Intet som gamle minder - Lazarus

Da døren åbnede sig, kiggede hun på ham et øjeblik.. Gav sig tiden til at studere denne person, inden hun trådte forbi ham, og ind i lokalet, hvor der hang billeder, lå stakke af papirer og andet regnskabspladder, som intet fornuftigt menneske ville beskæftige sig med. Dog sukkede Angelie kort, inden hun satte sig på hans skrivebord, og lagde det ene ben over det anden, lige over knæet, så de var i en normal kvindelig positur.
"Jeg har valgt at ændre mit krav en anelse" forklarede hun langsomt, inden hun lod som om hun var særligt optaget af et stykke papir, selvom hun mest af alt brummede irriteret over hans ord. "Og jeg er her ikke for at sige undskyld.. Forresten.. Din lillebror er utrolig charmerende.. Havde han været et par år ældre, var jegklart gået efter ham" En indskudt bemærkning, der måske kunne irritere ham en anelse, og bringe lidt glæde i Angelies liv. "Og i betragtning af at jeg end ikke har accepteret at lege din kone, synes jeg utrolig mange ved alt for meget omkring mig"
Hendes blik vendte sig nu med retning mod Lazarus, og hun lod hovedet falde en smule på skrå. "Ændringen er, at du ikke behøver at opfylde mit krav i andres påsyn.. Jeg vil være den eneste der ser dig bede om min hjælp, mens du knæler" forklarede hun nu, inden hun lagde papiret fra sig, og lod sine hænder falde blidt ned i skødet, mens hun afventede hans accept eller benægtelse.

Lazarus løftede et øjenbryn og kiggede mod Angie ’’ Min lillebror over 1600 år gammel… hvor Zane var ikke engang så gammel ’’. Lazarus gik over og satte sine hænder på hendes lår. Han stirrede hende direkte ind i øjnene ’’ Nej nu skal du høre godt efter Angie.. Rigtigt godt efter.. Nægter jeg at knæle for dig.. Så leget du ikke med.. Så bliver jeg angrebet af 3 stærke Vampyrer og senere min Fader.. Jeg er død lige meget hvad hvis jeg siger nej.. Giv mig blot en god grund til jeg ikke skulle dræbe dig først? ’’. Lazarus rystede på hovedet og rejste sig op ’’ Jeg er ikke Zane.. Du kan ikke lege med mig Angie.. Jeg leger med dig.. Sådan har det altid været.. Om du vil det eller ej.. Så er du min nu.. Kun min.. for evigt.. Du vil gøre som jeg siger.. Ellers bliver det en lang og meget træls evighed for dig.. Se på det sådan her.. Jeg skal bruge dig.. Gør du et godt arbejde.. Så her jeg mere venlig ved min nye hund.. Gør du det ikke godt.. Så dræber de sikkert os begge to.. Hvis ikke så dræber jeg dig og så dræber de nok mig.. Du ved slet ikke hvad du er endt i.. Ser du.. hvis ikke jeg havde fundet dig ville jeg have sendt folk ud for at indfange dig.. Jeg troede jo stadigvæk du var et spøgelse.. Men at du er en Elver gør det bare sjovere.. Nu har jeg et legetøj for evigt.. indse det Angie.. Du kan aldrig vinde over mig.. Jeg vil altid være i toppen af fødekæden og du vil altid være i bunden.. Angie… Indse nu bare du har brug for en hersker… Og jeg er den perfekte ’’

"Fysisk og psykisk alder er to vidt forskellige ting" bemærkede hun nøgternt i et tonefald der fortalte at han virkelig burde vide den slags. Hun lod sig ikke bemærke af hans berøring af hende, ja faktisk ofrede hun næsten ingen opmærksomhed på ham. Hun lyttede dog alligevel til hans snak, og igen hørte hun ikke noget, som hun ikke allerede havde regnet ud i den her situation.. Smilet kom langsomt frem på hendes læber.. Et bittert og irriteret smil, men hun afbrød ham dog ikke. Istedet pillede hun ustandseligt ved alle genstande hun kunne komme i nærheden af, uden at flytte sig fra sin siddende stilling. "Dit liv interesserer mig på ingen måde" mumlede hun langsomt, da han holdt en kort pause, inden hun vendte blikket mod ham. "Som jeg ser det, vil mit uendelige fangenskab her være slut i aften, hvis jeg spiller mine kort forkert, hvilket jeg gør hvis du ikke leger med på min leg.. Og hvad har jeg så.. Et liv efter døden.. Et fredeligt liv, hvor jeg ikke er din slave.. Du kan ikke true mig med en forfærdelig evighed som din hund, når du ikke engang ved om vi kommer igennem imorgen".
Med de ord, vendte hun blikket tilbage til bunken er pergamenter, og nærstuderede et nyt af dem, inden hun igen hørte hans ord. Denne gang ramte han dog på et andet søm, og de vidste begge hvor rigtigt det var. Angelie havde brug for nogle hun skulle give sin loyalitet til. På egen hånd var hun ingen og blev ingen.. Hun ville aldrig få ført sine planer ud i livet, men som den trofaste tjener.. Eller hvad man nu kunne kalde den post hun havde haft, så var hun nogen, og hun havde været respekteret. Måske var det alligevel på tide at prøve at bygge det op igen?
Under alle omstændigheder.. Hvis hun skulle give sin loyalitet til ham, så blev det ikke som hund, men som en ligekvinde.

