Such a beautiful disaster. //Nathan (xxx)

Nathan rystede på hovedet, nej det var der bestemt ikke: "Men tro mig det er ikke altid en fordel" sagde Nathan med et lille flabet smil, og slet ikke når man var djævel som ham, for mange af pigerne var som hende Aspara, fordi de var gude smukke og Nathan havde det svært med at holde sig fra dem, hvilket vel egentligt var forståeligt nok. Selvom de nu ikek altid var specielt kloge, men det kunne jo mange gange komme ud til hans fordel.

"Skiftende humør?" spurgte Nathan med en stemme der var både nysgerrig og en smule afholdende, som vidste han ikke helt hvad han skulle mene. Havde hun fået kastet en forbandelse på sig eller noget i den stil?

"Ja jeg er i mellemperiode lige nu" sagde Nathan og vidste ikke hvor meget Hazel havde forstand på djævle, men Nathan gik vher dag og kiggede på tiden, hvor længe han havde igen og den virkelige verden kom desværre tættere og tættere på og han frygtede for den dag Lucifar ville henvende sig til ham.

"kunne godt forestille mig at du har dine problemer med at folk render rundt efter dig hele tiden.." hun smilte ganske stille til ham og bed sig i læben. Det var sikkert vildt irriterende men mon ikke at han også, nød det bare en lille smule? skrigende tøzer og sikkert også nogle fyre der ville gøre hvad som helst for en enkelt nat sammen med ham? det ville ikke undre hende i hvert fald. Nathan så godt ud, og det var han sikkert heller ikke i tvivl om at han gjorde.

"Hm.. det en længere historie, og ikke en jeg vil kede dig med" smilte hun venligt og lod blikket hvile på ham, inden hun tog en tår af sin øl. Det var meget hyggligt at snakke med ham, men hun ville ikke skræmme ham væk.

"Åååh.. well.. jeg kan ikke sætte mig så meget ind i det, men kan tænke mig til det ikke er specielt rart?" spurgte hun stille og bed sig svagt i læben. Det måtte være irriterende.. bare at gå og vente.. Selvom hun ikke selv havde den slags problemer, kunne hun godt forstå det, til dels.

Nathan kiggede roligt over på hende, han havde aldrig rigtigt elsket nogen, han var ikke engang sikker på han havde været rigtigt forelsket. Der havde naturligvis været Mallorie som han havde holdt utroligt meget af, men ligefrem elsket? Det vidste Nathan ikke om han havde. Nathan var bange for det, han var bange for den nærhed og den kærlighed det bragte. For hvis man elskede nogen, sådan virkeligt elskede dem... Så betød det også at man kunne miste dem, og var der noget Nathan var bange for, så var det at miste. Så det var langt nemmere slet ikke at have ngoet at miste.

"Man vender sig til det" sagde Nathan med et lille suk og trak på skuldrende, ja især piger jagtede ham, men Nathan var sjældent interesseret, ikke med mindre de gav et hurtigt knald på toilettet som altid var det nememste fix for Nathan, han vidste han kunne, han havde magten over pigerne og han udnyttede det.

"Well jeg har resten af natten" sagde Nathan blot, han vidste godt at de fleste piger prøvede at undgå et emne når de sagde det var en lang historie, men det gjorde nu ikke at Nathan prøvede at undgå den: "Nej det er det ikke... Jeg går også og frygter næsten hver eneste dag" indrømmede han og tog så en rolig tår af sin øl.

Hazelin så længe på hende. Han virkede anderledes. Som om at han var mere end et flot udseende og en lækker krop. Når hun mødte hans blik, fik hun følelsen af at hans personlighed var anderledes. Ikke fordi at han da ikke så godt ud, for det gjorde han, Men han var med garanti mere end det. Folk kunne jo også gå fuldstændig i stå over hende, og det var tit noget der skete. Med garanti fordi at hendes race var aspara, og de havde nemt ved at tryllebinde folk. Det var sjældent folk mødte den der var bag hendes ydre.

Et svagt grin slap fra hendes læber med hans opgivende udtryk. "Det vel ikke noget du har synderligt imod?" spurgte hun mildt. Det var vel ikke noget problem for ham at få sex når det var det han ville. Og alligevel.. Havde han endnu ikke prøvet på noget med hende, om det var fordi han kunne li at snakke med hende, eller ventede lidt, vidste hun ikke.

