Masque //Asmamix :D //

Ahngel nikkede stille. "Jeg er enig. Et eller andet." sagde han stille og betragtede hende derefter. Hvis han ville kunne han blive relegionafklaret på et sekund ved bare at spørge hende, men han lod være. Han ville hellere se på verdenen den måde han allerede så den.
Han smilede skævt og betragtede hende. Rart at se hende smile. Som han havde givet udtryk for før, var alt han ønskede fra hendes side et smil i ny og næ.
Det ville han være tilfreds med.

Asma så på Ahngel, med et stille blik.
"Det er ligesom en gåde her nedefra" sagde hun"en gåde, som jeg altid har måtte sætte et stort spøgsmålstegn ved" hun smilte forbløffet og rystede på hovedet.
Mon han kunne regne ud hvad hun mente? Eller var det hele bare tåget?

"Tjaa.. der er vel ingen måde at knække den gåde, er der?" sagde Ahngel stille og førte sin pegefinger imod læberne og kilede den ind imellem tandsættene og bed hul deri.
Sådan sad han i en tid. Et af hans kendemærker, som han aldrig var sluppet af med. En vane om du vil. En lille ting der viste at han tænkte.
"Men bare rolig. Et spørgsmålstegn er bedre end et udråbstegn." sagde han så og lukkede kort øjnene, eller hvad det så ud til. Hans øjenvipper dækkede kort det røde, men de var nu bare vendte ned imod jorden i et øjeblik.

"Du har ret" smilte Asma. Hun så på ham og rystede på hovedet.
Hans vane var hendes. Det var bare så typisk det der.
"Har du nogensinde tænkt over, at.." hun gjord ikke sin sætning færdig. Som altid når hun skulle sige noget vigtigt, det var også det andet eksempel, med hende ´typiskhed´, eller hvad man nu kaldte det.

Ahngel brynede kort og kiggede hen på Asma. Man kunne godt fornemme hvad der kom ud nu:
Asma afslut dine udtalelser.
Men han sagde ikke noget. Han rystede opgivende på hovedet og vendte blikket imod himlen igen. "Jeg har fejlet i at uddanne dig verbalt, kære Asma." sagde han med et suk inden han kort smilede drilskt til hende.

Asma sukkede kort og lo derefter stille. Hun sad i lang tid og stirrede tomt for sig.
"Jamen det er sværet sådan bare at sige det" sagde hun og vendte sin ansigt borte og rakte tunge, så han ikke kunne se det. Men hvem vidste det? Ahngel havde jo øjne på nakken.
Asma lo lidt over tanken.
Hun vendte sin blik imod Ahngel igen og satte sig hoved på skrå.
"At, hvis vi ikke nogensinde havde mødt hinanden? Hvis vi aldrig havde talt sammen, eller kendte hinanden?" sagde Asma og betragtede ham. På en måde glædede hun sig til at høre hans svar, på en underligmåde. For hun havde nemlig selv stillet det samme spørgsmål, til sig selv, og Lucy havde faktisk selv skrevet i den lille bog.

"Jeg beklager at skyde det til jorden men.. der har aldrig været et vis." mumlede han kort hvorefter han vendte blikket imod hende og smilede blidt til hende.
"Det er skæbnebestemt at vi mødte hinanden... og det vidste Lucy.." sagde han så og betragetde hende. "Det havde aldrig været fysisk muligt at gå udenom det." sagde han så.
...og du blev tvunget ind i det hele...!
Ahngel tav kort og vendte blikket igen. Endnu engang stak den pokkers tingest der var fastlåst hans hamrende kerne og bad ham skrue ned for den pokkers skyldfølelse. Ahngel tog sig kort til sin højre brystkasse.

"Der har aldrig været et vis" gentog Asma ham og nikkede. Det var jo svaret, det gav jo sig selv.
Asma lag sin hånd over hans, som lå på hans brystkasse. Hun lukkede øjnene og smilte. Der sad hun så, i lang tid faktisk uden så meget som en lyd. Mærkede bare hans marmor kolde hånd, mens hun tænkte på et bankende hjerte.
"Det burde jeg havde sagt" sagde hun så endelig, og så på Ahngel, uden at fjerne hånden. Hun kunne på en måde fornemme hvad Ahngel følte. Selvfølgelig var det bare et gæt ude i tågen, men hans ansigt blev altid underlig. Som om der gled en sort skygge over det.
Men hendes øjne bedrog hende sikkert, ikke noget nyt, efter hendes menning.

