A Black Heart... (A)

SMAK!

Han havde grebet skoen i luften, lige inden den ville have ramt ham i ansigtet.
Med en overvældende styrke, klemte han den sammen i sin hånd, og kastede den ligegyldigt ud i det altædende flammehav.

Så kiggede han ned på Amy. Stadig uden at smile.

Hans blik mødte hendes, og hun ville nu tydeligt kunne se hans vrede i dem.
"Hold hendes ben... stræk hende ud, men uden at skade hende. Det skal jeg nok selv tage mig af..." sagde han.

Et skyggevæsen greb ud efter Amy's ankler, og hvis det fik fat, ville det holde hendes ben nede så hun ikke kunne sparke.

Sansiss så fortsat på hende, og gjorde en bevægelse med hånden.
Som var den dukket op ud af ingenting, havde han nu en kniv i hånden.
"Jeg skal nok lære dig det, lille blodsuger... og når jeg er færdig, vil du tigge mig om at dræbe dig, for i sidste ende vil du ikke kunne holde smerten ud..."

Noget havde han dog lært af sin... værtskrop...

“Hidsigprop.. Jeg bed dig jo ikke en gang” mumlede hun. Tydeligvis skuffet over at hun ikke havde gjort det. Næste gang måtte hun hellere gøre det, alsa.. Hvis der blev en næste gang.

Langsomt lod hun blikket hvile op på Sansiss. Stadig uden at ville vise ham frygt. Han skulle ikke kunne lokke det ud af hende. Hun sparkede ud efter skyggevæsnerne, men da det jo var skygger, hjalp det ikke det helt store. i stedet fik de fat i hendes ben. Hun lod kort blikket hvile mod de skygger der holdt hendes ben. Hun prøvede at komme i tanke om en måde at komme væk, men det skete ikke lige.

Hun slappede langsomt af, og mødte hans blik. “Jeg kommer aldrig, aldrig nogensinde til at tigge dig, om noget som helst” hvislede hun roligt, og lod hovedet glide tilbage og hvile mod skovbunden.

Stadig uden at smile, gik han roligt over til hende og knælede ved hendes side.
Han så på hendes ansigt, og rystede stille på hovedet.
Så lagde han sin frie hånd mod hendes skulder og sagde: "Så modig du dog er..."

Sansiss smilede koldt og førte kniven over så dens spids var lige over hendes mave.

"Men lad os nu se hvor meget smerte du kan holde til...!" hvislede han og hævede kniven.
Vanvidet var let at se i hans øjne, da han lynhurtigt stødte kniven ned mod hendes blottede mave med dødbringende kraft og præcision...

Sekundet inden spidsen af kniven ramte sit mål, forsvandt både den, flammerne og skyggevæsnerne, og i stedet for at jage kniven i hende, hamrede han sin nu knyttede næve dybt ind i maven på hende. Stadig med samme kraft som før, da det jo var i samme bevægelse.

"Jeg er imponeret, lille blodsuger..." hviskede han, mens hans øjne langsomt blev røde igen.

“Du kan ryste så meget på hovedet af mig du vil.. Det ændre ikke på mig, eller på min adfærd” sagde hun roligt. Og prøvede at vride sig fri for at kunne fjerne hans hånd. Hun virkede dog endnu ikke så vred igen.

Da han lod kniven glide henover hendes mave, kun et stykke over det. Forberedte hun sig på det værste. “Kom du bare” svarede hun let, og fjernede ikke blikket fra ham overhovedet. Tværtimod, virkede det som om, at det blev lidt mere intenst. Hun ville ikke sænke blikket. På ingen måde.

Selvom der kun var et sekund, mellem knivens forsvinden, og hans hånd der i stedet ramte hendes mave, nåede hun at opfatte, at alle tingene om hende forsvandt. Nærmere betegnet skyggerne der holdt hende, og ilden om hende. Dog gav hun et kort gisp fra sig, og lod hænderne glide ned mod maven. Et ret så kræftfuldt slag. Hun kunne næsten mærke hvordan beskadigede organer, blev sig selv igen.

