Knald eller Fald - Millicent

Ja, ét problem: Der var en der var ved at nuppe hans egendom for snuden fra ham! Han sagde dog ikke noget før hendes næste kommando forlagte et svar fra ham. Han sad og overvejede spørgsmålet i et par minutter, før han så valgte at svare: "At jeg stadig elsker dig, selvom jeg ikke har bevist det overfor dig."
I et ekstra sekund holdte han Millicents blik, før han slap hende og drak igen sit glas tom. Glasset blev puffet over på bordet, før Andrija rejste sig op for at få skiftet tøj.
Efter nogle minutter på soveværelset, kom Andrija ud i et nyt sæt tøj. Han gik hen imod stolen hvor Millicent sad og lænede sig ind over hende. "Det er ikke godt for mit image at miste dig til en engel - og endnu værre at miste dig til en anden, når jeg ikke mener vi endnu er færdig. Det håber jeg så vi begge er enig om." Derpå skubbede han sig tilbage og gik hen og satte sig i sin sofa.

Millicent følte sig egenlig meget alene, da hans ord slyngede hende ud i et storm vejr. Ingen var der til at gribe hende der, og når alt kom til alt, stod man altid alene når det galdt.
" Det kan man roligt sige du ikke har bevist" pippede hun og så at han rejste sig.
Millicent sad fast, som i en drøm. Det hele virkede så....bizart.
Hun ønskede jo dette, gjorde hun ikke? Hun ønskede hans kærlighed, men var det det her? Hun var SÅ forvirret.
Da Andrija skiftede tøj, forsøgte hun at samle sig, bare lige til husbehov.
Hun ville ikke afvise ideen, men de skulle heller ikke kaste sig ud i et eller andet åndsvagt. Hun mente at Andrija nok ikke vidste HVAD han ville, og hun måske skulle arbejde lidt med det først?
Hun fik et chok, da han kom ind igen....og lænede sig over Millicent.
Hun så op på ham, og ind i hans øjne, og.....han påvirkede hende, sind som krop på en al for urimeligvis.
Men....
" Når DU ikke mener vi er færdige?" Begyndte Millicent.
Gik der ikke lige lovlig meget ' jeg bestemmer' i den her?
" J-jeg ved ikke om vi er enige...jo måske...altså.." Millicent rejste sig op og gik over til vinduet. Her stilleðe hun sig med ryggen til Andrija, og forsøgte igen at få styr på tanker. en del af hende ville bare falde ham om halsen, men ....nej....hun var for stædig, bange og stolt...og mere bange.
" Du kan ikke bare...bestille mig som man bestiller en pizza, Andrija. Den går bare ikke! Du HAVDE MIG og smed mig ud....og ...nu trukket du bare og beder om en ny omgang til..levering...sådan tror jeg ikke vi skal gøre det. Det går bare ikke.
Og giftes skal jeg slet ikke ...slut... Men måske en date ? " prøved hun at holde løven væk, for pludselig føltes al dette her...forførende farligt.

Andrija så letter misfornøjet ud, da Millicent sammenlignede sig selv med i pizza. Kunne hun ikke have valgt noget andet mad, hvis det endelig skulle være. Sushi. Det kunne man også bestille, men der var langt mere stil og elegance over det, ikke bare et stykke brød med alverdens mærkelig pålæg.
Efter at være kommet frem til at selvom det mest af alt var en mellemting, så afviste hun ham i sidste ende, hvilke Andrija absolut ikke var glad for. Han formåede dog alligevel at holde et roligt udtryk mens han rejste sig op og gik hen til vinduet. Der placerede han sig bagved Millicent og lænede sig frem, så han kunne ligge sine hænder i vindueskarmen og dermed 'burede' hende inde.
"Det kan godt være at 'vi' ikke gøre det sådan, men det gør jeg." Han lænede sig ind over hende, så hans læber var nær hendes ører. "Selvom du egentlig ikke brød dig om det, så afviste du mig ikke helt. Det må jo så betyde at jeg kan give dig to valgmuligheder: Enten acceptere du at jeg køber en ny pizza og får den laveret eller også henter jeg den selv - og der ingen garenti."

Hun havde skabt den fysiske afstanden mellem dem ubevidst, da hun søgte hen til vinduet. Så snart Andrija rejste sig, aktiverede han alverdens små røde lamper , der blinkede alarmerende , jo nærmere han kom hende.
Var han vred? Nu skulle han ikke glemme hun var vampyr og ikke helt foruden forsvar, hvis han bare ikke besluttede at elektrificerer hende....hun havde endnu ikke fundet en exit væk fra det, så hun røg i knæ hvergang. Altså de få gange hun havde prøvet det.
Men det var næsten værre....for Andrija stillede sig så tæt ved hende og sørgede pænt for at blokerer alle hendes veje væk .
" Et forhold består af to...ikke kun af dig" begyndte hun , men blev afbrudt, da Andrija lænede sig ind over hende nu.
Hans stemme og hans varme ånde strøg over Millicents øre, kind og hals og hun holdte vejret og stivnede en smule i muskulaturen.
Det var ikke til at skjule hvordan han kunne få hende til at reagerer ved hver en lille ting han lavede, men ....de vidste begge to , at fordi hun reagerede på Andrija betød det ikke automatisk at hun ville føje eller adlyde ham.Hun kunne lige så godt trække i en helt anden retning, hvilke formentlig var derfor de havde så mange problemer.
Andrija var vant til at få sin vilje, eller smide folk væk.
Ingen af de dele synes at virke med Millicent , så det ud til.
Millicent skrånende en smule væk fra hans læber og var lykkelig over stadig at have ryggen til ham. Det føltes som det eneste værn mod den storm Andrija nu engang var.
" Jeg leverer ikke på bestilling, færdig! " slog hun fast.
Skulle de virkelig forsøge igen...så skulle det vel være ordenligt? Skulle det ikke?
Eller var hun allerede nu ved at kræve for meget og slå et ærligt tilbud væk? Tilbud.... Tilbud....et sjovt ord....kærlighed og ikke leve uden dig...du betyder alt, burde det ikke være de ting der blev skrevet i luften mellem dem?
" Henter selv? Jeg vil slet ikke vide hvad DET betyder?" Han kunne umuligt tvinge hende til at være et par, og heller ikke til at flytte ind ....og ægteskab kunne bare ikke indgået under pres, vel?
Hun var heller ikke helt sikker på hvor meget af deres gamle aftale han bad om at få tilbage nu. Var det bare at de var sammen , var et par...eller var det brudtvals inden midnat og honeymoon under den lysende måne?
Hun lagde sine hænder omkring Andrijas håndled, og strammede måske en smule.
Hun behøvede føle at hun havde en vis form for kontrol over det her der eksploderede som lyn fra en klar himmel, og på ham selvfølgelig.
" Nej...J-jeg afviste dig ikke på den måde...Andrija...jeg.." Hun skiftede gear, ville ikke tale om hvor stort et jerngreb han havde hendes hjerte i, for det var ikke aktuelt nu, det var HAM og hvad han ville- og måden han ville det på, som de skulle kaste lys over.Eller var hun pludselig fange i et eller andet, inden hun fik set sig om.
Sådan var Andrija. han spillede på alle tangenter på en gang, og hun rendte hovedløs rundt i forsøg på at bringe orden i det hele.
" Du står ikke og ...tilbyder...mig at genoptage vores forhold, og samtidig truer mig med at finde en ny dame hvis jeg ikke vil, vel? Det er fandme så det dårligeste ..TILBUD.. Jeg har fået" hendes hænder klemte omkring hans håndled, mere hprdt ved den tanke. Hun skulle lige have på det rene om han bare ønskede en eller anden ved hans side, og blev det ikke Millicent- blev det en anden?
Hun lukkede sine øjne og bøjede hovede en smule ned.
Hun bad til at han svarede....ordenligt

