So quiet..(xxx)

Connor's øjne var så smukke når de hvilede på hende. Noget ved hans blik fik hende bare til at føle sig super godt tilpas. Som om intet kunne ødelægge den ro der var i hende, så snart han var i nærheden. Aldrig havde hun troet at hun nogensinde ville finde en kærlighed, som den hun havde med ham.

"Jeg kan nu meget godt li når du kigger på mig.. du er virkelig noget af det bedste der nogensinde kunne være sket for mig. Det stadig nyt for mig at du kan li at bruge penge på mig, og at du viser så mange følelser som faktisk er ægte.. men jeg kan li det, og måske vænner jeg mig til det en dag" hviskede hun smilende.

Da han trak hende ind mod sig, smilte hun kærligt. Hazelin ville ikke have noget imod at være hans altid. Endda ikke at gifte sig med ham, selvom hun aldrig havde tænkt på bryllup siden den gang hun nær var blev tvunget ud i det. Det var en af de gode ting ved ham, han tvang hende ikke til noget. "Du er så sød Connor.. Jeg er virkelig glad for den her kjole, jeg tror aldrig jeg har haft så meget tøj, som efter jeg fandt sammen med dig" grinte hun ganske let.

Som han løftede hende op, lagde hun blidt benene om ham og strøg hans nakke stille og forsigtigt.

Penge kan kun give dig materielle goder, men dem skal du også have så mange af du ønsker min kære. Lige præcis penge og magt har jeg aldrig manglet. Men lige meget hvor magtfuld jeg er, må jeg se mig slået af dig. For dit ønske er min lov elskede

Hendes hænder i hans nakke føltes fantastisk. Det gjorde hver enkelt berøring hun gjorde. Han følte sig ikke længere som et monster. Utrygheden ved hvordan han så ud var for længst væk. For hun havde flere gange vist at det ikke generede hende og hun så ud over det ydre. Måske derfor han fysisk forandrede sig sammen med hende. Det skete i så små trin at han faktisk kun lagde mærke til det når hun kommenterede det. Nu havde han også fået en farve hvor det kunne ses hvis hun fik ham til at rødme.

Han løftede hende hen og satte hende forsigtigt op af det store træ midt i haven. Han lagde sig forsigtigt med hovedet i hendes skød og tog hendes ene hånd og lagde den på sit bryst. Med et let spørgende blik kunne han ikke lade være med at drille hende da han sagde: Det er sjovt du siger det. Jeg har heller ikke haft så meget tøj. Den her skjorte tog jeg på for at se om det var noget du kunne lide. Men noget der klæder dig lige så godt er den rødmen når jeg gør sådan her

Han vendte sig let og kyssede hendes mave

"Penge betyder ikke noget for mig Connor.. det ved du godt. Jeg er glad for du vil bruge dem på mig, men jeg ville ikke elske dig mindre fordi du ingen penge havde, det håber jeg du ved"

Det var dejligt at have ham så tæt på sig, og at han gad være sammen med hende. Hun syntes ikke længere at han kunne få bedre end hende, for han virkede jo så glad når han så hende. Bare det at han gjorde sig så umage for at hun skulle have det godt gjorde hende virkelig glad. Hans udseende ændrede sig med små skridt hele tiden, og det klædte ham virkelig. Især nu hvor hans hud var blevet så lys efterhånden at han kunne rødme. Det var virkelig pænt til ham.

Da han satte hende under det store træ smilte hun ganske let til ham og betragtede ham mildt. Hun lod ham lægge sit hoved i hendes skød og nussede hans hår ganske stille og blidt. Hendes hånd der kort efter blev placeret mod hans hjerte fik hende til at smile lidt. "Den nye skjorte er virkelig flot.. den klær dig.. faktisk klær det dig at have andet på end den kåbe" hviskede hun smilende. Blidt lod hun hovedet glide på skrå og betragtede ham mildt.

Svagt grinte hun da han kyssede hendes mave, og rødmede ganske let. Det var rart at snakke med ham.