Efter en stund, rejste hun sig langsomt og børstede sine bukser af. De var godt nok sorte, så hvis der var jord på var det ikke så tydeligt. Let rakte hun ned og tog den anden sko af, smed den på jorden. “Meget morsomt” mumlede hun let, og gik væk fra ham.

Han rejste sig langsomt op og sukkede dybt.
"Ville du gerne have haft at jeg skar dig op i stedet...? Eller har du forstået at jeg ikke har lyst til at dræbe dig?" spurgte han halvirriteret.
Det virkede som om han endnu ikke havde vundet den lille leg... eller som om hun havde trukket sig ud af den, efter at være blevet snydt.

"Du vækkede min vrede, og i et par sekunder var det skam min hensigt at torturere dig... men jeg gjorde det ikke." sagde han og så over mod hende mens hun gik.
"Måske er du værdig, hvad dit mod angår... men på den anden side virker det som om du er ligeglad med dit liv."

Han vendte sig om, og begyndte at gå tilbage mod skoven.
"En skam, Amy... i sandhed en skam..." sagde han uden at se sig tilbage.
Han kunne næsten stadig mærke hendes bare hud mod hans fingre da han slog hende... det var noget han gerne ville gøre igen... eller måske... ikke helt...?
Han fnøs, skubbede tankerne væk, og fortsatte over mod skoven i et roligt tempo.

Amy stoppede langsomt op, et par skridt fra ham, og så længe på ham. “Neij self, ville jeg da ikke have haft det.. Det ville være tåbeligt af mig. Tark fordi du ikke myrdede mig på stedet” svarede hun let, og så ham i øjnene. Stod nu stadig og betragtede ham. Hun kunne ikke helt beslutte sig for, om hun skulle gå hen til ham.

Da han begyndte at snakke igen, og gå væk fra hende. Måtte hun opgive sin stædighed og følge efter ham. Hun stilte sig foran ham. “Mit mod kommer af min ligegyldighed.. Fortæl mig sortelver, hvad har jeg som vampyr, som overhovedet kunne bidrage til noget, nogensinde. Jeg har ikke bedt om mig liv, eller mangel på samme.. Men jeg får det bedste ud af det” sagde hun let og lod armene glide over kors.

“Desuden.. Hvor kender du mit navn fra? Og hvis du rent faktisk kunne bruge mig til noget, så havde jeg måske heller ikke nogen grund til at være ligeglad med mit liv vel?” fortsatte hun. Det drillende smil fandt vej til de røde læber, og hun gik nu et skridt baglæns. Ville da gerne prøve at oppe sig lidt, hvis han kunne bruge hende til noget.

Da hun stillede sig foran ham med armene over kors, smilede han.
"Du har muligheder, Amy... muligheder som kun jeg kan give dig." sagde han.

Han tog et skridt frem mod hende, så de stod næsten lige op ad hinanden igen, mens han så hende i øjnene.

"Jeg kender dit navn fordi det står skrevet i dine øjne. og hvad angår din ligegyldighed... så kan jeg give dig mening med livet... eller ulivet, som det er... lige nu. Desuden... finder jeg dig stadig af en eller anden grund interessant." sagde han, og et hint af usikkerhed dukkede op i hans øjne... men kun i et lille sekund...

Amy så længe på ham, blev stående med armene over kors et stykke tid, inden de faldt ned langs hendes sider. “Jeg vil gerne høre mere om de muligheder så” sagde hun let, og smed håret om på ryggen.

Da han tog et skridt nærmere hende, smilte hun drilsk til ham. Men sagde dog ikke noget til det.

“Når nu du kender mit navn.. Så vil jeg gerne vide dit?” spurgte hun let, og strøg kort hånden over den rift hun havde lavt. Fjernede egentlig bare det størknede blod under såret. “Så du finder mig interessant.. Det er jeg kun glad for.. Ellers ville du blive irriteret over mig ret hurtig” drillede hun legende, og lod hovedet glide på skrå. Bemærkede godt det korte glimt af usikkerhed, der viste sig i hans øjne, men kommenterede det ikke.