Lazarus rystede på hovedet ’’ Jeg vil aldrig knæle for dig.. Aldrig.. Som du ikke vil knæle for mig.. Det er derfor du er perfekt.. Kun en som dig ville min Fader overhovedet tro på var min kone.. Selvom du er en dødelig ’’. Lazarus gik hen og tilbød sin hånd for at hjælpe hende på så de begge to stod op ’’ Jeg kan ikke tilbyde dig mit fulde partnerskab.. Men jeg kan tilbyde dig en plads ved min side når jeg. ’’ Lazarus kæmpede for at få det sagt ’’ Når… Når vi overtager Di Morga.. Måske senere som partnere.. Når du har bevist overfor mig du kan være loyal overfor mig en du nogensinde har været overfor nogen anden… En da Zane ’’. Lazarus kiggede på hende som havde hun endelig vundet en del af hans respekt som han aldrig havde givet til nogen før. Sandheden var at hun altid havde imponeret ham. Han var bare ikke sikker på hvor langt hun ville få. Hun ville hellere dø en at knæle. Det var sådan en person han ville have på sin side. En som ham selv. En der ville have magten. En der hellere ville dø en at knæle for en anden. Lazarus grinede ’’ Lad os planlægge og finde den bedste måde at gøre Di Morga’s vores på.. Lad os indhylle den i mit mør… I vores mørke.. Lad os frydes ved at se folk pines som kun vi kan nyde det.. kæmp med mig.. Følg mig og jeg vil lede os til sejr ’’. Lazarus smilede og for første gang kiggede han på Angie men et svagt glimt af respekt i hans øjne.

Hun havde vel halvt forventet endnu et af hans nådige afslag hvorefter hun endnu engang måtte ligge de rationelle beviser på bordet, men problemet lå i at det ikke var hvad der skete. Han gav hende til dels ret.. Et kompromis kaldte man dem velstagtens.. Ikke en måde hun normalt løste opgaver på, eftersom det var svagt at komprimere, men nu var der pludselig vinding i det her for hende også. Hun ønskede ikke at herske, og havde aldrig ønsket det, men at være en del af det, det ønskede hun sig til hver en tid.
Hun lod tam tage sin hånd, inden hun slap papirerne i den anden hånd, og lod dem falde ned mod gulvet, mens hun lod som om hun overvejede dette. Han læste vel allerede i hendes tanker hvordan vægtfordelingen lå på ja eller nej. Om hun nogensinde kunne være mere loyal end hun havde været overfor sin tidligere hersker var uvist.. End ikke hun vidste om det var muligt, men hun ville heller aldrig bryde sit ord.. Så han havde for sin vis ikke noget at frygte..
Hun sukkede opgivende, da han igen regnede med at hun bare sagde ja. "Først skal du lære at bare fordi du bringer et godt tilbud på banen, er det ikke ens betydning med at det accepteres" bemærkede hun tørt, og himlede opgivende med øjnene af ham, mens smilet langsomt var forsvundet helt væk fra hendes ansigt.
Langsomt nikkede hun, inden hun slap hans hånd og trådte væk fra ham, for ikke at være så... tæt på. "Jeg acceptere" tilføjede hun lavt, inden hun vendte blikket mod døren, som hun var kommet ind ad, mens tankerne stadig fløj let rundt i hendes hoved.
"Jeg går ud fra der mangler allierede?"

Lazarus nikkede ’’ Det har været svært at finde gode folk efter min tilbagevenden.. Så ja allierede ’’. Lazarus tog sig til hovedet * den lugt.. Den stiger mig lige til hovedet. Frisk elver blod… Det er lang tid siden jeg har skulle være så tæt på en elver i så lang tid *. Lazarus rystede på hovedet ’’ Jeg har brug for min søvn… Dette er dit hjem nu.. Hvad end der sker.. Så hold dine kommentarer tilbage når min fader kommer.. Han er en Vampyr der følger de gamle veje meget nøje.. Lad os sige det sådan.. han vil spørge dig hvornår jeg har tænkt mig at forvandle dig.. Bare sig snarest mulig.. Bare rolig.. Jeg gør dig ikke til en Vampyr så tag det roligt.. Og tag smykker på.. Husk gammeldags Vampyr.. Farlig.. 3 søskende.. de 2 yngste vil dog allerede tage hjem i dag.. Det bliver kun Cincero, mig, dig og min Fader.. Vis dig for din bedste side ’’. Lazarus skyndte sig ud af rummet * et par minutter til og jeg var sprunget på hende for begyndt at drikke hendes blod.. Hun må ikke lære min svaghed at kende *. Lazaru begav sig ned mod sit værelse for at sove den lange dag og hvile til næste gang. Det ville blive en prøvelse for ham. Det var flere år siden han sidst havde set sin Far.

