Fast or not? - Cricker

Asma så ind i hans øjne i første omgang. Hun så hurtigt på deres hænder, mens hun nikkede stille. Hun stod ved siden af ham og lod hans arm tage rundt om hendes hals, så han på en måde støttede sig op af hende, kun hun var høj af sin alder faktisk. Asma smilede til ham og nikkede. ”Du skal ikke takke mig Cricker. Jeg er her for at hjælpe, jeg eksistere kun derfor” de begyndte stille at gå, mens hendes røde hår skjulte hendes ansigt, så Circker ikke kunne se hendes ansigtsudtryk.
Det var vel også godt på den måde. De nærmede sig træet og Asma slap taget om ham, mens hun så på ham med strålende øjne. Hun hjalp ham med at sidde, så han kunne læne sig tilbage imod træet, hende selv satte sig ved siden af ham, mens hun betragtede ham i stilhed.

Han kiggede på træet han lænede sig op af og derefter på hende. Han kiggede på træet igen "Det er ikke så behageligt" Han smilede og puttede sig op af hende igen. "Sådan, det var meget bedre" Han var lidt i en form for.. Pusse nusse humør, og han vidste ikke selv hvorfor, men han lå rigtig godt lide der. "Hvad har du tænkt dig vi skal lave?" Sagde han stille imens han lå og kiggede sig omkring. De var de eneste der var der og det var vel også fint nok, efter det udbrud han lige havde så var der nok heller ikke nogen der ville være i nærheden af dem, det turde de nok ikke.

Asma grinte, da hun mærkede hans hoved igen. Hun rakte tunge, mens hun så på ham. Hendes øjne så lidt tomme ud, men kom derefter til live igen da han sagde noget. ”Har du egentlig en kæreste?” spurgte hun, mens hun denne her gang så på himlen, med et lille smil. Ret håbefuldt på en måde. Hendes hånd gled op til hans pande, og strøg stille hans hår. Hun smilte stille, og rettede derefter blikket imod ham. Bare et lille nysgerrigt blik.

Han sukkede lidt opgivende da hun spurgte "Altså.. Både og.. Jeg ved ikke om hun vil eller hvad det er hun er ude på.." Han kiggede på hende med et smil "Så i følge mig selv? Nej.. det ar jeg ikke. Hvad da?" Han smilede til hende og prikkede hende på næsten og kiggede rundt omkring. "Der er dejlig stille lige her synes du ikke?"

Asma lo og rynkede sin næse. Hun så på ham, og svarede egentlig ikke på det første spørgsmål, men hun var da lettet på en måde. Asma lo igen, den her gang lidt højre. ”Jo der er dejligt stille” sagde hun og tog sin hånd til sig. Hun pegede lige ud, selvom der intet var at se udover træer. Hun smilte stille, mens hun overvejede hans første bemærkning. ”Ej, jeg var bare lidt nysgerrig” sagde hun så kort tid efter en stilhed.

Da hun kiggede på ham skyndte han sig at støde hans næse imod hendes imens han smilede til hende. "Hvad med dig har du en?" Han kiggede lidt på hende. Han vendte sig om sådan så at han lå på siden og kiggede ind på hendes mave. Hvorfor han gjorde det... Det anede han virkelig ikke, men det gjorde han altså. Han lå meget godt. Lige til at falde i søvn, men det ville han ikke. Nu hyggede han sig virkelig.

Asma fik et lille chok da hun mærkede hans næse men begyndte så at grine. Hendes latter formildes kort tid efter og blev så til et stort smil. Hun betragtede ham stille før hun svarede. Han var sjov ham Cricker. Han kunne åbenbart ikke vælge sin sidde stilling, men hvad gjord det egentligt? Asma studsede sin mund, mens hun gjord et kort kast til himlen. ”Nej, ikke af det jeg ved” grinte hun. Det lød så meget sarkastiskagtigt. Total latterligt. Hun prikkede ham stille på panden, ret uvist faktisk, bare noget hun var, vandt til.

