Rising Storm (The Black Witch)

Hun så til imens det store bæst sænkede hovedet og begyndte at tale med menneske tunge. Det var som spillede hendes øjne hende et pus, men et der var svært virkelighedstro. Som kunne hun mærke det tunge åndedræt og fornemme bevægelser der gjorde væsnet endnu mere virkeligt.

Hun trådte et skridt tilbage, ikke i frygt men for at sikre sin egen komfort. Den halv kvalte lille sol der sværmede om hende, flyttede sig med hende. Hendes øjne blev fyldt med en sælsom skepsis igen.

"Jeg har intet at tilbyde. Og det du kan tilbyde virker som en hel del problemer for mig."

Hun så vurderende på det skællede ansigt, inden hun forsøgte at se ind i et af de enorme øjne.

"Jeg er en simpel kvinde.", forklarede hun. "Der er ikke noget du kan tilbyde mig der vil få mig til at jage for dig.", påstod hun.

Det eneste ved den enorme drage der bevægede sig, var den lange hale, som langsomt fejede fra side til side mens han lyttede til hende.
Han mødte hendes blik med sit eget, og igen ville hun føle det som om dragens blik jog direkte igennem hende.

"Hmmmm..." lød det fra væsenet.

"Jeg kan se i din sjæl at du ikke taler helt sandt, dødelige... men det er muligt at du ikke selv kender til det, som vil få dig over på min side." tordnede den, men ganske roligt taget i betragtning af stemmens kraft.

"Hvad med..." buldrede den, og blinkede en enkelt gang med øjnene.
En morskab syntes nu at kunne ses i det smaragdgrønne blik.

"Ja... hvad med om vi sørger for at du i sandhed er fri?"

Der var en ro i hende der syntes urokkelig idet hun stod overfor fantasi væsenet. For det var hvad hun kategoriserede det som, et mytologisk væsen som 'Sansiss' havde fået fremkaldt i hendes sind. Hvordan vidste hun ikke, men hun vidste at bæstet talte hans ord og var lige så ivrig efter at få hendes ord for at hun stod på hans side, til trods for at hun gentagne gange havde bedt om at blive blandet uden om.

Idet dens stemme buldrede og forsøgte at lokke hende med ord om en sand frihed løftede hun et øjenbryn spekulativt.

"Jeg er fri.", sagde hun selv sikkert.
"Jeg træffer mine egne valg. Lever som jeg vil. Det er fritid for mig, og den har jeg selv opnået.", hun lagde hovedet en smule på skrå.

"Du higer efter min billigelse, min ærefrygt og min respekt. At jeg skulle sætte livet på spil for nogen der intet har at tilbyde, som angreb mig på gaden, som minder mig gamle usmagelige minder?"

Hun rystede på hovedet og slog ud med armene opgivende.
"Jeg har INTET at give dig. Jeg er en kvinde der kender til og sælger gifte, parfumer, mystisk tingel tangel. Jeg er ingen mægtig matriak, eller en sådans lærling. Hvis jeg havde kræfterne til det, tror du ikke jeg ville have knust kraniet på den falske Valshar? Hvad forestiller du dig at jeg skulle bidrage til dig? Mit selvskab? Er du da så ensom og forkvaklet at du ikke kan bede om venskab uden at tilbyde trældom?"

Morskaben forsvandt ikke fra dragens blik mens hun talte, men det lod til at den lyttede til hendes ord med en vis interesse.
Da hun var færdig, rettede den sig op i sin normale, majestætiske positur, men fastholdt blikket mod hende.

"Du er først i virkeligheden fri når din matriark ikke længere er i live, sortelver. Med mindre at reglerne i jeres lille samfund har ændret sig gennem tiden, hvilket jeg stærkt må betvivle."

Dragen fnøs, og trak lidt på smilebåndet.
"Og jo, Laele... du har noget at give mig, netop fordi du er hvad du er..."

Væsenet løftede sit højre forben og pegede kløerne frem imod hende.
Et mørkeblåt lys dannedes mellem de krumme kløer, og illusionen af en sort blomts med mørkblå og dyb lilla spil dukkede op i luften imellem dem.

