Fast or not? - Cricker

S: Skoven.
O: Træer?
V: Køligt, og månen skinner, så det er ikke så mørkt,
T: Aften.
D..
______________________________________________

Træer, træer og atter af træer. Uanset hvor du går, er der træer. Helt ærlig, det var skoven, hvad forventede man også? Det her var dyrenes sted, og væsner, naturligvis. Asmas vinger blaffrede med vinden. Det var ret køligt, og det kunne ikke være bedre. Jo det kunne faktisk være bedre, hvis hun fik selskab! Asma baskede med vingerne og fløj op på det nærmeste.. træ. Hun satte sig ned, mens hun lænede sig tilbage, og så på den nybagte måne. Den var egentlig stor i nat, men den havde ikke sine små venner med.. altså stjernerne.
Asma lo stille, mens hun fandt en lille bunke nødder. Måske boede her nogen? Asma træk på skulderne, og begyndte at kaste nødder ned. En efter en, og så egentlig ikke hvor hun kastede. Typisk af hende, når hun kedede sig.

Nede under træet lå der en mand med grønne drage vinger. Han lå og trak vejret dybt, der var hul i den ene vinge. Han haltede stille ud imod en sø der lå lige foran ham. Der kom dog en nød flyvende ned imod ham. Selvom personen måske ikke sigtede så ramte nødden alligevel lige på det hul der var i hans vinge. Han brølede lidt da det gjorde meget ondt på ham. Han kiggede op.. Han vidste ikke om der sad noget oppe i træerne som skulle til at angribe ham eller om det bare var faldet ned selv. Han haltede videre ud imod søen. Han kiggede dog op for at være sikker på at der ikke var flere nødder på vej imod ham. "Fanden tage de varulve... Pis.." Han gik og bandede ldit for sig selv. Det var åbenbart en varulv der havde flået et hul i hans vinge.

Asma kastede uvidende videre. Hun regnede ikke med at der ville komme nogen, og hun sigtede som en kineser. Men så hørte hun noget. Havde hun ramt et dyr eller svigtede hendes hørelse hende? Asma lænede sig frem, og opdagede en såret person. Mon hun havde slået hul på hans vinger? Asma så på de tre sidste nødder hun havde i hånden. Hvad i alverden. Asma hoppede ned, og glemt alt om at hendes vinger var forsvundet igen. Hun hoppede ind i nogle buske, og det gav et højt knald. Derefter rejste hun sig op, og løb hurtigt imod personen, som haltede. En mand? ”Herre! Er De okay?” spurgte Asma da hun kom tæt på manden. Hun stod foran ham, mens hun holdte på hans begge skulder. Var det mon en dæmon?

Cricker var blevet meget forskrækket over at der var kommet en løbende imod ham. Da hun kom tæt på sprang han lidt væk og trak sit katana og rettede det imod hende. Han kiggede på hende som om at han skulle til at angribe. Men han slappede dog hurtigt af igen da han så at det var en pige. Han lod sit katana komme tilbage i skeden. Han blev tvunget i knæ på grund af hans hul i vingen. "Agh!.." han tog nogle dybe indåndinger og kiggede op på hende. "Det.. Av for sat.. er ikke din skyld. Jeg blev... Overfaldet af varulve sidste nat." Han kiggede sig omkring. varulve kunne jo lugte blod på lang afstand, men han håbede ikke at der var nogen i nærheden. Han kunne heller ikke høre eller føle nogen. han kiggede op på hende igen.

Asma så i førte omgang skæmt på ham. Men da han så mistede balancen greb hun ham hurtigt bag fra, så hun selv sad ned, mens hans hoved på hendes skød. Hun så stille på ham, mens hendes hånd lå på hans pande. ”Jeg havde også på fornemmelsen af at det ikke var nødden der havde lavet hullet” sagde hun, mens blodet fra hans vinge ramte hendes hvide kjole. Egentlig var Asma lige glad. ”Bare rolig.. øhmmm herre. Jeg bliver her, og for renset såret.. eller et eller andet” sagde Asma og lod helt forvirrende. Når hun så blod, så blev hun ude af den, og glemte for det meste sig selv. Hun så ned på manden, mens hendes ene hånd lå på hans pande. ”Så, det skal nok gå”

Cricker kiggede op på hende. "Det er i det mindste ikke lige så slemt som det var i går. Forresten så. Av.. Er mit navn Cricker" Han smilede til hende, nærmest for at berolige hende. "Det er ikke så slemt som det ser ud. Det heler med tiden" Så kunne han flyve igen, det glædede han sig godt nok til. Han savnede at være oppe i luften. Det var en form for. Frihed deroppe "Men. Hvad laver du egentlig her?" Han prøvede at sætte sig op så han kunne kigge på hende. Han skulle måske forklare at han ikke blev til varulv selv.. "Nå ja forresten... Jeg sagde at det var en varulv der angreb mig. Men min bark hud gør at jeg er immun overfor varulv.. Og vampyr bid... Av.. Igen.. Så jeg bliver ikke selv til en"

