Please help me - Zakaroff

Sted: Byens park.

Tid: Kl. 23.10 fredag aften.

Vejr: Skyfrit og koldt.

Omgivelser: Parken ligger stille hen, der er ikke rigtigt nogen folk og larm fra byen høres over alt.



Lilianna havde været inde i hendes trænings lokaler hele aftenen, hun havde ikke rigtigt haft meget tid til at øve disse dage, da hun kun lige var kommet til byen for under 1 uge siden. Hun havde brugt meget tid på at købe nye møbler og pakke ud, samt sendt nogle jobsøgninger afsted.

Hun gik igennem parken og trak hendes tørklæde tættere omkring sig imens hun holdte godt om skuldertasken hvor alt hendes trænings tøj lå i, samt nogle bøger hun havde købt i en hyggelig boghandlen.

Den unge vampyr kiggede lidt rundt om hende og kunne godt mærke at en flok drenge, som havde fulgt efter hende siden boghandlen, stadig fulgte efter hende. Hun havde ikke bidt så meget mærke i det, da hun var inde i byen, men nu kunne hun ikke lade vær med at kigge sig lidt over skulderen. Hun kiggede tilbage og så 5 mænd, i slidt og gammelt tøj, fulgte efter hende. Hun sukkede dybt og kiggede frem for sig, før hun drejede ned af en lille sti og gik længere ind i parken.

Pludselig satte hun i løb og hoppede op i et træ, let og elegant med hende slanke og smukke krop. Hun satte sig på en gren, trak hætte op fra hendes vest og gemte det knaldrøde hår, som sad i en høj knold. Hun kiggede ned og så mændene kiggede rundt efter hende. Lily sukkede lavt og skulle lige til at bevæge sig, da hun pludselig mærkede en knytnæve i hendes nakke, som sendte hende ned fra træet.

Hun stønnede i smerte og vred sig rundt, da hun havde ramt jorden og et sæt hænder var i hendes hår, som trak hende afsted.

”HEY! Giv slip!!” Skreg hun og vred sig rundt, dog blev hun kun mødt af flere hænder som hev i hendes tøj. Hun skreg op og smadrede rundt med hendes ben og hænder, men dem som havde fat, var ikke mennesker, da de var stærkere end hun var og holdte hende nemt nede imens de prøvede at flå hendes tøj af.
Lily skreg op, i håb om at nogen ville høre hende.


Påklædning:

Ahhh hvilken fantastisk aften.... Byen var godt i gang med hvad den gjorde allerbedst på en fredag aften. Lade synden fylde dem og ellers glemme hvad end pres hverdagen måtte bringe. Over alt var der unge mennesker godt i gang med at gøre sig klar til endnu mere fest i løbet af natten.
Zakaroff havde et ganske særligt talent for at forsvinde i mængden selv når der ikke var mørkt. Han var klædt i helt sort praktisk tøj, en sort trenchcoat og en bedemandshat til at dække det lange sorte hår. Men det var ikke noget folk tænkte nærmere over i en by som denne.

Et fast ritual for ham var ligeledes at gå en tur i parken. Her kunne man som regel være sig selv og ting der ikke specielt tålte dagens lys kunne man sagtens praktisere her. Der gik dog ikke længe inden han hørte en ung kvindes skrig. Da han så bevægede nærmere, kunne han tydeligt se hvad der var i gang. Det var ikke noget han havde tænkt sig at finde sig i så lidt pludseligt blev han en del af mørket....

En af dem stod hoverende hen over hende og var ved at flå sine bukser åbne imens han sultent sagde: "Hold kællingen stille!......"
Med en lyd kun en vampyrs stærke sanser, stod manden lige pludselig helt stille. Tårer begyndte at trille og han kunne ikke bevæge sig. Hurtigt faldte han til siden som var han fuldstændig lammet. Kun et lille fint snit ved hans hals var forandret. De andre holdt hende stadig men kiggede forskrækket.  "Jake hvad fanden laver du?! Kom nu!"
Jake som han hed lå på jorden og kunne ikke andet end at ligge i en voldsomt smerte. 
Lyden kom igen og den ene der havde fat i hendes arm, fik brækket nakken med en voldsomt lyd og faldt livløst om. Endnu et snit dukkede frem på kinden af den der havde fat i hendes sidste arm og ganske som den før, frøs han i intens smerte og tårerne trillede som om han tiggede om nåde. De to sidste var frossen af skræk og man kunne høre en stemme som om mørket talte til en. 
"Damen bestemmer jeres skæbne nu...."

