Give me a hug - Reldus //Privat//

Reldus's øjne blev store da hun nævnte ordet 'elsker' og pludselig blev hans øjne fraværende igen...
Han så nu et stykke papir, der stod en masse ord skriblet ned på det, og ordene var gennem det hele blevet til en sang... håndskriften var dog utydelig, og hans udsyn var meget sløret denne gang...
Reldus rystede kort på hoved og så dybt ind i Mixy's øjne "du mener vel ikke..." startede han, han ville dog ikke slutte sætningen da han var bange for svaret...

Asma så først ned, men derefter på ham. ”Hvad mener jeg Reldus?” spurgte hun stille og lag sit hoved på skrå så hendes lange pandehår dækkede noget af hendes ene øje.
Hun var ret forvirret lige nu, men hun smilede ikke. ”Altså jo jeg mener at jeg elsker dig hvis det er det?” hun var ret forvirret, mens hun så på ham.

Reldus fik en dårlig fornæmmelse da hun sagde det igen "elsker som kæ..." prøvede han endnu en gang, dog stoppede før han blev færdig. Han viste ikke hvad der skete, men af en eller anden grund havde han det dårligt i denne situation, han kunne mærke noget inde i ham der prøvede at komme ud, han kunne mærke noget undertrykt vrede. Dog viste han ikke hvor det kom fra...

I første omgang rynkede Asma sin næse som om ordet ´kræ´. For det gav ikke gav mening. Hun kløede sig på nakken, mens hun tænkte sig om. Med ét spærrede hun dog sine øjne op, og begyndte at grine hysterisk. ”Nej for søren!” hun fnøs, mens hun lavede små lyde med sine læber. ”Du misforstår søde skat. Jeg mente nærmer at jeg holder af dig, ikke det andet. Slet ikke spor” sagde hun og begyndte stille at falde ned. Selv den bedste kunne misforstå det, Asma skulle åbenbart øve sig på at finde korrekte ord i stedet bare at fyrre noget af.

Reldus sukkede lettet "puha... jeg troede lige jeg skulle til at ødelægge mit gamle vendskab, ligsom jeg havde fået det" grinte han kort og kløede sig nærvøst i nakken...
Han kom igen i tanke om sit seneste flashback, og der var et spørgsmål der brændte inde i ham...
Det var lige før at man allerede kunne se hans nysgerrigehed snige sig frem på hans ansigt. Dog ville han ikke rigtig spørge da han syntes at spørgsmålet var lidt dumt...

Asma rettede sig op, og fnøs stille. ”Ej, sådan en person er jeg slet ikke” sagde hun og lod ret stille efter hånden. Hendes stemme som ellers havde råbt op, var blevet dæmpet. ”Jeg mener. Kærlighed, kæresterier og sådan noget..” Asma lo højt. ”Det er ren tidsspilde Reldus. Tidsspilde siger jeg dig”
Hun bed sig kort på læben, mens hendes blik søgte hans. Nej, Asma havde aldrig betragtet noget sådan, slet ikke. Kærlighed var bare et ord. Ikke andet..

"nå jah... du må vel have din mening, ligsom jeg må have min" sukkede han kort. "selv synes jeg nu ikke det er spild af tid..." mumlede han for sig selv og så op imod stjernerne...
"tror du egentlig også på rumvæsner?" spurgte Reldus kort og tilfældigt mens han kikkede på stjernerne.

Asma træk på skulderne, mens hun langsomt kløede sig bag sin nakke. Hun rystede kort på hovedet. Ja, alle havde jo deres meninger omkring det. Asma ville spørge ham om noget men tøvede så.
Hans sidste bemærkning fik hende til at smile. ”Både ja og ned. Når du siger det på den måde, så ved jeg det faktisk ikke? Men om der er noget deroppe i rummet, så er mit svar ve ja” sagde Asma og så nu også på himlen. ”Tror du da på dem?”

