Knald eller Fald - Millicent

Hun kunne slet ikke følge med længere. Andrija plejede at vælge udfordrende sexet tøj, og nu var han skuffet over hun ikke ville have det der mærkelige noget på.
" Mmen.." Nåede hun kun at sige, før så kom det med gaden.
Spurgte han seriøst om hvorfor hun skulle på gaden?
" Modelven....altså...Andrija!" Hun så forvirret på ham...." Gordon er advokat, hvis det er ham du taler om kan jeg forsikre dig at..." Hun stoppede sig selv..." Modelven? Du taler ikke om Nathan Sanders, vel? Jeg har intet set eller hørt fra ham i en evighed...ANDRIJA! " råbte hun da hans hænder pludselig skubbede hende fra sig, og fik Millicent til at vælte omkuld i sengen.
Målløs måtte hun se ham gøre sig klar til at gå.
Millicents følelser lammede once again hendes handlinger, og hun sad fastkvalt i dem, uden at kunne ånde, da døren rungede højt efter han var gået.
Hun spolede forløbet igennem, igen og igen...igen og igen...forfra og baglæns og hun fattede bare intet.
Det eneste hun forstod var at hun endnu engang var blevet forladt og sad ulykkelig og helt uforstående tilbage. DET forstod hun. Men det havde hun også snart prøvet så mange gange.
Hun så på bunken af tøj, og hvæsede lavt.
Hun kunne få ham til at fortryde.Troppe op i Salles, med den rædsels mundering , bare for at være besværlig. Hvorfor ville han ikke have hun gik ud ?
Som en tornado trak hun i det underlige tøj. Fødderne stak hun i et par sko, for ikek at skjule de dejlige frotte sokker, og så gik hun ellers på Salles, med tasken fyldt op af lige dele vrede og tristhed.
Nu måtte det sku slutte, hans humørsvingninger....ellers ville hun sætte ham på hormonpiller , sådan nogen kvinder fik når de gik i overgangsalderen!
Hun troppede op på salles, og man kan da roligt sige at hun høstede sin del af blikke. Dørmanden sad ned, hun havde måtte nive ham hårdt ...eh...forneden...for idioten havde bedte hende gå hjem strikke en sweater. Millicent havde svaret at hans boss ville få ham hængt for at genere hans forlovet.
Ja....det passe så ikke, ikke det med forlovelsen og sikkert heller ikke hængningen.

Andrija sad tilfældigvis på sin balkong udenfor hans kontor, da Millicent kom gående nedeunder. Han kunne næsten se dampen ud af hendes ører. Et lille smil lå på hans læber, mens han sad og drak sin øl. Han flyttede sig ikke, lod hende selv finde vej til ham.
"Det passer da godt til dig." Lød det fra ham, da hun endelig kom op til ham. "Jeg troede ellers ikke du ville have det på." Ville Millicent have noget at drikke, ville han gå ned og hente noget til hende.
"Jeg tager videre om lidt, men du er velkommen til at blive. Men jeg har fået sat lås på mit kontor, så vil du bare ind og snuse kan du godt glemme det." Efter at have tømt sit ølglas, rejste han sig op for at forlade hende.
Han så ingen grund til at hidse sig op over hendes mundering, han havde selv valgt det og selvom det ikke passede så godt til stedet, efter hans egen mening, så fandt han hende charmerende i det. Især sokkerne! Dem kunne han godt lide.

Som konge regerer over sit domæne , sad Andrija og havde det godt.
Millicent selv have et kropssprog der var en dronning værdig .Som begik hun sig på de royale bonede gulve og ikke tøvede et split sekund på sin egen værdi. Hun kunne snildt , da det hele var en maske skrædder syet til situstionen, som havde hun det fornemmeste og mest hotte dress på.
Millicent kunne sagtens lide tøjet. Til en aften foran en kamin. Hvor man bare skulle snuggle og hygge og sidde med et glas vin eller en varm kakao- eller en liter lunken blod.
Det var hjemme hygge afslapningstøj, og ikke noget hun troede på Andrija kunne finde NOGET som helst positivt i.

Hun smilede til ham , satte sig ned og tog plads . Det ene ben blev lagt over det andet og hendes blågrønne øjne lå på ham.
" jeg HAR selv købt det så størrelsen passer skam " sagde hun med et lunt glimt i øjnene, og lignede en der skulle til ' pyjamas hygge party'. Kunne hun slet ikke provokerer noget ud af ham ?

Millicent fik en drink og takkede.
Hun ville til at spørge ham hvad hans plan var , men Andrija talte selv om han skulle videre og Millicent fandt sig skuffet over den Info.
Hun havde haft lyst til at rokke dæmonens båd lidt , men alt synes at prelle af. Og alle de bolde han smed hendes vej , forstod hun ikke at gribe.
" Mmen ... Andrija , hvor skal du hen ? Kan jeg ikke tage med dig ?"
Hun var måske ikke så flot klædt på , men hun kunne da skifte hvis det var påkrævet. Hun havde bare ikke lyst til han skulle gå.
Men ja - han af jo smuttet fra lejligheden , så der var nok lidt dumt at tro han havde tid til hende nu.