Lily så hvordan det hele udfoldede sig og døden omkring hende og smerten gjorde ondt på hende, hun brød sig ikke om det. Så hun satte sig hurtigt op og trak hendes nu ødelagte trøje omkring sig. De havde nået at flå den i stykker, så hende smukke blonde bh blev vidst. Hun trak hendes ben til sig, hvor hendes bukser var flået lidt af og hun kiggede hurtigt rundt om sig da hun hørte stemmen.

Lilianna så op på de to sidst overfalds mænd hun havde stående bag sig. Den ene greb ud efter hende, men hun knurrede højt, vred sig elegant rundt og kiggede op på ham. Pludselig brækkede hans næse og skød op i hans kranie, så han fandt om med et støn. Lily svedte lidt og hev efter vejret. Det var meget svært for hende at bruge hendes evne, når hun ikke var i kontrol. Hun kiggede til sidst på den sidste fyr, som hurtigt vendte om og stak af.

Lily blev dog tilbage og faldt ned på jorden, hun rystede lidt og mærkede hvordan hendes personlige rum var blevet krænket voldsomt af de mænd og skammen over at hun ikke kunne passe på hende selv ramte hende hårdere.

”Tak..” Hviskede hun blidt med en stemme som rystede, til stemmen som havde reddet hende.

Da de sidste var stukket af og hun sad rystende tilbage, trådte han ud af mørket så hun bedre kunne se ham. Zakaroff var en af de individer der eminerede stor fare men alligevel var smuk og lokkende. Nærmest som et rovdyr man ikke ville slippe fra.
Da han stod henne foran hende, kiggede han ned på hende og hun ville kunne ane den rødlige glød i hans øjne, hvilket var et typisk tegn på at han lige havde jaget. 
"Det var så lidt.... Er de vel?...."


Da han lagde mere mærke til hvor medtaget hun egentlig var, skyndte han sig at tage sin frakke af og lægge om hende. Den var dejligt lun selvom han lige havde haft den på. Så satte han sig på hug foran hende og kiggede rundt på de stakler der ikke længere bevægede sig. "Sikke noget..... Jeg må arbejde hurtigere næste gang.... Det beklager jeg... Kan jeg gøre noget for at lette deres aften frk?"
Det var tydeligt på hans blik at han på ingen måde kiggedehen hvor det ville være usømmeligt. 
Så rystede han på hovedet af sig selv og sagde: 
"Ahh.... Tilgiv mig mine manerer..... Mit navn er Zakaroff Dumitrejsko.... Beklager omstændighederne af vores møde frk..."

Hun kiggede imponeret op på ham da han kom ud i skyggerne og hun bedre kunne se ham. En blanding af respekt og forvirring spillede i hendes grønne øjne. Hun trak hendes ødelagte tøj mere om hendes smukke og slanke krop imens han kom tættere på og satte sig på hug.

Lily lyttede til hans ord og det var først da han nævnte hans navn at hun tog sig sammen til at svare. Hun rømmede lidt og kiggede ned af sig selv, nu hvor hans let lune jakke hang omkring hendes skuldre. Et blidt smil spillede på hendes lyserøde læber, imens hun trak den sorte og alt for store jakke omkring sig.

”Tak for deres hjælp Hr. Dumitrejsko, mit navn er Lilianna Kimberly Denzell, men bare kald mig Lily.” Smilte hun. Hendes stemme var utrolig blød, men en accent hang om den, som tydeligt vidste at hun oprindeligt var fra England.

Hun kiggede op igen og smilte lidt mere.

”Men det burde være mig som skulle gøre noget for Dem, nu hvor De endelig reddet min stolthed. Hvis De ikke var kommet forbi.. Så ved jeg ikke hvad de dæmoner havde gjort ved mig.” Hun satte sig lidt mere op og mærkede gjort en fjern smerte i hendes krop. Lidt blod løb ned fra hendes nakke og blå mærker formede sig på hendes krop hist og her.

