Fast or not? - Cricker

Han kiggede på hende efter det hun havde sagt. "Ja, jeg har en stor fordel her i skoven, en fingerbevægelse og jeg kan få nogle rødder til at gøre næsten alt, men kun næsten." Han tænkte på en gang hvor han var kommet til at ramme sig selv og smilede ved tanken. "Jo forresten, jeg er ked af at jeg tænker så meget men... Jeg er ikke så vant til at omgås andre mennesker, så det hele er lidt nyt for mig" Han smilede til hende og håbede at hun kunne forstå, eftersom at han havde boet i skoven hele sit liv og ikke været inde i byen så havde han ikke haft meget kontakt til andre racer.

Asma nikkede og lo stille. Hun så ud for sig, mens hans ord faktisk gav mening. Tænk hvis hun kunne betvinge en hel skov, det ville være så dejligt, for det var bare så stort. Og desuden havde man masser af fordele, da man var på hjemmebane. Man kunne da ikke tabe over nogen, med mindre man var usikker eller noget. Asma så på Cricker. Hans sidste bemærkning fik hende til at smile. ”Jeg er skam en engel. Men det er vel lige meget, jeg forstår dig da” hun lo stille og pegede forud. ”Så er vi her.. ikke?” spurgte hun, og slap stille hans hånd, så han kunne få noget at drikke.

Han kiggede lige ud da hun spurgte om de var der, jo det var de da. "Ja, det er vi faktisk" Han smilede til hende. Han var faktisk glad for at hun havde kastet det agern ned, ellers havde han ikke mødt hende og så havde han bare siddet her og været alene. Det er altid dejligt når der er en sammen med ham synes han. " Forresten, tak for al din hjælp, jeg skylder dig et eller andet" Nu vidste han hvordan alle andre havde det når han havde hjulpet dem. Nu kunne han godt forstå at de ville gøre et eller andet til gengæld, det ville han nemlig selv nu hvor hun havde hjulpet ham.

Asma nikkede og så ud mod vandet. I første omgang sagde hun intet, men hørte bare hans ord. Hun havde ikke engang hjulpet. Når jo, hun var nærmest ved at besvime. Asma så på ham og bed sig kort på underlæben. Hun ville protestere men der kom intet ud af hendes mund. Asma lod kort sin hånd klø sig bag nakken, mens et par smile rynker formede sig på hendes pande. ”Altså, jeg er vel bare glad for at møde dig Cricker, så det er vel bare det” sagde hun, men med et lyste hun op. ”Du kunne jo vise mig lidt af skoven. Et sted som ingen kommer” hun så håbefuldt på ham, mens hendes hænder klappede sammen. ”Altså, kun hvis du vil” skyndte hun sig at sige, mens hun lo igen. Den her gang sarkastisk.

Cricker tænkte lidt. Det eneste sted han lige kunne komme i tanke om hvor der ikke kom andre var oppe i bjergene eller steder hvor man skulle kunne flyve. Og hun ville ikke kunne flyve dem derhen uden at miste en masse energi. Medmindre... "Jo der er et sted, men det er et lille stykke herfra, en høj klippe med træer hvor der er et vandfald der skylder ned og bliver til en lille sø. Der kommer ingen derhen da det er så dybt inde i skoven" Han kiggede på hende. Det kunne jo være det lige var noget for hende.. eller.. Det var han næsten helt sikker på at det var. Nej hvor var det lang tid siden han sidst havde været der selv, men han kunne sagtens huske hvordan det så ud derhenne. Det var meget smukt.

Asma så på ham med store øjne, da hun hørte noget om et vandfald. Han behøvede sådan set ikke sige mere, da alle vandfalde så lige så smukke ud. Asma nikkede så stille, mens hun lod sine tanker glide over hendes vinger. Hendes vinger havde faktisk vokset siden sidst, så det skulle nok gå. ”Jamen så flyver vi derover” sagde hun og lo stille. Hun lukkede kort sine øjne, mens to store vinger skød ud. Nogle fjer dalede ned, mens Asma rystede for sjovt med hele kroppen. ”Jeg kan sagtens flyve dig Cricker” sagde hun, og pegede imod hendes enorme hvide vinger. ”Bare læg dig godt til pas bag min ryg”

Cricker kiggede lidt på hende, han var ikke helt sikker på det, men han udbrød pludseligt "Jeg er altså lidt fed så er du sikker?" Han sagde det i sjov og kunne ikke se alvorlig ud bagefter så han begyndte at smile helt vildt og kiggede på hende. Hvis hun var sikker på at hun kunne bære ham så kunne hun vel godt. Han kiggede nu stadig lidt og var lidt usikker på det men hun vidste bedst. "Men okay, hvis du er sikker så er det i orden" Han smilede til hende og gjorde sig klat til at hoppe op på ryggen, det var nu lidt pinligt da det altid plejede at være ham der bar kvinderne, men i dag var det omvendt.