Hun rejste sig op , kunne vel ligeså godt tage hjem igen.
Så passede tøj og handling også sammen.
" Lige een ting inden jeg går.... Vil du ikke godt lade vær med at gå.. På den måde... Smække med døren , vred over noget jeg ikke engang ved hvad er ? Jeg vil blive glad hvis du gider tale med mig om de ting istedet ... " Millicent kiggede sig lidt om.. Stod lidt og ventede om han tog imod den indirekte invitation til at spytte ud med hvad Søren der forgik. Hun brød sig ikke om det. Millicent syntes det skabte afstand mellem dem , og netop nu hvor de prøvede at finde sammen igen , kunne hun ikke helt se hvodan afstand hjalp på det.

Andrija stoppede op og betragtede Millicent i lang tid. Det kunne være sjovt at tage hende med, se hvordan hun ville reagere, men problemet var bare hvad hun ville gøre ved det hele. anmelde det? Det kunne han godt se hende gøre, men han ville absolut ikke tillade det og han havde ikke lyst til at holde hende fanget i en eller anden kælder i Serbien eller Rusland. Derfor var muligheden hurtigt afskrevet. "Nej, du kan ikke tage med."
Hurtigt kastede han et blik på klokken, før han vente sig rundt for at gå. "Tænk på hvor mange år jeg har levet, så vil du nok forstå det før eller siden." Han sendte hende et overfladisk smil. "Men jeg er sent på den. Vi ses." Med de ord begyndte han at gå ud til bagindgangen, som han tog ud til sin bil der holdte udenfor.

Imens hans tanker var pakket tæt som var de i vacuum, stod Millicent tilbage og vred de lyse hænder lidt.
Andrija synes at skulle beslutte om de sagde farvel nu eller hun måtte tage med , og skuffelse var hvad hun vil ud af sin venten.
" ... Måske jeg lære det , ellers må du jo begynde at forklare mig det ...med ord " svarede hun og smilede engle agtigt , totalt ignorant overfor det meget overfladiske smil Andrija gav hende.
Han kunne smide de smil på lossepladsen, hun ville have den ægte vare!

" Nå.. Men det var da trist . så må du have en dejlig aften , skat " hun betonede helt med vilje både skat og trykkede sine læber langt mere fast mod hans , da hun gav Andrija et farvel kys , end normalt.

Hun forlod stedet i normal tempo, altså... Indtil Andrija ikke kunne se hende , så spreedede hun op.
Med vampyr imponerende qvik bevægelse , nåede hun ud til hans smukke bil og ved at lægge hånd på hans dør , fik hun afbryde den automatiske lås- og heldet tilsmilede den unge kvinde , da døren dimsen var oppe - og hun kunne åbne og komme ind.
Med lidt møje fik hun mast sin popo ned mellem sæde og ... Sæde ... Bagerst i øsen , og der lå hun stille som en mus.
Nu var hun træt af at sige farvel til ham ... Konstant.
Og skulle de være er par , måtte de opføre sig sådan.
Det var nogen Lunde sådan hendes tanker lød , da hun lå med røven i vejret , så fladt op gulvet det nu lid sig gøre.

Efter at være kørt ud fra parkeringspladsen, kørte Andrija op foran Salles hvor døren gik op og en mand i jakkesæt satte sig ind. "Kunne du ikke have valgt et andet sted. Jeg gider ikke stå med alle de skrigende teenagere." Brokkede han sig. Andrija svarede ikke, men koncentrerede sig om at køre. Han havde på fornemmelsen at han havde en blind passager med sig, en der havde glemt at låsedøren da hun kravlede ind.
Ude af byen ved en lagerbygning stoppede bilen. Manden der var kommet ved Salles fiskede en telefon frem for at snakke i den. Annoncere at de var kommet. Imens steg Andrija ud af bilen og kastede et blik ind af en af ruderne for at se om han kunne se den blinde passager. Musen. Uanset om han gjorde eller ej, ville han ikke sige noget.
Bagi fandt han to bælter frem med to pistoler og plads til op til fire magasiner, ud over dem der allerede sad i de to pistoler. Selv tog han et på, indenunder jakken, hvorefter det andet blev rakt frem imod den anden mand i bilen. Kort efter dukkede tre andre biler frem, med ialt otte andre mænd. De var allerede klar. I tavshed blev de helt klar til at gå hen imod lagerbygningen.
Da de var færdige lignede de en flok forretningsmænd, bortset fra at de befandt sig på et mærkværdigt sted. Det var der dog en grund til. Byen var ikke et godt sted at snakke forretning.
Inde i den halvtomme lagerbygning stod der en anden gruppe af mænd og snakkede. Tavsheden forstummede da Andrija og hans venner ankom. Derfra gik forhandlingerne igang med våben.
Andrija selv holdte sig mest muligt ude af samtalen. Våben var absolut ikke hans område, men han kunne håndtere dem og kunne da komme med nogle spørgsmål og ord, så han ikke lignede en komplet idiot ved siden af skydevåbens guruerne.

Millicent kunne have sparket sig over Skinnebenet . Det havde virket som en brilliant ide at klemme sig ind i Andrijas bil , og se hvor turen gik hen. Men da en anden mand joinede ind , fremstod den direkte dum.

