Det Endelige teaterstykke //Belafont//

Belafont bevarede et lille smil da hun blev spurgt, men kunne godt se han var lidt mere trist. Kai smildte lidt bredt, og kiggede stadigt genert ned på jorden.
"Det.. Hvad jeg lugtet.. Heh.." Hun rystede en smule, og blev ved med at fumle med håret. "Og det var ikke hr Belafont som bed mig, hvis.. Det er det du troede.. Han prøvede at stoppe det.. Men.. Lidt for sent.." Hun kiggede op på Belafont. Han sukkede dybt, og satte sig ned i sofane bag ham. Han lagde højre fod på hans venstre knæ, og så en smule trist ud. kai trippede hen til ham, og satte sig ned ved siden af hans ben på gulvet, som hun altid plejede da hun var i sin dyre form. Hun stoppede, da hun tydeligvis var udmattet, og Belafont sad og kiggede lidt tomt ud i ingenting i et stykke tid..

"Hvem så?" spurgte Robin og var lettet over, at det ikke var Belafont der havde bidt Kai. "Hvis jeg da må spørge..." Robin flyttede sit blik hen mod Belafont og smilte kærligt til ham.
*Jeg elsker dig* hviskede hun i sine tanker, kun så Belafont kunne høre det - håbede hun på. Hun ville vente med at give ham den gode nyhed, til Kai havde svaret.

Kai så ikke rigtig ud til at være ked af det, hun havde grædt de tåre der skulle til for det.
"Var en af min fars gode venner.. Troede vi.. Han dræbt min far, og ville så dræbe mig. Han nåede kun lige at bide mig inden Belafont stoppede ham i at dræne mig.. Hvilket jeg er glad for.. Kan godt være jeg skal leve et evigt liv i en krop som en elve årig, men er bedre end at dø som elveårigt.. Hvis.. Altså du spørge mig." Kai grinede lidt, og drejede rundt og betragtede hendes kjole. Belafont smilede og kørte kærligt en finger ned af Robins kind da han hørte hvad hun tænkte. Han så ikke ud til at blive tridst over historien.. Det var også bare endnu et mørkt minde for ham efterhånden. Belafont sad bare og kiggede på Robin med et bredt smil, tydeligvis langt væk i hans egne tanker.

"Jeg er også glad for at Belafont bed mig," lo Robin, da Kai betragtede sin kjole. Hun var ikke helt voksen, selvom hun var ældre end Robin - det var meget sødt, "ellers ville jeg have været død nu og gået glip af en masse ting. Ser du, jeg har ikke altid været heldig. Jeg var ... ja, meget uheldig, og blev allerede udødelig som femtenårig. Men jeg er glad for at alderen ikke gør noget hos Belafont - jeg er jo faktisk ældre end de femten, det er bare mit udseende der afslører lidt.." Robin lignede egentlig ikke en femtenårig. Hun havde altid fået at vide, at hun lignede en på seksten eller sytten.
Robin kiggede nu på Belafont, og prøvede at finde ud af, havad han tænkte på. Mørke minder var hun klar over, men andet? Robin smilte kærligt til Belafont og blinkede en enkelt gang til ham.

Belafont smilede tilbage, og ulede hendes hår i det hans minder fordrev igen.
"Jeg er stadig en gammel mand i forholden til dig kære Robin.. Men du har set mere end de fleste andre selvom du er så ung.. Og det gør dig ikke en mindre dejlig kvinde." Sagde han med et smil og kørte kærlig en finger ned af hendes kind. Kai smilede af de to, og hoppede lidt rundt et par gange inden hun satte sig på den stol hun havde sittet på før, og kiggede rundt med sine store gule øjne. Belafont blev ved med at kigge på Robin med et smile, og et kærligt blik.

*Hey!* grinte hun, da Belafont ulede hendes hår. Hun rystede på hovedet, for at få det til at sidde rimeligt igen, indtil Belafont rørte hendes kind. Da han gjorde, slappede hun fuldstændig af og lukkede øjnene helt stille.
"Du ville kunne få mig til at komme til drømmeland - hvis jeg kunne sove." lo Robin og kiggede nu på Belafont. Hun gengældte hans kærlige blik og tog hans venstre hånd. Hun lagde blidt sin anden ovenpå og aede forsigtigt Belafont's fingre, en efter en.
Hun huskede nu, hvordan Belafont's hånd, plejede at være isnende kold, i forhold til hendes - før hun altså blev bidt. Men siden hun havde blevet bidt, virkede Belafont's hånd samme temperatur som hendes egen.