Han så hende i øjnene, mens den irriterende usikkerhed forsvandt...
"Ja.. det gør jeg..." sagde han. Denne gang holdt han hænderne for sig selv.. det var ikke sikkert det var lige nu han skulle virke forførende over for hende.

"Mulighederne... hvad siger du til at kunne gå i dagslys igen? Jeg kan gøre dig i stand til det... og jeg kan gøre dig i stand til at eksistere uden at skulle drikke blod..." hviskede han, vel vidende at hun nok kun ville arbejde sammen med ham hvis han gav hende disse ting... men det kunne han sagtens leve med.
Lige nu ar hun trods alt blot en ung pige som han kunne bruge, og som han samtidig fandt både smuk og interessant..

"Hvordan lyder disse ting, Amy?" spurgte han med et koldt smil.
"Og tro ikke at jeg tigger dig... jeg kan sagtens finde en anden som er mindst lige så interessant.. indtil videre..."
Han smilede lidt bredere.

Hånden gled op og pillede ved hans nakkehår. Han var tilbageholden, mon han alligevel var blevet lidt usikker, over om hun gjorde ham noget? Nej vel.. Det ville hun ikke mene. Det virkede han ikke som typen der blev.

Fingrene snoede en tot af hans hår, inden hun tog hånden tilbage til sig. “Kan du virkelig gøre alle de ting? Eller er det bare noget du siger, for at få mig i din magt? For så hjælper det ret meget” sagde hun smilende, og bed sig en anelse i læben. Et drillende glimt kom frem i de røde øjne.

Hun måtte prøve at dæmpe sin ret åbenlyse ivrighed. “Jo.. De lyder skam.. Helt fine” sagde hun og prøvede virkelig inderligt på, ikke at være alt for tydelig. Hun ville give alt for at få de ting fjernet. Det ville betyde så meget for hende, alt ville være nemmere. “Men hvordan har du tænkt dig.. At jeg skulle kunne finde dig nogen steder? Har du bare tænkt dig at stå ude foran min dør en eller anden dag, og sige vi skal myrde den og den?” spurgte hun legende.

Han smilede endnu en gang, denne gang knap så koldt og ondt...
Så placerede han sin ene hånd på hendes side, og sagde: "Jeg kan gøre det, og meget mere, min kære... og det skal ikke være noget problem for os at finde hinanden."
Så førte han sin frie arm op mod hendes læber, og holdt den stille et par centimeter fra hendes ansigt. De kunne stadig se hinanden i øjnene over hans arm...

"Lad mig bevise det, og skænke dig din første gave... bid, og drik alt det du vil. Frygt ikke for mit liv, for jeg har kræfter som kan rode bod på stort set alt der skulle ske med den her krop." sagde han mens han så hende i øjnene.

Amy så ham langsomt i øjnene, og lod stadig hånden hvile omme i hans nakke. Hun bed sig kort i læben, og lod kort blikket glide væk. Kun et øjeblik, inden hun så tilbage på ham. “Vær sød ikke at lyve for mig okay… mit højeste ønske er at kunne mærke solen igen.. “ mumlede hun stille, og så en anelse undrende på hans arm. Hun kunne meget tydeligt høre hans puls.. Det dunkede næsten som en bas i hendes hoved. Det gjorde hende faktisk lidt dårlig.

“Du sagde jeg ikke måtte.. Du sagde at.. At du ville dræbe mig hvis jeg gjorde det” mumlede hun tøvende,. Var ret usikker på sig selv lige nu, men til sidst lod hun lyden af hans puls, lulle sig ind i den mærkelige form for døsighed, der kom når hun var sulten. Langsomt lænede hun sig hen, og bed ham i pulsen i hans håndled. Dog hvilede de røde øjne stadig ind i hans.

