Det Endelige teaterstykke //Belafont//

Robin lyttede opmærksomt.
"Giftes..." mumlede hun stille, og flere tanker hoppede frem i hendes hoved. Det var måske noget hun aldrig ville komme ud for.
"Det er jeg ked af," sagde Robin, da hun hørte, at familien var blevet dræbt, "du vendte vel ikke tilbage til dem, lige efter at var blevet bidt, vel?"

Belafont rystede langsomt på hovedet.
"Nej.. Det gjorde jeg ikke.. Men jeg dræbte min mester efter en uge.. Og da jeg havde gjordt det.. Ja jeg var en fortabt lærling uden en mester.. Jeg gik i et blod rus.. Og folk kente mig og min familie, og så blev jeg sæt i fær med at dræne et offerm og.. Det gik så ud over min familie, da de ikke kunne komme til mig.. Det var første gang jeg følte sorg som værende forbandet.. Og så forlod jeg frankrig.. Rejste rundt.." Fortalte han. Han så ikke specielt meget ud til at sorge over disse minder, han trak ingen sure eller triste miner. Han smilte stadigt halvt.

"Du virker rimelig afklaret med det," sagde Robin stille, kunne pludselig se sig selv i en hvid brudekjole. Hun blev chokeret over sine tanker og rystede stille på hovedet af hende selv, "men det er måske også det bedste?" Robin smilte lidt mere, lagde en kind på Belafont's kind, helt blidt.

Belafont smilede, og lukkede øjnende da hun gjorde, og gned kærligt hans kind imod Robins, og kyssede den så.
"Et er næsten sekshundrede år siden.. Jeg vil aldrig glemme det, og altid angre det.. Men jeg kan ikke leve vidre, hvis jeg glemmer mig selv i minder.." Sagde han stille, og lagde sin pande på Robins. "Og hvis ikke jeg kunne det.. Kunne jeg ikke være med dig.. Og der er ikke noget jeg hellere vil.. Jeg elsker dig Robin.. Og mit evige liv, virker pludselig ikke som en lang og dyster vej." Sagde han og smilede bredt til Robin.

Robin nød Belafont's kys og smilte tilfreds.
"Jeg er ligeglad med aldere," sagde Robin selvsikker, "men din ellers lange dystre vej bliver ikke lysere pga. mig. Jeg er trodsalt stadig under djævlen - Dødsengel, husker du nok." Robin smilte og havde stadig sin pande mod Belafont's. "Der er intet jeg hellere vil, end at være sammen med dig."

Belafont smilede og fjernede sin pande, og kyssede så Robins pande, og kiggede på hende.
"Min vej vil aldrig blive lys, min kære Robin. Det vidste du også godt da du tog min hånd, og valgte at følge mig.. Der vil komme tider hvor du må hjælpe mig frem, hvis du da stadigt vil have mig.. Og bare at der er chancen for at du vil være der med mig.. Er nok til at hjælpe mig på vej.. Og med til at gøre vejen meget mindre dyster." Sagde han stile, og smilede bredt til Robin. Han gled kærligt knoerne på hans højre hånd ned af Robins kind, imens han stirede dybt ind i hendes øjne.

Robin blev næsten blændet, da Belafont kiggede på hende og kunne ikke lade være med at smile.
"Jeg vil prøve at hjælpe," sagde Robin, "men jeg vil altid være den, jeg er nu. Jeg har oplevet ting jeg helst ikke vil minde mig selv om, ting, som jeg ikke en gang skrev ned og som vi så via teaterstykket. Men du har lyst mit liv op, uanset hvad du end siger og det er altså dig jeg vil have."

Belafont blev ved med at smile, og pressede så Robin helt ind til sig igen.
"Jeg vil også have dig.." Sagde han og smilte brede og kyssede så Robins læber. Dennegang intenst og dybere end før. Belafont havde ikke følt som han gjorde nu, i mange år, og vidste at han aldrig ville føle sådan igen.. Han elskede Robin, mere end han troede at han kunne længere. Han følte kærlighed igen.. Og så igen, aldrig som før..

Robin mærkede suset under deres kys. Hun fik et rus - et som hun ikke havde følt rigtig, rigtig lang tid. Hun stilte sig op på tæer, for bedre at kunne nå Belafont's skønne læber, dem hun virkelig nød at kysse, de enste hun nogensinde ville kysse igen. Hendes hænder aede blidt Belafont's kind.
Da Robin fik sin udødelighed som femtenårig, havde hun altid troet, at hun ikke ville kunne leve sit liv - at det mørke altid ville være for stor en del af hende. Men Belafont fik hende til at nærme sig lyset.

Belafont mærkede hvordan hun nød kysset, og smilte bredt, tog fat om hendes talje, og lyftede hende op, så hendes hovede var over hans, og han skulle række op for at nå hendes læber. Han smilte bredt, og blev ved med at kysse på samme intense, og elskende måde. Belafont lukkede sine sort øjne, og nød kysset fuldt ud, og pressede sine negle blidt imod Robins ryg. Han havde et beskyttende og fast greb, hvilket han aldrig ville slippe. Han ville aldrig miste Robin igen, det eneste han ville lade hende blive trukket væk af, var hendes vilje.. Men han vidste at hun ville have ham, så han brugte i stedet sit greb, til at holde fast i hende, imod alle andre krafter. Han ville aldrig miste Robin.

