Intet som gamle minder - Lazarus

Lazarus kiggede på Angie og grinede ’’ Jamen jeg kan jo ikke bruge en slave der ville falde mig i ryggen.. Men du er den eneste undtagelse af dem alle.. Jeg vil tage dig som min slave. Jeg vil skænke dig den ære’’. Lazarus kastede et halsbånd for hendes fødder. Lazarus trak på sine skuldre ’’ Desværre virker min Klans magi ikke i dette halsbånd medmindre du tager det frivilligt på.. Det er den eneste ulempe ved det… Det ser ud til jeg må finde dem du elsker.. og tvinge dig til at dræbe dem på måder du ikke engang vidste var muligt.. Indse det Angie.. Du kan ikke finde over mig.. Jeg er det mørke i din sjæl.. Det var ikke Zane eller nogen anden.. Altid mig.. Vi forstår hinanden som ingen andre.. Du.. Har.. Altid.. Min ’’. Lazarus begyndte at gå. Han vidste hun ikke kunne blive ved med at klare det. Hvem kunne også det. Men hun var så stolt. Jeg kunne ikke vente til hun var hans slave. Alt det sjov han skulle have med hende. Alt den ondskab han ville sprede. Lazarus kiggede på sin Bodyguard ’’ Tager hun det på.. Så vis hende op til kjolerne og få hende i en.. Gør hun ikke.. Så gør klar til næste prøve. Bodyguarden bukkede og sagde ’’Javel Lord Lazarus.. Erm… Sir? ’’. Lazarus stoppede ’’ Ja?’’.. Bodyguarden rømmede sig ’’ Du ved godt at en som hende vil du aldrig knække ’’. Lazarus grinede ’’ Ja… Det er derfor jeg ikke har dræbt hende.. Hun er speciel.. Vigtig.. DA hun arbejde for Zane.. Var jeg faktisk.. Misundelige.. Hun er loyal og ond.. Derfor er hun nu min ’’. Lazarus gik ind i stuen og ventede på hvad hun nu ville gøre.

"Du kan lige tro jeg vil falde dig i ryggen" svarede hun bidsk, inden et øjenbryn langsomt gled op i vejret. Det skete samtidig med at et.. halsbånd landede for hendes fødder. "Du forventer.." sagde hun langsomt, som om hun ikke kunne tro sine egne øre, inden hun bøjede sig ned, og samlede halsbåndet op imellem to fingre, som var det noget klamt hun helst ikke rørte ved. "At jeg skal gå med.. Det her!" afsluttede hun frastødt sin sætning, og skar let ansigt. Han troede virkelig hun var en hund. "Det er jo ikke engang min farve!" og det var hvad han kaldte en ære. At få sin egen skødehund.
Igen fnøs hun brutalt ved tanken, men da han snakkede om at hun skulle dræbe dem hun holdt af, løb Angelies tanker langsomt over de mennesker, som hun rent faktisk ikke var åbenlyst fjender med. Faktisk fandtes der få mennesker hun respekterede, endnu færre hun holdt af, men de var der. Et kort øjeblik kunne hun skubbe de folk fra sig, mens hun så hvordan han bevægede sig væk. Irriteret knugede hun hårdt omkring det der skulle forestille et halsbånd. "Så du mener, at du var min mørke side.. Du glemmer vist at jeg rent faktisk engang slet ikke anede at du eksisterede" svarede hun køligt og himlede opgivende med øjnene. "Ja jeg kender dig.. Alt for godt.. Og det er ikke noget jeg finder som en god ting" tilføjede hun vredt, inden hun så ham forsvinde.
Fejlen var bare, at hendes blik nu faldt på den uskyldige pige, der lå på gulvet, gasset, død.. Allerede inden hendes liv havde haft en chance for at komme igang. Angelie havde ingen mindre søskende, men tanken om at det kunne have været hendes søster, frembragte en lille, næsten utydelig klump i hendes hals, og vreden forpassede et ganske kort øjeblik. Nu hvor han var ude af syne, tillod hun sine tanker langsomt at spinde en diskret plan sammen i hendes tanker.. Intet specifikt, så han ikke ville kunne opfange det.
Et sidste nik mod den døde pige, fortalte at Angelie havde truffet et valg. Hun bevægede sig bestemt mod indgangen, samme sted hvor Lazarus var forsvundet, og havde efterladt sin gorilla ventende. "Fortæl endelig din herre at jeg har besluttet at .." hun kunne ikke gøre sætningen færdig, da hun aldrig ville tænke på sig selv som en slave "..akkompagnere ham i den næste tid" svarede hun så, inden hun holdt halsbåndet frem for sig, og slap det, så det faldt mod jorden. "Men der er ingen chance for, at jeg nogensinde vil gå med det der!"

Bodyguarden kiggede på Angie og rystede på hovedet og faldt så på knæ foran hende ’’ Jeg beder dig.. Tag det på.. Jeg har en menneske lillesøster.. Hvis jeg skuffer Lord Lazarus.. han ’’. Bodyguarden kiggede ind i rummet på den døde Aspara pige der så livløst. Livet glød af håb der engang var i pigens øjne var falmet. Bodyguarden kiggede på Angie igen ’’ Jeg beder dem.. ’’. Bodyguarden kiggede omkring sig da en anden Vampyr kom frem fra mørket og kiggede på Bodyguarden og Angie. Vampyren nikkede mod Angie og sagde ’’ Jeg er Balarus.. Lord Lazarus personlige tjener.. Generer denne ’’Bidte’’ dig? ’’. Balarus trak en pistol og pegede den mod Bodyguarden. Balarus virkede som en kold og følelsesforladt person. Den perfekte tjener til Lazarus. Dog virkede han til at være en Vampyr det gjorde sit job til punkt og prikke. Imens sad Lazarus og ventede. Han blev langsomt utålmodig. Han hadede at vente. Hvis ikke snart han fik et svar skulle han jo selv tilbage og klare det. Så ville der falde hovedet. *hvorfor skal alle mine folk være så uduelige.. Skal jeg gøre altid selv.. Jeg dræber snart nogen hvis de ikke snart gør noget rigtigt.. De kan ikke engang finde og dræbe Barishan… Hvor uduelige er de lige *