Hun lod sig overgive til den søde og forførende smag af hans blod, der nu gled gennem hendes hals. Da hun omsider fik sig selv stoppet, havde hun ingen ide om hvor længe hun havde drukket af ham. Ingen tidsfornemmelse overhovedet. Hun så en anelse undskyldende på ham. “Er du okay?” spurgte hun tøvende.

Han smilede blot, da hun talte, og da hun endelig tog sig sammen til at bide ham, blev han ved med at se hende i øjnene. Efter et par minutter, begyndte han at føle sig svag, så han brugte lydløst sin magi, og trak på de ressourcer og kræfter, som han havde nævnt.
Hans blod blev omgående gendannet... og på denne måde kunne han lade hende drikke til hun var mæt, uden at han selv tog skade af det.

Da hun var færdig, mumlede han et utydeligt ord på et underligt sprog, og såret heledes.

"Jeg har det helt fint." sagde han, og så hende dybt i øjnene.

Amy ville nu kunne mærke en varme brede sig i hendes krop, og hun ville kunne høre en brusen for ørene.
I løbet af et par sekunder, ville hun få fornemmelsen af at det ikke var Sortelverblod hun havde drukket... at det ikke var noget blod hun nogensinde havde hørt om eller smagt før... og så ville følelsen forsvinde.

Han kiggede lidt på hende, og kørte sin hånd roligt op og ned ad hendes side.
"Du kan nu gå i solens lys, som ethvert menneske." sagde han.

Amy kiggede længe på ham, betragtede ham med et tænkende blik. Var meget opmærksom på, om han var dårlig, eller svag. Om hun havde gjort noget forkert. Men han virkede ikke vred. På ingen måde heldigvis.

Hun lod langsomt blikket glide ned på sine hænder, og mærkede varmen overalt i sin krop. “Hvad er det her for noget blod?” spurgte hun undrende, og så ham i øjnene “Hvad er du egentlig?” fortsatte hun let, og rettede kort på sin top. Hun følte sig mere.. Levende af en eller anden grund.

Let lod hun armene hvile om hans hals, og bed sig blidt i læben, så ham tænkende i øjnene. “Hvad gjorde du ved mig?” spurgte hun undrende. Hun pillede ved hans nakkehår, og smilte for sig selv. “Og hvad mente du egentlig med.. At jeg kunne finde dig altid?” fortsatte hun og lænede sig hen mod hans øre, hun bed blidt i det, ikke hårdt. Mere sådan.. Et lille blidt nap for at drille ham.

“Tusind tark.. Hvem og hvad du så end er.. “ mumlede hun og hvilede hovedet mod hans skulder. Hun følte sig af en eller anden grund, ret træt nu. Som om at hans blod, havde udmattet hende helt.

Han lod hende tale uden at afbryde, og da hun nappede ham i øret, smilede han.
Da hun så lagde hovedet mod hans skulder, lagde han armene om hende.
"Jeg er... noget langt ældre og meget mere magtfuldt end det jeg ser ud til at være... men det kan være du finder ud af det på et tidspunkt." sagde han og kørte den ene hånd op og ned ad hendes ryg.

"Du har modtaget en sand velsignelse, fra et væsen du knap ville kunne forstå... det er kun naturligt hvis du er træt. Så læg dig ned her på skovbunden, lille blodsuger, og sov for første gang i lang tid om natten. Jeg vil vove over dig, darastrix-thurirl, og når du vågner, vil det være solens stråler der vækker dig." sagde han, nærmest venligt.

Amy så smilende på ham, hun lod fingrene sno sig igennem hans hår, og trak sig så lidt tilbage, så hun bedre kunne se på ham.
“Jeg tænkte godt at du var anderledes.. Du virkede ikke som en helt normal sortelver” hun blinkede drilsk til ham. Og strakte sig en anelse. Kunne egentlig meget godt li at hans ene hånd nu nussede hende op og ned af ryggen.

