Rising Storm (The Black Witch)

De resterende nattetimer gled forbi i al hast eftersom begge parter havde fundet søvnens midlertidige vuggedød. Hun sov tungt og vendte sig kun få gange. Da hun endelig slog de lettere rødsprængte, mærkede hun ikke nogen efterklang af nattens beruselse. Det var en sjældent hed at det kom så vidt, men alligevel måtte hun tilstå at hun var uklar over hvordan hun var kommet hjem og i det hele taget i seng. Hun drejede sig med en lettere beklagende lyd om på ryggen og gned sine irritable øjne. Hun have glemt at tage kontaktlinserne ud og nu meldte straffen sig for letsindigheden. Et par øjeblikke stirrede hun op i løftet og lyttede til duerne udenfor på nabo tagende, inden hun satte sig op i senden med an arm over brystet. Hun så hen imod et ur på natbordet: 11:45 - viste det. Hun havde sovet latterligt længe. Men mon ikke det gik, der plejede alligevel aldrig at være nogen nede i butikken før efter fire.
Tung i kroppen svingede hun benende over kanten og rejste sig. HUn greb ud efter en lårkort morgen kåbe i silke der hang over stolen med de mange kjoler. Endnu et blomster print var derpå. Hun bandt det og bevægede sig ud i stuen med våde øjne fra de ondsindede kontaktlinser. Hun bemærkede ikke gæsten der sov på sofaen. Døren til badeværelset blev åbnet, man kunne høre udsugningen gå igang med det samme og skabe en stabil afdæmpet lyd. Hun lænede sig over vasken og pillede kontaktlinserne ud, bagefter stirrede hendes lyse lilla øjne ind i spejlet på hende selv. Hvor så hun forfærdelig ud! Hun børstede tænder imens vandet til bruseren startede og gradvist blev varmere.

Udstyret med det potentielt bedste sovehjerte i verden, ænsede han overhovedet ikke at hun stod op derinde, på trods af hans meget skarpe hørelse.
Han havde bare smidt sig, uden at trække noget tæppe om sig eller noget... det var sjældent han sov med noget som helst. Han fejlede i at se hvorfor han skulle... med mindre det var sammen med en kvinde, selvfølgelig.

Det var først da udsugningen i badeværelset startede, at han langsomt slog øjnene op.
Trætheden var væk øjeblikkeligt, som altid.

Han satte sig op og rullede den ene skulder som havde lagt lidt akavet. En serie små knæk lød fra den, og han sukkede tilfreds.

Han kastede et blik hen mod den åbne dør til badeværelset, men kunne ikke se hende på grund af vinklen.
Så han blev bare siddende indtil videre... det skulle blive morsomt at se om hun kunne huske hvordan hun var kommet hjem...

Hun spyttede og skyllede tandbørste-og-mund under den kolde vandhane, inden hun afklædte sig helt. Nøgen stod hun et øjeblik og betragtede sig selv skeptisk, sådan som de fleste kvinder gjorde; fandt små utilfredsheder i sit egen udseende men ikke i en sådan grad at hun følte sig usikker. Det underbevidste skeptisk vurderende blik på hendes egen krop, hørte op hurtigt igen og hun trådte ind under bruseren og lukkede kabinedøren af glas. Hun havde ryggen til døren og stod med ansigtet imod væggen. I troen af at være alene sang hun moderne sange fra tidens nye hitliste; eller stykker af dem, de steder hun ikke kunne huske blev det bare en svag mumlen af prøvende ord før hun nåede til et stykke hun kunne huske igen. Sæben skyllede det resterende make-up væk og nattetimers fugt.

Han ventede... og ventede lidt mere... hævede det ene øjenbryn da hun begyndte at synge derude.
Han smilede lidt for sig selv. Enten var hun ligeglad, eller også kunne hun ikke huske at hun ikke var alene i lejligheden.

Han havde også sine tvivl på at hun kunne huske hvordan hun havde taget tøjet af lige for næsen af ham...

