Voice of an angel - Cinderella

Hun så hårdt mod ham. "Du er netop sådan en mand! Du er ikke bedre end alle de andre!" hvæssede hun hårdt og vredt, gav omsider efter for sin vrede om end hun stadig ikke slog ham eller så meget som lagde en hånd på ham på en hård måde. Det kunne hun skam godt finde på. Af en eller anden grund var han dog sluppet heldigt, men måske skulle han passe på.

Han beordrede hende i tøjet og spurgte om hvor mange penge hun ville ende med at skylde. Hun smuttede hen til kommoden og samlede sin mobil op hvorefter hun samlede kjolen som lå på gulvet og pyntede, dog uden at tage den på som hun bare satte kursen mod døren og ignorerede ham totalt. Vredt slog hun døren op og trampede udenfor kun iklædt sit undertøj.

Hvad hun havde tænkt sig?! Tjene de penge om han brød sig om det eller ej, hun var skide ligeglad med hvad han mente. Ude på vejen var der ikke just mange biler, men i hendes mundering var det nok ikke svært at standse en bil. Den første satte farten ned men kørte videre eftersom passageren havde sin kone med og hun daskede ham over armen, den næste satte farten ned og blinkede med lysende et tydeligt tegn på at den ville stoppe.

Lawrence kiggede i mod hende: "Hvorfor er du så vred på mig? Jeg troede du hadede dit job?" sagde han uforstående, han havde trods alt lige smidt en fyr ud som var igang med at få en god stådreng på, og alligevel så var hun sur på ham. Hun var forvirrende: "Hvornår har du sidst taget noget?" spurgte han og kiggede ind i hendes øjne i et forsøg på at aflæse hendes pupiller, måske var det derfor hun var så meget oppe at køre og så sur.

"Fortæl mig hvordan jeg er som alle de andre?" sagde Lawrence og følte sig et eller andet sted en smule såret, han var ikke helt sikker på hvad han skulle sige eller gøre, han prøvede at forstå hende og lige nu var han ikke sikker på om han skulle forsøge at redde situationen eller bare stikke af igen, men han vidste han ville ende med at opsøge hende igen, for han havde jo ikke lyst til bare at lade hende glide ud imellem hænderne for så en dag at finde hende død på gaden.

Da hun gik rullede Lawrence med øjnene og var hurtigt efter hende, han greb fat omkring hendes arm inden hun nåede vejen: "Stop! Seriøst... hvad fanden har jeg gjort dig?"" spurgte han langt mere forvirret end for ti sekunder siden, hvad gik der af hende? Hvorfor flygtede hun fra ham helt uden at forsøge på dialog.

Han var så frustrerende og hun så hårdt mod ham og skulede ad ham. Da han spurgte indtil stofferne var det altså dråben! Hun havde oprigtigt lyst til at slå ham og for at undgå det skred hun "Det rager ikke dig" hvæssede hun blot tilbage mod ham som det eneste. Hvad bildte han sig ind, alle de andre spørgsmål ignorerede hun og havde virkelig ikke i sinde at vende sig om for at svare. Hendes afhængighed havde ikke en skide med det her at gøre, hun kunne bare ikke holde ud at han blandede sig i hendes liv længere.

Halvejes ude på gaden var han efter hende, greb hende om håndledet og hun blev - til trods for situationen - elegant vendt mod ham trods sine høje sko. Uden noget til at træde i og falde over sig selv klarede hun de høje sko fint. "Hvad du har gjort mig?! Du forfølger mig! Du er en syg stalker der bare ikke kan holde dig væk!" svarede hun hårdt og højt inden hun rev sig løs fra hans greb og trådte et skridt væk fra ham.

"Måske er dit liv kedeligt og du har brug for drama. Måske er dit liv meningsløst og du gerne vil redde nogen, men jeg vil hverken have ekstra drama, blive reddet af dig.. eller se dig død..." igen var hendes stemme hævede og hun spændte alle muskler i kroppen, mens hendes næver blev knyttede. "Jeg siger det ikke igen Watson, han er efter dig, og han flår dig levende hvis han høre om det her.. vagter eller ej" fortsatte hun og bakkede endnu engang væk fra ham. Bilen der kortvarigt havde sat farten ned fortsatte nu videre, ønskede tydeligvis ikke drama. Hun vendte sig blot væk fra ham, og tvang tårerne væk. Hvorfor var det lige han vakte alle disse sære følelser i hende?! Hun fattede det ikke.

Lawrence kom med et kort grin og rullede med øjnene: "Yeah total sindsyg stalker der bekymre sig om dig, så vågn dog op fra din drømmeverden!" sagde Lawrence tydeligt irriteret og på kanten til vred, han hævede dog ikke stemmen ret meget over normal, han var ikke typen der råbte særligt ofte, og alligevel følte han sig på kanten lige nu. Hun kunne slet ikke se at alt dette faktisk var fordi han bekymrede sig for hende, troede hun virkeligt han bare prøvede at gøre hendes liv mere surt end det allerede var?