Selvom hun var vampyr, så var hendes smukke hud stadig sart og det tog ofte længere tid for hende at heale, specielt fordi hun ikke havde drukket blod i lang tid. Hun havde været alt for stresset disse dage.

"Ingen årsag... "


Da han så duftede hendes blod og så svage omrids af hendes mærker, trak han et silketørklæde frem og rakte ud som om han ville tørre hendes blod væk. Dog holdt han hånden tilbage i tilfælde af hun ikke ville have det eller det gjorde hende utryg. 
"Det skal de ikke tænke på... Nok er der meget få der tror det om mig men jeg nægter at se en kvinde som dem selv blive udsat for den slags uden nogen som helst form for god grund. Jeg har skam..... Kæmpt mod værre end den stak uslinge før... 


Hele tiden sørgede han for at holde sine hænder så hun ikke var et sekund i tvivl om hvor de var henne. Med hvad hun lige havde været igennem havde hun ikke brug for overraskelse.
Efter at have set lidt tænkende ud i blikket, tog han sin hat af og sagde: "Må jeg ikke eskortere dem til mit hjem? Så kan jeg efterse deres skader, evt. skaffe dem noget at spise?.... De kan være ganske rolig, udover min normale profession er jeg også læge...."

Lily kiggede op på ham imens hun blidt rakte frem med hendes lille og slanke hånd.

Hun greb blidt tørklædet og holdte den imod såret i hendes baghoved. Hun nikkede og kiggede blidt op på ham med hendes næsten overnaturlige grønne øjne.

”Det ville være rart.. Jeg ville ikke bryde mig om at være alene lige nu..” Hviskede hun lavt, før hun langsomt rejste sig op. Selvom hun var øm, var alle hendes bevægelser utrolig elegante.

”Hvor smed de mine tasker?..” Spurgte hun lavt imens hun så sig om efter den store taske med hendes ekstra tøj og en lille taske med hendes pung og mobil.

Lilianna gik hurtigt over til træet igen. Hendes bukser hang kun lige lavt omkring hendes hofter og afslørede kanten af hendes blonde trusser. Men heldigvis dækkede hans jakke hende pænt til. De havde endda ødelagt hendes sko, så hun gik med bare tær.

Hendes gang vidste dog hurtigt at hendes ene knæ var meget medtaget, siden hun ikke så godt kunne støtte på den. Hun fik hurtigt samlet taskerne op med et ømt støn og holdte stadig fat i jakken med den ene hånd.

Ganske blidt hjalp han hende op at stå selvom hun dog fint så ud til at kunne. Zakaroff var af natur en gentleman hvis man ellers kom på den gode side af ham.
"Jeg har en bil et lille stykke her fra. Der hjemme har jeg også udstyr fra min gamle praksis. Så skal vi nok få dem til hægterne igen...."


Da hun så ømmede sig over sit knæ og knapt kunne bære sine tasker, tog han hurtigt sin hat på og stod med det samme ved siden af hende så hun kunne støtte sig til hans arm. Så tog han ganske stille hendes tasker og sagde underligt beroligende:
"Deres knæ er skadet.... Og de er forslået.... Nu skal jeg..... Bare tag min arm så skal jeg nok tage taskerne...." 
Taskerne tog han som om de intet vejede og begyndte så at gå til bilen sammen med hende. Men som de tog et par skridt, kunne han hurtigt se at hendes knæ var for medtaget til at kunne gå der hen. Så han stillede sig foran hende og så hende i øjnene imens han sagde:

"Deres knæ.... De kan ikke gå turen..... Må jeg bære dem til min bil? Det er for at skåne deres knæ...."

Lily kiggede op på ham imens han tog taskerne, hun rakte ud efter dem, men forstod tydeligt at hun sikkert ikke ville kunne. Hun var meget selvstændig af natur, så at få hjælp føltes utrolig underligt for hende. Hun sukkede blidt og nikkede.

Hun lagde blidt hendes hånd på hans arm og støttede sig til den imens de gik. Der kom ikke en lyd fra hende imens de gik lidt, men hun havde meget ondt i hendes knæ og hun holdte jakken tæt omkring hendes krop.

Der kom en overrasket lyd fra hende, da han stoppede op og stod nu foran hende.

Hun bed sig hårdt i underlæben og vidste ikke helt hvad hun skulle svare. Hun vidste godt at det kun ville blive meget værre hvis hun gik hele vejen, men lige nu var hun næsten for stolt.

