Shattered With Hope (xxx)

Andrei var ret så ligeglad med at få en gave, det var en gave i sig selv at bare have Valentin der. Han havde jo ligefrem reddet hans dag, også selv om han var sikker på at den blev ødelagt da han kom hjem igen. Så han kunne lige så godt have det sjovt, så længe han var på fri fod.. hvis man kunne kalde det for det.
Hans forældre havde jo sikkert ikke tænkt ham slippe afsted med at stikke af, men han var også ligeglad med det. Da han jo bare ville få noget ud af sin fødselsdag, også selv om det ville få ham sendt på den lukkede.
Andrei kunne bestemt godt høre, at Valentin ikke havde holdt fødselsdag eller været til en fødselsdag i mange år. Holde vampyr ikke fødselsdag? han kunne ikke forstå dem som ikke holde fødselsdag, det var jo noget af det bedst på året udover juleaften. Andrei var et julebarn og elskede virkelig vinter, alt det julehygge og sneen og det hele. Han elskede virkelig den årstid og kunne nok ikke leve uden den, det var jo der alt familien blev samlet og alle hyggede.
Andrei slog hurtigt tanken ud af hovedet, da han mærkede at der var nogen der tog fat i hans håndled. Han stirrede bare på Valentin "hva.. hvad laver du?" spurgte han om og mærkede kort tid efter den kolde våde tunge mod sin hånd, og vende bare kort sit blik væk fra ham. Han så bare hurtigt mod sin hånd, for havde blevet helt stiv i det over slikket og rystede svagt i det. Han tog den bare hurtigt ind til sig, og vende sit blik mod Valentin "første gang, nogen har givet mig det i fødselsdagsgave" sagde han og viste virkelig ikke hvad han skulle synes om det, at ligefrem blive slikket på.
"smager jeg ellers godt?" spurgte han om og kunne ikke lade være med at sende ham et smil.

,,Det ved jeg ikke.." var det eneste han kunne komme med som et svar.
Hvordan skulle han ellers forklare det? Han trak sig svagt på skulderen
,,Så ved du hvor meget menneskelighed jeg har mistet.." kom det så fra ham.
Valentin rømmede sig og kiggede lidt ned på sandet,
som om han fandt det interessant,
Men han rettede blikket med det samme på Andrei da knægten sagde nogle få ord.

Som han hørte tydeligt.
,,Vil du virkelig vide det..?" spurgte han.
Der var kun et svar.. men han holdt sig lidt tilbage,
da han ikke ville skræmme Andrei.

,,Det var egentlig ikke min mening.. men jeg vidste ellers ikke hvad jeg lige skulle gøre?",
han tiede stille efter at han havde sagt den sætning, mens at han kiggede på Andrei.
Et mindre uskyldigt smil dukkede frem på hans læber, uden at han gjorde noget,
stod han blot stille og lagde sit hoved en smule på skrå.

Det var stadigvæk fredeligt at være på stranden.
Og for ham var det dejligt at være lidt i vandet, selvom det nok var hunde koldt for Andrei.
,,Skal vi op af vandet?", spurgte han så, og førte sin ene hånd om bag nakken hvor han kløede sig engang. Det ville også være synd for Andrei hvis han endt med at blive syg.
Han vidste ikke hvor god immun forsvar han havde.
Valentin kendte ikke så godt til menneske livet, længere.

Andrei kunne ikke forstå at der var nogen der kunne miste så meget menneskelighed, var det sådan med alle vampyr? blev man bare kold og ligeglad med alt? han havde ikke lyst til at tro på det, fordi så var det virkelig en forbandelse! At gå rundt på jorden og det eneste man tænke på, var at skade andre personer. Han så bare tænkende på Valentin, og tænkte over alle de spørgsmål han havde inde i hovedet. Han lag ikke engang selv mærke til at han rystede, og hel sikker ikke burde være nede i vandet længere.
Hans blik blev hurtigt trist i det, når han endelig kom tilbage til virkeligheden. Det var ikke fordi han selv var ked af det, men han var ked af det på grund af Valentin. At han ligefrem havde glemt, hvordan det var at være et menneske "det er jeg ked af at høre" sagde han og uden at spørge eller tøve, lag han hurtigt sine arme om ham og trykkede sig selv ind til ham i et kram. Et kram kunne jo hjælpe en masse ting, og det var bare det Andrei troet at Valentin havde brug for. Han gav bare slip på ham kort tid efter, og sende ham et kærligt smil.
Han begynde bare at gå ind på stranden igen, og lag sine arme rundt om sig selv for at få varmen. Det var da også lidt sent på året at tage et bad, men det havde alligevel været ret så sjovt i det.
Han gik bare i sine egne tanker "ja vil jeg ge..." sagde han og fik ikke sagt mere, da han faldt over noget i vandet. Hans øjne blev store, da han fik øje på vandet der kom tætter på. Det lød et højt plask, i det den lille menneske dreng røg under vandet. Han kom bare hurtigt op igen og skynde sig hurtigt op på sandet, mens han så skrækslaget ud mod havet.

Valentin gengældte ikke krammet, desuden nåede han det heller ikke, og han sagde ikke noget, efter den sætning som der lød fra Andrei med få ord fra hans læber. Dog så han efter Andrei og lagde sit hoved en smule på skrå, mens at han blev stående et øjeblik og betragtede knægtens gå gang. Valentin havde ikke noget imod at stå et stykke tid i vandet, bølgerne gjorde ham ikke noget og han var ikke bange for noget. Det eneste som kunne skræmme ham væk var solen og den var jo ikke fremme.

Inden at herren kom til at stå for meget i sine egne tanker hævede han det ene øjenbryn pludselig da han så Andrei falde i vandet, mens at drengen var på vej op.
,,Er du okay?..” spurgte han råbende efter ham, imponerende nok rejste Andrei sig selv op, men ud fra øjenkrogen så han skrækslagen ud og Valentin kunne godt mærke det. Normalt var han ikke god til at reagere på når folk som mennesker kom ud for en mindre ulykke, da han bare ellers tænkte på blod.. så lysten til at slå det ihjel blev større.. Han rystede kort på hovedet inden at han fik sig taget sammen og løb ind på sandet, videre op til Andrei.

