Caught a Fox -Gore-

Mei gispede ganske let, mens feberen langsomt bevægede sig igennem hendes spinkle krop...
Hun holdt øje med Angelie, og efter halvandet minut faldt det hende ind, at elveren måske ikke havde tænkt sig at gøre noget - ikke før giften havde gjort Mei forsvarsløs, hvilket ikke ville tage ret lang tid.

Det, og så elverens døvhed, kunne udnyttes...

"Hnng.." Mei skar ansigt og lagde armene om maven så det så ud som om hun havde stærke smerter der - mens hun i virkeligheden i smug greb fat om de to granater hun havde i bæltet.

Hun brugte sin ene tommelfinger til roligt at trække splitten på den ene, og begyndte så at tælle sekunderne...
Da der var gået nok små sekunder, rettede hun sig hurtigt ud og kastede den aktiverede granat imod Angelie.
Grundet hendes timing, ville den detonere lige før den ramte elveren, og volde enorm skade på den rødhårede plageånd - med mindre denne var utroligt hurtig.

Da granaten så eksploderede, trak Mei splitten på den anden, og trillede den hurtigt hen ad gulvet imod Angelie, vel vidende at elveren var døv, og muligvis distraheret eller såret af den kraftfulde eksplosion, der lige var sket.

HVIS alt dette fejlede, ville det lykkes Angelie at tvinge Mei om på ryggen, og den unge kvinde ville ikke have en chance for at undgå kniven.

Det var først, da de sarte øjne opfangede bevægelsen af Mei, der kastede noget efter hende, at Angelies alarmklokker satte i sving. Hendes krop svang sig i en rullende kolbøtte igennem luften, væk fra Mei og den granat hun kastede, for st søge ly bag det massive metalbord.
Det var dog ikke lykkedes hende at komme helt ud af rækkevidden, så trykbølgen, der kom, sendte hendes krop rullende igennem luften, hvorefter den kolliderede med det hårde stengulv.
Panden ramte hårdt imod gulvet, med et klonk, hvorefter den metalliske lugt langsomt bredte sig, fra en sprække der var kreeret over det venstre øje.
Gryntende lyde hørtes svagt fra hende, som Angelie forsøgte st hale sig på benene, da det næste brag lød, og sendte hende direkte tilbage ned imod gulvet.

Den lille forbandede satan var efterhånden ved st gøre hende rimelig utilfreds og rent ud sagt, hidsig.
Som hånden lagde sig imod bordpladen, halede hun sig ganske langsomt op, støttende til denne, for derefter at sende det rasende blik imod Mei.

Det lydende blod rørte hende ikke, som det dryppede ned over hendes ansigt. Med den dødeligt udseende kniv i hånden, satte hendes krop sig i bevægelse, for st penetrere kvindens fod, hvilket var planen som i første omgang.
Hvis dette lykkedes, ville hun ubarmhjertigt dreje kniven nede i foden, så takkerne ville bore rundt, brække knogler og sener.

Den første eksplosion rungede i hendes ører, og selvom granaten var for langt væk til at kunne sønderrive hende, skubbede shockbølgen hende bagover, og hun landede hårdt på ryggen - for svag til at tage af for faldet.

Hun gispede da hun slog baghovedet mod det kolde stengulv, og hun tog i at bede en stille bøn, da den anden eksplosion lød.
"Kom nu..." hviskede hun hæst,
"Lad hende nu være død..."

Men nej... skæbnen var ond, kold og modbydelig, og ingen hørte hendes bøn.
Hun kiggede op på Angelie, mens hun trak vejret i hurtige stød, af frygt for hvad der nu skulle ske.

Og noget skete der... for den modbydelige kniv gik lige igennem hendes fod - og hvis Mei havde haft kræfterne til det, ville hun have skreget højere end nogensinde, da det grumme blad blev drejet i hendes fod.