Ahngel mærkede den metalliske genstand slippe sit greb om kammeret idet Asma stille snakkede til ham igen. Han vendte blikket og så på hende med et tænkende blik.
"Asma.." sagde han derefter stille.
"Hvorfor nyder du at røre min hud, når den er så kold imod din?" sagde han så og betragtede hende. Det havde altid undret ham. Hendes ligetil berøringer som virkede så nemme. Mange andre tøvede ofte. Det var vel bange.
Jeg er en vampyr!
En vampyr!
*stik*

Asma rynkede kort sin pande og smilte.
"For det første, så ved du ikke hvor blød dit hud er. Jeg er lige glad med at din hud er kold, for jeg har altid været fandt til kulde. Ahngel.." Asma prikkede ham uvist på hans pande igen"jeg betragter dig ikke som alle andre gøre, du er noget for dig selv. Du er ikke en fuldblods vampyr eller noget andet, i mine øjne.. " sagde hun sakte, og tog sin hånd til sig.
Hun prikkede sig selv på panden og smilte stort.
"Du er Ahngel" sluttede hun og grinte på sin barnlige måde" Ahngel, Ahngel og atter Ahngel"
Hun lag sit hoved på skrå, mens hun stadig havde kæmpe smilen fremme.
Alt ved hende smilte, hendes øjne og den lille brise der legede med hendes hår. Og for ikke at tale om hendes vinger, som blaffrede af glæde, over hendes ærlige svar.
Alt var rigtigt, altså det hun lige havde sagt, det var ikke et løgn.. det var det slet ikke.
*A real Ahngel*

"Ahngel..." mumlede han stille.
"Det er jo ikke engang mit navn mere." sagde han stille. Det havde egentligt aldrig været hans navn sådan rigtigt, men nu hvor han stod for den arv hans far havde efterladt, var begrebet Ahngel uvist for hans landsmænd.
Han betragtede hende stille og smilte så. Han trak kort knæene opad og stødtede sine fødder imod græsset for så at hvile sine albuer imod knæene. "Heh.. du har altid kunnet fordreje alt negativt." sagde han så og betragtede hende stille inden han vendte blikket igen.

"Jamen du hedder ikke Lucifer, det gøre du bare ikke" nikkede Asma bestemt.
Hun havde aldrig kunne fordrave det navn, uanset hvem der hed det. Lucifer, mindede bare on noget ikke særligt godt.. når jo, den faldne engel.
"Seriøst?" spurgte Asma, efter Ahngel bemærkning om ´negativ´.
Hun smilte skævt, for hun var faktisk en smule forbløffet.

//Just a reminder, da den sætning lød underlig: Det er det negative der bliver fordrejet og ikke fordrejet dertil xD//

Ahngel betragtede hende stille med et opgivende smil. "Når jeg er hjemme, hedder jeg det hundrede procent. Når jeg er hjemme så bliver Ahngel lagt på hylden." sagde han stille og nikkede til hende og kiggede kort ud i luften med et tænkende blik.
"Oui." sagde han derefter og prak hende i panden, undladende at hans klør ridsede hendes fine hud. "Man kan vel sige det er et talent du har." sagde han så og smilte.

//Ved du hvad? Da jeg læste det igennem synes jeg også at det lød forkert, damn! xP//

Asma smilede stort, og klappede stille.
"Oui, oui!" sagde hun og nikkede. Hun så på Ahngel og lo stille over, at han prikkede hende på panden, det virkede bare altid så sjovt. Men dog, det fremkaldt sådan set også minder.
Gode minder.
"Du har også talent! Et stort talent min dreng" tilføjede hun og prikkede ham på kinden, og nikkede.
"Very, very, talenta!" sagde hun, drilsk og fægtede med sine hænder. Hun var i drillehumør, hvorfor, anede hun ikke.

"Talent?" mumlede han stille. "Talent for hvad?" sagde han så og lagde hovedet på skrå. Trods han var temmeligt højtranget, ja.. hvis man sagde det på gammeldagsvis så var han vel kongelig, men han havde ikke særligt høje tanker om sig selv. ikke når han var blandt dem han kendte sådan rigtigt. Dem der kendte hans andet navn.
På Point du Lac havde han altid skulle se sig selv højere, men..
Hvorfor gjorde det sådan en forskel? Hvorfor kunne han opføre sig så.. menneskeligt blandt ...?

