånden feje håret væk fra sine øjne.

Hun rendte nu rundt på bare tær, hvilket gjorde hende en smule mindre,. Men det var ikke altid hun gad at rende rundt i dem. Lige nu havde hun heller ikke make-up på. Men da han jo var der, gik hun langsomt hen til sminkebordet. “Jeg skal nok putte noget i ansigtet, så du bliver skånet fra det her forfærdelige syn” drillede hun legende, og åbnede en af skufferne.

“Jeg kan godt li du er her… det bliver rart med lidt selskab. Især når det nu er dit selskab” et legende glimt viste sig i hendes øjne, idet hun kort så på ham. Inden hun fandt noget sminke frem fra skuffen. Hun havde taget den røde læbestift frem også, måske gad hun den i dag.

Han lo kort over hendes ord.
"En blanding af det hele tror jeg..." sagde han.

Med et smil, begav han sig ind på hendes værelse, og gik over så han stod lige bag hende. Han betragtede deres spejlbillede lidt, og sagde så:
"Dit ansigt er smukt... jeg foretrækker naturlige ting... men sminke gør heller ingen skade."

Han smilede og blev ved med at se på dem, som de stod der i spejlet.
Hende, lille og fin.. en dødelig rose.
Og ham.. høj og mørk, som et truende uvejr.

“Jeg er smigret.. Jeg ved godt du er en sortelver og selv er lidt anderledes, men det er ikke mange der bryder sig om sådan et sted her” sagde hun smilende. Og lod blikket hvile på ham i spejlet da han kom hen til hende.

Amy smilte lidt, og så langsomt væk fra hans øjne. Han fik hende til at blive helt glad.. Men det ville hun aldrig have indrømmet. “Jeg håber dit værelse er okay” sagde hun let, og så langsomt op i hans øjne igen.

Det hele foregik dog i spejlet, så strengt taget så hun ham ikke i øjnene, fordi hun så i spejlet, men ellers. Hun lod dog sminken være. Hvis hun ikke behøvede det for hans skyld, havde hun ikke lyst til det. Hun glædede sig sådan til at kunne komme i gang med at hjælpe ham. Og forhåbentlig få lov til at lære noget fra ham.

"Mit værelse er helt fint..." sagde han og lagde sine hænder på hendes skuldre.
Han betragtede deres spejlbillede med et alvorligt blik, og uden at smile.
Lige nu forestillede han sig sine vinger komme frem på sin ryg, og folde sig ud... hvor han dog savnede dem.. hvor han dog savnede sin magt...! Den ubeskrivelige kraft han havde haft!

Men han kunne få den igen... og han kunne lægge landet i ruiner i sin rasende hævn, når først det var sket... når først han havde fået sin magt igen...

Han så også noget andet i spejlet...

"Se os... " sagde han så, også alvorligt...
"Hvad ser du, Amy...?"

Hun smilte da han sagde at værelset var fint nok. Hun nikkede lidt for sig selv. Og så ham stadig i øjnene. Hun slappede af sammen med ham. Var ikke bange for ham på nogen måde. Han havde hjulpet hende, og vist hende tillid, ved at lade hende få noget af hans blod.

Hun mærkede hans hænder på sine skuldre, og bed sig en anelse i læben. “Jeg ser.. To stolte og stærke væsner, der begge ønsker en anden verden.. En verden de kan skabe sammen” sagde hun langsomt.

Hun vendte sig let mod ham, og så ham i øjnene. “Jeg ser.. En mand, der kan blive en stor leder, og nok skal blive det.” sagde hun stille og lænede sig tilbage mod sminkebordet. Hun kunne ikke selv se sin plads hos ham. Heller ikke selvom han havde sagt at han kunne bruge hende.

Han vendte blikket mod hendes øjne da hun vendte sig om mod ham.
"Jeg er ikke interesseret i at lede..." sagde han og strøg let hendes kind ed sine fingre.

Så smilede han ondt, lagde armen om hende, og trak hende ind til sig, mens han fortsat så hende i øjnene.
Hans røde øjne blev omgående grønne.

"Jeg vil se Di Morga brænde... jeg vil have min hævn..." sagde han med et ondt smil.

Han førte sit ansigt helt tæt på hendes, og så hende fortsat i øjnene, mens hans pupiler langsomt blev lodrette og rovdyrs-agtie.
"Og jeg vil have mine kræfter tilbage..." hvislede han.

“Du leder mig” smilte hun ganske svagt, og så ham i øjnene. Hun lod ham stryge sig over kinden,. Let pillede hun ved hans nakkehår, og bed sig i læben.

Hun smilte for sig selv, og lod armene glide om hans nakke, idet han trak hende ind til sig. “Hvorfor skifter dine øjne farve sådan..” mumlede hun let nysgerrigt, og så kort ned af ham. Hun lod derefter langsomt læberne hvile mod hans hals.

Langsomt fandt hendes røde øjne hans blik igen, og hun holdt det fast denne gang. “ Jeg vil med glæde hjælpe dig med at få din hævn.. Og at få dine kræfter tilbage” hviskede hun smilende. Og holdt stadig om hans nakke. Hun kunne li ham. Selvom det ikke havde været hendes plan i starten.

