Intet som gamle minder - Lazarus

Lazarus satte sig i en stol og kiggede mod loftet * Det var alt for tæt på *. Han fnøs da hun sagde han skulle lære at styre sig selv. Lazarus rystede på hovedet ’’ DU kan bare lade være med at lugte så godt ’’. Lazarus tog sig til hovedet. Det var som om han ikke helt var blevet sig selv igen. Han følte sig som om han var et bål hvor gløderne stadigvæk lå og ulmede. Han kørte en hånd over sit ansigt. Det var fyldt med dybe snitsår fra skårne fra vasen. Det var ved at regenerere men alligevel følte Lazarus ingen træng til at hævne sig. Han var for udmattet. Han sagde til tjenerne ’’ Hjælp hende op på hendes værelse og lad hende hvile.. Når hun er klar igen.. Så før hende ned til mig.. Vi har meget at snakke om ’’. Tjenerne gav et lettet suk fra sig i det de vidste han ikke ville gå mere amok. De tog blidt fat i Angie og hjalp hende op på hendes værelse Da hun blev lagt i sengen kunne hun høre hvis hun stadigvæk var vågen hvordan de snakkede ’’ Hvorfor skal hun være her’’. ’’ Hun bringer os alle i fare ’’. ’’ Nej Herren skal bruge hende til at overtage Di Morga.. Tænk på det nye hjem vi får.. Det er det hele værd ’’. Der var blandede meninger blandt tjenerne. Hvad var Lazarus plan?. Hvad havde han tænkt sig at gøre?. Der var så mange spørgsmål og kun en person kunne svare på dem. Lazarus selv.

Irriteret stirrede hun bestemt på Lazarus, da han talte til hende. Det var sgu da ikke hendes skyld, at han mente hun duftede godt, og hvis hun havde været i stand til det, var hun sprunget på ham for at komme med sådan et barnligt verbalt slag. "Du kan bare lade være med at have mig i din nærhed" hvislede hun koldt, da tjenerne tvang hende på benene om hun ville det eller ej.
Mens hun blev ført væk, bandede Angelie vredt og lavmælt over usle vampyrer, der ikke var i stand til at styre deres blodtrang, og før hun vidste af det, var de kommet op af trappen, og ind på det værelse, som Angelie havde fået tilstedt. Natten før havde hun sovet i træet udenfor, men hun var for udmattet og det gjorde for ondt, til at hun ville være i stand til igen aat kravle ud af vinduet, og overnatte i træet.
Selvom hun var meget tæt på søvnens grænse, da hun blev lagt i sengen, hørte hun alligevel tjenernes ord. Så hun var ikke den eneste der ikke mente hun burde være der? Hvor meget hun hadede det, så måtte hun faktisk give dem ret. Det var farligt at hun var der, og det ville være meget bedre, hvis Lazarus bare lod hende bevæge sig væk fra huset, og tilkaldte hende når der var brug for det... Måske.. Jo det kunne..
Hendes tanker blev sløret igen, og Angelie gled langsomt ind i en drømmeløs søvn...

Da natten brød frem kom Lazarus først ud fra sit kontor. Han gik over til Angie’s værelse og åbnede døren som var han ligeglad med om hun ville have det eller ej. Lazarus lagde en amulet på nat bordet og sagde ’’ Tag den på om dagen når du går udenfor.. Så rører Vareulvene dig ikke… Hvis jeg skal lære at stole på dig må jeg også give dig frie tøjler.. Du er fri til at gå hvor du ønsker.. Når du ønsker det.. Dog kræver jeg at du bor her.. Jeg vil have at du kommer forbi en gang hver dag.. Ikke fordi jeg ville tjekke op på dig.. Det er fordi hvis du ikke kommer en dag ved jeg du er blevet taget til fange.. Sker det bliver jeg nød til at redde dig.. Ser du jeg vil fortælle dig lidt om min plan ’’. Lazarus satte sig på hendes seng og kiggede ned på hende ’’ Ser du.. For at bekæmpe Malakel skal man have mere en styrke og våben.. Man skal bruge hovedet.. Malakel har styre mange at de samme evner som Zane.. Det vil sige at besejre ham ikke bliver let.. Først skal vi have tropper.. tropper der kan slås for os.. Stærke tropper.. Når tiden er inde vil du og Kajika kortlægge Abbadon for mig.. I har begge boet der og kender alle de hemmelige gange.. At overraske Malakel kan betyde meget.. Det er selvfølgelig kun en meget lille brøkdel af min plan men jo mere jeg stoler på dig jo mere vil jeg fortælle om min plan ’’. Lazarus sad og kiggede på Angie. Han vidste ikke hvordan hun ville tage alt det her. Hvordan hun ville svare. Men det var længe siden Lazarus havde stolet på nogen som helst. Men skulle han være konge så skulle han have folk han kunne stole på. Hans plan om ikke at have Angie for tæt på sig hele tiden var en god ide syntes han selv. Han ville ikke miste besindelsen. Han måtte bare se i øjnene at hun var hans største svaghed. Først troede han det ville være godt at have hende tæt på hele tiden for så ville han lære at modstå hende. Men han havde taget fejl af hans egen viljestyrke. Han måtte tage det i små dosis for at lære at kontrollere den tørst han følte når han så på hende.