Men i stedet for et skrig, kom der en sørgelig, hvæsende lyd, der mest af alt mindede om et hulk, og Mei's krop skælvede i pinsel.
"Stop... stop..." bad hun hæst, mens tårerne løb ned over hendes kinder.
"Ikke mere..."

Spm bladet skar sig ned igennem kvindens bløde kød, blev smilet langsomt formet, inden hun efter halvanden omgang med kniven i dennes fod, flåede den op, inden Angelies egen fod, pressede sig imod Meis brydt, for at tvinge denne ned st ligge på ryggen.

Hvis denne lagde sig, bukkede hun sig derefter ned, for at samle det afhuggede stykke af pisken op fra jorden, inden hun trådte op på brystet af Mei med sin fulde vægt, for derefter st forsøge st binde kvindens hænder sammen, stramt nok til at disse ville få minimal blodtilstrømning.
Hun ville ligge dem på jorden over hendes hoved, for derefter at hamre kniven så hårdt igennem håndfladerne, der ville ligge oven på hinanden, at denne ville sætte sig fast i gulvet under Mei og suspendere hende endnu engang.

Knælende, lagde hun en næsten kærlig hånd imod Meis kind, for derefter at åbne sindet og bruge hendes evner til at tale i Meis sind. 'Huske vores aftale' ville den forførende søde stemme lyde, inden hendes healende evner ville flyde igennem hånden og heale Meis krop fra giften, så mennesket ikke pludseligt døde midt i det sjove. Det var nu det skulle til at begynde.

Hun hulkede ufrivilligt igen, da kniven blev flået ud af hendes fod. Smerten var ulidelig, og selvom kobragiften gjorde sit imod hendes nerver, så fjernede den absolut ikke smerten.

Mei mærkede foden mod sit bryst, og var ude af stand til at kæmpe imod, da hun blev skubbet ned på ryggen.
Hendes muskler ville ikke lystre, og den stress hendes krop var blevet udsat for, forøgede giftens virkning.

Hun gispede højt da den, ellers ret lette, elver trådte til på hendes bryst.
Mei kunne knap få vejret - og til sin rædsel så hun, hvordan Angelie førte hendes hænder op over hovedet.
Hun forsøgte at sige noget, at få elveren til at lade være... men der kom intet over hendes læber.

Og så blev kniven hamret igennem hendes håndflader.
Denne gang var det ikke den voldsomme smerte, der gjorde mest... det var tanken om, at hun igen var totalt blottet og forsvarsløs.

Så lød den søde, forførende stemme... og Mei ville gerne nikke, men kunne ikke.

Dog begyndte hun pludselig at trække vejret lettere, samtidig med at hendes syn, der var blevet slørret, blev skarpere igen.

Mei sank en klump og trak vejret dybt, mens hendes ømme muskler begyndte at slappe mere af.
"Hv-hvordan...?" lød det spagt fra hende - men hun vidste det allerede.
Magisk helbredelse.

Angelie var først lige begyndt...

Let klappede hun hånden imod Meis kind, inden hun trak denne væk fra hende, for derefter at samle en saks op fra gulvet, da instrumenterne var blevet blæst ned fra bordet efter granaterne.

Tålmodigt begyndte hun at klippe Meis trøje op, for st komme ind til den kevlar vest, som kvinden var iført. Det gik jo ikke, at Mei bar beskyttelse, når de skulle til at lege.

"Husker du mit spørgsmål?" Spurgte hun monotont og ganske roligt, som trøjen var blevet klippet op over brystet, og nu blot var to stykker ødelagt stof.
Hun begyndte st åbne vesten, for derefter at give toppen samme behandling, som det første lag, indtil kvindes brystparti var blotlagt.

En finger gled fra Meis halsrøret og hele vejen ned langs midten af maven, passerede brystet, for til sidst st ende ved navlen.
"Bliv der" hviskede hun næsten sukkersødt, inden Angelie rejste sig, for st rode lidt rundt i instrumenterne, indtil hun fandt en række lange tynde nåle, på omkring fyrre centimeter hver.

