Explaining... What More Is To Be Said? ((Adalwin))

Hun var hundrede procent stivnet og det var som om nogen havde trukket strømmen og energien ud af hende. Hun kunne mærke hans berøringer, men ikke reagere på hende. Hun havde det virkelig som om hendes hjerte var frosset. Hun besvarede ikke kysset mere og hun kunne lige så godt have været en statue, minderne væltede ind over hende og hun kunne bare ikke komme vidre. Hun fik efter en lang kamp kontrol over kroppen og det første den gjorde var at prøve på at trille hende ned fra sengen, hvorefter hun skubbede sig selv beglænds hen i det fjerneste hjørne, hvis han velopmærket havde sluppet hende -eller hun havde fået vredet sig fri- og hun var kommet ned. Hun ville -hvis hun vel opmærket kom fri- undgå at se ham i øjnene, mens hun bare trak benene op under sig og krøb sammen i hjørnet med tårene tillende ned ad kinderne...

Han lod hende bare rive sig fri... Han kiggede dog ikke på hende rejste sig bare op, og gik med tunge triste skridt ud af skuret... Han begyndte bare at gå væk fra skuret... ligeglad med hende egentligt... han var sur på sig selv og så kunne resten af verden egentligt bare skride af helvede til...

Han gik bare videre hurtigt og tungt

Hun kunne bare ikke, selv om hun inderst inde gerne ville så kunne hun bare ikke. Der var simpelhen for mange dårlige minder forbundet med det, minder som hun ikke havde i følge ham, han havde jo selv sagt, at han aldrig havde løftet en hånd imod hende, men minderne var bare så tydeligt indprintet i hendes hukommelse, at det gjorde ondt. Hun lagde først mærke til, at han var gået, da døren smækkede hårdt bag ham og det lys, der havde været i hendes sind før, var væk med et. Hun satte neglene godt ind i sine overarme og kunne mærke, hvordan det var som om nogen havde sat ild til hendes blodåre i venstre underarm. Hun var sikker på, at han var blevet sur på hende, grundet, at hun ikke havde kunne gøre det. Hun strammede grebet og havde det som om hendes hjerte var stoppet med at slå helt. Tårene trillede ned ad hendes kinder i litervis og hun begyndte så småt at ryste. Hun kunne virkelig ikke klare alle de billeder i hoved, i mørket og uden ham til at lyse hendes sind op. Hun rystede som espeløv og måtte tilsidst se sig besejret. Hun gav med røde øjne og stive bevægelser slip på sine overarme, der nu var beklædte med fine røde og blå mærker efter hendes negle. Hun begyndte rystende og med samme stive bevægelser at kravle...

Han forsatte bare med at gå... Han kunne ikke rigtigt klare sig selv der. Han vidste ikke hvem han var rigtigt længere så han gik bare. Han havde virkelig en følelse af at han ikke kunne kende sig selv på nogen måde...

Han satte sig på en bænk... Han sad der bare og stirrede ned i jorden, han kiggede ikke andre steder hen end ned i den kolde isnede jord, som gjorde det muligt for ham at glemme det hele lidt...

Hun kunne mærke, hvordan koldsveden begyndte at trille ned over hendes krop og hun fik i mørket begivet sig hen til madtingene. Hun rystede voldsomt og havde utroligt svært ved at styrre sine bevægelser. Hun famlede sig frem, mens ilden i underarmen blev værre og værre. Hendes bevægelser var usikre og hun blev nødt til at stoppe for at krasse sig selv over underarmen i forsøget på at få ilden ud. Hun måtte bide sig hårdt i underlæben for at tvinge sig selv til at genoptage den nu febriske og nærmest paniske søgning. Hun rev en af skufferne op og stak hånden der ned, før hånden fandt, hvad den ledte efter. Hendes hånd lukkede sig om det kolde jernhåndtag og hun trak den skarbe kniv op af skuffen. Hun rystede voldsomt og blikket i hendes øjne var blevet sindssygt. Hendes hånd faldt langsomt, så det kølige metal kom i berøring med hendes skind og den sidste lille smule fornuft i hende fik hende til at gyse og fik det til at løbe hende koldt ned ad ryggen. Havde nogen set hendes udtryk ville de nok havde troet, at hun var besat...

