Without af soul - Lawrence

Tid: 18:30
Sted: Afvænningsklinik
Omgivelser: Ingen - hun er låst inde på sit værelse
Vejr: Fugtigt og varmt.

Det var en hel uge siden hun havde set Lawrence, eller andre væsner hun kendte i det hele taget! Hun havde ikke just haft det spor godt, og hendes uro var blevet værre og værre! Hun havde fået beroligende i store doser når det var ved at gå galt, og af og til havde hendes evner nær taget livet af de ansatte som hurtigt havde fundet ud af at alle planter og naturlignende genstande skulle fjernes når hun var inden for rækkevidde. Det meste af tiden var blevet tilbragt på værelset, hun havde ikke haft noget valg for de havde låst hende inde.

Hun havde tabt sig en del på den uge, omkring de 3-4 kg, og var næsten helt mager. Hun spiste knap, og græd det meste af tiden hvis hun ikke råbte og skreg. Hendes krop skælvede og rystede, hun kunne af og til ikke sige en fuldkommen sætning der gav mening, og eder og forbandelser faldt hende let at sige. Hun var bleg, render under øjnene og lignede lort - mildt sagt. Hendes glød var forsvundet, og hun var en skygge af sig.

Lawrence var ikke glemt, men efter en uge der hvor det føltes som en evighed, regnede hun ikke med at hun nogensinde ville se ham igen. Tanken om at han blot havde kylet hende der og efterladt hende som alle andre havde strejfede hende flere gange, og det havde fået hende til at grine og græde samtidigt som var hun tosset. Slemt havde det især været de første fem dage, dvs. 8 dage uden stoffer! Og nu, 10 dage efter var hun ved at falde mere til ro, men processen var kun lige i starten.

Lawrence glædede sig til at se Cindy igen, han havde ringet til afvendings centret hver eneste dag for at tjekke alt var okay. Han var så bange for at nogen skulle få fingrene i hende for lige nu fortjente hun virkeligt bare at have det godt, hun fortjente at være glad og lykkelig og hun fortjente et godt liv. Det var da også derfor at Lawrence flere gange måtte revurdere om han nu var god for hende, han var jo ikke den super romantiske type og alligevel så følte han sig så... Levende i nærheden af hende.

Lawrence var taget hen til centret nu, den første dag han måtte besøge hende. Besøgstiden startede klokken 18.30, og det betød at 18.29 stod Lawrence klar ude foran døren, han stod i sit mørkeblå jakkesæt, hvide skjorte og sorte slips. Han kom direkte var kontoret og blev nu vist ind til et fælles rum som mest af alt lignede en stue.

Der sad to andre ved et bord og snakkede, nok også en som var på besøg og Lawrence ventede nu kun på Cindy, meget spændt på at se om hun havde fået det bedre, han kunne forstå på personalet i telefonen at det havde været en hård uge for hende.

Cinderella havde siddet ved vinduet, der var tremmer og hun kunne knap se noget udenfor, området var også mere eller mindre øde foruden den lille have dernede hvor patienterne blev luftet. Hun havde været dernede en enkelt gang, havde skabt problemer grundet naturen og var blevet spærret inde igen. Døren til hendes værelse blev nu låst op, og dog flyttede hun sig ikke. Sygeplejersken som havde låst op så nu mod hende, og annonceret at der var besøg. Hun rynkede brynene, rejste sig skælvende og træt op og fulgte med ud.

Hendes påklædning var det klassiske, det hvide outfit man fik herude og det lignede hospitalstøj hvad det nok også var. Ingen lommer, det havde de sørgede for så man ikke kunne smugle noget ind eller ud. Tøjet hun havde haft på da hun var ankommet var blevet taget fra hende og hun ejede intet der var hendes.

Hvem der dog ville besøge hende anede hun ikke, naturligvis strejfede tanken om at det var Lawrence hende, men det virkede så.. uvirkeligt, så usandsynligt at hun skød tanken væk. For hende føltes det som om hun mindst havde været der i en måned, hun havde helt mistede overblikket over tid. Snart stod hun i fællesarealerne. Skælvende, lille og skrøbelig. Hun stoppede op, blikket gled usikkert rundt. Som det landede på Lawrence gloede hun på ham et par øjeblikke, inden hendes øjne blev store og hun stormede hen og slog armene om ham. Der blev gloede på hende, men hun var ligeglad!