Igen ved Meis side, knælede hun ned på det ene lår, inden hun fugtede læberne med tungespidsen, for derefter st betragte hende.
Med en ferme hånd, begyndte Angelie at stikke nålene lodret ned igennem kødet. En ville porse hver lunge, en i leveren, venstre nyre. Hun passede her. Nålene var uskadelige indtil hun valgte st trække dem ud, hvor hullerne i organerne ville skabe indre blødninger. "Så hvorfra kender du Zureshalon?"

Hånden mod hendes kind var modbydelig... det var spottende ad helvede til. Provokerende.
...men Angelie havde overtaget nu. Og Mei vidste, at hvis hun ville have bare en lille chance for at overleve dette, så måtte hun forsøge at lade være med at gøre elveren vred.

Dog måtte hun spærre øjnene op i frygt, da Angelie begyndte at klippe sig igennem hendes taktiske jakke, for så at åbne den beskyttende kevlar-vest, og blotte hendes brystparti og mave - to steder, hun absolut ikke ville gøre til mål for elverens sadisme.

Alt faldt dog sammen for Mei, da Angelie klippede hendes top op, og blotlagde hendes bare mave og brystet, som nu kun var dækket af en simpel, sort sports-bh (Taktisk under bevægelse...).
Her blev det tydeligt, at Mei ikke besad stærke muskler til at stå imod noget som helst med... det var ikke der, hendes træning og evner var. Og det kunne ses nu.

Den unge kvinde følte sig så ydmyget, som hun lå der. Så ydmyget...
Men sådanne tanker fik hurtigt ende, da Angelie hentede en håndful meget lange, spidse nåle.
"Nej!" sagde Mei med frygt i stemmen, "Nej, okay! Jeg fotæ-ARGH!" den første nål gennemborede hende, og nåede ind i hendes ene lunge.
Det gjorde ondt, og hun skar tænder, men forsøgte at lade være med at vride sig, da Angelie stak hende tre gange mere; to i brystet og én i maven - og Mei var helt klar over hvad hun havde sigtet efter.

"For... for fanden..." hviskede hun med skælvende stemme, mens hun kiggede op på sin plageånd.
Så nikkede hun. Hun ville svare på spørgsmplet... dette kunne hun ikke tage... ikke de områder...

Et kort øjeblik sad Angelie blot og betragtede nålepuden, som var det hendes mest værdifulde kreation. Nålene havde fået kvindens lydløse skrig frembragt, og Angelie kunne mærke hvordan hun skælvede under hendes lange, elegante fingre.

Nikket skuffede hende en anelse, eftersom hun havde håbet på, at Mei ville kunne holde til en anelse mere end et par enkelte nåle. Hun var dog tro mod sit ord, og lagde derfor fladt en hånd imod Meis kind endnu engang.
Magiens kanaler åbnede sig, som hun roligt tvang sig adgang ind i Meis sind, hvor hun ville have form som en uformelig røgsky. 'Tal' hviskede den igen forførende stemme tålmodigt, imens hun ventede på hvad menneskepiger havde ar berette på dette punkt, forhåbentlig var Mei fornuftig nok til ikke at stikke hende en løgn, men man kunne vel altid håbe.. Hun ville nyde det.

Det var med meget tilbageholdt lettelse, at Mei mærkede hvordan Angelie trængte ind i hendes sind for at kommunikere - for elveren havde vist sig som værende sadistisk, og Mei var ikke sikker på, at ærlighed ville redde hende...

Men der var dog et lille håb, og det var hun nødt til at tage.

Så hun lukkede øjnene, og så Angelie's røgagtige skikkelse for sig.
"Jeg... han opsøgte mine tidligere arbejdsgivere. En sammensværgelse mellem en vampyr-mafia og en dæmon-sekt. Sammensværgelsen ejede store dele af Terre's undergrund og natteliv... så Mr. Zuresh slog dem ihjel, alle som én. Lige for øjnene af mig. Og så... tilbød han mig et job."
Hendes stemme var rolig, og der var kun en anelse skælven i den her og der.