"Én af de ting jeg skal bruge, er denne... en sort lotus fra underverdenen. Og ikke bare en sort lotus... men en lotus i fuldt flor, hvilket kun sker sjældent." buldrede dragen.

"Og husk..." fortsatte den.
"Du står lige nu over for det væsen som i denne verden er allertættest på guddom. Hvis du hjælper mig, vil belønningen være ganske fortrinlig."

Der kom en kølig følelse i de lilla øjne idet dragen nævnte at myrde hendes matriak. Noget hadsk og dybt misbilligende. Så hun skulle gentage galskaben? Var det det han mente? Gentage den skændsel der allerede var foregået. Hun havde løsrevet sig sin fortids normer, men hun havde ikke tænkt sig at starte det samme anarki som den falske Valshar. Hun begærede ingen trone, ønskede ingens hoved på et fad, hun var ikke magt liderlig. Hvad hun ønskede var noget hun havde accepteret for længe siden at hun ikke kunne få, og i sandhed noget dette væsen ikke kunne give hende uanset hvor magtful det hævdede at være.

Hun så til imens den fortalte hun netop var nyttig for ham. Han søgte en lotus, en sort lotus? Hvorfor kunne han ikke selv hente den? Hun så tilbage på ham med et vurderende blik.

"Hvis jeg skaffer planten til dig, lader du mig så være i fred?"

Dragens øjne målte hende, læste hende, så lige igennem hende - eller sådan kunne det ihvertfald nemt føles.
Den intense, urgamle kraft som var gemt i blikket var nok til at kunne sende kuldegysninger igennem de fleste væsener.

"Muligvis, Laele... men din sjæl er stadig ikke enig med dig." lød det fra det store monster.

"Du begærer noget... jeg kan se det på dig. I din sjæl. Det er noget som min slags kender alt, alt for godt..."

Hun mødte hans blik og lyttede til hans ord, og blev mere defensiv af hans interesse for hendes inderst end hun følte sig åben overfor at dele det. Igen, hun kendte ham ikke og havde ingen intentioner om at fortælle om eventuelle svagheder.

"Hvad der foregår i min 'sjæl' er noget der kun vedkommer mig.", sagde hun bestemt.
Der var en stærk hentydning til at det ville hun ikke dele.
Hun udåndede lettere utålmodigt og rettede sin holdning.

"Hvis jeg skaffer den plante, lader du mig være? Aftale?"

Hendes ord kom ikke bag på ham. Han kendte jargon'en efterhånden, og den begyndte så småt at kede ham.
Han fnøs igen, men brød stadig ikke øjenkontakten.

"Som du vil, Laele... behold din hemmelighed. Men vid at dit ønske måske ville være blevet opfyldt." buldrede han.

Nu brød han øjenkontakten, og i det han gjorde det, sagde han: "Ja. Hvis du skaffer mig en sort lotus i fuldt flor, vil jeg lade dig være i fred."

Der lød en voldsom susen, og alt blev øjeblikkeligt mørkt omkring dem. Det føltes som om verden snurrede rundt og blev slyget til højre og venstre - og så var de pludselig i Laele's stue igen.

Sansiss stod op, med halvt lukkede øjne og tungt åndedræt.
Efter et par sekunder, slog han øjnene helt op, og små perler af koldsved samlede sig på hans hud.
Han gøs og begyndte uden et ord at vakle hen imod døren...

Han accepterede det endelig, deres aftale. Hvis det var den måde hun kunne slippe for at blive mere involveret i det, kunne hun søge denne plante. Hun følte igen det svimlende mørke og bevægede hænderne op for ørene imens hun følte sig syg af det hurtigt forandrede tryk i luften. De stod i stuen af alle steder? Hun åbnede igen hendes lyse lilla øjne, og så sig foran hvor hendes blik kort var sløret inden hun kunne sætte farver og skikkelser sammen til faktiske genstande, og individer. Hun så op på Sansiss der rejste sig med sved på panden og flakkende øjne. Han styrrede imod hoved døren og hun lod ham, imens hun selv vendte sig imod bordet og stirrede imod de planter der stod der. En pludselig blusede op hende og så snart hun havde døre hoved døren gå i slog hun en hånd imod overfladen! FANDENS OSSE!