Hun kommenterede ikke snakken om gode folk. Hun vidste at det ikke var nemt at finde de bedste folk til det man ønskede. Alt for godt endda.
Sa samtalen blev drejet tilbage på mødet med denne fader, begyndte hun automatisk at imitere ham, ved at lave mærkelige bevægelser med munden, og skære ansigter, hver gang han kommanderede hvad hun skulle gøre eller sige. "Jeg troede jeg var valgt, fordi jeg var mig" svarede hun fnysende, og lavede et enkelt kast med håret, "Og så vælger du at ville afholde mig fra at være mig helt.. Bestem dig dog" afsluttede hun sin sætning, inden hun vendte blikket mod ham. Det virkede næsten som om han prøvede at skjule noget for hende. Hvorfor fanden var det ikke også hende der kunne læse tanker.. Det ville virkelig hjælpe stort på det.
"Fint fint.. Jeg skal nok opføre mig ordentligt til en vis grænse" lovede hun så langsomt, inden hun så hvordan han nærmest stormede ud af lokalet.
Ligegyldigt trak hun på skuldrene, og gik over for at åbne vinduet. Hun kiggede automatisk ned under det, og til sin tilfredshed opdagede hun et træ under det. Med en elegant bevægelse fik hun sparket skoene af, og svang derpå benene udover vindueskarmen, som hun balancerede på i hugsiddende stilling i ganske få sekunder, inden hun satte af, og landede på en af træts tykke grene, der kunne bære hendes vægt.
Angelie lagde sig til rette blandt bladene, og lod forsigtigt øjnene glide halvt i, mens hun automatisk mærkede om hendes fløjte stadig var skjult under kjolen, hvilket den heldigvis var.

Den næste nat stod Lazarus udenfor hendes værelse og ventede. Han stod i sin smoking. Hans far var allerede ankommet og ventede i balsalen på at se sin ældste søn komme ind og byde ham velkommen ved at danse sammen med hans kone. Skønt det hele var en skuespil. Et skuespil Lazarus havde sat i værk. Hans plan om at holde fast på sin magt position i Klanen. Kun Cinciro var blevet for at forpurre hans planer. Lazarus følte sig sikker. Han vidste Angie var det bedste valg. Imens han stod og ventede tænkte han tilbage på hans kampe imod hende. Hvordan de hadede hinanden. Et svagt smil viste sig på hans læber et kort øjeblik. Hvem kunne vide at de nu stod sammen. Det var ikke hvad han havde forventet men det var nu alligevel et udkom han faktisk var tilfreds med. Han havde brug for Angie hvis han skulle overtage Di Morga. Han vidste hun var stærk og klog. En fantastisk medspiller i dette skæbnes spil. En værdig spilpartner i hans familie tango. En smuk forførende kvinde han ville kunne sende på mange opgaver. Før så alting så sort ud. Men nu kunne Lazarus mørke Di Morga’s trone igen for hans greb igen. Han vidste det nok skulle lykkes denne gang.

Angelie havde rent faktisk overvejet at følge Lazaruses råd denne gang, og gå i oldfashion, men da hun stod og betragtede sig selv i spejlet, blev hun enig med sig selv om at smykker bare ville forpurre det hele. Desuden hadede hun dem. Smykker var spild af penge og plads på ens krop.
Istedet bar hun en sort kjole med svage sølvbroderier langs sømmen på den. Kjolen nåede helt ned til jorden, mens den bølgede diskret ud fra hofterne i bløde folder. Overdelen var stropløs, og stadig med sølvbroderier på over halvdelen af overdelen, mens hun havde lagt et sjal omkring skuldren. Igen gemte hun det gamle ar under et stykke stof, som altid, mens hun kort mærkede efter om fløjten sad hvor den skulle, inden hun satte den sidste hårnål fast i de røde lokker, da faldt i krøller denne dage.
Til sidst bøjede hun sig ned, og trak et par højhælede stilletter på, dog stadig ikke nogle der var højere end et par centimeter, inden hun åbnede døren, og bevægede sig ud af rummet.
"Lad være.. Jeg ved det! Men jeg tager dem ikke på!" sagde hun hurtigt og bestemt, inden han allerede kunne nå at få et ord indført.. "Jeg vil jo se ældre ud end min egen bedstemor gjorde til sin begravelse". Hun gav ham derfor et afventende blik, der spurgte om de ikke skulle få overstået det her.. Familiemøde, så hun igen kunne komme ud af skoene, der med sikkerhed ville slå hendes fødder ihjel, og ned i noget mere komfortabelt tøj.

Lazarus stod og kiggede lidt på hende. Han havde aldrig set Angie gøre så meget ud af sig selv før. Han kunne ikke lade være med at tænke på hvad der var sket hvis hun havde været på hans side dengang mod Zane. En ting var han sikker på det havde ikke været så sjovt. Lazarus sagde ikke noget. Han nikkede bare og gjorde klar. Da de kom ind på danse gulvet kunne kan se en skikkelse side indhyller en mørk robe med hætte på. Runer og symboler dækkede denne robe. To helt røde stærke skær kom ud fra hætten. Da dette nok måtte være lyset fra hans vampyriske øjne der fulgte med i deres dans. Lazarus førte an og som i prøven lagde han stor følelse i dansen og kiggede på hende som var hun den eneste kvinde i verden. Hans blik var på hende under hele dansen. Da det sluttede bukkede han hende let og elegant bagover. Da musikken stoppede hun han hende i hånden og bukkede foran den kutte klædte man. Da de satte sig ned lød det var manden som helt klart var hans Far ’’ Lazarus. Jeg ser deres Kone ikke bære de smykker din søster sendte. Du må opdrage den dødelige bedre. Hun vil snart blive en Chimera. Ikke sandt dødelige? ’’. I det hans Far talte til Angie kiggede Lazarus over på hende med et smil. Hans øjne viste at han var en smule nervøs. Han vidste ikke helt om han kunne stole på hende men det ville han jo finde ud af nu. På den anden side sad Cincero. Han smilede på sin normale slange måde. Han så ud til at nyde denne opvisning og det morede ham at kigge på Angie. Faktisk havde han set efter fejl i hendes dans hvis der overhovet var nogle fejl i den.