Det var fantastisk at de materielle goder ikke betød noget for hende men det var også rart at han kunne forkæle hende. Han skulle ganske vist vænne sig til at han nu kunne rødme så hun kunne se det, men det var nu heller ikke så tosset en fornemmelse.

Bare at ligge der og få håret nusset af sit livs lys. Smuk udover alle grænser og kærlig som kun ens udkårne kunne være. Han kunne ikke lade være med at grine lidt da hun kommenterede hans nye påklædning.

Haha min elskede det er jeg da glad for du synes, kåben er mest af alt af sentimentale årsager. Jeg har jo unægtelig haft den i min besiddelse i århundreder. Jeg kommer selvfølgelig heller ikke til at skille mig af med den så jeg håber du kan acceptere at jeg stadig bruger den, men for din skyld skal jeg skam nok prøve noget andet.

Hendes latter var som sød musik da han kyssede hendes mave så han kunne ikke lade være med at kysse to fingre og lægge dem mod hendes læber imens han kiggede fortryllet op på hende

Hazelin kunne godt li at han ville forkæle hende og hun nød det også ingen tvivl om det. Det var sjovt nogle gange når han glemte hvor meget han egentlig havde ændret sit udseende. Især første gang han havde rødmet, det havde han været genert over.

Stille smilte hun til ham og nussede hans hår ganske stille og blidt. Let bed hun sig i læben og sukkede glad for sig selv. Det klædte ham virkelig med den hvide skjorte, ingen tvivl om det.

"Jeg har intet imod din kåbe, det må du ikke tro min skat. Jeg sys den er virkelig flot, og jeg vil da ikke have du skiller dig af med den. Du må bruge den så meget du vil, men det andet tøj klær dig nu også, det sys jeg bare du skal vide" sagde hun blidt og smilte lidt.

Som han kyssede to af hans fingre og lagde dem mod hendes læber, kiggede hun smilende ned på ham. Hun rødmede ganske svagt og strøg hans hår stille.

"Jeg elsker dig Connor.." hviskede hun smilende.

Det var rart man kunne se det behagede hende, at han eksperimenterede med en noget nyere tøjstil. Ganske vist var det ikke meget. Men lidt har også ret. Og det lod jo til at det var noget hun syntes om og det var sådan set grund nok.

Jeg er rigtig glad for du siger din mening min engel. Det betyder dog også noget at det ikke generer dig at jeg bruger min kåbe stadigvæk. Det er jo også den sidste tilbage af sin slags. Prøv lige at tænke over det min elskede. Den allersidste ærkemager i verden og hans hjerte banker kun for dig? Sikke en ære

Han sagde det med et flabet smil på læben, lige så meget for at få hende til at smile. For det var et syn han aldrig blev træt af. Han tog hendes hånd og lod den hvile imod hans kind og han kortvarigt lukkede øjnene med et tilfreds smil

Det var ikke fordi hun ville tvinge ham til at finde en ny tøjstil, men det klædte ham virkelig meget. Især den skjorte han nu havde på. Det var sødt at han gjorde det for hende. Meget sødt endda.

"Self gør jeg det skat.. havde du forventet andet af mig. Din kåbe er en del af dig min egen.. og jeg sys virkelig den er smuk, så det gør mig overhovedet intet at du stadig bruger den. Det er meget dejligt at det kun er mig dit hjerte banker for. For jeg ved ikke længere hvordan jeg skal klare mig uden dig.."

Let grinte hun og så ham i øjnene. Strøg hånden over hans pande og hans hår. Han var nu virkelig dejlig. Og hun elskede ham.. Håbede at han en dag ville tage hende til sin hustru, ikk fordi hun ville have det og kun det, men fordi at det ville være så romantisk at vide han kunne se hende som sin hustru.

Det var fantastisk den tid han havde haft sammen med hende. Taget i betragtning af han var 400 år gammel så var de jo nærmest lige begyndt. Men det føltes som om de havde kendt hinanden i alle 400 år.
Hele hans liv, havde han været fyldt med had og vrede. Men det havde hun fuldstændig ændret på. Som ved et trylleslag. Hun havde lært ham at på så kort tid kunne selv en djævel lære at elske igen. Kærlighed var noget der var død for ham efter Matthew's død. Indtil hende. Et hjerte der bankede for første gang i 400 år.