Hun tøvede lidt inden hun så ned på sine hænder. "Så okay.." sagde hun forsigtigt. "Uden at komme for meget ind på min fortid, så er jeg trænet i at myrde, og jeg har gjort det længe. Jeg er god til det. Problemet er at.. jeg udviklede to personligheder, og længe lykkedes det mig at holde den dårlige væk. Jeg kalder hende Phoenix. En fyr opdagede det, og fandt ud af at få hende frem.. og nu kan jeg ikk få hende væk igen. Det første syn af blod får hende frem, også.. forsvinder jeg. Jeg kan se alt, høre alt, men ikke stoppe hende. " mumlede hun let og så usikkert på ham. Bangte for hans reaktion.

Nathan kom med et lille grin som trak sig op i et flabet smil da hun sagde at han vel ikke havde noget i mo det, han trak kort på skuldrene: "Njah..." sagde han og tøvede let, som vidste han ikke helt hvad han skulle svare: "Det er lidt ensomt af og til" sagde Nathan blot roligt, det var ikke fordi at Nathan ikke kunne lide sex, ikke fordi at han ikke kunne lide at være sammen med smukke kvinder, men på den anden side virkede det af og til også bare så ligegyldigt, som om at det med tiden faktisk bare var ligemeget og han hellere bare ville sove eller lave ingenting.

"Hvad med dig? Føjter du omkring?" Nathan vidste godt han spurgt meget direkte, og det var nok ikke pænt bare at spørge en pige om, men på den anden side så var Nathan meget åben og han håbede derfor også at andre ville være det.

"Okkaaaay.." svarede Nathan tøvende, som vidste han ikke helt hvad han skulle sige. Han var alligevel en smule kritisk og var ikke helt sikker på om hun pludseligt var farlig at være sammen med: "Spændende... Jeg er bare... Farlig" sagde Nathan og kom med et lille grin, ja det lød måske latterligt, men Nathan havde gjort ting i sit liv han aldrig kunne tilgive sig selv for, han tog en tår af sin øl og sagde ingenting, han anede ikke hvad han skulle sige. Han fortrød meget fra sin fortid, så han havde det egentligt fint med at de ikke talte om fortid lige nu.

Hazelin smilte til ham, hun lod hovedet glide lidt på skrå. Forsigtigt strøg hun en hånd igennem hendes lange hår, betragtede ham med et mildt blik. "Jeg forstår.. du har ikke noget imod den nemme vej til sex" smilte hun med et drilsk glimt i hendes mørkeblå øjne. Hun kunne godt forstå at det kunne blive ensomt af og til, når man ikk rigtigt kunne stole på nogen. Det måtte være frustrerende. Tog en tår af sit glas og så kort på væsken. Det var sikkert også for meget nogle gange. Måske han ikke altid ville være sammen med piger, Men bare være sig selv.

Tænkende trak hun på skuldrene. "Det gjorde jeg.. Men ikke så meget, jeg har haft rigeligt problemer fordi jeg er aspara, og mænd har det med at falde i svime over mig" sukkede hun og himlede med øjnene. Hun hadede af og til at være den race, men der var ikke det fjerneste at stille op ved det.

"Beklager.. det var nok ikk det du ville høre" smilte hun kort og så ned, Det ville være synd at sige han kunne føle sig tryg sammen med hende. Og derfor sagde hun ikke noget om det. Et skænderi mellem to mænd oppe i baren, fik hende til at se derhen af. Mennesker.. de skulle altid skændes om alting. "Farlig? det kun godt, så kan du måske hamle op med Phoenix" smilte hun og grinte lidt for sig selv. Så hen imod ham igen.

Nathan kom med et lille smil over hendes ord, det var svært at sige hende imod, men på den anden side var det også svært ikke at give hende ret: "Well, ja på mange punkter har du nok ret" sagde han blot med et roligt smil, Nathan var nu en sød fyr og han ville ikke såre folk, og det følte han bestemt heller ikke han gjorde det at knalde tilfældige tøser rundt omkring i byen, men på den anden side, side så ville han bare utroligt gerne finde kærligheden, selvom han efterhånden havde opgivet, efter hele det med Nicole og Dean.