Hvis valget havde været hendes eget, stod Angelie i dette øjeblik iklædt som altid, uden overhovedet at gøre noget som helst ud af det, men fordi han havde lagt vægt på at lige netop det her møde var vigtigt for deres overlevelse, havde hun også valgt at ofre sig bare en lille smule.
Kort bed hun sig i underlæben, inden hun lod ham føre hende rundt i denne dans, uden rigtig at vide hvad hun skulle gøre eller sige. I stedet tænkte hun over hvordan aftenen mon ville forløbe, imens hun havde et blidt greb omkring hans skulder. Hun huskede dansen, eftersom den havde været gennemgået samme aften som hun indgik sin aftale med Lazarus, og da den var færdig, mærkede hun det lette svaj i ryggen, der fortalte at dette var sidste stilling.
Hun hele forløbet havde hun så vidt muligt undgået at kigge hen mod denne kutteklædte mand, og da Lazarus nu var i færd med at føre hende derover, lagde hun automatisk et diplomatisk smil på læben, imens hun lyttede til den gamles ord.
Allerede de første generede hende, og Angelie skulle til at åbne munden for at komme med en spydig kommentar, da hun huskede sig selv på at hun skulle holde dem på et minimum. Næste gang hvor manden henvendte sig direkte til hende, mødte hun dennes øjne uden at kny. "Det vil ske når tid er" svarede hun kort og nikkede let, uden at bekræfte om det var snart eller ej. Det ville være når tiden egnede sig bedst til det.
Med vilje vendte hun ikke blikket mod Lazarus, eftersom hun havde på fornemmelsen at han nok ville sende hende et af de skarpe blikke, der fortalte at hun vist var trådt over stregen.

Lazarus smilede bare og sendte hende et kærligt blik. Cinciro afbrød med et svagt klap ’’ Det må jeg sige storebroder. De forstår virkelig at fremføre Klanens Dans ’’. Cinciro drejede sit hoved over imod Angie. Han havde som altid lukket øjne ’’ Kæreste Angelie.. Vil de være så sød at beære os med at fortælle den der sikkert på være en fantastisk historie om hvordan du forelskede din i min kære Broder ’’. Lazarus skulle til at afbryde da hans Far rømmede sig lidt ’’ Lazarus min unge søn. Spørgsmålet blev givet til din Kone. Hun kan vel tale for sig selv. Hvad vil du gøre når du ikke er der til at tale for hende. Lad den dødelige ydre sig nu for Cincero spørg ’’. Lazarus kiggede på Angie og sagde med en blid og sød stemme ’’ Eftersom de så meget ønsker at høre den.. Men jeg syntes nu det burde vente til en ’’. Lazarus blev afbrudt af sin Far. Hans far sagde med en stemme der faktisk fik alle tjenerne til at falde på knæ da hans stemme gang et så buldrende og stærk efterklang ’’ Jeg har talt Søn ’’. Lazarus tog en slurk blodet i hans glas og smilede venligt. Det var til at se for Angie at det ikke huede ham at blive talt sådan til men han så ud til at finde sig i det.

Aha.. Så det var hvad det havde været.. En tradition.. Hun lagde ikke mange andre tanker i det, men en lavmælt knurren kunne svagt høres fra hendes strube, da spørgsmålet blev stillet. Et spørgsmål der på ingen måde huede hende, og ærligt vidste hun ikke hvad hun skulle svare. Heldigvis skabte mundhuggeriet mellem faderen og Lazarus, noget betænkningstid, og Angelie greb den bedste mulighed hun havde ved hånden.. At ligge det ud som noget hun havde prøvet, blandet med noget af sandheden.
"I starten var det skam heller ikke lutter lagkage.. Men som tiden gik begyndte vi at dele samme synspunkt i visse.. forretninger" svarede hun og trak let på skuldrene. "Det er alment kendt, at man oftest falder for en person, der minder frygtelig meget om en selv, selvom jeg ikke vil mene at min egen stædighed er i nærheden af Lazarus'" tilføjede hun med en neutral stemme, og sendte endnu et af de sukkersøde smil afsted. Et af dem, som enhver kunne se var falsk, hvis de kendte hende, og heldigvis for Angelie var det ikke tilfældet her.. I hvert fald ikke hvad hun vidste af.
For at give skuespillet en ekstra detalje, klemte hun kærligt Lazarus' hånd, selvom lugten af blodet svagt rev i hendes sensitive næse, mens hun trådte lidt tættere på ham. *Du kommer til at skylde en hel del mere for det her end først beregnet* Tænkte hun direkte til ham, inden hun igen satte tænderne i sin underlæbe, og kiggede på faderen igen, efter hun havde svaret Cincero.

