På skolen i lukketid

"Noah.... er du ok" spurgt ehun og skyndte sig at lave en portal under dem så de faldt. De kom tilbage til skolen imens Ting chan sad på hug ved siden af Naoh *Ok, det var langtid siden jeg sidst havde set Jomfruen* tænkte hun lidt glad og så bekymret på Noah "er du dig selv nu....?" spurgte hun hende

Noah rejste hovedet og så på Ting Chan med et spørgende blik og hendes grønne øjne blinkede et par gange. da hun opfattede hun talte til hende "Øh.. Ja jeg har det helt fint" svarede hun og tog sig med den ene hånd på baghovedet. "Auuw Hvad er der sket?" spurgte hun og så sig omkring. Hun så på skolen og rundt. "Ting Chan?" spurgte hun da der var gået lidt tid. " Hvad skete der efter vi dræbte Amor'en?" spurgte hun. "Det følels som om jeg har sovet i al evighed?!" sagde hun med et roligt ansigt udtryk og et lille skævt træk i mundvigen, men mærkede stadig en mærkelig følelse inde i hende..

Hun havde munden åben "Hvad... Kan du ikke huske hvad hvad der er sket med dig" Spurgte hun og havde sådan lyst til at ruske i hende og blive ved. Men hun gjorede det ikke "Ja. Kan du ikke huske det.. Det med dig og din evne, hvor du bliv på en måde styrret af en engel ved navnet Jomfru. Den vingeløse engel.. Eller da iv skulle finde en røde talisman for Jomfruen, og vi ledte og ledte efter den idiotiske røde sten i Himalaya bjerg kæden. Og nu er vi " Hun sagde alt dette uden at trække vejret, og hun hev og hev efter luft. Kunne hun virkelig ikke huske det..?????

Hun rejste sig forsigtigt op og så undrende på ting chan mens hun fulgte hurtigt med i hvad hun sagde. Hun skævede lidt og agede hende blidt på skulderen da hun var færdig med at tale. "Rolig rolig" sagde hun venligt og så tænkene op i himlen. det lød ikke som noget hun kunne forstille sig men hun prøvede alligevel at huske på noget. "Hmm, en talisman?" spurgte hun spørgene. "En Jomfru?" hun så undrene på hende og rystede lidt efter undskyldene på hovedet. "Jeg kan intet huske af det.." sagde hun med et skævt smil og lagde armene over kors. "Men mine evner følels normalt, jeg kan mærke mine vinger unde deres skjul.. mine evner er der stadig" sagde hun tilsidst med et lille træk i mundvigen

Ting chan ånede lettet ud *Tak ærede Jomfru, du holde hvad du lovede* tænkte hun og så op på den smukke nattehimlen. Pludselig smilede hun lykkelig og sprang på Noah og krammed hende "Det er lige meget. Bare du er ok" hviskede hun lykkelig. Alt det her var sgu lige meget. Alt det de havde opblivet, alt det var bare fortid nu. Bare Noah var sig selv, og havde sine evner i god behold.

Hun grinte lidt overrasket over krammet og omfavnede hende igen. Hun så op på den flotte nattehimmel med et roligt smil, bare jeg er ok? havde hun sagt.. Hun gav endelig muntert slip på Ting Chan igen. Hun så bogen som lå nede på asfalten og lagde hovedet let på skrå. "Hvorfor lægger den bog dog her ude?" spurgte hun spørgene og pegede bag Ting Chan hvor bogen lå med bagsiden opad

"Ah nå den.. Det var bare noget jeg fandt på biblioteket" sagde hun og snuppede hurtigt bogen og havde den bag sig. Bogen forsvandt, ud af den blå luft. Hun så på vinduet mod biblioteket og håbede på den lå på den hylde "Sådan, nu har jeg afleverret bogen" sagd ehun med et smil *Måske er det bedst at hun ikke kan huske det* tænkte hun

Noah så undrende på Ting Chan og efter op mod vinduet. Hun nikkede langsomt. "Øhh.. Mmm" mumlede hun med et spørgene blik men smilede derefter muntert til Ting Chan. "Når?" sagde hun roligt med hendes glatte lyse ansigt og hende dybe grønne øjne som glimterede i månelyset. "Hvor kommer du så fra?" spurgte hun nysgerrig med et lidt drillende ansigt udtryk..

Hun smilede og lavede et elegant buk "Jeg kommer fra asien" sagde hun i en høflig tone og smilede stort. Hun hoppede nærmest af glæde "Jeg rejste meget rundt i asien, men blev født i Vietnam, så. Vietnam har været min barndoms hjem" forklarede hun oig så med sotre øjne "Dig..? Hvis du kan huske det" skyndte hun sig at sige og smilede lidt.