Lawrence sukkede imens han ventede på hende, ikke sikker på hvilket synd er ville møde ham. Var hun deprimeret? Havde hun fortrudt at han havde sendt hende til dette sted? Var hun blevet glad, måske hun havde fået mere overskud? Han havde absolut ingen idé men han håbede virkeligt på det bedste, for han holde virkeligt af hende og ønskede kun at hun var glad og lykkelig.

Lawrence kiggede op, da døren gik op og han fik øje på hende. Han rejste sig og smilede, men blev dog en smule chokeret da hun kom løbende i hans arme som et lille barn: "Hey... " sagde han blidt og slog armene omkring hende som hun landede ved ham og han kyssede hende så på håret.

Hun så udmattet ud og ikke så overskuds agtig som han havde håbet på, på den anden side havde Lawrence jo heller ingen erfaring på dette område så han vidste ikke hvad han ville forvente: "Er du okay?" spurgte han og brød sig ikke om at stå der blandt de mange mennesker, men på den anden side så vidste han ikke om hun havde et værelse eller et sted at gå hen, han var blevet tjekket i hoved og røv inden han kom ind - så han havde ikke noget med til hende, hvilket han da heller ikke ligefrem havde planlagt.

Han omfavnede hende trods alt, og da han spurgte om hun var okay rystede hun bare på hovedet. Nej hun var ikke okay, hun var træt, og svag og følte sig som en idiot og kunne knap sige to sætninger der gav mening. At der var folk omkring havde hun knap opdagede og det betød intet for hende, mens det så betød alverdens for ham. Hun tog sig dog sammen og så op mod ham "Du kom ikke!" skældte hun ud "Du lovede at komme, men kom ikke!" det var så de to sætninger der gav mening, hvad der ellers ville forlade hendes mund de næste par sekunder var ikke til at sige.

Folk omkring dem så fra ham til hende, de vidste naturligvis hvem han var, og hvad han lavede med sådan en cracktøs som hende fattede de nok ikke. Forståeligt nok. Han lignede som altid en million, mens hun bare var en skygge af sig selv, lignede en der var utrolig syg. Trak man op i hendes trøje ville man kunne se hendes ribben så tydeligt, hendes rygsøjle det samme. Hun var ikke så lækker som hun engang havde været. Meget var sket på den uge.

Lawrence kiggede næsten chokeret på hende som hun endte med at skælde ham ud og han kiggede roligt ned på hende som han roligt slap sit tag om hende: "Cindy, jeg kunne jo ikke komme... Det her er den første dag jeg må besøge dig" sagde han og kyssede kort hendes pande, han savnede lige nu at se den kvinde der havde stået på scenen og stjålet en del af hans hjerte.

Men han håbede at denne fantastiske kvinde ville komme tilbage når hun havde fået det bedre, for selvom han ikke ligefrem selv havde været på afvending så forstillede han sig ikke at det var behageligt, og han havde da også flere gange snakket med sin psykolog om både hende og stedet hun var, bare for at han ikke skulle blive for overrasket.

"Fortæl mig noget, du ved jeg gerne vil hjælpe dig... Men kan vi måske snakke et mere, privat sted?" spurgte han med en lav stemme, han orkede ikke flere billeder, flere forside og mere presse lige nu, og han havde en idé om at hun med tiden nok også ville sætte pris på ikke at lande på forsiden - igen.

Hun blev sluppet og så forvirret på ham ved hans ord. Hvad? Første dag? Hun forstod det ikke, fattede ikke helt hvad der foregik og så sig pludselig nervøst omkring. Hun greb ham om håndledet og trak ham med sig som han bad om noget mere privat. Hendes hænder var svage, grebet var ikke så hårdt eller stramt og hvis han trak den lidt for hårdt til sig ville hun formentlig miste balancen.