Hun ville nok være afsløret var hun menneske, for ingen kunne ligge så ganske stille som en fastfrosen vampyr der gjorde sig meget umage. Så hun klarede frisag.

At Andrija så havde afluret hendes lille udnyttelse af evnen, kunne hun jo ikke vide. Millicent lå med hovedet presset helt ned mod måtterne på bilens gulv, så hun kunne ikke se da Andrija tjekkede bagsæderne ud.
Med mindre han forventede en anden kurvet strittende bagdel iklædte blødebukser , i klemme mellem hans bløde sæder af læder - ville han helt klart opdage det var Millicent dernede.

Nu havde hun hørt samtalen og vidste de skulle mødes med nogen andre. At det formentlig var mafia ting var begyndt at spøge som en betydelig mulighed. Det huede hende ikke. Det betød dog at hun nærmest følte sig forpligtet til at snuse rundt , og se hvad hun kunne plukke ud af deres snak.
Så kunne hun altid plukke Andrija senere. Skaldet. Alle hans fjer , hvis han nu dansede med de drenge de den kedelige mafia klikke.

Hendes øre næsten blafrede da Andrija rodede bag i bilen. Trods en ganske fin hørelse , kunne hun ikke placere de underlige lyde af våben der raslede rundt eller hvis mændene tjekkede om de var sikret - eller afsikret - hvad sådan noget nu skulle være. Millicent anede intet om den slags.

Hun fulgte istedet lyden af de ny ankommende biler , alle mændenes fod trin væk fra bilerne meget omhyggeligt.
Dernæst fulgte nogle minutter - lange minutter - med stor tålmodighed fra hendes side , før hun meget glidende og så meget uden lyd hun kunne , kom ud af bilen og listede ind mod lagerhallen.

Nogle sorte container blev hendes skalkeskjul, men ... Helt ærligt ... Hendes øjne var nærmest i dyb forvirring og frustration over alle de mænd. Mange sf den som Andrija pænt klædt . Alle så alvorligt og .... Det væreste .... En del af dem fremviste våben og snakkede om ting som hvor stor type skade patronen ville lave , svær eller umulig at fjerne , om kuglen splintredes og antal skud og andre ting hun ikke engang kunne huske navnet for , skulle hun nogen sinde refererer det.
Hun havde lyst til at vimse ind , gribe Andrijas hånd og tigge ham om at komme med ud.
Men noget sagde at det ville være ret uklogt.

Millicent havde jo ingen planer om at blande sig. Kun hvis Liv eller lemmer skulle tages ville hun nok havde svært ved bare at nyde showet , men ellers var planen klar.

*Opsnus hvad du kan , kom på plads i bilen uset og før Andrija ... Og failer du , så løb som vinden ! *

"Hvis i har en lille finke med på holdet, så kunne i jo måske få brug for de små pistoler." Forslog Garret, en mand med en tyk tysk accent. Han fandt en pistol frem der næsten forsvandt i hans enorme håndflade. "Smart og handy. Den vil ikke blive opdaget af nogle eller noget."
Roy, der ellers var mafians våbenmand, skævede imod Andrija, der kiggede tilbage med et udtryksløst ansigt. Det var ikke ham der skulle købe ind. For en gang skyld skulle han bare leje sikkerhed, hvilke de andre tydeligvis havde svært ved at affinde sig med. Det tog et par minutter før Roy købte tre og dertilhørene magasiner.
Efter at være kommet frem til hvad de skulle have, blev alle fire biler hentet ind, for at tage nogle af våbene. Rasten ville blive laveret efter et par dage, sammen med rasten af pengene der skulle betales. Ingen gad have noget i klemme.
Det forløb smertefrit, ingen dummede sig og alliancen var biholdt.
"Jamen dejligt at have fået gjort en smertefri handel med Dem mr. Luzar." Lød det fra Garret, der rakte en høflig hånd frem for at afslutte handlen.
"Mig en glæde." Lød det med et falsk smil som prikken over i'et, da Andrija trykkede hånden og gik hen til sin bil som stod med de tre andre, fyldt op med våben bag i. Hvis der ikke skete yderligt, ville han sætte sig ind, som rasten af sin gruppe og kort efter køre ud af lagerbygningen og ud i natten.

Måske der var sket en fejl?
Mæske havde Andrija fået armen vredet om og var tvunget til at deltage?
Dét kunne jo godt være han havde messet med en helt forkert person, skyldte penge eller noget helt tredje...men noget der gjorde han var tvunget ud i det stads her!
Hendes hjerte gjorde ondt ved tanken. At han ikke havde et valg.Hun kunne mærke hendes tænder presse på det følsomme tandkød, men hun beherskede sig.
Men...så tog tankerne en anden drejning, idet hun havde meget svært ved at forstille sig Andrija blive tvunget til ret meget. Og det hjalp også på fejlopfattelsen at en af mændene gav hånden og takkede HAM for handlen. Så var det ret svært at bilde sig selv ind Andrija ikke have en af hoved rollerne her.