Asma nikkede. Cricker. Det navn havde hun ikke hørt før.. var han ny? Hun kunne mærke at han beroligede hende, så hun nikkede bare fortsat da han var færdig med at tale. Hun hjalp ham stille med at sætte sig op, mens hendes øjne hvilede på hans nakke. Egentlig var der ikke noget se, men hun var bare rystet. ”Når på den måde. Så er du altså en af de få.. der er immun for sådan noget” Asma tvang en lille smil frem. ”Mit navn er Asma” sagde hun så, som om hendes navn var lige gyldigt. ” Cricker, bare slap af” sagde hun. Egentlig virkede han afslappet, det var bare hende, der var ude af den.
Hun holdte hans ene hånd, mens hendes blik skimmede hans ene vinge. ”Det skal nok gå” tilføjede hun igen.

Cricker kiggede på hende og gav et smil tilbage. "Det ser lidt anderledes ud med bark hud" For sjov skyld gav Cricker sig selv bark hud og han var egentlig ikke særlig pæn med det på. Men hvis det var det der skulle til for at han ikke skulle blive til varulv eller vampyr så gjorde det ham ikke så meget. Han fik den til at forsvinde igen. "Jeg ved godt det nok skal gå, men jeg tror mere det er dig der er lidt ude af den er det ikke?" Han smilede til hende og kiggede på hendes hånd der holdte hans. Det havde han aldrig prøvet før. Han kiggede op på hende igen. "Jeg er forresten en jord dæmon.. Men.. Det var vel klart? Jeg bor herude i skoven" Han kiggede ned på søen, nu var han egentlig ikke så tørstig mere, han kiggede på Asma igen. Han kunne godt lide det navn.

Asma hørte stille på hans forklaring op bark. Hun smilte stille, mens hun holdte ham. ”Javel ja” sagde hun og tænkte sig om. Hvad vidste hun også om sådan noget? Hun anede faktisk ikke noget om varulve. Det overraskede hende hele tiden at disse væsner fandtes. Ligesom kentaurer.
Asma så på Cricker. Ja dæmon. Det vidste hun udmærket godt, men ikke jord dæmon. Hun nikkede og smilte mildt. Hun skulle slappe af, det var det han sagde.. var det ikke? Hun træk vejret dybt, mens hendes øjne så på ham. ”Du bor herude.. alene?” spurgte hun, mens hun var usikker på, at hun ikke ville flippe ud, hvis han ikke havde en der tog sig af ham. Helt ærlig, se på ham!

Han kiggede på hende og smilede. "Ja, helt alene. Eller.. Hvis man kan sige alene når nu jeg er jord dæmon og har hele skoven" Han kiggede på hende og smilede, hun lød lidt... Bekymret da hun havde spurgt om han boede alene. Men det gjorde han jo så og det var han nødt til at svare. "Men det er meget sjældent at jeg kommer til skade, og jeg har aldrig været kommet så meget til skade som jeg er nu. Det er noget nyt, men jeg ved at der ikke er noget alvorligt galt" Han smilede til hende for at berolige hende. "Du skal ikke være alt for bekymret Asma, der sker ikke noget" Han vidste ikke helt hvor bekymret hun var, men han ville være sikker på at hun ikke tænkte på det mere.

Asma øjne blev smalle i det, mens ordet ´alene´ ramte hende. Hun gjord ikke et stort nummer ud af det, men hun kunne bare ikke lide nogen der boede alene. Når jo, hende selv boede alene.. men det var noget andet. Men han var en jord dæmon som han sagde, og han kom ikke tit til skade. Asma smilede skævt, mens hendes ene hånd, hvilede på Circkers pande. ”Så.. det siger du” sagde hun over hans sidste bemærkning. Hun så ud til at slappe lidt mere af, mens hun ikke rigtig så ned til hans vinge igen. ”Jeg skal prøve på det” sagde hun kort tid efter, og smilte så varmt til ham, mens et lille latter fulgte med.

Han kunne ikke lade være med at smile. Det var sødt at hun var så bekymret for ham, men det var der virkelig ingen grund til, men han vidste ikke hvordan han skulle sige det til hende. "Hvad lavede du ellers herude?" Han spurgte hende som om der ikke var noget galt overhovedet. Han tog sig jo ikke af sin vinge, han vidste det ville hele op med tiden og der ville nok heller ikke gå så lang tid før han kunne flyve igen. Så for ham så var det ikke så slemt. "Udover at kaste ting og sager ned i hovedet på folk" Han grinede lidt da han sagde det sp hun vidste at det var for sjov og at han ikke mente noget med det.

