Voice of an angel - Cinderella

Lawrence sad et øjeblik i sin egen verden, han spillede ikke guitar særligt ofte mere, han gjorde det meget for Madison dengang de var sammen, bare fordi at det var hyggeligt og fordi det skabte god stemning og hvis han selv skulle sige det så mente han også at han var ganske god, han brugte det dog ikke til så meget. Han spillede heller aldrig for andre, det var nok mest bare en ting han havde for sig selv når han sad alene og havde brug for lidt ro.

Han kiggede op og stoppede med det samme at spille da han så Cindy stå i døren og han holde blot blikket i mod hende et stykke tid, han sad i en sort skjorte og mørke cowboy bukser, jakkesættet var ikke på denne dag, hvad skulle han med det når han alligevel ikke skulle på arbejde eller ud af døren. Det kunne jo næsten være ligemeget.

Lawrence lagde roligt guitaren ned på gulvet ved siden af den stol han sad på, men han sagde ingenting. Var ikke engang sikker på om hun kunne huske deres samtale i fængslet, han ahvd ekun givet hende stofferne for at kunne få afsluttet alt dette her, ikke fordi han ville gøre hende en tjeneste. Nærmere sig selv.

Han stoppede med at spille så brat at hun straks flyttede på sig, åbnede øjnene og rettede sig op hvor hun så mod ham med et undskyldende blik. "Det var ikke min mening af afbryde dig.." undskyldte hun dæmpede. Han skulle ikke stoppe for hendes skyld. At han så bare spillede for sig selv det meste og ellers kun havde spillede for sin afdøde hustru vidste hun jo ikke.

Han rettede sig op, men var tavs, og hun var det samme som hun slog blikket ned. Hvad han havde tænkt sig anede hun ikke, og hvorfor hun var her var hun endnu mindre klar over. Hun pillede fraværende og nervøst ved den gå trøje hun havde på og slog blikket ned uden at rykke sig fra døren hvor hun stod. Hun anede end ikke hvad hun forventede. Smæk? Nok ikke, men vrede.. om end han ikke virkede vred.. og næppe ville have bragt hende hertil hvis han var vred. Hvad ville han?

Hun havde da lagt i sengen ovenover og overvejede hele det her. Hun havde et øjeblik overvejede tanken om hvordan hendes liv ville forandre sig hvis hun gik med til afvænning. Sådan et tilbud fik hun næppe igen. Det virkede dog latterligt og nærmest umuligt.

"Jeg ville bare sikre mig at du var okay" sagde han blot og lænede sig tilbage i stolen imens han roligt kiggede på hende, uden at vide hvad præcist han skulle eller burde sige: "Jeg vil bare gerne have afsluttet det her så jeg kan sove roligt okay?" sagde han irriteret og kiggede i mod hende og håbede ikke at de endnu engang skulle diskutere hvem af de to der var dumme at lade Bastian fange dem.

"Du er ikke interesseret i mit selskab og det er fint og jeg er ked af hvis jeg har ført dig i ufører" sagde han blot: "Så jeg håber du vil tage de 13.000 euro jeg skylder dig og bruge dem til noget fornuftigt" sagde han og nikkede i mod spisebordet hvor pengene lå i en stak, han vidste snart ikke hvad han skulle stille op mere.

Den nysgerrighed han engang havde i mod hende havde bare forandret sig til fortvivlelse, som anede han slet ikke hvad han skulle sige eller gøre af sig selv, han var bare træt og udmattet efter alle disse oplevelser og mest af alt så var han stadig meget chokeret, han ahvde aldrig nogensinde troet han skulle opleve noget så sygt og han havde bestemt heller ikke lyst til at opleve det igen.