Snart var de ved værelset, og hun åbnede døren og trådte ind. Der var ikke andet end en seng, og en lampe. Intet andet. Selv tøj eller lignende var der ikke. Et fjernsyn hang på væggen, uden fjernbetjening, og der var ikke rigtigt andet elektronik foruden det. Alt var hvidt, sengen var naglet til gulvet, og tæpperne hverken tunge eller særlige holdbare. Alt dette for at man ikke skulle gøre skade på sig selv. Ikke at det ville virke med hendes healende evner alligevel. Belastende.

Hun lukkede døren efter dem, og vendte sig mod ham hvor hun satte sig på gulvet uden så meget som at tænke sig om. Hun havde ofte siddet på gulvet op af døren, eller stået henne ved vinduet som hun havde gjort før. "Jeg vil væk herfra.." sagde hun dæmpede, hviskende som om ingen måtte høre denne forfærdelig hemmelighed. Hendes øjne var store, håbefulde, hun vidste at han kunne tage hende væk!

Lawrence var en smule forvirret lige nu: "Cindy, fortæl mig noget... Hvad er der sket?" spurgte han roligt, han var bange på hendes vegne. Hun så jo forfærdelig ud og han ønskede ikke at hun skulle synke helt ind i sig selv. Han gik hen til hende og lagde endnu engang sine arme om hende, han havde slet ikke lyst til at slippe hende og han havde bare lyst til at stå med hende og vise hende at han ville være der for hende ligemeget hvad.

DA hun sagde at hun ville væk slap han hende og kiggede roligt i mod hende: "Tror du at det er klogt... Cindy jeg giver dig ikke stoffer, du har brug for at være clean" sagde han og kiggede i mod hende: "Ihvertfald hvis du vil være i mit liv" tilføjede han, han kunne naturligvis ikke tvinge hende til at gå clean, men han kunne sige at han ikke ville være en del af hende hvis hun ikke var.

Han sukkede kort for sig selv og lænede sig så ned og kyssede hendes læber, de var kolde og han kunne udemærket fornemme hvor svag hun var: "Jeg har jo hele tiden sagt du godt måtte bo ved mig igennem det her" hviskede han roligt som han slap hende, han savnede at se hende i bedring.

Hans spørgsmål forvirrede hende, hvad der var sket? Hun var på afvænning og de var hårde ved hende, personalet var ifølge hende underligt, ondt og elendigt! Hun ville bare væk derfra, ville gerne have sine stoffer tilbage! "De er hårde...jeg kan ikke holde det ud længere! svarede hun mere ærligt end hun ønskede. Hun puttede sig ind til ham som han slog sejrene om hende, Gud hvor havde hun savnede ham!

Hans svar som hun gav han klar besked om hvad hun ville kom underligt nok bag på hende. Hun rynker brynene med et forvirret blik men det langsomt gik op for hende hvad han mente, hendes opfattelsesevne var ikke den bedste for tiden netop fordi hendes hjerne ikke fungerede så fint eller optimalt som den burde grundet de manglende stoffer. Men da ordene var sivede ind trak hun dig et skridt væk fra ham "Jeg bliver" svarede hun automatisk. Selvfølgelig ville hun være en del af hans liv! Hun gjorde det her for ham trods alt.

Han kyssede hende og hun lukkede øjnene og mød fornemmelsen... Han var godt og grundigt hendes livline i øjeblikket, det der holdt hende på benene og styrede hendes svindende forstand. "Det kan jeg ikke, det vil ikke gå godt" svarede hun blot. Det gav mening for hende... Han ville ikke kunne holde ud at se hende kæmpe på den måde det vidste hun bare.

Lawrence kiggede på hende og nikkede så da hun sagde hun var nødt til at blive, han vidste også godt selv at det nok ville være bedst sådan, han ville bare ikke have at hun gav op halvvejs, han ønskede kun at hun skulle være glad og at alt skulle gå: "Godt, jeg ved at du kan klare det" sagde han og smilede let imens han lod en hånd putte en hårlok om bag hende ene øre, hun var smuk selv når hun var helt nede: "husk at spis" sagde han, han kunne tydeligt se at hun havde tabt sig og for en kvinde som hende der allerede var spinkel var det ikke nogen god idé at få tabt sig for meget.

