Voice of an angel - Cinderella

Lawrence kiggede afslappet i mod hende: "Mig skal du ikke være bekymret for" sagde han roligt, han havde været vant til lidt af hvert efterhånden, folk var sindsyge og folk gjorde mange sindsyge ting i denne verden og denne branche: "Du burde skride fra ham" sagde Lawrence med en lav stemme som var det mere til sig selv end til hende, han forstod ikke hvorfor at hun ikke bare forlod ham, skred fra det hele og prøvede at starte noget for sig selv.

Lawrence nikkede da hun svarede på hvad hun tog, men han kommenterede det ikke, han var ikke sikker på hvad han skulle sige. Det var få fucked up og han var ikke sikker på at han nogensinde havde talt med nogen der havde været afhængige af stoffer på den måde før, det fuckede hans hjerne en smule op at han faktisk kunne lide hende som person, for normalt ville han afvise hende allerede ved første sætning når han fandt ud af at hun var afhængig.

"Ja jeg har ingen kommentar på det, sorry" sagde Lawrence i et kort grin som anede han ikke hvad han skulle sige, situationen var meget mærkelig for ham, han plejede at vide alt om folk, og selvom han også vidste meget om hende, så var hun bare så fjernt fra alt han kendte.

Hun skulede af ham men undgik at svare. Han skulle stadig passe på, hun ønskede ikke der skulle ske ham noget på grund af hende. Dårlig samvittighed? Også i den grad! Snart fortsatte han, om end dæmpede og mere til sig selv end hende. "Der er så meget jeg burde.." svarede hun bare. Løgn var det ikke, for hun burde stoppe med de stoffer, skride fra Bastian og finde sig et ordentligt arbejde. Det var dog for svært, uoverskueligt.

Han var tavs som hendes svar faldt og hun smilede medliden inden hun rystede på hovedet da han undskyldte og lænede sig atter frem mens hun lod en finger kredse om glassets kant i blide bevægelser som var det kærtegn. "Du skal ikke undskylde.. du har været så.. imødekommende overfor en person der i grunden er ingenting i forhold til dig.." svarede hun ærligt dog uden at se mod ham. Hun sukkede dæmpede inden hun rettede sig op på ny og kastede et blik mod ham. "Så...har du haft det godt?" spurgte hun, mere af mangel på noget fornuftigt at sige.

Lawrence kommenterede ikke på hendes ord, han kunne ikke tvinge hende til at gøre ting hun ikke ville og desuden så havde han ingen idé om hvordan han kunne hjælpe hende overhovedet, ville hun have penge? Skulle han købe en lejlighed til hende? Give hende en sikkerhedsvagt? Han kunne ikke gøre noget uden at vide og han kunne jo slet ikke gøre noget hvis hun ikke ønskede at han hjalp hende, det var vel også okay hvis hun havde det godt i den branche. Måske fordi hun altid havde været i den og det var der hun følte sig tryg, måske fordi hun ikke turde flygte... Måske en kombi.

"Du kan ikke opgøre personer i penge og jobs, lad være med at tale nedværdigende om dig selv" sagde Lawrence og kom med et kort smil der mest af alt var et spørgelse af sig selv, og han tog så en tår af sin øl, mange mente at han var meget ja, men det var jo kun opgjort i penge og status, ikke i personlighed for når det kom til følelser så var han flere niveauer under alle andre.

"Jeg har haft det okay" sagde han roligt: "Det meste af mit liv består jo i at arbejde" sagde han med et skævt smil på læberne: "Ligesom dit" sagde han henkastet, det var da trods alt noget de havde tilfælles selvom det måske var vidt forskellige ting, måder og frem for alt lyst de havde til de to ting, Lawrence kunne jo godt lide sit arbejde, især fordi han kunne gemme sig bag ved det: "Kan jeg slet ikke hjælpe dig?" spurgte han roligt og tømte sin whiskey.

Hvad årsagerne var til hendes valg kunne let kortes til to ting: Frygt og dovenskab. Hun var for bange, og hun bildte sig ind at hun godt kunne komme ud af det hvis hun virkelig ville, men at hun ikke ønskede det. Skide dårlige årsager men det var dem hun selv tænkte på. I princippet kunne han intet gøre ved hende, han havde ingen ret til at blande sig og hun måtte vel selv finde ud af det på en eller anden måde.

Hun slog blikket ned mod sit glas da han nærmest irettesatte hende som var hun et lille barn. Han havde vel ret, hun kunne bare ikke se det. Med et suk nikkede hun bare og løftede glasset igen hvor hun drak mere af det og endte med at bunde det i en mundfuld. Åh nej, hun var endt i det humør igen.. og det var ikke godt. Blev hun først stiv ville det ende som sædvanligt. Hende på en eller anden bænk i en eller anden tilfældig gade.
Hun følte sig frustreret, og den følelse blev kun værre!