,,Måske er det godt.. at det ikke blev en lang svømmetur”, sagde han og bed sig lidt i underlæben, han lod sit blik glide rundt en omgang, for at se der var sket noget ellers. Inden at han så på Andrei igen ,,Skal vi forlade stranden?”, han vidste ikke hvad han skulle stille op.. Efter at knægten blev bange for vandet. Valentin var ikke god til det der. Han var et vandrende lig. Hvor han ikke rigtig havde noget menneskelighed tilbage.

,,Det var vidst også en dum idé jeg kom med førhen..” mumlede han, mens at han blot så afventende på Andrei. – Han ville ikke kræve noget af ham, Valentin vidste bare ikke hvad han i det hele taget skulle gøre. Ak ja. En vampyr havde nok en del erfaring omkring overlevelse, men når der skete noget ubehageligt for et offer.. Så blev Valentin især lidt stiv i betrækket. Han førte sin ene hånd om bag nakken og kløede sig lidt der, inden at han så til sidst tog sig sammen og stillede sig foran Andrei for at give ham en krammer. Da han svingede sine arme omkring ham.

Andrei stirrede bare på havet, som om han så døden lige i øjnene. Han viste jo godt at han var klodset, og det beviste hans mange ar også. Han kunne alligevel ikke få det ind i sit hoved "d.. det ville æde mig" sagde han med en overbevisende stemme, i det han selv troet på det. Han var jo en dreng med en god fantasi, og derfor kunne han også tro på at havet ikke ville af med ham. Det var nok også en af de grunde til at han var bange for vand, at han kunne få sig selv til at tro at vand ville bare dræbe ham. Det og fordi han var klodset, og for genert at være tæt på for mange mennesker.
Han tog sig til det ene håndled og vende langsomt sit blik mod Valentin, mens han prøvede på at få styr på sine tanker og høre på hvad han sagde. Han lyttede bare efter på hvad han sagde, og ville ikke havde at han skulle føle at det var hans skyld "nej.. det var sjovt" sagde han før han mærkede hans arme om sig, og kulden der omringede hans krop.
Han kunne ikke sige at han ikke nød kulden, fordi der var et eller andet særligt ved den som krop fra vampyr. Det var som et koldt tæppe omkring ens krop, hvor man bare ikke kunne slippe ud af. Han lag bare sit hoved ind til ham, mens varmen bevægede sig mod hans kinder og fik den lyserøde farve til at komme frem "Valentin.. du er næsten nøgen" hviskede han ind mod hans skulder. Han havde ikke engang lyst til at fjerne sit ansigt, da han var en af dem som hadet den lyserøde farve og ikke ville lade nogen se den "det var ikke din skyld.. så ingen dum idé" mumlede han, for at få ham til at indse at det overhovedet ikke var hans skyld "du har bare reddet min fødselsdag.. og det er jeg glad for" sagde han og fjernede langsomt sit ansigt, også selv om den lyserøde farve stadig var der. Han så bare på ham med sine blå øjne, og sende ham et kært smil.
Han holde stadig fast i sit håndled, som havde en dunkende fornemmelse i sig. Han viste godt at det var fra faldet, men han var bare glad for at vandet havde stoppet hans fart lidt og den ikke var blevet brækket.

Valentin lukkede sine øjne kort for en stund, han syntes det var utroligt som tiden gik efter det første møde her med Andrei. Det var allerede som om at de så småt var begyndt at lære hinanden godt at kende. Valentin havde ikke gået til angreb med at få fat i hans blod endnu.
Mennesket gjorde ham åbenbart mere afslappet så sulten til blod forsvandt mere eller mindre. Et lille grin der lød som et fnis undslap fra hans læber, da Andrei sagde at havet ville æde ham. Valentin rømmede sig hurtigt. Andrei skulle ikke tro at han ikke tog det seriøst,
da han ville gerne se ham komme i bedre humør igen.

Derfor havde han også været hurtig om at komme op til ham. Straks rynkede han på næsen da Andrei nævnte at han næsten var nøgen. ,,Har du først.. bemærket det nu?”, spurgte han. Det kunne godt høres på ham at han ikke rigtig vidste hvad han ellers skulle sige.
Valentin blev en smule forvirret.

,,Okay..” sagde han stille, mens at han mærkede at Andrei havde sit hoved hvilende på hans skulder. Han havde ikke noget imod det, overhovedet ikke. ,,Det var så lidt.. synes da godt jeg kunne gøre lidt.. selvom jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre i starten”, sagde han med et skævt smil med sit hoved lagt en smule på skrå efter at Andrei havde trukket sig lidt tilbage. Valentin så på ham, mens at han havde opdaget farven på hans kinder. Og den ville Valentin ikke kommentere. Han lod sit blik glide videre ned på hans ene hånd hvor Andrei havde taget fat om håndledet, som om at der var noget som ikke var helt som det skulle være ,,Er det fra faldet?” spurgte han noget tid efter. Inden at han lod sin tunge glide ud for at fugte sine læber, selvom det ikke havde nogen effekt.

Andrei lag sit hoved lidt på skrå da Valentin grinte af det han sagde, han viste jo godt at han selv var lidt skør i det. Det var jo ikke fordi, han ligefrem var pinlig berørt over at være lidt skør. Han rystede bare let på hovedet af ham "bare vent til havet æder dig" sagde han og rakte barnligt tunge af ham, da han havde det svært med at blive sur på folk. Han havde jo heller ikke nogen grund til at være sur på Valentin, så det var nok også derfor han bare rakte tunge af ham.
Han var allerede i bedre humør, også selv om han bestemt ikke brød sig om havet og var glad for at de var gået op. Han følte sig bare mere tryg på stranden, hvor han ikke havde nogen undskyldning hvis han fald.
Andrei viste ikke helt hvad han skulle svare til det, da det jo var det som havde sket. Han lag ikke rigtig mærke til når han gjorde ting, fordi så gjorde han det jo bare. Han vende bare sit blik væk fra ham og nikkede let "ja.. sådan noget.. lægger man mærke til.. når man bliver.. krammet" mumlede han stille i det, og træk bare lidt på sine skuldre over det.
Han vende langsomt sit blik ned mod sit håndled og gav et lille nik fra sig, før han vende sit blik op mod ham og sende ham et svagt smil "den gør lidt ondt.. men jeg overlever" sagde han og smilte bare, for at vise at han var okay og nok skulle overleve.
Han havde ofte ondt et eller andet sted, så han kendte til sine forskellige smerten og hvornår det var slemt.
Han gav et lille grin fra sig "du har gjort meget.. selv om havet tog min gave fra mig" sagde han og gav atter et lille grin fra sig, og prøvede på at lave et trist blik i sine øjne... også selv om det var svært, da han jo var ret så glad.