Lawrence nød at stå alene og bare kigge på hende, snakke lidt med hende: "Men nu kan jeg komme og besøge dig tre gange om ugen" sagde han i et lille smil, nu måtte han jo heldigvis besøge hende og han kunne bedre støtte hende igennem alt det her.

Lawrence lænede sig ned og kyssede hende igen, åh Gud han havde savnet hende, på alle leder og kanter. Han lod en hånd glide ned af hendes ryg og nussede den let, inden han igen slap kysset: "Det er svært at holde fingrene fra dig" sagde han med et kækt smil og trådte så et skridt væk fra hende og gik hen for at kigge ud af det vindue der var i hendes værelse, om ikke andet for at få sig selv på andre tanker.

Hun havde behov for hans støtte, og hans ord hjalp mere end hun umiddelbart havde troede muligt. Som han mindede hende om mad sukkede hun, hun havde bare ikke lyst til mad. "Deres mad er elendigt" brokkede hun sig, det passede ikke helt, men det var nu alligevel hendes syn på det. Hun hade smagt bedre! Beskeden om hans besøgstider for fremtiden gjorde hende derimod glad, og hun smilede omsider om hende uden så meget glød i øjnene. Hun var godt smadret, hendes krop var svag og hun var kun en skygge af sig selv, ikke spor sundt, men ingen havde sagt det ville blive let, eller sjovt. "Godt!" erklærede hun dog, hun havde behov for besøg, det her sted tog livet af hende.

Hans læber fandt hendes igen, og hun lukkede øjnene og besvarede det blidt. Han smagte ligeså lækkert som han havde gjort sidst, intet havde forandret sig så meget var sikkert. Som kysset blev brudt smilede hun igen, denne gang skævt. Hun vidste hun lignede lort, at han så gav udtryk for stadig at have svært ved at holde fingrene var hende, det var overraskende. Pludselig trådte han væk og hun savnede straks hans nærhed som han gik hen til vinduet. Et langt øjeblik stod hun blot og betragtede ham på afstand. Dette sted virkede for lille for ham.

Det lykkedes hende at få benene til at lystre og sekunder efter smuttede hun hen til ham og slog armene om ham bag fra. "Tak" hviskede hun blot dæmpede. Hun takkede ham for alt, han gjorde det så meget lettere for hende, og hun vidste godt hun havde brug for at komme ud af sit misbrug, det bare ikke lige let at gøre det selv. Hun havde næppe gjort det uden hans hjælp.

Lawrence stod et øjeblik og trak blot vejret dybt, der var sket så meget de sidste par uger at han næsten ikke kunne overskue at tænke på det, han havde virkeligt brug for at slappe af sammen med hende, og hun havde også brug for at trække vejret. Han anede ikke hvad der skulle ske når hun kom ud fra dette sted, men han ville gøre alt han kunne for at sørge for hun ikke faldt i igen, det var vel det næste skridt?

"Jeg glæder mig til du kommer ud herfra... Vil du tage i mod et job henne på Desiré Noir?" spurgte han let, og vidste godt det måske var tidlgit at tage stilling til, men hun havde jo brug for penge og selvom Lawrence ville give hende det halve af verden, så vidste han også at arbejde for folk ofte var vigtigt, det huskede han da ihvertfald fra dengang med Madison.

Lawrence var dog stadig bekymret for rummet, men det var en samtale de måtte tage når hun engang kom hjem. Som hun takkede ham kom et lille smil frem på ahns læber og han vendte sig rundt til hende imens hendes arme stadig var omkring ham: "Det er mig der takker" sagde han og slog roligt en arm omkring hende.

Pludselig tilbød han hende job, hun gloede lettere vantro mod ham. De stod her, i en afvænningsklinik, og han snakkede om job. Hun var ved at komme med en sarkastisk bemærkning fordi det lige faldt hende ind, men tog sig i det. Et suk slap hendes læber "Hvis du kan bruge mig til noget så..." hun trak på skuldrene, et arbejde skulle hun jo have, og selv havde hun overvejede det der sang et par aftener om ugen på den restaurant.