Hun så mod ham som han talte igen og bed tænderne sammen. Ja de arbejdet begge en del, ham mere end hende gættede hun på. Hendes arbejde var trods alt ikke så krævende, hun skulle bare ligge og tage imod.. de fleste mænd var ens og kedelige og hun havde opgivede at få en skid ud af det. Det var egentlig kun når hun sang at hun følte sig levende. Hans sidste ord fik hende til at sukke på ny "Nej Lawrence.. det kan du ikke.. jeg kan henvise til et par søde piger med et pisse elendigt liv som du gerne må redde" svarede hun en anelse spidst. Det havde ikke været hendes hensigt at være spydig, men det var endt sådan alligevel.

Lawrence kiggede roligt i mod hende som hun kiggede ned i jorden og han gjorde tegn til tjeneren om at de begge gerne ville have en refill, han kom tilbage kort tid efter med to glas whiskey mere, denne gang begge ret så fyldte, normalt fik man jo kun hvad der svarede til to mundfulde, men nu var der godt fyldt op, Lawrence kunne også godt bruge lidt at styrke sig på lige nu og han kunne allerede mærke hvordan hans hoved var blevet en smule lettere siden de kom.

Lawrence mærkede sin telefon vibrere i sin lomme, og han tog den op kun for at slukke den, lige nu kunne han ikke håndtere omverdenen også, hun havde flere gange sagt at han ikke kunne hjælpe hende og nu gentog hun sig selv igen, og alligevel sad han ved siden af hende og var ikke gået sin vej, hvilket ikke lignede ham, normalt så ville han slet ikke være interesseret i at prøve at hjælpe folk der ikke ønskede hans hjælp.

"Fair" sagde han i et dybt suk og tog en tår af den øl som efterhånden var i bund, han havde allerede drukket mere end hvad han normalt gjorde, Lawrence Watson var sjældent fuld, ikke fordi han var ukontrolleret når han havde drukket, han kunne bare bedst lide at have en form for kontrol over alle situationer, og når man var fuld så fløj man hurtigt ud af en tangent: "Men hvis jeg kan så sig til, du fortjener bedre end alt det lort" sagde han ærligt og tog en tår af den whiskey der stod, sjældent havde han drukket så hurtigt, men lige nu bemærkede han det næsten ikke engang.

De fik en genopfyldning, og det var noget af en genopfyldning. "Havde jeg ikke vidst bedre ville jeg tro du forsøgte at drikke mig under bordet" kommenteret hun taktløst. Hun havde virkelig ikke tænkt sig om, ordene var var fløjet ud af hendes mund, dette betød at filteret mellem hendes hjerne og mund allerede var skrantende, det her var stærke sager og hun havde allerede fået to drinks på restauranten på husets regning. Hun tøvede dog ikke med at gribe ud etfer glasset og tog en mindre tog.

Hendes blik gled til hans telefon som han slukkede, den må have været på lydløs for hun hørte den ikke ringe. Hun tog endnu en tår mens han stak den væk igen og så overvejende og fjern ud et langt øjeblik. Ja han havde flere gange sagt at han gerne ville hjælpe, og hendes svar havde været det samme hver gang. Det her ville formentlig ikke ændre sig, noget dramatisk skulle ske inden det skete.

Hun rynkede brynene mens hun betragtede ham et langt øjeblik ligeså dvælende som hun havde set ud få øjeblikke forinden. "Gør jeg..? Hvorfor?" spurgte hun oprigtigt nysgerrigt. Hvorfor troede han at hun fortjente bedre? Hun var i alt fald ikke enig. Hun var bare en tilfældig tøs, intet specielt, og absolut ingen speciel. Hun havde faktisk forbindelser, hendes gode ven Romain kunne let trække hende op ad det her lort som han også flere gange havde spurgt om han skulle, hun brød sig bare ikke om at trække folk igennem eller skylde folk noget.

Lawrence smilede roligt og rystede så på hovedet: "Du behøver ikke drikke det" konstaterede han roligt, han var bestemt ikke ude på at drikke hende fuld, han var heller ikke ude på at drikke sig selv fuld men alligevel var det lidt det han havde gang i: "Jeg har bare brug for lidt at drikke" sagde han i et smil der dog hurtigt falmede og i et kort sekund viste den følsomhed sig som han aldrig nogensinde viste, men den forsvandt lige så hurtigt som den var kommet.

"Fordi du er en smuk og intelligent kvinde med talent for andre ting end at sælge dig selv" sagde han roligt og kiggede i mod hende, Lawrence blev skam også mere direkte når han havde drukket, men nu drak Lawrence også sjældent, for ikke at sige aldrig. Dengang han havde mistet Madison havde han været meget fuld et par gange, men det havde været bag sine egne 4 vægge. Han drak ofte alkohol i form af vin og måske et glas whiskey, men at drikke sig fuld? Nja det var ikke hans ting.