Valentin tog fat omkring menneskets håndled med sine is kolde fingre der stadigvæk var beklædt af læder handsker. Andrei ville nok ikke tillade det, men han trak det op til hans mund, uden at gøre noget stirrede han bare på Andrei ,,Nok siger du at den gør lidt ond.. men har jeg ikke ret i at smerten er større end hvad du beskriver den?” spurgte han lige ud. Valentin studerede hans håndled med sine sorte øjne, der havde et strejf af den røde farve. Hvem ville ikke sætte sine hugtænder ned i det kød? Han ville ikke ligge skjul på at han godt ville have en smagsprøve. Han rømmede sig inden at han søgte øjenkontakt med Andrei igen. De stod godt nok stadigvæk kun i undertøj. Men hvad dælen?

,,Andrei.. Håndledet ser slemt ud..” sagde han og tøvede lidt. Han vidste ikke helt hvordan han skulle sige det, men han kunne snart ikke holde monsteret tilbage inde i ham. Han fik mere og mere lysten til at overfalde Andrei uden nåde. ,,Hvad vil du sige til hvis dit liv endte med at få en drejning?”, spurgte han så med et hævet bryn. Han havde et alvorligt ansigts udtryk, mens at han lod sit blik hvile på Andrei ,,Ville.. du ikke også selv ønske at blive stærkere.. du kan ende med at blive næsten lige så stærk som mig..” sagde han, og bed sig lidt i underlæben, han kunne ikke få sig selv til at sige at han bare ville bide ham. Det ville skræmme ham fra vid og sans. Det vidste han bare at det ville. Han lagde sit hoved en smule på skrå og sukkede lydløst. Mens tanken strejfede ham.. Hvad skulle han ellers sige eller gøre for at han kunne få den tilfredsstillelse så han kunne overleve og blive stærkere, hvis han fik noget af Andreis blod?

Andrei stirrede bare efter sit håndled, og prøvede på at holde en lille smerte lyd tilbage. Hans øjne blev større i det, da Valentin tog hans håndled op til hans mund. Han lag bare hurtigt sin anden hånd mod hans brystkasse, og skulle til at skubbe ham væk da han hørte hvad han sagde. Han vente kort sit blik ud mod havet og rystede let på hovedet "jeg klar mig" sagde han og så bare på ham. Hans krop gjorde ham ligefrem klar på smerten, som om den viste at han ikke ville kunne slippe væk fra dette.
Hans håndled var begyndt at vise tegn på hævelse, og dunkede også let i det. Hans hjerte bankede hurtigt, bange for hvad der ville ske med ham.
Han rystede bare hurtigt på hovedet "den skal bare en tur til lægen" sagde han og havde ikke rigtigt lyst til at høre på hvad Valentin sagde, da han jo næsten var sikker på hvordan dette ville ende.
"kommer an på om det var til det bedre eller dårligere" sagde han og lag godt mærke til den røde farve i hans øjne, og prøvede på at tvinge sit blik væk... uden held.
Han træk lidt på skuldrene, og var ikke engang sikker på hvad han ønskede. Da det alligevel aldrig ende som han ville have det, så drømme og ønsker var noget han holde lidt væk fra sig "kom an på hvor gammel jeg var.. og hvis det ville gøre ondt" sagde han og fjernede sin hånd fra hans brystkasse, han lag den i stedet mod hans kind og lag sit hoved lidt på skrå "Valentin.. du snakker underligt igen" sagde han og rystede svagt i kroppen, både fordi han frøs og fordi han huskede tilbage når de lige havde mødt hinanden og Valentin skulle til at bide ham. Hans øjne blev bare større, mens han stadig så på ham og kom hurtigt tilbage til virkeligheden "D.. du har tænkt dig at bide mig" hviskede han og kunne ikke gøre andet end at trykke sit hoved mod hans brystkasse, da han ikke engang turde at prøve på at få sit håndled til sig.. bange for at den ville gå afled eller noget slemmere "du kan godt modstå" mumlede han ind mod hans brystkasse, også selv om han ikke selv helt troet på at Valentin kunne.

Valentin blev tavs, han havde ikke regnet med den reaktion. Et mindre suk undslap fra hans læber og han rullede lidt med øjnene, før at han kiggede sig rundt en omgang. De var stadigvæk alene på stranden ,,Tag dig nu sammen Andrei..." kom det fra ham, Valentin havde troet at Andrei ville reagere lidt anderledes. Det så ud som om at det kunne blive nemt for ham. Men det kunne han godt se at det havde taget en drejning. Han holdt stadigvæk fast om menneskets håndled ,,Det vil blive bedre.. især med mig som master", sagde han uden at vide om Andrei lyttede efter, lod han bare give Andrei lov til at stå som han gjorde. Lige nu havde han blot fokus på at få noget af hans blod i sig. Så han kunne blive stærkere.

Han havde godt nok ikke fået lov og Andrei ville garanteret blive sur på ham, men Valentin skulle nok tage sig af ham hvis der skete noget. Han viste sine hug tænder frem og hvæsede ,,Det vil kun føles som et lille stik fra et insekt.." sagde han for at berolige ham mere eller mindre, som den helvedes flinke vampyr han havde været. Han greb hårde fat om menneskets håndled og bed sig fast med en hurtig bevægelse i hans hals selvom Andrei prøvede at gemme sig ind mod hans brystkasse. Det gjorde det hele nemmere for ham. *Du vil takke.. mig senere* tænkte han og svingede sin anden arm rundt om Andrei for at holde ham oppe, da han vidste at mennesket på et tidspunkt vil føle sig svag. Han sugede alt det blod til sig som han kunne, som han også stak sine hugtænder længere ind i huden. Det gjorde ikke så meget for Valentin hvis Andrei ville ende med at skrige. Han ville blot nyde det.