Han sad lidt og overvejede hvad han skulle gøre; det var ikke ligefrem en situation han havde været i før!
Men han fandt den nu ret underholdende...
Han kiggede igen over mod døren, og rejste sig op.

Roligt gik han igennem stuen og kastede et blik ind mod badeværelset da han passerede det.

Så stillede han sig ved et af vinduerne og kiggede ud.
Han overvejede at afslutte en af hendes brusersange... men han kendte ikke en eneste af dem.
Moderne musik var ikke hans stærke side.

Dog... hvis hun ikke snart kom ud af sig selv, ville han give sig til kende.
Han overvejede lidt hvordan, og smilede for sig selv igen.

Hendes fingre gled igennem det filtrerede hår og udfiltrede det. Da han gik forbi badeværelsets døren og kiggede ind ville han kunne se den duggede rude af bruse kabinen: døren var ikke lukket. Hvorfor skulle den være det når hun var i troen om at være alene.
Sæben gled af hende og til sidst var der kun damp og varmt vand tilbage der slog imod nakken hvirvlerne. Hun ville blive derinde i nogen tid; hvis han valgte at vendte på at vandet stoppede og hun trådte ud, ville vente tiden var omkring tyve minutter, med mindre han gav sig selv til kende. Det lod ikke til at hun vidste han var der.

Mens han kiggede ud af vinduet, overvejede han igen hvad han skulle gøre... han havde stadig lyst til at give ind til sin sadistiske side. Meget endda, efter at have set hende smide tøjet på den måde natten før.
Tanken fik hans smile til at blive lidt bredere...
Det ville være let at fange hende lige nu, mens hun var under bruseren...

Men igen.
Trods lysten til at gøre de ting ved hende som han nu engang gjorde, blev han stående hvor han var.

Efter omkring ti minutter, kiggede han sig over skulderen, og sagde så: "Du er ingen dårlig sanger... men du bør nok ikke drikke så meget igen."

I den sidste tid var det bare nydelsen af varmt vand der slog imod en øm krop, som opslugte tiden der gik. Hun stod begravet i sine egne tanker og planlagde dagens gøremål inde i hovedet, indtil en stemme brød idyllen og hun vendte sig forskrækket om. I dampen bag glas ruden kunne man skimte det blege lilla blik, lyse op og reflektere med en dyrisk overvågenhed. Lyden fra bruserens pilende vand op hørte sagte derefter. Hun rakte ud fra kabinen og greb håndklædet på knagen ved siden af, som hun inde bag glas ruden viklede om sig. Hun trådte ud med vurderende, sammenknebne øjne og så imod på ham med concentration. Et øjeblik, s blev hendes øjne mere afklarede og hun lavede et lille smil.
"Alfen, ikke?", spurgte hun retorisk.

En hånd gled igennem det våde hår og fjernede det fra hendes slanke karakteristiske ansigt. Hendes øre blev mere tydeligere deraf og de lilla øjne var nok til at konstatere hendes race til fulde.
"Hvorfor er du ikke taget hjem?", spurgte hun små forvirret?
Eller var han lige kommet? Hun betragtede hans udentvivl små filtrede hår fra søvnen og rynkerne i tøjet. Havde han sovet her?

Han vendte sig om mod hende da hun trådte ind i stuen.
Hun havde fået sin blufærdighed igen, og havde viklet et håndklæde om kroppen.
Han smilede lidt.

"...alfen. Ja." svarede han og var lige ved at himle med øjnene.
Selvom det højst sandsynligt var ment i sjov, var det en underlig ydmygelse for ham.

Men det var ikke noget der skulle forklares.

Han blinkede langsomt da hun spurgte hvorfor han ikke var taget hjem.
"Måske har jeg stadig lyst til at gøre det som jeg opsøgte dig for, unge sortelver." sagde han roligt.

Det var skam ikke usandt... og især ikke nu, hvor han havde set hende næsten nøgen.

Lige nu var det ihvertfald det svar hun fik.