Han tog en tår mere af sit whiskey glas, på de knap tyve minutter de havde siddet på caféen havde Lawrence fået en øl og et stort glas whiskey og var nu igang med nummer to, udover det han havde fået tilbage på resturenten til maden: "Jeg forstår bare ikke hvordan du ikke kan se at verden er et bedre sted" sagde han og rystede på hovedet, uden han selv havde bemærket det var han nok kommet til at holde af hende, bare fordi at hun var en god person som endda så langt forbi hans jakkesæt og det navn han bar rundt på som normalt fik folk til at falde for hans fødder.

Hun vidste godt hun ikke behøvede at drikke det, men hun sagde aldrig nej til en drink, selvom hun måske burde omkring ham... eller hvad? I øjeblikket gjorde hans svar hende dog helt mundlam, for hvad skulle hun sige? At han ikke burde drikke? Det ragede jo egentlig ikke hende, han var voksen nok til selv at kunne vurder en situation. Desuden, hans udtryk som han sagde ordene fik noget i hende til at trække sig sammen. Han virkede et øjeblik ikke som den dominerende mand hun indtil videre havde oplevet, derimod så skrøbelig... så følsomt. Hun nikkede derfor blot tavst.

"Intelligent? Hvorfor tror du dog det? Intet jeg har gjort omkring dig har udvist intelligens.. og jeg nægter til stadighed at tage imod den hjælp du så villigt tilbyder mig" svarede hun forvirret. Det var da ikke spor klogt af hende, og at hun var mere værd end det fattede hun ikke, for det var hun netop ikke. Han havde dog allerede sagt hun ikke skulle tale skidt om sig selv, så hun ville ikke give ham endnu en mulighed for at skælde hende ud.

Hun havde bidt sig mærke i hvor meget han havde drukket over den korte periode de havde siddet sammen. "Kom og bo hos mig en uge så vil du forstå det.." svarede hun spontant og uden omtanke. At den slags ikke var spor høfligt tænkte hun ikke på, og hendes maner kunne sagtens blive værre trods alt. Opdragelse og etikette havde ikke just været en del af hendes opdragelse.

Lawrence kiggede roligt i mod hende: "Jeg taler ikke med dumme mennesker, du er klog.. Du kan føre en intelligent samtale frem for bare at sige blondine ting" sagde han blot i et roligt smil og rakte ud efter sin whiskey og bundede det der var tilbage, han nåede knapt at stille glasset tilbage på bordet inden han rakte hånden op i vejret og knipsede, hvilket fik en bartender til at bevæge sig over i mod dem med en falske gin og noget sodavand.

"Tror ikke jeg ville kunne holde det ud, det er netop derfor jeg ikke forstår du kan" sagde han over hendes tilbud, han ville bestemt ikke rende rundt og se på hvordan hun blev behandlet, det var jo forfærdeligt, han ville virkeligt håbe for at hende at hun snart havde mod til at komme ud af den branche.

Lawrence smilde let for sig selv som han hældte et glas halvt cola, halvt gin op til sig selv og til hende, med lemon ved siden af, han vidste ikke hvorfor han pludseligt havde et udtømmeligt hul for alkohol for det havde han ikke normalt, og han kunne skam allerede godt mærke det svimle tog ramme ham med fuld hastighed: "Har du prøvet at sende dine sange ud?" spurgte han roligt.

Hans grundlag for hendes intelligens synes at være hende underlig. Så hun kunne holde en samtale kørende? Javel ja, det var måske rigtigt, sådan havde hun ikke tænkt på det, men hun ville ikke direkte kalde sig selv for klog. "Hvis du siger det" endte hun med at mumle mens han fik bundet sit glas og havde allerede rakt hånden op efter en ny. I guder hun havde aldrig troede hun ville se ham sådan her! Og ham der talte om kontrol og et bedre liv.. well.. det her kunne alligevel ikke sammenlignes med hvad hun gjorde.

"Jeg har aldrig vidst bedre Lawrence, når man ikke har prøvet andet er det ... normalt" svarede hun om end ordet normalt føltes malplaceret i denne sammenhæng. Hun løftede glasset han netop havde fyldt og tog en tår, rynkede svagt på næsen og sukkede derefter svagt som hun lagde det fra sig. Igen betragtede hun ham mens han drak, hun følte sig godt usikker, men havde stadig hjerne nok til at vide hvad der foregik omkring hende og kunne holde en samtale kørende.