Andrei havde altid været en af dem, som næsten ligefrem lod folk gøre hvad de ville med ham. Han tænkte bare på at overleve, og at begynde at kæmpe imod.. kunne være en meget dum idé! og mest når man var som ham. Han havde ikke engang lyst til at høre efter på Valentin, han havde jo været overbevist om at han havde fået sig en ven. Han var bare blevet i tvivl, ville en ven ikke modstod denne trang? måske var han bare en spand blod, og alle bare så ham som en.
Hans stivnede helt i det, når han hørte den hvæsende lyd og fik bare hans krop til at ryste mere. Han var bange! og det lag han heller ikke skjul på, også selv om Valentin prøvede på at berolige ham.. så virkede det ikke.
Han lukkede sine øjne så hårdt i som overhovedet muligt, og ville ligefrem ønske at dette blot var en ond drøm. Hans håndled gjorde bare mere ondt, når han mærkede det faste greb om den. Den forsvandt bare hurtigt, da han mærkede den større smerte i sin hals. Hans øjne sprang op af ren skræk, og smertefulde lyde kom ud mellem hans læber. Han havde hørt om folk der kunne lide denne smerte, men de måtte bestemt være skøre i det.
Tårene begynde at trille ned af hans kinder, og viste ikke nogle tegn på at skulle stoppe. Han satte sin hånd mod hans brystkasse, og prøvede at skubbe ham væk fra sig "Valentin! stop! det gør ondt" hulkede han og prøvede på at få sin anden hånd fri, af hans faste greb.
Hans ben rystede på under ham, og kæmpede for at holde sig oppe. Der kom bare flere smertefulde hyl fra ham, da han mærkede hans tænder dybere ned i sig "ikke mere" hulkede han og blev bare ved med at prøve på at skubbe ham væk, selv om hans skub blev svagere og svagere. Han havde helt giver op af prøve på at få sin hånd tilbage, og knyttede bare hånden. Han greb fat i hans overarm med den anden hånd, og lod sine negle bore sig det lille stykke ind i ham som de kunne komme. Han trykkede bare sit ansigt ind mod hans brystkasse, og hulkede bare videre.
Han begyndte at kunne mærke hvordan hans krop blev svagere og svagere, hans ben begyndte at kæmpe mere og mere for at holde ham oppe "je.. jeg troet du var min ven" hviskede han ud mellem sine læber, så stille at ordene knap nok kom ud mellem hans læber.
Hans øjne gled langsomt i, mens hans blik var rettet ud mod havet. Hans hånd gav bare slip i grebet, og faldt ned af siden på ham. Hans ben havde givet op, så han hang i grebet af Valentin. De sidste par tåre trillede ned af hans kinder, og landede ned på det tørre sand og efterlod mørke pletter.
Hans hjerte havde en indre ham inde i ham, for at holde alt i live inde i Andrei og kæmpede bare for den unge menneskes liv. Hans fingere var begyndt at blive en svag blå farve, som viste tegn på at vampyr snart havde vundet over hjertet.

,,Bare.. vent og se..” mumlede han nærmest som en hvisken da han ikke lige så nemt kunne snakke, lød hans næse også lidt hæs, mens at han koncentrerede sig om at dræne Andrei for blod. Han lyttede efter knægtens lyde der undslap fra hans læber under arbejdet, som bare gjorde det sjovere for Valentin. Eller fristede mere? ,,Du vil snart se anderledes på det.. end som du ser på det lige nu..” han havde for længst givet op. Og desuden vidste han ikke hvad han ellers skulle sige. Selvom det var yderst svært for ham når hans egen læber var klistret til menneskets hud. Valentin prøvede mere at forklare Andrei hvordan det ville blive bag efter.

Som han jo havde prøvet før. Han flyttede sig ikke ud af flækken da Andrei skubbede til ham. Det føltes blot som en mindre berøring. Da Valentin havde en god balancen og generelt var stærk på grund af hans væsen og med det erfaring til oplæring han havde fået gennem livet. Ak ja. ,,Desværre.. så er det umuligt for mig at stoppe..” sagde han lavt, så Andrei knap kunne høre det. Han var stadigvæk i fuld gang med at suge hans blod til sig, som desuden havde en delikat smag. Det var så lang tid siden at han havde fået lov til at tage så meget til sig..
Det gjorde ham helt lykkelig..
Andrei kunne næppe komme fri fra grebet, da Valentin blot holdt godt fast om håndledet.

Vampyren, kunne selv mærke at Andrei blev svagere, og mens det skete tog han mere fat om knægten og trak ham helt ind til sig. En lille irritation voksede i ham efter at han mærkede hvordan Andrei satte sine negle ind i ham. Mens at han var i gang med at fuldføre et vigtigt stykke arbejde… Tsk. Han rømmede sig bare og sugede yderligere knægtens blod til sig.
Han stoppede med at suge blod til sig og trak sine tænder ud da han mærkede at Andrei var blevet så svag, så det var på tide at Valentin stoppede inden at det drejede i en anden retning af hvad han havde planlagt med Andrei.

Valentin lagde ham forsigtigt ned på jorden og kravlede sig hen ved siden af ham hvor han satte sig på hug. Han tog sin ene læder handske af efterfølgende for så at føre sin ene hånd op til munden for at bide hul omkring ved håndledet. Så der løb blod ud. Råddent blod som skulle hjælpe Andrei med til at fortsætte ind i processen. Han lagde sin hånd ned mod knægtens læber og førte den anden hånd ned under hans nakke for at løfte ham lidt op med hovedet. ,,Drik det..” kom det fra ham, mens at han mere eller mindre tvang blodet ned i ham.
Tænk at efter dette mester værk.. Ville Andrei være hans første .. lærling.

