Rising Storm (The Black Witch)

Hendes reaktion var nogenlunde som forventet. Forvirring.
Han kunne ikke ligefrem bebrejde hende det...

"Alle kommer fra undergrunden, det er sandt... men..." sagde han, og overvejede så sine ord.
I stedet for at forsøge at kaste al den information op om situationen som han havde, var det måske bedre at starte småt ud.

"Har du nogensinde mødt den eneste levende Valshar?"

Hun så vurderende på ham og endda med skepsis: havde han slået hovedet? Eller måske var han gal? Hun kunne ikke helt beslutte sig. Da han begyndte at uddybe, eller sådan da og spurgte om hun nogensinde havde mødt den eneste levende Valshar, kom der noget næsten fjendtligt over hendes blik.

"Der findes ikke nogen Valshar.", påstod hun hårdnakket.
Hendes blik faldt på deres brugte tallerkener, hun samlede dem sammen og rejste sig op. Stolen slæbede sig hen over gulvet idet hun gjorde.
"Kun indbildske hærfører der tror de har ret til at sidde på en trone, fordi de kan.", hun gik hen til vasken hvor hun lagde tingende ned med en bitterhed i sit kropssprog. En mindre udånding kom idet hun tænde for vandet I nogle sekunder stirrede hun på det, inden hun vendte sig om. Hun lagde armene over korts og lænede sig imod køkkenbordet.

"Men lad og sige jeg har.", hun så tilbage på ham fra at have set overvejende på gulvet.
"Hvad så?"

Han kiggede nøje efter hendes reaktion, og blev positivt overrasket.
Og så igen... måske var det ikke så overraskende.

"Åh, men der findes skam en Valshar. En som tog magten i sin klan ved at få sine klanfællers respekt, og ved at myrde sin matriark."

Han smilede lidt for sig selv.
"Hvis du har mødt denne mand, stået ansigt til ansigt med ham... så kig endnu en gang på mig." sagde han og lukkede øjnene.
Han fokuserede sin magi, og da han åbnede dem for at kigge over på hende, havde han på magisk, og smertefuld, vis skiftet øjenfarve til en kølig lilla.

Da han rejste sig op var ligheden slående.

Hun stirrede på ham idet han talte og nævnte den såkaldte gloværdige 'sejr' over at dræbe sin matriak. Nok havde hun lagt sine rødder bag sig men det var vulgært! Fuldstændig uhørt at en klan ville følge en mand, og for det andet hvorfor skulle det at dræbe deres leder gøre ham til mere end en dygtig kamp hund? Han burde have kendt sin plads.

Da han sagde sit næste rynkede hun brynende og så på ham som han bad om. Da han begyndte at ændre udseende spærredes hendes øjne op. og idet han rejste sig kunne man fornemme afsky frem for medlidenhed og forståelse.

"Hvad... er du?", spurgte hun med en hårdhed i stemmen der hintede stærkt til at afhængigt af hans svar ville hun reagere anderledes.

Den lilla farve falmede, og gav igen plads til den grønne.
Han var yderst tilfreds med hendes reaktion... men han skjulte det med et neutralt ansigtsudtryk.
Der skulle noget mere til...

"Hvad jeg er... hvem jeg er... alt sammen hænger sammen med Di Morga's nærmeste historie."
Han efterlignede hende, og lagde armene over kors.

"Jeg kan fornemme at jeg har pirret din nysgærrighed, Laele... men hvis du vil vide mere, må du bevise at jeg kan stole på dig. Og nej... jeg er ikke Zane."
Hans stemme var rolig... bortset fra at navnet 'Zane' nærmest blev spyttet ud.

Hun så indgående på ham og idet han talte og snakkede om noget så hovmodigt som tillid, blev der en smule vrede antændt i hende. Hun fornemmede at der var noget, at hun var ved at blive bladet ind i noget. Det vigtigste var det faktum at han ikke var den han så ud som om. Hun stirrede på ham i lidt tid efter inden hun rystede på hovedet, og vendte sig om imod opvasken.