Asma så på ham og grinte stille over hans smil. Hun bed sig på underlæben, mens hendes hånd på hans pande sænkede sig lidt, så det i stedet lå på hans hoved. Hun lod ham tale færdig, mens hun grinte. Han havde jo ret, hun kastede jo den nød på ham. Tænk, hvis hun aldrig havde kastet den, så ville hun aldrig havde mødt ham? ”Ja. Jeg kan da også kaste noget andet” drillede hun mens hun lag hovedet på skrå. ”Ej, jeg sidder bare og nyder det hele. Skoven er en herlig sted ser du?” hun kunne ikke stoppede med at grine over hans sidste bemærkning. ”Ej, undskyld” sagde hun, mens en lille tåre gled ned af hendes kind. Hun havde ikke grinet så meget før..

Cricker kunne ikke selv lade være med at grine. "Det går nok" Han kiggede på hende, og kunne mærke hendes hånd. Han var stadig ikke vant til at blive berørt på den måde, var der noget han skulle gøre ved hende? Han var ikke vant til mennesker, det nærmeste han kom andre racer var når han reddede dem ude i skoven... Hvilket ikke gik så godt sidste gang. "Jeg har aldrig mødt en som dig før.. Jeg har kun mødt dødsengle, men ikke normale engle" Han kiggede på hende. "Jeg kan da i hvert fald mærke du er en engel, men ikke en ond en har jeg ret?" Han smilede og kiggede på sin vinge igen, man kunne godt se at såret havde været større, og det var godt på vej til at hele. Men det ville altid kunne ses når man kom tæt nok på. Det var ligemeget, så længe han kunne blive ved med at flyve så var det godt nok.

Asma tørrede tåren væk, mens hun så stille på himlen og derefter på Cricker. Hun lag hovedet på skrå igen. Ja så, han havde aldrig mødt en engel sådan rigtig. Sjovt nok. ”Nej, det skal nok passe” sagde hun så og lænede sig stille tilbage, mens hendes øjne så på ham. Hun lo stille igen. ”Jeg er en rigtig ond engel” sagde hun med store øjne. Man kunne tydeligvis se at hun drillede. ”Jeg er måske den ondeste i verden” tilføjede hun og grinte så hendes hvide tænder kom til syne. Hun rørte stille Crickers næse, bare for at drille. ”Ej, jeg er god nok”

Cricker besluttede sig for at han ville drille hende lidt. "Hmm.. Jamen hvis du er ond" Han lagde sig hen over hende på alle fire, ikke så han lå oven på hende, der var noget mellemrum "Så m jeg heller få det gode frem i dig" Han fjernede sig hurtigt igen og efter at hun havde rørt hans næse fik han 2 små rødder til at komme op af jorden og kilde hende. "Jeg stopper først når du indrømmer at du er god" Han grinede, det var lidt svært for ham at holde koncentrationen, men det lykkede nu meget godt.

Asma så på ham som om hun havde taget udfordringen op. Og bed sig på underlæben, og hun skulle lige til at flygte for sjovt, mens mærkede så de to rødder. Hun grinte, mens hun drejede sig selv flere gange for at slippe væk. ”Cri..Cr..” grinte hun, mens hendes hår skjulte hendes ansigt. Hun var jo selv ude om det. Men hvorfor tabe til ham? Asma kunne ikke lade være med at grine videre på sin sære måde, men ret stille efter hendes mening. ”Okay, okay! Jeg er en god engel” sagde hun forpustet. Ret underligt at hun stadig kunne tale, efter den voldsomme kilden.

Han kunne ikke lade være med at grine selv, han fik rødderne til at stoppe med at kilde hende efter hun havde indrømmet det. "Se, det var da ikke så svært vel?" Han smilede til hende og kiggede ned på søen igen. Han var lidt tørstig nu, men det var ikke noget han kunne tage sig af. "Du ved godt du har et sødt grin ikke?" Han ville egentlig ikke sige det, men det var som om det bare fløj ud af munden på ham. Han kiggede på hende, han vidste ikke om han havde sagt noget forkert, eller om det var ligemeget. Men det var i hvert fald ikke meningen. Han prøvede at se så rolig ud som muligt.