"Og hvad så hvis jeg er villig til at løbe den risiko?" sagde Lawrence alvorligt og kiggede i mod hende: "Vil du gerne have jeg bare skrider?" spurgte han, total forvirret over hvad hun overhoved mente om ham, han va rikke itvivl om hvad hun mente om situationen, men han var ikke sikker på om alle hendes ord var sande og om hun ønskede at han skred, hvis det var - ja det kunne han jo ikke sige meget til.

Men han var ikke bange af sig, heller ikke for hendes bagmand. Han var tilgengæl bekymret for hende og hanv ar meget bekymret for at tingene ville ende galt for hende hvis hun ikke snart fik hjælp, Lawrence var slet ikke itvivl om at hun havde taget noget for nyligt og det havde flere gange slået ham hvordan hun mon var når hun ikke var påvirket?

Hans latter gjorde intet bedre, og hun så vredt mod ham og knyttede næverne yderligere. Hans ord gjorde hende virkelig vred og hun løftede et øjeblik hånden for at give ham den sygeste lussing historien nogensinde har hørt om, men fortrød det i sidste øjeblikket og sænkede den igen. Bed i stedet blot tænderne hårdt sammen og nedstirrede ham.

Villig til at løbe den risiko? Hvorfor fanden ville han løbe sådan en risiko for en han knap kendte! Det forvirret hende, men vrede og forvirring var ikke nogen særlig god kombination og da han spurgte om hun bare ønskede at han skred kom hendes svar blot som hun i øjeblikket følte for "Ja!" svarede hun hårdt, og køligt. Og hvis han ikke havde tænkt sig at skride, så gjorde hun! Vingerne der spredtes sagde vel det hele, de store hvide vinger foldede sig ud, store og prægtige som aldrig nogensinde før og hun så køligt på ham.

Hendes forvirring og frygt bragte hende altid til dette punkt, at hun skubbede folk fra sig, et sted ønskede hun at han virkelig gik, inderst inde vidste hun det var bedst men en anden side af hende ønskede han blev. Det var ganske enkelt forvirrende.

Lawrence kiggede i mod hende, hendes svar gjorde ondt på ham og han nikkede derfor blot roligt: "Fint... Så skrid" sagde han blot: "Tag ud og knep dig selv ihjel" sagde han med en fortsat roligt stemme, der dog ikke kom fra vrede men nok mere fra frustation og skuffelse, Lawrence var ligeglad med hvilke ord han brugte i hvilke situationer, og især ikke i situationer som denne. Naturligvis holde han sig tilbage når det kom til business folk, men folk som hende? Ja hun havde nu nok hørt lidt af hver alligevel.

Lawrence forlod hende og gik om i mod sin Audi R8. Han kunne jo lige så godt køre hjem og lave damage control på den mand han havde fået arresteret uden grund.

****

Klokken nærmede sig midnat, der var ikke mange mennesker tilbage på Desiré Noir og Lawrence selv var også på vej hjem, det var dagen efter hans sammenstød med Cindy og han vidste snart ikke hvad han skulle stille op, faktisk havde han opgivet selvom det gjorde en smule ondt, fordi han ikke ønskede at se en intelligent kvinde som hende ligge død på gaden. Lawrence havde sit sorte jakkesæt på og gik ud af bagdøren og ned igennem parkerings kælderen for at komme til sin bil.

Han blev dog ikke blot mødt af den sorte Audi men af to mænd der stod med armene over kors, Lawrence hævede øjnbryn og skulle til at spørge dem hvad der foregik, inden den ene løb i mod ham og placerede et knytnæve slag lige i hovedet der sad perfekt så Lawrence udbrød et højt støn. Den anden mand gik ligeledes i gang og Lawrence var efter få sekunder i så meget smerte han ikke engang mærkede hvor på kroppen det gjorde ondt, men snart faldt han roligt i mod jorden og mærkede savl og blod blande sig i sin mund imens han sløret så et par fødder foran sig.

Lawrence mærkede en fod placere sig på hans hoved der klemte ned og ganske snart så blev alt sort.

Hun skred som han sagde ordene, de næste slog hårdt som en lussing, men hun bed det i sig, vendte om og satte af fra jorden med en hurtig og elegant bevægelse. Hans ord forlod hende ikke, og end ikke da hun efterkom dem og fandt en hun kunne kneppe, hun græd sig praktisk talt igennem det hvilket ikke just gav god betaling.


Naturligvis fandt Bastian ud af det, overraskende nok havde han ladet hende slippet af sted med det, troede hun. Hun var derfor total uvidende om hvad han besluttede at gøre ved Lawrence, hun havde trods alt advaret manden. I sidste ende blev hun den efterfølgende dag slæbt ved håret af nogle af Bastians gorilliaer, og det midt fra gaden hvor hun var i færd med at arbejde.