At se ham nærmere an nu viste sig at være en god ide, han havde det bedre og hans sår og skrammer var tydeligvis mindre. Hun nikkede tavst, forståeligt nok. Hvem ville ikke ud af det her lort? Og hun havde trods alt advarede ham om det. Alligevel trak det sig sammen i hende at høre ham sige det her, hun havde ødelagt hans liv og rutine. "Forståeligt.." svarede hun blot dæmpede. "Jeg har det fint.." tilføjede hun forsikrende. Hun havde det fint udadtil, inden i var tingene en ganske anden.

Uføre? Hun tyggede på hans ord, men svarede ikke.. ikke før han nævnte pengene og hun fulgte hans blik hen til bordet i forvirring. 13000? Han skyldte hende da ingen ... åh.. det gik langsomt op for hende hvad han talte om, alt for langsomt og hun sukkede og rystede opgivende på hovedet, "Du skylder mig intet Lawrence, der har aldrig været noget mellem os.. og hvis du skylder mig noget har du betalt det tilbage allerede flere gange. På hospitalet, og nu her da du betalte kautionen..." svarede hun blot. Hun ville ikke have hans penge.

Lawrence kiggede i mod hende og sukkede tungt og irriteret: "Forhelved kvinde, tag nu bare de penge" sagde han irriteret og snærrende, han ville abre gerne have at hun fik de penge så han kunne forlade hende med en lille tanke om at hun måske kunne bruge dem på at komme på afvænding, en vagt til at beskytte hende, flytte langt væk - ja bare et eller andet der kunne få hans mave til at holde sig i ro og hans tanker til ikke at holde ham vågen om natten.

Lawrence kiggede kort i mod hende og vidste ikke hvad han skulle sige: "Please bare tag dem" bad han og kiggede i mod hende med et dystert blik, faktisk var Lawrence ikke så sur som han bare var såret og frustreret.

HVordan kunne hans dømmekraft have været så dårligt? Hvorfor havde han opsøgt hende når hun flere gange havde afvist ham? Hvorfor tænkte han sig ikke om? Hvorfor drak han sig fuld den aften på caféen? Han ville ikke høre svaret og han lukkede derfor bare af for sig selv og de følelser som han ikke mente han havde, dette var jo bare absurd. Hans liv var ikke ødelagt, ikke endnu ihvertfald, han var bare nødt til at komme ud af dette... Helved.

Hans svar fik det til at gibbe i hende og hun bakkede et skridt ved tonen. Han lød måske ikke vred, men i øjeblikket følte hun sig utrolig svag og forvirret. Hun slog blikket væk, hans bøn genlød i hendes øre og hun vendte blikket mod ham igen. Hvor var det her sært, han behøvede ikke gøre det her men alligevel blev han ved! Han kunne ikke give slip, og hun havde det underligt ved det.

Uden at tænke sig nærmere om gik hun hen til ham, lukkede gradvist afstanden mellem dem indtil hun stod foran ham. Hvad planen var? Hun havde ingen plan, ingen overhoved. Trods det stoppede hun op foran ham, slog blikket tøvende ned og sank en klump inden hun pludselig rykkede helt hen til ham og kravlede op på hans skød hvor hun satte sig akavet. Om han ville skubbe hende væk anede hun ikke, ikke at det ville undre hende hvis han gjorde. Hun trykkede sig ind mod ham, lod den ene hånd vandre over hans bryst inden den lagde sig mod hans hals.

Stadig sagde hun intet, ventede hvert øjeblik at han ville skubbe hende ned. Hvorfor hun gjorde det her? Hun havde ingen ide om det, det faldt hende bare ind.. og så stod hun og følte sig fortabt.. ensom.. på bar bund. Hun havde brug for hans nærhed, og den havde hun søgt automatisk af en eller anden sær grund.

Lawrence kiggede over i mod hende som hun begyndte at bevæge sig, irriteret over at hun for fanden ikke bare kunne gøre som der blev sagt, endnu et bevis på hvorfor han ikke burde have mere med hende at gøre, han kunne jo ikke klare hende alligevel. Han havde brug for en tøs der satte sig når han sagde sit og som tog penge når han fucking gav hende dem, og hun kunne ingen af delene.