Hvordan du skal klare dig uden mig? Det kommer slet ikke på tale for det kommer aldrig nogensinde til at ske. For jeg ville aldrig kunne klare mig uden dig. Og en djævel får altid sin vilje. Og jeg vil kun have dig min elskede.... Min engel, mit lys, mit hjerteslag...

Han tænkte han ville drille hende lidt så han rejste sig op og så meget majestætisk ud inden han kiggede ned på hende og sagde med en flabet autoritet: Kom til mig min elskede

Det var med et varmt smil på læben, så han stod med rank ryg og den ene arm på ryggen og rakte den anden ned til hende imens han sendte hende et kærligt blink

Sammen med ham gik tiden så stærkt. Det føltes som om de havde kendt hinanden i flere århundrede. Det var så fantastisk at have det så godt sammen med en person, især når hun ikke havde regnet med at finde kærligheden.
Det var skønt at han havde så mange følelser sammen med hende, og hun nød at bruge tiden med ham. Han virkede glad for at hun lærte ham så mange nye følelser, eller ikke nye men gamle som hun fandt igen. Hun elskede ham jo af hele sit hjerte. Og ville gøre alt for ham.

"Lover du det Connor? at jeg aldrig vil miste dig for en anden pige? at vi altid skal være sammen ligegyldigt hvad." hviskede hun kærligt og strøg hånden gennem hans hår. Hun ville hade sig selv hvis han fandt en anden, fordi hun ikke længere var god nok af ham.

Da han rejste sig så hun blidt op på ham og lod hovedet glide på skrå. Hun smilte lidt for sig selv og bed sig en anelse i læben. Det han sagde fik hende til at grine ganske let, men hun rejste sig dog ganske langsomt ved at tage hans hånd. Let kyssede hun hans kind.

"Med glæde min skat" hviskede hun mildt og så kort rundt om sig. Hun nød hans selskab så meget.

Det var mere end fantastisk at have hende i sit liv. Hvordan hun fik hans hjerte til at slå. Og specielt fordi at han ikke længere var i tvivl om hvorfor. Hans liv føltes tomt når hun ikke var hos ham. Og når hun var hos ham, følte han sig fuldendt. Kærligheden til hende var stærkere end nogen magt han var stødt på før og nogensinde kom til at støde på. Intet offer var for stort når det var for hende.

Jeg sværger ved Matthews minde og alt hvad jeg er og har, at mit hjerte aldrig nogensinde vil banke for andre end dig min engel. Ligegyldigt hvad der sker, ligegyldigt hvilken sti der bliver lagt, vil vi altid gå ned af den sammen. For hvert skridt du tager af livets sti, vil jeg tage et sammen med dig. Du må aldrig nogensinde tvivle på min kærlighed. For jeg har aldrig, og vil aldrig komme til at tvivle på din kærlighed til mig.

Da hun stod hos ham og han kiggede dybt i hendes øjne, var det igen som om tiden stod stille. Hele verden eksisterede slet ikke lige nu. Der var kun og ham. i ca 20 sekunder sagde han intet men hans øjne var fyldt af den klare blå flamme. Da flammen gik ud igen, vendte han tilbage til at fortabe sig i hendes øjne. Han lukkede langsomt øjnene og kyssede hende meget blidt og inderligt. Efter et magisk langt kys, stod han med ansigtet mod hende men stadig med lukkede øjne. Det var nærmest som om han var nervøs for hun ikke var der når han åbnede øjnene igen. Det vidste han godt hun ville være. For han var ikke det mindste i tvivl om hendes følelser.

Med et blink i øjet kiggede han på hende og sagde: Så er det i gang

Han vidste godt det ville pirre hans nysgerrighed, men det gjorde sådan set ikke noget.

Ja hvad mon jeg mener med det?

Hazelin smilte kærligt til ham og kyssede hans kind kort. Det gjorde hende ikke noget det han havde gjort i sin fortid. Hans fortid betød intet for hende, så længe at han var sammen med hende, og var god ved hende. Så kunne han havde gjort nok så mange forfærdelige ting tidligere hen, men det var ikke det samme som at han ville gøre det ved hende.