Han var for første gang i sit liv så sur på sig selv at han slet ikke kunne tænke på andre. Han havde ikke engang overvejet hvad der skete i skuret, men egentligt var han også ligeglad... Fordi for en gangs skyld var det ham der ville have hjælpe...

Han ville have nogen der kunne holde om ham, holde ham ind til sig også trøste ham og fortælle ham at tingene var okay, bare en gang kunne han tænke sig at det skete...

Han ønskede bare at han ikke altid skulle være den der passede på alle andre, den der altid skulle holde om dem og trøste dem... Han ville bare føle det samme også... Bare denne ene gang hvor han virkelig var sur på sig selv og virkelig hadede sig selv...

Normalt ville hun være beæret og mere end frivillig til at give ham et kram og forsikre ham om, at det hele nok skulle blive okay. Hun ville med glæde sidde og holde om ham, mens hun flettede fingrene ind i hans med den ene hånd og nussede ham i håret med den anden, det var noget hun ville elske, men hun var sunket dybt og lige der havde hun et af de anfald, der få dage forinden næsten havde taget livet af hende, den gang havde Tchort bare været der til at hente hende tilbage og holde om hende, sørge for, at hun ikke tog sit liv på den måde. Men lige der troede hun, at han var sur på hende og ikke ville se hende. Hun trak vejret i små gisp og hendes øjne var opspirrede, mens koldsveden løb ned over hende og kniven rystede i hendes hånd. Hun stirrede bare på kniven, der havde taget plads over hendes åre. Hun kunne virkelig ikke tænke på andet end at få smerten i armen til at gå væk og hun pressede kniven imod sit skind, så blodet langsomt piplede frem under den vigende hud...

Han endte med at skynde sig hjem... Han kunne huske hun havde haft tendens til at gøre dumme ting før... Så han var nød til at skynde sig hjem... og sikre sig at hun havde det godt...

''Hvad laver du?''

Han slog kniven væk, og greb om hendes håndled og healede det, med tårene løbende ned af kinderne på sig selv...

Hun sad bare, mens blodet løb ned over hendes håndled og hænder. Hun rystede stadig meget og det sindssyge blik i hendes øjne havde rettet sig imod den røde væske. Hun pressede kniven længere ned i pulsåren og reagerede ikke, da han kom ind ad døren igen. Hun ensede ham ikke, før han slog kniven ud af hendes hånd. Da han healede hendes håndled var det som om ilden påny blev tændt i hendes åre og hun begyndte med det dyriske og sindssyge blik i øjnene at kratte sig selv over underarmen i forsøget på at få det til at stoppe mens hun klynkede i smerte og rullede rundt på gulvet...

Han greb fast i hendes arme og kastede dem begge over på madrassen hvor han med hænderne holdt hendes arme imod madrassen, og hans fødder brugte han til at låse hendes ben...

''Melicia... Stop det der... det gør mig ked af det... jeg elsker dig jo!!! Jeg els..sker dig Val...''

Hans tåre flød ned over hans kinder og dryppede bare ned på hende under ham, hvor han bare stillede kyssede hende på panden og kunne ikke lide hun havde det skidt...

Madrassen kunne hun mærke imod sin ryg, mens hendes arme blev tvunget ned i lagnerne. Hendes ben blev sat fast, så hun ikke kunne bevæge sig. Hun hev og trak i arme og ben, men hun var for svag til at kunne flytte ham og i det hele taget bare for svag. Hun gav op efter et stykke tid og lidt efter hans ord nåede hende begyndte det sindssyge blik at blive mere og mere mat. Blodet løb stadigt ned over hendes håndled i lange røde baner, men sårene var ikke dødlige. Hans tårer dryppede ned på hendes kinder, så det lignede, at det var hende der græd og ikke ham. Hun slappede nu af i kroppen, før de rigtige tårer begyndte at trille og hendes krop rystede, da en hulken startede i hendes hals...