Lazarus nikkede og sagde imens han kiggede på Angie ’’ resten er jo lige til at regne ud ’’. Cincero smilede stadigvæk ’’ Jeg takker dig for en rigtig detaljerede forklaring.. Det virker virkelig som om i to er så forelskede ’’. Lazarus kiggede mod sin Far og sagde hurtigt ’’ Det skyder frem af.. Di Morga er snart mit.. Det tog lidt længere en beregnet ’’. Hans Far nikkede ’’ Det lyder godt min Søn. Det er som sagt din sidste prøve. Så er Klanen din. Jeg er sikker på din Kone forstår. Men Klanens hemmeligheder på ikke røbes til Bidte Vampyrer. Så de må sidde på sidelinjen. En ting til før jeg vil forlade dig igen Lazarus ’’. Lazarus kiggede på sin Far. Han sad stivnet. Det virkede som om Lazarus troede de var blevet afsløret. Hans Far rejste sig op og sagde ’’ Næste gang vil jeg ikke se nogen Dødelige ved mit bord. Så er jeg ligeglad om det er din Kone eller hvem de er. Så dør de. Så hurtigt som et blik med øjet og hans Far var væk. Cincero rejste sig op og fnøs ’’ Den gamle nar stoler for let på dig… Hvordan kunne du også finde en så modig og spydig som dig selv.. Næste gang.. Så får jeg dig.. Du kan ikke blive ved med at snu dig udenom ’’. Lazarus rejste sig, hans øjne begyndte at lyse i den han sagde stille og roligt ’’ Du har til jeg tæller til ti. Hvis ikke du er så langt væk fra mit hus jeg ikke kan lugte dig. Så dræber jeg dig på sådan en måde at dine soldater stadigvæk vil finde rester af dig 1000 år fra nu. Cincero begyndte at løbe. Lazarus plumpede ned i stolen og smed sine fødder op på Bordet ’’ Det er første gang min Far er gået så hurtigt.. Det kan kun være fordi du er så latterlig næsvis at han var overbevist om at det hele passede.. Ingen smykker. Min Fader har dræbt folk for at blinke på det forkerte tidspunkt.. Og du glemmer smykkerne. Det undre mig dog at han gik så hurtigt. Det var som han var rastløs ’’. Med et for Lazarus øjne op * Kan det være… Har han samme svaghed som mig. Hvis det er sandt… Så.. Kan jeg dræbe ham lettere en jeg troede… Angie du er en guld mine.. Næste gang så er det italien*

Hun rynkede kort på næsen. "Jeg ligger ikke vægt på detaljer men tanken bag" svarede hun afvisende, og himlede diskret med øjet, inden hun igen lod sine øre opsamle hver eneste sætning, kommentar og åndedrag der blev taget i lokalet. Hun lyttede til hvordan han hurtigt nævnte planen for Di Morga, og hun måtte igen bide sig i læben for ikke at komme med en afsindig irrelevant kommentar, men vægtede istedet sin interesse på lillebroderen, der ikke længere virkede nær så høflig som sidste gang hun havde være i samme rum med ham.
Faderens sidste kommentar var dog ikke til at tage fejl af. Angelie skulle åbenbart ikke forblive elver hvis det stod til ham.. Så valget var død.. eller.. udød.. Det ville blive et hårdt valg... Eller .. noget.
Hun pakkede sin ironiske facade væk, og nikkede dog kort som en afsked, inden hendes opmærksomhed blev vendt mod den mindre vampyr. Drengens kommentar om hendes spydighed irriterede hende, og da Lazarus havde sendt sin trussel ud tilføjede hun.. "Jeg giver dig tre sekunder.. Og tro mig.. Selv som elver kan jeg dræbe" hvislede hun irriteret, inden hun knyttede sine hænder sammen, men hun nåede dog heller aldrig at følge efter, eftersom Lazarus talte til hende.
"Jeg glemte dem ikke.. De var bare ikke min stil" svarede hun og rystede let på hovedet, inden hun sparkede skoene f, og henslængte sig på en pude, som hun lige før havde kastet på gulvet, hvorefter hun begyndte at pille hårnålene ud, og lod håret falde i normale bølger igen. "Din far virker ikke til at spilde tiden huh"

Lazarus smilede og kiggede på Angie ’’ Dette er kun noget jeg siger fordi jeg stoler på dig nu.. Min største svaghed er Elver blod. Det svækker mig og gør at jeg ikke er i stand til at bruge min puppetmastery evne Ikke nok med det så har jeg også meget svært ved at modstå bare så meget som lugten af Elver blod.. Jeg tror hans svaghed er nøjagtig den samme som min.. Det må være derfor han skred så hurtigt.. Det betyder at vi på et tidspunkt bliver nød til at tage til Italien og nakke det gamle svin.. Klanen er min han har holdt på Magten i over 3 tusinde år.. nu er tiden kommet til mig.. Desuden for vi brug for Klanen hvis vi skal besejre Malakel. Det bliver ikke en let kamp og vi kan ikke regne med Barishan hjælper os.. Hvad med dig har du nogle allierede vi måske kan drage nytte af.. Jeg får ud fra du er jaget vildt eftersom du er Zanes gamle legetøj ’’. Lazarus smilede drilsk. Bare fordi de var på samme side betød det ikke at han ikke skulle have det sjovt med Angie. Det var faktisk noget han ikke kunne lade være med når det kom til stykket.