Hans svar virkede ikke som om det foruroligede hende eller fik det til at gyse koldt ned af ryggen på hende. Tvært imod var hun rolig og observerende for nu; en smule af den medlidenhed hun havde følt før kom dog tilbage idet han kaldte hende sortelver. Han var virkelig ude hvor kragerne vendede om, var han ikke? Hun blev nysgerrig, havde han nogensinde set fjernsyn? Hørt musik fra andet end et enstemmet kor? Det var en smule gruopvækkende at tænke på hun havde været lige så nutidigt afstumpet.

"Hmm.", kom det fra hende en anelse tankefuldt, inden hun styrrede imod sit sove værelse.
"Og hvad er det så du vil, rothe?", spurgte hun ledende. "Som jeg sagde er jeg ikke interesseret i at slås. Eller underkaste mig dig seksuelt. Hvis det er det du vil, må du finde dig en anden."

Rothe... det ord kendte han godt, og det var det sidste han nogensinde havde forventet at blive kaldt - ihvertfald før i tiden.
Hans øjne lynede af vrede i et øjeblik, mens han så efter hende.

"Jeg er ingen rothe... det kvindedominerede samfund i undergrunden har jeg ikke noget med at gøre." sagde han.

"Nå, så det mener du...? Jeg kunne nu meget let have gjort hvad jeg ville i nat. Du gjorde det meget let på et tidspunkt."
Han havde fortrudt lidt at han intet havde gjort.
En del af ham mente at han skulle have givet ind, og undladt at slå hende ihjel...

Det nyttede dog ikke noget at fortælle denne unge kvinde at han sagtens kunne gøre det... hun var bedøvende ligeglad med hans ord, og det fik ham til at føle sig lettere magtesløs, og en smule fjollet.

Hvor han dog hadede det.

Hun forsvandt ind i soveværelset og stoppede foran klæde skabet. Det blev åbnet med en hånd imens hun hold håndklædet oppe med den anden. Idet han svarede og fandt det nødvendigt, gang på gang at på minde hende om hvilken skade han kunne forvolde hende, himlede hun skjult med øjnende. Typisk, virkelig. Det var en del af kulturen hun ikke savnede. Det konstante behov for demonstration af magt.

Idet han sagde han ikke havde noget at gøre med undergrunden læøngere, blev hun dog en smule distraheret; hun tænkte kort på Kesheen, før hendes øjne blev klare og mere til stede igen. Så han var virkelig en herreløs hund? Det var synd. Ikke fordi han var herreløs, men fordi han i modsætningen til hende selv ikke ejede den mindste form for integrations evne. Han var måske slet og ret for gammel? Hun iførte sig nyt undertøj og smed håndklædet, imens hun iklædte sig en lang blå kjole.

"Selvfølgelig gjorde jeg det.", svarede hun lidt opgivende.
"Men lad mig spørge dig om en ting.", hun redte sinde fingre igennem det korte hår og gik tilbage i stuen for at se på ham.
"Er du sulten?"

Han kiggede lidt på hende da hun kom tilbage. De lyslilla øjne passede hende egentlig noget bedre end den falske blå havde gjort...

Han vidste ikke helt hvilket spørgsmål han kunne forvente at høre fra hende... og da hun så spurgte om han var sulten, blinkede han et par gange med øjnene og måbede lidt.

Han var manden som havde lyst til at give hende en tyve-tredive slag i maven for at stille sin egen sygelige, sadistiske sult - og her stod hun og spurgte om han var sulten!

Det tog ham et par øjeblikke at få kontrol over evnen til at tale igen.
"Jeg... ja, det... det er jeg vel." fik ham fremmumlet.