"Nej, jeg vil ikke vide det.", sagde hun.
Hun greb fat om tallerkenen og åbnede den lille opvasker, hvor hun satte tingende i.
"Jeg vil ikke blandes ind i noget.", påstod hun.
"Og jeg har ikke tænkt mig at stole på en der havde intentioner om .. hvad?", hun så tilbage på ham med opgivende øjne. "Voldtage mig? Lemlæste mig?". Vaskemaskinen blev lukket og hun gik hen til ham for at tage juicen der stod på bordet.
"I er alle sammen gale."

Det gik som man kunne forvente, mente han... men han var nu alligevel ikke helt overbevist om at hun var uinteresseret.

"Nok har du skabt dig et liv her... et moderne, behageligt liv, hvor du går ud og morer dig om natten... men jeg er ikke så sikker på at du taler helt sandt lige nu." sagde han. Hans stemme var stadig rolig og fattet.

"Voldtage dig? Ikke just, selvom jeg blankt må indrømme at finde dig tiltrækkende... lemlæste dig? Måske ville jeg have gjort noget sådan til at starte med, men ikke efter at du formåede at fange min interesse... nej, jeg ville skam have gjort dig ondt, men ikke så meget mere end at følge en..." han overvejede ordene lidt, og opgav hurtigt at finde et udtryk med mere klasse; "... en bemærkelsesværdig trang, kan man vel kalde det. Hvad er det nu de kalder den slags... fetish, måske?" udtrykket morede ham faktisk lidt.

Han var så uoplært i moderne udtryk og sprog at han selv fandt det morsomt nogle gange.
Det var også tydeligt at spore i hans øjne at han var klar over at han blev betragtet af de fleste som værende bindegal.

Hun havde vel egentlig ret... de var gale alle sammen.
Og denne gale person stod nu og ventede ganske interesseret på Laele's reaktion.
Uanset hvad hun nu gjorde... ville det blive interessant i sidste ende.

Hun stoppede op og så op på ham med den ene hånd rundt om livet på juicen, og det lilla blik fæstnet imod det syregrønne. Han troede ikke på at hun talte sandt? Men det gjorde hun, til dels. Hun ville ikke blandes ind i det: hvorfor skulle hun det? Der var ikke noget i en fejde imellem to stormagter der interesserede hende længere. Hun fik ikke noget ud af det. Idet han talte om hvad han havde villet gøre med hende, var det hendes tur til ikke at tro på ham. Hendes blik formørkedes til en sund mistro og ved slutningen af hans ord vendte hun sig med juicen i hånden og gik hen imod køleskabet.
"Du kan kalde det hvad du vil, men hvorfor skulle jeg følge en herreløs som dig?", hun åbnede køleskabet og satte juicen ind.

"Jeg fik nok af interne intriger for mange år siden, hvad end for et udestående du har med den falske Valshar, vil jeg ikke ind i det.", hun lukkede køleskabet og så hen på ham.

"Du er en rothe, Sansiss. Hvad enten du vil anerkende det eller ej. Hvad formål har du udover at skabe det kaos omkring dig du allerede laver. Der er ingen skam i at være en kamp hund, men jeg deler ikke din sadisme eller kan stå inde for din vold. Så hvorfor skulle jeg fornedre mig selv til at blive indblandet i selv samme?"

Han blev stående hvor han var mens hun talte. Han lyttede til hendes ord og fulgte med i hendes kropssprog for at være sikker på at han kunne læse hende korrekt.

"Jeg har ikke sagt du skal følge mig... og for at være ærlig, er D'tarion-lederen ikke længere vigtig. Hans rolle er udspillet i alt dette, og det eneste der stadig har med ham at gøre, er fortiden - og så det faktum at jeg slår ham ihjel så snart tiden er inde. Og det, ikke på grund a interne sortelver-intriger og klanpolitik... nej, det er ren og skær hævn." sagde han og gik roligt uden om bordet mens han holdt blikket på hende.