Asma bed sig på underlæben og begyndte at grine. Hun holdte sig på maven mens hendes ansigt blev på en måde rød. Faktisk holdte hun sig både på maven og munden. Hun så derefter på Cricker med et stort smil og røde kinder. ”Jeg er stærk” hun blinkede med det ene øje, mens hans første bemærkning ikke slap hende. Hun rakte tunge, mens hun lod sig gøre klar til at han hoppede på hendes ryg. Det var egentlig underligt, men hvad så? ”Kom så smukke” sagde hun og klappede stille.

Han grinede lidt og tog lidt på hans mave. "De her deller de vejer meget" Han grinede stadig og gik over til hende. "Hva pokker, det er din ryg, her kommer jeg" Han hoppede stille op på ryggen. "Altså... Det føles underligt, det plejer altid at være mig der fløj med andre" Han smilede til hende og kiggede sig omkring, måske var det for at være sikker på at der ikke var nogen der kiggede. Men et eller andet sted var han ligeglad. Han var jo såret og havde brug for hjælp og det var det, så var det helt i orden at det var hende der fløj med ham.

Asma fugtede sine læber og rystede på hovedet med et grin. Da hun mærkede hans vægt smilede hun, mens hun lod sine hænder placere sig på hans ryg, så han ikke mistede balancen eller noget. Hendes røde hår vil sikkert piske ham i hovedet, men det gjord vil ingen ting. ”Du er sjov” sagde hun og lod. Hun satte af, og de susede gennem luften. Hun tillod sig at slippe taget om hans ryg, så de bare svævede af sted, mens Asma holdte udgik efter stedet. Alt så meget bedre oppe fra, og i sær på dette tidspunkt. Hun smilte mildt. ”Wow, det er så smukt Cricker” hun pegede imod alle steder. ”I love it!”

Han smilede da hun begyndte at pege, det så ud som om at hun ikke rigtig kunne bestemme sig for hvor hun ville hen. "Jeg ved det, der er noget specielt over skoven på det her tidspunkt synes du ikke?" Han smilede og kiggede sig om ligesom hun gjorde, bare hun nu huskede at stoppe på det rigtige tidspunkt. Eller... Han skulle jo egentlig sige stop, da det var ham der vidste hvor stedet var henne. Han kiggede sig omkring efter det, men det lå lidt længere forude, dog ikke meget langt.

Asma så nysgerrigt rundt med sine store pupiller som et lille barn der glædede sig til et eller andet. Hun faldt langsom til ro, mens hun lo stille, da hun kunne høre vandfaldet forude. Hun kunne lige skimme det, og kunne underligt nok mærke de små drypper på hendes næse. Asma så tilbage på Cricker og smilte. ”Der er her.. ikke?” sagde hun, og lod til at svæve nedad, da hun var klar til at lande. Det så rigtig flot ud, for de lignede at der var små stjerner i vandet, da det bare glitrede.

Han nikkede til hende. "Jo det er nemlig her" Han kiggede derned, det var lige så smukt som han kunne huske det fra sidste gang han var her.. Men det var som barn med hans forældre da de levede. Han snakkede ikke så meget om sine forældre, men det var også det bedste, de døde for mange år siden. De var nu landet og Cricker hoppede ned. "Wow... Nu ved jeg hvordan andre har det når jeg flyver med dem" Han grinede lidt og kiggede på Asma

Da de landede ømmede Asma sig for sjovt. Hun tog sig til ryggen, mens hun lo kort tid efter. Hun rettede sig op, og så tilbage på Criker. ”Det er dejligt at kunne flyve” sagde hun og lød drømmende. Hun så imod vandfaldet, mens hun lod sine hænder mødes bag ryggen. Hun vippede lidt med sine fødder, som om hun var en slags professor eller noget i den stil. ”Det er virkeligt smuk Cricker” hun så på ham, med et varmt smil. ”Tak, for resten” tilføjede hun skævt.

Han grinede lidt da hun ømmede sig. "Jeg sagde jo at jeg var fed" Han grinede lidt igen. Han kiggede ud over vandfaldet. "Ja, det er lang tid siden jeg var her sidst.. Det var med.. Mine forældre" Han lød lidt trist da han sagde det.. Der ligger en længere historie bag, som han ikke helt ved om han vil fortælle lige nu, men da hun sagde noget kiggede han på hende. "Det var da så lidt" Han smilede.

Asma nikkede, da han var færdig med at snakke. Han lød ikke helt glad, da han omtalte sine forældre, og Asma regnede med at der lå noget bag det, men hun turde ikke sådan. Hun satte sig, og lod sin hage hvile sig på hendes knæ, mens hun så op på Cricker. ”Du måtte være heldig” sagde hun og kastede så blikket imod vandfaldet. ”Altså sådan at kunne tage tur med sine forældre, det er ret.. sejt” hun fugtede sine læber og bed sig så. Gid man dog kunne prøve det, inden man selv blev forældre. Hun så på Cricker og smilte mildt. ”Du er heldig min dreng”

Cricker knyttede sin næve og der kom et mindre jordskælv. Nogle sten fald ned i vandet der lå langt nede. Han stoppede dog hurtigt igen. "Er du da selv mor?" han ved ikke hvorfor at han spurgte, men det kunne bare godt lyde sådan på hende. Han kiggede ikke på hende. Lige nu var han lidt fyldt med... Had og sorg, men han prøvede på ikke at vise det, han havde ikke lagt mærke til det lille jordskælv der var kommet da han knyttede hånden.