Idet han svarede nikkede hun;
"Fint.", lød det fra hende og hun fortsatte igennem stuen og ind imod køkkenet, hvor hun rev køleskabet op. Hun tog æg ud og satte pakken på køkken bordet, hvorefter hun greb fat om en pande i en af skabene under vasken. Hun satte panden over og hælde olie på panden imens hun gav æggende et pålideligt dask på siden så skalden krakkelerede uden at smadre, inden hun satte tommel fingrene på hver sin side og roligt brød skalden så ægget kom ud på panden. Skalden smed hun over i håndvasken, og sådan fortsatte hun med en fire-fem æg, inden hun vaskede hænderne med sæbe og smed skallerne ud. Hun tørrede hænderne i et viskestykke og startede radioen. Den spillede en lav tone på en hit kanal.
Hun greb derefter en pallet og rodet rundt i æggene over panden for at lave scrambled eggs. Salt og pepper blev tilføjet, sammen med en smule timian og oregano.

Han kiggede efter hende da hun gik ud i køkkenet, mens han undrede sig over hendes opførsel...
Hun behandlede ham anderledes end alle andre gjorde. Hun var ikke bange for ham... men det var måske fordi hun ikke vidste noget om de ting han havde gjort, om det sadistiske 'trademark' som havde gjort ham eftersøgt i hele Di Morga.

Eller måske gjorde hun, og var ligeglad. Måske havde hun en idé om at hun kunne holde ham på en vis afstand, så han ikke gjorde hende noget.

Han kunne ikke vide det med sikkerhed.

Roligt gik han ud og stillede sig i døren, mens han kiggede på hende lave mad.
Radioen kom kun halvt bag på ham. Han havde set den slags ting før... men ikke om han forstod dem.

Lige nu stod han bare i tavshed og så på...

Hun lavede mad, mere simpelt kunne det ikke blive og imens æggende blev færdige åbnede hun et skab og tog tre stykker brød ud som kom i en brødriser der stod på køkkenbordet ved siden af køleskabet. Det tog ikke lang tid før at alt var færdigt. Hun hældte æggende op på tallerkenerne; hans potion var større end hendes da hun generelt havde den erfaring at mænd spiste mere end hende selv, i hvert fald dem hun havde haft i sit hjem før. Dog under lidt andre forhold. Brødrende hoppede op med et karakteristisk 'ding' fra maskinen og hun lagde de to på hans tallerken og en på sin egen. Derefter gik hun hen til spise bordet der stol i midten af køkkenet og satte tallerkenerne ved hver sin stod, overfor hinanden.
"Sid.", bød hun roligt.
Inden hun vendte tilbage til køleskabet efter en smør og en kniv dertil. En ketchup var osse placeret på bordet samt en juice og to glas. Hun trak stolen ud bagefter og satte sig.

Han fulgte med i hvad hun lavede, en smule nysgærrigt.
Brødristeren... endnu en moderne dims som han aldrig havde set før... men ganske smart, måtte han indrømme.

Da hun havde dækket bord og bød ham at sætte sig, fulgte han hendes instruks, og satte sig ned over for hende.

Et eller andet sted var han ikke rigtig klar over hvad han lavede her, hos denne supermoderne sortelverteenager, som han normalt for længst ville have været færdig med...

Alligevel tog han en skive brød, smurte det, tog lidt æggehalløj og hældte så juice op til dem begge.

Hun lagde benene over kors og betragtede ham idet han faktisk indvilligede i at deltage i at spise. Det var ikke ligefrem noget hun havde forventet, men måske var han alligevel ikke for gammel til at lære nye tricks? Hendes lyse lilla blik fulgte med i den bevægelse der skrapede smøret over brødet og lagde æg på det. Den del havde han forstået? Hun så til imens han hældte juice op og begyndte selv at smøre sit brød før hun tog en bid og en mundfuld æg oveni.
Med musikken dunrende poppede toner i baggrunden ville de derved spise. Hun var halvvejs igennem hendes brød da hun talte.

"Er det ikke på tide vi introducere os?", spurgte hun og greb om glasset.
"Du har vel et navn?"

Maden var simpel, men god. Det var efterhånden længe siden han havde fået morgenmad sådan her... flere måneder faktisk.
Normalt gjorde han det på mere spartansk, simpel vis.

Da hun talte, vendte han blikket mod hende.
Introduktioner... selvfølgelig.