Hans smil blev en anelse bredere... hendes ord glædede ham...
"Det er skam også min plan, at du skal hjælpe mig..." sagde han stille mens han lod den ene hånd stryge hende op og ned ad ryggen.

"Mine øjne skifter sommetider til min naturlige øjenfarve... et lille glimt af fortiden..." hvislede han, og førte hånden op til hendes nakke.
Han lod fingrene løbe gennem hendes hår lidt, før hans hånd vendte tilbage til hendes ryg.

"Når tiden er inde, vil jeg sende dig ud for at finde en genstand, som er en del af det puslespil som jeg må løse... så jeg kan blive mig selv igen." hvislede han, og strøg nu let neglene hen over hendes bare ryg.

Amy smilte stille til ham, og strøg ham over kinden. “Jeg er glad for at kunne hjælpe dig.. Og også for at du vil bruge mig til din plan” sagde hun let, og pillede ved hans nakkehår, inden hun lod blikket glide væk fra ham. Hun så let ned i gulvet.

“Jeg kan godt li dine øjne.. Også når de skifter til din rigtige farve” smilte hun og lukkede kort øjnene idet han lod hånden glide gennem hendes hår. Det var en dejlig følelse. Men det var ikke den rette tid at binde sig til nogen. Langsomt sneg hun sig ud af hans arme, og gik hen til sit skab.

Let fandt hun en elastik frem, og satte sit hår i en hestehale. Hun kunne føle igen.. Ingen tvivl om det, og måske var det også derfor hun havde så nemt ved at overgive sig til ham på den måde. Han var virkelig rar ved hende. Ikke noget hun havde oplevet længe. “Jeg vil glæde mig til, at jeg skal finde den genstand” sagde hun let,. Ville ikke se ham i øjnene, af fare for at afsløre sit eget forvirrede sind.

Han smilede lidt da hun trak sig væk, men han gjorde intet forsøg på at stoppe hende.
"Grøn er en god farve..." sagde han og trak på skuldrene.

Hestehalen klædte hende... den gjorde måske at hun så en anelse yngre ud... men det var helt okay.

"Genstanden, som du skal finde..." sagde han, og betragtede hende lidt.
"Skal du først finde når jeg bedømmer at du er klar til så stor en udfordring. Når du har trænet, og når du er stærk nok..."

“Grøn er en rigtigt pæn farve ja” sagde hun tænkende, og bed sig kort i læben. Vendte sig langsomt om mod ham, da hun syntes at have fået lidt mere styr på sig selv. Utroligt at han kunne gøre det ved hende.

Langsomt strakte hun sig, og gik hen til sengen. Smed sig på den og så mod ham. “Hvad vil du så bagefter? Hvad vil du når du har fået din hævn..? Hvad så bagefter?” spurgte hun let, og rullede om på maven. Hun så tænkende på ham. Ville ikke have at han rejste uden hende.

“Hvornår begynder vi så at træne?” smilte hun svagt, og satte sig op. Hun ville gerne lave mad sammen med ham denne aften. Forhåbentlig kunne hun stadig gøre det, stadig lave god mad. Det var forhåbentlig ikke forsvundet helt. “Vi kunne lave røde bøffer?” smilte hun pludseligt. Havde ikke tænkt over at hun ikke havde sagt sine tanker højt.

Han gik roligt hen mod døren, og da han nåede den, vendte han sig halvt om, og så ned på hende med et smil.

"Bagefter... det kommer an på mange ting... lige nu er det et umuligt spørgsmål." sagde han og lagde en hånd på dørkarmen.
"Din træning kan begynde når du vil..."

Hendes pludselig emneskifte afslørede hendes tanker, og han lo kort.
"Røde bøffer lyder godt... rigtig godt." sagde han og sendte hende et smil, hvorefter han gik ud på gangen, med kurs mod badeværelset.

"Jeg tager et bad..." sagde han da han var kommet derud, højt nok til at hun kunne høre det.
Så lukkede han døren.

Da han begyndte at gå, fulgte hun ham med øjnene. Hun vidste ikke helt hvor han skulle hen, men han havde jo nok ikke tænkt sig at gå helt fra hende.

“Jeg håber snart at vi begynder så.. Jeg skal nok snart være klar” sagde hun smilende, og rejste sig ganske langsomt, for at ville følge efter ham. Hun havde ellers lovet sig selv, at hun aldrig ville følge efter ham på den måde.

Da han begyndte at grine, smilte hun for sig selv. Da han så gjorde sig enig i hendes spørgsmål, nikkede hun til ham. “Det er jeg glad for.. Røde bøffer it is” sagde hun smilende, og rettede på sin top. Fulgte stadig med ham, men stoppede så op ude i gangen.

Mest fordi at hun nu var blevet opmærksom på, at hun fulgte efter ham. Som en anden hundehvalp. Hun rystede opgivende på hovedet af sig selv, og gik ganske langsomt tilbage mod sit værelse, hvor hun satte sig på sengen.