"Når du sværger ved din søn.. stoler jeg på dig. Du har aldrig løjet for mig før, så jeg tror ikke du begynder på det nu. Det gør mig så lykkelig at du siger vi skal være sammen for altid Connor.. Det håber jeg du ved.. at du ved hvor meget jeg elsker dig og at jeg aldrig nogensinde vil svigte dig. På nogen måde. " hviskede hun mildt og strøg ham længe på armen. Det var sandheden og den kom lige fra hendes hjerte. Hun ville ikke lyve for ham.

Deres blikke der nu endnu en gang mødtes fik hende til at boble af lykke indeni. Hun kunne ikke lade være med at smile forelsket til ham. Tiden stod stille når de så på hinanden på den måde. Det var så rart.. Tiden betød intet når de var sammen, de havde alt den tid de overhovedet ville have. Kort efter mærkede hun hans læber mod sine og rødmede stille. Gengælde kysset længe og ømt og holdt det så længe som hun kunne inden hun så ham i øjnene og grinte lidt genert for sig selv. Han var så dejlig.. så rar overfor hende at hun ikke altid kunne forstå hvordan hun blev så heldig. Heldig at han ville være hendes.

"Igang? med hvad?" spurgte hun undrende.

Hun blev nysgerrig og så smilende ind i hans øjne.

"Sig det.." bad hun blidt.

De ting han havde gjort i fortiden var frygtelige. De fleste ville ikke tænke to gange over at forsøge at slå ham ihjel eller flygte fra ham i al hast. Han kunne ikke benægte at han var en djævel, men hun fik alt det bedste frem i ham. For hun var også et konstant minde om at det var ikke hans overvældende magt hun var forelsket i, men derimod bare ham. Ikke Ærkemageren Khá, ikke De Dødes Herre. Men Connor. Hun ville bare have Connor. Og han ville have hende. Han ville bruge alt han havde og var på at give hende et magisk liv. For det var også det hun gav ham.

Jeg er på ingen måde i tvivl om dine følelser er oprigtige. Jeg er svær at lyve for. Du gør mig mere lykkelig end jeg turde drømme om. Det har faktisk skræmt mig lidt at du kunne have så kraftig en virkning på mig, men jeg nyder det virkelig min skat. Du må aldrig tro andet. Jeg vil for evigt være din og ingen andens

Han gik om bag hende og lagde armene om hende og kildede kortvarigt hendes mave. Han lagde blidt sit hoved på hendes skulder og bed hende forsigtigt i øret og kyssede hendes hals. Han gav hende et inderligt kys på kinden og hviskede blidt:

Så må du se om ikke du kan lokke det ud af mig

Hazelin sukkede kærligt for sig selv. Han havde ikke en gang gjort hende noget ondt, og han havde aldrig set skævt til hende fordi hun havde gjort nogle dumme ting, eller ikke havde så meget selvtillid. Selvom hun kendte til hans dårlige sider, og vidste hvad han havde gjort og hvad han var istand til, havde det ikke nogen betydning for hende. Hun var ligeglad, hun elskede ham. ikke hans magt, ikke hans penge men bare ham. Forhåbentlig vidste han også godt det. Det var dejligt at han brugte penge på hende, men hun behøvede det ikke.

"Det er jeg glad for Connor.. jeg er så glad for at vi har hinanden, du har vist mig så meget.. meget mere end jeg troede var muligt at nogen kunne og ville vise mig. Du må ikke være skræmt af mig, jeg kunne aldrig finde på at gøre dig noget. Du den jeg elsker og den jeg vil bruge al min tid sammen med" hviskede hun smilende og nussede hans arm ganske let.

Et svagt smil hvilede på hendes læber da han stilte sig om bag hende. Stille lukkede hun øjnene og nød at mærke hans hænder mod sin krop. Det var så dejligt at stå her sammen med ham.

"Don't make me.. Plz tell me?" hviskede hun og vendte sig om mod ham. Hun kyssede ham blidt på halsen.