Andrija betragtede sine hænder imens Millicent fik himmel og jord placeret. Først da hun syntes at være kommet til en konklusion brød han ind: "Der kommer ingen andre kvinder. Det bliver kun dig, om du vil eller ej." Han mente ikke at have nævnt noget med at der ville komme en anden kvinde ind i billedet, hvilke han også syntes at have gjort det ret tydeligt i sine handlinger de sidste mange dage.
"Jeg kræver ingen bestilling, jeg skal nok selv komme at hente. Det behøver du slet ikke at bekymre dig med - og egentlig syntes jeg lige du skal bemærke en ting." Han holdte en lille kunstpause. "Hvor er vi henne? Hjemme ved mig. Hvordan skete det? Du accepterede mit forslag - og kom faktisk helt af dig selv. Så jeg har jo allerede hentet dig og min pizza løb ingen steder."
Med lynets hast fløj Andrijas ene hånd væk fra Millicents, greb godt fast i hendes hår og trak tilbage så han kunne kigge ned på hende. "... og jeg skal nok sikre at den ikke løber nogle steder eller at den bliver delt med andre." Knurrede han lavt, før han så slap og gik tilbage til sit vodka flaske som om intet var sket.

Millicent kunne mærke en lille byrde , en af de mange , blive fjernet fra hendes skuldre da Andrija afviste at andre kvinder var en mulighed. Så lange så godt og hun nikkede accepterende.
Store blev hendes øjne dog ved hans forsættelse ' om du vil det eller ej'. Hun troede da ikke hendes egene øre.

" Om jeg vil det ... Eller ej ! Jeg kan love dig at der kun sker hvis jeg vil " mumlede hun , og selv om hendes stemme ikke var høj og klar , var hendes udmelding ikke at tage fejl af.

Hendes greb blev en smule løst igen , men hænderne forblev omkring hans håndled. Det ene var svært for hende at holde helt på grundet han rolex ur.
" ... Men Andrija , du.. Du kan ikke bare komme valsede når det passer dig og bestille det hele med ..extra cheese ... Og du skal ikke tro du kan HENTE noget som helst " kæmpede hun for sin selvstændighed og det betød ikke det store at han pointerede de var her, hos ham.
Hun var taget hertil som hans gæst, ikke som hans kæreste - og dét vidste Andrija godt.
Så alt i alt styrede hun slaget sådan meeeget godt , ik ? med selvstændigheden intakt.

Det vil sige , indtil Andrijas stærke hånd snoede sig ind i Millicents hår , og trak hendes nakke bagud. Så falmede både kontrol og selvstændighed en smule i kanten, fandt hun hurtigt ud af.

Et gisp slap ud mellem de nu adskilte læber på hende , og hendes øjne så uforstående op i hans " Auuw ... Hold nu op , Andrija " skændte og tiggede hun med de samme ord, inden Andrija knurrerede af hende.
Millicent tog sig til nakken og gned , da han slap.

Hvordan skulle hun nu reagere på ham ? Hun var ved at blive vred over hans grove facon , dig vidste hun at han et eller andet sted have gjort en indrømmelse overfor hende. At han gerne ville havde de var sammen.
Manden var jo for fanden som at få en tiger placeret i sin stue , den bes og rev , vild som den var- og hun skulle forsøge at tæmme den til en grad , hvor den ikke bed hende.
" Du .. Du kan ikke tvinge mig og du kan ikke holde mig fra folk. Andrija , du holder Gordon uden om det her. Det er imellem du og jeg "
Milicent slap sin nakke og gik over til sin drink. Den blev ret hurtigt tømt og hendes lyse kinder havde fået en snært af kulør.
" Regel nr. 1 .., det er forbudt at slå - og trække i hår ... Okay ?" Indledte hun en forhandling.

Selvom Andrija for mange år siden var kommet over sin teenager humørsvingninger, så kunne han stadig lidt endnu. Egentlig en hel del det det da lige passede ham. Der var ingen der havde sagt at han skulle holde sig til nogle regler af en slags, så han spillede på alle tangenter og knapper han kunne komme til, for vinde ville han.
"Fint, men jeg har heller aldrig slået dig - men må man så godt kysse?" På et split sekund var Andrija helt over ved Millicent igen, stod nærmest oveni hende. Det havde ikke helt været med vilje, men det betød bare at hvis ikke hun genfandt balancen i en hulens fart - eller flyttede sig - så ville hun få overbalance og vælte bagover, lige ned i armen på Andrija, der i dette tilfælde ville stå med et smørret grin på læberne.
"... eller skvatte om i armen på din prins?"
Efter at have fået Millicent på højkant igen trådte Andrija et skridt tilbage, så de ikke gentog scenen. En gang var mere end nok. "... jeg vil også hellere have mere kød på min pizza, så ingen grund til ekstra ost. Kan man få med en masse af det der hvidløgs stads?" Fortsatte han i pizza termonologien, mens han afslappet stak hænderne i bukselommerne.