//Sorry, har glemt at skrive at jeg tog på ferie ^^ men er tilbage igen efter en uges ferie.//

Hun nikkede med et træk i mundvigen mens hun hørte på Ting Chans muntre svar. Hun nikkede og så tænkende op på himlen. "Jeg kommer fra.." sagde hun og gik pludselig i stå. *Jeg kan godt huske det? Ikke? Jo.. Hvad er det nu det hedder?!?!* tænkte hun frustreret mens hun knyttede næverne da hun var blevet lidt irerterret. Hun sukkede opgivende. "Beklager jeg kan ikke huske det.." Sagde hun med en smugle undrende stemme. "Men.. hvordan er det der i Asien? Vietnam?" spurgte hun lidt hurtigt efter med et nysgerrig blik og trak lidt i mundvigen igen da hun havde prøvet at skifte emnet lidt fra hendes glemsom hed.

//Det gør ikke noget! Har også selv vært på ferie i 2 en halv uge så har heller ikke fået svaret! UNDSKYLD! også her fra :S//

//Det gøre ike noget ^^//


Ting chan smilede og tænkede lidt "En dejlig ninja by, i Ho Chi Minh, dejlig by. Men altid en smule ballade i gaderne, jeg var tit sammen med drengene, men min mor forbyd det. Hun var tæt på at dræbe dem. Men jeg var godt nok en slags ballade mager dengang, inden jeg begiv mig for at arbejde som en rigtig Pigen med leen" sagde hun og forblev sig i sine gamle minder. *Hvorfor blev jeg ikke der i den by.. I stedet for at jagte min far. Nu ved jeg jeg har begået den fejl* tænkte hun skuffet og så på Noah. Kunne hun virkelig ike huske.

Hun smilede lidt støre over alle det Ting Chan fortalte. Det virkede som et hyggeligt og sjovt sted. Hun bed sig let i læben ti sidst da hun kunne læse Ting Chans ansigt om hendes hukommelse.. "Hmm, det lyder som et rigtig rart sted!" sagde hun efter lidt tid med et roligt smil. "Hvordan kan det være du er endt her+" spurgte hun halv nysgerrigt men også for at blive lidt ved det emne istedet for at komme hen mod hendes mystiske hukommelsestab..

hun så lidt på hende og smilede lidt skælv "Uhm, jeg blev jo Pigen med leen. Men der skulle jeg tilhørte jeg ike. Alle demoner med en le, var barske og bare sådan ondskabfulde. Ja, havde jo ingen venner der, kun en. Drengen med leen var nok min bedste ven.. men ser du. Da jeg havde været efter min far, for at bare se ham" forklarede hun og så ned "Sagde han jeg ikke skal kalde det ord til ham igen. Ikke engang far, eller bare se ham. Derfor kom jeg hertil, men arbejder stadig med at sende og hjælpe sjæle ovar Dødesn flod.." forklarede hun og så på hende. Havde hun mon sagt det hele nu..

Noah lyttede opmærksomt mens Ting Chan fortalte og bed sig let i læben da hun fortalte om det med hendes far. Hun fik ondt af hende og så undersøgende på hende om hun var okay. Hun tænkte at hun nok ikke skulle rode alt for meget i det og smilede der efter opmuntrende til hende. "Ham her drengen med leen?" sagde hun spørgende med et roligt smil. "Er han så også kommet her til?" spurgte hun og så på hende. "Eller arbejder du solo?" spurgte hun derefter selvom det var lidt af et andet slags spørgsmål. Hun drejede rundt om sig selv og satte sig derefter ned på asfalten med et lille bump og derefter glattede hun forsigtigt den korte nederdel ud på låret.

Hun kunne ikke lagde være med at smile og lænede sig lidt af luften. "Uhm ser du.. Alle de demoner med en le, som får fx Pigen med leen, Drengen med leen eller Damen med leen er speciele, og når man er speciel, arbejder man altid alene" grinede hun imens hun så drømmende tilbage for sin fortid "Damen med leen var godt nok smuk, hun lignede en på 12 år, men var i virkeligheden 2120 år. Total gyseligt" sagde hun og så på hende "Hmm du burde da selv møde nogle engler som dig..? ik" spurte hun lidt med et smil.

Hun smilede stort og lo en lille smule. "Undskyld" sagde hun og så på hende med et roligt blik, mens hun lyttede færdigt. "Det lyder fantastisk, hun bliver ikke ældre på hendes udseende.." sagde hun tænkende og så op på himlen. "Hmm.. jeg har mødt nogen få i ny og næ men det var normale engle.. har ikke mødt nogle dødsengle endnu.." svarede hun og så op på Ting chan nedre fra den kolde asfalt. " Men ikke fordi jeg har haft de helt lange samtaler med dem.." tilføjede hun kort med et skævt smil efter klappede let i hænderne

Hun smilede og så på hende "Så så, jeg kan finde nogle tildig. Altså levende" grinede hun imens hun tog et billede frem "Her er Damen med leen. Total ung men gammel. Hun er nok den sejeste kvindelig demon med en le jeg kender. Men hun er ret skrap" sagde hun og fnisede lidt.

