Det Endelige teaterstykke //Belafont//

Belafont sank stille en klump, og følte tydeligvis med hende.
"Nej Robin.. Dem der inde kender din fortid, og ser den som et skuespil. En opvisning.. Et simpelt billede. Jeg ved at dette billede var rigtigt, og en lille pige en gang var ude for det... Kan godt være at der stod det var baseret på virkelige hændelser, men er der ingen der tror på alligevel.. Det var for sørgeligt til at de kunne tro på det.. De vil aldrig tro at en pige havde levet sig igennem det, og var blevet en stærk kvinde.. Men det ved jeg.." Belafont kiggede ned i Robins øjne. Han holdt paraplyen over dem, så de ikke blev våde, og en arm omkring Robin, som han prøvede at holde hende varm med, ved at køre den kærligt op og ned.

"Det er frygteligt," hvæsede Robin ad sig selv. Hun fjernede sig fra Belafont's arm, fra paraplyen og var ligeglad med, at hun blev våd, "jeg har altid været et monster," lo Robin, "jeg har slået mennesker ihjel, den gang jeg arbejdede på et Hospital i New Orleans. Dengang jeg var hel Dødsengel og ikke halv. Jeg slog patienterne ihjel - stoppede deres hjerte, fordi de alligevel ikke kunne overleve. Det er jo det min engel del i mig gør. Jeg er ikke på den lyse side, men den mørke. Jeg kan føle om der er andre i nærheden af mig, der ikke kommer til at leve ret længe endnu - og min evne hjalp mange utrolig meget." Robin rystede af vrede, hendes hugtænder fremme, pga. hendes vrede. Hun kiggede undskyldene på Belafont.
"Så jeg er ikke meget bedre end dig," sagde hun og kiggede rundt. Der var ingen andre end dem på gaden nu, "jeg var kun en lille pige, da jeg endelig fandt ud af hvad jeg var og fik min udødelighed. Men før du dukkede op, var jeg lost. Fuldstændig. Jeg hang ud på kirkegården hele tiden, fordi jeg mente at min lillesøsters død var pga. mig. Du har reddet mig, og nu kan jeg leve mit liv igen og måske skabe en form for familie." Robin's øjne glødede og hendes hår var blevet mere og mere gennemblødt. Det blev helt sort, når det blev vådt.

Belafont kiggede på hvad klokken var, og virkede pludselig en smule nervøs, da han hostede en smule. Han skule til at række ud efter Robin, men lod være med at få hånden ud under Paraplyen, og gik i stedet hen til hende. Han skulle til at lægge sin hånd på hende, men han stoppede den, da han ingen handsker havde på.
"Du tog deres liv, da der var intet tilbage min kære.. Der er en chance for at du kommer til at gøre noget der er endnu være i dit nye 'liv'. Vil du være klar til det? Det vil ikke være behageligt, men chancen er der stadigt. Hvis din tørst tager over, kan det være svært at tænke." Belafont lagde sin arm omkring Robin uden at røre den våde jakke med sin hånd, men kom til at række den lidt uden for paraplyen. Da han gjorde begyndte hans hånd at lave en hvislende lyd, lige i det at det iskolde natteregn ramte den. Han trak den hurtigt tilbage og væsede lavt, og banede et par gange, og rystede hånden for at få det værste vand væk.

Robin lyttede til det Belafont sagde.
"Ja, jeg er klar på det. Jeg vil leve mit liv, som jeg aldrig har gjort før." hun lo sødt og kiggede, da Belafont fik sår da han havde kontakt med det kolde vand.
"Hvorfor sker det for dig?" spurgte hun og tog hans hånd, som var blevet ramt af vandet. Hun stillede sig helt ind under paraplyen og kiggede mod Belafont. Det var begyndt at blive småkoldt.

