Masque //Asmamix :D //

Asma rystede på hovedet så hans hoved også stille rystede med.
"Intet" sagde og så dybt inde i hans øjne. Hvad tænkte han nu på? Nogen gange ville hun ønske at hun var tankelæser, tænk på alle de fordele, og dog, der var vel også mange ulemper ved det.
"Slet ingen ting"

Ahngel smilede stille. Han sad længe sådan og holdt det rolige smil til hende inden han rettede sig op igen og nikkede. "Det er der vel mange der misunder dig." sagde han så. Han selv.
Hvis det var en sandhed, så var hun mere guddommelig end en engel. Det ville sådan set heller ikke overraske ham hvis hun endelig var. Det kunne passe til hende at have et eller andet skjult fuldkommen. Noget mere.

Asma rettede sig op, da hun lag mærke til at hun sad akavet.
"Pis og papir, der er ikke noget at misunde her fra" sagde Asma og rakte tunge af Ahngel. Hun fjernede noget af hendes pande og fra ansigtet og så på Ahngel.
Hun lag sit hoved i en i en slags kattestilling og smilede skævt, nej, varmt til Ahngel.
Hendes øjne strålede himmeligt og hendes hvide og klare tænde sås.
"Ikke i forhold til dig i væretfald, jeg misunder rigtig meget fra dig"

Ahngel fnøs kort, dog lettet over at de var faldet ud af det dramatiske emne.
"Som hvad?" sagde han halvt skeptisk og halvt drillende. Rent materialistisk ville mange nok misunde ham, men han var dog klar over at Asma nok ikke var den der satte mest pris på dyre goder og fornemme baller og omgangskredse. Ahngel betragtede hende afventende og havde lyst til at tage fat i den tunge hun så flabet holdt imod ham. Det morede ham dog, selvom han holdt masken til præcition.

Asma gik stille tæt på ham og prikkede ham på panden.
Hun grublede lidt og smilede så. Mange ting var der at sige, men der var dog kun en vigtig ting.
"Du har kendt Lucy længere tid ind mig" sagde Asma og lænte sig stille tilbage"også har du altså et øje der ligner en falk" Asmas opmærksomhed var vækt. Hun tænkte stadig på Ahngels svar om Rahmielle, men hun vidste godt at hun igen ting vil få ud af det, endnu altså.

Ahngel lod hende kort prikke ham igen. Var det blevet dem en vane eller hvad?
"Måske, men du var i stand til at være med hende som hun burde. Som mennesker." sagde han så. "Tro mig på mit ord at hun har fået mere ud af de solklare timer med dig end hun har på palæet med mig. Måske har jeg kendt hende længere, men du kendte hende på en helt anden måde." sagde han så. "Sanitær, social.. glad?" sagde han stille.
Hun havde aldrig smilet når Lucifer var i nærheden.. hvilket var meget ofte.

Der fik han hende. Men alligevel kunne hun selv regne det ud.
"Jamen, jamen....damn" sagde Asma og himmlede med øjnene. Hun sukkede og så på Ahngel med en lille smil. Ahngel tog sjældent fejl, det vidste hun troda alt.
Og det kunne godt ligne Lucy ikke at smile når hun var i nærheden af Lucifer.
"Men, dit ene øje ligner altså stadig en falk" sagde hun. Hun tænkte på noget andet, men hendes mund sagde noget tredje.. ja, pyt skidt..

"Det ene?" sagde han stille og bevægede sin hånd op imod det højre øje. "Det skulle vel ikke være det her?" sagde han så med et stille smil. I så fald kunne han godt regne ud hvorfor der var kommet forskel på dem.. bare underligt det kun var Asma der kunne se igennem det.. sådan da. Hun så det jo ikke sådan direkte... vel?
Forhåbentligt ikke.
Han betragtede hende afventende.

Asma nikkede som et lille barn.
"Ja, det højre" sagde hun og pegede"det er der altid når jeg ser inde i din øjne, og nogen gange er det som om den flyver" tilføjede hun og følte sig godt dum i hoved nu.
Men sandt var det, hun havde bare altid den følelse af at falken betrag hende fra Ahngel højre øje.

Ahngel lagde hovedet lidt på skrå. Det passede ikke rigtigt ind. "Har jeg altid haft det eller er det sådan.. kun denne gang?" sagde han så. Det var trods alt stadig deres første møde siden dengang og det var egentligt utroligt så vant man blev til det.
Ahngel tav kort og betragtede hende lidt endnu. Hun så en falk huh? Ikke et dyr de fleste ville prække på ham, men hvem klager? Forandring fryder og Ahngel havde ingen problemer ved at være en falk for ehnde. Eller. Ha en falk..

"Jeg mener, den aller første gang jeg så dig hjemme hos dig selv, så var falken ikke så tydelig som nu, men du har dog altid haft den" sagde hun og nøjes med at bide sig på læben. Minedet var lidt sløret, men hun kunne dog huske det. Prikket på panden og den lille, men ret høje dreng, som snakkede fransk.
"Den er guddomlig" tilføjede hun og så en anelse på ham.

Ahngel hævede kort et øjenbryn og kiggede på hende. Kunne alt det være i hans egne øjne? Ahngel rullede kort med øjnene over hendes sidste bemærkning og han prikkede hende stille på panden og lagde hovedet lidt på skrå. "Få det nu heller ikke til at lyde mere fantastisk end det er, søde Asma." sagde han og smilede stille til hende.
"Jeg tror ikke på guddommelighed." sagde han derefter tænkende, men...
Hun måtte godt tro på det. Hun måtte tro på alt hvis hun ville.