Sende hendes sange ud? Hun fattede end ikke
hvad han mente med det. "Eh... ud hvor?" svarede hun spørgende. Hun fugtede læberne med tungespidsen og lod blikket forlade ham inden det gled ud over byen som var noget så smuk at se på fra vinduet. Blikket varede dog kun kort der inden hun atter så mod ham, og løftede sit glas igen.

Lawrence sukkede roligt, åh Gud hvor var hun dog forvirrende, men på den anden side så vidste han godt at hun nok så ham lige sådan. Forvirrende, underlig og fjern. For Lawrence var hun ihvertfald fjern, ja ikke bare fjern. Hun var jo nærmest på den anden side af jorden i forhold til det liv som han selv levede. For Lawrence var penge en stor del af hans liv, rejser, at have det godt med hvad man lavede og han kunne ikke forstå hvordan man nogensinde kunne tænke så dårlige ting om sig selv som hun måske gjorde, og mene at man ikke fortjente et lige så godt liv som alle andre.

"Til firmaer? Pladeselskaber" sagde Lawrence roligt, hvis hun ville slå igennem var det vel sådanne ting man skulle og selvom det at blive sanger var utroligt svært, så var Lawrence sikker på at hun havde talentet, og om ikke så bad han til at hun var det i deres øjne, bare så hun kunne komme væk fra hele denne verden.

"Jeg forstår bare ikke hvordan du kan tænke så dårligt om dig selv" sagde han og drak en smule mere, hans hoved var efterhånden ret tungt og han kiggede så tilbage i mod hende: "Hvordan ville du have det hvis det var din egen datter der levede som du gjorde?" spurgte han og vidste godt spørgsmålet var en smule underligt.

Ja de to væsner var så forskellige som nat og dag, ikke kun deres liv men også personligheder. Det mente hun i alt fald, med hendes livsstil var det vel underligt at påstå andet. Hun havde allerede sagt hun ikke brød sig om det liv hun levede, på den anden side så mente hun det næppe blev bedre og havde aldrig rigtigt kæmpede for det.

"Næ ikke rigtigt" svarede hun ærligt. Det var ikke faldet hende ind, eller jo, men hun mente ganske enkelt ikke at hun var talentfuld nok. Hun havde ofte ment at det var uærligt at tage den vej fordi hun nu havde den evne hun nu havde. Hun havde ikke kæmpede eller øvede sig for at kunne synge så godt, hun var født til det.

Hans spørgsmål var underligt og hun gloede på ham, tanken om børn skræmte hende. "Jeg skal i alt fald ikke have børn!" svarede hun omgående "De skal ikke leve i det her lort. Lawrence jeg ved mit liv ikke er godt, det behøver du ikke understrege.. og du har drukket for meget" hun lagde en hånd over hans arm da han igen løftede sit glas, hun kunne se han havde fået meget alkohol, hans blik sagde det hele. Burde hans vagter ikke dukke op og stoppe ham eller sådan noget.

Lawrence kiggede i mod hende som hun talte: "Det var et hypotetisk spørgsmål" sagde han blot og håbede da heller ikke at hun havde planer om at føde børn ind i denne verden, og sikkert med en far som hun ikke engang anede hvem var, bare tanken gav ham en smule kvalme, han havde hørt meget om disse.. Ting. Denne verden, men han havde aldrig nogensinde selv været så tæt på den, han var både frastødt, nysgerrig og... Forfærdet.

Lawrence kiggede i mod hende: "Måske lidt" sagde han med en let sløret stemme, ja han havde drukket for meget. Måske ikke i forhold til hvad andre mennesker i gjorde, men i forhold til hvad hans egen grænse var, så var han godt på vej: "Men hey, mit liv. I can't help you, you can't help me" sagde han bestemt, det meste af Lawrence's problem var nok det faktum at han ikke lukkede folk ind i sit liv, ikke engang sine næreste venner. Madison havde været tæt på, men selv hende havde han til tider holdt udenfor.

"Jeg forstår bare ikke hvorfor du ikke vil have min hjælp" sagde han og lod sin hånd hvile over hendes som lå på hans arm og han klemte den så let imens han roligt betragtede hendes ansigt, han forstod ikke hvordan hun kunne sige at hun ikke ønskede for andre at være i denne verden også selv være i den, men på den anden side ønskede Lawrence jo heller ikke at en evt. datter af hans levede det samme liv som ham, med ingen tid til arbejde og et alt for rodet kærlighedsliv, det ønskede han ikke for nogen. Så de var vel næsten i samme båd. Lawrence løftede hendes hånd til sine læber og kyssede kort hendes håndryg uden at fjerne blikket fra hende og slap heller ej hendes hånd selvom han lod den sænke sig ned i sofaen igen.