I mellemtiden var Lawrence blevet tævet og bragt til Bastians hule. Der var luksus, køligt men luksus med vagter stort set alle steder og ved hvert hjørne. Inden de slæbte hende ind havde de bundet ham til en stol af hårdt metal og med håndjern så han ikke bare kunne slippe fri. Og som hun blev slæbt ind ved håret og klynkende smed de en spandfuld vand på ham for at bringe ham til bevidsthed. Synet fik hende til at reagere instinktivt hvor hun var blevet sluppet, og hun gispede hans navn og forsøgte at komme ham til hjælp da hun blevet grebet hårdt i og holdt tilbage.

I det samme dukkede Bastian op, klappede ironisk med hænderne og fangede alles opmærksomhed. "Sikke et skuespil, jeg elsker det.. sikke et lykkeligt par... Mr. Watson, dejligt De kunne komme" lød hans stemme ironisk. "De herre, har I ikke givet vores gæster lidt forfriskninger?!" udbrød han anklagende hvor den ene af vagterne slog Lawrence hårdt i maven. Cinderella fjernet blikket, hun kunne ikke se på det! Med det samme var Bastian hos hende, greb hende om kæben og tvang hende til at se mod Lawrence. Vagten greb ligeledes om Lawrences hår og tvang ham til at se i retningen af Cinderella. Hun så beklagende mod ham, kun for at gispe Bastian pressede tungen i munden på hende. Hun fik helt kvalme og var ved at brække sig over fornemmelsen. Så ulækkert! Han slap hende og vendte blikket mod Lawrence "Jeg håber det her vil lære dig ikke at blande dig i vores arbejde Mr. Watson..." endnu flere slag faldt mod Lawrence, langt fra blide og igen blev hun tvunget til at se på. At holde tårerne bort var umuligt, og hun græd lydløst.

Lawrence var bevidstløs i ret så lang tid, og først da han blev placeret på stolen begyndte han så småt at vågne, de første sekunder var slørede og han kunne ikke fornemme hvor han var, men han kunne fortsat smage blod, han havde det dårligt, var faktisk ret sikker på at han skulle kaste op og han havde absolut ingen idé om hvor han var eller hvorfor, der måtte være nogen der forsøgte at få penge ud af ham, det var hans første tanke, men som han fik synet tilbage kunne han godt konstatere at dette nok ikke var tilfældet og inden han næsten nåede at reagere mærkede han det kolde vand blive smækket i hans hoved og han gøs.

Da Bastian talte lukkede Lawrence nærmest ørene, som om han orkede at høre på ham og lige nu ville Lawrence blot ønske at nogen havde sporet hans mobil eller sådan noget, folk måtte undre sig over hvor han var også selvom han ikke havde nogen idé om hvor mange timer han havde været væk. Lawrence mærkede slaget i maven og hostede højlydt imens blodstink ramte hans lår.

Lawrence kiggede kort i mod Cindy, men sagde ingenting, hans blik var dog en smule bebrejdende, hvis hun dog bare ikke havde været sådan en idiot men havde ladet ham hjælpe hende, så var han nok ikke endt her. Han kiggede ned i jorden, han havde slet ikke lyst til at se på noget som helst, men lukkede blot øjnene for at se om han kunne mærke sine evner, men de var svage fordi at hans krop var så træt og han bad derfor til at nogen fandt ham: "Åh så stor og hellig du er, som om jeg gider røre dine slappe tøser" sagde Lawrence spydigt og kiggede i mod Bastian.

Lawrence blev bragt til tavshed ved en knytnæve der let kunne have slået et par tænder ud på ham. Det bebrejdende blik han havde sendt hende få sekunder forinden havde ramt et ømt punkt og hun havde slået blikket ned. Bastian fnøs, flyttede sig væk fra dem og længere ude langs siden. "Nåh da... mine slappe tøser?... Så har du vel ikke noget imod at andre røre ved dem...?" svarede han spydigt og knipsede med fingrene. Pludselig blev hun grebet om hver arm af to store mænd og slæbt ude og tættere på Lawrence. En fyr dukkede op bag hende, nøgen og klar.. det var tydeligt. Hans blik hvilede sultent på hendes krop der ikke var dækkede af særlig meget andet end den samme kjole Lawrence havde set hende i den forgående dag og undertøjet.