Hun havde ikke bevæget sig meget iløbet af natten, og havde stadig kjolen på, selvom den var blevet krøllet af at hun havde sovet i den. Det var dog lykkedes hende at få sparket skoene af, og med et lille smil over hendes læber, kunne man forstå at det der var startet som en drømmeløs søvn, var endt i en drøm.. En drøm hun ikke ønskede at vågne fra.
Der var dog nogle der havde andre planer, og da døren gik op, mumlede Angelie utydeligt, mens hun desperat prøvede at holde fast i drømmebillederne, der langsomt begyndte at opløse hinanden, som virkeligheden kom tættere på. Det var typisk at man altid vågnede når man nåede den bedste del i en drøm.
Irriteret slog Angelie forsigtigt øjnene op, og hørte Lazarus' talende stemme ved siden af hende. Overrasket satte hun sig op i sengen, og stirrede på ham med et hidsigt blik. "Har du aldrig hørt om at banke på!" hvæste hun vredt, og kastede en af puderne mod hans ansigt, inden hun kravlede ud af sengen, og begyndte at vandre rundt, for at finde sit normale tøj, som hun ikke havde fået lov at have på siden hendes ankomst. Imens lyttede hun til hans ord, og opgav sin leden. Hun rykkede istedet en nederdel i sort læder, og en nedringet sort top ned fra bøjlerne i klædeskabet, stillede sig om bag en skillevæg, og begyndte at klæde om.
Han nåede delen med at kortlægge Abbadon, og Angelie var i det øjeblik i færd med et lukke nederdelen bagpå, mens hun trådte frem. "Det er ikke en mulighed.. Under den sidste kamp blev Abbadon praktisk talt jævnet med jorden" svarede hun, lige som lynlåsen gled op, hvorefter hun fandt den magiske fløjte, frem fra gulvet, sammen med knivspænderne, som hun bar omkring lårene. "Abbadon blev genopbygget, og jeg tvivler på Malakel har valgt det samme udseende".
Hun kunne dog godt lide hans del med at hun kunne gå rundt som det passede hende, og hun lod sig ikke høre det to gange. Hurtigt spændte hun knivene omkring benene, så nederdelen dækkede dem, og hægtede derefter fløjten fast i den sølvkæde hun ofte bar omkring livet, inden hun kiggede på Lazarus. "Hvad er planen for idag?" spurgte hun koldt, eftersom hun stadig ikke havde glemt aftenen før, og slet ikke hans sidste beskyldning.
Irriteret lod hun armene glide over kors, mens hun betragtede ham med øjne, der indeholdt havets raseri. Nogle øjne Angelie altid selv havde elsket.

Lazarus kiggede på Angie med et underligt blik hun nok aldrig havde set før. Eftersom det var et blik der holdt mere respekt end hun før havde set. Lazarus øjne fulgte alle hendes bevægelser og da hun talte til ham som hun plejede fnøs Lazarus en smule. Kort tid efter grinede han og rystede på hovedet ’’ Du er nok den eneste i verden jeg ville lægge min tillid hos på så kort tid… Du er den eneste der ikke frygter mig selv om du ved du er det der kan få mig til at gå amok… Du er noget specielt Angie ’’. Lazarus rejste sig op og kiggede ud af vinduet og mod stjernerne ’’ Jeg har en drøm Angie.. En drøm som kan blive virkelighed kun hvis Di Morga bliver mit.. Jeg vil dræbe og udslette alle der står i min vej ’’. Lazarus kørte en hånd gennem sit hår. Det var som var han opslugt i sin egen drøm. Dog var det ikke en glad drøm. Det var som sagt en drøm om magt, ondskab og pinsel. Lazarus mente at han ville være perfekt som Di Morga’s hersker. Det så også ud til at hans planer gik langsomt frem af. Lazarus kiggede mod Angie ’’ Planen for i aften er simpel.. tag mine to bedste vagter.. Du skal samle noget for mig.. Blod.. Blod for væsner med mægtige evner.. Find blodet og skriv på beholderen hvad evner de har.. Det er vigtigt du gør dette.. Jeg får brug for et lager.. Det er planen for i aften Angie ’’. Lazarus plan med dette blod var simpel. Hans nye evne gjorde at han kunne bruge de evner fra det blod han drak. Han havde brug for at øve denne evne. Hans plan var til at regne ud hvis man kendte til hans nye evne. Han ville bide Malakel og besejre ham med hans egne evner. Lazarus smilede og kiggede på Angie som om han havde en stor plan med dette blod.