Hun rynkede på næsen men nikkede. Hypotetisk eller ej, så var det altså skræmmende. Børn? Nej tak, ikke nu og muligvis aldrig. Hun havde intet imod børn som sådan, men hun havde heller aldrig skulle forholde sig til dem. De få veninder hun havde haft som nu har børn havde hun ingen kontakt til, og det formentlig fordi de nu var faldet til ro og havde et stabilt liv som de ikke ønskede hun havde del af. Forståeligt nok.

Forvirringen var et øjeblik tydelig i hendes ansigt, help him? How so? Ja hun havde fangede hans liv muligvis ikke var så perfekt som han gav udtryk for, men hvad skulle han dog have behov for. En tanke slog hende, og selvom den var underlig sagde hun den frem. "If you let me help you, you may be able to help me" svarede hun .. lokkende? Hun anede ikke om det var det her hun havde brug for, eller hvad han havde at sige til det. Men nu var han stiv så måske hjalp det på hans beslutning.

*Af samme grund som du formentlig ikke vil lade mig hjælpe dig* tænkte hun men undlod at sige det høj. Hun svarede ikke, beholdt blikket mod ham og han lagde sin hånd over hendes. Blikket forlod ham og gled til deres hænder, hendes det mere eller mindre var dækkede af hans. Snart løftede han den kom og kyssede hendes håndryg hvilket kom bag på hende, hendes blik fløj op til hans og låste sig fast der hvor det ikke var muligt for hende at tage det til sig. Hun sank en klump og snart sænkede han hendes hånd dog uden at slippe. Hun var fortsat tavs.

Lawrence havde jo faktisk været tæt på at blive far, for dengang Madison døde havde hun jo faktisk været gravid med datteren som blev navnegivet Grace selvom hun aldrig blev født, Lawrence var efterhånden kommet sig over det, men der hang stadig et billede af hende inde i sit soveværelse, også selvom det måske kun var en ultralyds scanning, så skulle hun da stadig mindes, for teknisk set havde hun jo været i live. Dog regnede Lawrence ikke med at han nogensinde skulle have børn, generelt skulle han bare aldrig binde sig igen.

Lawrence smilede kort og rystede så på hovedet, hun kunne ikke hjælpe ham. Desuden så havde han jo alt, det var jo bare hans egen fucked personlighed og frem for alt hans egne underlige tanker der fuckede hans liv op. Han havde penge, han kunne få stortset alle kvinder han pegede på og han kunne få alt han ville have hvis han knipsede, han kunne bare ikke få ro inde i sig selv og med årene havde han nu nok lært at acceptere at det var sådan det var.

Da Lawrence havde sænket hendes hånd var han stille i hvad der føltes som meget lang tid imens han prøvede at få sin hjerne til at fungere, sige noget fornuftigt. Men der kom ingenting til ham, hele hans krop hele hans sjæl var pludseligt blevet tavs og han endte istedet for med at læne sig roligt frem i mod hende og kyssede hendes alt for røde læber, selvom han godt vidste det måske ikke var det smarteste træk i verden, så slørede alkohollen alt fornuft der måske skulle være tilbage.

Han sagde intet, og ved hendes spørgsmål rystede han bare på hovedet. Inderst inde havde hun vel vidst det men nu fik han så at vide at han ikke var ene om at blive afvist når han forsøgte at hjælpe. Hun rystede tanken ud af hovedet og smilede svagt i stedet for, det her var underligt.. at hun var her med ham var underligt.

De var pludselig begge tavse, og de så blot på hinanden. Hun følte tavsheden forvirrende, en anelse akavet og hun følte sig malplaceret igen. De to kvinder som havde siddet derinde da de kom var også tavse, hvornår de var holdt op med at tale anede hun ikke men det blev hun pludselig bevidst om. Hun fjernede dog ikke blikket fra ham for at finde ud af hvad de lavede, selvom hun fornemmede deres blikke på sig.

pludselig var de glemt, og det kun fordi han havde lænede sig nærmere mod hende. Hun holdt vejret og vidste nærmest instinktivt hvad hun ville blive mødt af. At blive kysset og kysse var meget normalt for hende, det gjorde hun hele tiden men af en eller anden grund så følte hun sig ikke spor tilpas ved det her. Ikke at det gjorde noget, for hans læber lukkedes sig om hendes øjeblikket efter og hun lukkede øjnene i. Han duftede specielt, en blanding af alkohol, hans dyre parfume og .. noget specielt. Det hjalp ikke just, og hun mistede grebet som hun i stedet gengældte det. Selvom det lagde roligt ud så udviklede det sig hurtigt til at blive dybere og mere intens dog ikke overdrevet. Det gøs i hendes krop og enhver fiber i hendes krop skreg efter at gøre det dybere, hendes hjerne og den smule fornuft hun havde bød hende dog at kontroller sig og det var hvad hun gjorde. De var begge påvirket af alkohol.