Der gik ikke mange sekunder inden han havde flået det af hende og hun gispede overrasket og søgte at kæmpe imod mens han faktisk fik ødelagt det så hun til sidst stod nøgen med alles blikke låst fast på sig, og på sin krop som sm sædvanligt var hypnotiserende. Bastian tog sig sammen, vendte blikket mod Lawrence og smilede skadefro inden han nikkede til idioten der trådte frem og slog en arm om hende og trykkede ind ind mod sig. "Slip!" hvæssede hun forsøgte at skubbe ham væk, hun slog og sparkede og mændene der havde holdt i hende trådte frem og greb om hende igen, hun blev tvunget ned at ligge og uhyret spredte hendes ben og tog godt for sig. Hun gispede, spændte i kroppen og knyttede næverne. Desværre var hun for svag, tårerne flød atter over, og hun opgav ikke at kæmpe imod selvom de ikke havde i sinde at slippe. Som sekunderne gik blev hun mere og mere udmattede, og det blev svært at kæmpe imod. Mændene slap hende, og hun så sit snit hvor hun vendte om og trak sig væk fra ham kun for at blev grebet og tvunget ned igen og så begyndte det hele på nyt.

Lawrence lukkede sine øjne, kun fordi han forsøgte at fokusere på at samle krafter til at gøre noget, han kunne jo godt, de var jo i et hus fuld af elektrisitet og netop elektriske genstande var jo hans stærke side, han var nødt til at gøre et eller andet især fordi de idioter der skulle finde ham sikkert arbejdede alt for langsomt, hvilket Lawrence ikke kunne bruge til noget lige nu. Han havde slet ikke tid til at tænke over fremtid eller konsekvenser, ja ikke engang hende. Han måtte bare handle.

Lawrence kunne mærke kræfterne komme roligt til ham i takt med at han hørte hendes klynk, som var det et barn der græd til sin far, han vidste ikke hvorfor men han mærkede det vokse og snart kunne man se hvordan at lyset i rummet begyndte at flakke, det tændte og slukkede et par gange og Lawrence lukkede fortsat øjnene og gjorde alt for at fokusere og samle kræfter.

Blod dryppede let fra hans næse, bare fordi han forsøgte at samle kræfter og meget snart eksploderede lofts lampen udover forsamlingen i et stort brag og fik glas til at flyve over det hele, det samme gjorde en lampe i den ene side af væggen og snart også et radio anlæg bag dem, ikke at det fik Lawrence fri fra stolen, men han håbede at det kunne gøre noget, han kunne ikke fornemme hvad race Bastian var, han var for svag, men han mærkede sin egen vrede opbygge sig, men trods vreden så faldt han sammen i stolen, et par smadrede lamper var alt hans kræfter magtede.

Der var et øjeblik chok, og hun faldt sammen men udnyttede derefter situationen og kravlede væk fra manden der havde voldtaget hende. Hun kom på benene så hurtigt hun kunne, og halvt kravlet halvt løb væk mens der blev mørkt omkring dem. Pis, hun kunne intet se! Bastian råbte kommandoer og vagterne forsøgte tydeligvis at finde hende hvor hun listede hen til vagten ved Lawrence og slog ham i skridtet kun fordi hun havde været hurtig nok tilo at gøre det inden han greb hende. De andre vagter forsøgte at finde lys at få tændt og i mens forsøgte hun at finde en nøgle. Hun græd stadig, om end dæmpede og efter nogle øjeblikke fandt hun en nøgle. Det var for mørkt til at hun kunne finde låsen men hun kæmpede stadig med det og dog blev noget lys tændt. Hun stak nøglen i hånden på ham øjeblikket inden hun blev grebet og trukket væk ved håret. Hun så bedende mod Bastian men han var nådesløs og hun blev sluppet kun for at blive jagtet af voldtægtsmanden der ikke syntes at have fået nok. I mellemtiden gik Bastian hen til Lawrence for derefter at slå ham hårdt i hovedet.
Cinderella kæmpede fortsat imod, og på en eller anden måde fik hun sparket knæet i skridtet på denne mand også, mere ubevidst end noget andet. Han slap hende omgående og bukkede under for smerten. Hun bakkede væk mens hun forsøgte at finde noget hun kunne bruge som våben, og blikket faldt på en potteplante. Hun greb chancen og skyndte sig at lade stråler af sin evne glide ud og lade dens rødder voksen. sekunder efter havde den ødelagt potten og voksede sig længere og større som en edderkop. Hun kæmpede imod panikken der syntes at gribe hende da vagterne nærmede sig. Planten var dog hurtigt henne ved hende, og viklede sig om vagterne en for en mens den blev større og større. Langsomt kvalte den dem og de faldt bevidstløse om.

Da Lawrence mærkede endnu et slag i hovedet gik han ud som et lys og bevidsthed forsvandt fra hans krop, hans kræfter var helt væk og det samme var hans indre som var han faldet i en dyb søvn, det var længe siden - for ikke at sige første gang han nogensinde havde været i så meget smerte. Lawrence Watson fik aldrig tæv, han havde jo vagter til at passe på sig og han kunne allerede forestille sig avis overskrifterne.