Langsomt kneb hun mistænksomt øjnene sammen, da denne person bøjede sig ned og samlede halsbåndet op. Det undrede hende ikke, at han ville overtale hende til at tage det på, men om hans ord var sande eller ej.. Det vidste hun ikke, og et eller andet sted troede hun faktisk på hvad han sagde. Alligevel lod hun sit blik afsøge hans, for at finde det mindste tegn på løgn, men alt hun fandt var ængstelse og måske.. Tja.. Måske endda et lille spinkelt håb, eller hvad man nu kunne kalde det. Angelie var ikke sikker..
Hun nåede dog ikke at sige mere, før en anden stemme gav lyd fra sig. Denne var mere nøgtern og kold, så den automatisk irriterede hende, selvom hun ikke engang havde vendt blikket mod ham. Istedet tog hun igen fat omkring halsbåndet.. Så måtte hun gå direkte til kilden med det, når denne ikke havde tænkt sig at bringe hendes meddelelse.
"Balarus" sagde hun så istedet koldt, og lod for første gang blikket glide over mod denne person. "Intet irriterede mig før du besluttede dig for at åbne din store kæft" bemærkede hun i det samme kølige tonefald, som denne selv havde brugt, inden hun sendte ham et afskyeligt blik. "Jeg går ud fra du hørte mit... ønske" tilføjede hun hurtigt, og satte sig i bevægelse mod denne Balarus, inden hun sendte pistolen et misbilligende blik. "Bringer du den til ham, eller skal jeg også selv gøre det". Tonefaldet blev en anelse bidende, da hun stoppede op overfor denne Balarus, og stod med et afventende blik.
Hun var ikke sikker på hvor Lazarus ville befinde sig, men der var en dør, som ledte væk fra rummet med den døde asparapige.. Den pige der endnu ikke havde prøvet at leve før vampyren havde taget livet fra hende. Angelie ville ikke lade flere børn dø. Hun ville finde en anden måde at klare ham på.

Balarus kiggede på hende med et køligt blik før han skød Bodyguarden i hovedet, som med et blev til støv. Balarus stod lidt og stirrede på Angie. Lidt som en statue før han koldt sagde ’’ Gør det selv… Følg så med mig.. Du skal skifte til en kjole.. Herren ønsker ikke at se dig i det gyselige tøj der ’’. Balarus begyndte at gå imod døren og åbnede den. Han gjorde tegn til hun skulle følge efter. Hvis hun gjorde det ville han lede hende op af de mange trin til den første sal. Der åbnede han en dør til et stort værelse. Det var et smukt gammeldags værelse fra midt 1800 tallet. Der var ikke sparet på noget som helst. Guld mønstre på sengen og silke lagner. Balarus gik ind og åbnede et stort skab. Skabet var så stort som et værelse og fyldt med tøj, kjoler, sko, smukker og alt hvad en fin dame nu skulle bruge. Balarus sagde med en kedsommelig stemme ’’ Kjole, hvid… Sko med høje hæle.. Øreringe.. ’’. Balarus gik hen og stillede sig i døren og ventede på at Anige ville gøre sig i stand ’’ Angelie.. Jeg siger ikke dette for at hjælpe dig.. Men gør du ikke som herren ønsker.. Du kender ham ’’. Balarus stillede sig som en tjener nu gjorde og afventede hendes ord at hun var klar til at tage af sted.

Vredt knurrede hun af Balarus da denne skød den anden gorilla i hovedet, egentlig uden grund, og han havde end ikke gjort noget galt. Hendes blik lynede kort, inden hun slog sin hånd, der knyttede omkring halsbåndet, ind i brystet på ham, så hårdt hun kunne, i håb om at det måske ville slå luften ud af ham.. Måske endda efterlade et mærke, og en ømhed. Det ville tilfredsstille hende nok i dette øjeblik.
"Ja.. For hvis noget heromkring skal gøres ordenligt, skal man jo gøre det selv" svarede hun koldt tilbage, inden hun fulgte efter, men hurtigt igen stoppede op. "Jeg er fuldstændig ligeglad.. Jeg går ikke i kjoler, eller bruger nips.. Han kan se mig som jeg er, eller slet ikke" svarede hun kort og kontant, inden Angelie stædigt lagde armene over kors, og lænede sig op af muren ved den dør, hvor Balarus var gået ud, og nu var på vej op ad trappen. Hun ville ikke flytte sig så meget som en milimeter op af den trappe. *Hørte du det?* tænkte hun irriteret, i håb om at vampyren kunne høre hendes tanker.
Selvom det indtørrede blod stadig lå over hendes sorte tøj, og størknede i de røde lokker, så var det sådan Angelie havde tænkt sig at møde op, hvis han ønskede at se hende. Imens fingererede hun dog lidt med halsbåndet, og vendte et tænkende blik mod det. Hund.. Tidligere havde han kaldt hende ting, så hund måtte vel være en form for forfremmelse? Hun var ikke sikker på hun brød sig om den. Zane ville aldrig..
Hendes tanker stoppede kort ved dette, inden hun bed sig kort i underlæben. Han ville aldrig have tænkt sådan om hende, eller behandlet hende under sin stand. Selvfølgelig var hendes stand anderledes.. Hendes race var en aktiv slavehandel, grundet elverens skønhed, og blev derfor ofte brugt som elskere af de mere fine racer.