"Arh, så ingen stor kærlighed?" sagde Nathan nysgerrigt, dog kunne han mærke noget trygge og han besluttede sig for at han vel lige så godt kunne åbne sig om ikke andet bare en smule for hende: "For at være ærlig så forelskede jeg mig i min bror's datter... Jeg vidste bare ikke lige at vi var i familie" sagde Nathan med et lille smil inden han tog en tår af sin øl, heldigvis nåede de kun at kysse lidt, ingen sex. Det ville jo have været forfærdeligt.

"Der er intet bestemt over hvad jeg vil høre" sagde Nathan blot med et lille smil, hun skulle være ærlig, også var han faktisk ligeglad med resten.

Let smilte hun til ham, og lod hovedet glide en anelse på skrå mens han svarede hende. Det var nu heller ikke ondt ment at hun havde sagt det sådan. "Det vel også fint nok at have det sådan" svarede hun let, og smilte lidt for sig selv. Bebrejdede ham ikke at han godt kunne li sex, det havde hun jo ikke nogen grund til. Nogle gange kunne kærligheden være meget svær at finde, og tit gav man bare op. Det havde hun i hvert fald gjort. Det skabte ikke andet end problemer for hende når hun følte for meget for nogen.

"Naah.. det giver mig kun problemer" svarede hun let og smilte dog forsigtigt til ham. Hans ord fik hende dog til at nikke lidt, så forstod hun egentlig godt at han havde problemer med den del. " Ååh.. kan godt se det nok har givet lidt problemer. Han har sikkert ikke taget det særligt pænt" sagde hun lavt. Forhåbentlig havde han da ikke haft sex med hende, hun kunne næsten tænke sig til at det havde været farligt hvis han havde haft det.

Hun grinte lidt for sig selv. Det var egentlig meget rart at kunne snakke med ham. Fyrene der havde skændtes oppe i baren, begyndte nu at udveksle knytnæver, og Hazelins blik fæstnede sig nu på de to. Dørmanden slæbte dem begge ud, men der var skaden allerede sket. "Jeg.. bliver nødt til at gå" mumlede hun og rejste sig brat.

Nathan nikkede roligt til hende: "Well.. Jeg prøver at holde igen" sagde han ærligt, Nathan ville så gerne prøve at opleve ægte kærlighed som han aldrig havd eoplevet, de der slags kærlighed hvor man fik kriller i maven bare ved en SMS og hvor man næsten ville gå til den anden ende af verden for den person, men det havde han aldrig prøvet og jo længere tid der gik jo mere tvivlede han på at det nogensinde ville komme til at ske.

"Vi har ikke snakket i nogen år" sagde Nathan roligt: "Men det er ikke kun pga. det... For at være ærlig så er min bror en idiot" sagde Nathan ærligt, ham og Dean kunne bare ikke sammen og Nathan havde efterhåndne accepteret det, selvom han altid ville elske sin bror, dog vidste Nathan godt at det ikke var gengældt.

Nathan rejste sig da hun gjorde: "Hvorfor?" spurgte han og greb fat omkring hendes håndled uden at han knapt bemærkede det, han tøvede kort og trak så sin hånd til sig igen inden han kiggede på hende med et roligt blik som vidste han godt at det nok var forkert at røre ved hende, de kendte jo slet ikke hinanden: "Vi kan godt gå?" sagde han roligt og kiggede fortsat på hende med et roligt blik.

Hazelin smilte forsigtigt til ham og nikkede tænkende. "Jaah okay" smilte hun og så ham længe i øjnene. Hun forstod ham godt.. det ville være skønt at finde ægte kærlighed, den kærlighed man kun så på film. Den ville hun også gerne finde, men hun tvivlede lidt på det. Specielt efter Phoenix var kommet til. Det gjorde det i hvert fald på ingen måde nemmere at binde sig. Hun kunne jo risikere at dræbe staklen der faldt for hende.