Som hun satte sig over ham rykkede han først hovedet en smule tilbage som var han chokeret over at hun pludseligt var kommet så tæt på. Han kiggede kort i mod hende, dog ret så skeptisk fordi at.. Han ikke kunne finde ud af om hun lige nu spillede et eller andet absurd spil, hvorfor skulle kvinder være så forfærdeligt forvirrende?

Han greb let fat omkring hendes håndled, kærligt men alligevel ganske bestemt: "Hvad... Laver du?" spurgte han med en helt rolig stemme hvor alt irritation pludseligt var forsvundet og kun forundring og en smule tvivl lå tilbage, han slap ikke hendes håndled helt men slap alligevel grebet en smule imens han rynkede på brynene, hvor høj var hun helt præcist lige nu?

Hun var ikke i tvivl om at han var irriteret, ikke i tvivl om at han var vred, ikke i tvivl om at han var frustreret, og ikke i tvivl om at han nok ikke fattede hende. Hun var dog ligeglad, hendes hjerne havde bestemt sig, og hendes krop lystrede blot som hun gik hen til ham og beslutsomt kravlede op at sidde på skødet af ham med benene på hver side af ham, hovedet ind mod hans venstre kraveben og hånden der vandrede over højreside af hans bryst og op til hans hals.

Hans chok og måden han et øjeblik stivnede på gik ikke hendes opmærksomhed forbi, men hun var i disse øjeblikke pisse ligeglad. Hun nød hans varme, og varmen hun selv havde følt før var nærmest forsvundet som hun var søgt derned som hendes krop var lettere kølig selv gennem stoffet.

Han greb hendes hånd, ikke hårdt, men nok til at stoppe den. Hans ord fik hende til at lægge hovedet tilbage og se op mod ham. Hans usikkerhed var til at tage og føle på. "Nyder godt af din varme et øjeblik" svarede hun plat og af mangel på en bedre forklaring "Jeg fryser.." tilføjede hun, skulle det ikke være gået op for ham. Verdens dårligste undskyldning, men den lød ikke så værst i hendes ører.
Hun var tavs et langt øjeblik inden hun fortsatte "Jeg vil ikke have dine penge Lawrence..." understregede hun blot og var igen tavs i noget tid. Hun tøvede, inden hun fortsatte rimelig usikkert. "Kender du et godt sted til afvænning?"

Lawrence kiggede i mod hende: "Du er.. Forvirrende" sagde han i et suk og rystede på hovedet, men kunne dog ikke lade være med at lade et lille smil udslippe sine læber i et kort grin, hvor var dette dog en total absurt situation, hun hadede ham, også hadede hun ham ikke. Hun ville skride og pludseligt havde hun sad sig overskrævs på ham, det var meget forvirrende og underligt.

"Næh, men jeg kan finde et" sagde han afslappet da hun snakkede om afvending: "Du kunne også blive her, jeg kender gode psykologer og læger..." sagde han blot, nok mest fordi at hun så var fri for at pressen hele tiden stalkede hende, på den anden side ville de jo nok forsøge at stalke hende ligemeget hvad.

Lawrence sagde ikke mere men slap dog hendes hænder og lagde sine hænder på læderstolens armlæn og sukkede så dybt imens han lagde hovedet tilbage og kort lukkede øjnene, han havde brug for at tænke, men lige nu var det som om der slet ingen tanker kom til ham: "Du er skæv, du aner ikke hvad du taler om" konstaterede han og åbnede så langsomt øjnene igen.

Hun kunne høre smilet i hans ord som han konstateret at hun var forvirrende. "Jeg er en kvinde" mumlede hun til svar som var det forklaring nok for hendes opførsel. Hun havde da ikke gjort andet end hvad hendes kønsfæller var så vant til at gøre, eller hvad? Ej, hun vidste godt hun var langt mere umulig end andre kvinder, men ingen havde haft det liv hun havde haft, i alt fald ikke de kvinder han havde omkring sig.