"Jeg er ikke en rothe, Laele... jeg har aldrig været en rothe, for som sagt så kommer jeg ikke fra undergrunden. Jeg har aldrig været en del af Sortelvernes kultur, men jeg har haft min sjov med et par klaner i sin tid."

Han stirrede fortsat på hende.
De nærmede sig en konklusion, af den ene eller den anden art...

Hun vente sig om og så på ham fra køleskabet med kølige afmålte øjne der virkede som om de prøvede at beslutte sig; at finde en konklusion på noget. Imens han talte og fortalte at han ikke var en del af nogen klan eller havde været det, men til gengæld ville gøre den falske Valshar endnu mindre ubetydelig ved at slå ham ihjel... for hævn? Rynkede hun brynende uforstående? Hvilken?

Hun så tilbage på ham med den samme kontrollerede afmålthed, før hun udåndede og hendes kropsholdning sank.
"Hvis det er alt du er, hævn, har vi ikke noget at tale om yderligere.", sagde hun opgivende.

"Hævn kommer i bagerste række." sagde han og gik et par skridt hen imod hende.
Han lagde hovedet let på skrå, mens han forsøgte at forstå hende.
Empati var langt fra hans stærke side... det var ikke noget han havde behøvet før i tiden.

"Du virker opgivende... som om det faktisk går dig på. Hvis det er sandt, så bare rolig... jeg ønsker kun hævn når den virkelige prøvelse er overstået, og jeg ikke længere behøver at vandre hvileløst rundt i Di Morga, fanget i en magisk klonet krop som aldrig har tilhørt mig."

Revelations, revelations... nu skulle det blive interessant.

Hun fulgte ham med blikket efter han havde hævdet det første og bevægede sig hen mod hende. Spørgende for derefter at blive svævende i eget ego. Hun rejste et øjenbryn skeptisk da han havde talt og fandt det hele ganske utroligt. Måske endda en anelse for utroligt. Det lød jo som et manuskript fra en udbrandt TV-serie. Warren Manor, tilkendegav sig. Hun troede ikke på ham, det var klart dog. Til gengæld synes hun han lød mere og mere sindsforvirret.

"Er det her jeg finder ud af at du er et spøgelse, som den falske Valshar har tryllebundet til en bevaret krop?"

Han stoppede op og kiggede lidt på hende med et næsten undrende blik.
"Det er ikke helt ukorrekt... men heller ikke helt rigtigt." sagde han.

"Jeg er ikke det som du kender som et spøgelse. Den falske Valshar har ikke tryllebundet mig til en bevaret krop... jeg flygtede fra en speciel form for fangenskab hos ham, og i det jeg gjorde det, tog jeg noget af hans sind, nogle af hans evner og min egen lille version af hans krop med mig - for ellers ville jeg være blevet tilintetgjort, da jeg ikke kan eksistere uden en krop eller en genstand at binde mig til."

Han tøvede kort, overvejende, men fortsatte så:
"Mit mål er hverken kaos eller hævn... det er ganske simpelt at finde en metode til at genskabe min originale form."

Hun fnøs næsten i skepsis da han sagde hendes gæt ikke var helt ukorrekt. Det blev mere og mere utroligt som sekunderne gik og han begyndte at forklare sig. Han havde været i fangeskab hos Valsharen og flygtet? Hendes ansigts mimik blev endnu mere usikker på om han løj eller ej. Hun så op på ham vurderende efter han havde talt sit sidste.

"Lad os sige jeg tror på dig", sagde hun lavmælt. "Det er ikke kaos eller hævn du vil have, og alligevel overfalder du unge kvinder for sportens skyld?", hun satte hænderne imod bordpladen og svang sig op at sidde på den. "Kan du se min pointe? Hvis du virkelig ville finde svar på genskabelse, ville det så ikke være mere logisk at tale med folk? Bruge energi på det, istedet for at trampe voldeligt rundt?"