Asma grinte bare og så på ham.
"Jaja, som De vil" sagde hun og rejste sig op. Hun stakte sig og gav en lille støn fra sig.
"Ahngel, tag min hånd" sagde Asma og rakte sin hånd imod. Nu skulle det ikke holdes mere, nu måtte der ske noget.. en reasultet ud af hendes tanker, brikker og alle de andre ting.

//Me smutter know...seeeee yeah! :D//

Ahngel kiggede undrende imod hende og rynkede kort på næsen da hun sagde *DE* til ham. Han rejste sig op og betragtede hende lidt inden han tog hendes hånd med et lidt ligegyldigt suk. "Hvad nu?" sagde han stille. Han tav kort. Hvad var der med at være sammen med hende? Hans opførsel overfor hende var den samme som på skolen og ikke særlig nøjagtig med hvad han havde sat igang nu. Var det mon kun den gamle hun så?

//Oka. XD//

Asma smilte stille for sig selv.
"For det første har jeg en meget lille sprøgsmål" sagde Asma og tog så derefter fat i hans anden hånd. Hun så lidt ned, men rettede blikket imod ham.
"Altså hvordan har du med solen nu?"

Ahngel lagde hovedet lidt på skrå og smilede stille til hende. "Nu da min krop er voksen, så er min hud ligeså blevet følsom overfor ild og sol. Først er der svaghed, men bliver det for meget vil jeg brænde." sagde han og betragtede hende.
"Men det er ikke rigtigt et problem.. om dagen sover vi jo.." sagde han og så lidt på hende. En god ting at nattelivet i Terre var meget mere sprælskt end dagens timer.
Han manglede sådan set ikke noget hos solen eller om dagen.

"Jamen så er jo alt godt!" sagde Asma og slap hans hænder. Hendes hænder fløj op til hans kinder, og hun så ham direkte ind i øjnene.
"Vi skal afsted" sagde hun stille, men også glad på en måde. Hvad mon han sagde til det?

"Afsted?" sagde han tænkende og lagde hovedet på skrå. Hvorhen mon?
"Hvad har du tænkt dig?" sagde han stille og lagde hovedet på skrå og betragtede hende dernæst i en tid. Noget med solen at gøre? Ahngel rullede kort med øjnene.
"Det her kommer ikke til at huge mig, gør det vel?" sagde han så med et mistroisk blik. Hvad havde hun for denne gang?

"Bare rolig" sagde hun og gik lidt væk fra ham.
"Du skal til mit sted, du skal se noget" svarede hun ham stille og smilede skævt.
"Huge" sukkede Asma og rystede på hovedet, hvor vil han hen med det?
Men det skulle nok blive sjovt, for Asma skulle have ende på alt det her hun har sat igang.

Ahngel sukkede kort over hendes responds til hans lettere gammeldags måde at tale på, eller bare formelle. "Dit sted?" mumlede han stille og fulgte roligt efter hende med et tænkende blik. Han betragtede hende tænkende og rettede kort blikket imod hvor de før havde siddet. Sikke en mærkelig aften ifølge Ahngels hoved. Efter al den tid.. kunne han stadig huske hvordan han omgik hende. Hvordan han talte til hedne og hvad han kunne tillade sig at sige.

Asma standsede op og holdte ham tilbage, for at han ikke skulle gå videre.
"Ja, men vi skal ud og rejse" sagde Asma"vi skal være blandt mennesker og vi skal bo på en gård" tilføjede hun. Mon Ahngel forstod hvad hun mente? Troede han bare at de skulle til en lille skov her? han vidste åbenbart ikke hvad der ventede ham.

Ahngel stoppede op med et overrasket blik på hende. Ud og bo på en gård? Rejse væk? Hvad pokker snakkede hun om? "Rejse? Bare sådan uden videre?" sagde han med et skptisk og mistroisk blik.
Mente hun virkelig det? Bare at tage et sted hen, som han ikke kendte til og tilogmed uden at vide hvorfor. Det lignede hende nu uhyggeligt meget at komme på de ting. Hun havde altid været så pokkers spontan.

"ja" sagde Asma og nikkede glad"helt ærlig, det da normalt, vi skal lang væk" sagde hun og klappede med sine hænder. Hendes øjne smilte stolt og hun vidste at Ahngel tænkte på at hun ikke var blevet skør.
"Du skal være en menneske for en måned" tilføjede hun stille.

Ahngels pupiller snævrede sig overrasket ind til blot en sort prik omgivet af en rød mørk tåge. "Hvad?" sagde han så. Havde han hørt rigtigt? Menneske? Hvordan kunne det lade sig gøre og hvorfor skulle ha-
Ange de fer pirrede imod hans hud idet den indre forskel begyndte at hamre imod hinanden. Der var den del der mente at mennesker nu burde være ham ligegyldige og at han var et overlegent væsen, og så var der den holdning han havde dengang og aldrig før havde smidt væk. Den del der for alt i verden ønskede sig at prøve det.
"Du kan ikke gøre mig menneske.." sagde han så. Ikke fysisk ihvertfald. Hvad havde hun tænkt sig.

Asma så stille på ham. Selvfølgelig kunne hun ikke gøre ham til et menneske, det var jo ikke det hun mente.
"Jamen Ahngel, du skal altså opleve noget" sagde hun så og lød som en baby der tiggede om at få slik. Hun så på Ahngel og hendes øjne så med et ud til at blive større.
"Vi skal opfører os som mennesker, og jeg skal nok lærer dig det"