Andrei havde aldrig i hele sit liv, mærke sådan en stor smerten som at blive bidt af en vampyr. Måske var det bare fordi at han ikke kunne tåle smerte, at han ikke brød sig om at noget gjorde ondt. Han kunne derfor alligevel ikke forstå, at der var nogen der ligefrem kunne lide at blive bidt af vampyr. De var vel ligefrem syge i hovedet, eller det var jo bare det han synes.
Han havde nok aldrig mærket sin krop så svag, at den så hurtigt kunne miste alle sine kræfter. Det var også en forfærdelig til, at ikke kunne bevæge sig at bare skulle overgive sig. Mest for dem som virkelig ville kæmpe imod, og ikke bare som Andrei og overgav sig.
De sidste par tåre trillede ned af hans kind, i det hans hals blev fri fra de skarpe tænder. Blodet gled bare klistrende ned af hans hals, og efterlod et spor af rød farve. Et par bloddråber dryppede ned ved hans side, i det han blev lagt ned på jorden. Der kom en let lille lyd ud mellem hans læber, mens hans overkrop bevægede sig kraftigt. Hans krop kæmpede virkelig for at overleve, selv om den lige så godt kunne give op.
Den giftige blod løb bare ned af hans læber og videre ind i hans mund, mens hans tunge stoppede det i at løbe for hurtigt ned i hans hals. Hver en dråbe, forgiftede hans krop mere og mere. Den begyndte ligefrem at blive sort inde i, og hjertet stoppede langsomt i det. Blodet løb ud af hans mund og ned af hans kinder, i det han tog sit sidste vejrtrækning.
De fleste ville nok tro at han var død som han lå der, men andre ville vide at forvandlingen var sat igang. At denne unge menneske dreng, aldrig ville se solen igen! aldrig blive gammel! men alt af mest, aldrig få en sygdom igen.

Valentin kunne mærke på knægten at han tog det som en tung og forfærdelig smerte, som man nemt kunne fortryde og ikke forstod hvorfor at sådan en smerte skulle ske. Men det kunne bare ikke gå så glat hvis et menneske havde en plan om at der skulle ske en drejning i livet. Valentin havde haft i tankerne at Andrei nok ikke ville se ham som en ven efter dette. Men når tiden ville ændre sig samtidig med knægten, så ville Andrei nok forstå det.
,,Vi ses om lidt.." sagde han stille og roligt, selvom han blot talte med et fraværende sjæl. Han ville komme tilbage, det var der ikke nogen tvivl om. Valentin ville bare være forberedt, mere var der ikke i det. Da han ikke ville have at Andrei skulle ende med at tage alt hans blod når han en gang vågnede..

Valentin lod sit blik glide ned på knægten, mens at han sad på hug ved siden af ham. Langsomt tog han fat i hans hænder og lagde dem elegant oven på hinanden på hans mave uden på hans beklædning, så Andrei ikke lå som om at han var blevet slået ned mod jorden. Han kørte derefter sin ene hånd gennem hans hår, og tøvede lidt ,,så må tiden se hvad der sker", Valentin måtte indrømme at han var lidt spændt. Ville Andrei blive mere stærk end ham selv? Ville han kun komme til at fokusere på at være ond? Selvfølgelig vidste Valentin selv at Andrei ville gå amok sikkert lige fra han vågnede, derfor ville han også være et skridt foran. Så hverken ham selv eller Andrei kom til skade. Alt efter hvad der ville ske så ville Andrei modne sig med tiden.

Valentin lod sit blik hvile på Andrei et stykke tid inden at han forsvandt i en hurtig bevægelse væk fra stranden da han ville finde nogle ofre og dræbe, hvor Valentin så bagefter ville give dem til Andrei så han kunne dræne dem fra blod. Da han selv mente at Andrei i forvejen havde fået nok blod fra ham. Dog vidste han ikke hvad der ville tiltrække Andrei mest når han vågnede, det var forskelligt fra person til person. De fleste nyfødte ville have blod fra sin master lige meget hvad når processen var sket, men Valentin ville prøve med noget andet.

Han mødte et par på vejen og overfaldt dem med det samme, det var nemt for ham at finde et par ofre, mens at han kunne gøre det snedigt uden at blive opdaget, han dræbte dem med det samme, og løftede dem op i sine arme. Hvor han derefter løb tilbage til Andrei for at ligge ligene foran ham.
,,Det.. må være nok til at starte med..", mumlede han mens at hans blik igen gled tilbage på Andrei.

Dette var nok det sidste som Andrei havde regnet med, han havde bestemt ikke regnet med at han ville blive et væsen. Han var jo overbevist om at han på et tidspunkt ville blive voksen, måske endda få sig en familie. Det så bare bestemt sort ud nu! hans forvandling var sat i gang, og nu var der bestemt ikke nogen vej tilbage. Hans hænder begravede sig ned i sandet, mens man langsomt kunne se de skarpe hjørnetænder voksede ud. Det gik ikke længe før han begyndte at trække vejret, ikke fordi han behøvede.. men det var bare noget hans krop gjorde automatisk.
Han havde en ømhed i hele sin krop, men den gjorde ham ikke træt i det. Den fik ham bare til at bevæge sig lidt mere i det, og til sidst åbne sine øjne. Hans øjne havde en renhed af rød i det, livfarlige farve og dog alligevel så de ret så uskyldige ud. Han lag sine hænder foran sine øre, og lukkede sine øjne hårdt i. Han havde jo aldrig kunne høre så godt, eller se så godt. Han åbnede hurtigt sine øjne, da han hørte at noget noget blev lagt ved siden af ham. Han satte sig bare hurtigt op og vende sit blik mod Valentin, hans blik virkede trist i det.. der var bare raseri som lå bag det, raseri over hvad Valentin havde gjort.
Hans blik tvang ham alligevel til at se væk, over mod de mennesker som lå ved siden af ham.
Han lag sine hænder rundt omkring sin mave, da han havde en stor sult inde i sig.. som om han ikke havde spist i flere dage, måske endda uger.
Hans tænder kølede kraftigt i det, og beordrede ham ligefrem at bide i noget. Hans øjne gled i mens han tog dybe indåndinger, det duftede som juleaften. Så sød! og man blev ligefrem lykkelig, af denne duft. Hvis han følte sig gal, når han var menneske! så følte han sig virkelig sindsyg, når han betragede de mennesker som mad.
Han åbnede langsomt sine øjne igen, og fandt ud af at han havde grebet af i den ene. Sulten tvang hans tænder til at bore sig ned i den blottede hals, som et rovdyr begynde han at gnave i halsen. Blodet løb bare ind i munden på ham, hurtigere end han kunne synke det. Blodet løb bare ud af hans mundviger og ned af hagen på ham.
Hans blik var i mindst rettet mod Valentin, og forlod ham ikke en eneste gang. Han træk sine tænder ud lidt efter og hold en hånd prøve på at tørre blodet af, selv om det bare fik det til at blive mere smurt ud i hans ansigt. Han rejste sig bare langsomt op, og lod de andre mennesker lige. Selv om det følte som om han krop kunne blive ved, at den ville have mere blod i sig.
Han begyndte med små skridt at gå tætter på Valentin "hvad har du gjort ved mig?" sagde han med en hviskende hæs stemme.