Balarus rullede med øjnene og gik bare videre som om det ikke var han problem hvad hun lavede. Imens var lazarus tålmodighed sluppet op og han gik ned mod det sted han havde efterladt Angie. Da han så hun stadigvæk stod der hvæsede han højt. Alle skrigende der svagt kunne høres rundt omkring i palæet stoppede og en uhyggelig stilhed varede et par sekunder før Balarus kom frem og sagde ’’ Noget galt Herrer ’’. Lazarus kiggede direkte på Balarus ’’ Hvis man skal køre noget rigtigt så skal man gøre det selv ’’. Balarus sank sit hoved ’’ Undskyld Herrer ’’. Lazarus vinkede ham væk ’’ Du ved hvad du skal.. Dræb de 3 elver børn i kunne finde som straf for Angies ulydighed ’’. Balarus nikkede og forsvandt fra døren. Lazarus gik over imod Angie han stoppede foran hende. Det var ikke til at se om han var sur eller ej. Et smil viste sig på hans læber ’’ Angie.. Nu gør du som der bliver sagt.. Ellers torturere jeg alle de elvere jeg finder.. Jeg finder alle børn i hele Di Morga og slagter dem på en ny og opfindsom måde foran dig… Skift ’’. Lazarus pegede op ud mod gangen hvor Balarus var forsvundet. De svage skrig var vendt tilbage og gav stedet dens uhyggelige og morbide stemning der åbenbart så ud til at underholde Lazarus mildt. Han vidste hvor stædig hun var. Lazarus satte sit hoved på skrå ’’ Eller skal jeg forsætte med mine lege? ’’

Tilfredsheden over at hendes vilje måske alligevel blev en realitet var kort. Hun nåede knap nok at nye sin triumf, inden Lazarus kom ud fra sit gemme, og hvæste vredt. Hun forstod det egentlig. Havde hun været i hans sted, med en person som hende.. Ja så ville selv Angelie være ved at rykke håret ud på sig selv af irritation. Det undrede hende dog endnu engang, at straffen ikke blev vendt mod hende. Faktisk var hun ikke på noget tidspunkt blevet rørt, slået eller såret. Sådan plejede de ikke at lege i fortiden.. Nu gik det hele tiden udover andre.
Da stemmen hørtes, gøs hun let. Tre børn mere.. Elvere.. Det var hendes egen race. Hun følte trangen til at træde frem og angribe denne Balarus, men vidste også at det ville være nytteløst. Istedet rystede hun svagt på hovedet, og vendte blikket med Lazarus.
I et enkelt minut kiggede hun bare på ham med et tomt blik, inden hun tog halsbåndet, og lagde det over hans skulder. "Jeg er ingen køter" svarede hun med en hul stemme, inden hun vendte rundt på foden, og bevægede sig mod trappen, og op ovenpå hvor hun ville være blevet ført hen.
Angelie måtte gå ud fra at værelset var der hvor døren stod halvt åbent, og hun fortsatte ind i det rum, som Balarus ville have bragt hende ind i.
Hurtigt rykkede hun en hvid kjole ned fra en tilfældig bøjle, og i arrigskab tændte hun for vandet på badeværelset, eftersom det vel også var forkert at møde op uden et bad.
Badet foregik hurtigt, og Angelie fik vasket ethvert tegn af blev, sved og jord af sig, inden hun derefter trådte i den hvide kjole, der bare en let vudskæring, og gled ned i en spids, fra midten af venstre lår, og ned til højre knæ. Kjolen bestod af brede stropper, der dækkede det meste af hendes skuldre. Alt nips, som smykker og andet kunne han glemme alt om. Hun ville aldrig bruge det, og skoene forblev på en minimum hæl. Et par simple hvide støvler, der kun lagde et par centimeter til hendes 170 centimeters højde.
Hurtigt løb hun en børste igennem det røde hår, og samlede det i en knoldet hestehale ved hendes højre øre, inden hun lod et stykke hvidt stof dække et ar på hendes venstre underarm. Det ar, der endda bar adressen på dette hus.
Angelie bevægede sig irriteret ud af værelset, og ned af trappen endnu engang, for at finde Lazarus.

Lazarus ventede nede i balsalen han havde skiftet til smoking. Havde hun ikke kendt ham og vidste hvilken monster han var, ja så ville han faktisk ligne en nydelig mand. Han smilede tilfreds da han så hende ’’ Det var også på tide du begyndte at lystre mig… Først skal du lære at danse ’’. Lazarus rakte en hånd frem i det han bukkede. Hans galante bevægelser fik ham næsten til at virke som en god person. Et venligt smil bredte sig på hans læber ’’ Må jeg bede om denne dans ’’. En nydelig classisk musik begyndte at spille i baggrunden. Han duftede ikke af død som han plejede men af en ny cologne fra Italien. Der var dækket op til to personer ved et bord et stykke væk. Fem tjenere og fem tjenestepiger stod i siderne af rummet og kiggede ned i jorden. Lazarus træk hende ind til ham i en blid bevægelse og dansede med hende som var hun den vigtigste kvinde i verden. En blomst, en ubeskrivelig smuk rose som skulle passes og plejes. Der var så meget følelse i hans dans i det han dansede tæt op af hende. Lazarus førte hende efter lidt tid bagover så deres næser næsten rørtes. Han stod der med hende i lidt tid. Det var som var han ridderen på den hvide hest. Da sangen sluttede slap han hende og kiggede på Balarus der nu stod i dør åbningen. Lazarus fnøs og sagde ’’ Virkede det ægte nok? ’’. Balarus Nikkede. Det hele havde været et skuespil. Men for hvad. Hvad var det Lazarus planlagde. Hvorfor havde han brug for en at danse med. Lazarus drejede sit hoved og kiggede på Angie.