//Damen med leen. http://www.zerochan.net/53614 //

//skal desvære logge -.- sorry sees ^^//

Noah så overrasket på billedet med store øjne og halv rejste sig for at se nærmere på det. *Virkelig! den lille pige?!* tænkte hun og blinkede et par gange med øjnene. "Øhh.. Hvor vildt!" sagde hun stadig ret så overrasket. Og så op på ting chan. Med et lille fnis for det hun sagde først. Hun rejste sig op igen og børstede sin nederdel. "Hmm, er hun så gift med manden med leen?" spurgte hun undrende og så spørgende på Ting Chan

//Iorden! Ses ^^//

Hun bras af grin. Ik for at være uhøflig over for sin nye ven, men fordi det var sjovt "Der er to Manden med leen. Den ene er min far, og den anden er min fars bror.. Man kan sige han er min onkel. Men min far, som er den ægte Manden med leen kaldes også Døden. Han er ikke gift, men han fik min mor. Altså de var ikke kærester, mere venner tror jeg" forklarede hun og så lidt på Noah "Men Manden med leen, er ikke gift med Damen med leen. Damen med leen, er hmm meget kræsen. Hun virker som om hun var 22 end et 12 årig eller en 2120 årig" sagde hun og så drømmende ud "Damen var på en måde en store søster for mig. Hun hørte mine synder, om hvorfor min far hader mig. Nok fordi jeg var et uønsket barn" mumlede hun stillle.

Hun så på hende mens hun lyttede opmærksomt. Men begyndte selv at grine over hendes misforståelse. Hun nikkede efter hver sætning da hun forstod det bedre og bedre. Hun smilede dog skævt til sidst da hun nævnte det med hendes far og lagde armene over kors. "Din far, må godt nok være mærkelig, hvem kan dog hade pigen med leen! Man kan da ikke andet end at elske hende" sagde hun opmuntrende og smilede venligt. "Han virker heller ikke ligfrem sød.." tilføjede hun kort efter. ikke for at fornærme Ting Chan da hun ikke engang kendte hendes far men for at sige noget som måske lød lidt opmuntrende. Hun var glad for hun havde fået en ven på så kort tid. hun følte at hendes generthed var dampet lidt af og hun talte endnu mere end hun havde tidligere. "Hvem er din mor så?" spurgte hun efter lidt tid og så nysgerrigt på hende..

Hun nikkede lidt af hende og smilede "Tak Noah, jeg må se at finde en kælenavn til dig" sagde hun imens hun havde hoved på skrå. Hun sprang op og lavede en piece tegn "Min mor er en demon. Ninja snigemorder og psyko i hendes hoved" Sagde hun, alt det med et smil "Min mor, var en specielt en. Hun elskede at slagte folk, hun var den berygtede ninja morder. Men hun var jo også en element demon. Men kan du se hvorfor min far valgte min mor som ven..? og tog hende med sig, for at havde et barn, når man finder ud af to galninger for sådan en engle sød barn..." spurgte hun og så lidt trist ud "Min mor, prøvede at være sød. Hendes stemme var silkeblød, men hun hadet at være husmor. Min far var ligeglad, for det første var jeg ikke en dreng, som kunne tager over når han engang blev voksen. Og for det anden, var jeg ikke lige den demon som de lige troede" hviskede hun og drejde hoved væk for at fordybe sig i hendes tanker.

Noah nikkede med et muntert smil. "Og jeg vil også finde et til dig" svarede hun igen *hvis jeg kan finde på noget?* tænkte hun lidt efter og lyttede derefter opmærksomt på hvad Ting Chan fortalte om hendes mor. Hun blev lidt overrasket men på en eller anden måde syntes hun at Ting Chans mor lød sej. Hun nikkede mens hun fulgte med og lyttede. "Jeg kan godt se problemet men ellers så lyder din mor rimelig fed!" sagde hun med en rolig stemme og så på Ting Chan med hovedet let på skrå og hendes hænderne flettede sammen bag på ryggen..

Hun nikkede ivrigt "Jo. Det var hende som fandt på navnet Ting chan. Min far ville havde jeg skulle hedder ingenting, for jeg var jo ingenting for ham" lo hun og så taknemmelig op i himlen. Hun syntes selv hendes mor var sej. Men det passede hende slet ikke med at være en husmor. Hun var jo fri. Hun så lidt skeptis på Noah "Hey, hvad siger du til at jeg hjælper dig med at finde ud af hvem du er...." sagde hun lidt alvorligt og fik en skeptisk udtryhk