Belafont kiggede på de små sår hans hånd havde fået, og hviskede nogen stille forbandelser på fransk.
"Hmf.. Er noget jeg fik fra min mester.. Han var bange for at jeg ville gøre oprør, som de fleste nyforbandede vampyrer gør. Så han fik en Vanddæmon til at forbande mig, så jeg er svag overfor iskoldt vand.. Fir mig nogen helvedes til sår, og sviger... Og tager langtid at heale.. Det var også grunden til at jeg nettop 'gjorde' oprør og slog det svin ihjel..." Belafont var tydeligvis meget sur over dene forbandelse, da han banede meget mere end han normalt gjorde. Så kiggede han på Robin igen, og grinede lidt.
"Undskyld.. Heh.. Men skal vi ikke se om vi kan finde noget læ?" Han smilede venligt, og havde en hånd på Robins hånd, som var på hans sårede hånd.

"Så er det jo godt, at du har en elev, der er en omvandrende førstehjælpstaske." Robin fokuserede på Belafont's sår og healede dem langsomt. Det ville normalt have gået hurtigere, hvis det ikke havde været en vand dæmon, som havde lagt forbandelsen. "... og som aldrig vil overhovedet tænke tanken, at dræbe sin mentor." Robin smilte og fik fjernet sårene fra vandet.
"Du har vel et sted at bo," spurgte hun næsten, da Belafont spurgte om de skulle gå i læ, "ikke sandt?"

Belafont smilede og nikkede en enkelt gang.
"Jo det har jeg.. Ligger et stykke inde i skoven her fra. Men i så falde bliver jeg nød til at tage patent på størstedelen af Paraplyen.. For jeg har endnu ikke prøvet at blive gennemblødt af koldt vand, men kunne ikke forestille mig at jeg havde godt af det..." Han grinede lidt, og begyndte at lede Robin imod skoven. Han kiggede ned på hende med et smil. "Og tak igen." han kærtegnede Robins ene kind, imens de gik hen af fortovet.

"Du kender vejen," sagde Robin med en stille stemme. Hendes humør var stadig lidt trist, men ville helt sikkert blive bedre, nu hvor hun var sammen med Belafont og fordi hun havde snakket med en omkring det.
"Jeg kan desværre ikke gøre noget ved regnen ..." mumlede hun, trist af at hun ikke kunne hjælpe Belafont, "medmindre du vil ridde på mig, så du overhovedet ikke blev våd, "dyreskikkelse, du ved." hun grinte.

Belafont kiggede ned på hende da hun nævnte det, og så frem igen. Han smilede og kiggede ned på hende igen.
"Nej tak, min kære Robin, jeg klare mig nok, der er ike så langt som jeg måske fik lagt op til."Han smilede, og kunne nu ligge en arm omkring Robin, da vandet på hende ikke var så koldt mere, så han trakt Robin tæt ind til sig, så der lige var plads under Paraplyen.

De gik over en vej, og kom til udkanten af skoven, og han blev ved med at vise vej. De kom til en meget lille stig, hvor trækroner gik ind over. Trækronerne blev tætere og tætere, og de samme gjorde budskene ved deres sider. Det danede næsten en tunnel.

Robin kiggede nysgerrigt rundt omkring dem. Hun lo, da Belafont sagde nej til hendes tilbud.
Hun fulgte ivrigt med Belafont og blev mere interesseret i at vide, hvor han rent faktisk boede.
Fra den dag, da Belafont havde bidt hende og ikke havde været tilstede ved hende, havde hun brugt på kirkegården, til at tænke over tingene. Over hvad og- hvem hun var og hvem hun ville være. Hvem hun ville være sammen med, hvad der skulle ske med hend ei fremtiden. Hvad der skulle opnås og opleves. Men under de dage hvor de ikke havde set hinanden, havde hun savnet ham så inderligt.

Belafont smilede en kene, i det han opfangede nogen af hans tanker. Han holdt det for sigselv, hvilket Robin sikkert godt kunne høre selv. De fortsatte med at gå igennem tunnelen, og den blev lavere og lavere. De kunne nu høre en dyb knurend. Knuren kom fra en stor hund, hvilket var meget tydeligt. Belafont piftede i en meget høj tone, som de egentligt ikke kunne høre. og knuren blev til et enkelt bjæf. Belafont smilede ned på Robin, for at se hvordan hun tog det helle.