Hans arme gled om hende som han vendte sig rundt, og hun trykkede sig igen ind til ham. Det var rart at stå der med ham, og det var slet ikke fordi hun ikke havde lyst til at tumle ham om og bare.. slå sig løs lige nu og her, men hun følte sig så usikker på sig selv i øjeblikket, følte sig svag og træt.. hun anede end ikke om hun kunne holde til det. Alt det med rummet havde hun slet ikke fået tænkt over, det var svært at tænke i det hel taget og især når hun var alene. Hvad han selv takkede for anede hun ikke, og hun så da også på ham med rynkede bryn "For hvad?" spurgte hun forundret.

Lawrence smilede roligt i mod hende, og som hendes ord faldt gjorde hans smil ligeså imens han tænkte: "Well..." sagde han og kyssede så kort hendes læber: "Du kan altid blive min personlige assistent" sagde han i et grin, det var nu nok mere drømme tænkning end en virkeligheds ting, men han skulle nok finde et job til hende. Der arbejdede mere end 600 mennesker i den store bygning, så mon ikke der var et job ledigt.

"Fordi at du er som du er..." sagde han blot osm hun undrede sig over hvorfor han takkede, Lawrence havde da bestemt ting at være takenmemlig for, han var taknemmelig for at hun viste ham vejen til hans følelser igen, for de var ofte gemt meget langt væk og han var lige ledes taknemmelig for at hun ikke var blevet træt af ham.

"Den sang du sang... På Resturenten, den hørte mig og Madison altid" sagde han i et roligt smil og vidste ikke helt hvorfor at han fortalte hende det, måske fordi han så hende som en bedste ven og måske fordi at han bare havde brug for at komme ud med det fordi at hans følelser så småt blev vækket til live.

Hun gloede på ham ved svaret. Hvad? Hvad med Andrea?! Tanken om at komme til at fyre en medarbejde på grund af hende var ubehagelig, på den anden side... han ville næppe have hende som personlig assistent, hun havde altså ikke så mange talenter der nok ville passe ind i hans firma altså. "Det er nok ikke det smarteste job til mig, medmindre du vil have rod i kalderen altså"
svarede hun med endnu et skævt smil.
Træt af ham? Aldrig! Vejen til hans følelser? Det vidste hun så slet ikke at hun gjorde. "Okay" svarede hun og følte sig dum, hun var bare en stofmisbruger fra slummen, der var intet over hende som han kunne finde specielt, det mente hun i alt fald ikke. De næste ord fik hende til oprigtigt at se overrasket mod ham. Hvad? Hun gloede åbenlyst på ham, men han smilede. Var han vred? Havde det været derfor han havde haft det så skidt da hun var fulgt efter ham udenfor senere? Var det det der havde fået ham til at kysse hende? Hun var blot mere forvirret, men samtidigt så nysgerrig. "Åh.." hun var slet ikke sikker på hvad hun skulle sige, eller hvad hun burde sige. "Det er en af mine ynglingssange" indrømmede hun så af mangel på bedre.

Lawrence kunne ikke lade være med at grine over hendes ord, hun havde ret - det var nok ikke det smarteste at have hende der som assitent: "Jeg skal nok finde på noget" sagde han som han kiggede ned på hende, hver gang han kiggede på hende så tænkte han med det samme på rummet og det var med blandede følelser - hvilket han ikke var vant til. Han plejede bare at tænke på rummet som noget der ikke var nogen vej udenom og som noget han virkeligt havde lyst til. De måtte snakke, men ikke nu og ikke her.

***

Lawrence blev ved hende de næste par timer, to dage senere var han tilbage igen og atter to dage senere. Sådan fortsatte det de næste tre uger, de fik snakket en del sammen og kysset en smule når de var alene, men intet andet end det. Pludseligt virkede tre uger som 10 år, ihvertfald når man hed Lawrence.