//Reminder: Til folk der måske læser emnet, så er Andrei blevet forvandlet til vampyr, hvis nogen skulle undre sig som emnet køre. Farven skulle snart blive ændret. :-)//

Valentin kunne se at der var gode tegn for Andrei. Efter at knægten vågnede og tog fat i det ene menneske som han havde skaffet. Han betagtede en smule Andrei mens at den nyfødte vampyr havde taget det ene offer til sig og begyndt at dræne det for blod. Valentin stod stille på stedet hvor han stod et kort stykke væk fra Andrei da han ikke ville forhindre Andrei i at suge blod til sig. Han rettede på sine læder handsker som så småt var begyndt at blive tørre efter at de havde været en tur ude i vandet.

Han så lige pludselig på Andrei der havde rejst sig op og stoppet med at dræne ofret med blod, som ikke var meningen. Valentin hævede det ene øjenbryn efter det andet med det samme, da Valentin blev lidt forvirret over det, mens at han havde hørt hvad Andrei sagde, han kunne ikke undgå at høre på det.
Spørgsmålet var bare om han selv kom ud med de rette ord, men han måtte bare se hvordan Andrei yderligere ville reagere ,,Du havde selv snakket om det.. Andrei.. du er et væsen som mig nu.." Valentin havde ingen anelse om hvad han ellers skulle sige? Der var ingen bedre forklaring, end den han kom med?

,,Hvorfor.. spiser du ikke videre?.. Du har brug for blod efter den forvanding", han lagde mærke til at Andrei var blevet sur og at han nok kun havde i tanker om at hævne sig på Valentin end at tage blod til sig. Valentin lagde sit hoved en smule på skrå, mens at han så helt rolig ud.
Han vidste til gengæld hvad han skulle gøre hvis Andrei gik til angreb på ham.
,,Jeg er stadigvæk din ven.." kom det så fra ham mens at han lod sit blik hvile på knægten.

Andrei stoppede bare hurtigt op da han fik sit svar, og så langsomt ned af sig selv og rystede på hovedet. Før han hurtigt vende sit blik mod ham igen "jeg er som dig?" sagde han også selv om det ikke var ment som et spørgsmål, men mere som om han var overrasket i det "du kunne lige så godt bare have slået mig ihjel" sagde han og gik bare det sidste stykke hen til ham "jeg er ikke bygget til at slå folk ihjel" sagde han også selv om han havde lyst til at bide i alt, men det var jo ikke ham.. men den del af ham, som nu var en vampyr.
Han tog bare langsomt fat i hans trøje, med sine iskolde dødelige fingere og gik det sidst stykke tætter på ham "ven?? vi har åbenbart forskellige meninger.. om hvad en ven er" hviskede han med en mere charmerende stemme, end han nogensinde havde brugt før. Den lød mere selsikker end den plejede, men dette havde forvandlingen også gjort ved ham.
Han så bare ind i hans øjne med sine røde øjne, som havde et let skær af den blå farve som de plejede at være. Hans blik gled langsomt ned mod hans hals, og han kunne mærke hvordan hans tænder begyndte at klø igen. Den irriterende kløen, der først forsvandt når hans tænder sad i noget.
Med en hurtigt bevægelse bed han bare ud efter hans hals, mens han træk ham hurtigt ind til sig. Raseri og sulten, var ved at overtage hans krop. Der var en svag stemme indeni hans hoved, som bad ham om at stoppe. Den lille stemme, var den sidste menneskelig del af ham.

Valentin så på ham mens at han talte ud, og selvom det var et alvorligt emne, kunne han ikke selv lade være med at skar lidt ansigt. ,,Andrei.." mumlede han og kiggede bare på ham mens at han atter lyttede efter.. Nu når den snak omkring med at være en ven dukkede op igen ,,Nok kunne du ikke finde på noget ondt da du var et menneske.. men nu er du genfødt, et nyt væsen og en vampyr som os har en anden personlighed og den personlighed har du også.. du ved det bare ikke helt endnu..", fortalte han helt ud også selvom Andrei bed ud efter ham. Valentin skreg ikke, overhovedet ikke. Måske gjorde det ondt, men det mærkes bare som en stikken, når det de begge to var af samme arts fælle.
Det var noget andet hvis han selv var et menneske, så var det en smerte som Andrei havde oplevet.
,,Du er anderledes nu.. og det samme gælder med din personlighed, der er kun lidt der går igen..", mens at Andrei nok havde mest fokus på at tage blod til sig, lod han i smug trække sin ene læder handske af... Andrei var selv uden om det, når han ikke gjorde hvad Valentin havde i tankerne. Godt nok havde han ikke sagt det som en ordrer.. men alligevel.
Valentin måtte være en master for Andrei med det samme inden det gik i den anden retning.
Han lod sin læder handske falde ned på jorden og lagde sin hånd på Andreis ryg. ,,Wardower," mumlede han og den røde farve kom mere til syne i hans øjne i stedet for den naturlige sorte farve som hans øjne havde. Og chok bølger kom imod dem mest for at ramme Andrei. Der skulle lamme ham i et kvarter. Han veg sig så ud fra hans greb og trak sig tilbage, selvom det gjorde et lille knæk i hans hals. ,,Du skal ikke tage fra mit blod endnu...! Så bliver du afhængig af dødeligt, råddent blod.. menneske blod først.. lærling", sagde han med en lidt hæs stemme, da han mente det seriøst.
Han gik hen og samlede kvinden op og trak hende med hen til Andrei for derefter at løfte hende op til Andrei hvor han tog fat i hans nakke hår med den anden hånd mens at han stadigvæk havde kvinden i den ene. Kvinden var jo alligevel død og var dermed let at have med at gøre. Hun vejede ikke så meget ,,Spis.. det er en ordrer.. og bagefter skal vi finde et skjule sted inden solen står op.."