Stadig irriteret betrådte hun denne balsal, imens den lave knurren stadig sad plantet i hendes hals, mens hun med armene bag ryggen, stoppede op omkring en meter fra ham. Danse? Var han da fuldstændig tosset.. Der var fandme ingen i denne verden der ville få hende til at danse! Og da slet ikke ham. Hvor meget han end kunne snyde enhver anden person med sit fashionable ydre, så ville han aldrig være andet end en pest for hende. En person der aldrig burde have betrådt denne jord. "Jeg.. Nægter.. at.. Da.." Hun nåede ikke at hviske resten af sin protest, før hun mærkede hans greb omkring hende. Uheldigvis for Angelie var det ingen hemmelighed at han var stærkere end hende. Vampyrkræfter gjorde bare en det mere uovervindelig.
Hun undrede sig over den måde han gav hende opmærksomhed på. Hvis hun ikke vidste bedre, ville hun endda have troet han var blevet forelsket. Men hun vidste bedre.. Langt bedre, og vidste at noget stak under. Han ville aldrig kigge på hende på den måde.. Hun ville aldrig tillade ham at gøre det. Det var simpelt. Angelie var ikke en person man elskede længere, og hun var ikke en person der elskede.. Simpelt og nemt.. Sådan var livet. Selv da hun blev tvunget en anelse bagover, og fik ham lidt for tæt på til hendes egen smag, og til hendes fornøjelse, eftersom Angelie overvejede sine chancer for at slippe afsted med at spytte ham i hovedet. Hun tænkte heller ikke mere over det, og sendte væsken afsted mod ham, inden hun mærkede hvordan han slap grebet i hende.
En akt.. Selvfølgelig.. Den havde hun ikke regnet ud, spørgsmålet var bare hvad den skulle bruges til. Hun fnøs hånligt, og satte sig i protest på gulvet, i skrædderstilling, lagde armene over kors, og ventede tålmodigt på at blive indledt i det paradoksale skuespil de var igang med at stable på benene.

Lazarus næsten hvæsede da han sagde ’’ Rejs dig op ’’. Lazarus sukkede og dog sig til hovedet. Balarus gik over ’’ Rolig nu Herrer.. De har stadigvæk hele natten til det ’’. Lazarus brød ud i et stort suk ’’ Den latterlige tøs kan jo ikke engang bruges som dørmåtte… Balarus.. Han kommer i morgen ’’. Lazarus øjne begyndte at lyse rødt imens han skreg ’’PERSONLIGT ’’. Balarus nikkede ’’ Jeg ved det herrer.. Vil de have vi dræber hende her og finder en ny?’’. Lazarus rystede på hovedet og virkede frustrerede. Hvis hun ikke vidste bedre virkede det faktisk til at han var nervøs ja måske en da bange. Lazarus sukkede igen ’’ Det skal være hende her.. Det er det jeg har planlagt… han ville aldrig tro på det hvis det ikke var en så stædig.. Så meget ligesom mig selv ’’. Lazarus tog sig til hovedet ’’ Balarus.. Jeg finder noget at drikke.. Lær hende nogle bordmanere imens ’’. Balarus nikkede. Lazarus stormede ud af balsalen. Balarus gik over og kiggede på Angie ’’ Har de overhovedet nogle manere.. Ved de hvad de syv gafler skal bruges til? ’’. Balarus stod koldt og afventende på hendes svar. Lazarus gik over og tømte en menneske kvinde for blod * det er svært at være i nærheden af hende.. Hun er elver nu.. Hendes lugt er berusende.. Jeg er ikke sikker på jeg klare en hel aften med det.. Hvis bare en ting når galt.. Ja så kan det være… Nej det vil jeg ikke engang tænke på*

Det triumferende smil glanede allerede omkring hendes læber, da hun mærkede hvordan hun irriterede ham ved at sidde på jorden. Selvfølgelig ville det gøre ham gal.. Og det var alt hvad hun ville forsøge at opnå, dog stadig med den optrukne grænse der fortalte, at hvis flere kom til skade ville han ende med at støde hende så langt væk, at hun var ligeglad med andres liv, og derfor bare.. gå.
Alligevel var hun ikke sikker på om hun brød sig omkring den her snak der foregik over hovedet på hende. Nogen kom. Imorgen, personligt.. Hvem kom imorgen? Hun gennemsøgte sit hoved, men mindedes aldrig at have set Lazarus i nærheden af andre væsner.. lige med undtagelse af Barishan selvfølgelig, men det var længe siden efterhånden.. Pointen var også mere, at hun ikke lystrede hans ordrer, og derfor blev siddende på jorden, som om hun ikke havde hørt hvad han havde sagt. Hun vidste, at han vidste at hun ønskede at vide hvad det her handlede om. Måske ville hun endda vise en smule velvilje, hvis han viste en en smule tillid.. Gensidig respekt kunne man vel kalde det.
Hun lod sig ikke mærke med at Lazarus gik væk, men kom dog på benene da der blev snakket om bordmanerer. Hvad regnede han hende for.. Med hendes fortid, og så troede han ikke, at hun vidste hvordan man brugte en gaffel? Chancen var dog for god til at passere, og dumt rakte Angelie ud efter en af gaflerne fra det opdækkede bord. "Den her.. Jeg er vandt til at bruge fingrene.. Det fungerer meget bedre" bemærkede hun i et uskyldigt tonefald, inden hendes ansigt skiftede brat.
Hun vendte gaflen en halv omgang, og lod tænderne på den pege direkte imod Balarus' hals. Forhåbentlig ville han ikke reagere hurtigt nok til at afværge hendes angreb, og tænderne på gaflen ville derfor blidt bore sig ned i den bløde hud, lige over sammenfolden mellem halsen og kravebenet.