Hans svar, og derefter tilbudet om at hun kunne blive hos ham, fik hende til at rynke på sine bryn. Var det muligt? Nej det var ej, og det der skulle han glemme. Et sted hvor hun kunne komme hen var hendes eneste løsning. At tage tilbage til sin lejlighed ville betyde flere stoffer, højere gæld og nye problemer det vidste hun. Snart sukkede han og konstateret at hun var skæv hvortil hun hævede det ene bryn og så op mod ham. "Nej jeg er ej, jeg tog kun lige nok til at holde mig kørende" svarede hun alvorligt og lidt irriteret som hun skulede ad ham. "Desuden kan jeg ikke bo her... det er for.. underligt" tilføjede hun bare.

Lawrence kiggede i mod hende og smilede kort ved hendes kommentar: "Jeg er en mand, hvad er din point?" sagde han med et lille grin som blev hans humør løftet en smule, hun var uden tvivl smuk, sød og fantastisk på mange punkte, og på andre punkter var hun forvirrende, sur og en rigtig kælling. Han vidste dog ikke hvilken af siderne der var den rigtige og det var nok det der forvirrede ham. To sider af samme sag.

"Det ændre ikke på at du er skæv" sagde Lawrence og rystede på hovedet, som retfærdiggjorde han overfor sig selv hvorfor det hun lige nu sagde ikke nødvendigvis var hvad hun mente, han kiggede kort ned af hendes krop efter at have lyttet sine hænder fra hendes, han... Havde en underlig fornemmelse af at hun sad sådan: "Well jeg har en kælder jeg kan låse dig ind i" sagde han og smilede ved tanken, blot fordi han vidste at hun nok ikke forestillede sig den samme kælder som han gjorde.

"Jeg skal nok prøve at finde et sted så, måske du burde rejse væk så Bastian ikke finder dig" sagde han og fandt det underligt at hun sad så tæt på ham når de førte en normal samtale, men alligevel så havde han ikke lyst til at hun flyttede sig.

"At vi er fra hver sin planet?" svarede hun som var det en helt basal ting han burde vide. Det var det så ikke, og de var nok fra samme planet men mænd og kvinder var så forskellige som nat og dag, om end man formentlig nok kunne finde en derud af det modsatte køn der var ens tro kopi. Men var det hvad vel ikke hvad han ønskede? Han ønskede en der føjede ham og lystrede hans mindst vink. En tro kopi af ham ville dominere og bestemme og have sine egne meninger og holdninger.

Hun sukkede og rullede med øjnene. "Jeg er ikke så skæv at jeg ikke ved hvad jeg foretager mig... eller.." hun så et øjeblik ned og gloede på måde hun sad over ham på. Vidste hun godt hvad hun foretog sig? Hvad var hendes forklaring på dette så? Hun rynkede på næsen, for hun havde ingen anelse! "En kælder..? Med mindre den er lydtæt så vil du høre mig hylde dernede" svarede hun ironisk, hun forestillede sig en mørk kælder hvor man havde stoppede alt muligt randomt til side.

Rejse væk? Hvorhen? Hun trykkede sig instinktivt ind til ham, hvilket måtte sige sig selv. Hun ønskede ikke at tage nogle steder. Ordene forlod dog aldrig hendes læber, men hun fik heller ikke svaret som sådan.

Lawrence smilede kort til hendes kommentar om de forskellige planeter, ja det var de nu egentligt nok og det overraskede ham slet ikke, han følte han var fra samme planet som nogen kvinder var, men bestemt ikke hende, hun va rjo fra en helt anden galakse, og det var nok derfor at deres såkaldte venskab, eller bekendskab var så forvirrende.