Han var ved at være træt af det liv han førte træt af at han altid skulle være der for hende, men han følte ikke han fik ret meget tilbage af hende... Han kunne mærke hvordan det bare var ved at blive for meget for ham, og han ikke ville kunne blive ved med at holde til det i længden... At han ikke ville kunne holde til at give og give uden nogensinde at få noget igen fra hende...

''Nej... Ikke græde... Jeg har brug for dig...''

Han græd selv og tårerne blev ved med at dryppe ned på hendes ansigt, og han begyndte at ryste på hovedet som et tegn på at han virkelig ikke gad have hun græd at hun for en gangs skyld skulle være der for ham og ikke omvendt...

''Jeg bliver knust hvis du bliver ved...''

Hendes vejrtrækning var skrøbelig og i små gisp, mens den skælvede som en opskræmt markmus. Hun havde de sidste år været så meget i underskud på kærligheds fronten, at selv det stykke tid de havde været sammen nu ikke havde trukket hende helt tilbage til overfladen. Med tiden ville hun nok heale, men hendes krop og sind var så udmattet, at selv ikke tusindeårs søvn ville være nok, det hun havde brug for var beskyttelse, endeløs kærlighed og tid. Hun havde brug for en, der ville holde om hende og holde fast, uanset hvor sindssyg hun blev. Hun rystede, da hans ord nåede hendes øre trillede endnu flere tåre bare ned over hendes kinder. Hun var nu ved at være så meget ved sig selv, at hun opdagede, at det ikke mere var hendes tårer, der trillede ned ad hendes kinder, men hans. Det virkede lidt som en kold spand vand i hoved på hende og en øjeblikkelig ændring kunne ses i hendes øjne, de var nu ikke næsten døde, men ømme, lidt uforstående og beskyttende. Havde hun haft krafter til det, havde hun vippet ham ned på madrassen og sat sig med hans ryg lænende op ad sit bryst. Hun ville have lagt armene om ham og flettet fingrene ind i hans, mens hun ville vippe blidt fra side til tide og nynne stille med næsen begravet i hans blonde hår, men alt det hun gerne ville have gjort, havde hun ikke krafter til, så hun nøjedes med at sno sit spinkle håndled og hånd ud af hans hænders greb, hvorefter hun nænsomt ragte op og lod fingrene følge kanten af hans kindben, kæbe, øjnbryn og næse til hun bare lagde hånden fjerlet på hans kind og nussede den blidt med tommelfingeren. Blikket i hendes øjne var dybt, bekymret, blidt og allerbagerst inde en smule såret, men det var som om, at hun på en gang havde trukket en kæmpe mur ned bag det punkt, så sindssygen, smerten og alle de andre ting var lukket inde og væk som en sky for solen. Hun sagde ikke noget, men strøj ham bare blidt over kinden, mens selv denne ene bevægelse var blevet udmattende for hende, grundet den 'kamp' de lige havde haft og det blod hun havde mistet...

Han var ikke glad for at han havde det sådan men han smilede stadig svagt til hende da hun lod hendes fingre røre ved hans ansigt, og han blev en smule glad for at hun faktisk gad at hjælpe ham... Han kiggede på hende og trods smilet dryppede der stadig tårer ned over hende... Han sank sammen ved siden af hende og var bare smadret indvendigt...

''Jeg har fejlet igen... Undskyld...''

Han kiggede på hende med tårer løbende ned over hans ansigt, hvor han havde det ene øre mod madrassen så tårerne løb fra det ene øje og ned over det andet hvor det blandede sig med, det øjes, tårer og flød videre...

''Undskyld...''