Ligegyldigt himlede hun med øjnene, og mærkede kort efter at hendes fløjte var i den midnatsblå silkepose ved hendes side, og kunne ikke lade være med at smile kærligt, da hun mærkede fløjten under hendes fingre. Hendes mest dyrebare objekt, og så værdigfuld i hendes øjne. Visse andre ville betragte det som bras, men Angelie kendte til fløjtens virkelige evner. Kort lukkede hun af for Lazarus' tale om at han syntes hun havde tjent hans tillid ret hurtigt, og lod istedet sine tanker søge tilbage til den dag, hvor hun havde stjålet fløjten i helvedes gemakker.
Med et hovedryst stoppede hun sig selv, og vendte blikket mod ham. Talen fortsatte, nu om hvordan ingen skulle stå i vejen for ham. Hun fnøs kort, og ømmede sig en anelse, da et forkert vrid fik de bøjede ribben til at smerte igen. Men da han stillede sin .. anmodning.. sit ønske, skar hun voldsomt tænder. "Du forventer at jeg drager land og rige rundt, for at indsamle blodsnacks til dig!" udbrød hun rasende, og stirrede vredt på ham. Hvis det var sådan han planlagde at overtage landet, var det virkelig intet under, at det ikke var sket.. Hvordan ville Han.. Han nogle sinde vinde over Malakel og hans stærke støtter.. De kunne klare så meget.. Hver og en.. Styre skygger.. Dræbe med et enkelt blik!
Igen måtte hun stoppe sine tanker, for ikke at lade dem løbe af med sig, men en tanke skreg alligevel i hendes hoved. Båndet!! Hun .. Hun havde ikke overvejet det før nu, men ideen virkede slet ikke så dårlig, og Angelie fnøs kort, imens hun bevægede sig mod døren. "Jeg vil vente dine vagter nedenunder" sagde hun køligt, og tænkte samtidig.. *Jeg accepterer båndet*. Smilet bredte sig over hendes læber, og en strøm af følelser kom imod hende.. Mange følelser på en gang, så mange at Angelie ikke kunne kontrollere det, og derfor frøs hun i døråbningen.

Lazarus vidste ikke hvad hun snakkede om. Men han var sikker på at hun havde en plan. Han fnøs da hun åbenbark troede hans plan var simpel. Intet ved den var simpel. Alle ting var vigtige. Han ville ikke bare kaste sig selv i døden. Men hun havde ret. Han måtte snart til at rører på sig. Ordet båndet gjorde Lazarus en smule sur. Han anede ikke hvad hun snakkede om. Hvis der var en ting Lazarus hadede så var det at være uvidende. Han var en meget klog person og vidste en masse og det pinte ham når der var noget information der gik forbi hans øre. Han var af den holdning at viden var magt. Lazarus knipsede og en af hans vagter kom til syne ’’ Giv hende hvad hun har brug for ’’. Lazarus vidste overhovedet ikke hvad Angie’s plan var. Men han stolede nok på hende til at vide det måtte være godt * Nu må vi se om du er klog og dygtig nok til at være min makker… Mon du har hvad der skal til for at imponere mig *. Lazarus smilede for sig selv og tænkte lidt over hvad hun mente. Han var klar på at møde Malakel. Han frygtede ikke døden og han vidste det var med livet som indsats når kampen mod Malakel skulle gå i gang. Ingen andre en ham skulle sidde på den trone.

Angelie smilede tilfreds over at han ikke havde opfanget den mindre detalje at hendes plan måske ikke var helt den samme som hans. Dog brød hun sig ikke om at være hans skødehund på nogen måde, men noget skulle hun vel lave, så hvorfor ikke samle hans blod.
"Vi ses engang" mumlede hun til ham, og forlod rummet.. Hun fandt hurtigt de to vampyrvagter hun ønskede at tage med sig, hvorefter de tre forlod huset, og gled ud på jagt efter svage væsner, som hun kunne tappe for blod..

//Out n__n'//