"Den er lydtæt bare rolig" sagde han med et lille smil der var svært at aflæse, måske talte han sandt og måske gjorde han ikke, dog vidste Lawrence ganske udemærket hvad han talte om og han tog sig selv i at flytte sine hænder op og hvile nederst på hendes lår lige over hendes knæ med en hånd på hver, bare fordi at tanken om hans kælder gjorde noget ved ham, selvom han jo faktisk var igang med at skrive aftale med en ny submissive, så havde han ikke fået det gjort endnu.

Lawrence mente uden tvivl at det var bedst hun rejste væk, kom langt væk fra ham og alle disse problemer. Jobbet var ikke godt for hende, det var Lawrence heller ikke og det var Bastian ihvertfald slet ikke.

Hun så op mod ham som han bekendtgjorde at kælderen var lydtæt. Hun blinkede overrasket med øjnene, forsøgte at tyde om han mente det eller om han drillede hende, og hun rynkede brynene. Pludselig mærkede hun hans hænder mod det nederste af hendes lår, og rødmede som pr. kommando. Hvorfor virkede det som om de talte om noget ganske andet?

For sent havde hun opdagede at hendes nye position hvor hun svagt havde rettede sig op men stadig sad lænede over ham bragte deres læber blot få centimeter fra hinanden. Maven trak sig sammen, og hun fik det underligt, sådan virkelig underligt. Han var ikke god for hende? Det var jo fordi hun kun havde bragt smil og latter med sig! Men en ting kunne de blive enig om Bastian var ikke noget for hende.

Det her mindede hende alt for meget om i cafeen forleden. Dem, så tæt på hinanden, med deres blikke i hinandens og tavse. Som hun allerede havde gjort denne aften ved blot at sætte sig på skødet af ham uden særlig mange ord, trykkede hun nu sine læber mod hans. Kunne hun andet når han sad der og var så fristende?!

Lawrence var en smule bekymret for hele situationen, ja ikke kun dette øjeblik hvor de sad så tæt sammen, men hele situationen generelt. Bastian der var derude, vagterne som hele tiden måtte være ekstra opmærksomme og generelt så var det bare et forstyrrende element i LAwrence's liv. Han var heldigvis vant til vagterne og han var vant til at folk kiggede ham over skulderen.

Som hun lænede sig tættere på mod ham lod han sine hænder glide længere op af hendes lår og han gengældte ganske roligt hendes kys, dog ikke sikker på at han ikke ville stoppe sig selv ingen længe, han kunne ikke lide tanken om at hun var høj, eller det faktum at hun kunne bære på alle mulige sygdomme... Eller det faktum... Ja der var så mange faktummer.

Men lige nu, i dette øjeblik havde Lawrence smidt dem ud af vinduet, og han lod sine hænder glide op til hendes bagdel, op af hendes ryg og lod den ene hånd begrave sig i hendes hår som han let trak i, dog uden at fjerne hendes ansigt fra hans - men gjorde tilgengel kun kysset dybere. Det her var dumt, åh Gud hvor var det dog bare dumt.

Det var meningen at han skulle være den fornuftige af de to! Tage de kloge beslutninger for hun var jo for pokker den der var på stoffer og total syg i toppen! Men i stedet for syntes han at tage glædeligt imod. Hun havde faktisk troede han ville skubbe hende væk, nok var hun på stoffer men det var over ti timer siden hun havde taget noget og det havde kun været det nødvendige! Derfor var hun altså så klar i hovedet som man kunne være.

Hun fornemmede hvordan hans læber mødte hendes villigt, og snart bevægede hans hænder sig over hende. Hun trykkede instinktivt kroppen mod hans, og gjorde kysset en anelse dybere, og mere intenst mens hans hånd lukkede sig om hendes hår. Hendes mave trak sig sammen, og noget ved hans kys trak i hende og prikkede til ukendte steder dybt i hende.