Med den viden i bagagen , måtte en smårystet Millicent smyge sig ud af hallen og tilbage ind mellem sæderne, i Andrijas bil.
Godt hun ikke havde en Negerrøv, så skulle hun nok kran liftes ud igen.ø
Efter de havde kørt et stykke tid, og hun vidste al var landet sikkert og ingen af de skydegale våben mænd var med dem, vrikkede hun sig op og satte sig på det almindelige sæde.
Hun rakte en arm frem og lod hånden glide ned igennem det aske blonde hår , og nussede kort Andrija i nakken. Med et snært af ironi , spurgte hun så...
" Nååå....hvem skal vi så skyde nu ?"

Andrija havde ikke troet Millicent allerede ville sætte sig op, men da hun gjorde det kiggede han kort op i bakspejlet, før han så kiggede ud af ruden. Han viste ingen tegn på overraskelse, da han ganske enkelt ikke gad at bruge tid på det. Han var kommet frem til at det var langt lettere bare at gå direkte til hendes spørgsmål, frem for en lang skuespiller akt. "Din arbejdsgiver. Hvor er vedkommende?" Spurgte han ligeud og kiggede så endnu en gang op i vinduet. Fik han et sted, ville han køre der hen.
Hvem hun arbejde for havde han endnu ikke gættet, men han gik ud fra at det var vedkommende der havde sendt hende efter ham. Hvorfor skulle hun ellers snuse rundt på kontoret? Hun opførte sig ikke som en amerikansk kæreste der lige havde fundet ud af at partneren var agent 003.
Fik han derimod ingen adresse, ville han køre tilbage til huset, hvor han ville parkere bilen i garagen.
"Tak for besøget, vil De så venligt stige ud af min bil og forlade min grund." Han pegede ud på fortovet med et kunstigt dryppende smil på læberne. "Ellers bliver jeg jo desværre nød til at tilkalde politiet."

Hun himlede med øjnene....altid så uanfægtet cool.
" Andrija ..." Spandt hun hans navn.
" Du er ikke så overrasket over at se mig " statede hun det tydelige.
Han ignorerede hendes bemærkning og slyngede sit spørgsmål ud.
Millicent holdte først sin hånd stille i hans nakke, hvorefter hun trak den til sig og lod sig falde tungt tilbage i det store læder sæde, der fin hende til at synes small.
" Watson?.... Jeg har aldrig været i hans Casa Dior palæ....og jeg har ingen ide om havd han laver i aften, så jeg kan desværre ikke hjælpe dig." Hun sukkede og lagde et ben over der andet.Begge håndflader blev kørt over det kølige glatte læder.
" Du må ikke skyde Watson, der er mange der godt kan lide hans tøj og model billeder ....er du utilfreds , så skriv en mail til ham" sagde hun en smule flabet.
Da de ankom til huset og Andrija lukkede hende ud med hans kedelige ord, kunne hun mærke et sår med skorpe i hendes mave, så småt gøre nas.
Hun svingede benene ud af bilen , glattede sin bluse og rettede sig op.
Hun så ham ind i øjnene...
" Ja..,DIN grund....det der skulle have været VORES KÆRLIGE FÆLLES HJEM, oh jeg husker det" hun trådte væk fra hans front, så hun stod med bryst mig hans arm.
" Andrija, gider du ikke stoppe med det der ? Det er ikke særligt sødt at sige til sin kæreste, og det går galt hver gang du smider mig ud eller beder mig gå. Inviter mig ind til....kaffe." Bad hun og demonstrativt begav hun sig mod hoved døren.
Lysten til at opholde sig i netop dette hus var meget meget mikro.
Men hun ville bare ikke tilfredsstille ham ved at vise det. Det var for afslørende.
" Politi? Vil du bestille mad leveret til mig i uniform,...hvor betænksomt " forsøgte hun charmerer hans vrede en smule væk.

Andrija skulede olmt efter Millicent, før han så fulgte efter hende og låste op til huset.
Stedet lignede det som da hun først havde været der, nydeligt og skinnende rent. hurtigt gik Andrija ud i køkkenet for at lave kaffe, som han satte på en pakke og placerede på stuebordet. Efter at have sat hele kulissen op, inklusiv den varme kaffe, smed han sin jakke og fjernede bæltet med pistolerne.
"Jamen slå dig endelig ned inden kaffen bliver kold." Lød det køligt fra ham. Selv satte han sig i en lænestol og lænede hoved tilbage, med et højt suk. "Hvorfor ville du følge efter mig?" Forlangte han at vide. Han kiggede hen imod Millicent.
Han vidste ikke hvad han skulle stille op med hende. Han kunne ikke slå hende ned eller et eller anden i den kategori. Det ville slet ikke fungere for ham selv eller for nogle andre. Så kunne han i hvert fald godt kalde sig verndens dårligste kæreste. Nok higede han ikke efter at blive verdens bedste, det havde han opgivet, men han ville heller ikke ligge i den modsatte ende.
"Jeg kan også bare gøre det lettere for dig og svare på dine spørgsmål. Så kan du optage det og sende det til FBI og hvad der nu ellers er og så kan i komme og sende en masse pansere efter os." Han kiggede spørgende på hende, lage hoved på sned. Så kunne han få sig en isolationscelle at samle sine tanker i - egentlig ikke så slemt. Lige før det var tiltrækkende. Han kunne jo nemt komme ud igen.