Han smilede lidt da hun prikkede ham på panden. "Ja... Så er vi her, hvad vil du gerne lave?" Han kiggede på sit sår, det var blevet en smule mindre, ikke meget men lidt var da altid noget, det betød jo at det gik den rigtige vej. Han kiggede på hende efter at han havde kigget på såret. Han kunne ikke lade være med at smile da han så hendes smil. "Altså, vi kan bade eller sådan noget, der er ikke så meget her." Han kiggede hen på vandfaldet i et stykke tid. Det var meget smukt. Og han var meget ked af det der var sket tidligere, han håbede bare ikke at hun så anderledes på ham nu.

Asma så på ham og træk på skulderne, men som altid kom han med sin bemærkning. Hun havde egentlig ikke noget problem med det, det var faktisk rart. Så var der i det mindste ikke stilhed imellem dem. ”Svømme? Er du gal, jeg drukner jo” sagde hun og lignede en forskræmt fugl. Hun lo kort tid efter rystede hun på hovedet. ”Jeg kan ikke svømme” lo hun flovt, og prikkede sig selv på panden.

"Kan du ikke svømme?" Cricker kiggede på hende med lidt overraskede øjne. Men nå ja det var der jo ikke noget at gøre noget ved. De kunne jo altid finde noget andet at lave. "Forresten. Jeg er ked af det der skete lige før.. Jeg ved ikke helt.. Hvad det var der fik mig til at gøre det" Han lå stadig ved hende og kiggede op på hende og prøvede at smile til hende. "Det skal ikke ske igen" forsikrede han hende, det håbede han i hvert fald ikke at det gjorde, da det var synd for hende at hun skulle se ham sådan.

Asma fnøs kort, men lo stille. ”Det er vel mig. Jeg er ikke lige vand typen” hun så på ham, mens han begyndte at tale. Hun havde ikke forventet hans reaktion da hun nævnte hans forældre, men på den anden side. De fleste vil have reageret som Cricker, det var normalt. Asma nikkede og smilede stort. ”Du skal ikke træde i det. Det er i orden, jeg tror vidst at jeg gik alt for lang” Asma lod en hånd kører rundt i hendes røde hår. ”Jeg skulle vidst holde min bøtte” hun lo stille, mens hendes øjne mødte Cricker´s.

Han grinede lidt sammen med hende da hun sagde at det nok havde været bedst at hun ikke havde sagt noget. Han kiggede på hende "Nej, det går nok, man er vel altid nysgerrig efter at vide noget om en anden familie ikke?" Han kiggede hende i øjnene i kort tid og derefter hen på vandfaldet. Han rejste sig op så han nu sad ved siden af hende. "Jeg er nu ikke ked af at du spurgte Asma. Jeg skal jo snakke om det på et eller andet tidspunkt, så det kan vel lige så godt være nu" han kiggede på hende igen efter at have kigget på vandfaldet i et par sekunder efter at han havde sagt det. Han var egentlig også klar til at fortælle nogen om det. Måske ville det hjælpe lidt på hvordan han har det nogen gange. Han havde nok bare brug for en at snakke med om tingene.

Asma smilede overdrevene. ”Sådan skal det lyde” sagde hun og grinte stille. Da hans sidste bemærkning kom, kluklo hun nærmest for sig. Hun gik, tætter på ham og lag en hånd om hans nakke, mens hun brugte den anden hånd til at ulde hans hår, som en dreng nu ville gøre. ”Cricker” sagde hun efter hun havde uldet hans hår godt og grundig, men det var ellers ikke så meget.
Hun klappede i sine hænder mens hun grinte. ”Det er jeg glad for at hører lille ven”

Han grinede lidt og prikkede hende i siden for at drille hende. "Okay mor, så skal du nok få historien" Han smilede til hende og sukkede dybt. "Jamen for omkring 90 eller 100 år siden blev mine forældre dræbt af en korrupt ild dæmon der hed Kharzil.. Eller.. Faktisk skulle jeg nok sige at han hedder Kharzil da han stadig lever et eller andet sted." Han stoppede lidt op og kiggede på Asma, han ville se om det nu også interessede hende det han fortalte, men af en eller anden grund fortsatte han historien alligevel, det var dejligt at fortælle om det langt om længe. "Mine forældre kæmpede imod ham, de var begge jord dæmoner, så de stod ikke rigtig en chance overfor en ild dæmon, de blev hurtigt slået ihjel, jeg så det og gik amok" Der kom en tåre trillende ned af kinden imens at han fortalte det... Det var tydeligt at det var noget der rørte ham dybt. "Jeg angreb ham uden videre, men han var for stærk, det eneste han sagde til mig var: Du er ikke stærk nok endnu. Når du bliver stærkere vil jeg finde dig og så vil jeg slå dig ihjel. Jeg forstod ikke at han ikke slog mig ihjel den dag, men jeg har trænet i mange år og fundet ham flere gange hvor jeg bare ikke har kunnet besejre ham" Han kiggede på hende igen. "Det var faktisk det, jeg går ikke ud fra du vil have alle de små detaljer?"