Angående sygdomme og hvad hun ellers kunne have, alt var muligt. Hendes race var dog formentlig immun overfor den slags.. hun vidste det dog ikke. Sygdomme havde hun dog aldrig haft, ikke foruden hendes stofmisbrug, og hospitaler var kun blevet søgt i den forbindelse eller ved fysiske skader. Desuden var det knap en måned siden hun påbegyndte sit liv som luder.

Lawrence kunne slet ikke holde op lige nu, og han havde slet ikke lyst til at holde op, han havde bare lyst til at komme tættere på hende, også selvom der var en masse tanker som hele tiden kredsede indeni ham og han vidste at dette var dumt, en stor fejl og alligevel så nåede han aldrig rigtigt at stoppe sig selv.

Lawrence trak hårdere ned i hendes hård så hendes hoved blev tippet bagover og kysset blev afbrudt og han placerede i stedet for små kys på hendes hals, hvor langt han ville gå lige nu kunne han ikke sige, men han prøvede at styre sig selv på grund af så utroligt mange ting. Hånden der ikke var i hendes hår lod han glide ned af hendes ryg og ned til hendes lend kun for at skubbe hendes tættere på sig.

Han var en kæmpe idiot og han vidste det godt, men af og til så var det meget rart at være en idiot og forhåbenligt havde pressen ikke fundet et hul igennem gardinet for lige nu der orkede han virkelgit ikke flere overskrifter, der måtte være et mord eller et røveri de kunne skrive om i stedet for, så spændende var hans privat liv slet ikke - eller jo, det var det. Men altså... Der måtte da være mere spændende ting at skrive om i Di Morga.

Mens han tænkte på at han burde stoppe, vidste hun at hun burde have det på samme måde, men det havde hun ikke. Hun havde ingen grænser, det havde hun aldrig haft og for en gangs skyld var det her frivilligt! Hun fornemmede sit begær rasle gennem sig, og hendes ømme krop efter gårsdagens heftig behandling af hende sitrede under hans kyndige hænder. Hun trykkede underlivet mod hans og lod sin tunge svagt strejfe hans læber.

Hans hånd lukkede sig om hendes hår, trak i det og tippede hendes hoved bagover hvor deres læber forlod hinandens. Hans læber gled over hendes hals og hun tilbageholdt tunge suk om end det ikke helt lykkedes og de endte over hendes læber alligevel. Flammende rødt begær skød gennem hende, hendes Aspara race vågnede op og strakte sig dovent mens hun prikkede ihærdigt til Cinderella efter at få ham til at gå hele vejen hvor dumt det end kunne være.

Hendes egne hænder hvilede mod hans skulder, og de snoede sig rundt om hans hals som hans fortsatte og hun spandt under ham. Hendes læber skiltes, lod enkelte støn over som han drev hende til vanvid. Hvordan fanden kunne han gøre det her ved hende?! Hun havde været med mange mænd gennem sit liv men hans læber torturerede hende og fik hendes krop til at spændes.

Lawrence nød at mærke hendes bløde hud mod hans læber og lod stille sin tunge danse henover hendes hals i bløde strøj. Han var hele tiden lige ved at stoppe sig selv, og alligevel så fik han aldrig helt gjort det, som havde han selv taget et eller andet, men som altid var Lawrence ganske clean og ædru. Eller som altid var det jo faktisk ikke, for han havde jo været fuld sammen med hende, hvilket dog også havde været så helt utroligt dumt.

Lawrence slap hendes hår og lod sine hænder glide ned til kanten af den orange bluse.. Trøje ting, ja hvad end man skulle kalde dette mærkelige form for klæde. Han trak det roligt op over hendes hoved og smed den på gulvet inden han fangede hendes læber igen, egentligt havde han mest af alt lyst til at trække hende ned i rummet lige nu, men det var en hård grænse for ham, så godt kendte han hende jo slet ikke.