Mei havde været ærlig... men hun var også godt klar over, at den information hun havde givet, kun var delvist interessant.

Netop denne oplysning var ganske enkelt fuldstændig ligegyldig for Angelie. Det skulle mere betragtes som en form for test, for st se hvorledes Mei ville håndtere udspørgslen.

Der var intet, der fortalte Angelie at kvinden ikke fortalte sandheden, og røgskyen smøg sig om hendes sind, roste hende med et 'dygtig pige', inden hun gjorde klar Tim at spørge et af de næste spørgsmål på listen.

'Hvordan ser han ud nu?' Der var ingen grund til at trænge ud af kvindens sind, medmindre denne blev trodsig og Angelie fik muligheden for at skamfere pigebarnet en anelse mere.
Indtil videre holdt hun sig dog i skindet. Zane havde udtrykkeligt sagt hvilke informationer han ønskede fra dette menneske, og hun døde hellere end at skuffe den mand.

'Dygtig pige' lød som om hun var en hund, eller et lille barn... hvor hun dog hadede det.
Men der var intet at gøre. Ikke nu.
Angelie havde stadig overtaget, og Mei var usikker på, om hun overhovedet ville kunne få en ny chance...

Da elveren spurgte om Zuresh' udseende, rynkede Mei dog brynet, men tog sig hurtigt i det.
Så hendes leder havde altså muligvis set anderledes ud...?
Måske var der en chance for, at Mei stadig kunne gøre noget godt for Shadowsun i denne ellers håbløse situation...

"Han ligner en elver..." svarede hun, "Klassisk, med lyst hår og let spidse ører samt grønne øjne. Slank og smuk, men stærkere end han ser ud."

Røgtågen vred sig i vrede hidsige udbrud i Meis sind, som denne stak hende en direkte lodret løgn. Hun forsvandt omgående, for derefter at stirre direkte ned i Meis øjne, med et glødende raseri.
Der var en enkelt grund til, at Angelie vidste dette var løgn. Zureshalon ville ikke tage ny form, der lignede Zane så meget som kvinden havde beskrevet. Det ville være direkte dumt, og var der noget denne dragemand ikke var, så var det dum.

Hånden lagde sig om den nål, der stak ned i Meis lever, inden Angelie rørte den rundt inde i organet, for derefter at trække den hårdttræ af Meis hud, for derefter langsomt at påbegynde den indre blødning.
"Forkert" hviskede hun ud imellem sammenbrudte tænder, inden hun rakte bagover, for at lade fingrene glide om noget der mindede om en ske man lavede iskugler med.

Hun holdt den foran Meis ene øje, så kvinden kunne få et ganske smukt blik på denne, inden Angelie trak let på skuldrene.
Hun fortsatte hvor hun var blevet bremset sidst, lagde en hård hånd imod Meis pande, for derefter langsomt og ganske elegant, at grave det venstre øje ud på kvinden.

Raseriet i Angelie's øjne, fik frygten op i Mei igen. Hvordan fanden havde elveren regnet ud, at hun løj!?
Hun gispede da nålen blev trukket ud, og kunne godt mærke hvordan en indre smerte lige så langsomt begyndte at dukke op.
Det her var skidt...

Hun fulgte Angelie's bevægelse, da denne rakte bagud efter noget... hvad nu... en kniv? For helvede, det håbede hun ikke...

Men det der et øjeblik senere blev holdt ud for Mei's ansigt, gjorde hende bleg af ren rædsel.
"Nej..." hviskede hun og rystede på hovedet.
"Nej, ikke det..."

Men jo.
Den psykopatiske elver var nådesløs, og Mei's skrig gav ekko igennem Abbadon's fangekældre, da hendes ene øje langsomt blev gravet ud.