Millicent smilede , et svagt et men stadig et smil.
Hvor det det dog bare var så typisk ham at argumenteret for ikke at have slået hende. " Nej .. Du har ikke slået mig , ikke fysisk " sagde hun overbærende. "Mentale knock outs , træk i hårlokkerne og stød - men ingen slag." Remsede hun op.
Egenlig interessant , hvad holdte ham fra det ? Måske opfattede Andrija som dæmon de andre ting mindre skadelige og ikke som vold ?
" kysse ?" Hun fik ikke tid til at svare før balancen blev forskubbet og hun væltede , da Andrija nærmest landede oven i hende. Hun tiltede og blev fanget af hans arme. Andrija rejste hende dog hurtigt og pænt op igen. " Tak " sagde hun og rankede ryggen.
" Andrija ... Du er ingen prins , med mindre vi er i en Tim Burton film. "
Hun vendte sig og stod ansigt til ansigt med ham. Selv om hendes mund måske var skarp , rummede øjnene stadig masser af kærlighed til ham. Og han vidste det.
Millicent lagde en håndflade på hans kind og kærtegnede den , med ømhed i det lette strøg.

" Alting er så.., voldsomt ... Med dig , men hvis du LOVER mig at der ikke er andre piger og du lover mig du ikke dropper mig på samme måde som sidst, så vil jeg gerne ... prøve igen " sagde hun og stillede sig på tær for at give ham er flygtigt kys på læberne.
" og jeg aner ikke hvad der er hvidløg og hvad der er kød i et forhold " lo hun.
" tåler jeg overhovedet hvidløg ?" Den kunne så forståes både helt basalt og mere abstrakt.

Hun var stadig usikker på hvor meget Andrija bad om. Men i hendes bevidsthed havde hun sagt ja til at være et par. Hverken mere eller mindre. Og sådan var det. Andrija skulle ikke bestemme , ikke det hele.
Sidst var hun nær druknet i oceaner af ham , den fejl måtte hun ikke begå igen. For nu vidste hun at han ikke ville rede hende. Var det ikke en forskel på dem at hun ville lade sig brænde op af sol for ham , men han ville ikke passe på hende ? Nuvel , så måtte hun være en stor pige og passe på sig selv , imens hun datede Andrija.

Andrija gryntede utilfreds over hendes påstand, det forsvandt dog hurtigt da han fik den eftertragtede pris, selvom han mildt sagt var overrasket over at det gik så hurtigt. Så havde hun sagt ja ... og så var det bare sådan? Eller hva'? Det var ligefør han kløede sig undrene i nakken, men valgte ikke at gøre det i sidste ende.
Om Millicent kunne eller ikke kunne tåle hvidløg anede Andrija heller intet om og valgte derfor ikke at svare på det, men forsøge at finde ud af at gøre noget med sig selv. Det ente med det sikre valg. Sofaen. Der satte han sig, hældte op og sad så med et halvfyldt glas og nippede til det. Han var stadig usikker på om helvede snart ville bryde løs over hans hoved eller der ville ske noget andet uforventet, men han måtte indrømme at Millicent ikke virkede til at ville gå amok indenfor det nærmeste stykke tid. Derimod mere tænksom og rolig.

Millicent satte sig overfor Andrija , i en stol og stak ham et smil.
Var det noget hun gerne ville var det jo at klinke skårene med ham. Hun havde stået ham bi al hans lort og bras og ikke føjtet rundt.
Hun havde mødte hele tre spændende mænd. Salai og Alias bare en gang , men Gordon op til flere. Og hun havde opført sig pænt.
Nu kom så den besværlige del , for hun skulle have Andrija til det samme.

Ja , hun havde accepteret. Men hun hang ikke om hans hals og hun delte ikke hans seng. Og det ville nok ikke lige ske med det samme.
Hun forsøgte bare at ændre sin taktik omkring ham , da det indtil nu ikke helt havde virker så pokkers godt.  
Så hun gav sig tid ... Gav ham en smule plads. Men Andrija havde da ret. SÅ nemt ville det ikke gå.
Hver gang de havde været sammen , havde hun ledt efter svar på hans aflysning af deres bryllup.
Og nu... Nu ville hun fandme da have dem.

Efter lige at have mødt ham halvvejs , skyldte han hende det.
Men først skulle han ... mørnes lidt.
" må jeg få mere at drikke ?" Bad hun og sendte hans fristende læber et smil, imens hun havde blikket på hans mund.
Så rettede hun det til Andrijas øjne.
" Gordon kom på besøg på mit arbejde " smilede hun og skubbede sit glas over til Andrija.
" Han var imponeret over mit arbejde " small taklede hun løst og var omhyggelig med at smile og se afslappet ud.
Hun havde en plan , mente hun selv. Hun kunne måske forme Andrija en anelse med hendes snak - og samtidig oplyse ham og relationen , lidt dybere , til Gordon. Så kunne han ikke brokke sig over det senere.
Nu skulle hun lige se hvordan Andrija taklede det. Men hun måtte være varsom, Gordon skulle jo ikke komme i klemme. Men der måtte jo være en million der hed det , så faren var nok ikke så stor after all.
" og så skøjtede vi bagefter. Han har også set min lejlighed ..., men der var før du kom med Senka , så det lidt tid siden " Millicent vippede skoene af , så hun nu havde bare fødder.