Hun gav ikke meget for det han ville til at fortælle hende og bekymrede sig istedet mere omkring hendes ben der allerede var blevet påvirket af at bære sko. Det ville snart ende med at hun end ikke kunne holde balancen på en træstamme, hvis det fortsatte på den her måde, men han fangede dog hendes interesse da snakken løb på elverblod. "Så.. Jeg svækker dig rent faktisk ved min nærhed" svarede hun tilfreds, og overvejede om hun skulle lade den nærhed komme tættere på, bare for sjovs skyld.. For at se hvad han kunne holde til.
Men da han vendte sin opmærksomhed tilbage på klanen, trak hun endnu engang på skuldrene.. "Hvis du mener det, så tror jeg på dig" svarede hun kort og kontant, eftersom hun var den lydige, og han var den højstående. Sådan som hun foretrak det, men stadig ønskede hun at blive behandlet som et væsen.. Som hun rent faktisk var.
"Selvfølgelig ikke.. Jeg allierer mig normalt ikke med andre" svarede hun, som om han havde fornærmet hende, men tænkte dog kort over Barishan.. Det var ham der havde været med under kampen.. Hun huskede ham, og endnu et fnys kom fra hende.
Da han igen sammenlignede hende med et dyr, skar hun tænder, og satte af fra gulvet i en kattelignende bevægelse, inden hun skød frem mod ham, og skulede vredt til ham. Hendes hånd havde allerede taget form som en klo, da hun sendte en lussing afsted mod ham, som hun vidste kunne mærkes hvis den ramte, eftersom at de fem lange negle vil bore sig ned i hans hud, og trække lange rifter.. "Jeg var ikke hans legetøj" hvislede hun køligt, og vendte vredt ryggen til ham, hvorefter hun satte sig i bevægelse.. væk, uden så meget som at se sig tilbage mod ham.

Lazarus blev overrasket over at hun angreb ham han nåede kun lige at aktivere sin puppetmastery evne før han blev slynget gennem lokalet. Han fløj gennem væggen og langede ude i gangen. Han grinede og bevægede sine fingre for at få hende til at stoppe. Han blødte faktisk efter slaget. Han vidste han ikke ville kunne holde hende længe og holde sin træng til at drikke hendes blod på samme tid. Lazarus sagde højt så hun kunne høre det ’’ Angie.. Slap af ’’: han gik langsomt hen imod hende og sagde med en højrøstede og kommanderende stemme ’’ Slap af og køl ned ’’. Lazarus rystede på hovedet ’’ Jeg er skuffet over dig… Makker.. Hvis simple ord kan gøre dig så gal.. Så vil Malakel vinde over os så let som ingenting.. Du må lære at styre den vrede.. Din vrede er din største svaghed.. Tåbelige pigebarn ’’. For første gang kaldte han hende andet en et dyr eller en ting og det virkede ikke engang til han så mærke til det. Hans puppetmastery evne slap op. Lazarus faldt på et knæ. Han blev nød til at bruge alle sine kræfter på at modstå at bide hende nu. Han kom med et anstrengt hvæs men endte med at knorrer. Han sagde med en svag og meget koncentreret stemme ’’ Angie.. Hent mig noget blod.. Hurtigt ’’. Blodet løb stadigvæk fra hans kind hvor hendes klo havde smadret hans ansigt som langsomt var begyndt at regenerere. Lazarus holdt en hånd til hans hoved. Hendes lugt var berusende for ham nu, mere en nogensinde før. Han blev nød til at holde sig tilbage. Han ville være svag i flere dage efter hvis han drak Elver blod

Selvfølgelig havde han startet den skide evne, og da han sagde hun skulle stoppe, da havde Angelie ikke rigtig noget valg, selvom hun ønskede at fortsætte, ønskede at efterlade ham alene, til at rådne op sammen med sine problemer, Mumlende rystede hun svagt på hovedet, for at klare tankerne. Hun havde egentlig ikke regnet med at hun ville have ramt ham, men det var sket, og hun følte sig underligt roligere ved tanken om at have gjort det.
Irriteret lagde hun armene over kors, og vendte sig halvt, så hun ikke behøvede se på ham. Han fattede det vel ikke. Der var forskel.. Sådan en som Malakel kunne kalde hende hvad han ville. Det ville aldrig røre hende, men hun forlangte en seriøsitet og respekt i egne linjer ogs. Det ville være forfærdeligt at folk gik rundt og kaldt hende et legetøj konstant.. Ikke fordi det rørte hende, men fordi det automatisk fik andre til at tænke længere om hende. "Bare.. lad være" mumlede hun svagt, inden hun gik væk, og lod armene falde over kors, selv efter han havde sluppet hende med sin evne. Angelie tog bunden af kjolen, og tørrede det værste rødlige af sine fingre fra slaget, i en langsom og elegant bevægelse, inden hun sukkede. Han beordrede hende igen.
"Nej" svarede hun bestemt, og fik et stædigt udtryk i ansigtet. Dum som hun var, satte Angelie sig istedet på gulvet, og vendte blikket væk fra ham, mens hun lukkede øjnene.