Robin stoppede omgående og kiggede op på Belafont.
"Har du en hund?" udbrød hun, noget overraskende. Hun kiggede nu efter hunden, men kunne kun høre dens gøen.
Robin tog Belafont's hånd, af bare ren refleks. Hun håbede at det var okay, ellers måtte han jo sige til.

Belafont smilede og nikkede en enkel gang.
"Både og.. Kan man sige." Han grinede lidt, og kiggede på Robin. "Håber ikke at du har noget imod hunde.. Også selvom du havde, tror jeg ikke du vil have så meget imod min." Han smilede, og kiggede ned på den store Mastif som kom ud af mørket, og hen ved siden af Belafont. Den gøede glad, og kiggede så op på Robin. Det ville være meget tydeligt for Robin at hunden ikke var en almindelig hund. Den var en vampyr i sen transformation, og da den tænkte kunne Robin også høre det.
*Hvem er hun så Belafont?* Hundens tanker var fra en kvinde, hvilket var tydeligt. Belafont grinte lidt, og tænkte tilbage, hvilket Robin jo også ville kunne høre.
*Hun kan høre dig Kai...* Hunden spærede øjnene lidt op, og gik så halvgenert hen ved siden af Belafont, og gemte sig næsten bag ham, og kiggede halvt op på Robin.

"Okay, det var specielt," sagde Robin meget overrasket. "Jeg har normalt ikke noget imod hunde, men hende her.." Robin kiggede på Belafont og slap ikke hans hånd.
"Jeg er Robin," præsenterede hun sig selv oevrfor hunden. Hun kunne godt se, at det ikke var en normal hund og Robin kunne lugte det.

Belafont smilede til Robin, og kiggede ned på hunden. Den kiggede forbi Belafont, men lænede sig stadig op af ham.
"Hun hedder Kai.. Er en af mine gamle veninder.. Hun kan ikke komme ud af hendes form. Har hun ikke kunne efter at hun havde gemt sig i den i tohundrede år.. Så hun har ligesom sidet fast der. I hendes form." Han smilede ned på Kai, og kløede hende bag øret. Hun rystede på hovedet og blev ved med at kigge op på Robin.
"Bare rolig. Hun er meeget genert når det kommer til folk der kan høre hende.. Skal ikke regne med at hun snakker til dig før om laang tid." Han grinede lidt, og kiggede fremad. "Meen skulle vi nu ikke tage at komme hjem, så jeg kan komme i læ, og ikke behøver at være bange for at blive ædt op af sår?" Han grined elidt igen, og begyndt at gå fremad, og holdt stadig blidt Robins hånd.

"Sidder fast i hendes form?" spurgte Robin undrende, da hun gik med Belafont. Hun kiggede på Kai, med overraskende øjne. Mere sagde hun ikke til det, men belv en anelse jaloux over, at hun boede hos Belafont.
"Jeg har mulighed for at få hende ud af formen," sagde Robin, helt sikker. Hun kiggede nu på ham, istedet for Kai, som hun i teorien havde lidt ondt af. Robin kendte det jo selv - hendes dyreskikkelser var gode at være i, men hele livet ...

Belafont kiggede ned på Robin, og smilede lidt, imens han blev ved med at lede igennem tunnelen, inden de kom til en åbning, og nærmest en lille fæstning af tætte træer og buske omkring et lille hus. Huset så ikke ud af meget udefra.
"Tror du? Tror Kai ville elske at kunne forvandle sig igen. Hun har prøvet i flere år, men kom ingen vegne." Belafont kiggede ned på Kai, som kiggede fast op på Robin.
*T.. Tror.. Du.. At du kan få mig ud? Få mig.. Til en pige igen?* Tænkte Kai, og håbede Robin lyttede. Hun så en smule forhåbende ud. Belafont fulgte hendes blik, og smilede til Robin.

"Jeg kan jo selv tage skikkelsesforandring," sagde Robin, "det er en af mine evner, så jeg kan godt forstå at du er ked af at sidde fast, Kai." Robin kiggede ned på Kai.
"Men det vil kræve en del mængde af energi," Robin kiggede op på Belafont, "... og blod." Robin ville være utrolig tæt på at kolapse og tømt for energi, hvis det skulle virke.
"Men jeg vil gøre et forsøg."