"Naturligvis har jeg et navn... det har alle levende skabninger." sagde han.

Et lille smil brød frem.
"Du kan kalde mig 'Sansiss' for nu..."

Hun lagde mærke til smilet og bragte glasset med juicen op til hendes læber for at drikke. Imens hun gjorde, lyttede hun idet han sagde sit navn. 'Sansiss', det var vel ligeså kulturalt som hendes eget. Hvorfor havde de i det hele taget så svært udtalte navne, man mødte aldrig en med et ligetil navn. Hun satte glasset ned og tog en bid.

"Laele", præsenterede hun sig som.
"Hvor bor du? I Terre?"

"Hm.. væsentligt pænere end mit." sagde han og tog en mundfuld juice.
Han kiggede lidt på hende da hun spurgte hvor han boede, og minderne begyndte så småt at dukke op...
En enorm jernport med smukke udskæringer af ham og hans artsfæller... en endnu mere imponerende stor sal med gigantiske søjler skåret ud på magisk vis i sandfarvet sten... alt sammen oplyst af evigt brændende fakler så store at intet menneske ville kunne bære dem...

Der var så mange minder om en tid så langt borte...

"Jeg bor her og der." sagde han.
"Mest i byen, men også af og til andre steder hvis jeg mangler lidt ro."

"Det er da i det mindste altid noget", sagde hun næsten lettet.
Hun slugte og brugte gaflen til at spidde noget af det restende æg på hendes tallerken.
"Et øjeblik troede jeg du sov på tagende og trækronerne", et humoristisk smil formede sig over hendes læber, idet hun så op igen.

"Er du sammen med flere, eller alene?"

Pludselig virkede hun som om hun faktisk var en smule bekymret for ham, hvilket også kom bag på ham.
"Tage og trækroner... næh. Forladte bygninger, huler og nogle gange andres huse." sagde han med et skævt smil.
"Og det gør mig ikke spor."

Hendes spørgsmål var... underligt for ham. Men han valgte alligevel at svare:
"Alene."

Da han uddybede hvor han egentlig opholdt sig var det ikke længere nogen trøst. Hun tog den bid han havde samlet på gaflen og lagde den ned på tallerkenen igen, inden hun lyttede yderligere. Han var alene? Så ikke nogen gruppe af rebeller der havde søgt væk fra undergrunden? Det gav mening, en smule. Hvis hyrder havde får var de lidt mere stabile følte hun.

"Forladte bygninger, huler..", hun klemte øjnene lidt sammen. "Det lyder som om du hellere vil tilbage til undergrunden, end at skabe dit et liv ovenover. Hvad laver du overhovedet her? Hvis alt du vil er at opfører dig på samme måde som nede i mørket? Ønsker du ikke at blive bedre end det?"

Han lyttede til hendes ord, og da hun var færdig smilede han lidt.
Han lagde gaflen fra sig og mødte hendes lilla blik med sit eget røde.
Det ville ikke umiddelbart være nogen fare at røbe en smule for denne pige...

"Laele... " sagde han, og lod så sine øjne skifte fra de normale røde, til de syregrønne med de aflange pupiller.

"Jeg kommer ikke fra undergrunden."

Hun så på ham idet han smilede og ikke virkede til at forstå den lidenskab der lå bag hendes ord. Da han lagde gaflen ned og så op på hende igen mødte deres øjne sagte. Hun blinkede da han sagde hendes navn og lagde hovedet på skrå i en form a for 'jaaeee' - før hun overværede de røde øjne skifte til en syregrøn der stod i største kontrast til den førhenværende grønne. Hun rynkede brynende en smule usikkert; som om hun ikke vidste hvordan hun skulle reagere. Da han fortalte at han ikke var fra undergrunden spærrede hun øjnene lidt op.

"Jamen...", sagde hun en smule paf og uforstående.
"Det kan ikke passe...", påstod hun afværgrende.
Alle kom fra undergrunden, hvordan kunne han være født heroppe og ikke være integreret overhovedet?