Masque //Asmamix :D //

Hun så på op på Ahngel igen.
"Det gør forfærdelig ondt" sagde hun og boede sine negle i hans hænder. Hun vidste godt at det ikke gjord ondt på ham, at hun boede sine negle i hans hånd.

"Hvad gør?" sagde han så og betragtede hende undrende. Han kiggede ned på sine hænder da han mærkede det. Ikke som smerte. Det frikkede blot en lille smule. Han klemte stille hendes hænder derefter og rettede igen de røde øjne op på hende.
"Jeg vil gerne hjælpe dig."

"Det gøre ondt herinde" sagde hun og tog hans hånd op til sin hjerte. Hendes hjerte havde en underlig smerte. Men hvordan? Kunne han...hjælpe hende?
Hun så på ham. En uskydig udtryk kom frem i hendes øjne. Som om hun ikke havde gjort noget, som om smerten bare kom af sig selv. Hun var jo ikke direkte svag?...Hvad skulle det forstille?

"Du må da vide hvorfor det gør ondt?" sagde han så og betragtede hende stille. "Måske har du holdt noget indeklemt eller lignende?" sagde han og kendte egentlig godt den måde det gjorde ondt på. Han kunne nærmest smage denne smerte der lå i det. Mentalt omdirigeret til noget så forfærdelig fysisk.
"Hvad mangler du?"

"Jeg mangler en masse ting" sagde hun bare og så på ham. Kunne han mon regne det ud? Hvor lang vil hun gå?
"Indeklemt er der rette ord. Men det jeg har indeklemt må deværre forblive indeklemt" tilføjede hun med en lille trist suk.

"Hvorfor?" sagde han så da irritationen pressede sig på. "Fortæl mig dog det så jeg kan hjælpe. Hvad er det du mangler helt konkret? Hvad kan få dig til at smile igen. Jeg kan ikke holde det ud." sagde han med et alvorligt blik på hende.
"Jeg ved godt jeg selv er ikke så god til at ytre mig, og det beklager jeg, men..."
"S'ill vous plait."

"Du skal ikke beklage" sagde Asma og holdte hårdt fast på hans hænder. Hvor lang tid havde de stået her sådan?
"Jeg mangler..d.." stammede Asma. Hun kunne ikke sige det! Hun var gået i kold. Det var jo ikke sværet at sige det..men det var det?

Ahngel lagde hovedet på skrå med et suk. Derefter smilede han kort til hende og rørte stille begge hendes kinder inden han trøstende gav hende et ømt kys på panden.
"Bare lad være med at presse dig selv indtil det gør ondt. Det er der ingen der har gavn af." sagde han og kiggede på hende.
Hans øjne havde skiftet nyance.. meget endda. Helt isblå.

Asma så på Ahngel. Hun rørte sin pande med sin fingerspids.
Hun nikkede bare, mens hun holdte hans ene hånd. Så dybdt inde i hans øjne.
Gådefulde..
"Nej engel, der er ingen der har gavn af det" gentog hun ham, og smilte varmt.

//Pardon...jeg smutter nu^^ //

//bye bye//

Ahngel nikkede og kiggede på hende. "Bon." sagde han så og betragtede hende. Efterhånden var der mange af de vigtige som var dukket op her i Terre...
Det gav ham en underlig følelse om.. måske burde han ikke forhaste sig sådan med at rejse tilbage når Croix 4 var færdige med ham?

Asma slap hans hånd.
"Men må jeg have æren til at..." hun så på Ahngel. Vil det ikke virke lidt dumt? Altså midt i det hele? Hun virkede seriøst barnlig nu.

"Til at hvad? Jeg ville virkelig ønske du var bedre til at færdiggøre dine sætninger." sagde han med et kort smil og betragtede hende roligt.
Han lagde hovedet på skrå. Ære ved hvad? Hvad kunne hun overhovedet komme på..
Han rullede kort med øjnene..