Havde hun ikke haft fået de to knæk på sjælen ville det nok havde været hende, der havde hjulpet ham med at komme sig og vende sig til at være engel, men da det ikke var på den måde skiftede hun mellem at være det gamle jeg og det nye. Det gamle, som sagtens kunne tumle og drille ham, den del der bare ville beskytte ham og tilsidesætte alt for ham. Det nye, der var paranoid, sindssyg og nedbrudt. Hun vidste ikke, hvilken en af delene, der var hende selv mere, men de var ligsom delt op af en mur. Hun trak bare stille vejret og mærkede, hvordan han flyttede sig fra hende. Hun havde godt bemærket smilet på hans læber, men hun så ikke grunden til det. Hun smilede ikke og hendes ansigt var lagt i alvorlige, triste og opgivende folder. Hans undskyldning nåede hendes øre og hun fik med megen besvær vendt sig om på siden, så hun lå med ansigtet imod ham. Hun lod blidt hånden glide op i hans hår, nussede det lidt, før hendes hånd nåede ned i hans nakke, hvorefter hun blidt og opfordrende trak hans hoved hen, så det kom til at ligge ved hans kraveben. Hun lukkede bare øjnene og sagde ikke et ord, mens hun nussede ham i håret...

Han fik det selv bedre af at hjælpe andre folk. Det kunne han ikke lade være med også at håbe hun gjorde, men lige der var det bare det at have hende tæt på sig han havde brug for. Det var ret at få omsorg af den slags der... Det gjorde hans liv lidt rarere...

Han sukkede behaget over hendes blide beræringer. Han kiggede nu lidt mere på hende med meget røde og vandede øjne...

''Tak...''

Han nød hendes nussen af hans hår...

Den gamle Melicia fandt det befriende at hjælpe andre og i det hele taget at kunne gøre en forskel til det bedre. Hun lod bare blidt hånden glide igennem hans hår, mens hun holdte hans hoved hen til sit bryst. Hendes øjne var ømme og triste, da det ene ord nåede hendes øre. Hun svarede ikke, men holdte ham bare ind til sig og begravede næsen i hans blonde hår. Det her hele den her situation fyldte hende med to følelser på en gang. Den ene følelse var tristhed og den anden var følelsen af at kunne give op når som helst og bare lade sig falde tilbage i mørkets varme arme, lade stilheden omslutte hende totalt...

''Du må aldrig forlade mig... Jeg har brug for dig, som jeg også tror du har brug for mig...''
Han trak sit hoved fri fra hende og kyssede hendes læber. Han kyssede hende lidenskabeligt, og sukkede blidt imod hendes læber... Gud hvor ville han ønske hun havde flere kræfter... Han måtte holde sig selv tilbage, og blidt hviskede han til hende...
''Val, du betyder alt for mig... Jeg elsker dig, og du må ikke lade dig synke ned igen... Please lad være bare for min skyld...''
Han kiggede på hende og kyssede hende intenst...

Følelsen af at kunne opgive det hele havde allerede plantet sig som en spore i hendes sind, så selv ikke hans ord fik den til at forsvinde. Hun sagde ikke noget og besvarede bare blidt kysset, selv om hun ikke følte sig andet end kold inden i, det var som om hendes hjerte var begravet i nordpolens kulde og selv ikke hans varme arme, kys og søde ord kunne tø det op. Hun havde kræfter, men ikke mange, hun kunne godt gå en tur eller lignende, hvis det var kortvarigt, men mere end det vil få hende til at besvime. Ved hans ord bed hun sig let i læben og med en næppe hørlig hvisken svarede hun uden at se på ham "Så enkelt er det ikke" før hans læber slugte hendes ord i endnu et kys...

''Jeg ved det... Men jeg dør lidt indvendigt vær gang det sker... Mister noget af mig selv som jeg aldrig kan få igen, og jo oftere det sker jo mere mister jeg hver gang...''

Han sukkede... Han ville ikke lyde selvisk, men som alle andre havde han heller ikke lyst til at dø, og hun kunne jo ikke hjælpe ham med at finde ud af hvordan de fiksede det... Han hadede det at hun ikke kunne fortælle ham bare lidt om hvad han kunne gøre...

''Og kan jo ikke engang hjælpe...''