Asma gav sig til at give et underligt lyd fra sig i første omgang, da han havde prikket hende i siden. Hun satte sig derefter bedre til rette, mens hun så nysgerrigt på ham og nikkede til de rigtige steder. Hun førte sin pegefinger i munden, mens hendes øjne blev runde i det.
Da hans ene tåre gled, lod en sin anden pegefinger tørre det, mens hun betragtede det stille. Sikke et liv han måtte have haft. Asma lag mærke til at han var færdig med at tale, da han stillede hende et spørgsmål eller, noget i den stil. Hun rystede stille på hovedet, mens hun aede hans ene kind. ”Bare rolig, hvis du sigter efter din mål, vil du ramme den uanset hvad du skal igennem. Se på mig, jeg er endt her på grund af min mål, og jeg kæmper stadig, jeg er ikke bange for døden og ham Kharzil, ham klare du en dag. Tro mig” Asma smilede stille til ham, mens hun blinkede med det ene øje. Hun kendte til følelsen af at miste sine forældre alt for godt, eller miste dem man holdte af..

Han kiggede på hende og tog hendes hånd. "Tak Asma, jeg er glad for at jeg har mødt dig" Han smilede til hende og slap lige så stille hendes hånd igen. Han satte sig bedre til rette og kiggede tomt ud i luften. "Nå.. Hvad skal vi så nu?" Sagde han med et smil på læberne. Han sad stadig bare og kiggede ud i luften uden at gøre noget som helst. "Jeg kunne faktisk godt få brug for at træne" Han kiggede så på sin sårede vinge igen "Men der er vidst en vinge der er lidt uenig med mig lige nu" Han smilede og kiggede over på Asma igen. Han ville ikke spørge ind til mere omkring familie, det lød som om de begge to havde mistet. Han vidste dog ikke hvad han ellers skulle spørge hende om, han var jo som sagt ikke særlig god til det der med at.. Bryde isen som man nu siger. Han sad og tænkte lidt, men kunne ikke komme i tanke om et eneste spørgsmål han kunne stille.. Jo noget med hendes alder og sådan noget. Men der røg da noget ud af munden på ham "Forresten... Hvor længe har du været her i Di Morga?"

Asma smilede varm og træk stille sin hånd til sig. Hun lag sit hoved på skrå, mens hendes røde hår svajede til den ene side. Hun vil svare igen og takke ham for han sad her og gad snakke med hende om hans tydeligere liv, men hendes mund smilede af en underlig grund bare. Hun kløede sig på nakken, mens den tydelige stilhed nærmede sig. Hun åbnede munden, men som sagt, kom der ingen lyd udover en prusten af en art. Asma så på Circker med halv store øjne over hans sidste bemærkning. Ja det var sørme et godt spørgsmål. Asma satte sig også bedre til rette, mens hun lod blikket suse op til himlen. ”Jeg kom her få dage efter min far døde” hun lo stille, og så på ham. ”Jeg boede ellers på en gård, men for at jeg skulle hvile i fred i graven, så skulle jeg lige nå mit mål her i Di Morga” hun fugtede sin læber. ”Men jeg er faktisk stolt af mig selv. Jeg er noget langt siden sidst..”

Han kiggede på hende og smilede. "Okay, jeg er ked af hvis mit spørgsmål gjorde dig ked af det, det var ikke min mening" Han vidste godt at hun lo lidt for sig selv, men stadig, det var træls hvis hun blev ked af det indeni. Hun nævnte noget med at nå sit mål, hvad min det kunne være? Var det privat eller var det noget hun helst ville holde for sig selv? "Når du siger nå dit mål, hvad er det så du skal gøre?" Han kiggede på hende, med et neutralt blik. Han smilede dog lidt efter noget tid og tog sine hænder for ansigtet for at massere det, da han var lidt træt. Han sukkede derefter imens at han kiggede på hende igen. Han så lidt træt ud, men han kunne sagtens holde sig vågen i et stykke tid endnu.