Belafont smilede bare bredere, og tog kærligt omkring Robins hånd, og førte den op til sin mund, og kyssede den blidt.
"Mine nerver er endelig faldet til ro igen min kære.. Du skræmte næsten liv.. Heh.. Komisk tanke.." Sagde han og trak venligt Robin op ved siden af ham, og kyssede hendes kind kærligt. "Jeg har som sagt aldrig været så bange i mange mange år.. Ikke engang da jeg frygtede for min egen eksistens.. Det nærmede sig slet ikke frygten af at miste dig Robin.. Du betyder meget for denne gamle mans døde hjerte.. Jeg elsker dig min kære.. Jeg vil ikke miste dig.." Sagde han med kun et halvt smil på læberne, og det var tydeligt at han mente hvert et ord. Kai sad og kiggede fra Belafont til Robin og så igen, og så helt lettet ud, med et bredt smil, imens hun rokkede let frem og tilbage i stolen.

Robin blev helt overrasket, da Belafont sagde det.
"Gamel mands hjerte..." Robin flyttede lidt på sig, så hun sad med ansigtet lige mod Belafont's. "Du er for det første ikke gammel. Og for det andet, føler jeg det samme - og det ved du. Jeg vil kun have dig." Robin smilte, helt blidt og kærligt, uden at sige mere. Hun klemte Belafont's hånd og lyste af lykke.
"Jeg vil aldrig forlade dig. Jeg vil altid beskytte dig - og jeg vil altid elske dig."

Bleafont smilte bredt, og rørte Robins næse med sin egen en enkelt gang.
"At beskytte mig vil ikke være nødvendigt min kære.. Din kærlighed er det eneste jeg lyster efter.. Så jeg ved at min kærlighed til dig, er gengælt.." Sagde han med et kærligt smil, og kyssede så Robins læber blødt og kærligt og gjorde det i lang tid. Han strøg en hånd op af hendes ryg, og lagde den på hendes baghovede, og strøg fingrende igennem hendes hår.

Robin glemte helt at Kai var til stede, hun tænkte kun på Belafont.
"Romantisk.." sagde hun stille, og ville ikke huskes på deres kamp mod spøgelserne, som så medførte, at hun blev bidt.
"Jeg vil beskytte dig, om du vil det eller ej," lo Robin stille, under deres kys. Hun rykkede sig meget tættere på ham, lagde armene omkring hans hals og sprang ud i et lidt mere ... voldsomt kys. Hendes fingre legede med Belafont's mørke hår.

Belafont smilede bredt og fortsatte kysset. Han lagde armende omkring Robin, og pressede hende helt ind til sig, og slikkede hendes læber let med sin tunge, til et mere udfordrende kys, imens han blev ved med at smile bredt, og kigge ind i øjnende på Robin med hans sort øjne. Han strøg sin hånd op af hendes ryg, og pressede sine negle ind imod hendes skulderblad. Uden at det skulle gøre ondt.

*Kai er her* hviskede Robin med sine tanker, så kun Belafont kunne høre det. Robin var lidt nervøs for hvad det her kys ville ende med.
Men hun blev ved med at kysse Belafont, og ønskede ikke at fjerne sine læber fra hans. Uden videre, viste sine vinger sig fra Robin's ryg - kun noget der sker for hende, når hun bliver meget følelsesmæssig. Hun måtte holde dem tæt sammen, for ikke at vælte et eller andet, da hendes vingefang var noget større end så mange andres - det var de blevet, da hun var blevet bidt.
Robin fortsatte med lade hendes fingre lege helt blidt med hans mørke hår og satte sig tættere ind til ham.

Belafont smilede, og blev ved med at kysse Robin.
*Vi kysser jo bare min kære.. Og kan godt være lille Kai kun ligner en på elve, men hun er jo altså faktisk ældre end dig..* Tænkte Belafont tilbage. Kai grinede lidt og rullede hendes øjne.
*Kan altså godt høre jer... Lejebørn...* Kom Kais tanker ind i spillet. Belafont grinede lidt, men flyttede ikke sine læber. Han havde glemt at tænke på at hun kunne havde kunne snakke og høre igennem tanker i tohundrede år, og kunne høre tanker meget langt. Kai rejste sig, grinede og løb udenfor. Det regnede stadigt, men hun var ligeglad, og hoppede rundt og nød regnen på hendes hud.

