Det Endelige teaterstykke //Belafont//

Dato. 18/7-2010
Dag. Søndag
Tid. 18:33
Vejr. regner (virkelig meget), overskyet med. torden.
Omgivelser. gæster i deres fineste outfit.

Robin sad udenfor teatret. Hun sad under sin paraply.
Rundt omkring hende vrimlede det med gæster.
Robin var iført en stram rød, læder corsage, bundet bag på ryggen. Hun havde nogle stramme sorte jeans på og Converse. Hun gad ikke at have kjole på, da hun hellere ville skille sig ud. Hendes hår sad bundet i en hestehale, hvor der var brugt et sort silkebånd til at holde det oppe.
Dette var hendes teaterstykke. Det teaterstykke, hun havde skrevet for et årti siden og som så var blevet fundet i hendes gamle, gamle lejlighed i Paris. Nu måtte hun jo bare se det, men var irriteret over, at hun først have fået at vide nu, at det var blevet til et teaterstykke.
Robin sukkede og ventede på at klokken skulle blive 19:00.

Belafont havde lugtet at Robin var i næreden, da han var på vej ind i byen, og var drejet af ind imod Teateret. Han havde ikke en paraply med, og gik bare i sit jakkesæt somom det ikke regnede. Han gik indenfor og kiggede rundt. han rystede en smule, da han kunne lugte blandinger af alle racer. Men han begyndte at lugte efter hints af sit eget blod og gift, og masede sig vej igennem gæsterne. De fleste delte sig og flytede sig lidt i det de så ham, da hans jakkesæt var driv vådt, og resten skubbede han en lille smule til. Han kom så endelig frem til Robin. Han smilede og nikkede, rettede lidt ned i den våde hat.
"Robin.." Han kiggede rundt omkring, og så ned på hende igen. "Kommer der noget godt? Har aldrig været her før..."

"Belafont." sagde hun og smilte. Hun kiggede overraskende på ham, da han var rimelig gennemblødt. Hun hoppede ned fra den bænk hun sad på og stilte sig hen til ham, så han stod under paraplyen.
Om der var noget godt? Oh ja.
"Ja, det ..." Robin var stille et øjeblik, "... det er mit liv - mit humane liv." Robin rystede på hovedet af sig selv. Hun havde gemt dette manuskript under gulvbrædderne på sit gamle værelse, før hun havde fået sin titel som Dødsengel og sin egentlig udødelighed. Hun havde tænkt sig at hente det, men da hun prøvede - var det væk. Selvfølgelig boede der nu nogle nye mennesker, men hun havde bare gået ind, en sen nat.
"Jeg har skrevet det." sagde Robin så. Hun kiggede ud i den silende regn og kiggede hen mod det store ur, der var ovenpå teatrets ydreside. 18:45

Belafont løftede begge øjnbryn lettere overrasket.
"Du har skrevet det? Hm. Det var da trist at du ikke fik fundet manuskriptet så.." Belafont havde opfanget hendes tanker, uden at prøve. Han hadede når han gjorde det, for hantroede sådanset bare at de sagde det. Belafont så en smule betænkelig ud.
"Hvad er det så? En tragedje, eller en roman?" Han lod vær med at vælge imellem et smil eller en trist mine indtilvidre, og stod og kiggede ud i regnen.

"Ja, det er utrolig irriterende..." mumlede Robin, fuld af had.
"Det er en tragedie." sagde hun kort, uden at røbe noget. "Jeg har to billetter, købte en mere for at være sikker på, at jeg kunne komme ind. Men det kan jeg godt se, er lige meget nu. Der er ingen security her og der bliver knapt nok kigget på billetterne." hun smilte prøvende til Belafont. "Vil du gøre mig en tjeneste?" spurgte hun og kiggede lidt rundt på nogle af de andre gæster.

Belafont kiggede på hende med et lille smil.
"Selvfølgelig.. Hvad ønsker du?" han lagde en venlig hånd på hendes ryg, og bukkede sig lidt ned, for at hun ikke skulle stå og røkke paraplyen helt op til ham.