Hun havde svært ved at tage sit blik fra huset. Selv de små ting som ornamenterne i loftet eller hvordan de hvidmalet paneler dannede sirlige rammer om det hele.
Hun kunne mærke hans kulde ...den var umulig at komme uden om, så hun valgte at bare overse den. Han måtte da for pokker kunne lunes op, somehow.
Hun ventede artigt, til hun blev budt at sætte sig.
Millicents underlæbe drog syd, netop som Andrija afslørede hans pistoler, da han spændte op for våbenbæltet, og lod det falde.
" Du har pistoler på dig " måbede hun og alvoren bankede igen kraftigt på døren.
Hun skænkede kaffe og hørte Andrija sukke.
" Hvorfor jeg fulgte efter.... Du ville jo ikke lade mig komme med dig...sååå....jeg mener...jeg havde jo troet vi skulle være sammen i aften....og så var der det her tøj .." Hun trak ud i blusen,..Millicent kunne godt høre hun var begyndt at vrøvle, men alle de våben var for meget. " Det tøj her forvirrede mig ....DU forvirrer mig"
Det var en rimelig dækkende forklaring....pigelogik....den eneste han fik.
Millicent så på Andrija, lidt mere skarpt da han diskede op med FBI til kaffen.
Seriøst?! Men hvad der virkelig satte go i hende var hans ' sende panserne efter OS ...OS!'
Hun satte sig kop fra sig, rejste sig og gik over til Andrija.
Det her var ved at løbe ud af kontrol.
" jeg har ikke noget aflytningsudstyr" ....det var sandt, hun havde en øre snegl i sin taske, som hun kunne kommunikerer med Mother eller modtage beskeder fra Dux i, men de kunne ikke aflytte Millicent. Graham fra FUN kontaktede altid Millicent uden om Dux og direkte på hendes mobil.
Millicent satte sig på hans skød, og lagde en hånd på hans bryst, det venstre...hvor hans hjerte bankede.
" Andrija....du siger OS? Hvor involveret er du egenlig i den mafia ?" Spurgte hun nervøst. Hun var ikke sikker på svaret ville gavne noget som helst.
Hun så ind i de stålgrå øjne....han måtte da vide hun aldrig ville angive ham.
Alle de andre , hell yeah....ham, aldrig!
Hånden gled fra bryst op til hans hår, og hun mumlede..." Hvad har du rodet dig ud i?... Pistoler?" Hun nikkede i våbenbæltets retning.

Obs! Fuck. Fandens. Måske skulle Andrija til at bruge sin hjerne når han tænkte, frem for bare at lade tungen køre sit eget spil, men på den anden side. Det ville være naivt at tro at Millicent ikke allerede havde gættet sig frem til at han var med, så han bekræftede hende bare. Så slap de for at bruge tid på at hun skulle finde ud af det.
Spørgsmålet fra hendes side ville også give ham lidt ekstra tid at løbe på, men fra hvad og ville det overhoved gavne? Han betragtede hende lidt, før han så grinte over hendes kommentar med pistolerne. "Pistoler er ikke så farlige. Bare hold mundingen væk fra dig selv, så er du allerede kommet et godt stykke."
Han tvivlede på hvad der ville ske hvis han skød Millicent, men undlod at tænke at prøve. Det der med at være den dårligeste kæreste i hele verden var stadig ikke noget han skulle afprøve. Det ville ikke være smart hvis han sagde han gik og skød på sin kæreste, for at se om hun tog skade af det.
"Jamen du har ét gæt." Svarede han, mens han lænede sig mageligt tilbage i stolen og betragtede hende, så godt som han nu kunne nå de allerede sat meget tæt.

Millicent brød sig ikke om samtalen .
Det vil sige , hun var glad for de snakkede og hun ikke var elektrificeret eller anholdt , men indholdet trak humøret ned.
" Pistoler dræber , uanset hvem de peger på " sagde hun stille og slog øjnene ned og nær studerede de små knapper hans skjorte havde syet på.
Han accepterede hendes forklaring , og det var heldigt. Hun havde ikke lyst til at skulle snakke operation Libra eller FUN med ham . Slet ikke nu , hvor hun kunne vise sig at være en aktiv modspiller for Andrija og hans team. Det var jo ikke kun oplysninger hun skaffede , hun var nogle game direkte aktiv - som med Salai.
Andrija udfordrede hende til et gæt og hun havde det som hun var roet ud midt på det store ocean i en lille gummi båd. Og så trak han bundproppen ud.
En lille stemme i hendes sind hviskede ' lyv... Lyv så vandet driver min skat .... Lyv for mig ' . Millicent forudså nemmelig kun problemer på både den korte og den lange bane.
" Jeg ..." Pause.
Hun flyttede sine øjne fra knapperne og så ind i hans. Hendes var ikke glade , mere triste ..." jeg.. Tror du arbejde med dem... Fast " kom det endeligt. Han havde for mange penge. Bil. UR. Tøj.... Inventar i huset...det hele kørte lidt rundt for hende.
" hvorfor ? .... Hvorfor dem ? Andrija ... Forhelvede .. Våben ?! "

