Masque //Asmamix :D //

Ahngel betragtede hende i en tid.. Derefter smilede han roligt idet hans øjenfarve løst lod sig skifte fra den røde til en kølig isblå. Det fortog sig dog meget hurtigt igen efter et stik skar igennem hans brystkasse.
"Og i lige måde." sagde han så og nikkede til hende.
"Asma?" sagde han så og betragtede hende. "kender du til begrebet 'le cœur deuxième clé?'" sagde han så og betragtede hende tænkende. Han vidste det var en engels opfindelse og at engle i sin tid havde hold på sådanne tingester..

Asma så på ham. 'le cœur deuxième clé?'. Hun havde hørt det. Men ikke på fransk. Men hun kendte det. Uden tvivl.
"Ja Ahngel. Men det lyder godt nok bedre på fransk" sagde hun og så op. Hun så hurtig på Ahngel igen.
"The heart second key..?"

"Ja noget i den stil." sagde han så og lagde hånden om på sin lyse nakke og lod den gemmes i det lange mørke hår.
Han betragtede hende i en god tid inden et kort, dog pokkers indsugende smil dækkede hans ellers rolige mine. "Deu ved vel ikke hvordan jeg skulle kunne få fat i sådan en?" sagde han, velvidende om at det var svært at få sådan en i beholdning, specielt hvis man var vampyr.

Asma så på ham. Hun smilte stort, så man kunne se hendes tænder.
"Jo jeg ved, hvordan du kan få fat på den" sagde hun og nikkede.
"Men hvad vil du med den?" Asma var blevet nysgerrig. Meget nysgerrig. En vampyr der vil havde 'le cœur deuxième clé'.

"Man kan sige at jeg har et halsbånd jeg gerne vil have løsnet." sagde han lidt gådefuldt og smilte til hende inden han rykkede op i sit højre ærme. Det punkt hvor hans navn før havde været tatooveret i sår. Nu var den tingest der. Ange de fer. Et virvar af sølvkæder og en lås, som sad i centrum af det hele sammen med en gammel kending. Croix de Lucy. Overalt på disse kæder var tråde af metal i rød. De gik alle sammen ind i hans arm og stak sig igennem huden og blev et med knogler og med blodårer.
"Jeg vil gerne snart ha den fordømte ting af!"

Asma så på hans arm. IKke et flot syn.
"Det kan jeg got forstå" sagde hun og skar tænder. Hun gik lidt tætter på, bare for at mærke det. Ikke andet. Hun rakte ud efter hans arm. Han skulle bruge nøglen. På en måde var den svær at få fat på. Selv for hende. Men Asma kunne se, at Ahngel var irriteret af den. Så, hun måtte jo hjælpe ham. Hendes varme finger rørte med et, hans kolde marmor hud.

Ahngel mærkede ikke varmen ved hendes hud, hvor meget han end ønskede at kunne gøre det. Han havde nu ikke haft føling med temperatur i mange mange år. Helt tilbage til første gang jernfruen blev brugt. Det var nok den der havde ødelagt det dengang af en eller anden grund. Pokkers til tingest.
Han så roligt på hende og derefter ned på englefælden med et irriteret udtryk.

Asma gøs lidt og fjernede sin finger. Hun rettede sig op, og så på Ahngel.
"I have the key" sagde hun stille. Hun smilte trist og så op på loftet igen. Hun havde været masser af gange deroppe. Hun vidste hvor the second key var. Men hun havde aldrig troet at den var så vigtig. Men hvis hun nu gav Ahngel den.. vil hun så få problemer? Asma var lige glad. Hun kunne da ikke dø igen? Eller kunne hun? Men det eneste der betød noget nu, var at hjælpe Ahngel. Det var, det mindste hun kunne gøre.

//må logge//

//Ok//

Ahngel betragtede hende stille og mærkede kort et stik af skyld i sit højre hjertekar. Pikkene i Ange De Fer gav udslag og lod sig trykkes længere ind igennem hans håndled. Han sagde dog ikke noget men klemte stramt kæberne sammen. Så hårdt at hvis et menneske havde gjort det, ville samtlige tænder blive knækket og knust.
Gør det ikke!
Gør det ikke!
Ahngel tog sig kort til hovedet.

Asma stirrede stadig på loftet, som om der var noget stort der. Hendes hjerne kørte i ring. Hvad, hvorfor, hvornår og hvor? Hun rystede sin hoved og så igen på Ahngel. Hun så hvordan hans kæber var strame, og kom med et i tanke om noget. Hendes blod. Var det ikke det? Vampyr elskede jo engle blod! Det måtte være det!?
"Noget galt?" spurgte hun ham. Hun fortrød faktisk med det samme, at hun havde spurgt.
Tænk hvis han ligepludselig sprang på hende? Total drama!
Men på den anden side ville hun forstå ham. Det ville hun seriøst.

Han kiggede på hende igen og fjernede sin hånd igen lidt febrilskt. "Nej.. det er fint." sagde han og mærkede piggene tage sit tag tilbage en smule. Han kunne ikke give op på den måde. Han betragtede hende i en tid..
..og slet ikke udnytte hende til den fordel. "Bare.. glem alt om den nøgle." sagde han så og kløede sig kort i nakken. "Jeg.. jeg finder ud af det alligevel." sagde han og klemte et kort smil frem. Et nyt billede irriterede hans nethinde.. hendes blodårer. han kunne se dem alle, som kunne han se lige igennem hende. Han bed sig hårdt i læben og så væk igen.