"I har måske aldrig haft et godt forhold?" spurgte hun tænkende og smilte for sig selv. Bare fordi man var i familie, behøvede man jo ikke at være gode venner. Det havde hun da hørt om før, så hvorfor skulle det ikke også kunne gælde for ham. Let så hun ned.

"Phoenix.." mumlede hun usikkert, og så ned på hans hånd da han tog fat om hendes håndled. Hun bed sig hårdt i læben, inden hun trak et skridt væk. "Jeg vil ikk gøre dig noget.." fortsatte hun lavt. Hun tog tøvende sin jakke på, og gik mod udgangen. Hvis hun var heldig kunne hun nå udenfor.

Nathan trak let på skuldrende da hun spurgte ind til det med Dean: "Ikke rigtigt" sagde Nathan: "Kun da vi var helt små" sagde han, han savnede den tid og han var ikke sikker på at han gad kede Hazel med hele historien: "Det er en lang historie..." sagde han blot og kom med et roligt smil. Nathan elskede Dean, han var trods alt hans bror og selvom Dean havde lavet mange dumme valg, så tilgav Nathan ham, men han havde med årene forstået at Dean ikke ønskede at blive tilgivet, og det måtte han lære at acceptere.

Nathan rejste sig hurtigt op og gik efter hende med hurtige skridt: "Vent" sagde Nathan og skyndte sig udenfor, han anede ikke hvad hun ville eller hvad hun fablede om.

"Kan jeg gøre noget for dig?" spurgte han hektisk, som var han bange for at hun ville få et eller andet anfald, som om noget var galt og han nåede udenfor samme med hende og kiggede roligt på hende: "Er du okay?" spurgte Nathan roligt og kiggede så over på hende, han stod helt stille og kiggede på hende, meget usikker og mest af alt forvirret over hvad der foregik.

Hazelin mærkede vinden ramme hende da hun trådte ud på gaden. Hun holdt kort om sig selv, mærkede hvordan hun blev varmere og vidste at det var forsent at stoppe Phoenix i at komme frem. Hun måtte bare holde hende væk så længe det overhovedet var muligt for hende. Ikk for hendes skyld, men for alle andres skyld. og især for Nathan's skyld.

Hun kunne godt høre at han fulgte efter hende, og vidste ikke hvad hun skulle stille op. Hun ville aldrig nogensinde tilgive sig selv, hvis Phoenix gjorde ham noget. Det ville være forkert på alle måder.

"Neij.. Neij det forsent, Bare.. pas på dig selv ikk?" sagde hun lavt og så ham i øjnene. Hun gav ham et ganske svagt smil, inden hendes blik blev en anelse mørkere. Smilet forsvandt og kort så hun rundt som for at finde ud af hvor hun egentlig befandt sig henne. Da hendes øjne så hvilede på ham igen, smilte hun faretruende. En smule vand hvilede nu på hendes fingerspidser og dannede skarpe syle på dem alle.

Nathan prøvede at huske hvad hun havde fortalt ham om sin dårlige side, ellersin syge side. Men lige nu var det som om han havde glemt absolut alt hun havde fortalt ham og han bakkede derfor et par skridt så han stod et par meter fra hende, med fronten hen i mod hende, og forsøgte at komme med et lille smil.

Han bemærkede hendes blik og hendes krop forandre sig, og Nathan stod bare helt stille og kiggede på hende, imens han sikrede sig at hans evner stadig stod klar til at hjælpe ham hvis alt skulle gå galt, men han ville helst ikke skade hende, han kunne godt lide hende.

Nathan kunne aldrig rigtigt lide nogen, de fleste piger ville han blot knalde og smide ud af døren, og det var måske også hans tanke da han havde set hende på stranden, men nu ville han faktisk gerne være ved hende og snakke mere med hende, som var han faktisk interesseret i et venskab som han ikke havde været før, og følelsen var underlig og dog utrolig rar.

Phoenix var nu helt trådt frem, og havde skubbet Hazelin i baggrunden så hun dermed ikke kunne blande sig. En irriterende vane den tøz havde lært sig, stod det til Phoenix havde hun skildt sig af med hende for længst, men da de jo delte krop, var det desværre ikke muligt.