Lazarus begyndte at ryste. Han kunne mærke hvordan lugten af hendes blod ramte ham så stærkt. Lazarus vidste at når han gik ind i sin blodrus blev han stærkere en nogensinde. Men han ville heller ikke være i stand til at styre sig selv. Sidste gang dræbte han utallige folk. Lazarus kunne ikke miste Angie. Han havde brug for hende. Hun var den perfekte allierede. Lazarus brugte sine sidste kræfter på at fremtvinge et svagt ord ’’ Løb ’’. Lazarus mistede den sidste snært af selvkontrol. Han rejste sig om og kom med et højrøstede brøl der fik rummet til at ryste. Hans øjne var helt sorte og han kiggede på hende og hvæsede på en dyrisk måde som aldrig før. Ingen havde i over 500år set Lazarus gå i blodrus. Det var noget forbudt for Fuld Blods Vampyrer. Dog ville der kun være en staf hvis han dræbte en anden Fuld Blods under sin rus. Lazarus bevægede sig hurtigt. Næsten som om han forsvandt og kom frem igen. Han bevægede sig næsten så hurtigt som lyset i en siksak over imod hende. Hans hugtænder dryppede med den gift de gemte i sig. Det var ikke sikkert om han kunne holde sig tilbage. Han forsvandt for det blotte øje og kom frem foran Angie. Han slog ud efter hende med sin fulde kræft. Hvis han ramte hende ville det udføre stor smerte over hende. Han var stærk normalt. Med i denne rus var han stærk nok til at slå igennem en tank. Lazarus hvæsede og det var som var han en skal af sig selv. Et monster glemt af tiden. En af underverdens værste skabninger skønt han lignede sig selv.

Eftersom hun slet ikke kiggede i hans retning, bemærkede Angelie ikke ændringen i hans adfærd, før det næsten var for sent. Det der alarmerede hende, var den hæse vejrtrækning, og hendes ansigt gled langsomt over mod hans, lige inden han fik ordet.. Løb.. tvunget over sine læber.
Hun trak hurtigt benene ind under sig, og fik rejst sig op i en stående stilling, mens hun holdt et vågent øje med Lazarus.. Eller man ville nok nærmere kalde det et vågent øre. Han bevægede sig så hurtigt, at selv hendes elverøjne havde svært ved at følge med, men de sensitive øre hørte det hver gang han ramte gulvet, og hørte hvordan luften blev tvunget væk omkring ham, når han jog fremad mod hende, i sit zigzagmønster.
Da han stod foran hende, og løftede hånden for at slå ud, satte Angelie i et spring, og nærmest svævede bagud i luften. Det havde dog overrasket hende, at han ikke have tøvet med at slå ud, og derfor nåede hun ikke helt uden for slagets rækkevidde. Hånden strejfede hendes ribben, og et svagt knæk kunne høres, da hun skiftede retning fra bagud, til at flyve mod højre, imens et svagt gisp af smerte gav genlyd fra hendes læber.
Hun ramte hårdt mod væggen, med skulderen, og faldt sammen mod gulvet, i en krympende stilling. Grundet slaget mod væggen, var et sår sprunget op omkring hendes kraveben, og en fin lille stribe af rød væske, løb langsomt ned over de let blege hud. Imens kæmpede hun for at strække sin hørelse, i tilfælde af om han ville angribe endnu engang, mens hun prøvede at bedømme skaderne på hendes ribben.

Lazarus kom med endnu et højlydt skrig. Han prøvede med hele sin magt at genvinde kontrollen. Men det var som var han fanget i den mørkeste afkrog af sig selv. Han faldt på knæ i det han et kort øjeblik så ud til at genvinde kontrollen. Hans sorte øjne blev lysende røde igen. Han kunne intet sige. Han kunne ikke holde denne tørst tilbage. Denne overvældene hunger efter elver blod når han var så sulten efter at have brugt sin puppetmastery evne. Lugten af hendes blod nåede hans næse og igen gik hans øjne over i sort. Han sprang frem. Han ville bide hende. Det var ikke tilat vide om han kunne stoppe sig selv før han havde tørlagt hende. Han var ikke sig selv. Hun havde fundet hans svaghed. Hans hunger. Men der var intet han kunne gøre. Han måtte ikke dræbe hende. Hun var en værdifuld allierede. Han måtte bruge alle sine kræfter på at genvinde en smule af ham selv. Men var det for sent. Var Lazarus stærk nok til at styre sig selv imens han smagte den befriende smag af elver blod. Betød Angie nok for ham til han ville kunne fremmane den enorme viljestyrke det krævede at slå den sorte tørst ned. Det ville tiden vise. Lazarus åbnede sin mund og gik efter at bide. Det var som om har var mere et bæst en nogensinde før.