"Det afhænger da helt og aldeles om man trykker på aftrækkeren." Svarede Andrija, som syntes det var logik for burhøns. "Jamen det er jo ikke kun våben, der er meget mere!" Han lød næsten glad.
Diskret puffede han hende ned og gik hen til pistolerne for at at tage dem ud af bæltet. Derefter blev de gemt væk, sammen med bæltet i en hemmelig 'lomme' i væggen, som i lukket tilstand var usynlig. Sådan havde han udstyret hele huset efter det var overdraget til ham. Det var en nem og fiks måde at gemme våben - og alt muligt andet. Da det var teknologisk ville man heller ikke kunne finde det uden at kende bygningens digitale systemer.
"Ja, jeg arbejder for dem fast, en lille hobby." Svarede han og gik så hen til stuebordet for at og servere en kop kaffe for Millicent. "... og prøv ikke at få teknologien i huset til at bryde sammen, det vil ikke hue mig."
Om han kunne få fat på sine våben eller ej, var ikke så afgørene for Andrija, det var nærmere alt det andet i huset der var vigtigt for ham. For eksempel hans elektricitet. Det kunne hans computer og mobil ikke leve uden - og hans TV!
"Fordi de giver spænding, mere end alt andet i denne by. Jeg kan jo ikke lege kæreste med dig hele tiden, du arbejder også og laver dine møbler. Må jeg ikke have en lille hobby?" Han kiggede spørgende på hende, med hoved let på sned.

Millicent rystede på hovedet.
" om man trykker ? Jeg går ikke udfra i sidder og limer glansbilleder på dem " vrissede hun og nåede at rejse sig , inden Andrija ville op at stå.
Det føltes mere ... Rart ... At få pistolerne gemt væk. De var ikke er syn velkomment.
Hun havde dog ikke ligefrem set de skjulesteder der var lavet og hun måtte da sige det var kreativt fundet på. Men også bekymrende.

" Mere ... HVAD mere ? Stoffer ? " spurgte hun og tog i mod kaffen.
" Har vi noge... Har DU noget sprit jeg kan få i ?" Bad hun.
Lidt at stive sig af på var på sin plads.
" Jeg forstår dig ikke .. Jeg fatter ikke hvad du tænker på " mumlede vampyren og så op på Ansrija , da hun igen sad i sofaen.
" spænding ? Helt ærlig ! De giver dig spændningen " kruset blev sat hårdt ned i hans dyre sofa bord og hun så bestemt ikke glad ud længere. " prøv at svømme med hajer eller tag en børnehave ud på ekskursion ... Der er sku spændningen om man overlever !... Mafiaen. ANDRIJA ... ER du fra forstanden " begyndte hun at hidse sig en smule op og hævede stemmen i samme moment.
" Vil du have en hobby ? Leg med togbaner , saml på frimærker .... Lav din egen kollektion af dildoer , hvis det absolut skal være Noget der skubber til normalen , men MAFIAEN "
Millicent rejste sig om begyndte at vandre rundt. Rasteløs og lidt usammenhængende. " Har du blod ... På køl ?" Vrissede hun igen , da hun kunne mærke tænderne var ved at skære igennem hendes tandkød. Der kløede og gjorde ondt.
" Flot klarer skat - jeg er sku stolt af dig " slyngede hun med er læs sarkasme hans vej , det gik ikke på blodet men på tilvalget af mafiaen.

" jeg vil gerne sige helt officielt " sagde hun med armene provokerende folket over hendes bryst ... " At der havde været et langt bedre valg for DIG og for mig - ja faktisk for hele FUCKING DI MORGA " råbte hun af ham ... " hvis du havde valgt at koncentrerer dig om at LEGE min kæreste HELE tiden "
Hun ville forsvinde ud af hans dør efter at have råbt.... " ... OG DIN KAFFE SMAGER AF HELVEDES TIL "
- der var nu ikke lige sandt , hun turde bare ikke sige mere , da hun allerede havde optrådt noget hånligt , og Andrija havde det med ikke at bifalde den side opførelse hos hende. Så det gik ud over den dyrt importeret kaffe som der sikkert var.

Andrija gloede overrasket på Millicent. Han forstod ikke hvorfor hun blev så ophidset over det med mafiaen. For ham var der ikke noget vildt med det, bare lidt små kriminalitet, ikke noget mere voldsomt end hvad han i tidens løb havde prøvet i serbien. Det havde været meget mere voldsomt, selv i følge af ham.
"Nej, ikke stoffer, ikke endnu." Svarede han og stak hænderne i lommerne på bukserne. Hun syntes ikke at bryde dig om hans kaffe. Æv bæv. Mens Millicent fortsatte med at brokke sig, stod han selv tavs lyttede, til hun endte med at forlade huset med et brag.
Et tavst suk forlod Andrija, før han gik i gang med at rydde op. Da han så var færdig fandt han telefonen frem for at skrive en sms: kommer du ikke tilbage? Skulle vi ikke bruge aftenen sammen?
Efter beskeden var sendt, gik han ind og satte sig i stuen, foran det 82 tommer fladskærm, hvor nattens film var gået i gang. Godt tidsfordriv, hvis Millicent skulle finde på at vende tilbage.