De mørkeblå øjne hvilede nu på ham, og det virkede næsten som om det morede hende at se ham der. "Så.. Inden jeg dræber dig, hvad hedder du så?" smilte hun roligt. Problemet med Phoenix var at hun ikke havde adgang til Hazel's minder, og dermed ikke vidste hvem hun snakkede med. Hvor imod Hazel havde fuld adgang til hvad Phoenix lavede.

Hun trådte langsomt hen imod ham, og vurderede ham med et tænkende blik, som for at finde ud af hvad han var for en.

Nathan kiggede blot på hende med et roligt blik, han vidste ikke hvad han skulle sige, knapt hvad han skulle røre. Hans blik var stift, og hans krop sitrede let som gjorde han sig klar på kamp. Han håbede det bedste, men forventede uden tvivl det værste. Han havde ondt af hende, hvordan kunne en aspara dog være endt sådan her? Endda en klog, smuk og intelligent en af slagten.

"Det rager ikke dig" sagde Nathan bare koldt, han kunnse se på blikket, på hele hendes krop, hendes attitude, at det ikke var den samme pige mere. Men det skræmte ham ikke, dog gjorde det ham vagtsom. Han ville helt klart slå igen, hvis hun gik ud efter ham.

Men det var svært, for han ville ikke skade hende, det var jo trods alt stadig Hazel's krop. Nathan løftede sin hånd og gjorde sin elektriske ladning klar, som stod hans magi på spring, klar til at flyve på hende: "Kom ikke tættere på" sagde han, med en rolig og dog bestemt stemme, han var ikke bange for at bruge den magi han nu engang havde til sin rådighed.

Phoenix betragtede ham med et legende glimt placeret i øjnene. Hazelin's fortid, hvor hun havde gjort så meget der var imod hendes egen natur, havde fået hende til at danne Phoenix inde i sig. En der tog over når hun ikke kunne klare det. Nu kunne hun bare ikke styre det mere, og det var desværre derfor hun var endt ud sådan her. Der skulle en helt speciel person til, for at stoppe Phoenix, og indtil videre havde hun ikke mødt denne.

"Virkelig? Hazelin virker ellers ikke særligt glad for at jeg er her.." smilte hun roligt og lod hovedet glide på skrå. Hun trådte nærmere ham, og grinte lidt for sig selv. En person gik forbi hende, og uden videre lod hun de sylespidse isnegle glide hårdt ind i maven på vedkommende, der faldt om.

Da han løftede hånden med sin magi, hævede hun det ene øjenbryn. "Truer du mig?" spurgte hun nærmest hånende. Hun vidste godt at det var meget nemmere for hende at gøre nogen noget, fordi at Hazelin som oftest kendte dem, Phoenix stødte på. Dermed var der ingen af dem der var meget for at gøre hende noget. Til Phoenix's held.

Nathan kiggede blot på hende, hans blik næsten håneligt, desværre var Nathan ikke særligt bange af sig og det fik ham af og til i problemer, men lige nu var han ligeglad. Godt nok var det måske overdrevet at sige at han holde af Hazel, han havde jo lige mødt hende. Men han kunne godt lide hende og lige nu ville han ønske at hun kom tilbage.

Nathan holde sin ene hånd frem og lod en enkelt flamme komme op fra den, som stod han og legede provokerende med en yo yo: "Jeg er altså ikke bange for dig, hvis det er hvad du ellers prøve at vise.." sagde Nathan og kiggede koldt på personen der faldt til jorden. Nathan lod sig ikke så let skramme og lige nu stod han fortsat selvsikkert og arrogant og kiggede på hende.

Nathan sendte en flamme hen i mod hende som ramte hendes ene arm og brændte hendes hud let, han ville ikke skade hende, han kunne jo ikke så godt heale andre folk, men han ønskede alligevel at fortælle hende at han ikke var bange. Nathan sendte så en flamme mere i mod hendes bryst, i håb om at hun ville besvime.

Phoenix smilte roligt til ham, og strøg hånden gennem det lange blonde hår, inden hun så ned på personen der tydeligvis var ved at forbløde. Hun var faktisk utroligt ligeglad med at denne person døde. Det var ikke hendes problem. Kort efter så hun hen imod ham igen med et vurderende blik. Djævel.. Det var hans race, det var hun næsten sikker på.