Lawrence var underlig på den front, en forside om at han havde kysset med en luder, no problem. Men at han havde et hemmeligt rum i kælderen, det duede slet ikke. Lawrence lod sine hænder glide op af hendes hofter, sideben og videre op til hendes barm som han opfavnede med begge hænder, han var blevet komplet sindsyg.

Han behøvede end ikke sin tunge for at få hende til at reagere, det var nok med blot hans læber og ånde der dansede over hendes hud! Alligevel var han så ondskabsfuld at lade tungen glide over hendes hud hvortil hun gispede og spændte i kroppen. Hun trykkede sig mod ham, tættere, hårdere, og mere krævende. Åh hvad skulle hun dog stille op!

Pludselig flyttede han på sig, og trak overdelen af fængselsdragten over hovedet på hende hvor den blev smidt på gulvet. Hun havde intet inden under, til deres begges held... eller uheld, det var som man så på det. Snart efter fandt hans læber atter hendes og hun gengældte omgående kysset som hun holdt tæt og intimt.

Hvor han kunne tænke sig at slæbe hende hen anede hun ikke, og hvad der stoppede ham vidste hun heller ikke. Hvad hun selv kunne sige var at han var for langsom, eller også drev han hende bevidst til vanvid med den kombination af ro og heftighed han udviste. Hans hænder vandrede op over hendes hud inden de lukkedes sig om hendes bryster, og hun skubbede brystet mod hans hænder og mødte ham villigt mens han tog på hende. Åh hvor føltes det specielt, rart, og præcist som hun kunne tænke sig.

Lawrence var næsten forpustet selvom han knapt havde bevæget sig, nok bare fordi at stemningen var så presset og så intenst, et eller andet sted så var dette nok hvad han havde haft lyst til lige siden han havde set hende synge på den scene, så forfærdelig smuk hun havde været og han kunne stadig drømme om hendes sang om natten - den pige kunne han leve med, men den anden, ja hende håbede han ikke han ville få at se så tit.

Han lod sine hænder glide ned til hendes hofter og lod sine fingre holde fat i hendes buksekant inden han slap kysset og pludseligt følte at han var kommet op til overfladen for at trække luft, han trak vejret dybt ind et par gange: "Tror... Du det her er klogt?" spurgte han hviskende og trak sig dog ikke helt tilbage, men lænede sig frem og hvilede sin pande i mod hendes kraveben.

Åh gud, han havde brug for at tænke, men lige nu havde han faktisk ikke tid til at tænke, at tale om at ruin-the-moment, det var han muligvis allerede godt igang med, men altså hvad fanden tænkte han på, alligevel trak han sig ikke væk eller slap hendes buksekant, men havde plot panden i mod hende så hans hår gildede hendes hage.

Hun var virkelig ikke mindre forpustet end han var, hans hænders kontakt med hendes hud, hans læber mod hendes eller mod hendes hud, alt hvad han gjorde og uanset hvor han rørte så drev han hende ganske enkelt til vanvid. Hun havde aldrig tigget en mand om noget, men i øjeblikket havde hun en kæmpe lyst til at tigge ham om at fortsætte, om at tage hende! Hun havde det sært, vildt sært, og var på ingen måde sig selv lige nu. Tal om høj, hun var langt over den grænse og ingen stoffer kunne få hende til at føle hvad hun gjorde lige nu.

Hans hænder slap hendes bryster og fortsatte ned over hendes krop, gled ned til kanten af bukserne hvor han stoppede og hun et øjeblik holdt vejret. Han måtte ikke stoppe! Ordene der brød hans læber fik hende til at vende de intense grønne øjne mod ham, blikket intens, afslørede det begær hun følte og hvad han dog gjorde ved hende. Han lænede panden mod hendes kraveben, og hun lukkede øjnene "Jeg er ligeglad.. jeg vil have dig.. please Lawrence.." bad hun tiggende, han kunne ikke stoppe nu og i øjeblikket var hun helt oppe i det røde felt! Hun var et sted mellem begær og sorg, ønskede forløsning men havde lyst til at græde sine frustrationer ud. Det var forvirrende, men hun havde brug for ham, hun havde så meget brug for ham.