Det var nu en uge siden at han havde set hende sidst, i afslutnings ugen måtte der ikke komme besøgende og Lawrence var derfor meget spændt da han trådte ind på gangen, der var godt fyldt med mennesker der skulle hente deres pårørende og alle virkede til at være i godt humør, lige nu glædede Lawrence sig dog bare til at se Cindy, i håb om at hun var ved at være ovenpå igen.

Det havde været en hård periode, uden tvivl. Flere gange havde hun troede at hun skulle dø, havde nær givet op og opgivet men så havde et opkald fra Lawrence, eller synet af ham muntrede hende op og holdt hende nogenlunde ved forstanden. Tiden gik langsomt, især når man ikke havde noget at lave, og hen imod den sidste uge hvor besøg ikke længere var tilladt, så havde hun formået at socialisere sig og faktisk skaffe sig venner. Alle der skulle udskrives var glade, følte en hvis lykke og succes over at have gennemført dette. En måned uden stoffer hade været en udfordring, og bare fordi man ikke havde fået lortet i en måned betød det ikke at man ikke stadig havde lyst. Af og til trængte hun virkelig til det, men fordi hun vidste det ikke nyttede noget, gled tanken bort igen. Forhåbentlig fortsatte det på denne måde.

Endelig oprandt dagen. Hun havde fået taget sig et bad og havde fået sit tøj tilbage - det samme som hun var kommet i. Over de sidste to uger havde hun taget på, og især over denne uge så hun faktisk havde genvundet den væk hun havde tabt og lidt mere til. Spinkel og skrøbelig var hun ikke just længere, hun havde genvundet de perfekte kurver. Håret havde fået sin glans tilbage, og hendes øjne strålede en anelse igen. Hun glædede sig til at komme ud og væk.

Mens de der skulle udskrives sad og ventede på deres pårørende i en opholdsstue, snakkede de lystigt sammen og lo. Cinderella var spændt på at se Lawrence igen, og man kunne roligt sige hun ikke lignede en stofmisbruger. Sund og rask, og ganske rolig i øjeblikket. En for en blev de snart hentede. De pårørende fik skarpe instrukser om at holde øje med forskellige symptomer og reaktioner så patienterne ikke fik tilbagefald.

Lawrence tog i mod forskellige papire og han gik så ind i mod den stue som han skulle finde Cindy på, han havde tænkt meget den sidste måned og egentligt så håbede han at han ville tænke på en masse fornuftige ting så han nu kunne være en lille smule rolig, men der var intet fornuftigt kommet til ham, det neste han tænkte på var bare at han gerne ville have Cindy med hjem og han ville gerne slappe af, bare være de to og forhåbenligt så.. Kunne de snakke om tingene. Det var jo ikke et forhold de havde, men det var jo heller ikke et ikke-forhold. Han vidste ikke hvad han skulle kalde det.

Lawrence åbnede døren og fik med det samme øje på Cindy der sad ikke så langt fra døren: "Hey" sagde han i et skævt smil, han havde selv det sorte jakkesæt på som han så ofte havde - han havde mange sæts som alle lignede hinandne, for det var disse han altid tog på arbejde i.

Han havde glædet sig meget til at se hende og bare det at se hende sund og rask igen varmede hans hjerte.

Det føltes som en evighed inden han dukkede op, og i takt med at de blev færre og færre, steg nervøsiteten. Til sidst sad de mere eller mindre stille. Mens hun selv sad fordybet i sine egne tanker gled døren op, og da hun løftede sit blik efter et øjeblik faldt på den velkendte mand. Han var som altid et syn for Guder! Ulasteligt klædt i sit skræddersyet jakkesæt, og lignede en million. Et par da tilstedeværende gloede på ham, nogen genkendte ham, andre gloede bare på hans udstråling og fulgte nysgerrigt hans blik for at finde ud af hvem han var kommet efter.

Cinderella rejste sig op, med ro, elegance og ynde som om hun aldrig havde været stofmisbruger og aldrig havde lignede lort. "Hey.." hilste hun tilbage med et skævt smil inden hun gik ham i møde. Hun standsede foran ham, glad for at se ham og lidt genert over at de ikke var alene trods alt. Hun sank en klump, og vendte blikket mod omgivelserne, smilede til folk og vinkede inden hun fulgte med Lawrence ud. Personalet ønskede hende held og lykke og de var snart ude. Hun åndede lettet op, og stak armen ind under hans mere rolig. "Du dufter godt" hviskede hun dæmpede.