Andrija var ikke spor interesseret i Gordon. Han syntes den engel lige så godt kunne få spredt de fine vinger ud og pille af i en fart, men sådan syntes det åbenbart ikke at skulle være. Millicent ville ævle om ham, så han lyttede, dog uden at sige noget. Det blev en enmands samtale, for Andrija gad ikke opfordre hende til at fortsætte med at æble om det fjerkræ.
imens hun snakkede, skænkede han op til hende, før han lod sig læne tilbage i sofaen. Mens han forsøgte at se opmærksom ud, drev hans tanker væk til at det hele syntes lidt for stille - og ikke mindst let. Han havde troet han skulle gøre meget mere. Ikke bare snakke om pizza og hive lidt i håret.
"Hvad forventer du jeg skal gøre?" Skiftede han emne da hun var færdig med englebassen. "... fortæl mig hvor vi står." Forlangte han, mens han øjne ihærdigt forsøgte at finde bogstaverne i Millicents øjne, så han kunne læse præcist hvad hun ville. Legen var pludselig blevet for ildevarslende til at han bare kastede bolde tilbage til Millicent. Tænk hvis hun tyrede den tilbage!

Han reagererde fint. Som håbet og som Millicent havde forudset.
" Ja , vi er meget tætte" rundede hun af og havde en ide om at Andrija højest havde hørt 1/3 af hvad hun fortalte. Perfekt. Så kunne hun ikke klandres senere.

Emnet skiftede og blev mere alvorligt.
Millicent kunne vælge at undvige eller være ærlig. Hun valgte det sidste.
Hendes glas blev ført til læberne og alkoholen skyllede ind over dem og blev slynget rundt i hendes mund.
Hun sank... Imens hans øjne holdte hendes fast.

" Jeg har et problem " sagde hun stille og håbede han var parat til det her , og ikke blev blæst omkuld.

" Andrija .... Den nat... Vi lå i sengen sammen , du sagde ... " Millicents stemme knækkede og hun måtte begynde igen... " Du sagde du elskede mig. For... For helvede jeg stod i min brudekjole kort tid inden du droppede mig og behandlede mig værre end lort. " Millicents øjne var sløret ,ikke af de Rubin røde tåre ,en af vemod.
" Jeg behøver at vide du elsker mig - det er i virkeligheden alt jeg ønsker. .. Nej alt Jeg BEHØVER ! "
Millicent blinkede hurtigt et par gange , tog en kæmpe mundfuld og satte så sit glas fra sig.
Hun placerede en hånd på hvert armlæn, og strøg langsomt de lyse fingre ned over dem...

" Men ser du , problemet med dét er , at jeg ikke kan stole på et eneste ord der forlader dine læber. Been there , done that... broke my heart like crystal Into a thousans pieces"
Millicent fortrak ikke en mine da hun så på Andrija og sagde ... " Så jeg håber alle de år du har på bagen , har gjort dig yderst kreativ- for hvis du ikke kan ændre på det, så tvivler jeg på der kan blive et 'os'"
Først der ville hun slippe hans blik og fokuserer på en pude i sofaen.

Andrija kunne godt se at det ikke bare hjalp at gentage det igen, for det havde han tydeligvist ødelagt. Derfor undlod han at sige noget, men lænede sig bare frem, placerede albuerne på sine knæ og foldede fingrene sammen, mens han stirrede tomt ud i luften.
Ved tankerækkens ende, rejste han sig op og gik ud med flasken, samt deres glas, hvis ikke Millicent var interesseret i at drikke mere. "Vil du hjem nu?" Spurgte han da han igen var tilbage og lænede sig næsten afslappet op af dørkarmen. Hans blik hvilede på Millicent til han fik et svar, før han ville efterkomme hendes ønske. Hvis det bestod i at få hende hjem, ville det ske, hvis ikke ville han gå hen imod sofaen igen. Der var han altid på hjemmebane.
Netop som han var ved at sætte sig i sofaen, lød der en høj banken på døren og sekundet efter trådte der en halvandenmeter høj kvinde ind i lokalet, med tårn høje stiletter, håret sat op i en filtret bold og iklædt et par stramme jeans, t-shirt og en læderjakke ud over.
Efter at have sporet Andrija i lokalet, gik hun med hastige skridt hen imod ham mens hun lukkede kilovis af serbiske ord ud i hoved på ham, med en meget ophidset stemme. Henne ved ham stillede hun sig lige under næsen på ham og selvom han stadig var en del højre end ham var det tydeligvis intet der generede kvinden.
Efter Dajanna var færdig med at snakke svarede Andrija mere afdæmpet, men også en lille smugle ophidset. Han priste sig lykkelig for at Millicent ikke forstod hvad hans søster var, for så havde hun sikkert fået noget at tænke godt og grundigt over. Det frygteligste der kunne ske, ville han slet ikke tænke på.
Efter en mindre dialog imellem de to søskende, valgte Andrija at afbryde samtalen og slå over på engelsk, hvor han præsenterede de to kvinder overfor hinanden. Millicent blev præsenteret som partner, mere eller mindre, mens Dajanna var storesøsteren, som dog var yngre end Zoran.

Stilhed .
Ikke et ord kom fra hans læber og Andrijas træk og kropssprog ville ikke fortælle hvilke tanker Millicents ord førte med sig.
At han begyndte bære ud og spørge om hun ville hjem , tog hun som et lille hint at besøgstiden nærmede sig udløbsdatoen. Måske ville det gøre dem begge godt lige at tænke lidt ?
Så Millicent nikkede , frankeret af et lille smil .. " Måske skal jeg se og hjem til Senka "
Den skulle jo også passes og luftes efter alle kunstens regler. Ellers skete det bare indendørs , og det støttede Millicent ikke op om.

" hvis du tager mig hjem om lister det fint D-for..." Hun blev afbrudt af en høj banken på døren , og Andrija endte op stående.
" Venter du besøg ... På dette tidspunkt ?" Lød det undrende fra Millicent.
Hun blev dog siddende , og måtte se til at en kvinde buldrede ind i arenaen, og svingede om sig med det røde tørklæde.
Millicent trak hagen ind og spærrede øjnene op. Det lød som Andrija fik en skideballe af en slags ? Der var da et eller andet der stak hende - og Andrija synes at blive ophidset også.

Dajanna , det måtte helt klart være hende. Selvsikkerheden og de serbiske ord ... Årh jo , den sidste Luzar søskende.
Millicents nysgerrighed groede helt ind i himlen , og et stykke videre.
Hvad uenigheden mellem bror og søster bestod af , vidste hun ikke.
Men hun skulle da nok trække det ud .... Somehow.