Tilgengæl havde Andrea været hurtig, undrende over Lawrence ikke var hjemme havde hun ringet til de 4 vagter der snart havde sporet hans mobil og de havde sat i retning mod huset de var inde i. Planterne viklede sig om vagterne da døren blev sparket op og de 4 vagter kom løbende ind sammen med en hel polit styrke - som var det et dramatisk afsnit af FBI, men når Lawrence var savnet, så var det ikke ligefrem fordi det bare var småting, han havde magt og penge til at sætte hele byen i bevægelse, selv når han ikke gjorde noget.

Et øjeblik stod flokken blot og kiggede som planten bevægede sig rundt, og den ene af vagterne piftede og kiggede i mod Lawrence så en anden vagt gik i mod ham, de to andre gik over og fik hurtigt grebet fat i Cindy, uden at vide om hun var medskyldig eller ej. Politi styrken tog fat omkring de mange vagter og Bastian, nogen bevidstløse og andre stadig alt for meget i live: "Lad os få dem ud" bekendtgjorde den ene af vagterne som havde fået Lawrence fri, dog var han stadig ikke vågen. Politiet begyndte at ligge folk i håndjern, men Cindy holde de bare godt fat i, stadig usikre på om hun var fjende eller ej.

Pludselig dukkede der flere folk op, denne gang var det bevæbnede mænd med det rette udstyr, og det var mere end tydeligt at det var politiet. Planten hun havde forvandlet til et våben havde netop nedlagt endnu to vagter da politi og vagter omsider tog sig sammen og spredte sig i det store hus for at få tingene under kontrol. To store mænd var henne hos hende, og havde pågrebet hende. Planten gav straks slip og faldt stille op igen mens den langsomt vendt tilbage til normal størrelse.

Hun sagde intet, blikket var blevet vendt mod Lawrence som var blevet løsnet fra stolen. I det samme dukkede ambulancefolk op med en båre og Lawrence blev flyttede over på den. Hun registreret kun svagt at alle andre var blevet arresteret, inklusiv Bastian der kæmpede imod. Han råbte og skreg, forsøgte tydeligvis at komme fri men blev slået omkuld da han gjorde endnu et forsøg.

En betjent dukkede op foran hende, gloede et øjeblik inden han nikkede mod nogle ambulancefolk der kom hen til hende. Hun bemærkede dem knap, hviskede Lawrence's navn med tydelig bekymring og vendte omsider blikket mod kvinden overfor hende. "Klarer han sig?!" spurgte hun bekymrede, kvinden nikkede beroligende og lagde et tæppe om hende inden hun blev ført ud.

Lawrence var ikke ved bevidsthed og snart var han blevet kørt afsted til det lokale hospital, der gik dog ikke længe før han roligt vågnede op, slaget i hovedet havde heldigvis kun fået ham for en kort stund. Han lå nu blot og skulle hvile indtil hans kræfter var stærke nok til at han kunne heale sig selv, men en nat eller to ville det nok tage, han følte sig ret udmattet og medtaget.

Hvad Lawrence mente om hele situationen vidste han snart ikke, for det første var han meget chokeret over hvordan det hele var endt, uforstående overfor hvorfor denne mand hadede ham så meget, uforstående overfor hvorfor at Cindy afviste ham på hotellet den aften. Alt for var bare forvirrende for ham og han havde fået beskræftet sin teori om hvorfor det var han skulle holde sig langt væk fra denne branche. Han havde talt med sin psykolog et par gange denne eftermiddag som var dagen efter at det hele var sket, og han blev informeret om at politiet havde taget Cindy i varetægt og at Bastian var stukket af.

Tanken gjorde Lawrence en smule nervøs, hvis nu at Bastian havde fået fat i Cindy, men på den anden side så kendte han hende jo ikke og det kunne være at det hele bare var et skuespil at hun havde holdt ham for nat. Politiet kom og forklarede at de ønskede Lawrence tog med ned til politi stationen, han var nødt til at aflægge vidnesbyrde omkring om de skulle sigte Cindy i sagen eller ej, men Lawrence ville gerne tale med hende før han tog denne beslutning.

Han var derfor blevet kørt ned på stationen i en politibil og var blevet sat ind i et afhørings lokale hvor der i det ene hjørne stod en betjent, og Lawrence afventede at de ville komme med Cindy.

Det havde været rædselsfuldt, men hun havde ikke ytret et rod foruden at spørge indtil Lawrence. Politiet anede ikke helt hvordan de skulle forholde sig. De der havde forsøgt at røre hende var blevet afvist og hun havde holdt sig for sig selv. Fordi hun ikke havde haft tøj på var hun nu proppede i fængselstøj.