"En brist i mit sind, som muligvis er opstået under mit fangenskab. Min slags er ikke skabt til at være slave for nogen." sagde han, og hans øjne viste en sær stolthed blandet med en dyb, glødende vrede.

"Hvis ikke jeg tilfredsstiller den side af mig selv, vil jeg miste kontrollen og gå amok. Jeg ville forsøge at lægge Terre øde, og jeg ville dø i forsøget."
Han havde besluttet sig for at være ærlig... der kunne jo ikke ske noget ved det. Ikke når det var denne pige.

Regnede han da med.

"Passion... lyst... frustration... selvkontrol... alt dette kombineret, er grunden til at jeg gør som jeg gør."

Hans svar fik ikke noget til at blødgøres, men tvært imod gjorde det hende mere usikker på hvorvidt hun blot fremelskede mere vanvid, i en person vis psyke åbenlyst var en smule skadet. Hun stirrede på ham eftertænksomt imens han forklarede grunden til at han opførte sig på den måde han gjorde, og til trods for hans forklaring gav det stadig ikke mening for hende. Og det ændrede i hendes syn på ham, desværre.

Svagt slog hun neglende imod bordpladen i et par diskrete toner, hvorefter hun blinkede roligt. Hun var stadig ikke overbevist om at han ikke blot var en sindsforvirret artsfælle der i sin forstyrrelse havde skabt dette fantasi komplot.
"Javel ja.", sagde hun overvejende og så ned.
I nogle få øjeblikke sænkede der sig en afmålt ro og først efter den søgte hun hans grønne øjne igen.
"Og hvad så nu?", spurgte hun.
"Jeg har en hverdag at starte... og du skal vel også videre med din... 'søgen'?"

Det var svært for ham at forstå hvordan et væsen som hende, en sortelver fra undergrunden hvor magi og intriger herskede, ikke kunne få ind i sit hoved at der fandtes situationer som hans.

Men det var tydeligt at hun mente at han blot var vanvittig.

Og hun havde da også ret! Men ikke på den måde hun troede...
Indespærring i så lang tid, og på den måde, havde lagt sygdom i hans sind, og han var klar over det.

"Du tror mig ikke..." sagde han stille.
Han havde sat sig det for, at enten skulle hun hjælpe ham... på den ene eller den anden måde... eller også skulle hun være hans næste offer.

Der var kun de to udfald i hans hoved.

"Så lad os gøre et sidste forsøg... vidste du at den falske Valshar engang blev dræbt af sin egen elev? En dæmon ved navn Ma'lakel?"

Tiden gik inden han undvigede hendes spørgsmål og istedet lod han til at opfatte at hun ikke var helt overbevist om at det hele var rigtigt? Hun så på ham med de lyse lilla øjne fæstnet imod de grønne stadig, inden han talte og spurgte om hun kendte noget til en dæmon? Hun rystede på hovedet, og skubbede sig selv ned fra bordet.

"Nej.", sagde hun. "Og jeg vil heller ikke vide mere.", afvigede hun roligt. Hun fortsatte forbi ham, ud igennem gangen og greb om et par sandaler der blev lagt på jorden.
"Jeg har allerede sagt at jeg ikke vil blandes ind i noget.", dets mere hun vidste, dets værre. Hun gled fødderne ind i de åbne sandaler og vende sig om for at se på ham igen.

"Du må finde en anden.", sagde hun prompte og gav et stille diplomatisk smil.

Afvisninger... var noget han aldrig nogensinde ville kunne vende sig til. Ikke på denne måde ihvertfald.
Vreden antændtes i ham som gløder antænder en tør hede, og inden længe var det sydende, overnaturlige raseri at spore i hans øjne.

"Du..." hvislede han, mens stuen langsomt blev mørkere og mørkere.
Han skar tænder og spændte krampagtigt samtlige muskler i kroppen, mens den urgamle magiske kraft pludselig strømmede igennem ham. Bygningen begyndte at skælve lidt, som ved et minijordskælv. Fjernsynet vippede faretruende...