Millicents rejste sig og trak hurtigt ned i den røde kjole.
Damn...Hendes blonde lingeri lå stadig opvredet , i bunden af Andrijas bil . Men det kunne Dajanna jo ikke vide noget om, mindede hun sig selv om.
Så selv om hun var bundløs , lignede Millicent mere en engel , end en trusseløs vampyr - da de røde læber foldede sig i et varmt smil til Dajanna og rakte hende sin hånd.
" Millicent... Walker " præsenterede hun sig , selv om Andrija netop havde forklarer hvem hun var.

Partner ...
Millicent var ikke helt tryg ved ordet endnu. Det var som forventede hun at Andrija hvert minut ville vende sig imod hende og knuse eller le af den grundlæggende tro hun faktisk havde på ham. Og hele tiden havde haft. Derfor havde hans ' aflysnings slag' ramt så pokkers hårdt.

Millicent trådte tætter på Andrija , bare for lige som at tilføre hans ord lidt ' vægt'. At de var sammen.
Så hun rankede ryggen og spankulerede elegant , som han normalt eftersøgte hos hende , over og stillede sig ved Andrijas højre side.
Efter et kort blik på dem begge , tog Millicent turen ved hornene og udfordrede direkte ...
" undskyld .. Men i lyder begge ... Ophidset? Er der noget galt ? "
Millicent havde allerede et indtryk af Dajanna var en lidt hård nyser. Mest fordi hun bare brød ind uden den mindste form for forlegenhed. Og fordi hun mindede en smule om Andrija , den måde hun talte og stod på.
Hun ventede et sekund og fyrede så mere brænde på... " hvad sker der ?"

Det var en fin anledning for Andrija at vise Millicent , at hun var mere en en china doll ved hans side. Selv om udseende kunne minde med den blege hud , sort sminkede øjne , røde læber og rødt silkestof som kjole.
Betragtede han hende som en partner , en ... Ligeværdig ... Partner , ville der naturligvis falde svar.

Hastigt trykkede Dajanna Millicents hånd, før hun gemte dem væk bag ryggen. "Noget din partner åbenbart ikke bryder sig om kommer frem i dagens lys." Lød det tørt fra hende. "Men du skal ikke bekymre dig om det, brormand har selvfølgelig altid styr på det." Et dramatisk suk afsluttede sætningen.
Andrija gloede olmt på sin søster, men sagde ikke noget. Han listede en arm omkring Millicents talje og trak hende ind til sig, før han lænede sig ind mod hendes ører og hviskede: "Jeg kan godt få dig hjem nu hvis du vil, for jeg tror ikke min søster går lige forløbigt." Han tvivlede dog ærligtalt på at det blev tilfælde, for nu øjede Millicent sikkert chancen for at få mere indblik i hans liv - og ikke mindst lærer hans søster bedre at kende.
"Andrija med en - formodenlig fast - partner, det er da noget nyt." Dajanna svang sig ned i sofaen, hvor hun smed fødderne på armlænet og betragtede dem. "Millicent, kan du lide mine nye sko?" Hun kiggede over imod den tiltalte vampyr mens hun næsten stolt vippede med fødderne.

Millicent beholdte sit smil , og lod ikke den lidt morsomme start ændre ved hverken hendes høflighed eller hendes nye mål. Opklaring af hvad der forgik.
" Andrija er en mand af mange hemmeligheder " støttede hun pænt sin kæreste og slap Dajannas hånd. Hun ville jo ikke sælge ham ud eller presse ham op i et hjørne. Andrija - eller hans søster - skulle selv diske op med varene , så hun kunne se hvad de havde gang i.

" Men heldigt for Andrija er jeg er af nattens børn og færdes slet ikke i dagslys, så hemmeligheden er sikker med mig " hun lænede sig kort op af Andrija og stod imod den store fristelse det var at kysse på ham. Hun skulle lige venne sig til hun nok gerne måtte igen.

" Nej, da ikke nu " store øjne så op på Andrija. " Det ville være meget uhøfligt " hviskede hun og om Senka så tissede en halv meters urin i hendes lejlighed- kunne hun ikke drives væk fra Andrijas . Ikke længere.

" Ja... Han er ved at blive voksen " svarede Millicent , og humoren var på plads i både øjne og stemme.
Hun så Dajanna smide sig ned og skulle lige venne sig til ... Hendes tilstedeværelse. Hun var vist een der fyldte meget. Millicent tænkte Ikke af størrelse.

" Øjm .. Måske vi skal have nogle flasker ind - igen " sagde hun til Andrija da det så ud til Dajanna slog lejer. Millicent ville ellers gerne have haft lidt alene tid med Andrija. Det hele var så nyt og nu.... Nu var hans søster her.

Millicent strøg håret bag på ryggen og hendes øjne vandrede fra Dajannas og ned af hendes krop , til de endte ved hendes fødder. Hun lagde hovedet lidt på skrå da hun tog beskik af skoene.
Sorte, tårn høje, blankt læder ... det bar ikke louboutin men et andet dyrt mærke... Måske Christian La croix ?
Hvad der var særligt ved dem , udover de sikkert kostede en herregård, var at hælen bar påsat en masse små sten. Rihnsten, swarowski eller måske enda diamanter ? Millicent kunne ikke se forskel ret godt , men mon ikke det var mellem pris niveauet, Swarowski??
" De er meget smukke .... Og den slags der tiltrækker opmærksomhed " smilede hun til Dajanna. Og havde nær tilføjet ' også selv om de skulle stå på jorden og ikke svæve foran folks næser i luften '.

" En tidlig jule gave til dig selv måske, eller fra en særlig person ?" Smilede Millicent og satte sig tilbage i stolen ,en benene pænt krydset , af indlysende grunde.

Hun ville gerne have Andrija på tomandshånd . Spam lige få udredt et par ting , så der ikke kom knuder - men for det ikke skullevære påtaget tydeligt , ville hun lige vente et øjeblik.

Efter gode ti minutter, fortrak Millicent sig til køkkenet , under påskud af hun ville lave kaffe.
Efter at have åbnet og lukket et par skabe , lød hendes kald derude fra ...