Det var helt utroligt at den kløen kunne forsvinde af at bide i noget, det var en befriende fornemmelse. Selv om der jo var noget i ham som ikke ville have at han skulle gøre det, men det var sådan en lille del.. som ikke kunne herske over resten af hans krop. Han sugede så meget blod i sig som muligt, da hans krop jo godt viste at dette ikke ville blive ved. Valentin's blod smagte heller ikke som menneskernes, der var ikke noget jule artigt ved det. Det havde en sur smag i det, men ikke noget som afholde Andrei i at give slip på ham.
Han mærkede hurtigt de chok bølger som røg igennem hans krop, og fik ham til at kæmpe lidt for at blive stående på sine fødder. Der kom også en knorende lyd ud mellem hans læber, og fik blodet i hans mund til at boble op.. før det gled videre ned i hans hals. Andrei havde hørt alt hvad han sagde, også selv om han ikke havde haft stor lyst til det "anderledes? jeg var anderledes i forvejen....." sagde han og fulgte bare ham med sit blik "jeg ønskede at blive normal.. ikke et monster" mumlede han for sig selv, og var bare ligeglad med om han hørte det eller ikke.
Det var jo forsent! forsent at få sit liv tilbage.. nu blev han jo bare nød til at overleve, starte på et nyt liv.
Andrei greb bare hurtigt fat i hans håndled, når han mærkede grebet i sit hår. Hans blik var bare rettet mod kvinden i hans arm, duften af jul røg bare igennem hans næse og hans tænder begyndte at klø igen. Han havde lyst til at slå fra sig, og forsvinde ned i et eller andet hul. Hans blik vende sig bare mod hendes hals, som så virkelig blød ud. Han havde lyst til at råbe nej, men han fik ikke ene eneste chance. Hans tænder borede sig bare ned i hendes hals, mens hans arme kastede sig rundt om hende som om hun var en eller anden bamse. Han gumlede ligefrem på hendes hals, for at få så meget blod ud som muligt. Han havde det bare svært med at synke det hele, så det løb bare ud af hans mundviger og blandede sig med det allerede klistrede blod omkring hans mund. Han gav først slip på hende, da hun ikke havde mere blod i sig. Han så bare ned på hende med et trist blik, før han vende sig om og gik over for at tage sit tøj på " håber du er glad" mumlede han til Valentin.

Han så mere forvirret på Andrei da der blev grebet om hans håndled.. noget han ikke lige havde forudset. Og han fangede hurtigt hans blik. Godt nok.. så gjorde han det selv, Valentin havde ikke behøvet at tvinge ham. Men hvad havde han gjort? Hvorfor var den stemning kommet? Valentin syntes at det var akavet stemning der var dukket op med tiden, selvom han stod foran en lærning.. en såkaldt ven. Hvis han kunne kalde ham begge ting. Nu var han selv kommet i tvivl. Borset fra at han altid kunne kalde Andrei for en lærling også selvom hvis Andrei ikke ville have Valentin som master, så var det bare sådan. Master og lærling for altid. No matter what.

,,Jeg troede..." kom det ud fra ham, Andrei hørte sikkert på hans stemme at han ikke vidste hvad han skulle sige, han var blevet mundlam, direkte da han ikke kunne få sig til at sige noget. Eftersom tanken om at Andrei nok bare ville blive endnu mere sur eller ked af det end han var i forvejen. Valentin sukkede, hvad fanden skulle han gøre? Af en eller anden grund stod han bare stille på sin plads. Uden at røre sig. Der var noget der sagde ham at Andrei godt måtte gå sin vej.. hvis det var det han ville.. Nu havde Andrei valget.. I stedet for at det var masteren der gik. Valentin hadet nemlig at kigge tilbage på sin fortid for at minde sig om at han ikke kendte sin master der havde forvandlet ham.. Fordi hans master havde forladt ham.

,,Husk.. at du ikke må færdes i solen.. den kan direkte dræbe dig.. lade dig brænde op i en flamme.. din krop kan ikke længere klare solens varme...", sagde han bare for at påminde ham om hvornår en vampyr skulle gå i skjul. Han kiggede lidt på Andrei og bed sig i underlæben selvom det ingen effekt havde. *Det er snart på tide at komme væk fra stranden...* tænkte han også inden at han så tog sig sammen for at gå til sit tøj for at tage det på. Da han jo selv kun stod i boxershorts.

Andrei tog bare hurtigt sit tøj på, mens han ikke rigtigt havde lyst til at høre efter på Valentin. Hans gode hørelse gjorde det alligevel, da han ikke rigtigt havde noget valg. Måske skulle Andrei bare lære at han nu var en vampyr? hvis man nu kunne lære at leve med det. Han kunne alligevel ikke lade være med at tænke over hans forældre, hvad ville de dog sige? ville han bare blive hurtigere sendt afsted til den lukkede afdeling? han turde ikke engang tænke på at gå hjem, bange for hvad de dog ville sige.
Han gik bare langsomt ned til vandet og satte sig ned på hug, for at få vasket blodet væk fra sin mund "aldrig mere varme sommerdage..." sagde han og kunne ikke lade være med at give et lille smil fra sig, det var jo ikke ligefrem fordi han var en af dem som elskede varme sommerdage.. Så der var vel et plus ved at han nu var en vampyr.
Han rejste sig bare op kort tid efter, og vende lidt modvilligt sit blik mod ham. Hans øjne var blevet blå igen, med et skær af rød. Sulten havde forsvundet næsten helt, også selv om han sikkert kunne bide alt hele tiden.
Han gik med langsomme skridt over mod ham, og lag sit hoved lidt på skrå "hvor tager vi hen?" spurgte han om, også selv om han ikke var sikker på om han havde lyst til at finde et gemmested sammen med Valentin. Han vende bare hurtigt sit blik væk fra ham igen, da kløen i hans hjørnetænder kom tilbage.
Det var ret så underligt at starte på ny, at skulle leve på en helt anden måde. Det var måske også det Andrei havde brug for, at få sig et nyt liv.. hvor han ikke behøvede at være bange, for hvert et skridt han tog. Han skulle bare lære at leve denne nye liv, og måske på et tidspunkt tilgive Valentin for denne forbandelse eller måske endda gave?. Han var ikke sikker på hvad han kunne kalde det, og var ikke engang sikker på om han havde lyst til at finde ud af.. hvad han havde lyst til at kalde det.