Balarus stod som en statue da hun gjorde som hun gjorde. Han virkede en smule overrasket ’’ Godt nok.. Jamen så er der jo ikke brug for mig til at lære dig det. Han virkede helt ligeglad med hendes gaffel. Han gik bare over og stillede sig op af væggen med de andre. Lidt efter kom Lazarus tilbage. Bad ham var en dreng. Drengen var omkring de 17 år. Det der var mest chokerende over drengen var at han lignede Lazarus. Faktisk kunne de godt ligne brødre. Drengen smilede da han så Angie og kiggede derefter på Lazarus og smilede ’’ Vi ses til festen i morgen… Storebror’’, Drengen gik. Lazarus stod tilbage og rystede på hovedet imens han mumlede ’’ Ja du vil elske at se mig blive banlyst fra Klanen.. Du er du jo den nye Arving ’’ Lazarus kiggede mod Balarus ’’ Nå har du lært hende det ’’ balarus fnøs’’ Frøken Angelie kan selv.. Som en stor pige ’’. Lazarus kiggede på Angelie og gik over til hende og smilede ’’ Min.. ’’ Det virkede til at han faktisk havde svært ved at side det han skulle til. Lazarus kiggede rundt ’’ Alle sammen… UD ’’. Da alle vare gået kiggede han på Angie ’’ Min Fader kommer i morgen.. Det ser ud til at… Kajika har fortalt alle at jeg var død.. Rygtet er nået min Fader.. han kommer personligt for at sikre sig jeg er okay.. Overhovedet af Chimera Klanen.. Han forventer jeg følger de æld gamle love og regler.. Ifølge dem skal jeg have en. ’’ Igen havde han svært ved at få ordene frem ’’ henrivende ond og fortryllende kone.. Du er nok den eneste han ville tro på var det… Så det udgiver du dig for at være.. Ellers… Ellers flår jeg dig i hundrede stykker ’’. Det var nok det nærmeste Lazarus var kommet på at be om hjælp i mange år

Igen var hun ikke sikker på hvordan hun skulle reagere. Den sad der, men det virkede ikke engang som om, at han bemærkede den, men stillede sig bag tilbage.. Flyttede sig væk, og Angelies blik vendtes mod Lazarus, der nu kom ind. I hælene på ham fulgte en dreng, og ligheden fik det kort til at løbe hende koldt ned langs ryggen. Den var slående, og Angelie tænkte straks.. En Lazarus var slem nok, men to var alt for meget. Hun kendte sin bordskik, men bare tanken om at skulle være høflig overfor en person der var i familie med.. Med Ham! Nej.. Det ville hun ikke kunne klare, og derfor sagde hun heller ikke et ord, mens drengen igen forsvandt, efter at have sagt storebror.
Hendes blik blev endnu engang mistroisk, da hun bemærkede at Lazarus virkede som om, at han prøvede at bede om noget. Et svagt smil skjulte sig i hendes mundvige, da han beordrede folk til at forlade rummet, og efterlod dem tilbage. Angelie lagde afventende armene over kors, mens hun kiggede på ham, klar til at høre de mest henrivende historier, om hvordan han ville flå hende. Hun havde hørt dem før jo.
Det der overraskede hende, var det han sagde, måden han sagde det på. Så det var hans elskede far der kom imorgen, for at se om hans søn var okay. "Awh.. Hvor betænksomt af ham" svarede hun i sit ligegyldige tonefald, inden hun trådte et par skridt til siden, og lod en finger løbe langs dugen på bordet. "Farmand forventer at du skal have en kone, men ingen her ønskede dig, og nu prøver du at købe mig.. Ved du ikke man ikke burde spørge en såret kvinde om hjælp i en sådan situation" svarede hun langsomt, og lagde med vilje et ekstra tryk på hjælp, bare for at gnide salt i såret, inden smilet igen kom frem på hendes ansigt, mens hun vendte hovedet til siden og kiggede på ham. "Flå mig i småstykker og du har ingen at fremvise imorgen" bemærkede hun, og måtte indrømme at det har havde ændret sig umådeligt til en fordel hun virkelig kunne lide.
Nu var det hendes tur til at lege en leg, og Angelie trådte frem, helt tæt på ham, som da han havde stået helt tæt på hende udenfor, mens hun kiggede op på ham. "Kald dem herind igen"

Lazarus kiggede på Angie med et blik der kunne dræbe ’’ Tving mig ikke til at flå benene af dig som et barn flår benene af en flue, Han vidste hvad hun havde tænkt sig. Lazarus stod lidt og tænkte. Han begyndte at trippe frem og tilbage. Det var første gang Angie havde set ham i en af hans pressede situationer. Han gik frem og tilbage før han stoppede og kiggede på hende igen. Han sagde med en rolig stemme. Som havde han fået fatningen tilbage ’’ Tænk meget over dit næste træk ’’. Lazarus knipsede og tjenerne og tjenestepigerne kom ind igen. Lazarus stod. Bordet var vendt. Men han ville ikke lade hende få den glæde. Men havde han noget valg * Pis.. din .. Jeg flår dig i… Jeg… Du..*. Lazarus øjne viste at kunne springe i luften hvert øjeblik. Han stod lidt og kiggede på hende. Han hvæsede stille så kun hun kunne høre det ’’ hvis du siger jeg skal bede…. Bede dig om… hjælp foran dem her.. Så… Jeg ’’. Hvis han kunne blive rød i hovedet af raseri var han blevet det. Men i stedet så det ud til at tjenerne og tjenestepigerne fik et bange ansigtsudtryk. De vidste hvad der ville ske snart. Når Lazarus blev så gal over en plan der ikke gik helt efter hans hoved. Ja så rullede der hoveder