"det gjorde jeg ikke før... men altså, når det findes dværge, elvere, vampyre og engle så hvorfor ikke rumvæsner?" sagde han afslappet...
Pludselig åbnede hans øjne stort da niget lige var gået op for ham, han havde lige husket noget fra sit liv "jeg kan åbenbart huske mere end jeg troede" mumlede han overrakset og stirrede på Mixy...

Asma sukkede stille, men det var ikke hav Reldus. ”Ja, lige netop” sagde hun og lo stille, da han egentlig havde fat i en godt pointe der. Hun nikkede. ”Du husker for vær gang. Det er kun godt” smilte Asma og lag en hånd på hans kind. Hun lag hovedet på skrå og aede hans kind stille. Uvist, faktisk. Hun stod i sine egene tanker mens hendes hånd kærtegnede Reldus´s kind.

Reldus så på hendes hånd der aede hans kind "uhm... hvad laver du?" spurgte han forvirret, han smilte lidt dumt hen til hende men hun stod og aede ham på kinden.
"vi var vel ikke i et rigtigt forhold dengang vi var levende, var vi?" spurgte han nysgerrigt, han fjernede nu blidt hendes hånd fra hans kind da det føltes underligt at hun gjorde det samtidig med at han spurgte hende om det spørgsmål...

Asma så ikke rigtigt på ham, men da hun mærkede at hendes hånd sænkede sig og han begyndte at tale, rystede hun på hovedet. ”Hvad?” spurgte hun i første omgang. Derefter rystede hun på hovedet og grinte sarkastisk. ”Hvad? Nej slet ikke, overhovedet” sagde hun mens hun smilede skævt. ”Jeg har kun haft to forholde og dem fortryder jeg” hun nikkede stille og så væk, som om hun ledte efter noget.

"nå... Så er det måske derfor du synes at kærlighed er spild af tid..." mumlede han for sig selv, han lagde mærke til at hvordan Mixy kiggede væk, og hvordan hun ledte efter noget, eller... det så ihvertfald sådan ud.
"hvad er der du leder efter?" spurgte han kort og nysgerrigt mens han så på Mixy

Asma lo stille. Nej, det var ikke derfor. Gid det var. Hun så på Reldus, da han havde talt færdig. ”Åh, nej” hun lo stille igen. ”Jeg leder skam ikke efter noget. Jeg tænkte bare, sådan langt ude i skoven” hun talte stille, mens vinden hørtes lagt fra dem. ”Syntes du ikke at det er underligt?” spurgte hun mens hun så på Reldus. ”Sådan at vi to står her og taler?”

"hvad mener du med underligt?" spurgte han nysgerrigt, da han så på det var der en masse ting med det der kunne ses som underligt.
For det første at de to personer tilfældigvis støtte ind i hinanden, efter en barndom som bedste venner... Eller det at de begge var blevet til engle? eller måske enda det at de skulle mødes på en regndag hvilket var det dage han bedst kunne lige, og at det jo var derfor at han kom til at kunne huske hende til at starte med...
"hvordan underligt?" gentog han med den samme nysgerrige stemme...

//jeg skal lige ned og have kage, vi kan forsætte da jeg kommer tilbage...//

”Bare underligt” sagde Asma og bed sig på sin finger. Hun så på Reldus og rystede på hovedet da han gentog sig selv. Hun kunne ikke lade være med at grine. ”Due. Jeg hat sgu savnet dig, også dukker du op, ude jeg aner det. Hold da helt ferie” sagde hun og kunne ikke beskrive hvad hun tænkte på. ”Du. Jeg tror at det her er skæbnen på en underlig måde”

//Så venter jeg bare//

Reldus fnøs kort "ja, skæbnen at vi begge skulle dø, og derefter bringe al evighed i tyverne" sagde han, hans stemme lød lidt irriteret. "jeg mener, de giver os en chance for at leve det vi ikke kunne leve før døden, men prisen er at bruge al evighed i live, se folk ældres og dø omkring en, mens man selv forbliver i tyverne..." Han begyndte at lyde vred "og for mig skal jeg også bruge al evighed på at sørge over dem der sikkert sørger over min død!" Hans stemme hævede sig nu, han var på randen til at begyndte at råbe vildt.