" Andriiijaaa ... Gider du lige komme herud ?"
Og hvis han kom ... Ville Millicent stå med ryggen op af køkken bordet og vifte ham over til sig. Hendes fingre ville lege med et par af skjortens knapper og hun ville førsøge sig ...

" Hey ... Hvad var al postyret over ? Ikke alle de hemmeligheder Andrija... Skulle vi ikke været et par ?"
Tiggede hun og trak ham lidt tættere ind til sig.

En kvidrende latter kom fra Dajanna da hun hurtigt og elegant sprang på bene. "Zoran, vores storebror. Jeg har også lige været på besøg ved ham. Det var egentlig ham der sendte mig herhen, han ville gerne sikre at hans lillebror havde det godt - og så har jeg også et par andre projekter her i byen. Di Morga er jo ikke ukendt i vores kræse, selvom jeg endnu ikke forstår hvordan man udtaler navnet."
Andrija sukkede højlydt, mens han overtog sin søsters plads i sofaen og hvilede en arm på armlænet. "Jamen det har jeg så." Var der noget han ikke kunne lide, så var det hans lillebror rolle, hvilke hans søstre udemærket vidste og derfor brugte enhver lejlighed for at drille ham med.
Begge søskende gloede måbende efter Millicent da hun ville lave kaffe. Da hun var forsvundet vente Dajanna sig om til Andrija. "Drikker de kaffe her i byen?" Modparten trak beklagende på skuldrene, før han slog over i serbisk og fortsatte hvor de sidst var sluttet i samme sprog. Først da Millicent kaldte, forsvandt han ud til hende.
Ude i køkkenet lænede Andrija sig ind over Millicent. "Bare noget med arbejde, Dajanna vil ikke have de hjemsøger hende. Hun gider egentlig slet ikke have noget med mit arbejde at gøre." Det var så sandt som det kunne blive. Millicent ville tro det var salles der var tale om, hvilke det også næsten var.
"Ikke noget du skal bekymre dig om, hun hidser sig op over alt." For at lukke flere protester og uddybende spørgsmål ude, pressede Andrija deres læber sammen i så lang tid som han fandt behov for. Det var lang tid. Han havde mange uger han lige skulle følge op på - og det skete ikke med et tantekys.
"Du kan også bare blive her, så kan vi sove sammen som et rigtig par." Tilføjede han, før han igen kyssede hende, denne gang noget kortere.
Dajannas sko var umulige at høre, da hun kom klaprende ud i køkkenet og satte sig op på køkkenbordet et pænt stykke fra Millicent og Andrija, så hun ikke kom ind i det private område. "Jeg havde faktisk aldrig troet jeg skulle se min bror faktisk være optaget af en kvinde. Ja, forelsket vil jeg jo ligefrem kalde det. Det er faktisk meget sødt." Dajanna sad med et lille smil hengemt i mundvigen, mens hun betragtede de to andre.
"Millicent, han har mange hemmeligheder den mand og det er langt fra alle du kommer til at kende til. Jeg ved endnu ikke hvem af kvinderne i Vestindien som han knaldede med i sekstenhundrede tallet. Men jeg er overbevist om at blandt mine veninder var der mindst fem styks. Jeg har prøvet at finde ud af det i tohundrede år, men idioten siger ikke noget - måske fordi han så ved han er en død mand. Lillebror ved godt at man ikke skal lege med søster her."

" Ahh Zoran !" Millicent smilede indforstået og tænkte at det så nok var diamanter der var drysset ud over hælen. " Han er meget gavmild , jeg håber han har det godt ?"
Millicent undrede sig ikke over Andrija ikke havde haft kontakt til ham , Andrija havde selv sagt der ofte gik lang tid imellem.

Millicent så væk og skjulte et smil, ved Dajannas drillerier. Det var jo lidt kært sådan at tænke på Andrija som den lille. Efternøleren de to andre skulle passe på. Og han var slet ikke typen der trivedes med den slags omsorg. Alligevel vidste Millicent der lå lidt alvor bag , og hun var taknemmelig for at Zoran og Dajanna stadig tjekkede op på Andrija , der var den vildeste af de tre sikkert.

Da Andrija kom ud til hende , blev der ringet ind til happy hour , for Millicent fik dobbelt op.
Tillidsfuld åd hun hans ord. Han ønskede vel ikke ballade ? Eller løgn som den først serveret ret efter de var sammen igen.
" Okay ... Sålænge det bare er Salles " klemte hun ud , påvirket af han var så nær at de næsten kunne kysse.

Hans læber ramte hendes og en ild farede gennem Millicent , som havde han antændt en skovbrand.
Det var så længe side ... Hendes læber fulgte villigt hans og hun gav sig en smule da hun fik lov at slikke ham hen over hans læbe.
" Mmmm med din søster i midten ?" Besvarede hun tilbudet om at blive , en smule sløret. Som var hans læber hendes støttehjul kyssede hun med ham igen , denne gang noget kortere , da Dajannas stemme brød deres lille tete a tete.

" Andrija har bare funder ud af det ikke fungere for ham at smide mig væk , resten mangler han måske stadig at opdage " Millicents bløde stemme var mild og uden anklager.
Hun slap Andrijas skjorte , så han uden besvær kunne flytte sig.

En smule sjovt at Dajanna afbrød så let , helt uden at tænke på de måske helst ville undvære og selv vende tilbage. Men det blev slået hen med hun sikkert var ivrig for at tilbringe tid med sin bror og måske nysgerrig på hvem Millicent lige var?

Millicent satte nogle krus fra skab ned på bordet , imens Andrijas søster snakkede videre.
Om det blev bemærker af de to andre ? Men Millicents greb på kaffekanden blev en smule mere stramt.
Om Dajanna med overlæg bragte lige netop dét punkt op, Andrijas senge partnere , fordi hun på en eller anden uforståelig måde vidste det var Millicents ømme punkt , eller om hun bare var en røv eller meget tankeløs måske?
For det var da ganske ufint at tale om , endog den første gang hun hilste på Andrijas kæreste.

Millicent var ret eftergivende med mane ting.
Kvinder ...var ikke en af dem. Og lige så blidt et sind Millicent var udstyret med , havde hun aldrig lagt sin på knæ i støvet for en pige. Og tror du hun havde i sinde at begynde nu?