Han var komplet. Med hende i sit liv, var han komplet. Det tomrum, der havde formet en del af hvem han var igennem århundrederne var fyldt. Et evigt mørke var blevet brudt. Af hendes lys. Hans liv var et ufuldendt kompendium af noder og hun var det der manglede for at skabe den smukkeste symfoni. En symfoni kaldet sand kærlighed. Noget der for de fleste var en myte. For ham var det en realitet nu.

Der er meget mere jeg vil vise dig og lære dig. Det er nu længe siden du gik fra at være min elev til at være mit livs lys. Jeg frygter intet. Jeg har aldrig frygtet intet. Det eneste jeg ville frygte var at miste dig min elskede. Og jeg ved det kommer aldrig til at ske.


Et sagte og meget tilfreds suk kom fra ham da hun kyssede hans hals. Hendes kærtegn ville aldrig tabe sin effekt. Hver berøring fra hende var som den første. Det vakte begær og lykke på en gang. Han kyssede hendes kavalergang med et enkelt og blidt kys, inden han kiggede dybt i de fortryllende øjne. Hans ene hånd hvilte på hendes talje imens den anden nussede hende i nakken og vippede hendes hoved let på skrå så han gentagne gange kunne kysse hendes hals. Han nussede hendes kind blidt imens han med et varmt glimt i øjet sagde:

Om præcis en uge fra i dag, skal vi ud på en lille tur, og så vil du se den første del af din overraskelse. Er det svært at vente min elskede?

Hazelin smilte kærligt til ham og strøg hans arm en smule. Hun elskede ham mere end noget andet. Og selvom mange måske ville tænke det værste når ens kæreste tog i byen, så vidste hun at han var hende tro. Og det gjorde hende egentlig ikke noget, han måtte gerne gå ud og se andre personer end hende, hun havde alligevel aldrig været så social og det skulle ikke gå udover ham.

"Hvis du nogensinde mister mig, er det fordi døden selv har taget mig. Jeg ved du vil lære mig mere endnu.. og jeg glæder mig til det, det ved du godt. Sammen med dig oplever jeg bare en indre ro.. Det var så mærkeligt i starten og derfor kom jeg igen, fordi jeg ville finde ud af hvorfor"

Et svagt smil hvilede på hendes læber, da hun kunne mærke han nød hendes kys. Stille nappede hun ham i øret, inden hun så ham i øjnene. Hun var måske ikke den mest vilde eller den mest flirtende og forførende person, men hun havde alligevel formået at få ham, så noget måtte hun gøre rigtigt. Blidt sukkede hun da han begyndte at kysse hendes hals. Det var nu dejligt at havde det sådan med en person. En man bare ikke kunne få nok af. Da han så så hende i øjnene smilte hun forsigtigt og lyttede til ham.

"Om en uge? iiiih.. vil du holde mig hen så længe? så jeg ikke helt sikker på jeg gider kysse dig hele ugen" hun smilte drillende til ham.

En uge senere...


Det var nu tid til det første led i hendes overraskelse. Han havde ikke set hende vildt meget i den forgangne uge, men nu var det tid. Til lejligheden havde han skaffet hende en ny himmelblå kjole med åben ryg og bundet bag nakken af frisk silke. Han stod og ventede på hende i slotsgården med kareten klar til dem.

Da hun kom ned af trappen til ham, blev han som lammet. Hun var smukkere end noget andet i eksistensen. Det tog ham noget tid inden han kunne tale igen. Hun.... var perfekt.... Hele verden omkring hende falmede og blev grå. 

Han tog hendes hænder og kunne ikke andet end at bukke og kigge betaget på hende og stammede nærmest: Du... du... er perfekt... En hver morgenrød ville falme ved din skønhed. Verden taber sin farve uden dig. Du er smukke som det første lys i verden. 


Han gav hende et langt og inderligt kys inden han hjalp hende op i kareten og satte sig ved siden af hende og en ganske glas kryddervin. Han smilte til hende med et smil der fortalte om den spænding han havde inde i sig over den overraskelse der var i vente. 

Er det svært at vente min elskede?