Hun trak langsomt på skuldrene. “Jeg ved ikke helt om jeg tør” smilte hun svagt. Hun havde længe frygtet solen, og udsigten til at det nu var den der ville vække hende, skræmte hende en smule. Og alligevel ikke. “Hvad betyder det du sagde?” spurgte hun efter et stykke tid. Og satte sig langsomt ned på skovbunden. Det var måske ikke det varmeste, men det kunne hun jo være lidt ligeglad med. Hun kunne af gode grunde ikke fryse eller have det varmt.

Han smilede kort til hende, og da hun satte sig ned, gjorde han det samme.
”Du bør stole på mig, nu da jeg endda har givet dig mit eget blod… og jeg lover ikke at snyde dig og slå dig i maven denne gang.” sagde han med et grin.
Han så lidt på hende, mærkede den svage kulde i jorden, og hævede et øjenbryn.
Så knyttede han den ene næve, og hamrede den let ned i jorden.
Der lød en underlig, hul knitren, og en varme bredte sig i jorden under dem…
”Ild-magi er… nyttigt.” sagde han og smilede.

Han havde endnu ikke svaret på hendes spørgsmål om de han havde kaldt hende… men, i teorien kunne det ikke skade at afsløre en smule af hvad det var…
”Ordets betydning ville afsløre meget om mig… som du endnu ikke skal vide. Men vær stolt, for det er en ældgammel titel, som kun skænkes til specielle individer.” sagde han og så hende i øjnene.

Amy lod blikket hvile på ham, og smilte lidt for sig selv. “Jeg stoler også på dig.. Oz selvom jeg ikke ved hvad du hedder endnu.. Men jeg er jo også nød til at passe på mig selv” sukkede hun og bed sig blidt i læben.
Blikket gled ned mod hans hånd, da han lod den hvile mod jorden. “Ild magi.. Det gad jeg godt at kunne.. Men det ville sikkert ikke betyde noget for mig, jeg kan jo alligevel ikke mærke varmen” smilte hun med et drilsk blik, og strøg ham kort over armen. Gabte langsomt, og lod sig ligge ned på skovbunden.

Blikket hvilede stadig på ham. Hun smilte let. “Vil du fortælle mig det? Når jeg må vide mere om dig?” hans sprog fascinerede hende en del, men det ville lyde dumt at sige. Forsigtigt trak hun benene op til sig, og holdt om dem. Hun stolede skam på Sansiss, når han havde lovet hende noget. Også selvom at han havde været ond ved hende, for hun havde jo selv bedt om det. Langsomt lod hun sine øjne glide i. og der gik ikke længe, før hun sov.

Han så på hende i et par minutter før han svarede, og da han så svarede, var hun næsten faldet i søvn.
"En dag vil jeg måske fortælle dig det... Og jeg ror du vil blive overrasket over hvad du kan mærke når du vågner i morgen." sagde han og lænede sig op ad et træ.

han betragtede hende stille mens hun sov... lod blikket glide hen over hende...
Så trak han på skuldrene og vendte blikket mod himlen, hvor stjernerne skinnede klart.
"Oh the skies... how i miss soaring above everything that is truly beneath me..." hviskede han med en underlig længsel i stemmen.

Han behøvede ikke søvn, så han holdt sit løfte, og vovede over hende hele natten.

Når hun vågnede, ville hun både kunne mærke varmen a jorden, den stille, lune vind... og solens varme stråler.

Amy vågnede ganske langsomt, og smilte over varmen fra solen. Da det gik op for hende, at hun kunne mærke varmen, satte hun sig brat op, og så forbavset på sine hænder. Der var helt klart noget ændret.. Hun kunne mærke varmen.. Og vinden.. Det forstod hun virkelig ikke.

Blikket gled søgende rundt efter ham, hun missede lidt med øjnene. Da det var så længe siden hun sidst havde været i solen, skar den hende lidt i øjnene. Men hun fandt ham da siddende henne under træet.