" Det er måske en hemmelighed hvem han .... Knaldede ..,med i 1600 tallet.., men så kan du glæde dig over at være formelt informeret om HVEM han vil knalde med de næste 1600 år , moi !" Sagde Millicent så honning dryppende at ingen ville være i tvivl om killingen havde skarpe kløer.

Hun lod dog tvivlen komme Dajanna til gode. Hendes hoved forblev på den lange hals.
Men Millicent undrede sig stadig over hvorfor det var blevet nævnt og enda med hendes veninder? Havde hun gemt en veninde af vejen er sted som hun mente var ' til Andrija' når tiden engang var rigtig, og så var Millicent kommet på tværs ?

Millicent vippede med kaffekanden i den ene hånd ...
" Nogen der vil have ? " hun var slået over i en hel normal tone. Nu skulle der familie hygges, og var der mere pis med Dajanna , så måtte Millicent jo bare kridte banen endnu mere op.... Hun kunne jo være svagt fattende ?

Hun skulede over på Andrija.
Mon mange af hans x havde været overnaturlige ? Så betød der jo nærmest at der var en halv million af x piger derude.

Hun sukkede, mon Dajanna kendte til følelsen af utilstrækkelighed? Hvordan skulle en pige på 19 tilfredsstille en mand der havde levet i en milliard år og haft al den sex man kunne forstille sig - og sikkert især den der var forbudt at forstille sig.

" Vidste du jeg er 19 og babyvampyr ?" Sagde hun ærligt til Dajanna og skænkede kaffe op i tre Krus , uanset deres svar.

"Hey hey, calm down tøs." Brød Dajanna ind, da hun mærkede ophidselsen fra Millicent. "De er døde, de gik bort for firehundrede år siden, intet at frygte på den front." Et udglattende smil lå på hendes læber, mens hun pænt takkede nej til kaffen. Det samme gjorde hendes bror. Ingen af dem havde nogensinde været de store kaffe drikkere og det ville sikkert heller aldrig ske.
Da Millicents erklæring blev kastet på bordet, skævede Dajanna over på sin bror, der trak let på skuldrene. Først sagde ingen af dem det, men lidt efter åbnede søsteren igen op, uden tvivl den af de to der ville snakke mest. "Hold det for dig selv en anden gang." Lød det i en venlig tone. "Hvis det ikke havde været fordi jeg er Andrijas søster og jeg ved det vil såre ham hvis jeg knappede hoved af dig, så ville man aldrig vide hvordan din verden ville ændre sig. Første regel både for dæmoner, djævle og vampyrer: Du må ikke afsløre dine svagheder. Der er en grund til at vi ikke går og råber op omkring at vi er lyn dæmoner, for så giver det jo sig selv at man ikke kan lide vand. Jeg kom heldigvis over det, men Andrija er en helt anden historie." Blev der forklaret i en tone der skulle virke venlig og indformerende, hverken opdragende eller truende.
"Men nu kender jeg den viden - og så må du hellere holde rasten af dine kort tæt på kroppen, for ellers bliver det ikke sjovt for dig hvis jeg skal til at rydde op efter min brors hjerteskår." Lød det denne gang i en lidt mere ildevarslende tone, før den så igen skiftede til noget venligt, med en snert af humor. "Men det tror jeg nu ikke kommer til at ske, for skal du kneppe med ham de næste 1600 år, så er der ingen grund til at bekymre sig for det."

Millicent drak demonstrativt langsomt af sin kaffekop , da ingen andre ønskede at få. Om det virkelig VAR Djanna der krøb en smule under hendes hud eller om hun bare havde så mange uforløste sager hun slæbte rundt på , who knew?
Men Millicent var en smule på vagt.
" Du har ret ... Man skal være varsom med hvem man fortæller ting. Især hvis man føler sig truet. Men ... det gør jeg nu ikke. Vidste du nyfødte vampyrer har en kæmpe blodtrang og kan være impulsive og MEGET svære at styre ?" Pralede hun løs og rettede liiiige Dajanna " du ville FORSØGE at flå hovedet af mig " hun smilede sødt. Overdrevent sødt.
Det var jo ikke at hun ikke brød sig om Dajanna , hun .... hun trykkede bare på et par knapper , på en Millicent der i forvejen var i ubalance og så bad man altså selv om det.

Nu VAR det Millicents egne ord og ja... Hun ville gerne være hos Andrija i en evighed og JAA til det hele -MEN var det ikke en trussel, en lille en hun lige hørte der? Millicent begyndte at le.
" Du er bekymret for Andrijas hjerte ? Skal vi sige det sådan ..., at sålænge han er SØD OG OPFØRER SIG SÅDAN så ændrer de næste 1600 år sig ikke , men jeg vil da gerne understrege , HVIS der skulle være tvivl , at jeg HAR SEX
med hvem jeg vil - hvornår jeg vil ... Hvis øh jeg vil !"
Det var en lidt håbløs kamp , for Millicent var ved at glemme hvad de egenlig skændtes om. Og var det overhovedet Andrijas hjerte hun talte om , eller de skår han lavede i andres ? Hun håbede ikke Andrija tog hendes ord for bokstaveligt , det var jo ikke fordi Millicent mente hun skulle have sex med andre, men i det hele taget at skulle tale om sit sex liv med hans søster , som hun ikke kendte - var liiiige på nippet til at være for meget.
Nå... Men budskabet var klart , Djanna skulle holde sin lille smukke næse hele vejen ude af Millicents sager. Bum.

Millicents udmelding brød Dajanna sig aldeles ikke om, hvilke ikke var svært at se. Hun trak vejret tungt igennem næsen men undlod at kommentere videre på det. hun hoppede ned fra køkkenbordet og vente ryggen til dem for at gå med demonstrative høje skridt ind i stuen.
Andrija fulgte kort efter med sin søster ind i stuen, hvor han mumlede noget på serbisk til hende. Der lød en fornærmet lyd, før hun så vrissede et eller andet tilbage. Vældig udglattende forsøgte Andrija at svare hende, for så at få et endnu mere fornærmet svar tilbage. Der kom et svar tilbage, før Dajanna syntes at være tilfreds.
"Godt godt, så siger vi det brormand." Dajanna gik hen til døren, åbnede den og forsvandt ud af den. Hele vejen ned af trappeopgangen kunne man høre hendes høje hæle, før hun forsvandt ud af hoveddøren.
Andrija sukkede lettet da søsteren var ude af bygningen. "Så langt så godt." Mumlede han og trådte hen til Millicent som han trak ind til sig. "... men blev du og sov eller hvad blev din beslutning?"