Lawrence Watson gjorde sig ikke i at kysse med tilfældige folk, han gjorde sig slet ikke i at kysse kvinder når han var fulde - og endnu mindre gjorde han sig i at kysse kvinder offentlige steder hvor at alle mennesker ejede en mobil med et kamera i og kunne tjene 1000 euro på no time. En ædru udgave af Lawrence ville nok have slået ham hårdt i hovedet lige nu, for dette var alt andet end fornuftigt og på ingen måde klogt eller rationelt!

Han lod kysset brydes og sukkede tungt imens han prøvede at få sine tanker til at vende tilbage til den virkelige verden, men lige nu svævede de et eller andet sted langt oppe imellem skyerne, han kiggede i mod hende for derefter at kigge ned i sofaen og kiggede så i mod sin drink som han gjorde et forsøg på at række udefter, men som hans hånd ramte glasset væltede det nedover bordet og henover ham selv.

"Oh shit" sagde han og kiggede i mod Cindy, de var nødt til at ... Ja han vidste det ikke, han måtte undskylde for sin opførsel, det var ikke god stil, men for nu mærkede han kun hvordan hans bukser blev gennemblødte: "Undskyld mig" sagde han og gjorde et forsøg på at komme på benene og selvom han stod og gyngede et kort øjeblik så vandrede han målrettet i mod badeværelset.

Man kunne roligt sige at han efterlod hende hivende efter vejret da kysset blev brudt. Ja han havde ganske enkelt taget pusten fra hende, det var han god til. Hun end ikke tænkte på hvad det her betød i disse øjeblik, som ham var hun i sin egen urørlig zone og alt virkede perfekt, eller mere end perfekt.

Dette blev dog brat brudt da han kom til at vælte sin drink og han måtte rejse sig op. Hun betragtede ham, rynkede brynene og det begyndte langsomt at dæmre for hende hvad der lige var sket. Han smuttede ud mod toilettet og hun gloede måbende efter ham. De havde lige kysset havde de ikke, et enkelt blik til side mod de to kvinder fortalte hende at det her virkelig var sket og ikke blot en af hendes underlige fantasier fordi hun var høj. Hun sank en klump, pis!

Uden at tænke sig nærmere om rejste hun sig op. Hun måtte væk! Inden han kom tilbage. Derfor skyndte hun sig - trods dræberhælende - ud mod elevatoren, det føltes som en evighed inden den kom og et par minutter efter stod hun ude på gaden. Hvorfor hun flygtede? Han havde kysset hende for fanden! Han havde sagt han ikke ville røre hende, men det havde han lige gjort. Han var stiv, mindede hun sig selv om, men et snøft brød alligevel hendes læber som hun hurtigt fik prajede en taxa der tilfældigt kom kørende og satte sig ind. Det her endte ikke godt, hun måtte gøre sit ypperste for at holde sig væk fra ham.

*Time jump*

Nogle dage efter havde hun stillede sig ved sit vante område. Bastian havde grebet fat i hende og truede hende igen, og hun stod nu derude i noget af et usselt syn. Flere andre kvinder havde også stået der, men jo længere tid der gik og jo tættere på mørket kom, jo færre blev de. Bastian dukkede op kortvarigt for at tjekke op, og hun fik sig både en skideballe og en lussing over ikke at anstrenge sig og gå klædt i en grim lang frakke der dækkede den kjole manden havde tvunget hende i. Hun tvang nu frakken af hende inden han marcherede bort i en vred og irriteret mine og hun sukkede og trådte frem, strakte sig åbenlyst og lod de få billister der dukkede op tjekke hende ud, en enkelt stoppede brat op og rullede vinduet ned, og hun lænede sig ind gennem vinduet og gjorde sig til, der vat tydeligvis ikke behov for det. Sekunder efter havde hun sat sig ind i bilen og den kørte væk.

Outfit

Det var da bestemt ikke rart at blive efterladt på caféen også helt uden mulighed for at komme til at ringe til hende og tjekke på hvad der var sket. Men alligevel så måtte han bare acceptere det faktum at det at invitere hende ud på en drink havde været en kæmpe fejl. Især fordi at forsiden på dagens avis næste morgen havde været et billede af Lawrence og hende, damage control var et ord som han PR assistent ofte brugte, men egentligt var der jo ikke så meget at gøre. At pressen havde fundet ud af at hun var prostitueret havde dog ikke gjort overskriften ret meget bedre, med vilje havde Lawrence dog ikke læst artiklen.

Lawrence var denne aften kørt ned i mod byen i sin sorte Audi R8, han vidste ikke engang hvorfor han kørte af den gade han gjorde, og dog så vidste han det jo inderst inde godt. I hans eget hoved skulle han finde hende for at undskylde for sin opførsel, men han vidste jo godt at det var fordi han havde lyst til at se hende igen, også selvom han på ingen mulig måde fattede hvorfor.