Asma så på ham med smalle øjne, men dog med et smil der sagde: Kom bare an. Hun rystede så på hovedet og lo stille. Da han vendte blikket borte skyndte hun sig, at sætte sig bedre til rette, da rødderne bare havde, på en måde, væltet hende omkuld. Asma så på Cricker med store øjne da hans næste bemærkning kom ud af hans mund. Hun lag hovedet på skrå, mens hun slog hænderne sammen. ”Jamen takker” sagde hun og grinte igen. Egentlig var der ingen der havde sagt det. Cricker var vel den første? Asma bed sig på underlæben, mens hun betragtede ham. ”Du er nu heller ikke så tosset” drillede hun. Hun hentydede nu til rødderne som han havde fremkaldt. Det morede hende tydeligvis.

Cricker smilede til hende da hun kom med sin kommentar. "Tak" Det var det eneste han sådan lige kunne sige i øjeblikket, han vidste ikke hvad han ellers skulle have sagt til hende. "Hmm, der må da være et eller andet vi kan lave. Jeg ville ønske at jeg kunne flyve, så kunne jeg have vist dig noget" Han så lidt trist ud da han sagde det, men han blev hurtigt glad igen. "Bor du i selve skoven eller bor du inde i byen?" Spurgte han pludseligt, han ville godt lære hende lidt medre at kende og det var det eneste spørgsmål han lige kunne komme i tanke om.

Asma smilte skævt, mens hun på en måde så afventende på ham. Han var skadet, men kunne tydeligvis se at han ikke gjord det store nummer ud af. Faktisk ligesom hende. Meget typisk måske? Da han nævnte at han ville flyve, ville hun godt svare ham, men da han gik videre til næste spørgsmål lo hun bare stille. Bare en lille reaktion. ”Jo altså, jeg bor ikke her. Ikke skoven mener jeg. Byen holder jeg mig væk fra” hun lo stille og så på himlen. ”Jeg bor, faktisk ingen steder. Jeg holder mig til bjergerne og af og til over ved søen” hun træk på skulderne, og så på Cricker. ”Jeg bor over alt” lo hun bare.

Cricker lo lidt sammen med hende. "Så du bor bare hvor der nu er plads? Det minder lidt om mig selv faktisk, og ja... Jeg holder mig også fra byen da jeg ikke rigtig kan lide at der er så mange mennesker på en gang" Han kiggede på hende og derefter på søen. De burde vel egentlig gå derned, det kunne jo være han blev tørstig, efter lidt tid sagde han "Skal vi ikke gå ned til søen? Jeg er faktisk ved at blive lidt tørstig" Han grinede lidt og afventede et svar fra Asma.

//Srry hvis jeg ikke skriver særlig meget men min krea er lidt svær at få i gang :P//

Asma smilede og nikkede. ”Jamen så er vi da vel enige” sagde hun og puffede til ham. Hun så på ham, han havde, ville sige noget siden de mødtes? Asma så afventede på ham. Han lignede faktisk en dæmon fra det første øjekast. Hun lag hovedet på skrå, og rejste sig op. ”Jo da. Men hold nu mig i hånden så du ikke falder eller noget” hun rakte hendes hånd imod ham. ”Bare du nu kan gå. Jeg er nemlig ikke så glad for, at du anstrenger dig, når du er skadet Cricker” sagde hun, mens hun så på ham.

//Ah, jeg er også ´lost´ herfor tiden.. hehe//

Han kiggede på hende og smilede. "Det går nok, jeg kan sagtens gå så det behøves ikke" I virkeligheden var det egentlig fordi at han var lidt genert, sådan at holde i hånd, var det ikke kun noget man gjorde hvis man var kærester? Cricker så ud til at tænke lidt, men han besluttede sig dog for at gøre som hun sagde. Han tog hendes hånd. Det føltes lidt mærkeligt syntes Cricker, men var det normalt at det gjorde det? Eller var det bare ham, fordi at han ikke var vant til sådan noget. Nå det var ligemeget, han smilede til hende da de gik ned imod vandet.

Asma lo inderligt, mens hans ord langsom ramte hende. Ramte hende på en pæn måde, mens hendes hånd ventede på hans. Han så egentlig ret tænkende ud, det havde han faktisk gjort siden hun havde støt på ham. Asma bed sig på underlæben, og kastede et blik imod himlen. Hun fik et mindre chok, da hun mærkede efter en lang pause hans hånd. Hun havde faktisk underligt nok glemt, at han var til stede, da hendes blik havde svømmet sig væk på himlen. Asma så smilende på ham, mens de begyndte at gå. ”Så du er altså en jord dæmon” sagde hun lidt tid efter. Alt føltes bare normalt for hende, ikke pinligt, men bare normalt. ”Det er faktisk ret smart, eftersom du bor her. Meget praktisk”