Robin skubbede blidt til Belafont, så han nu lå ned på den sofa de før sad på. Hun lagde sig blidt, holdt sig lidt oppe, for ikke at mase. De kunne ikke komme tættere på hinanden og det burde heller ikke være andet. Hun fjernede ikke sine læber fra Belafont's, men lagde armene omkring hans hals, så hun havde sine læber lige over Belafont's.
Stille, bevægede hun sine kys langs Belafont's kind, kindben og derefter hals. Hun havde indtil videre holdt tørsten ud, og det samme havde hendes hugtænder, som stadig var ude. Båndet var ikke bundet af kærlighed, ikke kun - men også af blod, mester og lærling. Det var det som Belafont havde startet med at sige og Robin kunne mærke det. Men det ærgrede hende, at det ikke 'kun' var kærlighed der bandt dem.

Belafont kæmpede ikke imod, og lagde sig, som Robin førte ham. Han smilte bredt da hun kyssede ned imod hans hals. han strøg en hånd op af Robins ryg, til hendes nakke, og så sine fingre ind i hendes hår. Han greb fast i hendes hår, og holdt hende fra at bide. Han kiggede på Robin, og prøvede at fange hendes øjne. Han smilte stadigt bred, og slap så hendes hår, for at lade hende bide når hun ville, også som et tegn på at hun måtte. Han strøg sin hånd ned på hendes ryg, og lagde hen anden lavt på hendes ryg, også.
"Du behøves ikke at være ked af at skulle tage mit blod.. Jeg vil have at du tager det Robin.. Hver gang er en nydelse for mig, lige så meget som det er et behov for dig.." Hviskede han i Robins øre, og væsede så lavt, men dog ikke offensivt.

Robin hvæsede lavt, pga. situationen. Hun ville have Belafont's blod, men ikke så hun blev afhængig..
"Du kan tage mit blod når du har lyst, du kan bide mig, når du vil..." Robin laglagde sit hår hen til den ene side, så hendes venstre side af hendes hals var helt fri. Hun var tørstig, men på den virkelige måde.
Lige så stille, svandt hendes vinger ind, så de var helt væk og den svage tåge der altid var omkring hende, hvirvlede svagt omkring Robin. Ikke fordi der var noget galt med hende, men pga. hendes evne.

Belafont væsede også lavt, og pressede hans negle ned i Robin lidt håre.
"Hold op med at kæmpe imod det Robin.. Du behoves ikke at tage mit blod, men jeg vil gerne have at du gør det.. Jeg er ikke helt sikker på at du har forstået det.. Der er et eller andet i dig, som gør at du ikke har behov for mit blod, men det ændre ikke at der er noget i mig der siger at jeg skal give dig det.. Og heller ikke at der er noget i mig, som virkelig gerne vil give dig det.." Belafont snakkede næsten i en opgivende tone, og lød en smule trist over det. Han kigger på Robins hals, og kysser den blidt, med et lavt suk. "Du er tørstig Robin, jeg vil ikke drikke fra dig nu elskede.." Han kiggede på Robin igen, med et elskende blik, men stadigt en smule trist over at det virkede som om at Robin ikke ville tage imod hans blod. han læste ikke Robins tanker, da han anstrengte sig for at lade være.

"Jeg vil ikke være afhængig." sagde Robin, lænede sig lidt væk fra Belafont - men ikke for langt! "Jeg elsker dig, det ved du. Men jeg har stadig en smule fornuft i den del af mig, der stadig er engel." hun kunne ikke lade være med at smile... ordet Engel passede ike til hende, men Dødsengel, derimod...
"Vil du ikke godt være sød at bide mig?" hun kigede bønfaldene på Belafont - hun ville have det ligeså meget som Belafont selv.

Belafont smilede og lænte sig frem, og tæt op af Robin. Han kyssede hendes læber, så hendes kind og så hendes hals.
"Jeg vil med glæde bide dig elskede.. Og jeg vil heller ikke have at du 'skal' være afhængig.. Men jeg vil heller have at du tager hvad der er dit, end at du holder dig tilbage, og begynder at føle at du mangler noget." Sagde han stille. Han kyssede Robins øre og så hals igen. Han åbnede langsomt sin mund, og væsede lavt, i det hans tænder voksede langsomt. De blev ikke helt lange, som når han skulle drikke for føde, men lange nok til at give den rette følelse. Han satte så langsomt tænderne i hendes hals. Han gled sin højre hånd op til hendes overarm, og tog et dominant greb omkring den, med hans lange fingre. Han lagde så sin anden hånd på hendes kind, som er væk fra ham. Han drak langsomt hendes blod, og nød at gøre det, men samtidigt med at han gjorde det forsigtigt, og helle tien var sikekr på ikke at tage for meget, eller for hurtigt.