Hun var blegere end nogensinde, og hendes hænder rystede og øjnene var ufokuseret. Et døgn uden stopper, hendes krop var allerede begyndt at reagere på det. Hun havde besvarede de spørgsmål hun var blevet spurgt sådan mere eller mindre. Fortalt hvorfor Lawrence var blevet kidnappet og gentog flere gange at hun havde advaret ham. Omkring hele hendes rolle i det her, og hvorfor hun var der havde hun ikke sagt en skid op, at hun selv var et offer forblev en hemmelighed som kun hun og de overlevende og tilstedeværende vidste noget om.

Hvad angik Bastian havde hun hørt han var løsladt, og i øjeblikket følte hun sig sikker bag tremmerne. Underligt, men sandt. Den efterfølgende dag havde hun tilbragt i varetægt, og dog pludselig blev hun bedt om at følge med. Betjenten var flink nok til ikke at røre ved hende og hun fulgte med dog i håndjern bare for en sikkerhedsskyld. De stoppede ved en afhøringsrum og han løsnede hendes hænder, inden han åbnede døren for hende. Hun trådte derind, og døren blev lukkede. Et øjeblik så hun mod den lukkede dør, inden hun vendte blikket ud i rummet. Hun havde forventede endnu en betjent, synet af Lawrence kom bag på hende. Hun sank en klump og satte sig på den tomme stol overfor ham med hænderne under bordet mens de rystede nervøst. Hendes abstinenser var i løbet af de sidste to timer blevet værre og hun så elendig ud. Bleg, mørke render under øjnene, hendes krop rystede, hendes blik flød over og var ufokuseret og øjnene røde og udmattede. Læberne tørre og hun var generelt rimelig nervøs.

Der var meget langt fra den kvinde Lawrence havde set den aften i kjolen hvor hun sang på scenen, han huskede stadig den aften ganske tydeligt og at se hende på denne måde gjorde ham urolig indeni, hun så forfærdelig ud og han skulle næsten bare kigge på hende for at konstatere at hun intet havde med sagen at gøre, han kunne ikke ligefrem forestille sig at hun havde lavet en aftale med Bastian, for så ville hun nok ikke udsætte sig selv for dette.

"Hvordan har du det?" spurgte han stille og vidste ikke helt hvordan han skulle starte en samtale, han havde jo faktisk set det han ville. Lawrence selv sad med en flækket underlæbe der stadig havde størknet blod på sig og havde den ene hånd forbundet, udover det så var han faktisk okay, han havde fået healet sig selv en hel del, det var primært choket der var tilbage.

Udenfor ventede pressen, der var allerede den ene overskrift ovenpå den anden, det var meget forvirrende ting som stod på forsiderne og mange af dem løgne, for ingen anede jo præcist hvad der var foregået *Lawrence Watson fanget af prostitueret*, *Købe sex en dyr fornøjelse for Lawrence Watson*, *Lawrence Watson indlagt på hospitalet efter overfald*... Der var mange spændende overskrifter og Lawrence havde forsøgt ikke at læse dem.

Udtrykket over hendes ansigt afslørede hende forvirring. Hvordan hun havde det? Hun svarede ikke "Du ser bedre ud end jeg havde turde håbe på" svarede hun i stedet for, konstateret at han havde det godt efter omstændighederne, og beroligede sig selv ved at se ham der i et stykke og i levende live. "Han er derude" fortsatte hun dæmpede og i endnu en advarsel. Han skulle vide at Bastian var kommet ud, at den mand nok ville gøre sit yperste for at gøre skade på Lawrence nu.

Hun flyttede let på sig, strøg hånden gennem håret inden hun stak hånden under bordet igen og sank en klump. Hun havde mest af alt lyst til at sove, havde ikke rigtigt fået noget søvn. Hun havde desuden ondt, over det hele. Hendes krop var i alt for meget panik, alt for anspændt og alt for trængende til de stoffer til at hun kunne heale ordentligt så hun var ganske øm. Det kunne have været værre... hvordan anede hun ikke, men det kunne det.

Hun end ikke anede om hun ville ude fra dette sted. I det mindste var her varmt, trygt og der var mad. Hun var forvirret, og selvmordstankerne var begyndt at dukke op nu hvor hendes krop ikke længere havde alkohol. Hvis hun slog nogen ihjel .. en dødsdom.. tanken var fristende. Hvad lavede han egentlig her? Hun vidste det end ikke.

Lawrence kiggede roligt i mod hende og nikkede så stille, ja han var i live og frem for alt var han ikke bange: "Jeg ved det godt" sagde han roligt, han ville ikke gå og frygte en eller anden psykopat resten af livet, det var da også derfor at Lawrence nu havde fået ekstra vagter på. Verden udenfor var ikke kun farlig fordi at Bastian var der, men også fordi at pressen var der, og de ville uden tvivl prøve at hagle dem begge ned og få en udtalelse.