Asma lo stille.
"Jeg ved det virker lidt plat men.." hun gik i stå igen. Ja, gid hun var bedre til at færdiggøre sine sætninger.

Ahngel kiggede nu opgivende på hende. "Jamen må jeg så også vide det?" sagde han så og trak kort på skuldrene.
"Kom nu ud med det Asma." sagde han så og lagde hovedet på skrå.

Asma grinte.
"Ja, okay" hun trak vejret dybt ind og så på Ahngel.
"Vilduflyveomkampmedmig?" sagde hun uden en eneste mellemrum.
Asma så ned på sine sko. Hvorfor var det så pinligt at sprøge om det?
Det lød da sjovt..ikke?

Ahngel kiggede lidt overrasket på hende og lagde hovedet på skrå. Det var der aldrig nogen der havde spurgt ham om før, så helt helt klart ja eller nej kom ikke ud med det samme.
"Flyve om kap?" sagde han gentagende og tænkte sig om.. Smagte på ordene og fandt dem underlige.
"Jo.. hvorfor ikke."

Asma så op. Hun lag sit hoved på skrå.
"Seriøst? Mener du det?" spurgte hun glad og hendes ansigt lyste op af glæde.

"Ja da." sagde han så. "Hvorfor vil du egentlig det?" sagde han så og lagde hovedet på skrå.
"Du plejede ikke at være meget til konkurrence, hvis jeg husker rigtigt... men så igen. Jeg er heller ikke den bedste til at huske de år længere." sagde han derefter tænkende og vendte blikket på hende igen.

Asma nikkede. Det var rigtig nok at hun ikke var til konkurrencer.
"Jamen nu da vi begge har vinger..vil jeg bare lige se" sagde hun og smilte.
Hendes vingere begyndte at dirre.

Ahngel nikkede og bevægede sig ud på altanen for ikke at ødelægge hans egendele inde i lejligheden. Denne gang tog han dog sjkorten af sig så den ikke også blev flænset. Igen åbnede arrene på hans ryg sig og lod de to store ravnevinger vokse ud og få arrene til at bløde. Hans overkrop var som den plejede. Arret fra mange år i jernjomfruen og samliv med sin far.. samt det løse.

Asma fulgte med ham. Gøs lidt over hans krop, men smilte ellers.
Hendes vinger var allerede fremme. Hun stod ved siden af Ahngel, og så på ham.
"Lækker" sagde hun, og blinkede grinene med det ene øjne.

Ahngel skulede kort til hende med et opgivende blik.
"Klar... parat..." sagde han så og kiggede afventende på hende inden han rettede blikket frem og lod vingerne spredes ud til siderne.
"Hvor er målet?" sagde han så.

Asma kluklo og fløj også op.
"Til det træ længere fremme" sagde hun. Det var faktisk lang væk. Det lignede en skov af en art.
"Må den bedste mand...øhmm..ja må en bedste vinde" sagde hun og smilte.

//Smutter lige//

"Fint.. på 3." sagde Ahngel og kiggede på træet.
"et... to.." Ahngel sendte hende et kort smil inden han udtalte sidste del af nedtællingen og gav hende et målfast blik. "tre!"
Ahngel satte af og sørgede for at det blev så præcist med hendes egen afsætning.

Asma sattet også af. Hun så på Ahngel, som var en lille smule foran hende.
"Kom så vampyr, hvis mig hvad du kan" sagde hun drilsk og kluklo.
Vinden piskede hende i ansigtet. Det føltes rart, beghagelig, og mega vidunderligt.
Asma vidste naturligvis, hvordan den her ´kapflyvning´vil ende. Hun havde jo trods alt, lige læret, hvordan man fløj..men var det ikke, bare en dårlig undskyldning?
For Ahngel kunne jo vinde over hende, med et slag? Og hvis hun vandt, så vidste hun jo godt at Ahngel havde givet hende en chance..men hun kunne godt. Det gættede hun på.