Robin kunne ikke lade være med at grine og fjernede sine læber fra Belafont's.
"Kan godt være at hun er ældre end mig, men jeg ..." Robin lavede en tænkende grimasse, "... pokkers også. Jeg føler mig vildt lille, selvom jeg snart er tohundrede år." Robin lo og uden en tanke, mærkede hun sine læber mod Belafont's igen. Hun var som afhængig. Robin lo stille under kysset og satte sig blidt på Belafont's skød, så hun havde et ben på hver side af ham. Hendes vinger blafrede stille, med en lille hvislende og rolig lyd.

Belafont grinede lidt, og tog imod det nye kys, og lænte sigselv imod hende da hun satte sig op på hans skød, så de sad helt tæt imens de kyssede. Han kiggede hende i øjnende, og kiggede så op på hendes vinger. Han smilte bredt, og lod det bagerste af hans hånd glide lidt op af den ene vinge, imens den anden holdt Robin tæt ind til sig. Han slap hendes læber blidt, og kiggede tilbage på hende
"Du er ikke lille Robin.. Langt derfra.. Og dine vinger er smukke..." Han kiggede på dem igen, og grinede lidt. "Nærmest fortrylende.." Sagde han med et bredt smil, og kiggede så ned på hende igen.

//Så.. Skal jeg på ferie.. Jeg svarer nok først igen på Fredag.. Det er jeg ked af :) Snakkes//

Robin grinte, da han kiggede på hendes vinger. Det var ikke noget hun var vant til.
"Tak..." sagde hun stille, da han kommenterede dem. "De er blevet større, siden du bed mig." hun lo oglagde armene forsigtigt omkring Belafont. Hun krammede ham inderligt, og ville aldrig nogensinde give slip på ham. Hendes hoved hvilede let på Belafont's venstre skulder.
"Jeg vil aldrig nogensinde leve uden dig..." sagde hun og lod hendes vinger strække sig lidt. Det var hårdt at have dem væk i så lang tid af gangen - det havde engle jo normalt ikke.

//okay (: Super god ferie (: //

//Kan så alligevel svarer her i nat og i morgen nat, bare ikke så meget om dagen :) Er gratis internet her.. Wow.. De har også net i Synderjylland.... Mwaha//

Belafont smilede og lagde armende omkring Robin, og kørte kærligt hans hænder op og ned af hendes ryg. Han kiggede på hendes vinger da de krammede, og bredte et lumskt smil, i det han kiggede op af hendes vingefang.
"De er også store.. Er ligeved at du ikke kan være i huset når de er udbredt." Han grinede lidt og sagde det da spidsen af hendes vinger ramte loftet da hun strakte dem ud. Han kiggede på hendes, og kyssede hendes kind.
"Hvorfor skulle du dog også leve uden mig nu?" Sagde han med et bredt smil.

//Wiiiii! Det kan vi godt lide - internet langt pokker af vold, er altid godt ^^ //


Robin lo, da hun faktisk så, at hendes vinger lige præcist rørte loftet når hun strakte dem helt.
"Jeg kan jo flyve med mine vinger - jo større de er, jo lettere er det for mig at kunne flyve og bære en, hvis det skulle være nødvendigt." Robin lo og blev helt rolig, da Belafont aede hendes ryg.
"Ser du ... Jeg har været alene siden 1880'erne eller noget. Der har kun været én anden udenover dig og han prøvede at slå mig ihjel..." Robin rystede på hovedet. Hun havde forsvaret sig selv og det hele havde endt i et stort blodbad.

Belafont smilede og kiggede op af vingefanet igen.
"SKulle nu ikke være nødvendigt, hvis det var mig du tænkte på.. Kan jo selv brede mine vinger." Sagde han med et smil, og lod sine hænder vile på hver side af hendes talje. "Virkelig? Kunne slet ikke forestille mig en grund til at ville skade dig.." Han smilede og pressede blidt sine fingre ind imod Robins talje, og kørte dem tilbage og op af hendes ryg, imens han nærmede hendes ansigt med sit, men uden at kysse hende, bare kigge ind i hendes øjne med det brede smil, og røre hendes næse kærligt med sin egen.