Lawrence var glad for at Cindy var indstillet på at komme væk derfra med det samme, han kunne ikke lide at de mange mennesker kiggede på ham og generelt så gav det sted ham bare.. Myrekryb. Som de kom ud fra centret smilede han roligt til hende: "Du ser fantastisk ud... Har du det godt?" spurgte han roligt og håbede inderligt at hun faktisk var lige så glad som hun så ud, for hun lignede... ja bare wow.

Lawrence gik ud i mod den sorte audi R8 som holde foran det store sted, der kom mange mennesker ud derfra, nogen græd, nogen grinede og andre gik bare hånd i hånd. Det var tydeligt at alle var glade for at skulle hjem netop denne dag: "Kender du nogen af dem?" spurgte Lawrence nysgerrigt og kiggede i mod flokken.

Snart satte han sig dog ind i sin bil, lige nu ville han bare gerne hjem: "Bliver du i nat?" spurgte han roligt, også for at vide hvor han skulle køre hende hen, hun boede jo et sted, gjorde hun ikke? faktisk vidste han det ikke for i lang tid havde hun jo bare været ved ham.

Efter en måned spærrede inde, så var hun mere end glad for at komme væk derfra! Så hurtigt som hendes ben kunne bære hende! Hun smilede op til ham som de kom udenfor og solens stråler ramte hende. Hun gøs svagt. "Jeg kunne ikke have det bedre" indrømmede hun. Selvom trængen til stoffer kunne melde sig engang i mellem, så følte hun sig glad foruden, og især nu hvor tingene så lysere ud. Det havde været en hård periode, men hun håbede på at det vil gå op ad bakke fra nu af.

Hans bil var ikke svær at finde blandt de andre, den skønne R8 skilte sig ud på mange måder og hun var glad for at se den, mere end nogensinde før. Hans spørgsmål fik hende til at se undrende ud, i de første få øjeblikke var hun ikke sikker på hvad han mente men som han nikkede mod flokken smilede hun "Nogen af dem, over den sidste uge har vi snakkede mere med hinanden. Nogen har børn, andre mistede familiemedlemmer og endte ud i lort, nogen var unge da de startede... og jeg genkendte en fra slummen..." indrømmede hun det sidste.

"Hvis det er hvad du vil have" svarede hun ærligt da de havde sat sig ind i den mørke bil og dørene var lukkede. Jo hun var flyttede ind i Romains fine lejlighed, ikke mere slum til hende! "Hørt noget om Bastian?" spurgte hun tøvende.

Lawrence smilede roligt ved hendes ord. "Det er jeg glad for, du ser også fantastisk ud!" sagde han, åh gud hvor var han dog glad for at han havde valgt at lade hende blive dette sted, han syntes det var dejligt at hun havde valgt at være stærk og være dette sted, ja man kunne vel næsten sige at han var stolt af hende. Hun fortjente at have det godt og han håbede virkeligt at hun nu ville gå en om ikke andet, nogenlunde lys fremtide i møde - og helst uden alt for meget drama.

"Oh.. Du må jo holde kontakten til dem du vil, men pas på de ikke trækker dig ned" sagde Lawrence i et smil, han vidste jo hvor nemt det var at falde ud id et igen når man først havde været der, og han ønskede ikke at andre skulle trække hende med ned i faldet. Han vidste at hun var en stærk person, men han vidste også at når det kom til stoffer så kunne selv det stærkeste menneske blive svagt.

"Jeg vil gerne have du bliver, men jeg vil jo ikke tvinge dig" sagde han med et smil, han ville virkeligt gerne bruge en dag og en nat med hende, han havde jo savnet hende og han kunne ikke tænke på noget han hellere ville lige nu: "Han sidder stadig inde... Så vidt jeg ved" svarede Lawrence ærligt: "Så bare slap af" sagde han roligt og gassede så bilen op og satte i retning mod sit hus.