Lawrence sukkede i mod hendes hud og rettede så sit hoved op igen så han kunne kigge i mod hende, lige nu var hans krop spændt som en flitsbue og alligevel så vidste han ikke helt om han burde gennemføre det her, det var bare... Så idiotisk, og hvad så bagefter? og i morgen? Hvad betød det her overhovedet? Hans hjerne tænkte som altid alt alt alt for meget og han ville af og til ønske det var ham der var høj på stoffer og derved bare kunne lukke ned for alt det han tænkte.

Han kyssede let hendes kraveben og derefter hendes barm, dog langt fra så intensivt som før, men mere roligt og følsomt, som tænkte han imens og som ønskede han hende dybt og inderligt, som måtte hun ikke gå for noget i verden: "Så rejs dig op" sagde han og skubbede hende roligt af sig og rejste sig op ligesom hende så de stod overfor hinanden.

Han var et halvt hoved højere end hende når de stod op og bukkede derfor hovedet let for at ramme hendes læber igen inden han skubbede hendes bukser i mod jorden så de roligt faldt til gulvet, lige nu var hun langt kønnere at se på uden det orange tøj: "Det er ikke din farve" drillede han i et kort sekund imens han afbrød kysset kun for at fange hendes læber igen, oh Gud dårlige jokes. Hans bevidsthed snærrede af ham, han kunne tænke og alligevel så stoppede han ikke situationen, idiot.

Hun fornemmede hans spændte muskler under sine hænder, ville så gerne trække tøjet af ham men hun turde ikke gøre noget nærmest bange for at han ville stoppe hende og derved bryde magien mellem dem.

Hans rolig kys mod hendes hud nød hun ud over alle grænser, Så blide og bløde, så rammende som forsøgte han at fortælle hende hvordan han havde det og hvor meget han begærede hende. Hun havde det bestemt på samme måde hvis ikke være og hvor ville hun dog gerne skynde sig videre. Utålmodig var hun, mere end noget andet og især nu. Han bad hende rejse sig, og hun føjede ham øjeblikkeligt og var snart på benene. Sko havde hun ikke på, og derfor stod hun helt nøgen da han skubbede bukserne af hende og hun trådte ud af dem.

Kysset han havde trykkede mod hendes læber blev brudt, og hun smilede ved hans ord, kunne ikke andet når han drillede hende sådan. Hun nåede ikke at svar inden hans læber atter fandt hendes, og hun slog armene om hans hals igen mens hun trykkede læberne villigt og begærligt mod hans. Hun ville så gerne mærke ham mod sig, hans hud mod sin, og det kunne ikke gå hurtigt nok.

Lawrence nød at stå ved hende, nød at mærke hendes nøgne hud under sine hænder og han lod kort sine hænder glide rundt på hendes krop og udforske den, perfekt. Den var fuldstændig perfekt. Lawrence forsøgte ikke at tænke for meget over at hun havde været sammen med mange mænd, for bare tanken gav ham en lille smile kvalme, heldigvis voksede hans begær roligt hvilket betød at hans tanker også roligt forsvandt.

Lawrence lod sin ene hånd glide ned imellem hendes ben og trykkede sine fingre op i mod hende: "Jeg fornemmer du er nøgen og det er jeg ikke" sagde han med et flabet smil og trykkede sine fingre hårdere op i mod hende i et forsøg på at gøre hende handlingslammet: "Kom igang" kommanderede han og trykkede igen sine fingre hårdere i mod hende, bare fordi han elskede at drille og være så sindsygt uretfærdig.

Lawrence kunne mærke at hans gode humør og hans dominante attitude roligt kom tilbage til ham, det betød dog ikke han ville lade hende se rummet, ikke endnu. Lige nu ville han bare nyde at mærke hendes krop og at mærke hende.