Hun tog et tøvende skridt tilbage, da hun aldrig havde fået en til at bære hende før.

”Je-.. Jeg ved ikke.. Jeg er tung, så jeg ønsker ikke at være en byrde for Dem.” Sagde hun med en lav stemme imens hun kiggede væk og kunne godt mærke hvor løs hendes knold var blevet, siden mange af de knaldrøde hårlokker var faldet ned omkring hendes skuldre.

Han smilede roligt til hende som et tegn på at han mente det og gerne ville hjælpe hende.
"De er skam ikke en byrde.... Jeg er.... heldigt stillet fysisk så styrke er langt fra mit problem.... Hvis de bare holder jakken om dem... Bare rolig jeg kigger ikke...."


Så løftede han hende op i sin favn men ganske ganske langsomt så hun ikke blev chokeret af pludselige bevægelser. Og så begyndte han ellers at gå mod sin bil med taskerne i hænderne og hende i armene. Og på intet tidspunkt var han besværet af hendes vægt. Han kunne snildt vælte en bil om så det var på ingen måde slemt. 
Snart kom en bil til syne der mest af alt lignede en velplejet smuk Rolls Royce veteranbil.
Ganske blidt satte han hende ned, og satte taskerne ind på bagsædet inden han åbnede døren og gjorde sig klar til at hjælpe hende ind. 

"Må jeg?....."

Hun gispede højt da han løftede hende op i hans arme. Lily holdte jakken stramt om hende, så han ikke ville se noget og hun hvilede hendes hoved imod hans skulder imens han gik med hende. Hele vejen derop, prøvede hun at tænke på alt andet end dette pinlige øjeblik. Selvom hun faktisk godt kunne lide det, så var hendes stolthed ikke videre begejstret for dette øjeblik.

Da hun endelig fik jorden at mærke under hendes bare fødder, åndede hun lettet op og hvilede hele hendes vægt på det ikke skadet ben.

Hun smilte til ham, nikkede og lod ham hjælpe hende ind i bilen, da hun så endelig sad ned og kunne slappe af, tog hun hurtigt selen på og ventede til at han også kom ind, før hun kiggede over på ham.

”Hvorfor hjælper De mig så meget? En normal person ville blot sende mig på hospitalet og efterlade mig der. Men De hjælper mere end hvad De burde?” sagde hun lavt og undrede sig meget imens hun pillede lidt ved en løs tråd i ærmet på hans jakke.

Selvom hun ikke frøs, så var det alligevel rart med den tunge jakke om hendes meget blottede krop.

Da hun så var kommet ind og sidde i bilen og han var sikker på hun sad godt, gik han over og satte sig ind og svarede hende imens han startede bilen.
"Jeg er ikke nogen normalt person... Og med alt respekt... Der vil ikke komme noget godt ud af at en vampyr kom på hospitalet... Og jeg gør hvad jeg kan for at være en gentleman overfor dem der fortjener det... Jeg tror også at de ville have godt af mere trygge omgivelser end et hospital. Og der er kortere hen til mig...."


Efter en ganske kort køretur vd godt tempo, holdte han ind i en baggård ved en smuk mørk bygning der lignede noget fra renaissancen med en smule gotisk over sig. Så skyndte han sig at tage hendes tasker og hjalp hende ud af bilen. Under hele turen havde han på intet tidspunkt forsøgt at se noget han ikke burde. Han vidste også godt at hendes stolthed ikke ved glad for at blive båret så han stod afventende på om hun ville bæres eller bare støtte sig til ham. 
"Velkommen til....."

Lily var typen som gerne ville selv og hun brød sig slet ikke om at blive hjulpet nogen gange, da mange omstændigheder fik hende til at være sådan her. Hun nikkede til hans forklaring og stolede lidt mere på ham nu, selvom hun ikke gjorde det ret meget ved fremmede.

Da han så holdte ved den store bygning, kiggede hun imponeret op på den og greb hans store hånd, da han igen hjalp hende ud.

Hun skar lidt ansigt da hun kom til at hvile på hendes skadet ben og overgav sig lidt til hendes meget handicappede krop. Hun lod ham bære hende igen og smilte lidt imens hun igen flyttede hendes fokus til huset.