Millicent fortrød, næsten hendes gøen af Dajanna.
Var der noget hun ikke havde lyst til var det at lægge sig ud med Andrijas familie.
De var vigtige elementer i hans liv, og ville måske også blive det i Millicents.
Men ...hun var nød til at sætte sig en smule i respekt, for det havde været ret hensynsløst at kaste sig ud i en så privat samtale, som Dajanna havde, så måtte hun også være forberedet på at få en smule igen. Og det var godt at Dajanna ikke virkede sart, bare en smule fornærmet over at blive sagt imod.

Millicent kunne høre dem helt fint, men kunne ikke udskille nok genkendeligt serbiske ord, til hun forstod en disse. Og hun var blå af ærgelse.
Var det nu Millicent de mundhuggedes om, eller arbejdet fra før?
Hun måtte se at finde en privat lære, og ikke fortælle nogen om det! Så skulle hun nok få skovlen under alle hemmelighederne, jepps.

Da døren gik, gik også Millicent dog kun ind til Andrija i stuen.
" Er alt okay" spurgte hun Andrija, da han mumlede så langt så godt, og hun blev trukket ind til ham.
" Hun lød ophidset- igen....undskyld hvis jeg var....grov" Millicent gned sin næse meget forsigtigt og ret hurtigt op af Andrijas hals , snusede ind og nød duften af ham.
Om hun blev og sov? Ph det var SÅ fristende, men ...." Jeg har en hund derhjemme, remember og mit blod.Jeg er nød til snart at få noget rigtig mad...vampyr vitaminer"
Hun trak drillende sine tænder ned af hans hals, men de var ret normale lige nu.
Hun besindede sig, og var opslugt af Andrijas arme omkring hende.

" Hvor skulle Dajanna hen nu? " spurgte Millicent , og kunne stå lige der i hans arme hele resten af natten, fordi hun havde længtes så meget efter det i så lang tid.
Der var dog stadig de små alarm klokker, helt bagerst i hendes sind. Men hun slukkede dem - for nu.

"Hvad så hvis jeg sover hjemme hos dig? Der vil alligevel heller ikke være plads i min sofa til to." Pressede Andrija på og gav sit behov for Millicent frit løb. Han havde uden tvivl savnet at holde om noget, om hende. Han fandt det helt specielt, anderledes end ved alle andre kvinder han havde holdt om. Måske fordi Millicent lage så meget i det. Han vidste det ikke og var ikke engang sikker på om han ville vide det.
"Så kommer Dajanna heller ikke dumpende ned fra himlen lige pludselig." Pressede han på, mens han bukkede sig ned over hende og kyssede hende let op af halsen. "... jeg tror heller ikke Senka har noget imod at familien er samlet." Hans læber slap hendes hals og begyndte ved hendes læber. Lige nok til at han kunne holde det, men han ville prøve ikke at virke for ivrig, for lidt at se om han ikke kunne drille Millicent lidt.
"Jeg skal nok være sød og holde fingrene for mig selv." Begyndte han næsten at tigge, men ikke helt. Absolut ikke helt!

" Hos mig ? Argh...jeg ved ikke lige" lød det først.
Men det var også svært at gå, nær hun lige havde det så godt i hans arme, ik?
" Mmm den ER lille din sofa..." Hun smilede..." Se Det var et godt argument, ingen forstyrrende storesøster" lo hun stille og genovervejede om hun skulle lade ham crashe. Det betød jo ikke de flyttede sammen, det var bare for en nat! Men...det hele gik måske lidt for stærkt nu.
Andrijas læber kravlede op af hendes lyse hals...og Millicents fornuftige tanker fik trange kår. Årh han var da unfair....nu brugte han både sin mund...og Senka.
Da Andrija kyssede Millicent , lukkede hun øjnene og resten af verdenen ude, selv om det bare var et øjeblik. Hun blev svag i hans arme og stønnede et.." mmmm okay...men du skal altså være sød så, en god fyr...det bliver bare S.O.V.E Andrija" trak hun lige reglerne op.
Hun lo..." så nu vi en familie? For tre rimer siden var jeg bare ....mig " hun sendte ham et lille pudsigt blik.
Så mage spørgsmål hun stadig havde.

Millicent havde en ide om at hendes Trang til ham ikke skulle udbasuneres al for tydeligt, for Andrija ville helt sikkert bruge det imod hende.
Hun var ret optimistisk at tro hun kunne skjule det, skjule hendes instinktive reaktion på hver af hans tilnærmelser.Selv de små.
De var som skabt for hende.
" Udmærket....grib hvad du skal have med, så tager vi hjem til mig" smilede hun og ville liste sig ud af hans arme og ind efter hendes taske.
" Sover Dajanna i huset så?" Ville hun vide og rakte ud efter Andrija, hvis han ville bippe dem hjem til hende?

Et triumferende grin sad på Andrijas læber, mens han ventede på Millicent skulle få fat på sin taske. Selv havde han intet at skulle have med, han havde ikke behov for det. Han havde Millicent, så kunne han gå på vandet.
"Det tror jeg, men man ved aldrig hvor hun er henne. Jeg tager der hen og tjekker imorgen." Svarede han, mens han 'bippede' dem af sted. Sekundet efter stod de i Millicents lejlighed, hvor Senka pludselig som en fuldudvokset hund kom sprintende hen til dem i fuld fart.
Andrija tog glædeligt imod dyret imens Millicent fik gjort hvad hun skulle. Han behøvede ikke at se hun skulle ud og have sine vampyr vitaminer. Han kunne derimod godt klare at tage hunden med ud, så hvis Millicent klarede sit behov, ville Andrija tage Senka med ud og gå med dyret, så kræet kunne få klaret sine behov.
Efter at have brændt en masse krudt af ude i skoven, vente Senka og Andrija tilbage, begge godt vindblæste efter at have løbet rundt som to tosser i en halv time.