Millicent var virkelig vred . Vred over han tog så let på det hele.
Hun var ret ung og havde ikke en trillion års horrible samfunds tragedier at holde i kontekst til mafia legen. Men det gjorde den jo heller ikke ' pæn' anyway. Men okay ... Det var ikke hitler han var teamet op med .
Men ... Mafiaen var kendt for grimme metoder også på uskyldige og dén del , volden , terroren og udnyttelsen var bare ikke ok.
Så døren smækkede med et brag , sammen med et fnysene ' ikke stoffer endnu '.
Hun sydede da hun forlod huset.
Og hun var frustreret.
Da mobilen gav lyd vidste hun bare det var ham. Hun kunne mærke det og den ikke fungerende puls , begyndte at rende derud af .
Millicent læste beskeden og stod og vippede telefonen lidt frem og tilbage.
Hun havde lyst ... VIRKELIG .. Lyst til at slå ham... Slå ham hårdt for at vække nogle følelser i ham.
Følelser for andre.
Eller bare slå ham for ... At reagerer sin indestængte vrede ud.
Hun spidsede læberne og skrev tilbage til ham .
Fuck you Mr . Luzar , Sir.
Jo , jeg kommer tilbage og leger gangsta wife ! Pisse fed ide.
Elskværdigst,
Millicent.

Hun vendte dog om og trak igen i husets retning.
Hvorfor kunne intet i hendes liv.
Intet med ham være bare nogen Lunde normalt ? Nogen lunde sikkert ?
Hun bankede pænt på, og lukkede så sig selv ind da døren ikke var låst.
Andrija sad med ryggen til hende, og så tv... Eller det var et mindre biograf lærred.
Hun spærrede øjnene op da hun fik syn for sagen.
" Sig mig lige .... Glor du på porno ?"
Hun lænede sig op af dørkarmen og overvejede at slukke for hans tv , by accident ofc.
Imens en brun håret kvinde på skærmen , iført et pink sæt undertøj knælede foran en mand og trak hans bukser af .... For at hilse meget .... Kærligt ... På mandens mest prægtige legemsdel der stod i fuld flor.

Andrija drejede hoved og kiggede imod Millicent. "Ja, vil du ikke se med?" Han fortsatte med at kigge på hende et par minutter yderligt, før han så drejede hoved og kiggede imod skærmen endnu en gang. Elskoven fortsatte. Først efter nogle ekstra minutter med nøgen hud og stønne, blev der skiftet scene til hvor manden var i gang med at køre rundt i bilen på bedste Bond måde.
"Nå, men skulle du lege gangster wife eller hvad?" slukkede for flimmerkassen og kiggede imod Millicent. "Så kan du jo starte med at hente en øl." Et provokerende smil lå på hans læber til han stak en smøg imellem dem og tændte enden, så der kom en varm rød glød.
"Ellers er jeg sikker på vi godt kan finde på noget andet at lave." Han pustede langsomt røgen ud i rummet. "Men jeg har ikke lig nogle forslag. Har du?"

Hun havde aldrig set den slags film...og slet ikke i selvskab med nogen, så hele det visuelle var et overvældende syn for hende.
Så påtrængende et syn , for ikke at tale om lyden der fulgte med, at hun endte op med at glane på Andrija, da han tilbød hende at kigge med.
Da hans blik blev dvælende ved hende, som ventede han på en reaktion han måske kunne grine af, følte hun at hun var nød til at svare et eller andet.
" Tror ik det er gangster nok for mig , det der " hun nikkede mig tv' et og kunne sværge at hun blev mere varm, selv om påklædningen var helt den samme, og uden overtøjet hun havde glemt.

Det føltes mere som timer end minutter, at Andrija kiggede på filmen igen, og Millicent nu kiggede på Andrija der kiggede på filmen.
Hun stod stille, fordi hun ikke lige kunne finde ud af hvad hun ellers skulle. At bevæge sig rundt i huset skulle hun nok ikke begynde på, af flere årsager...og at sætte sig ind imens det var så helt enormt detaljeret hedt, var hun heller ikke sikker på var et fornuftigt træk.
Endelig skiftede det....og Andrija slukkede.
" Skal jeg servicerer dig.,,,troede jeg var gæsten" sagde hun og gav ham et trodsigt blik. " Vi kan da altid finde et oar uskyldige at plaffe ned" sagde hun provokerende og det kunne han nok godt begynde at venne sig til, efter hans nye lille hobby var afsløret.
Hun vimsede forbi og ud i køkkenet. En kold øl blev knappet op og hun spiste nogle blommer der også lå på køl.
Millicent trak tiden ud i det uendelige, kun med formål at generer ham , uden han kunne blive sur. Hun smagte jo bare lidt på frugten, det var vel ikke forbudt?
Dernæst ville hun række ham flasken og med påtaget overdreven høflighed spørge..
" ellers andet jeg kan gøre for dig, skat?"