Valentin havde troet at han ville ende med at være alene igen på stranden, men der tog han fejl med det samme da der lød en bekendt stemme i hans ører. Han rømmede sig og vendte sig om mod Andrei efter at han havde taget tøj på igen. Så han ikke længere kun stod i boxershorts. ,,Det ved jeg ikke..", kom det fra ham som et svar, da han ærlig talt ikke vidste det. Han havde ingen steder at bo.. endnu.
,,Glemte at nævne.. at min økonomi ikke hænger så godt sammen.. men jeg er ved at søge efter noget, lige nu må vi bare gemme os for solen i det hele taget.." sagde han så roligt og gik hen til ham, så de stod helt foran hinanden.

Han førte sin beklædte hånd op til knægtens mund og prøvede med sine fingre at få Andrei til at åbne sit gab ,,Jeg vil lige.. mærke hvor stærke dine tænder er", mumlede han og lod forsigtigt glide et par fingre ind for at lade dem bevæge sig ind og mærke efter. Valentin smilede lidt ,,Der er kommet et godt resultat ud af det...", han vidste ikke hvad Andrei ville sige til det som han havde sagt med at han ikke just havde noget bestemt sted hvor de kunne tage hen.
Men Valentin havde en plan i tankerne om hvor de kunne gå hen for at skjule sig for solen. Inden det var for sent.
,,Og med tiden.. bliver din krop det også.. jeg skal nok træne dig godt også selvom hvis du skulle ende med at give mig nogle skræmmer", sagde han mens at der lød lidt sarkasme i hans stemme.
,,Btw.. så er der et hotel i nærheden. Så vi skal ikke gå så langt", tilføjede han, mens at han var i færd med at betragte Andrei.

Andrei stod bare og så på Valentin, mens han tog tøjet på. Han havde bestemt lyst til bare at gå sin vej, men han viste at han ikke ville klare dette alene... Han var ikke så stærk til det, og viste at han derfor havde brug for Valentin's hjælp. Hans øjne blev lidt store over det han fik at vide, da det ikke lød til at Valentin ikke rigtigt viste hvor de skulle tage hen. Andrei! havde bestemt ikke lyst til at dø, og slet ikke så hurtigt efter sin forvandling.
Han vende bare sit blik væk fra ham, når Valentin kom helt hen til ham. Han var stadig rasende på ham, og knyttede bare sine hænder... for at ikke gøre noget han ville fortryde.
Duften af Valentin kom tætter på ham, og hans tænder begyndte at klø inde i munden. Han tog fat i hans håndled med sin ene hånd, og lag sin anden hånd mod hans brystkasse "hold op" snerrede han og ville bare ikke have at han rørte ved ham, han havde fået nok af at han rørte ved ham. Det var jo ikke fordi han ikke nød det, men fordi han var så rasende på ham.
Han bed ham bare hurtigt i fingere, når han mærkede dem inde i sin mund. Han greb bare hurtigt fat i hans håndled med den anden hånd også, og lod sin tunge langsomt slikke blodet af hans fingere.
Han hev hans hånd væk fra sig, kort tid efter at han havde fået slikket blodet væk.
Han svarede ham ikke engang på det han sagde, og begyndte bare at gå væk fra stranden. Han havde ikke engang lyst til at kigge på de lig, som han havde efterladt. Han viste at han bare ville få det dårligt af det, blive trist over det han nu havde gjort.
"så lad os komme afsted" sagde han bare og vende kort sit blik mod ham, men så bare hurtigt frem igen.

Valentin stod som en forstenet statue da der kom en for hindring som han ikke kunne undvige mens at han stod foran Andrei. Han stod blot stille med et mørkt blik i øjnene, som om der intet liv var da Andrei undslap få ord der gled direkte ind i hans høre gang. Han rømmede sig dog uden at sige noget og vendte til sidst sit blik ned mod jorden da Andrei bed ham i fingrene. Han mærkede godt tungespidsen, mens at blodet blev fjernet.
,,Ja...okay" mumlede han, inden at han begyndte at gå efter Andrei. Han rystede kort på hovedet så hans pandehår faldt mere ned i øjnene på ham. Og resten af garnet blev mere uldet end det var i forvejen.

Et nydende suk undslap fra hans læber, mens at han af og til kiggede ud på vandet, havet som gjorde at en person fik mere ro på.. Eller lignende.
Han fortsatte i raske skridt end til han nåede op til Andrei så de endte med at gå ved siden af hinanden. Valentin sagde bare ikke noget, han tiede stille mens st han kiggede lige ud, mod de nye omgivelser, da de snart ville være fremme ved hotellet. Hvor de skulle ende med at skjule sig hen på dagen. Når solopgangen var iværksat.

Andrei vende bare sit blik mod ham, og kunne godt se at han nok havde sagt noget forkert. Han havde lyst til at sige undskyld, men han var også bare så vred på ham. Han viste ikke helt hvad han skulle gøre, slå ham? kramme ham? han var så meget i tvivl. Han var et eller andet sted, bange for at Valentin ville gøre mere skade på ham. Ked over at han var så glad over det han havde gjort, at hive Andrei ud af sit liv.
Han blev bare ved med at se på ham, mens hans tænder begyndt at klø igen. Duften af mennesker blev så meget stærkere, jo tætter på de kom til byen. Lyden af bankende hjerter, kunne han begyndte at høre. Han fjernede dog ikke sit blik væk fra Valentin, og gav bare et lille suk fra sig. Han åbnede munden en lille smugle, prøvede på at få nogle ord ud. Han viste bare ikke hvilke ord, eller hvordan han skulle sige det.
Han tog bare til sidst forsigtigt fat i hans hånd med sin, og lag den anden hånd foran hans næse "jeg er bange" mumlede han ud af sin mund, mens han bare trykkede sit ærme mod sin næse "bange for alt dette" mumlede han forsigtigt og vende sit blik ned mod jorden "bange for at miste dig" mumlede han endnu svagere, og lukkede sine øjne kort i. Han gav hans hånd et lille klem, før han åbnede sine øjne igen. Han havde mest lyst til at sætte sig ned, og begyndte at tude.. hvis han bare stadig kunne det. Han viste bare at det var et dårligt tidspunkt at sætte sig ned, solen ville jo snart komme frem "her dufter så godt.. og det er bare som om, jeg bliver nød til at bide alt" mumlede han og viste ikke engang om han ville forstå det, han synes jo selv at han lød virkelig skør i det.