Hazelin havde ladet ham være alene fordi han sagde han skulle nå en masse. En aften var hun gået ind i soveværelset og havde fundet en pakke på sengen samt en blomst fra ham. Nu havde hun så taget den flotte kjole på. Den smøg sig blidt om hendes flotte krop og afslørede hendes fyldige barm, men uden at virke for fræk. Let smilte hun for sig selv og betragtede sit spejlbillede inden hun redte håret og lod det bølge blidt ned af hendes ryg. Hun havde et par sølvstiletter på samt en lille sølvarmbånd.

Nu skubbede hun døren op og så ud mod ham. Hun smilte kærligt til ham og gik langsomt ned mod ham, opdagede godt at han blev mundlam men det gjorde hende ikke noget, det var ganske sødt.

Blidt gav hun hans hænder et klem, inden hun rødmede lidt. Hun trak ganske stille på skuldrene og rystede på hovedet. "Men tusind tark.. du ved jeg bliver glad når du siger sådan noget" hviskede hun ømt.

Ømt gengælde hun hans kys, inden hun lod ham hjælpe sin ind i karaten. Hun satte sig langsomt og tog imod det glas vin han rakte hende og så kærligt ind i hans øjne,.

"Meget.." hviskede hun glad.

Hvis du lægger mærke til det så er det den kryddervin jeg serverede første gang vi spiste sammen. Jeg synes det var en passende detalje. En detalje mere for min magiske tid sammen med den engel der kom til mig. Dig Hazelin. Du slipper aldrig nogensinde for mig min kære. 


Med en varm latter, smilte han og hævede sit glas og sendte et kys hen over kanten af glasset. De var en vidunderlig tanke at hvis han ønskede det, kunne han hver morgen ligge og det første hun så var ham. Og det var det han ønskede. At være der for hende hver morgen. Hver aften. Hver dag. 

Efter kareten stoppede, hjalp han hende ud og lagde sin kappe ned så hendes stilletter ikke blev skadede. Han tog hende let om livet og kyssede hendes kind.Det var en dyster gyde med containere og regnpytter. En typisk dyster gyde.

Han hviskede let til hende efterfulgt af et kys på halsen: Kan du kende stedet min elskede?

"Det kan jeg godt smage.. Den er nu stadig god, nok en af de få vine jeg faktisk kan li at drikke. Jeg er nu ikke en engel søde Connor.. jeg er bare heldig nok til at du sys det.. du ved jo at jeg ikk havde regnet med at du ville være sammen med mig. Og jeg vil helst heller ikk slippe for dig"

Hazelin smilte og sendte et svagt kys mod ham. Hun tog en lille tår af det glas han havde givet hende. Det smagte nu dejligt.. og det var så romantisk at sidde her sammen med ham. Hun nød bare at være sammen med ham igen, efter ikke rigtigt at have set ham hele ugen.

Da de stoppede og han hjalp hende ud, smilte hun lidt genert fordi han lagde sin kappe ned for hende. Blidt lod hun hovedet hvile mod hans skulder, og nussede kort hans brystkasse mens hun betragtede gyden.

"Jaa det kan jeg da min skat.. Hvorfor har du taget mig med hertil?" hviskede hun smilende og så spørgende på ham. Det var her hun var blevet så vred på en anden person fordi vedkommende skød Connor. Ikk at der skete noget med Connor dog.

Det vil jeg af den ene årsag jeg har her min skat


Han holdte en lille æske frem af Ibenholt med guldbeslag. Guldbeslagene dannede fire blade på toppen af æsken. Han gik på knæ foran hende og åbnede forsigtigt æsken op mod hende. I æsken var en ring af ren hvidguld der var formet som to slyngplanter viklet ind i hinanden og de holdte en rose af den fineste diamant man kunne forestille sig. 

Nervøs fik han fremstammet til hende: Hazelin min kære.... Det liv jeg har haft med dig har været mere fantastisk end noget jeg turde håbe på. Jeg troede for længst mit hjerte var dødt og nærmest visnet væk. Men noget i dig fik det til at slå igen. Og den tid jeg har haft med dig på det sidste har været mere end fantastisk. Det har været mere end nogen magisk magt jeg nogensinde har følt. Og jeg vil aldrig nogensinde have det skal slutte...