Med et smertens "Argh!", gik han på knæ, og rystelserne stoppede omgående, i samme øjeblik som stuen blev indhyllet i total mørke - et mørke som selv en sortelver ville have svært ved at se i. Et mærkeligt tryk lagde sig i luften, og gjorde det svært at trække vejret.

"Du..." lød hans stemme igen fra mørket - men denne gang var den anderledes. Den var utroligt dyb, og meget kraftfuld. Autoritær og fuld af hvad der kun kunne beskrives som urgammel magt.

Et par gigantiske, syregrønne øjne med aflange rovdyrspupiler åbnedes i mørket, og stirrede ned på hende med en flammende vrede, og omridset af et væsen så stort som selve bygningen dukkede langsomt frem i mørket, omgivet af et svagt, orange skær.

"Hofibavi ingoeth! Tir wux still jikahshi batobot si mi banprivi pazien!? SI MI VI DARASTRIX!!" tordnede stemmen, og der var ingen tvivl om at den kom fra det gigantiske væsen.

Hvis Laele løb nu, ville hun opdage at hun ingen vejne kom. Alt omkring dem var mørke... og det så ud til at strække sig i uendeligheden.

Han var akkurat ved at bevæge sig imod gangen da den svage lyd af en hvislen nåede hende og hun så tilbage på ham med uforstånde øjne? Han var vred - hvorfor dog? Men der var ikke megen tid til at samle tankerne og sætte spørgsmålstegn, før artsfællen knækkede sammen og hele hendes lejlighed rystede svagt men tilstrækkeligt til at få løse genstande til at rokke. Hun så på ham i en blanding af forbavselse og forvirring, før et smerte brøl fór igennem ham og verden synes at blive opslugt af et alt omfattende mørke der gjorde hende disorienteret og yderligere uforstående. Hun rakte en hånd ud for at sætte den imod bordpladen der var ikke eksisterende i det sorte tomrum de pludselig befandt sig i, og i det mislykkede forsøg, fumlede hun bagover og lande på hvad end for solid flade udgjorde gulvet hun stod på. Hun stirrede imod de øjne der manifesterede sig imens hun trak vejret langsomt, for at spare på den ilt der blev imimeret af trykket.

Væsenet der kunne skimtes var enormt og efterlod hende med en følelse af det modsatte. Det talte i en fremmed tunge og til trods for hele scenariet var hun ikke skrækslagen eller løb væk. Hun holdt sig oppe med sine hand flader på det fiktive gulv og stirrede væsenet i øjnene.
"Ssussun", hvislede hun stille.

En mindre manifestering af en lille lysende sol fremkom, men kæmpede døende imod det tryk der var, for at holde sig i live. Den kastede et afdæmpet lys over hende og de få meter omkring hende.
Langsomt rejste hun sig op med den lille lyskilde flakkende omkring hende.

Trykket og det altopslugende mørke pressede den lille sol til det yderste, og den lyste derfor kun svagt op - slet ikke nok til at kaste et lys over det væsen som var derinde hos hende.
Ikke på afstand, ihvertfald.

Der var en bevægelse i mørket, og det gigantiske væsen begyndte at gå hen imod hende.
Hvert skridt sendte et tordnende ekko igennem mørket, og jo tættere på Laele han kom, jo mere øgedes det overnaturlige tryk i luften.

"Jeg ser ingen frygt i dig, Laele... er du da af den opfattelse at dette er en illusion?" lød det buldrende fra den dybe stemme, og de store, ondskabsfulde øjne blinkede langsomt i mørket.

Hun stod roligt, fast. Men det var ikke fordi hun ikke var usikker på situationen, det var nærmere fordi hun vidste hvad der var hvad og hun var allerede klar over de muligheder der lå i vente. Hun ville ikke løbe. Hvorfor løbe? Der var ingen mening i at flygte fra det. Der var ingen grund til at være ræd for mørke. Hvorfor skulle hun være bange?
Hun så imod de glødende øjne der spurgte hende om hun ikke var bange? Om det var fordi hun troede det var en illusion. Hun trak en smule på smile båndet.