“Hvad… har du gjort ved mig?” spurgte hun undrende, og lod hovedet glide undrende på skrå. Hun kravlede let henover skovbunden, og satte sig i skyggen fra træet. Hun havde det allerede ret varmt, men det var en skøn følelse at have. Det var dejligt at mærke varmen igen.

Da hun begyndte at røre på sig, vendte han omgående blikket mod hende.
Hendes reaktion fik et smil frem på hans ansigt, og han lo kort da hun spurgte hvad han havde gjort ved hende.

"Jeg har skænket dig en gave fra de gamle tider.. en gave som meget få personer nogensinde har fået... du er stadig vampyr, og blod er stadig livsvigtigt for dig... men du kan føle varme, kulde og alt andet... inklusiv både lidenskabelige ting, og smerte." sagde han med endnu et smil

Amy så længe og tænkende på ham. Og tøvede så en anelse. Lod langsomt hånden glide hen mod hans brystkasse, og lod den så langsomt hvile mod hans varme hud. Hun begyndte at smile for sig selv. Kunne ikke rigtigt lade være.

“Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige.. Det okay at jeg stadig skal bruge blod og alt sådan noget men.. Det virkelig.. Ja” hun tav. Og så ned på sin hånd, tog den langsomt hen til sig og hvilede dem i skødet. Anede slet ikke hvad hun skulle sige, for at fortælle ham hvor meget det betød for hende.

Hendes hånd mod hans brystkasse fik ham til at smile.
"Se det som en gave... " sagde han og strakte sig.
Han var overhovedet ikke træt... for han blev aldrig træt.

"Det betyder meget for dig, det kan jeg se på dit ansigt og i dine øjne... så du skal vide at der kan komme mere af den slags. Jeg kan gøre mange ting... rigtig mange ting..." sagde han og lagde en hånd på hendes skulder.

"Gør dig fortjent til nogle af disse ting, og jeg vil skænke dig dem. Den første her, fik du af to grunde... for det første er du interesseret i at hjælpe mig. Og for det andet viste du kun et lille glimt af frygt da du troede jeg ville dræbe dig med den kniv... og selv det lille glimt af frygt var næsten overvældet af dit mod... din ligegyldighed..." sagde han.

Han gav hendes skulder et lille klem, og sagde så:
"Din ligegyldighed forsvinder måske nu... så du må have mod i stedet."

Hun bed sig en anelse i læbe. Og smilte så til ham. “Jeg ser det da som en gave.. Det kan du roligt stole på at jeg gør” sagde hun mildt, og lod sig langsomt vælte ned på skovbunden igen.

Amy grinte let for sig selv, og rystede opgivende på hovedet af sig selv. Inden hun satte sig op igen. “Hvor bor du egentlig henne?” spurgte hun og lod sig glide ned på maven i stedet. Hun sukkede mildt for sig selv, og så ham i øjnene. Var så nysgerrig over det meste af ham.

Let sad hun nu og pillede ved hans fingre på den ene hånd, det var lidt svært at sige noget. Noget der ikke ville lyde komplet dumt. Som om hun var forgabt i ham. Let lod hun den anden hånd, glide ud i sollyset. Hendes øjne glimtede let af glæde, hun var så glad lige nu. Selvom hun ikke ville indrømme hvor glad hun egentlig var.

“Ja den forsvinder helt sikkert.. Nu har jeg jo noget at se frem til.. Noget at miste” sagde hun mildt og så nysgerrigt på ham.

Han pillede lidt ved en græstot mens han lyttede til hende.
"Jeg bor... ingen steder." sagde han med et smil.
Ikke at det var ham et problem... han kunne klare al slags vejr, og det var jo forår... desuden behøvede han ikke at sove... spise skulle han dog, men det kunne let klares.

Han mærkede hendes fingre mod sine, og kiggede et øjeblik undrende på hende, før han endelig smilede og legede med.

"Du har altid haft noget at miste, Amy... nu har du bare endnu mere. Så pas godt på det." sagde han.
"Men vær modig... du er stærkere end du selv tror... og måske jeg vil træne dig..."