//Srry har krea svigt -.-//

Asma lag sit hoved en anelse på skrå. Hun så i første omgang forvirret ud, mens rystede så på hovedet. ”Nej da, jeg er ikke spor ked af det. Tro mig Cricker, jeg over sådan noget. Ingen ting kan berør mig, ikke når det gælder min egen familie” hun lo stille igen. Hun fugtede sine læber og derefter bed dem. Hans næste bemærkning fik hende til at smile kvalmende sød. ”Det mål jeg sigter efter..” hun træk i det, mens hun prøvede at holde masken. ”Men du ville ikke vide min mål” hun blinkede med det ene øje. Hun betragtede ham i en kort tid, mens hun lag mærke til hans trætte udtryk. Hun sagde ikke noget, men så bare på ham.

//Naaaah.. pyt, jeg er også ude og bunde nu >.<//

Han kiggede på hende. "Nå, så føler jeg mig lidt svag, nu hvor at jeg ikke rigtig kan snakke om den" Han smilede lidt for sig selv og kiggede op på hende imens han lagde sig ned, måske fald han i søvn, måske ikke, det var også ligemeget. "Jo da, jeg vil da godt vide hvorfor du kom hertil" Han kiggede på hende igen. Det var faktisk lidt spændende, det kunne jo være at de kunne hjælpe hinanden hvis deres mål næsten var ens, det ville han i hvert fald ikke have noget imod. Han så ud som om at han var ved at tænke over et eller andet. Det var han også, han tænkte på hvad pokker det var der kunne have bragt hende hertil. Det var jo ikke familie, det var ikke kæreste eller mand... Det var et eller andet som hun ikke havde nævnt gik han ud fra. Han kiggede op på hende igen med et lille smil.

//hehe det går nok xD//

Hun nikkede stille mens hun langsom genvandt sit alvorlige udtryk. Hun rettede sig op, strakte sig kort mens hun lavede en lille lyd med sine knogler som om de var ved at hive sig ud af led. Hun så lidt på Circker inden hun vendte blikket imod himlen. ”Altså, hele mit liv har jeg prøvet på at finde en hvis person. Ledt alle vegne og alle steder jeg nu måtte komme til” Asma holdte allerede en lille pause. Hun rakte sit blik roligt imod Circker. ”Jeg havde kendt denne person siden jeg var en hel lille menneske barn der bare troede at verden var en ren sted uden hemmeligheder. Jeg opdagede så, at der faktisk fandtes væsner så som.. vampyr. Men denne person var kommet til at betyde mig for mig, og da jeg en dag forsvandt og jeg aldrig så denne person mere, fik jeg nærmest psykose” Asma lo stille, mens hun rørte sig på panden. ”Men efter lange år fandt jeg personen i en skov. Her stod personen så med sine vampyr venner, og prøvede at rede en pige eller noget. Det tåger stadig” Asma træk vejret ind, mens hun gav et nik fra sig. ”Kort sagt, personen kunne ikke huske mig, og jeg var sådan.. total smadret. Jeg var glad for at se personen, men på den anden side, personen kunne ikke huske mig” Asma smilede stort. ”Og resten kan du lige så godt gætte dig til. For du ligner en der ville sove” Asma prikkede Circker på kinden, mens hun rakte tunge. Sørgmodigt.

Cricker lyttede til hvad det var Asma sagde til ham. En person, hun nævnte ikke noget navn... var det med vilje fordi hun ikke ville have at Cricker skulle vide hvem det var, eller var det mon fordi at hun ikke kunne huske denne persons navn.. Han ville ikke spørge mere ind til det. Hun måte selv fortælle det hvis det endelig var at han skulle vide hvem denne person var. Måske kendte han ham eller hende. Han kiggede på hende da hun var færdig med at snakke. "Hmm, tja det kan jeg vel" Han smilede og da hun prak ham på kinden kildede han hende lidt tilbage som hævn. "Jeg er uskyldig så du må ikke prikke til mig, men jeg må godt kilde dig" sagde han med en drilsk tone. Han kiggede på hende og derefter så han sig lidt omkring. "Hmm, jeg er godt nok ved at være lidt træt, men jeg gider ikke tage hjem allerede, desuden er det en lang tur nu hvor jeg ikke kan flyve." Han kiggede op på hende igen. det have faktisk været en interessant historie hun fortalte ham.