Asma så sørgmodigt på ham. Nikkede en anelse anerkendende. Han havde fuldstændig ret, men om det sidste passede anede hun ikke. Hun havde aldrig set på det på den måde. Asma tog en skridt imod Reldus og lag sine arme om ham, i et perfekt kram hvis man skulle kalde det. Hun holdte hårdt fast på ham, mens hendes øjne var lukket sammen. ”Rolig smukke. Af og til kan det være ganske godt at få en chance til, en chance til at gøre alt bedre, rette på sine fejl gennem tider”

Reldus skubbede hende blidt væk fra sig, og derefter kom vreden tilbage til ham "JA! Men hvad fanden skal det hjælpe da jeg ikke husker mine skide fejl?" spurgte han vredt, han var nu begyndt at råbe.
Han råbte ikke af Mixy, han råbte ud til ingenting, ud til natten, ud til hvad det end var der havde valgt han han skulle bruge al evighed på at leve et ligegyldigt liv...

Asma sukkede opgivende mens hans ord piskede rundt i hende. Det var klart det ikke var til hende, men nu måtte han seriøst tage sig samen. Asma lag en finger på panden, mens hun lukkede sine øjne. ”Jamen søde Reldus. Hvad havde du forventet, der findes mange svar ude i verden, du har masser af venner rolig nu!” Asma råbte ikke, hun lød egentlig rolig, men hendes stemme havde sådan et underligt klang. ”Vær du bare glad for at du er det du er blevet til og ikke noget andet”

//Smutter snart//

//OK//

"hvorfor skulle det ændre noget hvad jeg var blevet til?" spurgte Reldus hendes ord havde fået ham lidt ned på jorden igen, men dog ikke helt...
"jeg er ve, den samme person om jeg så er en dværg, en engel, en elver eller måske enda en vampyr!" han blev altid lidt irriteret da folk talte som om han kun kunne være rar mod folk fordi han var en engel...

”Så høre nu efter!” Asma åbnede brat sine øjne, og lod sin hånd få frit fald. Hun så sur ud, eller det gjord hendes øjne. Hendes bryst sænkede sig op og ned, mens hun så på Reldus. ”Du er dig selv, ja. Jeg vil hjælpe dig så godt jeg kan, du har Malika og Light, helt ærligt? Reldus” Asma sænkede sit blik og vendte ryggen til ham. ”Stop med at brokke dig og begynd med at se som en engel i stedet”

"se som en engel?" Reldus var overrasket over Mixy's pludselige vrede "hvad skal det betyde?" han var pludselig forvirret, hans stemme var ikke vred, han havde glemt vreden, da hans nysgerrighed kunne dræbe alle de andre følelser han havde i sin krop...
"se som en engel? Hvad er det at 'se som en engel'?" forsatte han spørgene...

Asma vente sig imod ham og lod sine vinger skylde ud fra hendes ryg. Hendes vinger var enorme og hvide. Det så faktisk ret dejligt ud. ”Jeg mener. Du skal aldrig snakke om dine følelser, gem det hele inde i dig selv, ingen på kende til dine følelser eller noget i de stil” Asma så lidt på ham og rettede sin blik imod himlen. ”Jeg har aldrig talt om mig selv eller noget lignende. Jeg har mistet begge mine forældre min elskede ven, og mere ind det. Begået livets fejl, tabt mit hjerte og så videre” Asma så igen på Reldus. ”Ser du, sådan er engle. De viser ikke deres dybeste følelser, de tænker på andre, mere ind de tænker på sig selv”