Asma smilte skævt og betragtede ham stille.
"Det er noget som du selv må rode med" sagde hun og blinkede til ham. Asma begyndte langsom at lege med sine fingre. Hun tænkte, den tanke der fløj forbi hende før, den tanke hun aldrig vil tænke på, men som hun alligevel tænkte på?
"Ahngel" sagde hun kort tid efter. Hun så på ham og bed sig(typisk) på sin pegefinger.
Hun så på Ahngel med store øjne.

Ahngel betragtede hendes biden i fingeren med et tænkende blik. Mon det var...? Ahngel rettede sig mentalt og rettede blikket imod hendes da hun stille sagde hans navn. Han smilte kort og betragtede hende lidt med hovedet på skrå.
"Ja?" sagde han så. Normaltvis ville han sige 'oui' men.. ikke denne gang?
Han sad stille og betragtede hende afventende idet han fik lyst til at bide sig selv i fingeren, men undlod det dog denne gang.

Asma rynkede kort sin næse og så nu direkte på Ahngel.
"Rahmielle" sagde hun stille. Nærmest hviskende"hun var din mor og hun blev slået ihjel af Lucifer.. ikke sandt? Jeg har ikke hørt så meget om hende, men jeg fandt ud af noget om hende. Noget som jeg kun kan vise, men til gengæld skal jeg spørge dig om noget"
hviskede hun videre. Hun ville ikke hviske det var ikke derfor, men hun havde lige fået den vane at, når hun sagde Rahmielles navn, så hviskede hun? Jaja, hun har da altid været underlig.

Ahngel betragtede hende stille idet hun spurgte til hans mor. Han så kort ned med et tænkende blik. "Det kommer an på hvilken Lucifer du referere til." sagde han så og kiggede kort ned i græsset inden han så op på hende igen med et temmelig lukket blik. Han vidste hvad han havde derinde. Hvad der ville ud og slippes.
Rahmielle. Hun var før Lucy og før Asma. Hendes grav var ligeså ikke besøgt af andre end han selv, da ingen spurgte efter husets frue dengang. De havde vel gået ud fra at herren havde gået amok og parteret hendes krop.

"Den Lucifer som også tog livet af Lucy" svarede Asma lige så stille, som før.
Hun tog sin pegefinger ud af munden, og man kunne kort skimme at hun bed sig hårdt på underlæben. Hun så op på himmlen og tænkte på, hvad Ahngel tænkte. Det var jo verdens dårligste emne Asma lige kom med der, men også på en måde den vigtigste.
Rahmielle var jo ikke så meget omtalt i Ahngel læber, mon det betød at han savnede hende?
Selvfølgelig, det gjord jo også ondt at tale om sådan noget.. meget endda. Selv Ahngel må føle noget.. bare lidt.
Hun så på Ahngel igen og aventede stille hans svar. Hun forventede ikke det store, men et lille svar var nok. Rahmielle havde interesseret hende meget dengang. Dengang hendes far lå døende i sengen. Dengang han kaldte på hende og grad over hans tideligere opførelse.
Men Asmas far havde sagt noget dengang. Noget der fik hendes hjerte til at briste. Noget der fik hende til at ønske at hun aldrig var blevet født.
Han havde hostet og sveden drypede ned af ham da han sagde det. Han havde grædt og kastede blod op. Det var noget Asma ikke vil glemme. Hun var selvfølgelig ked af det at han døde. Men det han sagde var utilgiveligt. Asma vente kort blikket ned. Hun så på sin håndflade og kørte sin pegefinger over det.
Det var der han havde rørt hende. Sagt de ord, mens han tåre ramte hendes håndfalde. Asma kunne ikke gøre andet ind at side stille og prøve at holde tårene væk. Det var trods alt ham der havde ødelagt halvdelen af hendes liv, og nu var han døden nær, også lå han der og undskyldte!?
Men ja, det var sværet at tro at Rahmielle skulle komme ud af hans mund. Rosen. Historien om rosen og banet, som kun Ahngel havde hørt. Den historie som Asma nærmest havde glemt alt om nu, men det var selvfølgelig det vigtigste hun havde glemt.
Ramielle var prikket over det hele. Det Asma havde søgt efter, det havde hun altid ved siden side, det Lucy havde brugt mange sider på, det havde hun i forvejen.
Væsnet som kunne give hende brikkerne så alt kunne passe ind til spillet. Spillet om familien Morte de Sang.
Asma så igen op på Ahngel. Tavsheden var lang, men den var god. Den passede lige til hendes tanke gang. Små billeder fløj forbi. Ahngels gammle jeg. Lucy og Lucifer.
De hårde tider på skolen, men også de bedste tider.
Hun havde gået igennem ild og mørke bare for at finde svar om Lucy og alle de andre i familien.
Men svaret havde altid været ved hendes side.. nemlig Ahngel.
Men Ahngel kunne desværre heller ikke svare på alt. Så let gik det heller ikke.
Asma alene vil aldrig kunne finde ud af det selv, men med Ahngels hjælp, ville de da nå langt?
Asma havde selvfølgelig nogle fordele. Ahngel havde givet hende så meget, men det allér vigtigste gik tabt da hun døde. Lucys dagbog.
Der stod de fleste ting stod der, de smukkeste billeder var blevet tegnet.. og dog.
De skrækeligste ting var der også. Lucys sidste dage hvor hun havde tilbragt dagen sammen med Ahngel. Den kvinde smilede altid, Asma var bare en dum æsel som ikke lag mærke til det.
Og Ahngel kunne hun heller ikke hjælpe. Den dag han mistede alt sit indre, flyttede hun.
Asma gav en lille suk fra sig da minerne kom. Hun lukkede øjnene og en lille, men dejlig, og blød brise ramte hendes ansigt. Hendes vinger nød det, og det gjord hun også.
Efter et stykke tid åbnede hun øjnene og betragtede Ahngel i al sin stillehed.