Normalt ville Angelie aldrig finde sig i et blive kastet omkring, men eftersom hun igen var dødelig.. Elver, så havde hun ikke den fornødne styrke, som det krævede at overvinde en vampyr.. og slet ikke en vampyr, der havde mistet besindelsen, og tabt til tørsten. Hendes blik kunne se det, da hun så hvordan hans øjenfarve svingede mellem sort og rød. Langsomt kneb hun øjnene en anelse sammen, inden hun støttende lagde en hånd over siden ved ribbenene, inden hun akavet og usikkert trak sig selv op på benene, ved at støtte sig til en bordkant, stadig uden at fjerne blikket fra Lazarus. Hun vidste at chancen for at vinde var lille, men måske det var muligt at skabe noget tid.. Mere tid.
Hendes fingre gled omkring en vase på bordet.. Den vejede vel tre kilo, og langsomt løftede hun den hen til sig, mens hun hørte at han nu satte af, og strøg mod hende. Heldigvis hørte hun hvert et trin, hun var forberedt, og da han var omkring en halv meter fra hende, slyngede Angelie vasen fremad med retning mod hans ansigt, som den ville ramme, hvis han ikke afvigede slaget. Imens havde hun fundet kniven frem fra dens skede, som var fastspændt til hendes lår, ved at løfte op i kjolen, og den havde nu erstattet vasens plads i hendes hånd.
Hvis han bed hende, ville hun forhåbentlig nå at få kniven stukket i ham, og forhåbentlig være i stand til at få ham væk. Hun var ikke i stand til at flygte med de brækkede, eller bøjede ribben.. Eftersom hun ikke havde undersøgt skaden, vidste hun ikke hvor slemt denne var.

Lazarus blev ramt i ansigtet af vasen. Men det virkede ikke til at gøre ham det store i hans nuværende stadie. Den hastighed han havde på gjorde at han blev ramt endnu hårdere af vasen og smadres i hans ansigt og blev knust i mange små stykker. Han blødte fra hele ansigtet i det han næsten sank tænderne i halsen på hende. Han stoppede. Han genvandt kontrollen da det gik op for ham hvor meget han havde brug for Angelie. En tjener kom løbende da han så at Lazarus nu igen et kort øjeblik genvandt kontrollen. Tjeneren ville ikke hjælpe Lazarus for Lazarus skyld men for sin egen. Han vidste at når først en Fuld Blods tabte og gav helt ind til tørsten ville han dræbe alt omkring sig i en blodig rus og efterlade alle døde. Tjeneren skubbede Angelie væk og stak sin arm i munden på Lazarus. Lazarus drak. Han drak så meget at tjeneren langsomt begyndte at besvime. Lazarus skubbede den halvdøde tjener væk og skreg igen. Han havde aldrig nogensinde kunne holde sig tørst tilbage når først han havde smagt elver blod. Han var heldig at han gik amok i sit eget hjem og ikke et sted hvor ingen ville kunne hjælpe. Hans øjne blev langsomt røde igen og Han faldt på knæ. Han følte det som om hans blod kogte. Da han så Angelie såret kiggede han på hende og sagde med en skamfuld stemme ’’ Undskyld ’’. Det var nok første og sidste gang Angelie ville høre det. Lazarus undskyldte aldrig lige meget hvad han gjorde. Men han var så træt og svækket efter den kamp at det bare fløj ud af ham. Han sad lidt og kiggede på hende. Andre tjenere løb nu ind i rummet og hjalp Angelie op. En af den forbandt hurtigt såret. Det var til at se på dem de var bange. Igen hjalp de ikke Angie på grund af hende. Men kunne de fjerne lugten af elver blod ville de også fjerne truslen om at Lazarus ville gå amok igen. Lazarus sagde svagt ’’ Du kender min svaghed nu.. Makker ’’

Det overraskede hende ikke, at vasen gik i stumper og stykker, da den ramte hendes mål. Den ramte i det mindste, hvilket var utroligt nok måtte hun indrømme, og hun havde lagt kniven i hånden, og gjort klar til at stikke den i siden på Lazarus, da hun mærkede hans ånde mod hendes hud, og vidste der kun var ganske få millisekunder at reagere på. Hun havde hævet armen, og stak den bagud mod ham, da noget ramte hende hårdt, og endnu engang fik væltet Angelie omkuld. Knurrende gisp kom over hendes læber, sammen med et par næsten utydelige klynkelyde.
Denne gang rejste hun sig ikke fra gulvet, men blev liggende, og så hvordan tjeneren blev blegere for hvert sug Lazarus tog af hans arm. Egentlig var hun en anelse omtåget, og det gik ikke op for hende, at nogle var igang med at forbinde såret i hendes skulder, før de faktisk var færdige, og hjalp hende på benene. Hun hørte hans undskyld og nikkede bare kort, som for at vise at det var accepteret, selvom det slet ikke var tilfældet. Hendes tanker var dog for omtåget til at Lazarus ville være i stand til at læse dem, fordi smerten i hendes side brændte op, og gjorde det næsten umuligt for hende at bevæge sig.
Det betød også at Angelie istedet lod sig glide ned langs væggen endnu engang, stadig med en beskyttende hånd over siden, hvorefter hun lænede hovedet tilbage mod væggen, og tog nogle dybe indåndinger. "Du skal lære at styre dig selv" hviskede hun næsten utydeligt, inden hun lukkede øjnene. Hun ville gerne have givet ordene en kølig klang, men havde ikke kræfterne til at frembringe klangen.