Asma så imod vandet, da det på en måde rystede nedunder hende. Asma lod det passere og så på Cricker. Var det hende eller havde han ændret sig? Asma skulle lige til at spørge om noget, da han sagde noget. Hun så på ham som om han sagde noget grimt. Hun lo stille, ret koldt faktisk. Ikke af ham, men spørgsmålet. ”Mig? Nej Cricker, jeg er skam stadig en jomfru” hun lo stile, mens hun skjulte sit ansigt i sine knæ. Der var et eller andet galt. Måske var det, det om hans forældre? Asma bed sig på underlæben, ikke sådan han kunne se det.

Cricker gik hen til kanten. Han vidste godt at han ikke kunne flyve, men måske skulle han springe alligevel. Det gjorde ondt på ham kunne han mærke, han ville tage et skridt tilbage, efter et enkelt skridt blev han tvunget ned i knæ og skreg som om han havde store smerter og det havde han "ARRRRGHH!!!!" Det var meget højt, fugle flygtede og jorden rystede lidt igen. Så blev det stille.. Han havde tydeligvis ikke styr på sine evner lige nu, måske hvis nogen kunne trænge ind i hans sind og se hvad der var sket, så kunne det hjælpe, men Cricker kendte ikke nogen der havde sådan en evne.

Asma rejste sig op som et lyn. Hun fløj nærmest op faktisk. ”Cricker!” råbte hun og holdte om ham, mens hendes hånd automatisk røg op til hans pande. Hendes vejrtrækning blev ret nervøs, faktisk forpustet af en art. ”Søde, hvad er der?” spurgte hun, mens hun holdte om hans hoved, så hendes næse rørte hans hår. Hun ville være sikker på at han kunne hører hendes hjerte, da hans ører lå imod hendes bryst. ”Cricker” mumlede hun stille, mens hun lukkede øjnene. Han var tydeligvis ikke rask endnu.

Cricker rystede over det hele. Det var tanken om hans forældre der gjorde ham gal.. Når han var sur og ked af det på samme tid gik det tit galt. Der gik lidt tid og han kunne høre Asmamix's hjerte. Han kiggede op på hende med et lidt forvirret blik. "Jeg..." Han satte sig op og kiggede på hende, han så at han var kommet til at tage hende i hånden, han gav hurtigt slip "Undskyld det er bare... En svaghed jeg har." Han var lidt ked af at hun havde set den side af ham.. En tåre trillede ned af hans kind og han lænede sig ind til Asma igen. "Undskyld"

Asma så på Cricker. Mødte hans øjne, mærkede hans hånd og kunne egentlig ikke slippe tanken om at det var hendes skyld. Asma åbnede munden for hun ville sige noget, men lod det ligge. Da han lænede sig imod hende igen, lod hun til at holde om ham. Hun lod en finger, sin pegefinger tørre hans tårer væk. Hun kyssede stille hans hoved på, mens hun vuggede ham på en måde. ”Jeg undskylder. Jeg skulle holde min mund” hun sukkede stille, mens hun så imod vandfaldet. Han må have haft det hårdt. Meget endda. ”Undskyld”

"Det er ikke din skyld søde, jeg skal lære at styre mig." Han lå faktisk meget godt, det var som om at han nærmest puttede sig ind til hende. "Kan vi ikke sætte os over til et træ? Så kan vi da i det mindste sidde bedre" Han lød lidt mere glad nu. "Jeg ligger nemlig rigtig godt lige her" Han havde mest af alt lyst til at ligge og putte med hende.

Asma smilte stille, mens hun så på hans hoved. Hun sagde ikke noget i første omgang, bare nikkede, selvom han ikke kunne se det. Asma rejste sig op, og rakte hendes hånd imod ham. hun betragtede ham, da en lille tanke stak hende. Hun mærkede sig selv på hjertet mens hendes øjne fik et lille glød, men det var ikke til at lægge mærke til det. ”Tag min hånd så. Jeg slipper sgu ikke blikket fra dig nu” sagde hun og sukkede, ret bekymret faktisk.

Han smilede da hun kom med sin kommentar. Han vidste godt at uanset hvad han sagde så ville det ikke få hende til at ændre mening, så han tog hendes hånd. Han rejste sig og kiggede hende i øjnene. "Tak for al din hjælp Asma, jeg sætter virkelig pris på det." Han stod bare og kiggede på hende i lidt tid, indtil at hun sagde de kunne gå.