Desværre nåede hun ikke at stoppe den flamme der ramte hendes arm, hun gispede kort, det gjorde faktisk rigtigt ondt. Hvilket gjorde hende forvirret. Gjorde det ondt? men hvorfor? han ville da ikke skade Hazelin ville han? Som svar på hendes tanker, ramte en ny flamme hende i brystet.

Hun gispede og faldt sammen. Hun var besvimet, og dermed blev hun helt normal at se på igen.

Nathan stod blot af afventede, ahn anede ikke hvad der ville ske og hver eneste lille muskel i hans krop var spændt, han forventede helt sikkert at personen som han stod overfor ville give igen, ville slå ud efter ham eller ville kaste en eller anden form for magi efter ham, derfor stod han klar og kiggede på hende med et blik der fortalte at han var klar, han var ikke bange og han kunne kæmpe til det sidste. Nathan havde trods alt boet i underverdenen i alt for mange år.

Nathan kiggede på hende og hans krop blev helt slap da hun pludseligt faldt til jorden, Nathan var hurtigt henne ved hende: "Hazel?" sagde han og ruskede kort i hende, han kunne se det var hende, det lignede jo hende. Men hun sov, hun var væk... Hvadend, så var hun bare... Væk.

Nathan fik hende op i armene og indenfor ti minutter var han hjemme i sin store penthouse lejlighed. Han lagde hende inde på sengen og sørgede for en klud på hendes pande, et glas vand på bordet og tog ligeledes hendes tøj af udover undertøj og lagde hende under dynen, selv satte Nathan sig i rummet ved siden af. Stuen hvor han kunne se TV og bare vente, dog tjekkede han af og til til hende.

Hazelin slog langsomt øjnene op og så sig kort omkring. Hun tog sig en anelse til hovedet, og følte sig på en eller anden måde meget lettere. Som om noget tungt var forsvundet fra hendes sind. Lige nu var hun ikke helt sikker på hvor hun var. Hun lagde kluden der havde hvilet mod hendes pande, på natbordet. Satte sig op og tog en tår af vandet.

De blå øjne gled langsomt ned af hende og det gik op for hende at hun intet tøj havde på. Andet end sit undertøj. Hvilket ikke hjalp meget, en sort bh og en sort g-streng. I blonde oven i købet. Tøvende så hun sig omkring igen, hun kunne høre noget inde fra det andet rum.

Blidt tog hun dynen om sig og gik langsomt hen og så ud i rummet. En stue åbenbart. Og personen der sad i stuen, gjorde hende nu en anelse mere rolig. Hun var ikke så bekymret når det var ham. Faktisk var hun lidt taknemmelig, for hun kunne godt regne ud hvad der var sket, og dermed også at han havde taget hende med hjem, istedet for at lade hende ligge på jorden. Forsigtigt strøg hun en tot hår om bag øret. "Uhm.. Hei" smilte hun stille.

Nathan sad inde i stuen, så et eller andet i TV som han ikke engang var helt sikker på hvad var, han så altid random ting, især reality, men lige nu var hans tanker mere på hende der lå inde hans soveværelse, både på om hun var okay, det var jo trods alt ham der havde skadet hende, samt om han ville høre et skrig når hun vågnede, hun kendte jo trods alt ike hans lejlighed og så godt kendte de jo slet ikke hinanden.

NAthan kiggede op da en stemme talte ind i rummet, han kunne se Hazel i døren og han rejste sig en smule hurtigt op: "Hey!" sagde han næsten chokeret over at hun stod op. Han gik ikke hen i mod hende, men stod bare og stirrede igennem rummet, det ville være akavet at gå derhen, han kunne jo ikke bare kramme hende eller sådan noget

"Er du okay?" spurgte han og kiggede på hende med et lettere bekymret blik: "Jeg mener.. Jeg bor her... Bare rolig" sagde han, ike fordi han vidste hvordan det skulle gøre hende mere rolig, men nu vidste hun det ihvertfald.

Hazelin smilte lidt forsigtigt, og strøg hånden gennem sit hår. Normalt ville hun have været rædselslagen over at være et fremmed sted, med en hun knapt kendte, og så oven i købet havde fjernet hendes tøj. Men det var hun ikke.. Hun var faktisk ganske afslappet. Hvilket var meget mærkeligt for hende, men måske var det fordi hun nu kunne stole på ham.