"Åh du får også brug for de ben" bemærkede hun højtideligt, uden at lade sig røre af hans trusler, mens hun kiggede afventende på ham, for at se hvilken reaktion hun havde fremtvunget. Hun vidste det var farlig at bevæge sig ud på det her område, men tilfredsstillelsen ved det var vel det værd.. Hun var næsten sikker. Han havde desuden også valgt, og Angelie spildte ikke tiden, men trang den egentlig bare ud, mens hun kiggede på hver eneste person, der igen kom ind i rummet, mens hun sandt nok overvejede sit træk.
Hun sagde intet, og da han begyndte at drage konklusioner, lagde hun bestemt en finger over hans læber, og tyssede på ham med et sigende blik i de blå øjne. "Nu er det min tur" hviskede hun tilfreds, stadig lavt så kun han hørte det, inden hun fjernede sin finger igen, og bed sig let i læben. "Hvis du vælger at gå ned på et knæ, og indrømme at du har brug for min hjælp, til at imponere Daddy" sagde hun så langsomt, inden hun lod tungespidsen glide over hendes læber. "Så vil jeg også hjælpe dig imorgen, Jeg mener det er en fair pris for mine.. " hun overvejede kort hvilket ord hun burde bruge.. "For min assistance" afsluttede hun så sætningen, inden hendes blik blev tålmodigt, og afventende, mens det kiggede på ham.
Hun var ligeglad med hvordan de andre muligvis så ham, for lige nu var det, ifølge hende selv, Angelie der sad på det lange strå, og ham der legede lydig køter.

Balarus trak sin pistol og sigtede på hende. Lazarus løftede sin hånd som tegn på at han skulle stoppe. Lazarus grinede og drejede sig om til tjenerne ’’ Er hun ikke sjov.. Hun tror jeg vil gøre som hun siger ’’. Lazarus vendte sig om mod hende igen ’’ Få dagsvagterne til hele tiden at holde øje med hende… Hvis hun kommer på bedre tanker så send hende up på mit værelse.. Jeg skal snakke med min lillebror.. Balarus.. Gør nødplanen klar ’’. Balarus trådte frem ’’ Men Herrer.. Så vil de jo d ’’. Lazarus stoppede ham ’’ eller vinde.. Hvem ved.. Hellere kæmpe en at knæle for hende ’’. Lazarus vidste det klogeste ville være at knæle. Men som hende var det aldrig noget han ville gøre. Så hellere dø. Han havde resten af natten til at tænke i. Han vidste at Angie var hans eneste håb. Men det havde været et svagt håb. Det havde ikke lykkes ham at knække hende og nu måtte han vente på natten igen. Vente på sin dom. Hans stolthed var hans største styrke men også hans største svaghed. Lazarus begav sig op mod sit værelse og Balarus gik over til Angie ’’ Skal jeg vise dem til deres værelse frøken.. Jeg har nogle forberedelser jeg skal have gjort klar for Herren… Nyd deres ophold og vær klar til i morgen aften.. Jeg vil advare om at rejsen om dagen er forbudt og har døden til følge. Dagsvagterne er… Vilde ’’. Belarus begyndte at gå om Angie fulgte efter eller ej. Han var en underlig snegl den tjener men det måtte han jo også være eftersom han var Lazarus hovedtjener.

I et kort øjeblik havde hun rent faktisk troet at han ville æde sin stolthed og gøre hvad det krævede, for at hun ville hjælpe ham. Hun havde følt at han rent faktisk havde brug for hende, og hvad skete der.. Han fejede det hele væk som en stor joke, mens hun fik rettet en pistol mod hovedet. Hvor overraskende.. Hvor.. typisk.
Alligevel trak hun dog bare på skuldrene, og lod ham gøre hvad han ønskede. "Når du ombestemmer dig, ved du hvor du kan finde mig" svarede hun Lazarus med så blid en stemme, at det kun kunne være ironien der fylde klangen i den. Hvem dagsvagterne var.. Den kunne hun gætte, og at dømme ud fra ordet, var det ikke vampyrer. Det ville være væsner hun rent faktisk havde en chance for at kunne overvinde. Endnu et håb blev tændt inden i hende.
Hun blev stående, og så ham forsvinde ud af lokalet, og Angelie blev.. stående. Indtil Balarus talte til hendes endnu engang. "Du" sagde hun langsomt i et ligegyldigt tonefald, inden Angelie greb ud efter et æble. "Hvad mente du med nødplan?" Hun satte sig ned i en af stolene ved bordet, og svang skødesløst benene op på det, som var hun herre over dette hus, inden hun tog en bid af æblet, og kiggede på denne Balarus. "Og nej! Jeg bliver her, indtil kong stædigsen har tænkt sig at føje mig.. Hvis det ikke er sket inden i morgen, må han jo selv klare problemet med daddy!" Hun hævede stemmen så meget, at hun vidste at selv menneskeøre ville kunne høre hendes ord, og derved var hun sikker på at de fleste i huset nok havde hørt dem.