Hun var lige ved at sige hendes tanker højt, men gjorde det ikke. Hun havde allerede mistet sig selv, men det havde hun ikke løst til at fortælle ham, da det nok bare vil trække ham længere ned. Hun havde sine tidspunkter, hvor hun bare havde løst til at dø, hvilket var skræmmende i sig selv. Han havde aldrig spurgt, hvad han kunne gøre, for at hjælpe og hun ville ikke presse det ned over hoved på ham, så han følte sig tvunget til det, men hun vidste godt, hvad han kunne gøre, for at hun ikke fik det værre. Hun havde meget svært ved at bede om hjælpen med mindre andre tilbød hende den og hvis hun så endeligt bad om den, så straffede 'det' hende bagefter og det hele ville bare blive værre. Hans ord nåede hendes øre og hun svarede stille "Du kan hjælpe..." Hun tog sig selv i at tænke, at hun ikke burde udsætte ham for det her, hun burde havde flygtet fra ham første gang hun så han som engel, hun burde have skånt ham for alt det her. Hun havde jo bogstaveligt taget bedt ham om at overværde hende blive syg og falde hen, for til sidst at dø, hvilket ikke var helt fair...

''Sidst jeg spurgte vidste du bare ikke noget... Hvad kan jeg gøre?''

Han lyste helt op over at han faktisk kunne hjælpe... Det var egentligt det der knuste ham mest, det at han følte sig fuldstændig magtesløs overfor hendes problemer, og han virkleig ikke kunne gøre noget som helst for at hun ville få det bedre...

''Jeg elsker dig, og vil gøre alt jeg kan, om jeg så skal ofre mit liv... Det er jo egentligt det jeg er her for søde...''

Han kyssede hende blidt på kinden, og tog stille fast i hendes hænder og så hende i øjnene, tanken om at han kunne hjælpe livede ham utroligt meget op...

Hun så stille ned og rettede ham så "Nej, sidste gang du spurgte, havde jeg kun en idé om det" Hun tænkte sig lidt om, før hun svarede hans andet spørgsmål "Bare din tilstedeværelse hjælper..." Hun tøvede lidt, da han tog hendes hænder og de næste ord nåede hendes øre, før han kyssede hende på kinden. Hun lukkede øjnene stille i kort, før hun kom til at sammenligne ham med et lille barn foran juletræet på juleaften, hvilket fik det til at trække lidt i hendes mundvig. Hun svarede så stille "At falde i søvn og vågne i dine arme hjælper" Hun tænkte så det knagede, før hun tilføjede "Hud-til-hud kontakt hjælper" Hun overvejede det lidt "Når du er ubekymret og opføre dig som den gang hjælper" hun grundede lidt over det, om der mon var flere ting, der hjalp...

''Hvor har jeg været dum...''

Han sukkede lidt men grinede alligevel... Han så hende stille i øjnene, og smilede blidt. Han kunne ikke helt sige hvad det var der der var årsagen til at han havde det skidt...

''Jeg troede ikke jeg kunne hjælpe... Derfor blev jeg ked af det... Undskyld søde...''

Han kyssede hende blidt på kinden og smilede dejligt til hende... Han kiggede hende dybt i øjnene...

''Jeg skal nok bare være her... Men søde, jeg har jo fået nogle nye 'følelser' så håber du overleve at jeg kan være en smule seksuel?''

I hendes øre virkede hans latter påtvunget, hvilket gjorde hende lidt trist, men hun lod sig ikke mærke med det. Hun så ned, bange for, at han skulle se hende i øjnene og se helt ind i hende, hvor hun var følelseskold. Helt det ind, hvor hun kun kunne skildne mellem Ven og Fjende, helt der ind, hvor hun ikke kunne sig, hvor meget hun holdte af andre, kun at hun vidste, at hun holdte af dem. Hun vidste, at hun kunne lide ham på en sjov og ny måde, men mere kunne hun ikke sætte på det. Hun rystede stille på hoved og sagde ham imod "Du skal ikke undskylde, det er ikke din skyld" hendes stemme var stille og hun mærkede hans læber imod kinden. Hun så bare stille ned, før hun spørgende spurgte "Nye følelser? Hvordan det? Hvornår?" Hun rynkede let på panden, da hun ikke helt forstod det. Kunne man bare sådan ud af den blå luft få nye følelser? Der måtte være et eller andet, der havde givet ham dem, måtte der ikke? og hvis ja, hvad var der så sket, der havde givet ham det? Hun var ret så forvirret og så ham nu i øjnene med et spørgende blik...