Han kom hurtigt på benene, hvilket gjorde at hun så undskyldende på ham. Langsomt gik hun hen imod ham og stoppede foran ham. "Undskyld.. Det var ikk min mening at forskrække dig" sagde hun mildt. Bed sig kort i læben og lod hovedet glide på skrå.

"Jooh.. jeg er lidt svimmel.. og lidt øm.. du fik ram på mig men.. Jeg har det bedre end jeg har haft længe" svarede hun med et mildt blik, og lod tæppet glide lidt ned, hun havde et rødt mærke fra hans ild lige i kanten af bh'en. Svagt så hun rundt, og nikkede for sig selv, inden hendes blå øjne hvilede på ham igen. "Tark.. Fordi du passede på mig" fortsatte hun efter en stund.

Nathan kiggede hen i mod hende, han var glad for at hun havde det godt, men var naturligvis ked af at han havde skadet hende. Det var underligt men han holde nærmest allerede lidt af hende, mest fordi at hun var anderledes. Alene det faktum at de ikke havde knaldet endnu var jo noget nyt for ham. Nathan havde sjældent veninder, han havde mest venner, men alligevel var der ngoet der fik ham til at ville snakke med hende.

Nathan smilede kort: "Selv tak" sagde han roligt: "Sid ned?" sagde han og kiggede i mod den anden ende af den sofa han selv satte sig ned i igen: "Sulten? Tørstig?" spurgte han, han ønskede bestemt ikke at hun skulle gå lige nu.

"Skulle det være en anden gang" smilede Nathan roligt og kiggede over i mod hende:" Kan jeg gøre noget for at hjælpe dig af med... Din dæmon?" spurgte han roligt, det var vel nærmest en dæmon, og han ville hellere end gerne hjælpe hende, at have sådan en mørk side måtte jo være direkte forfærdeligt.

Hazelin smilte lidt imod ham. Havde ikke noget imod at han havde skadet hende, for det havde jo åbenbart virket. Hun følte ikke længere Phoenix lige under huden. Stadig et sted derinde, men ikke så meget som før. Det var næsten som om at han havde gjort Phoenix bange. Hun var faktisk lige forbavset over at han endnu ikke havde prøvet at få hende med i seng. Måske fandt han hende ikke attraktiv. Hun bebrejdede ham egentlig ikke.

"Jo tark.." svarede hun mildt og satte sig langsomt i sofaen. Hans andet spørgsmål fik hende til at tænke lidt. "Jeg kunne godt bruge lidt vand, men mon ikke jeg selv kan finde det" smilte hun og rejste sig igen.

Hun stoppede op og så om mod ham med et tænkende blik. "Ærligt sagt så.. Tror jeg du har skræmt hende.. Hun er ikke så tydelig mere.. jeg er faktisk.. afslappet" smilte hun glad og lagde hovedet på skrå. Det var sødt af ham at ville hjælpe hende, men hun vidste ikke en gang selv hvordan hun kom af med Phoenix.

Nathan smilede og nikkede så, han havde fire værelser i lejligheden, som model levede han jo faktisk ganske godt, men alligevel var fire værelser fint til ham. Han havde en stor stue, et køkken, badeværelse med bobble bad, et kontor som også lignede et foto studie, et soveværelse og et aflåst værelse som Nathan havde forskellige ting i.

Han kiggede krot efter hende som hun forsvandt ud af rummet og et lille smil kom frem på hans læber, ja okay han kunne nu heller ikke løbe fra at hun så ret så godt ud, hendes hår fik ham til næsten at stirre, men heldigvis gik hun jo med ryggen i mod ham.

"Det er jeg glad for at høre" sagde Nathan og var stadig ikke helt sikker på hvordan hun havde fået sådan en dårlig side: "Det var mig der burde være sådan..." sagde han og kom med et lille smil da han indså at hun nok ikke vidste hvilket væsen han var: "Jeg er djævel... Bare så slemt som det lyder" sagde Nathan med et lille træk på smilebåndet, han var faktisk en ret flink fyr i forhold til så mange.