Masque //Asmamix :D //

Asma bed sig på sin pegefingere som om hun ventede på noget.
Men så tog en den ud, og smilte mod Ahngel.
"Jeg takker, du har sabt glæden i mig endnu engang. Det er næsten for meget, altså du er der altid for mig, når jeg selv ikke aner det. Og ikke nok med, at du er min beskytter, men du er også min bedsteven" sagde Asma og rakte hånden imod ham. De gjord jo ondt, at give ham et knus! Hun lag sin hoved på skrå, og en kæmpe smil, mens hendes hånd var frem imod ham"tak engel"

Ahngel lyttede stille til hende. "I sidste ende er det mig der takker." sagde han og tog roligt imod hendes hånd og lod sine egne lettere lange hvide fingre mærke imod hendes hud. Han smilte kort og fattet med et nærmest opklart rødt blik imod hende.
"Du behøver ikke takke..." sagde han så derefter med et lidt større smil. Sådan sad han i en tid og lod hende røre ved ham.. Han havde aldrig brudt sig om at folk rørte ved ham unødigt, men ved Asma var det anderledes. Hun havde altid kunne røre ham uden at han blev fjendtligt stemt over det.

Asma rystede på hovedet og så på Ahngel.
"Du skal ikke være så beskeden Ahngel. Jeg hader når folk takker, og især din måde at takke på" hun gav hans hånd en lille klem, og lag sin anden hånd, over deres hænder.
Hun så lidt på ham og smilte skævt, på sin egen underlige måde.
"Og hvis jeg høre dig, i at takke mig igen, så ved du ikke hvad der sker" nikkede hun, og blinkede til ham. Ligen nu havde hun ikke i sindet at slippe ham. Hans hånd, som hun havde mærket til tider, føltes præcis som den samme. Hun fremkaldt billederene og fik med et skydfølelse. Hun anede ikke rigtig hvorfor, men det sted hun skulle vise ham skulle gå stærkt, altså inden at den forsvandt.

Ahngel smilte kort skævt med en undertrykt form for enkelt latterdrag. Han rystede kort på hovedet. Hun havde ingen ide om hvad han takkede for og hvor vigtigt det i realiteten overhovedet var. Han så sig kort til siden. Han ville kalde det en smule naivt, men så alligevel ikke.. hun tænkte nok bare ikke direkte over det, eller... nej.
Han så kort på deres hænder med et tænkende blik. "Hvor vidste du egentligt fra at det var mig der holdt dig fast imod din vilje og ikke en anden blodsuger? Vidste du at jeg befandt mig her i Terre?" sagde han så og løftede undrende hovedet og betragtede hende stille.

"For det første, så var jeg usikker. Men din højde, og din kropsbygning fortalte mig lidt. Også din duft. Jeg synes at du har en speciel duft. En duft som kun er din" sagde Asma og så på ham"og din stemme. Du talte med mig, andre vampyr vil sikkert bide mig med det samme. Også havde jeg kun dig i tankerne. For en nær ven, har fortalt mig hvor du var henne" afsluttede Asma og så på deres hænder. Hun kunne ikke lade være med at smile.

Ahngel nikkede kort. "Javel..." sagde han tænkende og kiggede på hende. Han lagde dog hovedet på skrå da hun nævnte denne nære ven af hendes. Hvem ville dog være i stand til at vide han var her, som ville fortælle om det?
"Hvem fortalte dig det?" sagde han så. Han havde gjort sig sikker på ikke at forlade spor til nogen, og han syntes ikke at kunne dufte nogen af dem som virkelig kender ham på hende.
Eller hvad?

Asma lo stille. Ahngel kendte personen langt bedre ind hende.
Hvis hun ikke havde mødt personen, ville hun sikkert ligne en spørgelse på jagt efter sin grav.
Da hun tænker over det skylder hun personen sit liv.
"Du må gætte" sagde Asma og smilte stort.
"Du kender hende Ahngel. Hun siger at det var længesiden i sås, men hun ved hvor du opholder dig..altid" tilføjede Asma som en lille spor.

Ahngel så stille på hende, men kom ikke rigtigt med et svar selvom han egentligt allerede havde fået en god anelse..
"Hun er ikke.. fysisk, er hun vel?" sagde han stillede og lod kort sin hånd glide ind under det højre ærme og mærke på Ange De Fers glatte overflade og lod fingrene stryge stille imod selve kernen dertil. Korset. hans kors. Vampyren som bar et kors.
Han der ikke ville brændes.

Asma sukkede. Han ved et allerede, han var ikke særlig sjov at drille.
"Det kommer an på hvem du taler om" sagde hun drilsk og vil kører lidt skævt med emnet.
Hun så på ham med rynket pande.

Ahngel smilte kort og betragtede hende. "Du er heldig..." sagde han så med et undrende blik på hende. Smilet holdt, men nåede ikke op til hans røde øjne.
"Du kan endnu huske stemmen, kan du ikke?" sagde han så og støttede kort sin hage med sin håndflade idet han kiggede på hende.

Asma så overraket på ham. Det var faktisk rigtig at hun ikke kunne huske stemmen. Men navnet havde hun dog ikke glemt.
"Nej, faktisk ikke?" sagde hun så kort tid efter. Men hvor i alverden vidste han fra at hun ikke kunne huske stemmen?

Ahngel kiggede tænkende på hende og nikkede så med et roligt blik. "I så fald.. jeg er glad for at du fandt mig." sagde han så og smilede stille til hende.
Underdrivelse ville han selv kalde det, men hun vidste vel allerede at hans ord tit for tolkede fattigt og nedtonede for hvad han virkelig følte omring det. Glad var altid noget mere end glad..