Belafont nikkede og smilede, og pegede imod døren.
"Lad os gå inden for først så. Jeg har et par blodposer, og så er jeg her jo også.. Så skal nok gå." Han smilede og ledte Robin ind i en lille gang. Der var to døre i gangen. Den ene, som Belafont hentyd Robin at gå ind af, ledte ind i en stor stue. Der var decoreret som der var i Renæsancen, med guld og hvide farver, og specielt design. Belafont gik ind af den anden dør, som ledte ind til et køkken, også dekoreret på samme måde. Han tog en blodpose, og gik ind i stuen. Han lagde posen på et bord, og gik hen imod en skydedør.
"Lad os få dig i noget tørt tøj først, dog." Han gik ind af døren som ledte ind til et rum, som var som et klædeskab. Der var store fine kjoler fra den same tid hængene på den ene side af lokalets væg, og herre tøj på den anden. I midten var der reoler med skuffer. Belafont begyndte at lede efter noget tøj til Robin.

Robin var meget imponeret. Stilen var fin - noget hun ikke rigtig havde set før.
"Det må jeg sige..." sagde hun for sig selv og blev ved med at kigge rundt. Hun genkendte duften af Belafont alle steder - en duft, hun ikke ville miste nogensinde.
Robin kunne ikke undgå at kigge på blodposen foran hende. Hun sank en klump og var nervøs for, hvor vidt det ville gå, hvis Robin skulle have Kai ud af sin form. Der havde altså været nogle der mistede livet pga. det, men det sagde hun ikke til Belafont.

Belafont kunne ikke høre hendes tanker derfra hvor han var, medmindre han havde prøvet. Hvilket han ikke gjorde.
*Jeg kan altså godt høre hvad du tænker, her fra...* Kai sad på jorden og kiggede op på Robin. *E.. Er.. Det virkelig s.. Så.. Farligt? O.. Og hvem.. Er det der er en chance for d.. Der dør?* Man kunne godt høre på hende at hun var en smule nervøs over ideen.

Robin kiggede hen på Kai og lavede et 'shh' tegn til hende med fingrene. Hun vidste, at Robin ikke måtte prøve at hjælpe for Belafont, hvis Belafont vidste, at det var farligt.
"Jeg vil hjælpe, Kai..." Robin hviskede, "og det må jeg ikke, hvis Belafont finder ud af, at det er ... farligt." Robin så lidt sørgmodig ud, men vidste at hun skyldede Belafont for fa han redde og forvandlede hende.

Kai hoppede lidt som om hun grinede.
*Den gamle idiot kan ikke hører os der inde fra hvis vi snakker lavt. Medmindre han prøver, men tror jeg ikke han gør. Men.. Hvem er det farligt.. For? Os begge? Jeg.. Er ikke sikker på at jeg kan lide det hvis.. Hvis det også er farligt for dig.. Robin.. Jeg er træt af at være i den her form, men jeg vil ikke risikere dit liv for at komme ud...* Hun gik hen ved siden af Robin, og satte sig meget tæt op af hende, og kiggede op.
Belafont hørte ingenting, og fortsatte bare med at lede.

"Kai..." sagde hun og lagde en betryggende hånd på hendes hoved, "det er kun farligt for mig, nu du spørger. Men jeg håber virkelig at jeg ..." Robin sukkede og kiggede over imod Belafont, "... overlever. Nu har jeg jo fundet mit livs lys." Robin prøvede at smile til Kai, men det virkede ikke særlig overbevisende.
"Ser du, han reddede mig. Han sørgede for, at jeg kan lave mit liv om på mange punker - få en ny chance." Robin smilte og legede stille med en tot af hendes mørke hår.

Kai lignede at hun smilte, og nikkede en enkelt gang.
*Sådan er han.. han tog også mig til sig efter han havde stoppet min gamle mester i at dræbe mig. Og er glad for at han har fundet en han holder af..* Hun grinte lidt, som gjorde at hun gav et lille bjæf. Belafont havde problemer med at finde en kjolde, og havde hørt bjæffet.
"Nu skal du ikke iritere Robin for meget Kai!" Råbte han med et grin. Kai grinede en smule igen.