"Jeg er jo ved at blide ... afhængig." Robin lukkede blidt øjnene og gispede let, da Belafont bed hende. Hun mærkede hvordan en smule blod blev tappet fra hende og mærkede straks den stærke sitren efter ... rigtig blod. Hendes øjne var helt røde inde bag øjenlågene, lyste af ... ingen form for kontrol.

Belafont lukkede øjnende et kort øjeblik, og nød følelsen, og trak så langsomt hans tender ud igen, og rensede såret for blod, inden han kyssede det, og lænte sig tilbage, og kiggede på Robin igen.
"Jeg var også afhængig af min mesters blod.. Men jeg nægtede at drikke det, og endte med at slå ham ihjel og blive en tankeløs fortabt vampyr, uden nogen form for støtte.. Det vil jeg hellere have at du sjælent en gang bider, og drikke fra mig, end at tage chancen, og at det ender i det.." Sagde han med er roligt smil.

Robin kiggede undrende på Belafont.
"Jeg har ikke tænkt mig at slå dig ihjel." hendes stemme var kold, men hendes englestemme bag, kunne også høres. "Jeg tror ikke en gang, at det er muligt. Selvom jeg har nogle evner der er stærke, er det ikke ens betydende med, at jeg kan slå dig ihjel." Robin kiggede på Belafont, med 'store' øjne. Hun var ... forundret. "Hvis jeg dræber dig, er jeg nødt til at dræbe mig selv efter."

Belafont smilede halvt, og kunne ikke holde et enkelt lavt grin tilbage.
"Det troede jeg skam heller ikke, min elskede.. Jeg mente bare, at da jeg havde været svag, og dræbt min mester.. Og ikke kunne få hans blod, pågrund af at han var død, blev jeg fortabt.. Jeg ville så gætte på at det også er muligt at blive fortabt, hvis man bare nægter at drikke sin mesters blod.." Hans smil lettede lidt. "Jeg var skam ikke bange for, at du kunne finde på at slå mig ihjel.. Selvom jeg ved at det er normal gang for en lærling.. Men.. Du er så heller ikke en almindelig lærling.." Sagde han, med et langsomt voksende smil.

Robin lyttede.
*Normal lærling...* hun lo for sig selv. "Nej, det håber jeg ikke." hun blinkede en enkelt gang til Belafont med et kærligt smil.
"Hvis du ikke lever, kan jeg ikke leve." Robin lød helt oprigtig, ingen tvivl der. Hendes stemme var seiøs og kold som altid.

Belafont smilede halvt, og kyssede Robins pande kærligt, og strøg hænderne op af hendes ryg.
"Så må jeg jo sørge ekstra godt for ikke at dø.." Sagde han med et lavt grin, og kiggede ind i øjnende på Robin. han lænedes sig op til hende og kyssede hendes læber blødt og kærligt, imens han lukkede øjnende. Det sidste han ville, var at miste Robin.. Værken ved selv at dø, eller at hun skulle falde.. Han ville give sit liv for Robin.. Og vige sit liv til at være ved hendes side..

Robin lukkede øjnene, da Belafont kyssede hende. Hun havde stadig brug for at trække vejret, da hun jo endnu ikke var hel vampyr. Så hun sukkede lettet, lidt nervøs - hun håbede ikke at Belafont lagde mærke til det.
Ja, Belafont gjorde hende nervøs, men på den ... gode måde. På den måde, som man bliver virkelig afhængig af.
"Døden ... har jeg efterhånden oplevet lidt for mange gange. Så mange gange, at jeg ikke selv er bange for at dø længere." Robin hviskede det kun helt stille, under deres kys. Hun lagde armene om Belafont's hals og trak sig helt ind til ham.

Belafont smilte halvt, og kyssede hende en smule hårde, da hun trak sig ind til ham, og han lagde sine arme helt omkring hendes talje, med sine hænder lavt på hver side af hendes talje.
"At være bange for døden, ville også være, at være bange for mig.." Sagde han med et bredt smil, og et halvt grin, og kun imens han havde fjernet sine læber fra hendes, og lagde dem igen blidt på hendes da han havde sagt det. "Husk min elskede.. For manges synspunkter.. Er du nu død.. Og skal jages for det.. Det er ikke idylisk, at være Vampyr.." Sagde han, endnu engang uden at fjerne sine læber meget. og kyssede igen Robin da han havde snakket.

"Sikke du kysser..." mumlede Robin, med et kæmpe smil på læben. Hun fjernede sit ansigt fra Belafont, for at kunne se ham rigtigt. "Jeg er ikke bange for dig, døden, hvis det er det du tror. Men jeg er godt klar over, hvis jeg vil blive jaget pga. det jeg er. Men de ting må jeg jo tage til sin tid..." Robin smilte lidt mindre, men var stadig glad. Hun klemte sig stadig ind til Belafont, og hvde lagt mærke til, at han smilte halvt, da Robin blev 'nervøs'... selvfølgelig kunne hun ikke holde noget fra ham, det var klart! Robin trak på smilebåndet.