"Hvis jeg betaler dig ud herfra, vil du så ikke nok tage i mod tilbudet og tage gæsteværelset hjemme ved mig et par dage? Bare til du finder ud af noget. Jeg har ekstra vagter på" sagde han og var slet ikke itvivl om at hun ikke var involveret, han ønskede ikke at hun skulle ud i verden med chance for at blive fanget igen, ikek at Lawrence regnede med at hun ville holde op med sit arbejde, eller holde op med at tage stoffer, men han kunne bedre lide hende rapkæftet end afkræftet som hun var lige nu.

"Jeg kom bare for at tjekke du ikke var indblandet" sagde han stille, han måtte vide om hun havde haft noget med det hele at gøre, men det var han ikke itvivl om at hun ikke havde, ellers ville hun jo ikke sidde og se sådan ud, og nok var mange i underverdenen gode skuespiller, men han troede bestemt ikke at dette var skuepil.

Han vidste det godt, forhåbentlig var han mere opmærksom denne gang, og det sammen gjaldt hans vagter. Hvad angik pressen betød de intet for hende, hun var skide ligeglad ... hun var bare en luder.. det var ham hvis liv de gerne ville ødelægge... hendes kunne end ikke reddes.

Hun så afkræftet mod ham som han fortsatte. Betale hende ud? Bo hos ham? Det var for hende som om han talte et helt andet sprog, et hun ikke forstod. Hvad forsøgte han egentlig at sige? Hun rystede på hovedet, det var hendes eneste svar. Snart fortsatte han, og hun formåede at hæve det ene bryn. Indblandet? Well, så sad hun nok næppe her. "Hvor end jeg gerne vil tage skylden, så ville det her ikke være sket hvis du havde lyttede til mig" svarede hun og endte med at rejse sig op. Hun var rastløs, træt og utilpas. Hånden gled gennem håret igen, inden hun vred hænderne og strøg sig nervøst over halsen mens hendes blik gled ufokuseret omkring. Hun gik selv lidt rundt i rummet, kastede et blik mod sit spejlbillede i det store vindue hvorfra man kunne holde øje med dem. Hun så herrens ud!

Lawrence blev en smule irriteret over hendes ord og det kunne man tydeligt se på den rynke der kom henover hans pande: "Mig? Hvis du ikke bare var skredet den aften så havde vi haft en chance for at tale sammen!" sagde Lawrence blot, så havde han vidst han skulle skaffe flere vagter og desuden havde han kunne beskytte hende: "Du vil jo ikke have min hjælp" sagde han blot, og mente uden tvivl at havde han hjulpet hende var dette ikke sket.

"Jeg gider ikke tale om det her, please tag i mod mit tilbud" sagde han bedende og kiggede bestemt i mod hende imens han forsøgte at smile let, selvom der ikke var meget at smile af lige nu, han ville gerne have dette ført til ende, og desuden så gjorde det ham utilpas at tænke på Bastian ventede på hende ude i verden.

"Hvad vil du ellers gøre? Bare springe tilbage i hans arme?" spurgte Lawrence blot, på den anden side hvorfor ikke, hun mente jo selv at hun var absolut intet værd.

Hun var urolig, utålmodig og trængende! Det bemærkede han dog åbenbart ikke. "Hold kæft Watson, jeg orker ikke dine prædikener! Jeg gider for fanden ikke at have din hjælp, hvis du absolut vil hjælpe ville en snigmorder ikke gøre mig noget" hvæssede hun til svar mens hendes krop skælvede så åbenlyst som nogensinde før. Hun slog blikket væk og trak sig frustreret hen til det ene hjørne af rummet hvor hun sank ned at sidde op ad væggen og med benene trukket op.

Hans ord - hvor bedende de end var - ramte hende ikke. Hun havde lullet sig selv ind i sin egen verden og lukkede ham udenfor sammen med alt andet. Øjnene var gledet i, og armene skudt rundt om benene mens hun vuggede let fra side til side. End ikke hans sidste spørgsmål svarede hun på, springe i hans arme? Hvis arme? Tanken om Zann strejfede hende, han havde stoffer... men hun havde ingen penge.. så han ville have hendes krop til gengæld.. hun kunne snakke med Romain, han holdt af hende og ville give hende stoffer uden noget til betaling. Åh ja, hun skulle ringe til ham, han ville vide hvad der skulle gøres.

Lawrence ignorerede hendes ord, nok fordi at han sagtens kunne se at hun manglede ting for at tale fornuftigt: "Forhelved tøs, jeg kan ikke tale med dig når du er sådan her" sagde han og rullede med øjnene inden han rejste sig op og bad om at blive fulgt ud af rummet, han skulle nok komme til at snakke med hende, det var han slet ikke itvivl om, Lawrence havde jo trods alt både penge og kontakter.