Robin smilte.
"Gå med mig ind og se det. Jeg kommer til at være ... svær at holde styr på bagefter." hun sukkede anstrengt, "jeg vil ikke gøre nogen fortræd i min vane." hun gik et skridt tættere på ham og tog blidt fat i hans venstre underarm. Hendes hår blæste blidt med den vind der nu var og tordnen var utrolig høj.

Belafont smilede venligt ned til hende, og holdt sin arm ud som en indbudelse.
"Vil jeg meget gerne Robin." Han nikkede en enkelt gang, og kiggede op på Klokken.
"Hvornår starter det?" Belafont kigger ned på Robin igen med et smil.

Robin kiggede endnu en gang op på uret.
"Om ti minutter." sagde hun og kiggede på Belafont. Hun lagde begge billetterne ned i hans brystlomme med et smil og blinkede til ham. Hun havde stadig fat rundt om Belafont's arm.

Belafont smilede og nikkede en enkelt gang.
"Så kan vi vel lige så godt gå ind og sidte os?" Sagde han med et smil, og gik op imod indgangen til salen. Han tog biletterne ud, og afleverede dem til en af vagterne, for at være en gentlemna, og ikke snyde sig igennem.

"Okay," sagde Robin og fulgte med Belafont ind i teatret.
"Det er et helt århundrede siden jeg har været her sidst," hun blev lidt bedrøvet, men gik hen til den sal, hvor skuespillet skulle spilles. Foran salen var der et billede af titlen og nogle skuespillere: Det Endelige Liv - det var skrevet med præcist samme håndskrift som da Robin havde skrevet det.

Belafont kiggede rundt derinde, og på titlen da de gik forbi.
"Jeg har aldrig været her før.. Og er nok omkring tohundrede år siden jeg har været i teater..." Han grinte lidt, og kiggede rundt i salen, han kiggede på billetterne, men gav hurtigt op, og gav dem til Robin.
"Kan du finde ud af hvor vi skal side? Kan ikke finde ud af de billetter der." han grinede lidt, og blev ved med at kigge rundt inde i den store sal.

Robin smilte.
"Prøv at se på plakaten..." sagde hun og ville have Belafont til at se plakaten ved siden af salen. Imens tog hun billetterne fra ham og kiggede. Yup, hun vidste jo godt hvor de skulle sidde henne.
"Det er mig der har skrevet overskriften, helt præcist. Og hovedrollen har prøvet at efterligne mig - der var et billede af mig i manuskriptet."

Belafont kiggede derop hvor Robin ville have ham til. Han grinede lidt, og kiggede ned på Robin.
"De kom ikke engang tæt på... Har slet ikke ramt dit glimt i øjet..." Han smilede lumskt, og vinkede drilskt med sit ene øjnbryn, og grinede så lidt. Han kiggede på biletterne, og så på Robin, og hentydede til hende at hun skulle hvis vej til pladserne, med en udrakt hånd.

Robin ville have rødmet hvis hun kunne og hun tænkte den tanke så højt, at hun kom i tanken om, at Belafont kunne høre hendes tanker.
Robin lavede et lille hop og dansede næsten hen til deres pladser. Hun havde sluppet Belafont's hånd, da hun kom til at tænke lidt for meget ...

Belafont smilede venligt, og grinede en smule, og fulgte efter Robin, og satte sig på sine plads, med begge hænder på hver sit armlæn. Han kiggede rundt i salen.
"Er en rimelig stor sal til stykket.. Må have været et godt et du skrev." Han kiggede på Robin med et smil.

Robin iagtog Belafont, da han gik hen imod hende.
"Ja, manuskriptet blev små trehundrede sider." Robin mærkede tårerne presse på. "Så hvis de skal have alle højdepunkterne med, skal salen nok være fuld." Robin kiggede ud over publikum med et fjernt blik.
"Det du skal se om lidt, er hele mit liv." Robin bed sig nervøst i læben og mærkede en tåre langs hendes venstre kind - den side hvor Belafont sad.
Fedt. Hun var begyndt at græde før forestillingen overhovedet var begyndt.