Ahngel betragtede stille Asma. Hans svar i korte ville være forfærdeligt, men han måtte for alt i verden tage hul på bylden nu. Han bed sig kort i læben. "Da jeg var omkring de tre i vampyrår, drak jeg min englemor Rahmielle tom." sagde han så og vendte blikket imod Asma.
"Hun var på selvmordets rand og ville af med det... et treårigt barn har ikke lyst til at se sin moder springe ud fra en balkon." sagde han så og betragtede hende stille, men med en tydelig skyldfølelse i øjnene. Det havde virkelig ikke været meningen at han skulle æde hende, men..
"Fuldblods vampyrers sind er ikke ligeså stabilt som mange andre væseners."

Asma åbnede kort sin mund og så ned. Hun lukkede det dog igen, men hendes hjerte bankede for fuldt tryk.
Mente han virkelig det? På en måde forstod hun ham, men alligvel fløj der flere nysgerrige spørgsmål forbi.
"Je...Jeg er ked...af at..h" Asma stammede. Hun kunne på en måde ikke komme videre.
Hun kunne se det for sig. Lille Ahngel og Ramielle uden så mange kræfter.
Åh, gud.

Ahngel lagde stille en hånd på hver side af hendes tindinger med et roligt strøj. Han så stille på hende idet hans fingre på det lettere store hænder lod sig indsnævre af hendes mørke hårspidser.
"Det behøver du ikke.." sagde han stille. "Ikke for mig. Smerten i brystet er for længst gået væk og.. jeg vil ikke give dig flere ting at se skræmt på." sagde han så. Han ville ikke høre hende sige det. At hun var ked af det. Skylden dertil var uudholdelig. Han lagde stille sin pande imod hendes og betragtede hende stille. "Det var bedre på den måde."

Asma lukkede øjnene. Det han sagde passede lidt, men så ikke mere.
Rahmielle havde hun aldrig set, men hun havde åbenbart kommet til at betyde meget for hende. Kort tid efter åbnede Asma snine øjne. Hun så på Ahngel og kunne stadig mærke hans dejlige kolde pande. På en måde beroligede det hende.
"Der er ingen ting der skræmer mig" sagde hun stille"det er bare.. Rahmielle, din mor, en sand engel"

Ahngel var stille i en tid nu. Hans mor. Han havde et kort glimt af hende endnu. Hun havde været hans egen og Lucifers fuldkomne modsætning. Langt lyst hår og isblå øjne. Hun var en engel ja og hans egentlige blodlige moder, men alligevel var han aldrig blevet en halvengel. Det eneste engel der lå i ham var det der ikke flød i hans årer. Ir for sig var Lucifer jo også en engel, men korrupterede for århundreder siden.
"Er der intet der skræmmer dig?" mumlede han derefter lidt vantro.