Asma så bare på ham. Hun vidste tydelig hvad der forgik. Hun kunne se det!
Asma gik væk fra ham. Han skulle ikke få det dårlig af hende. Nej, slet ikke.
Hun lag sin venstre hånd på sin højre arm. Hun sukkede trist. Se, de kunne ikke være sammen. Hun kunne knap røre ham mere.
"Du skal have nøglen. Jeg glemer ikke den" sagde Asma og gik hurtig forbi ham. Hun gik over til altanen og stod der oppe. Hun kunne mærke månen bag sig. Hun så på Ahngel med en trist mine.
"Jag, jag nu. Jeg kan ikke holde det ud Ahngel. Du lider jag min egen" sagde hun og bøjede sig forover. Hun betragtede ham stille.
*Asma* tænkte hun vredt.

Ahngel tog nogle hurtige skridt frem og tog stille fat i noget af stoffet på hendes ryg imellem to fingre. Han smilte derefter og så på hende. "Helt ærligt, Asma. Tænker du virkelig så lavt om mig?" sagde han så med et skævt smil. "Du skuffer mig." sagde han så. "Ja jeg kan lugte dit blod, og ja mine instinkter siger at jeg skal bide." sagde han så. "Men tro mig.. havde jeg ikke kunnet kontrollere det, så havde du allerede været ædt." sagde han så. En lidt makaber måde at sige det på men han talte sandt. Selv da de var helt unge havde han ikke forgrebet sig på hende og bidt hende. Selvom det var sket med få andre, var det aldrig sket overfor hende.. Måske fordi de altid havde været tættere end han havde været med mange andre.
"Ahngel.. er ikke... død."

Asma så på ham. Hun lyttede. Hun smagte, på hans ord. En lille tåre gled.
Ikke fordi hun havde bestemt det. Men orderne der kom ud af hans mund gav menning. Selvfølgelig var han skuffet! Hvordan kunne hun dog tro sådan noget?
"Nej, Ahngel er ikke død" sagde hun og vil sprænge på ham. Men der vil bare sket det samme som før"min engel lever stadig"

Ahngel trak på skuldrene og slap hende ligeså stille. Han rakte hånden hen og tørrede tåren væk. "Gah. Efter alle de år kan jeg stadig ikke snuppe når du græder." sagde han lidt utilfreds og kiggede på hende. Han jog kort en hånd igennem sit hår og fjernede det fra ansigtet. Stupide lange hår. Altid i vejen. Han betragtede hende derefter stille. Tårer. Pokkers tårer. Men så igen.. var han i princippet ikke bare.. misundelig? Eller noget i den dur? Lige siden skolen havde han ikke rigtig.. ja..
det.

"Undskyld, men engle ting du ved" sagde Asma og smilede. Smilet nåede ikke øjnene. Det gjord den bare ikke.
Asma tog hans hånd. Nej, rakte ud efter den. Hun så på Ahngel.
Hun vil fange hans blik. Hun vil se dem, dybt inde.

Ahngel lod hende roligt betragte ham. Han havde ikke noget imod øjenkontakt længere eftersom hans øjne efterhånden var blevet hans bedste triumfkort. Denne gang skruede han dog ned for indsugning. Han ville nødig fange hende ind, som han for det meste gjorde når han.. ja .. jagede.
Han betragtede hende stille og smilte roligt.

Asma holdte stadig hans hånd. Hun rystede på hovedet og smilte således også til ham.
"Jeg fatter det bare ikke" sagde hun og tog også fat på den anden hånd.
"Jeg fatter det bare ikke" gentog hun sig selv med en lille smil.

"Hvad fatter du ikke?" sagde Ahngel så og kiggede derefter undrende på hende. Han mærkede stille på hendes hænder uden hun lagde mærke til det. levende hænder, trods hendes ulykke. Han havde lyst til at lukke øjnene og lugte til dem, men undlod det. Han betragtede hende stadig som om der ikke rigtigt var tanker der rørte ham.

"Dine øjne" sagde Asma og lag sin hoved på skrå. Hun smilte varmt, hun smilte fra hele sit hjerte.
"De har altid været så utrolig gådefulde...siden du var helt lille" begyndte hun stille at forklar"utroligt. Virkelig utroligt"

Ahngel smilte kort til hende. "Det har jeg hørt." sagde han næsten viskende.. Tja. Havde man ting at skjule, så var de vel altid synlige på en eller anden måde. Ahngels øjne ville først være klare og oplyste den dag han havde lettet alt, og fuldkommen alt fra sit hjerte og låsen derpå. Den dag ville ikke komme. Det vidste han, men det betød efterhånden ikke noget.

"Jamen nu har du hørt det igen" sagde hun og sukkede. Hun så på deres hænder og smilte trist. Hun begyndte at nynne langsom. Meget stille melodi.
Gid jeg fik noget mere tid, gid det kunne vare evigt..

Ahngel betragtede hende stille og lagde hovedet på skrå. Han så tænkende på hende og studerede farverne af de følelser der omgav hende. "Hvad plager dig?" sagde han så og trykkede kort hendes hænder. Der var et eller andet. Noget afskærende, men hvad. Pokker ta at han aldrig fik tildelt tankelæsning, men så igen. Han hadede jo selv når han ikke kunne have sine tanker for sig selv.