Han rettede sig lidt op og rømmede sig kortvarigt med en stor mængde glædestårer på vej ud af de smaragdgrønne øjne inden han fortsatte:

Så Hazelin. Min elev. Min ven. Og vigtigst af alt min elskede. Mit livs lys. Vil du for evigt skinne i mit liv? Vil du for evigt kalde mig for din mand såvel som jeg håber jeg må kalde dig for min hustru...?


Det var en helt ny situation at se ham sådan for han rystede nærmest for hendes svar. Det var ingenlunde sikkert at hun ville svare ja, men hvor han dog håbede.

Hazelin så ham kærligt i øjnene da han sagde at der var en grund til det. Hun virkede kort lidt undrende. En grund? det virkede lidt underligt at han havde fundet på et eller andet lige der.

Da han så fandt en lille æske frem og rakte den mod hende, inden han gik på knæ så hun forbavset på ham. Det kom gevaldigt bag på hende, at han ville fri til hende, men på samme tid var hun virkelig glad for det. Ikk fordi hun ikke havde håbet på det, for det havde hun da. Hun ønskede kun at være hans for altid.

"Åh Connor... Ja.. ja self vil jeg det.. der er intet jeg hellere vil" hviskede hun lykkeligt og smilte glad til ham. Hun mærkede tårene presse på, men det var ikke nogen skidt ting, tvært imod var det fordi hun var så glad for det. Men hun elskede ham også super højt. Og selvom ringen var utroligt smuk, ville han også vide at for hendes skyld kunne det have været en tyggegummi ring han gav hende som forlovelsesring. Så længe han friede til hende og hun kunne kalde sig hans hustru, betød ingenting noget.

"Jeg elsker dig.. så utroligt højt"

Han havde virkelig virket så utroligt nervøs, og sådan havde hun aldrig oplevet ham før, så det var en ny ting.

Nn... Hva var det et ja? Det var fantastisk! Du har gjort mig til den lykkeligste mand i evigheden! Hazelin min elskede.... Du har lige gjort mit liv mere perfekt end jeg nogensinde troede og turde tænke muligt..... En evighed med dig med min side. En tanke jeg vil nyde for evigt og længere endnu. Som de siger i norden: Jeg er din for evigt og en dag....


Han rejste sig og satte forsigtigt ringen på hendes silkebløde hånd. Han smilte over hele ansigtet og løftede hende op og svingede hende nærmest rundt og kyssede hende langt og inderligt. Han blev ved med at svinge hende rundt og grinte højlydt af glæde for han var mere lykkelig end nogen anden i hele kosmos. 

Han satte hende ned og bukkede for hende imens han kyssede den hånd med ringen på inden han gjorde tegn til Bach der kørte kareten. Så kiggede han dybt i hendes øjne imens han nussede hendes kind og tørrede glædestårerne væk fra deres kinder og sagde: Bach har øvet sig på et stykke musik så vil du ære mig med denne dans min elskede? Vil du give mig denne dans min kommende hustru?


Bach tog en violin frem og spillede "All i ask of you" imens Khá igen bukkede og rakte hånden frem til dans

"Ja da, selvfølgelig var det et ja min elskede Connor.. Du har gjort mig mere lykkelig end du aner min egen. Jeg er glad for at vi skal tilbringe tiden sammen nu, som mand og kone, det gør mig virkelig lykkelig at du vil giftes med mig. Jeg elsker dig så utroligt højt. Du er det bedste der nogensinde kunne ske for mig, og jeg er glad for du har det på samme måde"

Da han lod ringen blive sat på hendes finger, smilte hun blidt for sig selv og betragtede ringen med et kærligt blik. Langsomt lod hun armene hvile om hans nakke og hvinede lykkeligt da han svingede hende rundt. Det var så fantastisk at han blev så glad pågrund af hende. Og hun havde aldrig været mere lykkelig end hun var nu.