Belafont havde kigget rundt imens hun snakkede, men kiggede på hende da hun sagde det sidste. Han så tåren trile, og lagde en af hans negle blidt på hendes kind, og stoppede tåren, han tørede den væk, og lagde armen omkring Robin, og hånden blidt på hendes anden skulder.
"Det var dit gamle liv Robin.." Han smilede halvt. "Måske vil det at se det, hjælpe dig med at blive indforstået med det der nu engang var sket. Bliver vi alle nød til. Specielt med det liv du vælter ind i nu." Han smilede igen, og kiggede ud over publikum.

Robin sukkede og nikkede tavst.
"Ja, du har nok ret," sagde Robin og kiggede på Belafont, da han lagde armen omkring hende. Hun lænede hovedet mod Belafont's skulder og satte sig rigtig godt tilrette.

Belafont smilede, og lagde en negl på Robins kind, og kørte den kærligt ned af den. Han kiggede ned på scenen da det blev mørkt, og læredet ruskede.
"Nu må vi se min kære Robin.." Han kiggede ned på hende med et smil. Han kiggede så ned på scenen igen, og kørte en negl over Robins kind igen.

I flere timer sad Belafont og Robin, og kiggede gennem hele Robin's liv. Helt fra da hun blev født, til da hendes forældre døde og måtte bo hos sin bror, sammen med sin søster. Da de var døde, var hun alene... Undervejs i fortællingen, havde hun været ude for en brand, tyveri, død, blod og ... en form for voldtægt. Teaterstykket sluttede lidt brat, skuespillerne nejede og folk var elle vilde.
Robin sad helt stille, uden at blinke, uden at lade som om hun trak vejret. Nej, for første gang så hun virkelig død ud.

Belafont klappede ikke, og smilede heller ikke, da han kiggede på Robin. Han strøg hendes ryg kærligt, og tilbød hende at de skulle rejse sig.
"Kom.. Lad os gå udenfor..." Sagde han. Han ville bare have hænde væk fra det jublende publikum, og så ud som nogen af de første, for at undgå mylderet.

"Okay..." svarede Robin, noget fortumlet. Hun kunne intet føle, kun hendes kolde hud, hendes tørst efter blod og tørsten efter ... kærlighed. Hun følte sig lam, et uhyre, selvom hun endnu ikke havde dræbt noget menneske.

Belafont fik hende op at stå, og ledt ud af salen, ud af teatret, og væk fra folkemængden der stod udenfor. Et stykke væk hvor de kunne få fred. Han havde taget en paraply fra en eller anden på vejen, han havde ikke engang kigget efter hvem han tog den fra, men han brugte den til at holde over Robin, så hun ikke blev våd. Efter at de var lidt væk, kiggede han ned på hende, og lagde en arm rundt om hendes talje.
"Er jeg ked af.. Det var ikke nogen specielt behagelige minder.. Og så få dem udspillet sådan. Måske var det alligevel ikke den bedste ide=" Han kiggede lidt bekymret på hende, og forsøgte nu egentligt bare det eneste han rigtig kunne gøre for hende, at holde hende varm. han holdt Paraplyen i en hånd, tog sin arm ud af sit jakkeæarme, og så den anden også. Han fik jakken lagt over Robin, uden at der kom vand over hende, og hold hende så tæt ind til sigselv, for at holde hende varm.

"Det var ikke kun dårlige minder." sagde Robin med et lille hulk og brød fuldstændig sammen. Hun knugede sig ind til Belafont og var glad for, at han havde lagt sin jakke omkring hende.
"Så nu kender du mig vist ligeså godt, som resten af publikumet derinde." hendes stemme var fuld af had, vrede og anger. Hendes øjne var blevet helt røde, noget hun havde prøvet at skjule i teatret.
Tordnen buldrede over dem, biler passerede og lysene fra butikker og restauranter rundt omkring blev slukket. Hovedgaden var pludselig utrolig mørk, ingen mennesker på gaden.
Robin kiggede op på Belafont med sørgmodige øjne.