Balarus skulle til at åbne munden da han blev slynget ind i væggen. En dreng på omkring 9 år stod med et og kiggede på Angie. Det var en lille hvidhåret dreng med lysende røde øjne som Lazarus. Hans nuttede barne ansigt kiggede på hende med et sødt smil da hans blide barnestemme sagde ’’ Skal vi ikke lege en li ’’.. Drengen blev afbrudt af en pige med sort hår der stod i døren ’’ Lad nu være med at lege med Lazarus kone.. Dødelige er så skrøbelige ’’. Kvinden smilede og nikkede venligt over imod Angie. Drengen gav en sukkende lyd fra sig og skippede over imod kvinden. De gik begge to samme vej som Lazarus var gået et stykke forinden. Balarus kom på benene igen og kiggede rundt som om han ikke vidste hvad der var sket. Dog virkede han nu faktisk bange imens han mumlede ’’ De er her alle 3.. Faderen kommer senere.. Vi har ikke en chance..’’. Balarus kiggede på Angie og rømmede sig ’’ Det virker til at Lord Lazarus 3 søskende er ankommet. Jeg må dybt fraråde dem at snakke med nogen af dem.. Jeg tror næppe at herren vil være til at træffe før i morgen frøken Angelie… Skal jeg vise dig til deres værelse? ’’

Hendes øjenbryn gled hurtigt i vejret, da hun så Balarus blive kastet mod væggen af.. et barn! Endnu en unge der lignede Lazarus alt for meget, til at hun kunne finde drengen nuttet, men han havde dog en vis charme over sig. Hun skulle lige til at svare ham på spørgsmålet om at lege, da en pige brød ind. Skrøbelig... Angelie fnøs foragteligt, og lagde armene over kors, da endnu et ord ramte hende. "Jeg er aldeles ikke ha..." Hun stoppede sin protest, eftersom børnene allerede var smuttet, og Angelie åndede ud i et opgivende drag, inden hun vendte blikket mod Balarus. "Det var da fantastisk.. Godt de er her.. Så kan han jo forklare dem hvorfor jeg ikke er hans kone" bemærkede hun køligt, og lod endnu engang tænderne synke ned i æblet, som hun stadig holdt i hånden. "Jeg snakker til hvem det passer mig, når det passer mig" tilføjede hun langsomt til hans kommentar, inden hun hurtigt fik tygget af munden. "Jeg bliver som sagt siddende her indtil herren er til at træffe" tilføjede hun bidsk til kommentaren, inden hun flyttede på sig, for at komme til at sidde bedre i stolen, og samtidig fortælle at dette var den beslutning hun havde taget, og hverken Balarus eller nogen anden tjener kunne ændre den. Lazarus og hans stolthed kunne ændre det, men også som de eneste.
"Og hvis du vil være så venlig at fortælle.. herren, at hvis han ikke føjer mit.. Forslag, så vil jeg også være langt væk herfra når hans fader vil dukke op"

Balarus nikkede og gik… Lidt efter kom Drengen på de 17 år ned og gik over til Angie… ’’ Lazarus har ikke tid ’’. Et slange lidende smil kom frem på hans læber ’’ Frue ’’. Drengen havde lukket sine øjne ’’ ohh Undskyld… Frue Chimera.. jeg er Cincero.. Lazarus elskede lillebror ’’. Han bukkede galant. Der var noget slesk og slange lidende over hans bevægelser i forhold til Lazarus mere charmerende fremtoning. Cincero Satte sig ved siden af Angie ’’ Det er mig en ære at møde dem.. Vi ville alle komme og se om Lazarus nu var okay.. Vi havde ikke hørt fra ham.. sååå længe.. Det er så dejligt at vide han har det godt.. Og at han har en kone nu hvor Fader kommer… Fader var ikke meget for det var en dødelig.. Lazarus står ikke i god jord i forvejen hos Fader ’’. Cinciro smilede ’’ Men jeg er sikker på jeg kender en sikker vej ud herfra.. Hvis de vil med ud og gå en tur.. De er vel ikke en fange i deres eget hus er de? ’’. Cinciro smilede over imod tjenerne der virkede næsten lige så bange som når Lazarus var i nærheden. Cinciro kiggede tilbage på Angie og satte sit hoved på strå. Selv om han prøvede at virke venligt var det som om denne Vampyr havde lært at spille skuespil gennem hele sit liv og det var til at se på hans glade og tilfredse væremåde.

Utroligt.. Det var praktisk talt umuligt at få to simple minutter alene. Angelie havde ikke andet end lige trukket vejret, efter at Balarus var forsvundet, og indtil drengen.. Den ældste dreng kom tilbage. Hun genkendte ham med det samme, og undrende kneb hun øjet en lille smule sammen, mens hun lyttede til hans stemme. Udstrålingen fortalte Angelie at hun måske skulle passe på hvad hun sagde i nærheden af denne, men hun vidste ikke engang hvad hun skulle sige. Lazarus havde endnu ikke accepteret hendes krav, og derved havde hun heller ikke accepteret at være hans såkaldte hustru. Det virkede dog til at alle heromkring troede hun var det, hvilket fortalte hende, at Lazarus spillede på hende igen.. Hun var næsten sikker på det.
Drengen satte sig ved siden af hende, og Angelie nikkede svagt som en hilsen da han præsenterede sig. "Måske du kan fortælle hvorfor jeres far ikke er så glad for at jeg er dødelig?" bemærkede hun i et ligegyldigt tonefald, mens hun prøvede at tilrane sig enhver mulighed for at skaffe så meget information som muligt, nu hvor hun alligevel befandt sig bag fjendens linjer.
Da samtalen langsomt drejede over på muligheden for at komme udenfor, overvejede hun det let. Hun tvivlede på at disse dagsvagter ville lukke hende ud, men hvis knægten her kendte en vej.. Den chance måtte hun gribe, og Angelie lagde æblet fra sig på bordet, inden hun rejste sig op fra stolen. "En gåtur lyder som en glimrende idé.. Så kunne du også fortælle mere om familien.. Lazarus holder desværre den slags lidt for tæt på sig selv til at jeg egentlig kan lære noget om nogen af jer"