Da gerningen var gjort, var Mei's ene kind våd af blod, mens den anden var våd af tårer.
Hun skælvede og trak vejret i hurtige stød.
"Shado... Seelie... hjælp..." peb hun ynkeligt, uden rigtig at tage sig af at hun sagde navnene højt.
Lige nu, ville hun bare have hendes søster og hendes veninde...

Klip lød det, da saksen klippede nervestrengene over, der holdt øjet fast til kraniet. Angelie holdt det ganske tilfreds op for st betragte det, inden hun kiggede ned på Mei endnu engang.

"Skal vi prøve igen?" Spurgte hun ganske roligt, imens hun sørgede for at holde øjet imellem tommel og pegefinger, så Mei ville kunne se dette med det andet.

Hånden lagde sig dog allerede imod hendes kind endnu engang, for at heale nervetrådene, så kvinden ikke endte med st forbløde i hjernen. Hun stoppede blødningen efter st have klippet øjet SF, inden hun smilede næsten uskyldigt, afventede på om denne ville nikke.

Hvis hun gjorde dette, trængte Angelie endnu engang ind i sindet på Mei, som den selvsamme røgsky, udtalte præcis det samme ord, og ventede blot.

Mei spjættede med hele kroppen, da Angelie rørte hendes kind igen, og hendes åndedræt begyndte at skælve.
Hun var bange...

Aldrig havde hun oplevet så intens en smerte. Så opkastvækkende en pinsel...

Hvad fanden kunne det skade om Angelie vidste hvordan han så ud!? Hvis elveren havde været bare halvt så smart som hun selv troede hun var, så vidste hun det allerede...

Mei nikkede.

"Menneske... ét øje, klap for det andet. Veltrimmet skæg og hæs stemme... går klædt i jakkesæt..." lød hendes stemme til Angelie's røgagtige form.

Angelie vidste præcis hvor smertefuldt det var st få gravet et øje ud, for fanden Lazarus havde gjort det samme ved hende i sin tid, at hun så blot havde fået lov st beholde det var forskellen.

Som Meis indre stemme hviskede oplysningerne til hende, hævede Angelie let det ene øjenbryn. Dog valgte hun st godtage svaret efter st have overvejet om det måske blot var en halv sandhed. Racen var underordnet, så længe de havde et udseende at gå efter trods alt.

'Næste spørgsmål, min pige' stemmen var tilbage til den beroligende, forførende hvisken, som den kælede for hendes sind. 'Hvor holder han til'
Dette var om muligt et af de vigtigste spørgsmål, eftersom det ville give Zane lokationen på drsgemanden, hvilket forhåbentlig ville skabe en fordel for dem i denne kamp.

Overraskelserne blev ved med at komme... elveren havde haft al tid i verden, men hun havde ikke engang forsøgt at finde ud af disse ting.
Men måske var det godt nok...

Mei overvejede kort om hun skulle risikere at lyve igen, og da hun var på nippet til at fortælle sandheden, dukkede hendes søsters ansigt op for hendes indre øje.
Zuresh bragte jo Shado dertil en gang imellem... og Seelie kom der...
Nej, for helvede... hun var simpelthen nødt til at forsøge at lede sadisten på vildspor. Bare lidt.

"Nain Des." sagde hun, "Inde i bjergene. Der er en forladt dværgeby, som han har overtaget."

Hvor hun dog håbede at elveren ville godtage denne løgn... hun gruede for hvad der ellers kunne ske...
Men at forråde både Zuresh, Shado og Seelie... det nægtede hun.

Pigebarnet måtte have en eller anden form for dødsønske. Var hun ikke klar over hvem fanden hun var? Tydeligvis ikke.

"Dværgenes område var Un Mineur indtil racen blev udslettet" andet sagde Angelie ikkem før hun forlod Meis sind brat, inden hun fjernede hånden fra hendes ansigt, for st overveje hvilken kropsdel hun skulle gøre brug af denne gang.
Desuden havde Angelie aldrig set en forladt dværgene på nogle af de tegninger de havde over landet. Hun havde brugt hele hendes levende liv i Abbaddon og vidste bestemt hvad der var og ikke var i landet.