Lawrence blev kørt hjem i mod sin villa, naturligvis med en hel del vagter, for Lawrence skulle ikke nyde noget af endnu en tur. Han fik Steve til at hente Cindy, for Lawrence havde naturligvis betalt for at hun kunne komme ud, og ligeledes sørget for at hun blev sat ud i denne sorte mørke varevogn. En ukendt chauffør kørte, og Steve sad på bagsædet.

"Miss" sagde han enerkendende da hun satte sig ind og kiggede roligt i mod hende: "Jeg har lovet at køre dem hjem til Mr. Watson" sagde han roligt og tog en taske op fra gulvet i rakte i mod hende: "Her" sagde han blot, i tasken var stoffer, forskellige former som Lawrence havde sørget for, han ønskede ikke at folk tog stoffer, men lige nu ville Lawrence føre en normal samtale med hende og bilen satte derfor i retning mod hans villa.

Hun ignorerede ham, og i hendes tilstand var det ikke svært. Snart gik han, og hun satte sig til at græde for sig selv som hun havde gjort de sidste mange timer. Hun var frustreret, forvirret og vidste det var dumt at skubbe en af de få der virkelig ønskede at hjælpe hende - for ikke at sige den eneste der forsøgte at hjælpe hende - væk fra sig på den måde.

Hun blev fulgt tilbage til sin celle, blev der dog kun i en halvtimes tid inden hun fik at vide at der var blevet betalt kaution for hende og at hun kunne komme ud. Hun spurgte nervøst indtil hvem, frygtede at det var Bastian. At høre Lawrence's navn var blot mere forvirrende. Gav han nogensinde op? Hun anede det ikke, men for fanden hvor havde hun afvist ham mange gange i løbet af de sidste uger.

Hun blev ført ud af en bagudgang, og en ung mand hjalp hende ind at sidde bag i. Hun nikkede blot træt som han rakte hende tasken, og så forvirret mod den men tog imod den. Da hun med rystende hænder åbnede den rynkede hun brynene. Stoffer? Hans hårde grænse, hans trusler.. hun fattede det ikke. Tavst tog hun hvad hun skulle bruge og lukkede tasken i, og da hun havde fået lidt af stofferne i sig faldt hun til ro og døsede hen.

Da hun var kommet frem til huset sørgede Steve for at få hende båret ind i huset, hun var tydeligt træt og de forsøgte ikke at vække hende. De placerede hend epå det gæsteværelse hun tidligere havde boet på og lod hende blot sove, klokken var alligevel halv syv om aftenen, så det var alligevel en fair tid at sove på især efter sådan nogen hårde dage.

Lawrence kunne ikke sove den nat, det meste af aftenen ahvde han begravet sig i arbejde og senere var han endt med at se TV. Det havde dog heller ikke virket ret længe før han var restløs igen og han var endt med at finde sin gamle guitar frem som han sad og spillede lidt på, det eneste der var tilbage var det lille ar ved hans mundvig, alt andet havde han fået healet og han var klar til at komme tilbage på arbejde.

Alle gardiner var trukket for i det store hus, for selvom klokken var halv fem om morgenen, så stod pressen stadig udenfor og lurede, Lawrence håbede snart at den ville lægge sig for han ville gerne ind på kontoret, han elskede at arbejde og han elskede især at gemme sig bag sit arbejde, men lige nu var han fanget i sit eget hjem og det gjorde ham rastløs. Han anede ikke hvorfor han havde fået Cindy fri, nok fordi han ville tale en fornuftig voksen samtale med hende, så han kunne lade hende gå.

Hun ænsede end ikke at hun blev båret indenfor. Hun vågnede dog som hun blev lagt i seng, mest fordi dens blødhed kom bag på hende. Som hun hurtigt var vågnet, var hun igen hurtigt faldet i søvn og sov de kommende 10 timer uden at vågne eller så meget som rykke sig. Hun var stadig iført fængselstøj, der var ikke rigtigt andet hun kunne være gået med.

Noget vækkede hende, om det var den kvælende varme hun følte, hovedpinen eller lyden af musik var ikke til at sige. Hun vågnede dog pludselig op, desorienteret, forvirret og lå og så ud i luften mens hun puttede sig ind under dynen og lyttede. Efter flere øjeblikke stod hun dog ud, fik vaskede mund, ansigt, hals og nakke med koldt vand for at køle sig selv lidt ned.

Klokken var kun fem, men hun var lysvågen. Forsigtigt listede hun sig ud af værelset og søgte nedenunder og fulgte musikkens lyd. Snart stod hun ved indgangen eller døren til stuen og så mod Lawrence der spillede på en guitar. Hvem skulle have troede han kunne det. Hun var dog tavs som hun lænede sig op ad døren med hovedet hvilende mod kanten og blikket mod ham. Hun ville ikke forstyrre ham. Den rolige rytme var behagelig for høregangene så tidligt om morgen, og hun dvælede ved den skønne lyd.