Hun smilede ved hans ros, elskede når det kom fra ham "Tak, og i lige måde Mr. Watson" gav hun drillende igen. Hun hade det godt, og de var på vej væk fra den klinik, hun var i høj humør, afvænningen havde virkede og hun havde været clean i en måned, hvad mere kunne man ønske sig?! Hun var i alt fald ganske tilfreds, og ville bare gerne være foruden stoffer resten af sit liv.

Hun nikkede ved hans ord "Nu må vi se" svarede hun bare, om hun ville holde kontakt med dem, well det havde hun ikke tænkt over. De var søde det var slet ikke det, men hun ville helst ikke have fristelser og folk der kunne risiker at trække hende ned hvis de selv røg i igen. Det var måske egoistisk, men hun var altså ikke særlig begejstret for tanken om endnu en måned i den klinik.

"Du tvinger mig ikke, og jeg vil gerne" svarede hun med et varmt smil. Hun havde savnede ham, og ærligt, havde hun i sinde at trække ham med i seng om han kunne lide det eller ej. Hun var Aspara, havde været vandt til sex, og havde været det foruden i over en måned så hun måtte gerne tænke sådan. Desuden var hun ret sikker på at han næppe ville sige nej, eller.. det håbede hun ikke. Som han besvarede hendes spørgsmål omkring Bastian nikkede hun, godt så.

Lawrence kørte ud af den store landevej og smilede tilfreds, meget glad for at have Cindy med sig i bilen. Han lod en hånd hvile på hendes lår, hurra for automat gear, for det var meget svært for ham at holde fingrene væk: "Du skal ihvertfald vide at du gerne må for min skyld" sagde han som hun snakkede om de andre folk hun havde mødt på stedet: "Super, for Ella laver mad" sagde han blot, Lawrence var bare glad, han glædede sig til at komme hjem også selvom han vidste det betød de måtte få snakket sammen om flere ting.

Telefonen ringede og Lawrence trykkede på knappen inden han lagde sin hånd tilbage på hendes lår: "Watson" snappede han af telefonen, i den anden ende var en forretnings mand, der var et problem med nogen finanser. Som Lawrence snakkede med manden omkring tal der skulle rykkes rundt på lod han sin hånd glide om af hendes lår, ind af hendes inderlår og roligt drille hende, ganske langsomt.

Lawrence havde den anden hånd på rettet og førte samtalen ganske stille og roligt: "Ja tak... Ring i morgen og fortæl mig hvad der sker" sagde Lawrence inden røret i den anden ende blev lagt på.

Hendes blik blev vendt mod hans hånd der lagde sig over hendes lår og et øjeblik blev han distraheret som han nævnte Ellas mad, åh hun var en god kok og Cinderella havde savnede hendes mad! "Godt, jeg er skrubsulten" erklærede hun med et skævt smil. Blikket vendte hun dog mod hans hånd, og lagde blidt sin over hendes i en blid bevægelse. Hun skubbede den diskret og noget uskyldigt op ad hendes lår og ligeglad med at kjolen blev skubbede op. Den var bare i vejen nu og hun ville gerne mærke hans hånd mod sin hud.

Hun så utilfredst mod telefonen da den ringede og han flyttede sin hånd. Hun troede ikke just han ville lægge den tilbage og da slet ikke når det tydeligvis var arbejde der blev ringede om, derfor vendte hun blikket ud af vinduet kun for at blive overrasket over hans hånd der vandrede op ad hendes ben igen. Uh nice! Hun lukkede øjnene og nød hans hånds vandring. Bed sig i underlæben for ikke at komme med lyde.

Han lagde på og hun åndede lettet op. "Hvad hvis jeg var begyndt at stønne mens du talte i telefon?" spurgte hun en kende drillende. Hvordan ville han forklar det for en af sine dimser, ja hvad var de egentlig? Hun anede det ikke, og var også ligeglad! Hun lagde igen hånden på hans, og skubbede den hen op til hendes trussekant, bare fordi hun kunne.