Robin 'spidsede' sine læber kort, da Belafont var så tæt på hende, som nu. Hendes øjne skinnede af lykke, som de efterhånden havde gjort hele tiden, siden hun havde mødt Belafont - hendes livs kærlighed.
"Jeg var nødt til at forsvare mig, så jeg endte med at slå ham ihjel." Robin's stemme var kølig, køligere end nogensinde. Lige dét, havde hun ikke regnet med at tænke tilbage på, nogensinde igen...
Robin var blevet friet til allerede som 15-årig - ja, af denne fyr. De var utrolig forelskede, og hele den østlige del af London, kendte dem som parret, de der bare skulle blive sammen, indtil døden skilte dem ad. Men fremtiden ville noget andet. Robin sad hjemme alene en dag, da hendse forlovede kom ind af døren. Han var tre år ældre end hende, på det tidspunkt havde hun haft sin Døsengel titel og udødelighed i næsten to år, så forskellen på dem havde ikke en stor indflydelse. Men hendes forlovede havde drukket for meget, sammen med en hel flok af hans venner - der var i samme tilstand som han selv. Forloveren ville have hende med ned til sine venner, men Robin kunne godt se at det ikke var smart. Hun afslog, og ville hellere have ham hjemme. Og det var han ikke så tilfreds med. Han gik fuldstændig amok, og ... så sagde resten sig selv.
Robin trillede en tåre. Hendes øjne var nu blanke, knapt så røde nu, mere .. lilla'e, som de havde været altid, før Robin blev bidt. Men resultatet af hendes forsvar havde givet kæmpe politisag. Robin var flygtet fra gommens lejlighed og gemt sig. Hendes forældre tog sig ikke af det.

Belafont så det hele, og fik en let trist mine. Han strøh kærligt en finger under hendes øje for at kærligt tvinge tåren væk, i det han lagde sine arme kærligt omkring hende, og kiggee ind i hendes øjne.
"Det er længe siden.. Robin.. Og jeg er ked af at du skulle igennem det.. Ligeså er jeg omkring tingende i stykket.. Du har set meget, selv på dit relativt korte tid som uddødelig.. Men alt det, gør dig ikke mindre en smuk kvinde.. Og det ændre ikke min brændene kærlighed til dig.. Og fortid, bliver til historie.. Og så til glemte legender.. Ved godt man siger at tiden ikke heler alle sår, og gør den heller ikke.. Men jeg vil gøre mit til at dine sorger bliver healet.. Og håber at jeg kan få dig til at nyde hvad du har nu.. I stedet for at sorge over hvad du har mistet.." Han kørte en finger over hendes kind og over hendes øre, for at ligge noget hår tilbgage, imens han snakkede, og sad med sit ansigt meget tæt på hendes.

Robin snøftede diskret en enkelt gang.
"Jeg er ikke ked af hvad jeg har mistet, hvis det er det du tror," sagde hun, helt stille, "jeg var så lykkelig dengang og det blev revet væk så hurtigt. Mine forældre ville ikke tage sig af det, de havde været imod forholdet fra starten af, så jeg søgte ly hos min bror. Han tog sig af min søster på det tidspunkt, fordi hun ikke ville være hos vores forældre ..." Robin var stille. "Det er derfor at jeg er ligeglad med, hvor de ligger henne - deres grav altså. Men min brors og søsters ... dem mistede jeg for real." Robin smilte tøvende, hendes yderste, sorte vingefjer bevægede sig helt stille. Robin fjernede ikke sit blik fra Belafont's og hun tog forsigtigt hans hånd.

Belafont lagde sine fingre omkring Robins hånd, og smilede til hende.
"Det gør altid ondt at miste.. Om man selv er udødelig, levende eller være.. Jeg vil heller aldrig glemme dem jeg har mistet, og eg vil ikke engang prøve.. Deres minde lever vidre med min forbandelse.. Men mit hjerte komme vidre, og følger nu dig i stedet.. Så mine tanker og kærlighed er med dig.. Så er der kun minderne tilbage af dem.. Og sådan skal det være.." Sagde han en smule dystert, men smilede en smule ved de sidste ord, og strøg en hånd ned af Robins side, og kiggede tilbage med sine sorte øjne.

Robin nikkede til det Belafont sagde. Hun tænkte sig om og så pludselig nysgerrig ud.
"Du har aldrig fortalt mig omkring din humanitet," sagde Robin, "eller din familie." Robin var nervøs for, at det, at Belafont ikke havde fortalt hende noget om det, ville betyde at han ikke ville eller ... at han syntes det var irrelevant?
Robin kiggede på Belafont, med et forsigtigt smil, "du behøver ikke at sige noget omkring det, hvis du ikke vil - det er helt okay.."

Belafont smilede og kyssede Robin kort igen, inden han svarede.
"Nej det har jeg ikke.. Da dengang er længe siden.. Men kan da fortælle, at jeg engang var en af de heldige.. Jeg havde et godt liv.. En fin familie. Havde de pebnge jeg skulle bruge. Var danseinstruktør på en fin danse skole, og skulle giftes.. Så blev jeg bidt.. Men familie dræbt pågrund af det jeg blev.. Og ja.. Var så det liv." Han virkede ikke specielt berørt over at snakke om det. Var længe siden, og noget han var afklarte med.