Andrija sad og stirrede i lang tid ind i tv-skærmen. Han sagde ikke et ord eller en lyd, var optaget af sine egne tanker om alverdens ting og sager. Lige fra arbejde til de mere dybe der omhandlede aleneferier på cuba. Det kunne han godt trænge til. Bare at ligge i solen og ikke blive generet af et eneste væsen i flere år. Måske en overdrivelse, men en uge eller to ville være skønt. Måske skulle han gøre det næste gang Millicent ikke gad ham mere.
Da øllen kom tilbage, tog han imod og tømte den halve flaske i én tår. Derpå lukkede han øjne og mærkede sin mave kæmpe under den pludselige væske tilførsel. Første efter nogle mærkelige lyde var der plads til rasten af halvdelen. Ikke noget maven fandt glæde i, men den accepterede det. Blev til sidst tavs.
"Nej." Blev svaret til spørgsmålet, imens han forlod rummet for at gå op og få et bad. Han vidste endnu ikke hvad han skulle gøre med Millicent. Efter sit bad var han dog kommet frem til en løsning.
"Millicent?" Var hun ikke i stuen, ville han gå rundt i huset for at lede efter hende, med et par hvide sweatpants på, som det eneste tøj. "Hvad har du så tænkt dig at gøre, nu du kender til min hobby?"

Hun var ved at blive bekymret for sin dæmon.
Mon han havde det godt ? Hun spidsede læberne og rynkede svagt de lyse bryn, da han tyllede øllen ubarmhjertigt ned.
" Jamen...så holder jeg lidt fri" forsøgte hun at joke lidt, da han afslog at have mere brug for hende.
Så forsvandt Andrija og hun stod alene tilbage i den enorme stue.
Hun så sig om. Det var nærlæggende at begynde at ransagede det hele, men lige i huset her...der kneb det med lysten.Lejligheden derimod havde med garanti fået et undersøgelse tjek, for at se hvad der var skjult rundt omkring.
Nu smed hun sig istedet på hans kæmpe enorme de Lux sofa, og gav sig i færd med at surfe på sin mobil.
Hun lå og lyttede til Drunk in Love , da Andrijas stemme endelig var på vej tilbage.
" heeer" kaldte hun og stak en hånd i luften og vinkede til ham.
Så kom hun op og sidde , og tog en smug kig på ham.
Ja...dér kunne hun da ikke klage.

" Hvad jeg vil gøre ?" Hun trak vejret tungt....og hun ville ønske hun havde en skide god ide, men det eneste hun kunne komme op med var at forsøge beskytte ham, det bedste hun kunne, nej....beskytte ham med sit liv hvis hun skulle....og så det åbentlyse..." jeg vil tale dig ud af det....finde andre mere spændende legekammerater til dig Luzar " Lød det skråsikkert fra hendes mund, der lyste ansigtet op i et smil...endelig.
Nogen måtte passe på den mand og passe lidt på ham.

"Du lyder som en mor." Mumlede han og gik hen til hende i sofaen, for at ligge sig over hende og fjerne telefonen. "Jamen du er velkommen til at prøve."
Med telefonen lagt på jorden, kyssede han hendes læber, for derefter kysse hendes hals. "Men kan vi ikke lige vente lidt. Jeg skal ikke noget før om et par dage. Måske arbejde imorgen." Inden hun fik lov til at svare, ville han smage på hendes læber i et ivrigt kys.
"Jeg kan fortælle at jeg engang i mine yngre dage har været med i både den italienske og russiske mafia, men det var ikke sjovt. Det er langt sjovere her. I toppen af familien." Fortsatte han, før han så trak sig væk fra hendes læber. "Hvorfor er du ikke stolt? Jeg har overlevet mange hundrede år, hvorfor skulle jeg ikke kunne nogle flere?"

Oh... Dér skulle hun protesterer, som en mor! En bloddrikkende alkohol trængende moder figur? Skønt !
" Du ur også det tætteste jeg kommer på et barn " vrissede hun, men der var et glimt af morskab i hendes øjne.
Hun forventede ikke Andrija kom så tæt, og slet ikke at han pacificerede hende med hans mund. Måske skulle hun havde set det komme. De havde hver deres måde at forsøge bearbejde hinanden på, og han udnyttede hun havde svært ved at tænke klart når han kom for tæt.
" Mmmm" klagede hun af velvære, da hans læber kyssede hende og han fik en promte reaktion retur, da hun vred sig lidt under ham.
Især da han startede ned af Millicents hals. Hun havde kærtegnet hans ryg, hvor musklerne og den glatte hud føltes så tiltalende mod begge hendes bløde håndflader.
Han fristede hende, og hun regnede med han var helt klar over det.
Så kom der rids i pladen der spillede den søde musik..." du har været i mafiaen før?... " Hun sukkede dramatisk..det var jo komplet umuligt med den mand !
Ordene ' i toppen ' bed hende i kinden og hun strøg sig lidt irriteret over den.
" I toppen Andrija ? I TOPPEN?" Hun ville skubbe ham ned , hvis hun kunne .
" Jeg var stolt da du overtog Salles...du virkede ...seriøs..og kompetent...dér var jeg stolt...men pistoler...mafia...trusler....du jo ikke andet end en skide bølle med større muskler end de mindre " sagde hun tvært.
Nej...mafia kunne ikke imponerer hende, alt i hende skreg det var forkert.
Han havde magt....ja....men han havde alverdens magthavere hende i forvejen, det var alt rigeligt at skulle forholde sig til. Millicent kunne ikke duperes med penge og materielle ting...de var dejlige...men havde ingen større betydning, hvad hun ville have var hans hjerte!
" Jeg forstår ikke hvorfor du vælger det? Er det pengene Andrija ? " hun lagde fingrene under hans hage og drejede hans hoved, så hun kunne se hans øjne.