Fingrene lagde sig om pigens sportschef, inden hun rykkede til, for st revne stoffet og rive den af Mei. Ved hendes side, fandt hun nålen, som hun havde trukket ud af leveren tidligere inden hun rystede næsten skuffet på hovedet.

Den frie hånd begyndte st befamle Meis bryst, et Af gangen, startende med det venstre da det var det nærmeste. Hun masserede knoppen i midten, så denne ville blive hård, for derefter st gentage episoden med det højre.
Ved at sætte neglene ved toppen Af brystvorten, trak hun op i dette, så brystet strakte sig. Nålen borede hun igennem, ligesom en piercet ville gøre det, dog uden at være forsigtig. Da den havde penetreret det venstre, fortsatte nålen over for st sætte samme nål igenne højre, så de nu hang sammen.

Hendes hoved bøjede sig en anelse, pustede kølig luft over dem begge, inden hun lagde fingrene under midten SF nålen, og langsomt begyndte st trække opad.

"Åh nej..." hviskede hun sagte, da Angelie forlod hendes sind.
Hvad end der var i vente, forberedte hun sig på ulidelig smerte.
Elveren havde bevist at hun kunne finde på hvad som helst.
Hvad. Som. Helst.

Da hendes BH blev flået af, frygtede Mei det værste - men blev overrasket da elveren begyndte at kærtegne hende.
Følelsen var en blanding af ekstrem ubehag, og pinlig, pinlig nydelse - og Mei havde lyst til at kaste op.
Ingen havde nogensinde rørt hendes bryster... dem der havde været dumme nok til at prøve, var kommet til skade.

Det næste der skete, var surrealistisk.
Det var sygt.
Og det gjorde satans ondt.

Mei nægtede at kigge på det, og kneb sit tilbageværende øje sammen, mens hun gispende bed tænderne hårdt sammen.
Hun nægtede at give op... hun nægtede at risikere sin søsters liv!

"Argh...! For helvede! Så DRÆB MIG DOG!" råbte hun, da Angelie begyndte at hive op i den modbydelige nål.
"Jeg giver dig ikke lokationen!"

Hendes opmærksomme blik hvilede på Mei under denne proces og det korte glimt af nydelse var bestemt ikke gået hendes blik forbi.
Hendes hånd slap brat nålen, så dette faldt ned på sin ret æssige plads, inden Angelie lagde hendes mund ned til Meis ører, der var badet i blodet fra da Angelie havde skrabet øjet ud.

"Så det er det du ønsker" hviskede stemmen lavt, som ånden ramte imod hende. Hun lod en pegefinger glide over den piercede vorte igen, inden hun grinede lavmælt. "Du vil have, at jeg røre dig.. Du nyder det.. " hendes tunge gled over den blodige kind, som hun slikke noget SF den røde farve op, for st smage på det. Mh, selvom hun ikke var vampyr, eller nød smagen, kunne hun stadig gøre det, blot for st skabe en anelse mere frygt i det lille pigebarn.

I et kort øjeblik troede Mei, at elveren ville vise lidt barmhjertighed, og slå hende ihjel.
Hun ønskede ikke at dø... overhovedet ikke... hun var alt for ung, og hun havde jo lige fået sin tvillingesøster igen... tanken var lige ved at få hende til at bryde sammen.

Og så hørte hun, hvad hendes plageånd sagde.
Ordene fik hjertet til at hamre hårdt i hendes bryst, og det gav et sæt i hende, da Angelie rørte hendes smertende bryst...

"Nej! Nej, lad være..." sagde hun med dirrende stemme.
Hun kunne ikke lade være med at gispe da hun mærkede elverens tunge mod sin kind.

Mei kneb øjnene sammen, trak vejret skælvende, og hviskede: "Du er syg..."