"Ja, det kan du lige bande på at jeg også er" sagde Asma varmt"hun var en stor hjælp" Asma rørte hans pande, mens hun stadig holdte fast i hans hånd. Hun smilte hjertelig varmt og lo stille.
Hun rar at tale med..altså Aubrei...

//O___O Den havde jeg VIRKELIG ikke set komme :O Har hun også en profil herinde??//

Ahngel betragtede hende stille og kom kort til at smile. "Du har og vil altid være en pilfinger." sagde han så med en lettere drillende undertone over at hun konstant rørte ham.
"Men.. det gør sådan set ikke noget." sagde han så og smilede stille igen.

Asma lo stille.
"Jeg ikke, jeg kan slet ikke lade være" sagde hun, og begyndte at prikke, ham med begge sine pegefingre nu.
Hun lo lidt højre nu, det så nemlig ret akavet ud.

//Lad os liiiiiige holde det hemmligt lidt endnu^^//

Ahngel kiggede opgivende på hende med et blik der sagde: Jeg-skulle-ha-holdt-min-store-mund-lukket.
"Nej det har jeg efterhånden erfaret." sagde han så med et kort opgivende suk inden han fangede begge hendes fingre med sine hænder. "Så? Hvad gør du nu?" sagde han med et lettere skummelt smil.

Asma bed sig på underlæben og lo.
"Sørens, jeg kunne bruge mine tænder, men så kunne jeg lige så godt vinke farvel til dem" sagde Asma og lo igen. Hun så på ham, med hovedet på skrå.
Hun kunne ikke lade være, med at betragte ham. Selvom hun havde haft hele natten til det.
Men hvem blev også træt af, at se Ahngel?

Ahngel kiggede ligeså på hende, men rynkede kort næse af hendes uendelige kiggen. Normalt ville det ham ikke noget. "Noget i vejen?" sagde han så og slap endelig stille hendes hænder igen med et kort tænkende blik.
Han mærkede kort en form for frysning igennem sin hals og vrængede sig kort inden han stille kløede sig i nakken. ..
Underligt.

Asma smilte skævt og så inde i hans øjne.
"Der er slet ikke noget i vejen" sagde Asma og hendes øjne smilte på en måde.
Hun lag sin hånd på hans kind, men en lille underlig smil kom frem.
"Jeg tænker bare på hvor heldig jeg er nogen gange, og jeg slet ikke fortjener det" hun betragtede Ahngel, med en lille blik.

Ahngel hævede kort et øjenbryn. Personligt havde han altid troet at han selv havde forvoldet hende for megen skade. Hele den besættelse med Lucy og hans far havde jo nærmest i sidste ende drevet hende derud, hvor hendes dødsdom blev sat. Ahngel bed sig kort i læben og betragtede hende. Ikke alene det, men.. alle de gange.
Alle de gange hvor han havde været skyld i hendes tårer. Hans ord og hans stilhed.
Han smilede derefter. "Jeg fik aldrig sagt undskyld for dengang..."

"Bevars!" sagde Asma og hendes ansigtsudtryk skiftede hurtigt. Hun rejste sig op, med sine arme over sit hoved. Derefter spredte hun sine vinger, så der kom en stor vindpust. Faktisk var det nærmer en dejlig brise, for så stærke var hendes vinger ikke endu.
"Nu skal du altså ikke begynde, på det der 'undskyld´, jeg hader når du siger det ord. Jeg kan ikke lide det Ahngel!" hun nikkede kort, og surmulede. Men Asma mente det skam. Hun lavede ikke sjov, det var der nemlig et lille glimt der fortalte det i hendes øjne.
Hun bøjede sig ned, og rørte Ahngel på panden.
"Fortsår du det nu?"

"Hvorfor skulle jeg ikke kunne skrifte og undskylde?" mumlede Ahngel opgivende og så lidt på hende med et stille udtryk. "Fordi jeg hverken er en helgen eller en troende?" sagde han så og lagde hovedet på skrå, som en kat ville ha gjort det.
"Er det ikke bedre at jeg er klar over at jeg har gjort dig uret i stedet for at ignorere det? Hvilken slags ven ville jeg så være?" sagde han og betragtede hende med et stille smil.
"Vær sød at lade være med at sige jeg ikke må undskylde noget. Det ender bare med at du får din vilje." sagde han så og lukkede kort øjnene ved hendes berøring.

Asma sukkede og smilede tilfreds.
"Jamen bevars" sagde hun stille, og åbnede munden for at sige mere, men der kom ikke noget ud af hendes mund.
Der fløj en lille tanke forbi hende, som hun ikke noget at fange.
Hun bed sig på underlæben og betragtede lidt Ahngel, som havde lukket sine øjne.
De så ud til at sove, selvom han naturligvis ikke sov.
Men hun havde dog ikke fjernet sin pegefinger fra hans pande.

Ahngel åbnede øjnene igen og betragtede hende stille. Det englelignende ansigt var blevet splintret i takt med de blodiges øjne tilbagekomst. Så hurtigt fra engel til vampyr igen. Han smilede stille til hende og betragtede hende. "Det vil jeg bruge mine krafter på." sagde han og nikkede til hende efterkraftende, velvidende at hun ikke ville vide hvad han helt konkret mente da hun havde sagt 'bevars.'
Bevar.. os..
Han kiggede stille på hende. "Det var bedre. Et smil klæder dig meget bedre end det forvrængede surmuleri."

Asma lo og så smilende på Ahngel.
"Jamen det tænkte jeg også" sagde hun"for at være sur er ikke lige mig" Asma fjernde sin hånd fra hans pande og satte sig til rette ved siden af Ahngel. Hendes smil var stadig på mens hun så på himmlen, som hun ellers altid plejede at kigge på.
"Der er et eller andet over himmlen, synes du ikke Ahngel?" spurgte hun, med en lille stemme.