Masque //Asmamix :D //

Asma gik efter ham. Selvfølgelig holdte hun en afstand, men afstanden var ikke særlig stor.
"Oui, Men ikke i lang tid" sagde hun og viftede med sine vingere. Hun så på Ahngel. Han kunne faktisk drikke hendes blod nu. Vampyr var jo vilde med engle blod. Asma rystede tanken af sig. Det vil Ahngel ikke gøre...eller vil han? Men hvis han gjord det, ja så vil hun på en halv engel og halv vampyr!?

"Bon." sagde han så og holdt lidt afstand til hende. En forfærdelig lyd kom fra hans ryg af da hans jakke flænsedes og ud brød to store sorte englelignende vinger. De sorte glatte fjer dryppede kort med det mørke blod fra de to nye ar i hans ryg. Det var lige smertefuldt hver eneste gang de ville udtrækkes, som om en kæmpemæssig ravn prøvede at bryde ud af hans lyse ryg. Han vendte kort de røde øjne imod hende. "Følg med." sagde han og satte af.

Asma så på ham mens han fløj afsted. Han havde også vinger. Fredt?
Asma lukkede øjnene og satte af. Hendes hår susede med vinden og hendes vingere baskede. Hun så bare på Ahngels sorte vingere. I modsætning til hende var hendes hvide.
"Pardon" mumlede hun stille. Vinden piskede hende i ansigtigt, men Asma tog ikke rigtig notes af det. Hun fløj. Hun fløj sammen med Ahngel Morte De Sang!
En vampyr sammen med en engel! Det vil godt nok ikke se godt ud...mais...sådan var det.

Ahngel vendte kort blikket ned imod hende. Et smil kom frem. Ikke et stort smil, men dog nok til at være genkendeligt. Han rettede blikket frem imod de højere bygninger i centrum af byen. Imod en af de lejligheder han havde til rådighed. I dette tilfælde var det hvor han opbevarede alle de ting, som kunne være ham nyttig imens han afsonede gæld her i Terre by.
Han kiggede regelmæssigt tilbage for at se om hun stadig var med.

Efter kort tids flyvning satte han af på den altan, som tilhørte den mørklagte lejlighed ved den åbne dør. Han så stille på Asma imens han afventede hendes landing.

Asma smilede kort tilbage, da hun så ham. Hun vente dog blikket ned igen. Hun så på de omgivelser, der susede forbi hende. Selvom der ikke var rigtig meget at se, på grund af mørket.
Asma så med et at Ahngel lanede. på en altan. Landingen var perfekt, men for at sige det ligeud var Asma ikke lige den bedste til at lande. Hun var ved at snuble, men stod dog til sidst i den rigtige stilling. Hun så på Ahngel, får at få ydeligere informitioner.

Ahngel nikkede og gik ind af døren. Kort efter tændtes der sterinlys i lejligheden over alt. Grønne lys. Gav det hele en underlig stemning. Det var dog bare Mort De Sang familiens måde at sætte et præg på de kedelige sterile møbler der eller var i lejligheden. "Godt så. Tag plads." sagde han og lod en elegant bevægelse pege i retningen imod en hjørnesofa lidt længere inde i stuen. Ahngel derimod gik ind i værelset ved siden af. En skuffe lød til at åbnes, samt gennemrodning af små metalliske genstande eller lignende. Metal. From the heart to the skin.

Asma nikkede bare og så efter ham. Hun satte sig stille ved hjørnesofaen. Hun så på loftet. Asma var ikke så meget for stedet, da hendes engle instinkter sagde imod. Hun bed sig på fingeren og så imod værelset Ahngel var gået ind i.

Ahngel kom tilbage med en lille æske i hænderne. Han satte den roligt på bordet og satte sig ved siden af Asma inden han lod låsen klikke og lukke låget op. Mange småderier lå deri. En ring. En medalion. Tilogmed et hårspænde, som sad fast i en tot blåt hår. Udover det var der dog dette lille sammenrullede stykke papir med et lille rødt indstemplet segl på kanten. Ahngel rullede det forsigtigt op og gav Asma det med et kort blik.

Papiret havde en beretning om et fællesskab som lå i italiens midte.. et medlemskab og om et underligt stykke værktøj, som var tegnet nederst på siden. Noget der lignede et makabert torturinstrument eller noget lignende. Centralt var der et kors i svejseriet.

Croix 4.

Asma stirrede på æsken. Hvad var det? Hun så på Ahngel og tog imod papiret som han havde rakt hende. Asma stirrede på korset. Var det i italien? Hun begyndte småt at blive forvirret. Hvad skulle det betyde? Hun fjenede blikket fra papiret. Hun så derimod på æsken igen. Hårspænde? En medalion? Og en ring? Og papiret havde et rødt segl.
Hun så på Ahngel, for at finde svar. Og tegningen på den nederste side, hvad var nu det?

Ahngel betragtede hende kort og lod til at smile i et kort øjeblik. "Du fandt aldrig ud af det gjorde du vel?" sagde han og lagde hovedet lidt på skrå med et kort legende, men stadig alvorligt udtryk. Han lagde sin pegefinger ned over tegningen. "Det kaldes Ange de Fer." sagde han så.
"Et af Croix 4 største mesterværker.." sagde han så og betragtede hende derefter med rolige øjne.

Asma åbnede sin mund. Hun kastede et blik på papiret igen.
"Et af Croix 4 største mesterværker?" gentog hun, og holdte papiret helt op til næsen.
Det var det! Ange de Fer.
"Iron Angel.." mumlede hun, ned i papiret.