Lawrence fik øje på hende et stykke henne og satte roligt farten ned, piger på hele gaden, det var ikke et syn Lawrence så ofte, de vinkede alle til ham og smilede sødt, men Lawrence kiggede ikke engang i mod dem, han var kun interesseret i en. Han stoppede bilen som ham foran gjorde det samme og han så et stykke henne Cindy hoppe ind i en sølvgrå bil, åh damn... Han blev med det samme jealous, hvad han ejede skulle folk ikke pille ved, og selvom han ikke ejede hende.. Ja, han vidste snart ikke. Alt han vidste var at han satte foden på speederen og roligt kørte efter bilen imens han slog sin telefon til højtaler og ringede ind på kontoret.

Avisoverskrifterne havde ikke været så pæne, og hun havde fået en smækket i hovedet af en hvis person der atter havde truede med at flå Lawrence levende hvilket havde gjort hende nået så rædselsslagen. Hun anede ikke hvad hun skulle stille op, og havde derfor blot føjede ham i alt hvad han havde bedt hende om hvilket i starten havde været til at overkomme, men hun var ikke just glad for det.

At Lawrence så havde besluttet at kigge forbi gaden hvor hun arbejdet anede hun ikke, hun bemærkede ikke Audien som var dukkede op det øjeblik hun havde fået en på krogen. Derfor var hun totalt uvidende om at den sølvgrå bil blev fulgt af ham og generelt forsøgte hun at holde mandens hænder fra sig i mindst lidt tid. Hun havde det ikke for godt, men det havde hun nu aldrig når hun skulle gøre det her. Ud ad til var hun dog charmerende og smigrende og manden nød det tydeligvis. Han var over tredve og ikke verdens pæneste syn, han havde dog tydeligvis penge nok.

De kørte i omkring femten minutter inden han stoppede ude ved en motel. Han parkerede bilen og hun steg ud og trak kjolen lidt ned inden hun fulgte med ham hen for at skaffe en nøgle til et værelse. manden gloede på hende, var det underligt? Hun var et skønt syn og det kunne man vel kun takke hendes race for. Manden fik en nøgle, værelse 4 og de satte kursen den vej hvor de stoppede ude for døren. Han fik låst op og lod hende træde ind først.

Lawrence kørte efter og efterhånden havde han fået to biler mere efter sig, ikke tilfældige biler naturligvis. Ting var ikke særligt ofte tilfældige for ham, ikke udover kys på en café i fuldskab naturligvis. Normalt så prøvede han at planlægge ting meget nøje og dette var ikke nogen undtagelse, han havde ikke lige planlagt at følge efter en af hendes kunder, men lige nu følte han slet ikke at der var nogen vej tilbage, han kunne ikke bare tage hjem.

Som de stoppede foran motellet kørte Lawrence en smule videre og holde på en parkerings plads bag ved for ikke at vægge opmærksomhed, han gik ud af bilen og ved siden af ham stod 4 sikkerheds vagter som var iklædt uniform og det hele, Lawrence gik sjældent afsted uden dem, men ofte var det ikke så åbenlyst. Lawrence gik ned i mod værelse 4 som var der den ene vagt havde set dem gå ind, Lawrence ventede et par meter udenfor værelset imens de 4 vagter trådte i mod døren.

Den første mand stod klar og sammen talte de 4 vagter til 3, og inden de havde set sig om havde den første mand fået slået døren ind med skulderen og de 4 var hurtigt henne og ligge manden i håndjern, Lawrence var ikke lige kommet på en god historie om hvorfor han fik denne mand anholdt, men han skulle nok finde ud af et eller andet, om ikke andet så var manden jo kommet væk fra hende også måtte Lawrence jo taget bøden. Da de havde fået manden i håndjern gik en af vagterne ud og nikkede i mod Lawrence, og han kom til syne i døren ind til værelset.

Hun havde ikke just regnet med at hendes aften ville indvolvere Lawrence. Hun forsøgte faktisk at glemme at den mand eksisteret. At hans kønne ansigt så dukkede op på gaderne, i blade og på fjernsynet var noget der hjalp på det, men i øjeblikket tænkte hun faktisk ikke på ham. Hun forsøgte udelukkende at fokuser på manden foran hende, han betalte trods alt for det.

Døren blev lukkede og hun vendte sig mod ham hvor han allerede havde fået sit slips af og gik mod hende. Hun smilede et uskyldigt smil hvor han straks kommanderede med hende, bad hende smide kjolen og lægge sig i sengen, og fordi man jo var købt, så lystrede man bare. Hun gjort et mindre nummer ud af at smyge dig ud af kjolen og beholdt dog lingeriet og skoene på mens hun smuttede hen til sengen.