Tænk at han virkelig havde friet til hende, let genert så hun på ham da han kyssede hendes hånd og smilte blidt. Kort så hun mod Bach da Connor gjorde tegn til ham. Hun fandt stadig Bach en anelse skræmmende.. men det var nok derfor han var der. "Der er intet jeg hellere vil min egen, end at danse med dig.. du ved hvor meget jeg nyder det." smilte hun let.

Som violinen begyndte at spille smilte hun ganske let for sig selv. Tog blidt Connor's hånd, og fulgte ham. "Jeg har lært en ny melodi på det piano du har givet mig.. vil du høre den når vi får tid?"

Ingen i Terre vil nogensinde kunne kalde sig mere lykkelig end jeg længere. Ikke uden at lyve. At kunne kalde dig min kone er den største gave universet kunne byde mig! Jeg elsker dig højere end himlen kunne bære mig. Nu kan vi for alvor begynde at skrive vores livs symfoni. Mit livs nodeark er komplet. Du er tonerne i det smukkeste musik. Du er motivet på maleriet om min lykke!


En langsom vals var valget. Nogle ville tænke det var et underligt valg at danse rundt i en gyde. Men for lige netop de to, var stedet af ganske særlig betydning. Stedet hvor han første gang mødte sit livs største velsignelse selvom han ikke vidste den gang. Men hvor fantastisk at han valgte at tage chancen.

Da dansen var slut, åbnede han døren til kareten og hjalp hende op imens han sagde varmt: Der er intet jeg hellere vil. Der er alligevel nogle ting der skal gøres klar og jeg vil hellere nyde musik med min kære kone.


Da kareten kørte, løftede han hende op på sit skød og lagde sine arme om hende og lod hans hånd vandre op af hendes velformede krop og sluttede med at nusse hendes kind og lod hende falde lidt bagover så han bedre kunne kysse hende inderligt. Hele turen sad han bare og nød at se på hende og holde om hende og nyde tanken om at han havde opnået perfektion i hans liv. Perfektion ved navn Hazelin.

Kareten holdt og han løftede hende helt ud i sine arme og bar hende helt hen til døren og satte hende ned og åbnede. Med armene om livet på hende sagde: Næste gang jeg gør det her, bærer jeg dig helt over tærsklen. Tærsklen som mand og kone. Kom min elskede...


Med et hurtigt kys på kinden ledte han hende til pianoet og stod bag hende med hænderne på hendes skuldre og bed hende kort i øret og kyssede hendes kind og sagde: Spil endelig min elskede....

Hazelin smilte blidt for sig selv og grinte. Hun elskede ham virkelig utroligt højt. "Jeg elsker dig Connor.. det her er det største jeg nogensinde kunne få sammen med nogen, det største jeg kunne have bedt om.. det at du virkelig vil have mig her og vil have mig som din kone, betyder helt sikkert alt for mig, det håber jeg virkelig du ved" hviskede hun kærligt.

Det var nu dejligt at danse sådan her med ham, bare ganske blidt og roligt i en vals. Joo det var måske en smule mærkeligt at danse rundt i en gyde, men ikke for hende, og ikke for ham, de havde et specielt minde til det her sted. og hun nød at stå her sammen med ham.

Som dansen sluttede og hun blev vist ind i karaten igen, smilte hun lykkeligt. "Virkelig? jeg er så glad for at du har givet mig sådan en glæde her i livet Connor" sukkede hun glad.

Hun Blev løftet op på hans skød og sukkede mildt ved følelsen af hans hånd, der gled op af hendes krop. Det var så dejligt når han nussede hende på den måde, der fandtes virkelig ikke noget bedre. Længe og ømt gengælde hun hans kys da han havde lænet hende en smule bagover. Sammen med ham, kunne intet blive bedre, det var hun helt sikker på.

Svagt grinte hun efter at være blevet løftet ud og derefter at han gik hen til døren med hende i sine arme. Han var nu romantisk, det måtte hun virkelig give ham. "Jeg vil se frem til det så min egen, jeg vil glæde mig til at kunne kalde mig din kone, og dig min mand"

Efter at være blevet ledt hen til pianoet smilte hun kærligt og kyssede ham ømt, inden hun satte sig og begyndte at spille en melodi, der gik lidt før man ville opdage at det var melodien til 'point of no return'