”Smukt hus, elsker det smukke udsmykning.” smilte hun blidt.

Lilianna lod hurtigt mærke til hendes meget beskidte krop lige nu. Der var nogle få blade i hendes krøllede hår og elastikken kæmpede for at holde på knolden. Hendes fødder var næsten helt sorte af jorden og hendes tøj kunne slet ikke reddes.

”Måske.. Skulle De sætte mig af på Deres badeværelse.. Jeg vil ikke gøre dit hjem beskidt..” hviskede hun lavt og meget pinlig berørt over hendes nuværende tilstand.

Hendes ben svarede næsten for hende og med et forsigtigt smil tog han hende op i sine arme og gik op til hoveddøren.
"Mange tak... Jeg kan vel betragte mig selv som rimelig gammeldags... Stilen har bare altid tiltalt mig på en eller anden måde..."
Oppe ved døren holdte han sit ben så hun delvist støttede på det så han fik en arm fri til at låse op med.

"Det skal de nu ikke tænke på.... Men hvis det er det de ønsker så selvfølgelig..." 
Så gik han indenfor med hende så hun kunne se at indretningen var lige så flot indenfor. Det første var en stue med pejs og antikke møbler. Her fra kunne man se et kontor, et køkken og en lukket dør til hvad der nok var kælderen. Så gik han ovenpå med hende hvor man kunne se ind på et meget mørkt soveværelse hvorefter han gik ud på et smukt badeværelse i mørkt marmor. Ganske forsigtigt satte han hende på kanten af karret og sagde:
"Jeg er godt klar over at det er en lidt beklemt situation for dem... Men hvis de mangler noget som helst så bare sig til. Så vil jeg undersøge dem når de er klar"

Hun kiggede rundt utrolig nysgerrig og elskede hans stil her i huset. Lily smilte blidt da han satte hende ned på kanten af karret og hun nikkede blidt.

”Skal jeg nok.” smilte hun.

Da han så forlod badeværelset og hun fik lidt tid til sig selv. Tog hun hurtigt hendes tøj af og smed det ødelagte på gulvet. Dog lagde hun pænt hans jakke sammen og lagde den på et lille bord.

Hun tændte for vandet og ventede til karret var fyldt op, før hun gled ned i det varme vand. Et blidt suk kom fra hende og hun trak elastikken ud af hendes hår. De lange bløde krøller faldt ned omkring hende og det gik hende helt ned til hendes lænd.

Lily fik vasket sig og rengjort hendes hår. Da hun så var færdig kravlede hun op af badet, fandt et stort håndklæde som hun bandt rundt om hendes krop. Dog kom hun hurtigt til at se at hendes taske ikke var i rummet. Hun satte sig op på badeværelses bordet og kiggede lidt på hendes knæ. Den var gul og blå, hævet og med en masse skrammer. Tydeligt forstuvet. Resten af hendes blege krop havde også mange skræmmer og blå mærker overalt efter hænder og slag. Hun sukkede svagt og vidste at hun igen havde behov for hans hjælp.

”Hr. Zakaroff?” Spurgte hun blidt og vidste godt at hun ikke behøvede at råbe, han ville nemt kunne høre hende.

Så nikkede han ærbødigt til hende og gik ud så hun kunne få fred til at bade. Imens gik han ned i stuen og startede for en antik pladespiller der startede det smukkeste rene violinmusik. Klassisk musik havde altid tiltalt ham og han var da begyndt at spille violin selv men havde kun spillet i små 100 år.

Ganske roligt satte han sig i lænestolen og tændte forsigtigt op i pejsen. Nok var ild utrolig farligt for hans art men ilden og varmen gav en eller anden ro.

Da han så hørte hende kalde, stod han lige pludselig ved døren og kom ind. Da han så hvor letpåklædt hun var, kiggede han med det samme ned. Han var ikke flov eller noget, men hun skulle have muligheden for selv at sige noget om han måtte.

"De kaldte Ms. Denzell?"

Hun grinte blidt og så hvordan han kiggede ned. På en måde var hun ret glad for at han var så respektfuld og hans maner gjorde hende ret glad.

”De må gerne kigge på mig.. Siden De har været læge har De nok set nogle kvinde kroppe før, så speciel er jeg heller ikke..” Sagde hun blidt imens hun kiggede ned på hendes knæ.