Hun kunne intet høre af hvad Mei sagde, men hun smilede ganske kort, stadig med ansigtet og munden ved hendes ører, inden berøringen af kvinden stoppede. "Du har ret.. Du fortjener den ikke" hviskede hun langsomt, eftersom nydelse ville være st belønne hende.

I stedet vendte hun tilbage til nålene, der stadig befandt sig i de resterende organer, en efter en trak hun dem ud, så der kun var nålen tilbage i brysterne. "når du er lige ved st drukne i dit eget blod.." Startede hun langsomt, inden Nagelie rejste sig, for prøvende at prikke nålens spids mod hendes finger. ".. Healer jeg det, for st gøre det hele forfra. Døden er noget du vil drømme om, for hos mig.. Ser du den aldrig".

Foden sparkede ud fra sig, og kolliderede med Meis sode, hvor et par ribben ville brække, inden hun drejede rundt for st vende ryggen til hende. Hun havde noget ganske særligt planlagt for deres næste leg, men det krævede en anelse forberedelse.

Endnu engang var det lettelse med forbehold, der ramte Mei, da Angelie holdt op med at røre ved hende.

Så kom smerten ved nålene, der blev fjernet, og hun skar igen tænder mens hun kiggede på sin plageånd. Hvornår ville dette stoppe!?
Hvor meget skulle hun gå igennem? Ville Angelie virkelig knække hende helt...?

Mei trak vejret dybt - og fortrød det øjeblikkeligt, da en stikkende smerte bredte sig i hendes bryst. Blod... i lungerne.

Så ramte sparket hende i siden, og hun råbte en ed på utydeligt kinesisk.
Hun kunne mærke den skarpe, dunkende smerte af et brækket ribben - men hun gjorde sit bedte for at trække vejret på en måde, så det gjorde mindst ondt i lungerne...

Det virkede ikke.
Hun hostede smertefuldt, og forsøgte panisk at trække luft ned i lungerne, hvilket bare førte til mere pinsel...

Hvor hun dog hadede den elver!

Langsomt vendte hendes krop sig langsomt om imod Mei, efter hun havde løsnet en metalskærere fra væggens side. Hvis man fulgte denne kæde, ville man kunne se st den var forbundet til fodlænkerne på Mei.

"Det vil måske gøre en anelse ondt" advarede hun venligt, inden Angelie i roligt træk, begyndte at hive i kæden. Det resulterede i at lænkerne langsomt hævede sig opad, hele vejen indtil Mei ville ende med st hænge med hovedet nedad fra loftet.

Desuden havde hun heller ikke fjernet kniven, der sad fast i hendes hænder, så da spændet blev så voldsomt, at Angelie måtte lægge hele sin vægt i rykkene, ville Meis hænder finde den eneste tænkelige udvej fra kniven.. At lade sig skære over SF den døde,Got skarpe klinge.

DS Mei hang med hovedet en tyve sentimeter over gulvet, stoppede Angelie med st hive, for derefter kort t vurdere om det var tid til at heale nogle af de værste blødninger, så hun ikke ville dø.

'Oh really... what a fucking surprise, shithead' tænkte hun, da Angelie advarede om kommende smerte.
Mei var dog ikke helt forberedt på at hun skulle hives op at hænge på hovedet - og have hænderne massakreret af kniven.

Så da kæden begyndte at røre på sig, vendte hun blikket mod kniven, hostede smertefuldt, og lukkede hænderne om den.
"Hnnnngh!" sagde hun mens hun med en kraftanstrængelse til hevet kniven op ad gulvet - på meget smertefuld vis, da hun fik skåret et lille stykke længere ind i begge sine hænder.

Smerten, og manglen på luft, resulterede i at hun fik at halvt blackout, og hun ænsede knap nok at hun blev hejst op...

Da hun så hang der, hostede hun meget voldsomt, og en stribe af blod løb ud af hendes ene mundvige.