Hun havde knap lagt sig til rette før værelset blev invaderet og hun gispede og satte sig straks op mens manden blev grebet og flået ud af værelset. Han råbte og skreg, kæmpede imod og hun gloede forvirret som han bare var væk og hun efterladt alene. Hvad der lige var sket anede hun ikke, øjeblikket efter dukkede Lawrence op, og synet af ham fik hende til at måbe. Hvad fanden lavede han her?! Hun behøvede ikke et svar på spørgsmålet, hun kunne gætte det var hans værk. "Hvad har du gang i?!" hvæssede hun.

Ja hvad havde han egentligt gang i? Det værste var at han ikke rigtigt havde noget svar og han stod derfor blot roligt og betragtede hende unden at svare, nok mest fordi han ikke helt havde et fornuftigt svar, han kunne jo naturligvis bare være ærlig og sige at det var fordi han havde brug for at se hende og sige undskyld til hende, men det virkede nu alligevel en smule absurt når man så det i lyset af at han lige havde slæbt en mand væk i håndjern, endda en mand der jo ikke helt havde gjort noget.

Lawrence gik ind i rummet og lukkede døren efter sig så de var alene på værelse nummer 4: "Well jeg er da også glad for at se dig" sagde han med et kort og dominerende smil imens han gik en kort runde i rummet og betragtede det, han gik over i mod en stol og greb et tæppe der hang over det, og han gik så hen til sengen og afleverede det til hende så hun kunne dække sig til: "Her" sagde han.

"Jeg kom egentligt bare for at sige undskyld for min opførsel på caféen, det var meget upassende" sagde han og rystede på hovedet, han forsøgte lige nu at glemme omstændighederne de var i og fokuserede istedet på det faktum at der var en grund til at han ville opsøge hende igen, og han forsøgte ligeledes ikke at kigge alt for meget på hende, men han var jo trods alt mand og well.. hun var jo trods alt ikke ligefrem grim.

Hun fnøs ved hans svar og skulede af ham. Hvorfor hun følte sig så vred og irriteret var hun ikke helt sikker på. Det var helt klart ikke fordi han afbrød noget hun i forvejen ikke havde lyst til, men når det så var sgat så havde hun lyst til at skælde ham ud, råbe og skrige og bare være... dramatisk! Hun var en kvinde så det måtte hun godt.

"Gid jeg kunne sige det samme" svarede hun spidst og skulede fortsat af ham. Pludselig trådte han ind og lukkede døren efter sig hvor hun ikke flyttede sig men blot lå der på sengen og var total fristende. Han gik hen til en stol og greb et tæppe som han kom tilbage og gav hende, hun rakte ud og tog imod det, satte sig bedre op og svang benene ud over sengekanten men rejste sig op i stedet for at vikle det om sig.

Hun hævede det ene bryn ved hans fortsættelse. Nåh det var han?! Hun bed tænderne hårdt sammen og lagde armene overkors stadig uden så meget på, efter et øjeblik trådte hun helt tæt på ham lod den ene hånd lægges over hans bryst. "Lawrence, bare gøre det du har lyst til.. aviserne skriver allerede om os og tror vi har knaldet.. det her er mit job og hvis det glæder dig så tager jeg ikke imod penge for det fra dig.." sagde hun blidt og næsten sukkersødt, vreden var dog alligevel at spore i hendes blik. Det var vel tydeligt at hun fortalte ham at hun mente han kun var her for at få hendes krop, alt andet gav bare ikke mening for hende.

Lawrence kiggede i mod hende, og stod et par meter foran hende og betragtede hende, han vidste snart ikke hvad han skulle stille op, men lige nu havde han mest af alt lyst til at slæbe hende hjem i kælderen og tage sig 'kærligt' af hende, men det var ikke en mulighed og hans fornuft talte ham i mod, lige nu var han jo heldigvis ædru til at høre hvad hans fornuft sagde, frem for bare at lade sine instinkter lede sig, det virkede jo tydeligt ikke særligt godt.

Lawrence kunne ikke lade være med at komme med et kort smil og rystede så på hovedet: "Cindy, jeg er ikke sådan en fyr" sagde han roligt og kiggede i mod hende, det var da ikke fordi han ikke kunne lide hende, men han ville ikke have sex med hende, ikke sådan her og måske ikke nogensinde, han var stadig ikke helt sikker på hvor han stod henne med hensyn til det.

"Tag dit tøj på..." sagde han roligt: "Jeg skal nok betale de penge du har tabt" sagde han stille og satte sig så ved siden af hende på sengen med omkring en meters afstand og fandt så sin pung frem: "Hvor meget?" spurgte han stille og kiggede over i mod hende, han ønskede ikke at hun skulle tabe penge på grund af ham.