"Jeg behøver ikke frygte noget", svarede hun roligt.
"Det du kan true mig med er så ligegyldigt."
Hun så hen imod der hvor Sansiss havde været, i den retning hun vidste hun sidst havde set ham.

"Kvæstelse, død, tortur, rædsel?", hun så hen imod de lysende øjne igen.
"Er du så forfængelig at du skal lave en sådan scene bare på grund af én kvinde?", hendes smil blev bredere og strålede af indvendig sejr. "Åh, rothe. Du er så uendeligt forudsigelig."

Det smaragdgrønne blik var fortsat låst fast til hende, og øjnene blinkede igen langsomt mens hun talte.

"Frygt er en illusion... noget som kan og bør besejres - men det er noget som kun de færreste nogensinde opnår. Og nej... det jeg kan true dig med, hvis jeg vælger det, er alt andet end ligegyldigt." buldrede stemmen.

Da hun havde sagt det sidste, var der stille i et par sekunder, før en dyb, rungende latter roligt spredte sig gennem mørket.
"Forudsigelig, siger du... jamen så forudse dette...!!" tordnede stemmen.

Der lød en susen i luften, efterfulgt af en dyb, rumlende snerren - men der kom intet angreb.
I stedet spredtes der et mystisk, varmt lys fra der hvor væsenet opholdt sig. I første omgang ville det pludselige lys være totalt blændende, men efter en tid, ville det svinde ind, og kun omslutte et område der var stort nok til at både Laele og væsenet kunne være der - fuldt synlige.

Sortelveren Sansiss var væk, og i hans sted stod nu et gigantisk væsen med de samme, ondksabsfulde grønne øjne.
Dets skællede hud var bronzefarvet og havde mørkegrønne striber, dets kæmpestore, læderagtige vinger var let bredt ud så uhyret virkede endnu større. En lang hale piskede roligt gennem luften, og væsenets aflange, trekantede hoved var hornet og dets gab fyldt med spidse, krumme tænder.

Dragen tog et enkelt skridt hen imod Laele, og dens krumme kløer borede sig ned i det massive, matsorte fantomgulv som var det sand.

"Besku den sidste af en uddød race... den sidste af de guder som engang herskede denne verden... vær vidne til den sidste Darastrix... den sidste fuldblodsdrage i denne verden." tordnede den, og kiggede ned på hende med et majestætisk, men frygtindgydende blik.

Stille stod hun tilbage og lyttede til de rungende ord der fyldte det mørk tomrum omkring dem. Det sidste fik hende til at spærre øjnende op inden hun kneb øjnene sammen for det blændende lys. En hånd blev læftet så armen skyggede for hendes ansigt og hun vendte sig halvt om. Da hun så tilbage og lyset dæmpede sig i et afslørende skær, slog hun øjnende op ved synet af fabeldyret. Bæstet brændte sig ind i hukommelse uhyggeligt detaljeret, før hun mødte de lysende øjne idet den spredte sine vinger og bad hende se den. Se den og føle ærefrygt. Hun stirrede tavst imod væsenet, inden skepsis ramte hende. En selv fornægtelse ramte da: de levede i den moderne verden, hvordan kunne et fantasi væsen fra mytologiske sagn, og video spil, virkeligt eksistere. Hun måtte drømme!

Dragen sænkede nu sit hoved så deres blikke nemmere kunne mødes - og så dens snude var mindre end en meter fra Laele.

"Har du nu en forståelse for, at der er mere end blot hævn og vold på spil?"
Han talte stadig ikke lavmeldt, og hans stemme var som torden når han var så tæt på.

Hans blik gennemborede hende, og han viste tænder ganske kort, før han sagde:
"Alt du ser her er ægte, Laele... så nu får du et valg. Du kan forsøge at hjælpe mig... eller du kan lade være."

Han så afventende på hende...