”De ville se på mine skader?” Spurgte hun og kiggede derefter op på ham imens hun lod hendes sårede knæ hvile hen over hendes andet knæ.

Håndklædet dækkede kun lide det den skulle. Så hun var ikke så rørt over at han stod der lige nu. Det eneste som rørte hende var at hun lige nu ikke havde make-up på. Så hendes naturlige udseende var fremme nu. Hendes hud var meget bleg og et let drys af fregner var hen over hendes kinder og næse, samt hendes skuldre, ned af hendes arme og lidt på hendes brystkasse og lår. Det var en underlig ting, at de ikke var over det hele, men sådan så hun nu ud. Hun havde nogle få skygger under hendes øjne, mest på grund af mangel på blod og søvn. Ellers var hun utrolig smuk med hendes lange røde og lige nu våde hår, som stadig dryppede lidt, men hun tog sig ikke så meget af det.

”Jeg tror ikke det er så slemt igen..” Mumlede hun lavt imens hun bukkede sig lidt frem og kiggede på knæet.

Han grinede lavt og kiggede op på hende inden han gik ind i rummet til hende imens han sagde:
"De er skam mere end speciel... De er ufattelig smuk... Det handler om at jeg ikke ser på dem før jeg har deres tilladelse. Skønhed skal værdsættes, ikke forventes... Nå lad os så se...."


Så gik han helt tæt på og lagde hånden meget blidt på hendes lår og nærstuderede hendes knæ. "Hmmm der er nogle mindre blødninger... og nogle tryk...."
Så gav han sig til at undersøge hendes mærker ellers. Hele tiden var hans hænder på hende men ikke så det blev usømmeligt. Da han havde undersøgt alle mærkerne, fik han hende blidt til at læne hovedet lidt frem så han kunne undersøge hendes nakke.
"Det meste kan klares ved at du får næring... Mærkerne kan jeg klare ved at påføre en salve jeg har... Hvis de vil lade mig naturligvis?"


Stille kiggede han på hende med et underligt dragende blik, men det var tydeligt at sådan så han bare ud

Hun sad stille under hele undersøgelsen og tog sig ikke rigtigt af at han rørte hende og bukkede hende frem så han kunne kigge. Hun tænkte blot at det var sådan han gjorde det, en del af hans job.

Da han så nævnte salven og næring, nikkede hun og kiggede op på ham igen med hendes næsten lysende grønne øjne.

”Nede i min store taske er der noget tøj, det er godt nok min træningstøj.. Men det derovre, kan jeg ikke have på igen.. Alt undtagen mit undertøj er gået i stykker..” sukkede hun lavt, før hun hoppede langsomt ned på gulvet, hun vaklede lidt imens hun gjorde sit bedste for ikke at støtte på hendes knæ.

”Hvor har De sat mine tasker?” spurgte hun høfligt imens hun støttede imod bordet og kiggede op på ham.

Pludselig mærkede hun at han kom lidt for tæt på, hun blev meget bedst om hendes påklædning og hun kiggede kort væk, lidt genert imens hun trak noget af hendes lange og våde hår væk fra hendes ansigt og om bagved hendes øre.

Han sikrede sig lige at hun stod fint inden han nikkede og sagde venligt:
"Nu skal jeg hente dem... Beklager hvis jeg bragte dem ubehag..."
Hurtigere end øjet kunne opfange var han væk og hun ville kunne høre ham nede i stuen. Lidt pludseligt stod han på badeværelset igen og satte taskerne oppe på bordet så hun ikke behøvede at bukke sig efter det.

Så tog han en flaske frem og hældte noget op i et glas til hende så der var rigeligt.
Han kiggede stille ned for at være sikker på han ikke var upassende hvorefter han så satte en bøtte fra sig på bordet. "Der var salven jeg snakkede om... Sig endelig til hvis jeg kan hjælpe dem mere. Glassets indhold er stadig friskt så de vil få god næring af det..:"

Hun kiggede op på ham, smilte blidt til ham og nikkede.

”Tror ikke jeg ville kunne nå, dem på min ryg, hvis du vil smøre dem ind.” Sagde hun blidt før hun vendte sig rundt, trak hendes lange hår om foran og løsnede håndklædet så hendes ryg blev fri, helt ned til bunden af hendes lænd, lige før hendes bagdel. Der var mange mærker, specielt efter hænder omme på ryggen og de blev flere, jo længere nede man så på hendes ryg.