Ahngel nikkede og satte sig tilbage i sædet. Egentlig brød han sig ikke om det fordømte stykke mekanik. Han kiggede stille på Asmas nyopfundne nysgerrighed. "Jeg beklager at siden var væk. Lucy havde i sin tid nok forsøgt at gemme siderne og glemte en da det hele skulle samles igen." sagde han så og kiggede på det krøllede papir. Men hvorfor glemme sådan en vigtig side?
Det forstod han ikke.

Asma så op med et smil. Hun forstod det heler ikke, at Lucy skulle gemme siderne. Men nu var hun nysgerrig. Meget endda.
"Men sprøgsmålet er bare hvorfor? Hvorfor gemte hun siderne væk? Og hvem gemte hun dem fra?" Asma så på Ahngel og viftede med papiret. Nu havde hun ,mange spørgsmåler. Lad os sige, at Ahngel har startet, en krig oppe i hendes hoved.

"Alors.. jeg har ingen anelse." sagde han så og kiggede derefter kort væk. "Selvom jeg nok har en ide om hvem hun gemte dem for." sagde han så og betragtede rummet, som var det et eller andet hinsides..
"Nok fordi Lucifer ikke skulle kende noget til eksistensen af croix 4." sagde han så med et kort makabert grin. "Den del er ihvertfald fejlet storartet."

Asma havde for længst regnet ud, at Lucifer stod for det. Men det var også ret sværet, at skjule ting fra ham. Asma sukkede og lag papiret på bordt. Hun rejste sig op, og begyndte at gå frem og tilbage.
"Men hvorfor lige Ange de Fer? Hvad mente hun med det?" spurgte hun Ahngel og standsede op. Hun så ham ind i øjnene, uden så meget at blinke. Som om hun forhørede ham.

Ahngel kiggede først opgivende på hende inden han roligt åbnede munden igen.
"Det er ikke korrekt oversat, men i realiteten oversættes det som jern engel, men hvad man normalt kalder den er en englefælde derimod." sagde han så og betragtede hende lidt. Hvordan skulle han forklare hende den?
"Den forbinder løfter og tvinger begge parter om at udføre løftet." sagde han så og så lidt på hende.

"Udføre løftet?" hun så på ham. Hendes hjerne kørte på fuldtryk. Hun bøjede sig ned, så hun sad på hug. Hun bed sig på fingerespidsen og så ret tænkende ud.
Ange de Fer...englefælde? For hende gav det ikke rigtig menning. Men til gengæld, var der noget ved det. Men hvad det var, kunne Asma ikke komme ind på.

Ahngel sukkede opgivende og satte sig på hug foran hende med et roligt drilskt smil. "Bryd nu ikke hovedet med det gamle ragelse." sagde han på en meget personlig måde om denne tingest.
Var der egentligt ikke noget merkant ved Ahngel som manglede..?
"Det er bare et håbløst stykke maskineri." tilføjede han så og rettede sig op igen.

Asma rette sig også op. Hun fulgte Ahngels øjne. Og smilte skævt.
"Det er hvad du siger Ahngel, men det lyder.." Asma stoppede sig selv"sagde du lige maskineri?" hun fjernede sin fingerespids ud af munden.

"Ja?" sagde han og lagde hovedet lidt på skrå. "Hvad da?" sagde han så og lod et kort undrende smil komme frem og undlod hans spidse hjørnetænder at trykke sig imod hans lyse underlæbe og lavede en tynd fordybning.
Han betragtede hende længe uden egentlig at sige noget derefter. Havde hun mon...?
Nej. Umuligt.

"Jamen...jeg ved det ikke?" sagde hun og slog sig på hovedet. Hun havde det lige på tungen, men kunne ikke få det frem. Hun havde set det! Men om det var det, anede hun ikke. Måske tog hun fejl, men alligevel ikke.
"Altså forstår du, jeg ved det, men jeg ved det ikke"

"Ah." sagde han og løftede en finger med et lettere mentalt oplyst smil.
"Jeg aner ikke hvad du taler om." sagde han derefter og lod antiklimakset stige i vejret med en sarkastisk undertone.
"Hvad ved du om den?" sagde han så og lagde hovedet på skrå. Hans blik flakkede kort ned ad sig selv inden han så på hende igen.

Asma sukkede og hang med hovedet. Hun så op og begyndte at traske igen.
"Jeg mener at, englefælden er.. ved du hvad bare glem det" sagde Asma opgivende. Hvorfor kunne hun ikke sige det? Hvad var der med hende? Det føltes som om, hun havde begået en stor fejl. Hun så undskyldene på Ahngel, og pegede bare på taget.

Ahngel kiggede først lidt oplyst på hende. Oi! Hun var jo en engel nu, var hun ikke? Havde hun så mon.. adgang til den? Til kobenet til den miserable tilværelse med hæmninger og kæder der lægger sig om hans hals. Og så den tingest med korset, som Lucy så ømt havde lagt om ham. Han bed sig kort i læben inden han så på hende.
Skulle han mon..?

Asma så på Ahngel. Hun lag sit hoved på skrå og smilede.
"Hvor har jeg savnet dig.." sagde hun, og lød hæs. Hun betragtede ham, som om hun lige havde set ham. Hun var næsten så høj som ham. Men Ahngel havde altid været højre ind hende. Trods alt var de lige gamle, eller sådan set.