Cincero smilede og rejste sig. Han tog hende blidt i armen og gik udenfor med hende. Han stod og smilede. Stadigvæk med lukkede øjne. Han viftede med hånden som om hun skulle forlade stedet og sagde så venligt ’’ Bare smut med dig.. Du er sikkert en af hans slaver.. Smut lille mus.. Du er fri nu.. Min tåbelige storebror snyder ingen med hans lille leg… Du er hverken hans kone eller hans forlovede.. Jeg skal nok sørge for at ingen følger efter dig ’’. Da han var blevet færdig med at snakke kom Balarus frem fra mørket. Han holdt en pistol i hånden. Han sagde med en fast tone ’’ Cincero.. Hvor vover de at tale sådan til Lord Lazarus kone ’’. Balarus kiggede tilbage på Angie igen ’’ Lazarus venter på konko’’. Mere nåede han ikke at sige før en slange lavet af skygger opslugte ham. Cincero stod og så forbløffet ud ’’ Jamen dog.. Hvad skete der dog.. Uha… Der må næsten være en farlig Rouge Vampyr på fri fod der dræber Lazarus mænd.. Det må jeg hellere kigge nærmere på.. Så kan de smutte igen ’’. Cinciro grinede på sin sleske måde da han var et stykke væk stoppede han ’’ De er meget smukkere en Kajika.. Hun var slet ikke til at arbejde sammen med ’’. Han rystede på hovedet og forsatte rundt om hjørnet. Der var helt stille udenfor. Angie havde fri mulighed for at løbe nu hvor Balarus var væk. En kold brise strøg hen over stedet. Hvad var det for en syg familie. Hvad var det for nogle syge familie dramaer der foregik i Lazarus Familie. Det blev måske en smule mere klart hvorfor Lazarus nu engang var som han var. Hvem var denne Fader og hvorfor frygtede Lazarus ham så meget.

Hun lod sig ikke mærke med det blide tag i armen, men fulgte istedet med udenfor. Det skæve smil var stadig på hendes læber, mens hun betragtede naturen, som Lazarus så flink havde afskærmet hende for igennem hendes prøvelser, som åbenbart stadig ikke var overstået.. Eller.. Det troede hun i hvert fald ikke.. Besynderligt.. Det undrede hende at det var muligt at være herude uden at nogle ville opdage det. Nogle måtte da have set dem, men nej.. Ingen dukkede op, selvom Angelie mest af alt forventede det.
Cinceros ord bragte hende tilbage til virkeligheden, og hun vendte sit blå blik mod ham, mens hun mærkede vinden rykke i hendes hår. Det gik op for hende, at han ikke havde besvaret et eneste af hendes spørgsmål, eller andet, men bare var fortsat i sin egen bane. Uhøfligt.. Dog hævede hun let det ene øjenbryn, da han snakkede om at hun burde stikke af.. Faktisk virkede det næsten som om, at han ønskede det.. Hvad var det han havde sagt.. Storebror.. Kunne det have noget med magt at gøre? Hun anede det ikke, men fremtvang et diplomatsmil.
"Jeg er her af grunde, som du endnu er for ung til at forstå.. tydeligvis" bemærkede hun, men ikke i noget anklagende tonefald, men mere som en iagttagelse. Angelie ville på ingen måde kalde sig selv kone eller andet, før en aftale var på plads, og egentlig fandt hun selv sit træk snedigt. Overraskelsen kom dog, da Balarus kom til syne, og igen.. Forsvandt.. I skygger.
Angelie spærrede overrasket øjnene op, inden hun sendte Cincero et skarpt blik. "Slip ham!" mumlede hun diskret, selvom hun ikke engang vidste om det var knægtens værk. Hun havde dog opfanget ordene.. Han venter i Konko.. Hvad end så det var.
Hun bevægede sig tilbage mod indgangen, men stoppede kort op. "Erh.. Tak" svarede hun dumt, eftersom hun ikke anede hvad man sagde til sådan en besked, og da slet ikke når Angelie knap nok huskede denne person. Hun havde hørt visse.. rygter, men det var også alt.
Istedet bevægede hun sig ind igennem huset, og tog fat i den ene tjener efter den anden, og spurgte efter et rum, der hed noget med konko. Hun måtte igennem hele 5 af slagsen, før en yngre kvinde ledte Angelie igennem gange, og op af nogle trapper, hvorefter hun efterlod hende foran en dør.
Undrende hævede hun det ene øjenbryn, løftede hånden og bankede ganske simpelt på, i tilfælde af at det ville være det forkerte sted.

Lazarus åbnede døren. Han smilede og sagde med en lettelse i sin stemme ’’ kom indenfor ’’. Hun kom ind i hvad der så ud til at være et kontor. Papir lå på bordet og et maleri af Lazarus der besejrede på Vampyrer hang på væggen. Lazarus virkede mere træt en han plejede. Hun havde aldrig rigtig vist andet om Lazarus en at han var et monster kommet for at tage tronen fra Zane i sin tid. Men nu hvor han stod viste det sig at han var mere en et monster. Der var en historie bag ham. En familie. Det virkede til han regnede med at Angie var kommet på bedre tanker ’’ Du ønskede at tale med mig.. Jeg har travlt min Fader ankommer allerede i morgen og mine søskende snuser rundt som var de detektiver.. De leder efter den mindste fejl.. Så de kan overtage min titel.. Latterlige familie.. Jeg burde slå dem alle sammen ihjel.. Slippe af med dem en gang for alle.. Nå du var kommet for at undskylde ikke sandt? ’’. Lazarus kiggede nedladende på Angie. Som han plejede skønt det var nemt at se at hans tanker var et andet sted. Han virkede fjern og ikke den gode gamle Lazarus der altid havde et svar og et modspil på deres leg. Han virkede presset og gnaven. Lidt som en familie var der lavede års regnskaber. Et underligt syn fra den normale Lazarus. Den Kaotiske person der gjorde alt til en sindssyg leg om liv og død