Lily kiggede frem for sig imens hun ventede på at han smurte det ind, dog havde hun taget glasset og drak blodet der var derind. Hun sukkede blidt og lukkede hendes øjne imens hun mærkede hvordan den tykke væske gled ned igennem hendes krop, som hurtigt indtog det.

Han smilede som hun vendte sig om hvorefter han tog bøtten og kom et godt lag på sine hænder.
"Salven er min egen opskrift fra da jeg.... Da mit hjerte stadig slog... Jeg skal gøre hvad jeg kan for at det ikke bliver ubehageligt...."


Så begyndte han meget langsomt at smøre hendes ryg ind i den lindrende salve. Det var tydeligt på hans berøring at han var grundig i sit arbejde for han fik alle mærkerne med uden at hans hænder på noget tidspunkt forlod hendes ryg. Dog var det også tydeligt at han var meget forsigtig med ikke at røre hende direkte med hans negle. Ved den nederste del tog han sig ligeledes god tid så hun havde mulighed for at sige fra hvis det blev for nærgående.

Da han så var færdig, tørrede han sine hænder og smilede.
"Sådan.... Hvis der ikke er mere de skal bruge hjælp til.... Så vil jeg lade dem blive færdig" Selvom der var en svag accent af hans hjemland Rumænien så var det stadig tydeligt at han var høflig og ærbødig

Hun lyttede til hans ord og nikkede lidt til det. Hun holdte håndklædet løst omkring hende og kiggede om på ham.

”tak.. Jeg vil lige få noget tøj på, så skal jeg nok komme ned.” smilte hun blidt.
Da han så endelig var gået ud, smed hun håndklædet, fik hendes undertøj på og fandt hendes trænings tøj frem. Det var ballet tøjet, så de stramme hvide leggings sad tæt omkring hendes ben, hun havde mørk dragt på og en løs cardigan, samt nogle høje og dejlige benvarmere. Hun tog ikke hendes sko på, da at gå rundt i bare tær ikke rørte hende.

Hun fik redt hendes hår og flettede det i en løs fletning. Til sidst smed hun sit ødelagte tøj i tasken igen og gik nede under i tøjet.

”Ja.. Undskyld.. Det er det eneste tøj jeg havde.” Smilte hun lidt og satte hendes taske i gangen, før hun gik ind. Det stramme tøj fremhævede VIRKELIG hendes former og det var tydeligt at nu havde nogle gode former.

Nedenunder havde han gjort det lidt hyggeligt med pejsen og det klassiske musik kørte stadig lavt men dejligt. der var altid en ro at finde i den slags musik når resten af verden  kunne virke kaotisk. Imens gik han bar og puslede lidt om en samling af særprægede knive på væggen samtidig med at han næsten dansede rundt til musikken.
Han havde da også overvejet at spille lidt på violinen der stadig lå på bordet. Den var bare ikke blevet pakket væk endnu.

Kort stod han helt stille da hun kom ned. Det var jo først nu han fik et egentlig indtryk hvor flotte former hun rent faktisk havde. Han bukkede ærbødigt med nakken og sagde: 
"De behøver skam ikke undskylde Ms.... Hvis jeg må være så fri så er de... Velsignet med udseende... Hjalp det lidt med salven?"

Hun smilte over ham og gik mere ind i rummet imens hun lagde hendes arme omkring hendes krop. Lily så hvordan de mange knive hang på væggen og følelsen af tryghed lå der dog stadig derinde.

”Bare kald mig Lily og ja, det hjalp meget.” smilte hun og gik over til ham, hvor hun blidt lagde hovedet på skrå og kiggede op på hans samling.

”Flotte knive.” smilte hun og pillede lidt ved enden af hendes fletning.

”Men jeg tænkte på.. Jeg vil ikke trænge på længere, nu er jeg healet nok til at kunne gå hjem, så.. Tak skal De have for salven og hjælpen.” smilte hun og nikkede blidt til ham.

På en måde ønskede hun ikke at gå hjem og være alene i hendes lejlighed, hun kunne ikke lide tanken om det, bange for at der ville dukke nogen op igen..