Asma lag hovedet på skrå, og smilede kækt. Hun lo så om man må sige, efter han gav hende den der drille tone og sin kilden. Asma betragtede ham stille, mens hun tænkte på, at han egentlig ikke havde fået meget at vide. Hun omtalte jo alle ordene som om det hele hemmeligt, det var det jo ikke.. så på den anden side, hvorfor skulle han egentlig vide så meget om hende? Hun var jo ikke interessant, hun var jo bare en engel.. ikke mere. Engle skulle ikke have opmærksomhed. Hun lag hovedet og så lidt på Cricker. Han var egentlig et dejligt væsen, han var rolig og fik hende til at smile hele tiden. Når han smilede så smilede hun, og når han var ked af det, ja, så var hun ude af den. Asma smilede kort for sig selv, og træk sig væk fra sin lille drømmeverden.
”Jamen du kan da sove her” hun pegede på jorden, og satte sig ned. ”Der er både en flot udsigt, og jeg skal nok passe på dig Cricker” hun smilede mildt, mens hun stille rakte ud efter hans hånd, bare for at fortælle ham at han skulle side ned, eller lægge sig og slappe af. Han var trods alt såret, og det var egentlig ret underligt at han stadig kunne snakke med hende, uden den mindste smerte i blandt deres samtale. Ja, som hun havde tænkt. Cricker var vel et.. vidunder? Han var i det mindste ikke den irriterende person, som uafbrudt talte, eller slet ikke sagde noget. Han var en total blanding af det hele. Rart på en måde. ”Bare sov, jeg går ingen steder”

Han kiggede ned på jorden da hun pegede. "Jamen... Den er jo hård" Han smilede lidt og kiggede på hende. Det var den første engel ha nogensinde havde mødt, aldrig før.. Jo en enkelt gang havde han mødt en engel.. Men det var jo en dødsengel så det talte vel ikke gjorde det? Han kiggede derefter på hende "Jamen jeg vil meget hellere sove på dig.. Altså sove på dit skød eller hvad man nu siger" han grinede lidt af sig selv, han vidste jo ikke rigtig hvad han skulle sige.
Han kiggede igen på sin vinge, men kun lige hurtigt, hvorefter han kiggede på hende igen. Han kunne sagtens mærke at det gjorde ondt, men på grund af hans barkhuds passive evne så kunne han som sådan ikke mærke det, ellers så bed han det baer i sig, for at hun ikke skulle blive bekymret, han vidste godt nogenlunde hvordan hun var når hun var bekymret, det var hun jo da de mødtes, og hun skulle ikke tænke på det synes han. "Nej jeg ved det godt, men det er da træls for dig at jeg skal ligge og sove og du bare kan sidde der og kigge er det ikke?" Han kiggede på hende og smilede.

Asma så på Cricker og grinte lidt. Hun drillede jo bare, for hvem kunne også holde ud at sove på jorden? Hun hørte på hans ord, og bemærkninger. Hun lag hovedet på skrå kort tid efter og smilede endnu mere mildt. Så han ville sove på hendes skød? ”Cricker. Jeg kommer ikke til at kede mig, bare lad mig synge til du hvile dig” hun lod kort sin hånd glide over hendes knæ. Hun grinte stille, mens hun fugtede sine læber. Kunne han virkelig holde hende ud? Altså var han ikke blevet træt af hende?
Asma følte det her en smule akavet. Hun havde helt seriøst regnet med at Cricker havde forladt hende fra lang tid siden. Hun lukkede kort sine øjne, mens hun ledte efter søvnen. Hun kunne ligeså godt hvile selv.. ”Så kan vi begge bare hvile Cricker” sagde hun med et og lag sag helt på jorden. Hun lo, mens hun lag sine hænder over sit ansigt.